2018 Weingut Paul Schumacher, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, TysklandUnder vort Ahr besøg for lidt over et år siden var det næsten altid vine fra marken Ahrweiler Rosenthal, der duperede os alle mest. Det gjaldt også hos Paul Schumacher … og her igen med 2018 årgangen duperer vin fra marken atter.

Marken Ahrweiler Rosenthal ligger lige imellem markerne Silberberg og Forstberg og er en Erste Lage mark. Vinen er lavet  som de øvrige, altså med tidlig høst, spontangæring med druernes gærceller i åbne gærringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage samt lagring i 18 måneder på nye og gamle barriques.

Nøj, hvor det dufter godt, totalt luftigt og æterisk aroma med masser af blomster, røde roser, røg, ribs, granatæbler, kirsebær og en snert sødme, vanilje, tobak samt mælkechokolade fra fadene, nogle leragtige og mineralske noter, grønne blade og dufter nu nærmest helt burgundisk. Luftigt, lyst, sart, feminint og bare freaking fantastisk, så far er glad.

I munden har vinen fortsat stram, syrlig, lys og frisk frugt med masser af syre, men det kommer sammen med en virkelig blød og cremet eksekvering. Smagen er simpelthen så klar, ren og frisk at det nærmest får tårrene frem i øjenkrogene. Det er en rund, meget frugtrig og frisk smag, præcis, tæt og med masser af tænding, spænding og lys, let koncentration. Far er glad … stor vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 315 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Pur πno, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Pur πno, Ahr, TysklandDen tredje af vinene i årgang 2018 fra Weingut Paul Schumacher var hans Spätburgunder Pur πno .. aka Pur Pinot med en kreativ udnyttelse af Arkimedes’ matematiske konstant med det græske bogstav π.

Druerne til Pur Pinot kommer fra nogle af husets allerbedste marker, nemlig Marienthaler Trotzenberg og Walporzheimer Kräuterberg. De er høstet med lavt udbytte, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af nye og gamle barriques.

Næsen er lidt mere røget, kraftigere og mere woody end de forrige, frugten er mere gæret og mørkere med sorte kirsebær, brombær og hindbær, lidt flæsk og bacon, blæk og ristede noter. Fadpræget synes også tydelig med en smule vanilje og lakrids, hvilket suppleres med lidt blomstrede noter samt en snert mentol.

I munden er vinen rund, men fortsat med Schumacher tørhed og pænt med syre, nærmest citroner, ribs og granatæbler. Der er mer’ kraft, tyngde og mineraler end hos de foregående, så på den måde minder den meget om årgang 2016, som jeg smagte, da jeg besøgte vingården for knap 1½ år siden.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, TysklandVin nummer 2 fra den gode Weingut Paul Schumacher blev Spätburgunder Carpe Diem og ligeledes i årgang 2018.

Spätburgunder Carpe Diem er lavet med en blanding af druer fra de yngste vinstokke på de bedste parceller.

Ellers er den lavet som de øvrige med tidlig høst, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Lagringen foregår derefter 18 måneder på 228 liter burgundiske barriques af ældre dato.

Duftmæssigt minder vinen meget om foregående, ganske grøn med lys og fin frugt som rabarber, kirsebær, jordbær og ribs, men frugten er lige lidt rundere og blidere end foregående basis Spätburgunder og herlig æterisk og sart. Fadpræget er måske lidt tydeligere her med våde fade. røg, bacon og mælkechokolade … men alt doseret så forbandet smukt. Jeg er vild med duften.

Det er jeg skam også med smagen, hvor der er en frisk frugtagtig syrlighed. Der er moreller, rabarber og kirsebær, let bitterhed, men så rent, klart, mineralsk, stringent og delikat fint. Det er klart med den lyse, lette og elegante Ahr stil, frisk, stringent frugt, feminin lethed og total høj drikkeglæde. Jeg er pjattet med den. Dermed havner Houlberg på 5 stensikre fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, TysklandSom under vort besøg hos Weingut Paul Schumacher i september 2019, så startede vi smagningen med basisvinen og deres Spätburgunder Gutswein blot i årgang 2018.

Vinen er – som med alle rødvinene hos Weingut Paul Schumacher lavet med tidlig høst, kold maceration og spontangæring i åbne gæringskar alene med druernes naturlige gærceller og en efterfølgende lagring i franske egefade … og denne Spätburgunder basisvin er lagret 18 måneder på brugte egefade. Paul anvender kun fine barriques fra Tonnelier Chassin i Bourgogne.

