Tag-arkiv: 3½

2019 Weingut Haack, Dornfelder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Dornfelder, Nahe, TysklandWeingut Haack laver primært hvidvine, men dog også et par røde vine … og jeg slutter min lille smagning af Haack vinene netop med denne røde 2019 Dornfelder.

Dornfelder er en rød druesort, der blev skabt i 1955 af August Herold på drueavlsinstituttet i Weinsberg i Württemberg ved at krydse  Helfensteiner og Heroldrebe.

Sidstnævnte druesort havde han i øvrigt selv skabt i 1929 ved at krydse Blauer Portugieser og Lemberger. Dornfelder blev officielt godkendt og frigivet til dyrkning i 1979. August Herold opkaldte druen efter Immanuel August Ludwig Dornfeld, der var en af grundlæggerne af drueavlinstituttet i Weinsberg.

Dornfelder er let at dyrke, har stor modstandskraft mod råd, stærke stilke, et højt naturligt sukkerniveau – og dermed vine med højere naturlige alkoholniveauer –  modnes tidligere og giver samtidig meget høje udbytter på op til 120 hektoliter pr. hektar.

Og så giver den mørke, frugtrige, ungdommelige og tanninholdige vine med smag af blommer, brombær eller kirsebær. De bedste af producenterne holder dog udbyttet nede og det giver fløjlsbløde, strukturerede og lettere blomsterrige vine.

Derfor blev Dornfelder også populær, således der både i 1980’erne og 1990’erne blev tilplantet mange marker med druen, som dermed overhalede Blauer Portugieser, som den næstmest plantede røde druesort i Tyskland.

I dag er der omkring 8.230 hektar med Dornfelder i Tyskland, men derudover findes druen også i lande som England, Schweiz, Canada, USA og Brasilien … men alene i begrænsede mængder.

Og hos Haack laver man Dornfelder på rustfrie ståltanke, hvor druerne – efter let knusning – gennemgår gæring og maceration i nogle få dage, hvorefter vinen så lagres kort tid på små egefade.

I næsen er det lidt en sjov historie … lidt som lidt kogt frugtgrød med blommer, brombær og overmodne kirsebær, kanel, nelliker, en Daim chokoladebar med lidt sødbrændt karamel, tørrede blomster og så pænt med saftig og rustik sødme.

Smagsmæssigt havde jeg forventet lidt i samme boldgade, rustik, saftig, tyk med masser af sødme. Men sådan forholder det sig dog ikke, for vinen er meget tyndere og lettere end forventet, men uden den helt store elegance. Frugten virker også lysere, lyse kirsebær og umodne blommer, tynde tanniner … men det bliver lidt ufokuseret, tyndt og simpelt. Men det er sjovt at smage i forlængelse af Haacks mange hvidvine, som han klart er bedre til.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Château Saint-Roch, Chimères Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, Frankrig

2017 Château Saint-Roch, Chimères Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, FrankrigFra det sydfranske projekt Château Saint-Roch mellem vinmageren Jean-Marc Lafage og amerikanske Eric Solomon smager jeg nu atter en vin … en 2017 Chimères Côtes du Roussillon Villages.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om tidligere og var fx helt vild med deres Kerbuccio vin, som både byder på kraft og kølig syre. Men vinhuset laver også vine, som er store, tykke frugtbomber, der bedst passer allerbedst, når vintervejret sætter ind og vi rykker sammen indenfor i ly af Covid-19 og bare skal ha’ varme i kroppen med en tæt, kraftig, småstærk og højoktan vin.

Denne 2017 Chimères Côtes du Roussillon Villages er lavet på 65% Grenache, 30% Syrah og 5% Carignan. Druerne kommer fra marker omkring byen Maury, gennemgår en benhård sortering, først i selve vinmarken og efterfølgende i vinkælderen.

Så afstilkes druer inden macerationen sker på betontanke og tager omkring 4 uger. Derefter lagrer vinen så 6 måneder … halvdelen på 500 liter franske demi-muids og resten i betontankene.

Vinen har en landlig næse … med mørk, gæret, flæsket frugt på en syrlig mødding sammen med en kirsebærtærte, et glas med Fabbri Amarena kirsebær i sirup, brombær, tørt træ, vanilje, cola, lakrids og samtidig en halv blomstermark. Der er sgu skrald på drengen … total teenager frembrusende uden at frontallapperne er helt vokset sammen.

