Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2015 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandNæste vin er også fra et vinhus, som jeg tidligere har besøgt, for det er nemlig vinhuset Weingut Chat Sauvage og vinen er denne Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir 2015.

Det er en vin, som jeg smagte under mit besøg, men dengang i en årgang 2009. Besøget kan du læse om i  mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland.

Assmannshäuser Höllenberg marken er samlet på 37 hektar fordelt mellem 15 forskellige vingårde og omkring 90% af marken tilplantet med Pinot Noir. Mikroklimaet i vinmarken varierer naturligvis en del pga. markens størrelse, men de bedste druer høstes som regel på de 65% af vinmarken, der har en syd-sydvestlig eksponering.

Det er på denne del, at Chat Sauvage har købt flere mindre parceller, alle tilplantet med Pinot Noir.  På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på omkring 1 kg druer pr. vinstok.

Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og også ved ankomsten til vineriet. Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på franske egetræsfade.

Allerede fra første snif og snus er vinhusets burgundiske referenceramme meget tydelig. Vinen har en let, æterisk aroma, hvor der både er malerspand, hæfteplaster, grannåle, blæk, granit, saltlakrids, flæsk, grøn kaktus, babybræk, nelliker, tørre vaskeklude samt en frugt af lyse blommer, hindbær og ribs, estragon, teaktræ og fadnoter med let lakridskonfekt, vanilje samt mælkechokolade.

I munden har vinen samme lethed, men også samtidig saftig, læskende med denne lyse, rene og stringente side. Det er en vinøs fjerbold, så lige er blevet smash’ed af Viktor Axelsen og sidder lige dér, hvor en vinderbold skal sidde. Det er smagsmæssigt også grønt, burgundisk, stramt og alligevel sig selv med strunk elegance. 96 point. Jeg elsker Chat Sauvage … og elsker vinen. Punktum.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 575 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert, Rheingau, TysklandWeingut Sohns er efterhånden et kendt hus her på vinbloggen, efter jeg besøgte huset for et par år siden efter anbefaling fra vinmageren Verena Schöttle på Chat Sauvage. Her smager jeg en nyere vin fra Sohns … 2020 Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert.

Jeg har tidligere skrevet om mit besøg hos Sohns i blogindlægget Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende. Og den overskrift siger faktisk meget rammende næsten alt om vinhuset.

Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert er en af husets vine fra den nye serie, der er kaldt Natürlich & Speziel … natur und orangeweine, altså vine uden brug af svovl og alene lavet med en andel hele klaser uden afstilkning og spontangæring alene med druernes egne gærceller.

Vinen har fået navnet Baci, hvilket er italiensk for kys … og etiketten er tegnet af Maya Roth, der er mangeårig medlem af Sohns teamet, en ambitiøs vinmager med en særlig kærlighed for kunst.

Druerne kommer fra vinstokke på Geisenheimer Kläuserweg marken, som ligger på vejen op til det store Schloß Johannisberg. Marken er en Erste Gewächse mark med en hældning på 10-30% samt en jordbund med ler, löss og mergel.  Allerede i 1292 er marken omtalt som Via Clusen grundet et Benediktinerinnenstift, som lå i bunden af marken.

Det blev dog senere i 1452 opløst på grund af rygter om umoralske damer på stedet, men bygningerne – en renæssancebygning med et sent gotiske kapel – skulle efter sigende fortsat ligge nedenfor Schloß Johannisberg.

Efter endt fermentering er vinen så lige lagret 12 måneder på barriques og så tappet ufiltreret på flaske med minimal tilsætning af svovl … dermed en naturvin, der er anderledes end de andre vine hos Weingut Sohns. Den har 2,7 gram restsukker pr. liter og dermed mere tør end fx husets Erste Gewächse vine fra den samme mark.