Duftmæssigt lys, let, syrlig og moden frugt, jord, hindbær, tranebær, granatæbler, en snert af lidt flæskede noter, røg, tørv og virker pænt tør, har pænt med mineraler og godt med syre.

I munden har vinen denne lidt lyse side af Ahr … let, frisk med stor tørhed og masser af syre, en lys frugt ribs, hindbær og granatæbler, grønne elementer, lidt peber spiller sammen med de fine tanniner og derefter kommer der også klare og rene mineraler. Hvor det dog en elegant, syrlig, streng og smuk basis Spätburgunder. Klart 4,5 houlbergske tomler og endda godt på vej mod de 5.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

Deja-vu til besøget hos Paul Schumacher … test af 2018 Spätburgunderne

Hurra … Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal har fået en dansk importør og det kan vinelskere med forkærlighed for Ahr være glade for, da vinhuset i mine glasklare øjne hører til blandt de bedste producenter i Ahr.

Importøren er Jysk Vin … og det er faktisk yours truly, der har anbefalet dem at kigge på Weingut Paul Schumacher, som jeg tilbage i september 2019 selv besøgte sammen med mine kompisar Gert og Jan. Der mødte vi Paul Schumacher himself og fik en stor smagning samt rundvisning i vinkælderen.

Jeg blev voldsomt duperet af hans vine og det blev efterfølgende ikke mindre, da jeg herhjemme smagte nogle af de indkøbte vine, så da Henrik fra Jysk Vin spurgte, om jeg kunne anbefale en god tysk producent, så var jeg rimelig klar i spyttet … Schumacher.

Vores besøg hos Paul Schumacher under vort roadtrip kan du i øvrigt læse i blogindlægget Besøg hos Weingut Paul Schumacher … den tørre, hyggelige og syrlige side af Ahr. Der er jeg skrevet en del om vinhuset, historien og vinene. Vil du vide mere om Ahr området kan du også læse om hele vort roadtrip i indlægget Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder.

Som tak for henvisningen, så havde jeg fået alle de 5 vine – som Jysk Vin importerer – til test … og hvem kunne være bedre at dele vinene med end netop Gert og Jan, som jeg besøgte Schumacher med for knap halvanden år siden?

Så til en aften, hvor jeg satte sorte vintertrøfler som tema, så serverede jeg de 5 Weingut Paul Schumacher 2018 Spätburgundere, således vi kunne mindes en af de gode stunder i Ahr. Vi fik vinene til en menu, som denne aften lød på:

  • Hjemmebagt brød 1. med fois gras og syltede enoki svampe og 2. med trøffelpaté
  • Gnocchi med svampe, oksemørbrad samt revet parmesan og sorte trøfler
  • Tøffeloste … og Gnalling

Her lige et par fotos af noget af maden … men glemte sgu at tage billeder af de sidste af retterne. Sådan kan det gå.

Vinene

Vi skulle som nævnt igennem 5 af Schumachers Spätburgunder vine og alle i årgang 2018 og det var følgende:

Fra Paul Schumachers 5,2 hektar på eftertragtede marker som Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay laver han nogle sindssygt lækre vine.

Det er klart vine til den lyse, feminine, stringente og syrerige side, men jeg synes, at de er utrolig elegante. Det er selvfølgelig alle 2018 og dermed til den unge side, så de kunne med fordel ligge et par år i vinkælderen eller vinkøleskabet, men allerede nu smager de bare monstergodt. De bedste er vinene fra Rosenthal og Kräuterberg, men kan heller ikke undgå at blive imponeret af Schumachers almindelig basis Spätburgunder.

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og hvor var det godt at mindes Ahr og vores roadtrip til området igen.

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let's Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, TysklandI foråret sidste år drak jeg den lidt provokerende mousserende vin I Wanna Have Riesling Sekt with You, hvor Sex var erstattet af Sekt. Med foråret på spring så gentager jeg det med at smage Weingut Emil Bauer & Söhnes 2018 Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby!, hvor Sex atter er streget ud og her erstattet af Pinot Rosé Sekt.

Og det er sgu også en rigtig forårsbasker af en boblevin fra de to brødre Alexander og Martin Bauer, der som 5. generation af Bauer familien fortsætter med at sprøjte masser af vine med skøre navne og etiketter på markedet … herligt.