Desværre er der voldsom megen sødme, tonstunge sødbrændte fade, hvorved det bliver en stor, fed frugtbombe af en teenager. Det er en meget sødmefuld vin med lidt alkohol, sød solmoden frugt som solbær, sorte kirsebær, nærmest tørret i frugten supplere med noget peber, tør stenmel … en virkelig vamset vintervin for dem, der bare elsker voluminøse, bamseglade vine med sød, højoktan kærlighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2017 Sekthaus Krack, Rosé Brut, Pfalz, Tyskland

2017 Sekthaus Krack, Rosé Brut, Pfalz, TysklandI byen Deidesheim i Pfalz findes der mange spændende vinhuse, fx kendte huse som Reichsrat von Buhl, Von Winning og Dr. von Bassermann-Jordan … blot for at nævne nogle få. Men der findes også et lille nyt vinhus, som hedder Sekthaus Krack og det er derfra, at jeg nu smager denne Rosé Brut.

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Christian Krack og kæresten Anna Spanier med det mål at lave traditionelle, tyske mousserende vine efter den klassiske metode med supplerende fermentering i flaskerne.

Christian får også lidt hjælp fra sine to tvillingebrødre Axel og Felix på den vingård, som de har overtaget fra deres forældre. Familien er således ikke helt grønne indenfor mousserende vin … men har været vinavlere siden deres bedstefar Herbert for flere generationer siden startede med at producere mousserende vine.

Det var også Krack familien, som oprindelig grundlagde det i dag store Sektkellerei am Turm i Speyer. Men nu er det altså den seneste generation, som forsøger sig fra den gamle gård midt i Deidesheim og med de tilhørende beskedne vinmarker og en produktion på omkring 35.000 flasker årligt.

I starten arbejdede Christian Krack sideløbende hos Weingut Schätzel i Nierstein i Rheinhessen og sine studier på vinskolen i Geisenheim i Rheingau … så den unge mand har været godt spændt op samtidig med, at han har tid til at lave en lang række spændende mousserende vine, som fx denne 2017 Rosé Brut. Derudover har familien også i indeværende år ombygget og udvidet deres gamle vinkælderen under ejendommen.

Nå, men Rosé Brut er lavet på 100% Spätburgunder, som er lavet først med almindelig gæring på rustfrie ståltanke. Derefter er vinen lavet med traditionel flaskefermentering over 12 måneder inden degorgering.

I glasset er vinen meget lys roséfarvet, meget klar og vel nærmest kobberfarvet, mens boblerne virker beskedne og ikke aggressive på nogen måder, Næsen byder på søde aromaer, hindbær, jordbær, lidt mango og papaya, røde blomster, roser … men meget letbenet og en smule endimensionel og man får også lidt fornemmelse af vingummi eller frugttyggegummi.

Smagsmæssigt har vinen et pænt kraftigt brus … frembrusende kunne man vel passende sige og uden den store antydning af finesse. Der er grape, citron … mest grape, noget rustik og kantet.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 13,50€ … svarende til 101 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2012 Produttori di Govone, Fagiano Barolo Riserva, Piemonte, Italien

2012 Produttori di Govone, Fagiano Barolo Riserva, Piemonte, ItalienTrioen af Fagniano vine fra  vinkooperativet Produttori di Govone Societa Cooperativa Agricola sluttede med denne 2012 Fagiano Barolo Riserva.

Igen sparsomme oplysninger, men den skulle være lavet med både gæring/maceration over 25 dage og en efterfølgende lagring på barriques i 24 måneder.

Næsen er let animalsk med lidt tjære, kul, knuste roser, mentol, tranebær, søde kirsebær og noget til den fede side, klart mørkere i frugten end normalt for en Barolo. Fadpræget er også meget udtalt med brændte noter med kanel, vanilje, lidt kamfer og samtidig fornemmes der også en stor – og upassende – sødme.

Smagsmæssigt er der bare masser af frugt, som bare presser sig frem med kirsebær og tranebær … fede og samtidig meget, meget søde. Tanninerne er beskedne og overdøves faktisk af volumenen og sødmen i vinen … alt for voluminøs og sød for en Barolo målt efter mit termometer. Der mangler både syre og intensitet, så jeg er bestemt ikke fan. Beskedne 3,5 tomler med pil op.

