Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2015 G.D. Vajra, Barolo Bricco delle Viole, Piemonte, Italien

2015 G.D. Vajra, Barolo Bricco delle Viole, Piemonte, ItalienPå en eller anden måde er jeg aldrig kommet helt overens med vinene fra Azienda Agricola G.D. Vajra og det er sgu ikke trods manglende forsøg. Nu forsøger jeg igen og endda med en vin fra øverste hylde hos Vajra … deres 2015 Barolo Bricco delle Viole.

G.D. Vajra ligger omkring 1 kilometer nordvest for Barolo by og er grundlagt i 1972 af Aldo Vajra, som i dag fortsat driver vingården sammen med hustruen Milena samt parrets 3 børn, som også deltager i driften. Vinhuset er dog opkaldt efter Aldos far Giuseppe Domenico Vajra, som  plantede de første vinstokke tilbage i 1947.

Gården har været i familiens eje gennem generationer og Aldo er således 4. generation. Det var Aldo, som fik startet produktionen og salget af vinene fra gården under navnet G.D. Vajra. Indtil 1978 – Aldos førte årgang – blev alle druerne solgt til negociantfirmaer i området.

Aldo har siden sin overtagelse af den daglige ledelse på vingården gradvist øget arealet af vinmarker til i dag 40 hektar, hvoraf de 10 hektar er tilplantet med Nebbiolo.

De bedste vinmarker er marker som Bricco delle Viole, Fossati, La Volta og Coste di Vergne. En stor del af markerne er beliggende i 400 meters højde.

Der laves selvfølgelig både hvide og røde langhe vine, Dolcetto, Barbera og Barolo på Azienda Agricola G.D. Vajra. Det helt særlige ved Vajras vine er, at der ikke bruges meget fad.

Det er derfor den traditionelle Barolo metode, der anvendes på G.D. Vajra. Det er kun 6-8% af vinen, som kommer på fad og derfor er de fadlagrede noter meget få og lette. Det giver alle vinene en umiddelbar friskhed, frugtrigdom og ren smag.

Vinmarken Bricco delle Viole ligger i 380-470 meters højde og er på 4,79 hektar. Det er den mark, som Vajra altid høster senest og efter høsten er druerne endda sorteret hele 3 gange, først på vinstokke, på sorteringsbordet i vineriet og sidst efter afstilkning.

Vinificeringen er traditionel og udføres i specialdesignede lodret fade efterfulgt af en længere periode med maceration under hætten. Efter malolaktisk gæring i rustfrie ståtanke, så er vinen lagret 30-42 måneder på 25-50 hektoliter store slavonske egefade.

Duftmæssigt minder den mere om Barbaresco end Barolo, men har alligevel nogle ret flotte hjørnekanter. Der er frugt af syrlig kirsebær, jordbær, ribs, skovbær og lidt citroner, meget ren og stringent frugt, men læg dertil gazebind, storduftende, potpourri, blomsterparfume og essenser, jordagtige olivennoter, let benzin, mineraler og så lidt søde egetræsnoter … meget dekadent og imødekommende, men absolut ikke tung på fad … overhovedet.

I munden er vinen utrolig – og dejlig – tør, mens tanninerne fortsat er aggressive, lyse og kantede sammen med en lille smule peber og så en lys, syrlig frugt med syrlige kirsebær, ribs og appelsinmarmelade. Syren er virkelig frisk og har en lille lemonagtig bitterhed, nogle søde krydderier, roser og egetræsnoter. Den har smertelig tanninbid, men hvor er det godt og jeg overgiver mig … klasse Barolo. 96 point.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna San Michele Pinot Bianco, Alto Adige, Italien

2020 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna San Michele Pinot Bianco, Alto Adige, ItalienJeg elsker Tenuta J. Hofstätter og den kærlighed er også smittet af på Falken. Det er dog mest de røde, som har imponeret os, men Tenuta J. Hofstätter laver faktisk også ganske lækre hvidvine, som nu fx denne 2020 Barthenau Vigna San Michele Pinot Bianco.

Hofstätter ligger på  den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinificeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige.

Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del marker som Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen.

Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Her smager vi så husets Barthenau Vigna San Michele Pinot Bianco, hvor alle druerne kommer fra Barthenau marken i 450 meters højde. Marken ligger på en skråning, hvor soleksponering og luftcirkulation er ideel, hvilket resulterer i perfekt modne og sunde druer. Vekslen mellem varme dage og kølige nætter giver vine med fast rygrad.

For at fremhæve vinens frugtaromaer, så har Pinot Bianco druerne først gennemgået en koldmaceration i et par timer, hvorefter de presses og saften får lov til at bundfælde dog på store egefade, hvorefter der sker alkoholisk gæring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie i 15 måneder på store egefade inden aftapning på flaske og lagring i yderligere 6 måneder.