I næsen er der allerede fra start pænt fadpræg samt en svulstig petroleum, meget rund, blød og luftig som en hængekøje, comfort parfumeret med fadnoter af vanilje, karamel og skumfiduser, ren og fin frugt med æbler, citroner og kæmpestor dybde. Det er en fyldig, blød og virkelig intens vin … optur.

Smagsmæssigt er vinen meget mere syrlig, frisk og krisp end duften indikerede. Det er grønne æbler, lemon, citroner og mest grillede og syltede citroner … pivfrisk bid. Alt sidder de rigtige steder og dermed rigtig lækker Riesling med en svag intens fyldighed. 95 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2018 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalDet er fortsat koldt udenfor, mens jeg er portvinstosset indenfor. Det er nu også løst med et velskænket glas 2018 Vintage Port fra Delaforce, som lige giver mig lidt tiltrængt varme og sødme.

Delaforce Vintage Port har jeg smagt før … både i årgang 2016 og 2017 og det er også fortsat fremstillet på et Field Blend af mange forskellige druer med de kendte Touriga Franca, Touriga Nacional , Tinta Roriz og Sousão som de primære.

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank.

Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Den har 103 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen og det er vinmageren Jorge Moreira, der har stået for produktionen.

Uha … elsker denne aroma med tørret frugt, brombær, sorte kirsebær, solbær, dadler, blommemarmelade, blæk, lidt tør engelsk lakrids og så mærkes også lidt varme fra alkoholen. Der er også præg fra fadlagringen med brændt karamel, kaffe, mint, kanel, vanilje, lys og fyldt chokolade … meget tør aroma.

I munden kommer der også noget tørhed frem, men det er er nu sammen med karamel, kaffe, mælkechokolade, solbær, brændte figner og kæmpestor fylde. Igen giver alkoholen dig et lille varmt kick, nøddenektar, engelsk lakrids og alligevel rund, cremet og komfortagtig med blød syre. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Casa Marin, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2022 Casa Marin, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileDen næste Viña Casa Marín Sauvignon Blanc opfylder alle dine hedeste drømme til Sauvignon Blanc vin, for det er nemlig den totalt sylespidse, skarpe, grønne, balancerede og friske Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc i seneste årgang 2022.

Vinen er lavet med druer fra marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.

Huset laver i alt 13 forskellige vine fordelt på 3 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca og Cartagena. Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien og selvfølgelig også fra Cipreses marken, hvor vinstokkene er 22 år gamle og høstet med et beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet ved, at 2/3-dele af druerne er presset og gået direkte i gæringstankene, mens den sidste 1/3-del har gennemgået en kold pre-maceration over 3 dage. Derefter er gæringen sket ved 9-12 grader. Efter endt fermentering er en lille procentdel på 10% af vinen lagret på egefade – heraf 3% i nye fade og 7% i brugte fade, men hovedparten altså i ståltankene.

I denne årgang 2022 står der på vinen også la 20’ma Consecha, altså den 20. høst og dermed 20. gang, at vinhuset har lavet denne vin.

Duftmæssigt kan det minde en smule om Cartagena, for du får nyskårne grønne pebre, hyld, solbærblade, stikkelsbær, græs, lidt frisk biodiesel, nyhøstet hø, grønne ærter, ærteskud, kiwifrugt, flintesten, stearin … og selvom det atter er grønt, pivskarpt og sylespids, så er der på én eller anden måde mere kontrol over aromaerne her … styret, doseret og mere præcis.

I munden kommer alle smagende bare rullende og rullende i det, som virker som en lang uendelighed. Perfekt. Det er nærmest en afgrundsdyb og koncentreret grøn aroma af pivskarp Sauvignon Blanc. Den er syrlig, stringent, smuk og SÅ styret med stikkelsbær, bitter lemon, en anelse grape bitterhed, rene og saltede mineraler, hyld, grønne grene og friske urter.

