Tag-arkiv: pinot meunier

Pinot Meunier er en rød druesort, som vi nok mest kender fra Champagne, hvor den er én af de 3 tilladte druer. Pinot Meunier er en klon/mutation i Pinot familien og har altså samme DNA finderaftryk som Pinot Noir, Pinot Gris og de andre.

Pinot Meunier står klart mere i skygggen af sine champagne kammerater Pinot Noir og Chardonnay, men kaldes arbejdshesten. Den har dog sit navn Meunier – som er fransk for møller – efter det blomsterende udseende på undersiden af bladene på vinstokken.

Andre mener dog, at det skyldes druens hvidlige, dunede blade, der kan se ud, som om de er strøet med mel, hvorfor den har fået tilnavnet møllerens drue.

Pinot Meunier anvendes mest til mousserende vine … både i Frankrig, Tyskland, Østrig, Schweiz, USA, Canada, Australien og New Zealand.

I Tyskland fremstilles der dog også både rosévin og rødvin på druen under dens synonym Schwarzriesling, Müllerrebe eller Müller-Traube. Der er hele 2.400 hektar vinmarker med Pinot Meinier i Tyskland og 70% af disse ligger i Württemberg regionen, hvor de endda har en lokal specialitet … en skarp lyserød vin, som kaldes Schillerwein lavet på druen.

Pinot Meunier plantes ofte på marker, der er for kolde til enten Chardonnay eller Pinot Noir, da sorten blomstrer senere og modner tidligere, hvorfor den bedre trives køligere steder.

N.V. Beurton & Fils, Réserve 424 Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Beurton & Fils, Réserve 424 Brut, Champagne, FrankrigVi sprudler videre med endnu en champagne fra Champagne Beurton et Fils i Cuchery og nu med deres Réserve 424 Brut.

Den er som den foregående Follement Rosé Brut fra husets serie af Blends og lavet på 40% Pinot Meunier, 40% Pinot Noir og 20% Chardonnay.

Vinen består af 30% reserve vin og er er lavet med fermentering i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring inden lagring og andengæring på flaske. Vinen er så degorgeret i maj 2021 med en dosage 9 gram pr. liter.

Duftmæssigt er det æbler … æblemost kombineret med hyben, kærlighedsfrugter, søde noter og duften fra et konditori. Duften har klart lidt cideragtige elementer, smågærede noter med kalk, melon og svagt også lidt tropisk frugt og svagt lidt hasselnødder. Selvom det er en Brut champagne, så virker den i næsen lettere sød og venlig.

Smagen er lidt i samme boldgade … ikke sådan helt krisp, sprød og syrlig, men i stedet saftig, saftet og venlig med masser af æblesaft, en smule citroner og let grape. Moussen og boblerne er også blide og fader hurtigt ud, men efterlader æbler, lemon, grape samt citroner i munden … plus en rund sødme uden champagnen samtidig bliver for sød, men slutter med en mineralsk renhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. Beurton & Fils, Follement Rosé Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Beurton & Fils, Follement Rosé Brut, Champagne, FrankrigChampagne Beurton et Fils ligger på Rue du Sorbier i Cuchery på den højre side af Marne floden i Vallée de la Marne lidt nordvest for Epernay … og det er derfra, at jeg nu smager en Non Vintage rødsexet Follement Rosé Brut.

Champagnehuset er stammer reelt tilbage til 1893, hvor familien Beurton startede med at dyrke druer og drives i dag i dag fortsat af familien i 6. generation. Det var dog reelt først i 1974, at huset startede med at flaske og sælge deres champagner.

Det skete, da Gérard Beurton fra Cuchery og Marinette Vincent fra Baslieux-sous-Châtillon slog pjalterne sammen og samtidig dannede Champagne Beurton & Fils. Marinette var – som Gérard – fra en familie af vinavlere og vandt til vinproduktion.

Gérard og Marinettes ægteskab gjorde samtidig, at de lagde de to familiers vinmarker sammen og startede dermed en ny, spændende æra for Champagne Beurton & Fils.