I næsen er det første slående indtryk en saltet fedme, har klart et pænt stort fadpræg, hvilket fik mig til at tænke på noget Dr. Heger, men her er det måske knap så fedt og fad’et. I stedet er duften pænt aromatisk, nærmest æterisk og luftig. Der er modne gule æbler samt pærer, fersken og måske endda lidt abrikos, lemonskal, nødder og igen hvide blomster.

Smagsmæssigt har vinen er fabelagtig kradt … lidt fed og olieret med en afbalanceret og stoisk ro, meget rolig med en vild elegance. Vinen breder sig bare i munden … roligt og langsomt med en utrolig kraft og det er svært ikke at blive begejstret. 95 point.

Forhandles af Espergærde Vinhandel, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Graci, Etna Rosso Arcuría, Sicilien, Italien

2019 Graci, Etna Rosso Arcuria, Sicilien , ItalienJeg elsker også vinene fra nordsiden af den iltre vulkan Etna og nu er der igen sådan en bandit i glasset … en 2019 Etna Rosso Arcuría fra vinhuset Graci.

Alberto Aiello Graci har selv lavet vin ved Etna på Sicilien siden 2004, hvor han sammen med sin søster overtog familiens lille vingård med 5 hektar jord, hvoraf alene 2 hektar var vinmarker.

Alberto var egentlig uddannet bankmand i Milan, men forlod den finansielle verden for at lave vin på sin hjemegn. I starten solgte Alberto blot druerne, men derefter prøvede han sig lidt frem med vinfremstilling, for Alberto er autodidakt, men fik faktisk hurtigt succes på eksportmarkederne.

I dag driver Alberto og søsteren Azienda Agricola Graci, som nu har 18 hektar vinmarker og er blevet et markant og renommeret hus på Sicilien.

Derudover arbejder Alberto i dag også vicepræsident for det lokale vinkonsortium Consorzio di Tutela dei Vini Dell`Etna Catania, som dækker producenter med samlet 300 hektar.

Herudover er Alberto også gået i et partnerskab med selveste Angelo Gaja, som han sammen med i maj 2017 købte en 20 hektar vinmark på en lille sydvestvendte skråning af den iltre vulkan Etna på Sicilien og laver vine under navnet Idda.

Alle vine er i det væsentlige enkeltvingårdsvine. De er alle så vinificeret plot for plot i en søgen efter at forstå de forskellige Crus og de unikke forskelligheder.

De hvide sorter omfatter Catarratto og Carricante, som presses og fermenteres i store cementtanke til Etna Bianco. De røde er næsten alle på Nerello Mascalese. Det er en druesort, der har en tendens til reduktion … den er svær at modne og har høje tanniner og syre.

De røde knuses ikke, men får derimod lov til at knuse efter vægt. De gæres i store gamle egetræskar og efter presning sættes de tilbage i disse kar, hovedsagelig østrigsk træ.

De 18 hektar er således fordelt på forskellige marker som Contrada Arcuria beliggende 600–800 metes højde. Desuden ejer Graci den øverste del af Contrada Barbabecchi, den højest beliggende mark på Etna i 1.000–1.100 meters højde. På denne mark, som kun kan nås med Land Rover, er plantet pre-phylloxera Nerello Mascalese helt tilbage i 1904.

Marken købte han sammen med Frank Cornelissen, men Frank havde ikke tålmodighed til at vente på, at de fik marken til at køre, så Alberto endte med at købe det øverste af Frank. Frank har stadig det nederste af Barbarbecchi hvorfra han laver Magma … Etnas dyreste vin. Graci har også lidt af Contrada Feudo di Mezzo, som er en ret stor Contrada, hvor flere producenter har vin.

Sidste nyt er Contrada Muganazzi beliggende i 700 meters højde i hjertet af Passopisciaro. Her er altid god vind, og druerne modnes altid perfekt her. Alberto købte stedet, som har været kendt som en af de bedste marker på Etna, for nogle år siden. Nu er der så plantet 2,5 hektar Nerello Mascalese og 3 hektar Carricante her.

Alle marker drives fuldstændig biodynamisk og Graci svolver også kun ganske minimalt.

Denne 2019 Etna Rosso Arcuría er lavet på ren Nerello Mascalese fra Contrada Arcuria i 600-870 meters højde i Passopisciaro på den nordøstlige side af vulcanen Etna. Graci ejer hele Contrada Arcuria. Jorden er fantastisk mineralsk helt uden kalk og meget rig på jern og nitrogen.

Gæringen er sket uden temperaturkontrol i 42 hektoliter fade, og der er vinen også lagret 18 måneder efter endt fermentering. Efter det er den så flasket og har lagret yderligere 8 måneder.

Duftmæssigt er vinen herlig landlig med dampende mødding … og samtidig let og lys i stilen. Det er ribs, lyse blommer, jordbær, hyben, violer, røg … og så sorte mineraler, nærmest med masser af jern, rust og gamle skruer. Der kommer også nogle nærmest ret grønne urter, men samlet er letheden slående og imponerende. Den har en nerve, som kan minde om en mellemting mellem noget burgundisk og en Barolo.