Vinen har fortsat med 2022’eren en lille sødme med tropisk frugt, som giver modspil til den trutmundsagtige syrlighed. Det er by far en af de bedste Sauvignon Blanc vine, som jeg nogensinde har smagt, så dermed 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Hvis du elsker syrlighed og vil dig selv noget godt, så køb en kasse af denne vin.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Domaine Maison Charpentier, Terre d’Émotion Brut Vérité, Champagne, Frankrig

N.V. Charpentier, Terre d'Émotion Brut Vérité, Champagne, FrankrigSom velkomst er det altid rart med lidt bobler og er her løst med et glas Terre d’Émotion Brut Vérité Champagne fra et champagnehus kaldet Domaine Maison Charpentier.

Det ligger i Charly-Sur-Marne og er familieejet og grundlagt i 1855 af Prosper Charpentier og hvor hver generation har oplært næste generation i vinmageriets kunst med afsæt i husets unikke værdier, passion og erfaringer.

I dag ledes det af 8. generation i form af Jean-Marc Charpentier, der samlet har 24 hektar vinmarker fordelt på 72 forskellige unikke parceller … med 45% Chardonnay og resten selvfølgelig Pinot Meunier og Pinot Noir.

Driften hos Jean-Marc Charpentier har været praktiseret biodynamisk siden 2009, men huset er dog endnu ikke certificeret. Det var en smagning hos en ven, der overbeviste Jean-Marc om, at biodynamisk vindyrkning var det eneste rigtige. Både smagen på vinen og hele tankegangen overbeviste ham.

Jean-Marc siger selv; Min jord er blevet levende, og vinene byder på mineralitet, spændstighed, dybde og friskhed. Men da husets cuvéer er lavet med en portion reservevin fra ældre årgange, vil der gå nogle år, før certificeringen kan trykkes på flasken.

Champagnerne laves i 3 serier … Charpentier Tradition, Terre d’Émotion og endelig Cuvée Ephémères. Vi smager her Jean- Marcs Non Vintage Terre d’Émotion Brut Vérité … altså en dosage brut eller tør champagne.

Champagnen er lavet på 70% Chardonnay, 15% Pinot Noir og 15% Pinot Meunier økologisk dyrkede druer … udelukkende fra egne parceller på Cru’erne Charly-Sur-Marne og Saulchery i Marne Valley.

Druerne høstes i hånden, når de er perfekt modne og der anvendes en kombination af analyse i laboratorie og fysisk smagning for at bestemme det bedste tidspunkt at plukke druerne.

Vinen får lang alkoholisk gæring ved meget lav temperatur i store temperaturkontrollerede ståltanke. Vinen undergår så malolaktisk gæring for at stabilisere den og for at reducere mængden af sulfitter, der skal tilføjes.

Den endelige vin er en blanding af årets høst blended med reservevin fra ældre årgange, der ligger på gamle fade. Vinen ligger 60 måneder  sur lie inden degorgering med en dossage på 6,5 gram pr. liter og ligger så yderligere 6-10 måneder inden frigivelse.

Det er sgu ikke helt skævt og sagt på jysk; ganske anstændigt. Den har en let nøddet aroma, franskbrød, maltbrød, rugbrød, dej, gær og en frugt af fersken, pærer og en anelse citrus. Det er frisk, fint, sart og balanceret.

Sikke et dejligt brus … så fine små perler, tæt, syrlig og friske og alligevel uden at blive aggressive. Det er tørt … pænt tørt og der er også noget rugbrød og svagt nogle ristede hasselnødder. Der er et pivfrisk bid med grønne pærer, sødligbitter grape, citroner og så er alt alligevel så fint doseret … flot champagne. 95 point.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

1991 Vinhos C. Da Silva, Dalva Colheita Port, Douro, Portugal

1991 Vinhos C. Da Silva, Dalva Colheita Port, Douro, PortugalMed 1991 udgaven af Vinhos C. Da Silvas Dalva Colheita Port er alt fint og du får en Coiheita i smuk balance, da over 30 års udvikling på træfade har modnet vinen,

Det er fortsat et blend af Touriga Franca & Touriga Nacional fra egne marker omkring Vila Nova de Gaia.