Forhandles flere steder i Danmark, som fx Lomax (kontorforsyning), Vinsalget og Gourmet Wine med en pris omkring 235 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2015 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienVi skulle også smage denne 2015 Fagiano Barbera d’Alba Superiore fra vinkooperativet Produttori di Govone Societa Cooperativa Agricola.

Igen er der ganske sparsomme oplysninger om produktionen udover vinificering i ståltanke, hvor vinen også er lagret i 12 måneder efter endt gæring. Så er vinen flasket og yderligere lagret 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det igen en fed, opulent næse, mørk, urtet, meget maskulin med noter af bitter chokolade, et stort glas mørk stout-øl, mælkede noter, blæk, røg og kul. Duften er sådan set okay, men smagsmæssigt går det imidlertid galt.

I munden minder det nemlig mere om lidt noget sødlig syditaliensk Puglia vin, meget fed og opulent med nogle kraftige og sødbrændte noter, kanel og østlige krydderier. Frugten er blommer, kirsebær, brombær, figner og samlet en meget tung smag. Vi hoster op med spinkle 3,5 houlbergske fingre med pil ned.

Forhandles flere steder i Danmark, som fx Lomax (kontorforsyning), Vinsalget og Gourmet Wine med en pris omkring 125 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2016 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienProduttori di Govone Societa Coop. Agricola er et kooperativ, som ligger i byen Govone. De laver masser af vine under mange forskellige brands, som fx Fagiano. Hos Falken smagte vi 3 forskellige Fagiano vine og den første var denne 2016 Fagiano Barbera d’Asti.

Kooperativet Produttori di Govone er grundlagt i 1957 og har samlet 250 medlemmer, som ejer omkring  300 hektar vinmarker i områderne Alba, Langhe, Roero, Asti og Monferrato, men derudover opkøbes også druer fra andre vinavlere, således den årlige produktion ligger på omkring 2 millioner liter vin.

De fleste af kooperativets vine sælges under navne som Terre Sabaude, Produttori di Govone, Produttori di Portacomaro, Io Sono eller Produttori di Valtiglione, som er vine i bag-in-a-box.

Men derudover laver de specielle vine til udvalgte markeder og når jeg sørger på Fagiano vinene, så sælges disse primært på det danske marked. Det er dermed vine, som er specielt designet til vort hjemlige marked og til billige penge.

Denne 2016 Fagiano Barbera d’Asti er én af disse, men jeg kan ikke finde oplysninger om produktionen … som i overhovedet ikke. Men hvis den er lavet som næste Barbera d’Alba, så er vinificering sket på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 12 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen har en noget fluffy aroma … masser af mælkechokolade, vanilje, blommetærter, håndsæbe, kirsebærsauce og lidt hindbær, meget søde og brændte noter, men med lidt luft i glasset, så bliver frugten måske en anelse lysere og mere frisk.

Smagen følger duften meget godt … alt for megen sødme, fedme og store deller. Dermed bliver det hele lidt tungt, fedt og sødt, selvom vinen endda er lettere og har mere syre end husets Barbera d’Alba, men lidt en gumpetung vin uden megen elegance.

Forhandles flere steder i Danmark, som fx Lomax (kontorforsyning), Vinsalget og Gourmet Wine med en pris omkring 95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Domaine de Caussagues, Corbières, Languedoc, Frankrig

2015 Domaine de Caussagues, Corbières, Languedoc, FrankrigDenne 2015 Domaine de Caussagues Corbières er en vin, der – så vist jeg kan se – er lavet af den store vinkoncern Les Grands Chais de France.

Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine i disse navne, bl.a. Les Grands Chais de France, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau og så Arthur Metz. Det er i øvrigt også denne koncern som står bag den ikoniske J.P. Chenet, som vi så tit laver grin med … I ved, den med den skæve hals.

Le Groupe GCF har deres hovedsæde i Marlenheim i den nordlige del af Alsace, omkring 10 kilometer nordvest for Strasbourg og er lidt af en større historie, idet der heller ikke er tale om et traditionelt vinhus, men nærmere en større fabrikant af vin i stil med et kooperativ.