Vinen er imidlertid ikke på ren Pinot Noir aka Spätburgunder, for der er tilsat en smule Chardonnay, hvorefter druerne er fermenteret til basisvinen og derefter er andengæringen sket efter den traditionelle måde i flaske over 12 måneder inden degorgering. Der er 15 gram restsukker pr. liter i vinen.

Og duften er også lige formet til en forårsdag på terrassen, for der er godt med lyserøde bær, jordbær, rabarber, stikkelsbær, godt tør med lidt citrus med et stænk grape og en lille vaniljesødme og et legesygt grin, som virker frisk og ubekymret.

Smagen er også dejlig frisk og frugtrig … fin smag og boblerne bruser virkelig i munden med en fin syre, som her dog danser sammen med lidt sødme, salt og svag grape bitterhed. Der er citrus og den røde frugt, som også fremgik af duften. Det er vin til vild partytime og  sammen med den sjove etiket, skal den nok gøre folk lystige, så dermed 4,5 tomler med svag pil op.

Vinene fra Emil Bauer & Söhne forhandles herhjemme af Mr Ruby, men denne er imidlertid ikke i sortimentet. Vinen er engang købt i Tyskland, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Winzerhof Stahl, Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland

2018 Winzerhof Stahl, Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, TysklandNår vi nu er i gang med at forkæle mundhulen med lækker Winzerhof Stahl vin, så kan vi da lige fortsætte med en af husets absolutte topvine … deres 2018 Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve.

Igen er druerne fra markerne ved Randersacker og her er det fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte tilbage i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.

Chardonnay druerne er høstet med et begrænset udbytte på godt under 35 hektoliter pr. hektar og der anvendes de allerbedste klaser. Efter presning, så er vinen gæret på 500 liters franske tonneaux fra Alliers og har derefter lagret sur lie i 12 måneder inden ufiltreret flaskning af vinen.

Fed og røget næse … hvor er der proppet meget duft ned i denne vin, både tropisk frugt, nødder og vild intensitet. Det dufter næsten helt burgundisk, men fedmen er ikke ultra smørfed, men nærmere mere røget, krydret og grandios. Der fersken, mango, ananas og melede æbler, salte mineraler og svag fadpræg med en smule vanilje.

Smagsmæssigt er det ikke overfed Chardonnay, men selvom vinen er intens som en småeksplosiv magiterning, så har den samtidig et slim og slank skelet med sure citroner, lemon og småbitter grape, virkelig pivfrisk, racersharp og mineralsk syre. Den er sgu så levende, kalket og mineralsk, at den nærmest spræller i munden, så Houlberg bliver geil og giver 6 store tomler med pil op.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Winzerhof Stahl, Marsberg Scheurebe, Franken, Tyskland

2019 Winzerhof Stahl, Marsberg Scheurebe, Franken, TysklandMed denne 2019 Marsberg Scheurebe støder vi atter på den legesyge Christian Stahl på Winzerhof Stahl. Han har fået noget særligt ud af druesorten skabt i 1915-16 af Dr. Georg Scheu og her fra nogle gamle vinstokke fra en mark i Randersacker.

For druerne kommer nemlig fra Randersacker Marsberg, som er en af de varmeste vinmarker på skråningerne ved Main-floden. Her har Christian Stahl fundet en parcel med 40 år gamle vinstokke med Scheurebe. Men ellers er der ikke mange oplysninger om selve produktionen, så dermed springer vi hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen har vinen lidt en sart sjæl … afdæmpet, blid og forsigtig med tropiske frugter som fersken, melon, nektariner, ananas, lidt solbær, lemon og nærmest lidt kalket, hvid, subtil samt raffineret aromatisk blødhed. Der duftes også masser af hvide blomster … feminint og fint. En blomsterbuket med hovedet helt nede i dusken.

Smagen er cremet med lemon som styrende note, der giver en frisk, syrerig vin med både hyldebær, stikkelsbær, tonsvis af lemon og lidt citronskal og man spidser automatisk munden i kysseposition. Vinen er ikke sart eller forsigtig i munden, for syren er pivskarp, grøn, grapebitterhed og herlig stram.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Rodríguez Sanzo, Orange Wine Albillo, Toro, Spanien

2019 Rodriguez Sanzo, Orange Wine Albillo, Toro, SpanienNæste vin var en orangevin, men nu er vi i Spanien hos Rodríguez Sanzo, der via opkøbsaftaler på druer laver vine fra det meste af Spanien. Denne Orange Wine Albillo er fra Toro i Castilla y León.