Marinette førte tilsyn med arbejdet i vinmarkerne, mens Gérard fokuserede på stod for produktion, markedsføring og økonomi. De udvidede også løbende markerne, således huset i dag har 13 hektar vinmarker i Cuchery, Baslieux-sous-Châtillon, Belval, Damery og Châtillon-sur-Marne … fordelt på over 100 parceller.

I dag er det dog Gérard  og Marinettes søn Benjamin, som driver champagnehuset sammen med sin hustru Katy. Benjamin overtog tøjlerne i 2005 og styrer både marker og produktion, mens Katy så tager sig af administration, salg og markedsføring.

Katy har tidligere arbejdet for nogle af de mest prestigefyldte champagnehuse og hun har en stor del af æren for husets vækst på eksportmarkedet.

Efter Benjamins overtagelse, som er markdriften omlagt til miljøvenlige metoder inspireret af principperne for økologisk drift og er også i dag certificeret High Environmental Value level 3 samt Sustainable Viniculture in Champagne.

Benjamin bestræber sig på at få de særlige kendetegn ved sine vinmarker frem, der hovedsageligt er plantet med druesorten Pinot Meunier, der er berømt for sin kraft og rustikke stil.

Vi starter her med at smage Benjamins Follement Rosé Brut, der er lavet på 25% Pinot Meunier,, 15% Chardonnay og 60% Pinot Noir og ikke blot pressede druer, for champagnen indeholder 18% rødvin fra marken Les Folies.

Al fermentering er sket i rustfrie ståltanke og de 18% har gennemgået malolaktisk gæring.  Det fremgår dog ikke, hvor lang tid vinen har lagret med andengæringen på flaske.

Aromaen er klart røde bær, masser af specielt jordbær suppleret med hindbær og stikkelsbær, en smule toast, men det er skam ikke overvældende. Jeg fanger også citroner, lidt mentol, saftevand, lidt rosenblade og ellers lidt landlige noter. Det lugter faktisk en smule af rødvin.

Høj brus, små intensive bobler og et frisk bid, citroner og røde bær, hindbær, umodne jordbær, rabarber, lidt lemon og grape bitterhed, jern og rank mineralitet. Det er surt, småbittert med en røg frugt, masser af liv og flot mousse, som ikke bare fader hurtigt ud.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Gosset, Grande Réserve Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Gosset, Grande Réserve Brut, Champagne, FrankrigLidt champagne har vel aldrig skadet nogen, men det har meget champagne vel heller ikk’?  Jeg starter med lidt … en  Non Vintage Grande Réserve Brut fra champagnehuset Gosset.

Gosset holder til i byen Aÿ og startede for over 400 år siden, hvor Jean Gosset som første i efterfølgende 16 generationer startede med at lave med lave vine uden bobler og endda mest rødvine.

Det var dog Jeans barnebarn rådmand i Aÿ Pierre Gosset, der i 1584 officielt startede med at sælge familiens vine og satsede på vin som deres levevej … og det skulle vise sig at være en god idé.

Familien Gosset blev velanset i Aÿ og fik – ved siden af deres vinproduktion – poster som både viceborgmestre, borgmestre, anklagere og Seigneur af Aÿ i byen. Husets vine blev faktisk berømte og blev så eftertragtede, at de blev serveret i det franske kongehus … en ære der ellers kun dengang tilfaldt vine fra Beaune, men sjovt nok på samme druer … Pinot Noir og Chardonnay.

Det var først i det 18. århundrede, at man begyndte af lave mousserende vine i Champagne og den ændring tog Bosset familien også til sig. De havde jo i forvejen lavet deres vine på Pinot Noir og Chardonnay, så derfor passede det fint med de regler, som blev vedtaget i området.

Gosset familien ejede champagnehuset i 16 generationer, men solgt det endeligt i slutningen af det 20. århundrede til Renaud-Cointreau  familien, der også ejer cognac firmaet Frapin i Ségonzac. I dag er det formanden Jean-Pierre Cointreau, som leder Gosset.

Men Jean-Pierre har fortsat champagnehuset gamle tradtioner, bl.a. anvender man fortsat den antikke flaske til cuvée champagnerne og de laver vinene uden malolaktisk gæring, så vinene bevarer al deres naturlige frugtighed.