Efter høsten er druerne afstilket, knust og vinificeret med en meget omhyggelig maceration med kontakt med skallerne for at udvinde den maksimale farve, tanniner og aromaer.

Derefter er gæringen sket i franske egetræskar ved en kontrolleret temperatur 27-29 grader indtil det ønskede sødmepunkt blev nået og så er der tilført brandy inden lagring på franske egetræsfade siden 1991 og portvinen er flasket i 2021 … altså efter 30 år.

I glasset er vinen lys, småtransparent med rødbrune nuancer og ellers smågrumset, mens duften også er moden. Alkoholen er mere luftig. let og afdæmpet end i 2000’eren, men andet ville også være underligt efter over 30 års lagring. Det er sød tobak, teaktræsolie, moden frugt af tørrede blommer og kirsebær, kvædemarmelade, nøddeolie, karamel, kaffelikør, kanel … søde og omfavnende lækkerier.

Smagsmæssigt er har portvinen måske nok ligget 30 år på egefade, men der er sgu fortsat spark i frugten og alkoholen. Frugten er ikke helt så oxideret som forventet, mens alkoholen her er langt bedre integreret. Det giver god balance mellem kraftfuldhed og elegance. Smagen er cremet og blød, næsten olieret med det lille kick med en smule varme, masser af ristede nødder, tørret frugt, karamel og tørret appelsinskal. 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 500 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Vinhos C. Da Silva, Dalva Colheita White Port, Douro, Portugal

2007 Vinhos C. Da Silva, Dalva Colheita White, Douro, PortugalJeg bliver bare mere og mere tosset med god portvin og specielt Colheita vinene har vundet mit hjerte, så derfor havde jeg dagen før juleaften smagt mig igennem 3 drønlækre Dalva Colheita portvine, der alle skulle serveres til risalamanden.

Den første var denne 2007 Dalva Colheita White fra Vinhos C. da Silva i Vila Nova de Gaia helt nede ved Douro floden.

Vinhos C. Da Silva er et helt traditionelt portvinhus, som oprindelig blev grundlagt i 1862 under navnet Corrêa Ribeiro e Filhos. Det fik sit nuværende navn efter 1933, hvor den unge Clemente da Silva kom fra Brasilien på udkig efter en forretning og endte med at opkøbe portvinshuset, der dengang var ejet af hans hustrus familie.

Portvinshuset havde ved Clementes overtagelse primært solgt deres portvine i landet, blandt til kongehuset i Portugal, men det sluttede i 1910, hvor monarkiet jo blev afskaffet i landet.

Da Silva genopbyggede firmaet fra bunden, bl.a. med opbygning af nye lagre samt en opstart af en eksport af portvinene, hvilket først var til Brasilien og det nordlige Amerika og senere til andre nye markeder som Europa samt Asien, hvilket skete med et helt nyt brand, som han kaldte Dalva.

I starten havde portvinshuset købt deres ulagrede vine hos andre producenter, men det ændrede Clemente da Silva i 1970’erne, hvor han på opkøbte vinmarker begyndte selv at dyrke egne druer og samtidig byggede et stort vineri. Allerede i 1978 kan vinhuset så præsentere sin første egen Vintage Port og i dag er Vinhos C. Da Silva og brandet Dalva højt respekteret.

I dag er portvinshuset dog ejet af Porto Cruz, der også er et portvinshus i Vila Nova de Gaia, men det er ejet af de større vin, øl og spirituskæde La Martiniquaise, der også ejer en lang, lang række brands.

Porto Cruz ejer udover Vinhos C. Da Silva også portvinshuset Ventozelo og samlet laver de over 11 millioner flasker portvin om året, så det er en motherfucker stor historie. La Martiniquaise har således også en omsætning på over 1 milliard euro årligt.

Men tilbage til denne 2007 Dalva Colheita White, der er lavet på et mix af de hvide druesorter Malvasia Fina, Viosinho og Rabigato. Normalt er en Colheita er betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange og skal have ligget på fad i minimum 7 år inden tapning, men denne her har ligget på fad i minimum 10 år. Den har 117 gram restsukker pr. liter.

Sikke smuk farve … nærmest helt rav-farvet med lidt mahogni blandet i, mens duften starter med lidt alkohol, men på den fede måde suppleret med kandiseret mandarinskrald, nødder, en del marcipan og mandelessens, indkogt og tørret abrikos, karamel og kan allerede mærke, at jeg bliver helt svag i knæene.

Smagen er lige så god som udseendet … blød, sød med tørrede frugter, velintegreret alkohol, der giver sødmen fint modspil med en lækker oxidativ og nøddet nekltarfeeling. Det er en portvin, som varmer mig sjæl, legeme og humør … 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Thomas Farge, Saint-Joseph Côte du Pouly, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Thomas Farge, Saint-Joseph Côte du Pouly, Rhône, FrankrigEfter Thomas har overtaget driften af familieforetagende Domaine Guy Farge fra sin far, så er han begyndt at sælge vinene under eget navn og det gælder fx denne 2019 Saint-Joseph Côte du Pouly.

Vinhuset ligger i byen Saint Jean de Muzols 10-15 kilometer nord for Valence og Farge familien har været vinbønder i nu 4 generationer.

Huset blev , oprindelig grundlagt i 1920, hvor Henri Farge købte 12 hektar primært beliggende vinmarker af en tidligere general.

Indtil 2006 var det alene som leverandør til det lokale kooperativ La Cave Coopérative de Tain l’Hermitage, men i 2006 besluttede Guy Farge sig, efter at have afsluttet sine studier i ønologi, for at vinificere egne vin og sælge dem i eget navn.

Domænet ejer i dag omkring 22 hektar vinmarker, hvoraf en stor del ligger på stejle terrasser, som må passes manuelt og med brug af heste, som hjælper Thomas med at vende jorden i rækkerne, luge og lufte jorden. Markerne ligger spredt fra den sydligste del af Saint-Joseph og endnu længere sydpå til Cornas og Saint-Peray … de ældste vinstokke stammer endda helt tilbage fra 1904.

Denne Saint-Joseph Côte du Pouly er lavet med Syrah fra den sydvendt mikroparcel – parcel #73 på 1 hektar – på topmarken Côte du Pouly klods op af Jean-Louis Chaves berømte Bachasson parcel og er dermed også Farge familiens bedste parcel i Saint-Joseph.

Druerne er dyrket økologisk og håndhøstet med en et lavt udbytte. Efter høsten er har mosten så spontangæret på hele drueklaser med gæring og maceration op til 30 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på 2-5 år gamle 400 liter tonneaux fade fra Allier.

Slam … det er et vinøst slag i solar plexus, blæksort, lamende og totalt under bæltestedet. Det er dermed både skridtbind, tørret bacon, violer, sorte oliven, garvet læder og multifarvet peber, en mørk og dunkel frugt af brombær, let solbær, balsamico, ristede kaffebønner og en kende parfumeret… og så alligevel med kølig og powerfuld kant, hvor støvet fra granitskærver næsten stopper dine næsebor.

I munden er det tæt, vild og nærmest som mørk og alligevel frisk frugteksplosion i din mund. Det er grøntsagsfond, en let sødme og med en lille lakridssødme, noget peber og grønne krydderuter, der samtidig bider og masserer din mundhule. De får følgeskab af nogle nærmest runde, markant og tætte tanniner, der også vil bidrage og ender med at give vinen stor cremethed med en kølig, mineralsk, vild og blodig koncentration. Vild vin. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 279,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2019 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienI sommers smagte jeg for første gang en 2016 Alberelli di Giodo fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini, der jo i Toscana driver vinhuset Podere Giodo, men ved siden af også laver vine fra Sicilien. Nu er den gal igen, da jeg smager Alberelli di Giodo i en nyere årgang 2019.

Vinen kommer som sagt fra det lille sicilianske projekt og den er lavet på ren Nerello Mascalese, der stammer fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle stokke, der er upodede og præ-phylloxera. Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde.

Alberelli di Giodo er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.

Duftmæssigt er der godt med kirsebær, sure, søde og modne kirsebær, kirsebærsten, blommer og ribs, blomster, rosenblade, violer, læder, sød tobak, jernbanesveller og tjære, rå champignon samt nogle grønne og urtede noter. Den virker også både tør og mineralsk med en vis landlighed.

I munden minder vinen utroligt meget om 2016’eren … godt med syrlig frugt, hvor der både er bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær samt fint, let og legende udtryk. Dermed bliver det ingenlunde en fed vin, men er snarere slank, rank og direkte med denne balsamiske, mineralske og tjærefyldte side.

Tanninerne er igen vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin med denne bitre og syrlige kant. Det er en vin, der kræver tålmodighed, tid og fordybelse. Tænker også, at den nok skulle have være gemt nogle år i kælderen. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 429,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Voerzio Martini, Barolo Cerequio, Piemonte, Italien

2018 Voerzio Martini, Barolo Cerequio, Piemonte, ItalienJeg smagte forleden den imponerende smukke 2018 Barolo Monvigliero fra Voerzio Martini, men nu har jeg sgu fået søstervinen Barolo Cerequio i vinglasset og fortsat i årgang 2018.

Som med Barolo Monvigliero, så er dette første årgang af denne vin fra marken Cerequio. Det er en omkring 16 hektar stor og sydvendt vinmark lidt udenfor landsbyen La Morra, hvorfra så prominente navne som fx Roberto Voerzio og Angelo Gaja også producerer fabelagtige Barolo’er.

Marken – der er nabo til La Serra – er alment anerkendt for at være blandt de bedste marker i hele Barolo distriktet, men produktionen her er relativt beskeden i forhold til andre berømte cruer som fx Cannubi, så vinene er heller ikke så udbredte.

Cerequio er syd-øst-vendt og ligger lavere på La Morra-bjerget med en mere sandet jordbund. Det giver en lidt lettere vin, både i fylde og tanniner. Vorzio Martini producerer årligt 2.500 liter Barolo Cerequio … lige nok til at fylde et af deres store træfade.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke over 14 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder på 500 liter tønder og så 6 måneder på et 2.500 liter stort egetræsfade … samt nok også lidt tid på flaske.

Mums … er første tanke, lidt kødfuld med grøntsags- eller oksefond,  små sorte bær og klart noget tobak, vanilje samt lakrids, men det er sgu meget yndefuldt, fint, sart, feminint med blomstrede noter. Der er tørrede blomster af roser, rosenvand, lys balsamicoeddike, mens frugten virker rund, tæt og moden en lettere frugtsødme. Frugten er sorte kirsebær og lidt bagte blommer, men alt er i symbiose og hvor bliver man glad oveni hatten.

Vinen har den samme bløde side af Barolo som søstervinen Monvigliero, hvor man føler, at vinen allerede nu er så drikkeklar, at jeg ikke får lyst til at gemme … men bare drikke. Der er fortsat klar og stringent frugt med mere stramtøjlet syre end Monvigliero med ribs. kirsebær, tranebær samt en grape bitterhed. Derudover viser vinen, som en ægte Barolo skal, virkelig sit tanningebis frem, så enhver lille tandlæge vil smile … der er tørstoffer for alle pengene og det er kun Barolo, der kan dette shit. Herligt.

Tag et glas og så vil du på Hamilton 17 depressionsskalaen aldrig slå ud med bare den mindste depression … så skulle det da lige være en lettere en af slagsen, når flasken er tom, men det er der jo råd for, hvis du ellers har sparet lidt sammen i banken. 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 745 kr.

Vinanmeldelse 6/7