De har ikke mindre end 560 vinbønder tilknyttet deres vineri og via disse adgang til druer fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker. De har en produktionskapacitet på 180.00 hektoliter, 2 store anlæg til vinaftapning, lagerkapacitet på 10.000 kvadratmeter og en daglig produktionskapacitet på ikke mindre end 110.000 flasker vin.

De har også et magastort vineri i byen Landiras ved Bordeaux … og det er dér, at denne Languedoc vin er lavet med druer fra Languedoc, formentlig fra én af de mange tilknyttede vinavlere, nemlig Domaine de Caussagues, som har 17 hektar vinmarker i appellationen   Corbières ved Bages-Sigean tæt på Narbonne.

Vinen er lavet på 10% Syrah, 35% Grenache, 30% Carignan, 20% Mourvèdre og 5% Cinsault. Druerne er afstilket og lavet med en traditionel gæring … men ellers er det begrænset med info om produktionen.

Næsen er lidt … sjovt blomstret og næsten med tyggegummiagtig aromaer, lidt mørk og parfumeret frugt, hindbær, blåbær, tobak, en smule estragon, salvie og lidt en sjov, lidt mærkelig note, som jeg simpelthen ikke kan sætte ord på.

Smagen har lidt af samme sjove kant … klart pænt med frugtsødme, mørke bær, blommer, solbær og enebær med søde krydderier. Der er lavendel, en tynd syre, nogen friskhed, lidt tør bitterhed og samlet lidt en vin, som jeg ikke kan blive helt klog på.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 70 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, Frankrig

2018 Olivier Coste, Languedoc Old Star Carignan Noir, Languedoc, FrankrigNæste vin var en ægte Pays D’oc, altså en slags landvin fra Languedoc-Roussillon, hvor der dog også i stigende grad er små fremragende producenter. Her er det vinen Languedoc Old Star Carignan Noir fra den unge vinmager Olivier Coste.

Olivier er vokset op i en gammel vinfamilie, for han driver nemlig Domaine Montrose nordøst for  Béziers i Languedoc sammen med sin far Benard Coste. De er efterkommere af Joseph Alazard, der tilbage i 1701 modtog det fine våbenskjold med de 3 firben … et våbenskjold, som Domaine Montrose i dag har som logo og ses på alle flaskerne.

Vinhuset har samlet 80 hektar vinmarker, der alle nærmest alle ligger omkring deres vineri i Côtes de Thongue regionen og laver i øjeblikket 9 forskellige vine.

Men derudover har den unge Olivier Coste også startet med at lave vine i eget navn … fx denne Languedoc Old Star Carignan Noir, hvor druerne – så vidt jeg kan se – købes fra andre vinavlere, men dyrkes efter den traditionelle gobelet/busk beskæring i meget sten- og lerholdig jord.

Efter høst er druerne afstiles, hvorefter gæring og maceration sker i temperaturregulerede ståltanke med hyppige omrøringer over hele 3 uger. Efter endt gæring får vinen lov at hvile på ståltanke til slutningen af vinteren, hvor den aftappes.

Næsen er meget urtet, grøn og sjov animalsk … har en lidt gæret og sødkrydret note med både eukalyptus, peber, nogle mørke bær, lidt gummi, rubberduck gummiand, grannåle, røg og lidt kvalm. Samlet er det en duft, som jeg slet ikke er vild med og har lidt svært at forliges med.

Smagen minder ufattelig meget om duften … krydret med samme lidt sjove og skæve sider, mens frugten er sådan ovre i kirsebær og tranebær. Jeg er sgu ikke vild med den.

Forhandles af Vinoble / Østjysk Vinforsyning, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Montedidio Societá Agricola, Compagnia Siciliana 1921 Pacificus Syrah, Sicilien, Italien

2018 Montedidio Societá Agricola, Compagnia Siciliana 1921 Pacificus Syrah, Sicilien, ItalienVinene fra Sicilien er meget forskellige … som i rigtigt meget. Det er denne 2018 Compagnia Siciliana 1921 Pacificus Syrah fra Montedidio Societá Agricola et meget godt eksempel på, for vi ligger milevidt fra fx de vine, som vi finder på skråningerne omkring den iltre Etna.