Rodríguez Sanzo, der jo drives af vinmageren Javier Rodríguez har jeg skrevet om en del gange her på vinbloggen – senest da jeg smagte hans 2016 La Senoba – så det vil jeg ikke gøre denne gang, men i stedet blot kigge videre på denne lille charmerende orangevin, der kommer i en lille buttet flaske uden etiket, men i stedet med en label viklet omkring falske med snor.

Vinen er fremstillet på den grønne druesort Albillo fra 60 år gamle vinstokke på en stejl og stenet enkeltmark i Toro. Markens har stejle terrasser og den ekstremt næringsfattige jord giver druer med unik intensitet, som Javier Rodriguez drager fuld nytte af ved at gære og macerere vinen med 3 måneders skindkontakt på 500 liters åbne gæringstanke på samme måde som rødvin. Derefter er vinen så lagret 12 måneder på 1.000 liters europæiske egetræsfade.

Næsen er virkelig blomsterrig suppleret med lyse blommer, fersken, melon og solbærblade. Der er en herlig sur sødlig note, let bitterhed fra grape og appelsinskal, ristede nødder, timian, honning, ahornsirup og faktisk ret charmerende.

Smagen er meget anderledes end duften med en sød, småbitter smag med en flad syre, næsten på vej til at være vandet og med en forholdsvis let elegance. Den har en sart, fin, blomstret smag og så  nærmest aromatisk og småparfumeret … virkelig svær ikke at holde af.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Wegner, Ungsteiner Herrenberg Lunatic Riesling, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Wegner, Ungsteiner Herrenberg Lunatic Riesling, Pfalz, TysklandWeingut Wegner eller måske mere korrekt Weingut Karl Wegner ligger i Bad Dürkheim i Pfalz og derfra kommer næste vin … en Ungsteiner Herrenberg Lunatic Riesling årgang 2017.

Vinhuset drives af Joachim Wegner, men er grundlagt af hans far Karl Wegner, mens hans unge søn Philip også så småt er ved at komme med i driften. Huset er kendt for sin unikke filosofi med at lagre deres vine på barriques i lang tid … ofte op til 30 måneder inspireret af både Bourgogne og Bordeaux, hvilket er meget usædvanligt i Tyskland.

Joachim har samlet 12 hektar vinmarker, hvor 60% er hvide sorter som Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay samt Sauvignon Blanc, mens de røde sorter er Spätburgunder, Cabernet Sauvignon, Dornfelder, Syrah og Merlot. De bedste marker er Dürkheimer Rittergarten, Ungsteiner Herrenberg og Dürkheimer Feuerberg

Ved siden af vinproduktionen driver familien Wegner også udlejning af lidt Ferienwohnung – en 55 kvadratmeter stor lejlighed – på 1. sal af deres vingård bygget i 2013.

Her skal vi smage deres 2017 Ungsteiner Herrenberg Lunatic Riesling, en vin som sønnen Philip faktisk fik idéen til, for det er nemlig en vin, der både er gæret og lagret på nye barriques, hvilket også har givet vinen den mørke, lidt pisgul intense farve. Den har sit navn Lunatic, da druerne fra Ungsteiner Herrenberg marken kun er høstet under fuldmåne og vinen efter 6 måneders lagring sur lie samtidig også er flasket under fuldmåne.

I glasset er den virkelig gul … sådan rigtig pisgul, men virker også  duftmæssigt ganske olieret med linolie, trøfler, søde krydderier og kaprifolium, masser af træ og måske endda lidt harpiks. Dermed er det lidt en svulstig, tør, krydret og grovaromatisk næse. Det gør virkelig noget ved vinen, at vinificeringen er sket på helt nye barriques og giver således en meget anderledes Riesling.

Smagsmæssigt er det lidt en kraftig og fed Riesling, som buldrer derudaf med abrikos, fersken og grape, frugten næsten lidt tørret og koncentreret, mens bitterheden fra grapefrugterne er bastant. Det er lidt en sjov Riesling med masser af denne lidt mørke, grove og bitre og vilde syre og endda lidt stærk i smagen. Jeg er fortsat i vildrede over vinen, som er sjov … 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Vinfadet, hvor en flaske koster 272 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger