Emil Skytte Pedersen og hans Aux Mages projekt behøver nok ikke den store præsentation her på Houlbergs Vinblog. Nu har jeg fået et glas af hans nye Pinot Noir baserede vin Diaspora i en årgang 2022
Druerne til vinen kommer fra en ganske kølig og utrolig vinblæst mark i San Marie Valley i Santa Barbera County. Det er en mark. som Emil og hans venner fandt og alle synes kunne være meget spændende at lave vin fra. De har jo ikke vildt mange penge, så de kan kun købe en beskeden mængde druer.
På marken er der gamle Pinot Noir bourgognekloner og vinen er lavet delvist på hele klaser og håndafstilkede druer med fodtrampning over 10 dage. Den er selvfølgelig også efter endt fermentering lagret på egefade … men jeg kan ikke se noget om periode eller fadene. Fuck det … vi springer til mine noter.
Duftmæssigt er det rysteribs, rabarber, immerbær aka skovjordbær og granatæbler kommet i en malerspand med en rest maling. Der er landlige og gærede noter, lidt lejrbål og aske fra bålet dagen efter og sodede bjælker fra en brændt bygning.
Man mærker en vildskab som hos en flowerpowerpige, der lige har opdaget glæden ved sex og nu bare trænger til afslapning ovenpå en hård nat. Der kommer nogle grønne urter, tørret appelsinskal samt et bæger Dr. Nielsen dansk bittersnaps med noget stjerneanis og bitter pomerans.
Smagen er anderledes end de Pinot Noir vine, som Skytte tidligere har lavet, for her er det virkelig nærmest tranebærjuice … måske lige med lidt æblejuice tilsat suppleret med frosne jordbær i bowlen med noget citron. Der er så meget tranebær i smagen, at man får lyst til at skråle med på The Cranberries sang Dreams.
Det er frugtintensitet i 7. potens, har også i smagen en fandenivoldsk vildskab, sødbitre og mørke noter. Det er ikke så lyst og svævende som tidligere hos Skytte, men sitrer med en læskende mørk og mineralsk energi og Dreams linger stadig. 97 point.
Købt hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 525 kr.
Barolo Garretti fra La Spinetta har jeg smagt før i årgang 2018, men Jan havde til vor vinaften taget 2011 årgangen med af den imposante vin.
Som sidste gang jeg smagte vin fra Piercarlo Culasso, så blev Barbaresco Faset efterfulgt af den endnu bedre Barbaresco Faset Duesoli. Det var også tilfældet denne gang, hvor jeg smagte Duesoli årgang 2019.
Meyer-Näkels Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert Großes Gewächs har jeg smagt før. Det var i årgang 2017 og endda under et besøg på vingården til en smagning med salgschefen Dennis Appel, men nu smagte vi 2018’eren.
Med næste vin – som jo også var en Pinot Noir – kom vi virkelig op på den store remskive … det var denne flotte 2017 Retrospect Pinot Noir fra Prophet’s Rock i Bendigo subregionen tæt ved Lake Dunstan midt på sydøen i Central Otago på New Zealand.
Eftermiddagens bedste vin blev – i mit objektiv – helt klart Frog’s Leap Winery s 2001 Estate Grown Cabernet Sauvignon, der havde fået pæn lang tid i flasken, men stod så smukt, moden og samtidig fortsat ganske frisk.
I sidste års minitest af Brunello di Montalcino i årgang 2018 var det denne Brunello di Montalcino Etichetta Bianca, som vandt mit hjerte og nu smager jeg så vinen i den endnu bedre årgang 2019 … og det kan vel kun blive rigtigt godt?
Det kan godt være, at Johannes Jülg selv mener, at hans bedste Spätburgunder er Kammerberg, men jeg er bare langt mere vild med hans Kostert … eller Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder Großes Gewächs, som jeg smagte sidst af Jülg 2021 vinene.
Med Jans 2. rødvin var der for alvor dømt gummemasserende tanninbid, for det var nemlig en 2015 Barolo Bussia fra Poderi Aldo Conterno … et de klassiske barolohuse.
Når jeg smager vin fra Emil Skytte Pedersens Aux Mages projekt, så får jeg altid lyst til at høre Radiohead, som for mig er det musikalske modstykke … så moderne, krævende, overvejet, provokerende og perfekt, men nok heller ikke for alle.