Efter Renaud-Cointreau overtog Gosset i 1994, så har de øget produktionen til over 1 million flasker champagne årligt. Derudover har de købt nyt vineri  i Epernay … en smuk gammel bygning fra det 19. århundrede med en tilhørende park på 2 hektar, vineri med en produktionskapacitet på 26.000 hektoliter, lagerkapacitet på 2,5 millioner flaske og 1,7 kilometer underjordiske kældre.

Der produceres hovedparten af champagner … og alene en lille del produceres i Aÿ ejendommen, som dog fortsat er Gosset domicil.

Denne Grande Réserve Brut er vel nærmest husets signatur og lavet på 45% Chardonnay, 45%, Pinot Noir og 10% Pinot Meunier fra flere forskellige marker i Aÿ, Bouzy, Ambonnay, Le Mesnil-sur-Oger samt Villers-Marmery. Grundvinen er lavet på ståltanke og uden en efterfølgende malolaktisk gæring.

Derefter er andengæringen sket på flaske med en lagring i de lange vinkældre over 3 år … altså langt mere en appellationens krav på 15 måneder.

Duften er virkelig dejlig … ganske gæret med masser af nedfaldsæbler suppleret med let tropisk frugt, fersken, abrikos, mirabeller, meget mostet i noterne. Der er også toast, blomster og en virkelig stenet side … meget ædel i duften, hvis man kan sige det?

I munden er der masser af syre, godt med brus samt tonsvis af lemon, grape, havtorn og virker virkelig tør. Det er most fra sure æbler, sur, syrlig og mundspidsende skarp. Det hele virker Krisp, sprødt, frisk og endda meget ungt, men fin champagne.

Forhandles flere steder, bl.a. Otto Suenson, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. La Maison Penet, Ex Ante, Champagne, Frankrig

N.V. La Maison Penet, Ex Ante, Champagne, FrankrigLa Maison Penet er et lille champagnehus beliggende i byen Verzy omkring 10-15 kilometer sydøst for Reims. Derfra smager vi nu denne Non Vintage Ex Ante champagne.

La Maison Penet er et 400 år gammelt familieforetagende, der drives af Alexandre Penet og reelt omfatter 4 vinhuse, der alle laver mousserende vine.

Det er Alexandre Penet Champagne, Penet-Chardonnet Champagne Grand Cru, Comte de Grimm i Alsace og endelig Eclat i Argentina.

Penet-Chardonnet Champagne Grand Cru står for de bedste champagner, som udelukkende laves fra deres 6 hektar Grand Cru marker i Montagne de Reims mellem Verzy and Verzenay og det er med speciel fokus på Pinot Noir. De lidt billigere champagner laves under Alexandre Penet eller La Maison Penet navnet.

Comte de Grimm i Alsace i Alsace laver Crémant de Alsace og det er typisk på Pinot Blanc samt Pinot Auxerrois og i samarbejde mellem Martine Penet-Grimm og Alexandre Penet,

Eclat er et nyere projekt i Argentina … her laver Alexandre Penet i øjeblikket 2 Eclat mousserende vine på Bodega Caelum ved Agrelo i Lujan de Cuyo.

Produktionen af de franske champagner hos Alexandre Penet er forholdsvis lille … blot under 50.000 flasker om året. Alle deres druer sorteres i vinmarkerne og presses og forarbejdes så hurtigt som muligt. Der gæres næsten udelukkende på stål og lagres på gamle egefade.

Alle vine – også non vintage – får lang lagring på flaske forud for degorgering, hvilket giver fylde og rundhed, så Alexandre behøver ikke at tilsætte sukker – liqueur de dosage – hvilket giver vinene et tørt, elegant og meget harmonisk præg.

Her er vi altså hos La Maison Penet aka Alexandre Penet med Ex Ante, som er en champagne uden årgang. Ex Ante er lavet på 30% Chardonnay, 30% Pinot Noir og 40% Pinot Meunier … hvor de først har lavet basisvinen på ståltanke og med en andengæring over 24 måneder inden degorgering.

Det er mange måder en blid og fin champagne, hvor duften er lidt landlig, bondsk og nøddet … valnødder, lidt sødme, modne pærer og æbler, abrikos samt toast.

I munden er boblerne bøjelige og blide, smagen ganske tør med en mild bitterhed, en rund kalket mineralitet, mens syren også er venlig, blid og endda lidt vag. Til gengæld er der modne pærer samt masser af æblesaftagtig juicyness. Det er en champagne, som alle vil være meget glad for.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Lukas Krauß, Rotes Landschwein, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Lukas Krauß, Rotes Landschwein, Pfalz, TysklandRotes Landschwein kalder Weingut Lukas Krauß aka der Mann Mit der Hut sin vin lavet på et skønt mix af Portugieser, Dornfelder og Schwarzriesling og endda lavet som naturvin.

Vor behattede vingut Lukas Krauß holder til i Lambsheim, som ligger i Pfalz omkring 10 kilometer vest for  Mannheim og heller ikke langt fra Heidelberg.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1984 af Lukas Krauß’s fader Harald Krauß, selvom familien egentlig har været vinbønder i området i hundrede år. Lukas er dermed alene 2. generation på vingården, som samlet omfatter omkring 7 hektar vinmarker omkring Lambsheim, hvilket danner baggrund for en årlig produktion på omkring 30.000 flasker vin.

Lukas selv er lidt af en nørd, men en fremadstormende vinmager, som samtidig forstår at markedsføre sine vine og selv er meget aktiv på Facebook og Twitter. Han er ganske ung …. født i 1988 og selvom Lambsheim ikke er centrum for vinproduktion, så er Lukas overbevist om, at han kan ændre disse fordomme.

Lukas er derudover er assisterende vinmager hos hos Müller-Catior et par dage om ugen, men resten af tiden arbejder han benhårdt i marken på egne, lånte og lejede parceller med at dyrke sunde druer med lidt inspiration fra bio & økologisk drift – dog uden at være hellig. Lukas har også arbejdet hos Johner i både Baden og New Zealand, og den gamle Johner er ret imponeret af hans vine.

Lukas laver en række vine, bl.a. på druer som Riesling, Grauer Burgunder, Scheurebe, Silvaner, Grüner Veltliner, Spätburgunder … og så Blauer Portugier samt Dornfelder, bl.a. den sexede Pornfelder lavet på PORtugieser samt dorFELDER. Den smagte jeg for nogle år siden på S’vinbar og senere har jeg også smagt en 2015 Grüner Veltliner 2 Hut.

Senest er Lukas Krauß startet med at lave total økologiske naturvine uden brug af hverken gær eller andre midler … hverken filtrering og helt uden brug af svovl eller andet skidt og vinene kalder han selv for Landschwein … vist nok også på grund af hans kærlighed for grise.

Det er samtidig målet, at alkoholprocenten i Landschwein vinene skal være lav og denne Rotes Landschwein ligger da også på 10,5%. Derudover laves disse vine også med sjove etiketter, som Lukas har designet med en illustrator fra Düsseldorf

Denne Rotes Landschwein er – som skrevet – lavet på et mix af Portugieser, Dornfelder og Schwarzriesling. Druerne er gæret og macereret i rustfrie ståltanke alene på druernes naturlige gærceller, lagret på ståltanke og brugte fade … flasket inden hverken klaring, filtrering eller svovl.

Den naturlige og landlige tilgang kan sgu også duftes … der er armsved, virkelig bondsk og dufter nærmest også som Landschwein, kan minde en smule om Beaujolais med mørke druer, krop, popcorn, søde kirsebær, sur mødding, violer og alligevel let, luftig og meget indbydende.

Smagen er syrligere end forventet, men fortsat med en stor saftighed, rustik bondskhed, kirsebær, blåbær, tranebær og grønne jordbær, lidt jern, mynte og næsten uden tanniner. Det gør vinen ret saftig, letløbende og let … er sgu pjattet med den.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 169 kr. mod en normalpris på 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Heid, Rosé Cuvée Luise Trocken, Württemberg, Tyskland

2020 Weingut Heid, Rosé Cuvée Luise Trocken, Württemberg, TysklandKein Parfümeur, fein und duftig möchte er sein, står der på den enkle etiket af denne Rosé Cuvée Luise Trocken 2020 fra Weingut Heid. Det betyder vel blot noget i retning af; ikke parfumeret, for den vil være fin og duftende.

Igen må jeg se min selvindbildte forudindtagede roséskræk i øjnene, for det er faktisk en fin og dejlig rosévin, som også blev drukket ret hurtigt. Det siger ofte mere end flere ord.

I denne årgang 2020 skulle vinen være lavet på et mix af de to druesorter Trollinger og Pinot Meunier. Der er ikke så meget info om selve produktionen … udover at den er lavet alene på ståltanke. Den er i denne 2020 lavet med 3,3 gram restsüße aka restsukker.

Duftmæssigt kommer der igen en smule karamel frem, men eller er vi ovre i en frugt bestående af ribs, jordbær, kirsebær, tranebær og hyben og virker samtidig en smule tør i stilen. Det er faktisk en fin tiltrækkende aroma, må jeg medgive.

Smagen er også tør med en let bitterhed, men der er både tranebær, grøntsagsfond og noget lemon. Det er en ukompliceret vin, men frisk og mineralsk, hvilket gør den livlig og fornøjelig. Dermed er det sgu en rigtig overraskende god rosévin med masser af smag.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Nicolas Maillart, Mont Martin 1er Cru, Champagne, Frankrig

2016 Nicolas Maillart, Mont Martin 1er Cru, Champagne, FrankrigVort byggemøde startede – som vanligt – med bobler, hvilket Flemming på glimragende facon havde løst med denne Mont Martin 1er Cru Champagne 2016 fra Nicolas Maillart i Ecueil.

Champagnehuset kan spores tilbage til 1753, hvor Nicolas’ forfædre var vinavlere i den nærliggende landsby Chamery. Men formentlig går sporene af familien endnu længere tilbage, for dokumenter viser, at en edsvoren landmåler Pierre Maillart arbejdede med vin i Chamery for  Saint Nicaise klosteret.

I dag er det imidlertid Nicolas Maillart, der som 9. generation driver champagnehuset og viderefører den næsten 300 år gamle tradition med at lave champagner, siden han i 2003 overtog driften efter at have afsluttet sine studier i teknik og ønologi.

I dag regnes Nicolas Maillart er blandt de allerbedste producenter fra Ecueil. Han har udelukkende Premier Cru og Grand Cru marker i Montagne de Reims og kvaliteten er i top på samtlige cuvéer.

Derfor er Nicolas Maillart også en del af det yderst anderkendte Les Artisans du Champagne, hvor kun de mest ambitiøse producenter inviteres indenfor … og kun 16 champagnehuse er med i det slæng.

Her smager vi husets Mont Martin 1er Cru, der – egentlig usædvanligt for huset – er lavet på ren Pinot Meunier, som kommer fra 1er Cru marken Mont Martin ved Villers Allerand 1er cru … en mark på 1,8 hektar med undergrund af marmel- og kalksten og passet efter økologiske og biodynamiske principper.

Vinificeringen er alene sket i egetønder med 8 måneder lagring sur lie inden andengæring på flaske. I kælderen har vinen så hygget sig frem til september 2020, hvor den er degorgeret med en dosage på 4 gram pr. liter … og der er samlet lavet 4.424 flasker af vinen.

Det er klassisk lækker champagneduft … virkelig utrolig tør, har masser af gær, toast, hævet dej, stikkelsbær, citroner, godt med æbler og nærmest en kombi af både grønne æbler og modne nedfaldsæbler, ribs, godt med træ og ristede noter.

I munden er boblerne fine og små … ikke vilde og aggressive, men det er smagen til gengæld. Der er æbler og bitterhed, frisk, intens og fint cremet … masser af æblesaft, lemon, ribs og hyben, hvilket gør smagen aromatisk, frisk og absolut smuk Pinot Meunier.

Forhandles af Grower Champagne, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Weingut Spindler Lindenhof, Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Spindler Lindenhof, Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder, Pfalz, TysklandDen lille tyske vinsmagning sluttede med lidt rødvin, nemlig denne 2017 Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder fra Weingut Spindler Lindenhof.

Deidesheimer Herrgottsacker ligger syd for vingården i Dorf, men nord for Deidesheim i 120-180 meters højde eksponeret mod øst med beskyttelse fra Palatinate skoven mod vest. Jordbunden er varierende med både ler, grus og kalksten og det gør, at marken kan frembringe noget forskellige stilarter af vine.

Høsten sker manuelt, og inden vinifikation sorteres druerne også med håndkraft. Der er ikke mange oplysninger om produktionen,  men efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store, gamle fade og 12 måneder på barriques. Vinen har 4,7 gram restsukker pr. liter i denne årgang.

Vinen dufter sådan meget frisk og krydret, en smule animalsk, men slet ikke så meget som 2014’eren, som jeg tidligere har smagt. Der er tranebær, modne kirsebær, jordbær, rib og et klart fadpræg med lidt tobak, mørk chokolade, kanel, vanilje, nelliker, jod og lidt dild.

Smagsmæssigt er det også en pænt krydret vin … hvid peber og stærke krydderier. Det er ikke en lys og feminin Spätburgunder, men mere grov selvom frugten egentlig er både jordbær, hindbær og ribs, hvilket suppleres af jern, mineraler, masser af citronsyre, bitterhed og fine tanniner samt en snert bolsjesødme.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, Frankrig

2015 Louis Nicaise, Brut Millésimé, Champagne, FrankrigChampagnen vi nød under den overdækkede terrasse – inden de sidste fra Det gode liv teamet dukkede op – var denne 2015 Louis Nicaise Brut Millésimé.

Sidst jeg smagte denne magnumflaske årgangsskum var i den flotte 2008 årgang, men nu var det altså en nyere årgang, men det er fortsat røvlækker champagne.

Denne årgangschampagne er lavet på 60% Chardonnay, 25% Pinot Noir samt 15% Pinot Meunier og er så vinficeret på små fade med lagring sur lie, hvor 30% af vinen har gennemgået en malolaktisk gæring. Vinen har gennemgået en 2. gæring på flaske over cirka 5 år inden degorgering og yderligere lagring 6 måneder inden frigivelse.

Det er som sidst en lækker champagne, men når dog ikke samme niveau som 2008’eren, men næsen har lidt af samme aromaer med æblekompot, stikkelsbær, grape, citroner, gær, fermenteret dej, en gæret frugt, som måske endda virker lettere kandiseret og meget saftig med most og æblesaft.

Boblerne er sådan medium i styrke … ikke for aggressive eller heller ikke for vage, men fint balancerede. Der er æbler, æblemost, lemon og krydderier, nogen sødme samt en blød cremethed. Det er en vin, der er nem at drikke, så 5 klare tomler med pil op.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske magnum koster 649 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Louis Nicaise, Meuniers des Moines Extra Brut, Champagne, Frankrig

2015 Louis Nicaise, Meuniers des Moines Extra Brut, Champagne, FrankrigDen sidste champagne fra det lille familieejede champagnehus Louis Nicaise i Hautvillers blev deres fine Meuniers des Moines Extra Brut i Vintage 2015 … en vin lavet på ren Pinot Meunier.

Vinen har jeg smagt før, selvom det er en forholdsvis ny vin hos Louis Nicaise, men Meuniers des Moines Extra Brut er lavet med Pinot Meunier druer fra 3 forskellige marker i Hautville, nemlig Calcaire, Pierre Meulière og Argile. Champagnen er vinificeret traditionelt, har gennemgået malolaktisk gæring og halvdelen lagret en periode på 300 liter egefade og den anden halvdel i rustfrie ståltanke.

Derefter er vinen lagret minimum 36 måneder på flaske inden dosage. Og det er en ganske lille produktion, for der er alene lavet 1.000 flasker af denne lille eksklusive champagne.

Næsen er lettere parfumeret … lidt speciel med blomster, fersken, pærer, stikkelsbær, overmodne æbler, lidt nødder, toast, ufærdig dej, skocreme, stearinlys, nødder, karamel og som sidst også sart, delikat og feminin, meget tilbagelænet og stilsikker.

I munden er bobler ganske brusende, men aldrig for vildt, men i stedet er der masser af syre, lemon og sødkrydret grape. Virkelig fin syre, fin tørhed. nogen bitterhed og virkelig elegant. Der er stor intensitet med æbler, æblegrød, som lige er kogt, pærer og alt virker let og luftigt. Flot champagne.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7