Men selve vinhuset Montedidio Societa’ Agricola ligger dog ikke selv på Sicilien, men holder til i byen Paternopoli, der ligger ved byen Paternopoli omkring 50 kilometer øst for Napoli i Campanien og er grundlagt i 2010 af ønologen Dr. Mario Ercolino med sigte efter at lave kvalitetsvine fra det sydlige Italien.

Montedidio Societá Agricola er således ikke en rigtig vingård, men nærmere et vinkonsulentfirma, som opkøber druer fra forskellige områder i det sydligere Italien .. men primært Sicilien og Puglia. De producerer og designer en række vine, som sælges under to brands, nemlig Regia Maestà samt Compagnia Siciliana 1921.

Vi er stødt på Montedidio Societá Agricola her på vinbloggen tidligere, nemlig da vi smagte en stor, tung og 16,5% stærk 2015 Regia Maestà Syrah 17, som også var en siciliansk vin lavet med opkøbte Syrah druer fra appellationen Sambuca di Sicilia.

Denne 2018 Compagnia Siciliana 1921 Pacificus Syrah er også en heftig fætter lavet med Syrah druer fra flere forskellige steder på Sicilien. Årstallet 1921 i navnet refererer til det bedste år i hele øens historie, for der var der, at vinen Marsala satte Sicilien på det vinøse vinkort. Og udsmykningen af etiketten er inspireret af de blonder, som de sicilianske kvinder oprindelig brugte i deres tøj.

Vinen er lavet ved, at druerne først ligger i en kold udblødning, hvorefter følger en 10-12 dages gæring og maceration i rustfrie ståltanke inden 6 måneder lagring på egefade. Det er en vin, som Luca Maroni har givet 97 point og den har da også – som søstervinen Regia Maestà Syrah 17 hele 16,5% højoktan alkohol.

Mørk, fed og svesket aroma, engelsk lakrids, finsk lakrids og saltlakrids, peber, mørke bær, solbær, blåbær, morbær, enebær, rosiner, tobak, chokolade, egetræ og grønne urter.

Smagsmæssigt også masser af skrald på … det er bulder, brag og vinøs tummel. Det er lige før, at vinen er tyggevenlig, men så har den alligevel også en lille syrlig/bitter friskhed midt i den mørke frugt og den store fedme, de mange hestekræfter og ødselhed. Der er også pænt med sødme, så det er vist en vin til en stor peberbøf, en stor wanna-be bodybuilder eller en meget kold vinterdag. Masser vil knuselske den … for mig er det en lidt for stor mundfuld.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Weingut Baron von Maydell, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Baron von Maydell Spätburgunder, Baden, TysklandBaron von Maydell er et discount mærke fra vinhuset Siegbert Bimmerle i Renchen-Erlach i Baden. De har ikke – som der står på etiketten – lavet vin siden 1693, for Weingut & Privatkellerei Bimmerle er selv grundlagt tilbage i 1936 af Josef Bimmerle. Nå, men vi smager her deres Spätburgunder.

Vinhuset drives i dag af den 3. generation i form af Siegbert Gerold Josef Bimmerle, som dog får hjælp af næste generation, nemlig sønnen Benedikt. De har selv 130 hektar vinmarker, men arbejder derudover sammen med 40 vinavlere, som de har langtidskontrakter med,

De laver over 1 million flasker vin om året … og disse sælges både under eget navn og som fx Baron von Maydell. Det sidstnævnte er et prisbilligt mærke, som bl.a. afsættes gennem Lidl kæden. Men det betyder også, at der aldrig har eksisteret en vingård, der hedder Weingut Baron von Maydell, men vinene sælges fra et særskilt selskab, der hedder Baron von Maydell GmbH.

Jeg har dermed heller ikke kunnet finde oplysninger om produktionen af denne Spätburgunder, men kan dog se, at vinen har 4,6 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med nelliker, virker lidt bondsk eller rustik, frugten lidt mørk, varm og ufokuseret, mest kirsebær suppleret med en lidt grøn og urtet note. I munden er vinen efter min smag alt for sød, klart til den fede, tunge, maskuline, varme side og mangler simpelthen Pinot Noir’ens elegance og syre.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Tyskland kan vinen købes i Lidl for 5,35€ … svarende til 40 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7