Og sådan smager vinen også … streng, så man vipper op på tæerne … ren og stringent syre, lyse og vildt tørre tanniner. I det hele taget er det syrligt, masser af grape bitterhed, sort te og Campari, rabarber, ribs, hindbær, tranebær samt tør tobak, mynte og grønne urter. Dermed 95 point.

Forhandles herhjemme af Copenhagen Wine, hvor en flaske koster 315 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Houlberg anmelder vinbogen … Italiens hemmelige vine

Efter jeg læste og anmeldte bogen Italiens fantastiske hvidvine skrevet af Steen Asmussen og udgivet på Muusmann Forlag, hvad er så mere naturligt end af læse den anden bog, som forfatteren har skrevet om italiensk vin?

Den hedder Italiens hemmelige vine og er ret beset den første af de to vinbøger, da den er skrevet før bogen om hvidvinene. Den er som den anden et nedslag i tiden, hvor Steen Asmussen skriver om nogle af de områder, som vi måske som danskere nemt overser, da vi mest drikker vinene fra de områder, som mest sælges vin fra.

Italiens hemmelige vine

Bogen har da også et smukt forord af sommelier Nana Wad, der i øvrigt selv har skrevet en række vinbøger. Hun skriver så i forordet meget rammende, at bogen Italiens hemmelige vine er en inspiration til det, som vi nemt kan glemme lidt i svinget og alt det, men endnu ikke har opdaget af vinproducenter, vine på lokale druesorter og hints til besøg, man ikke selv lige ville planlægge.

Bogen fortæller da også meget om forfatterens erfaringer med nogle af de mindre kendte vine, som gemmer sig i den italienske vinjungle og vise nogle af de mange vidunderlige vinoplevelser og kvaliteter, som disse vine indeholder.

Netop det gør Steen Asmussen med kirurgisk præcision, hjerte samt indsigt. Han har valgt at fremstille 5 forskellige områder med deres vine og udvalgte producenter, som han kan anbefale. Hvert område har i bogen fået deres eget kapitel.

Det er alle 5 områder, som er mere eller mindre kendte i den brede offentlighed og endda i nogle tilfælde endda også forholdsvis ukendt for selv mange vinnørder, men byder på særlig god kvalitet … og endda ofte til billigere penge end i de gængse områder.

De 5 områder og kapitler er

  • Valtellina i Lombardiet
  • Etna på Sicilien
  • Alto Piemonte
  • Aglianico vinene fra Campanien & Basilicata
  • Carema i det nordlige Piemonte

Og hvor er jeg enig … altså måske med undtagelse af Carema, men det er simpelthen fordi, at jeg slet ikke kender vinene derfor og jeg tror heller ikke, at jeg tidligere har smagt nogle derfra. Dét må nu på min to-taste liste. Så på den måde får Steen Asmussen ret i, at bogen også rummer viden, som kan inspirere vinnørder.

Men hvor er vi enige om de andre områder, så bogen rummede bestemt også mange deja-vu’er og gensyn med gode producenter … men også mange, som man bare omgående får lyst til at smage vine fra. Så på den måde er det en rigtig fin, velskrevet, læsevenlig vinbog. som giver en inspiration og lyst til at smage vine fra nogle af de nævnte områder og producenter.,

For mig var læsningen af bogen – som med bogen Italiens fantastiske hvidvine – rigtig spændende, da det både har givet mig stof og viden til fremtidig smagninger. Der er simpelthen kommet endnu flere vine på min to-taste liste … for fanden Steen Asmussen 🙂

Men for en vinblogger som mig er det rigtigt fedt … men nok også for alle andre, der elsker italienske vine. Jeg vil også bruge de mange og gode beskrivelser af nogle af områderne til inspiration til fremtidige anmeldelser her på Houlbergs Vinblog.

Jeg synes faktisk, at Italiens hemmelige vine er en tak bedre end bogen om Italiens fantastiske hvidvine, så den får hermed 6 solide Thumbs Up. Dejlig at læse.

Skulle du selv få lyst til at læse bogen, så kan du via Houlbergs Vinblog få 20% rabat ved køb af hos Muusmann Forlag, der har udgivet bogen.

Du går blot ind på Muusmann Forlag og bruge koden “Houlberg” og den kode gælder frem til udgangen af februar måned i år. Du kan dér også få 20% rabat ved køb af både Italiens hemmelige vine og Bogen om ærlige vine, som jeg jo har anmeldt tidligere.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Benanti, Contrada Cavaliere Etna Bianco, Sicilien, Italien

2019 Benanti, Contrada Cavaliere Etna Bianco, Sicilien, ItalienDen næste i vor sicilianske raid på Carricante vine er Contrada Cavaliere Etna Bianco 2019 fra vinhuset Benanti, der ligger nordligt i byen Viagrande på sydsiden af vulkanen Etna.

Vingården blev oprindelig grundlagt i 1988 af den 43 år gamle Giuseppe Benanti. Han etablerede gården i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna og kaldte gården Tenuta di Castiglione.

Hans bedstefar var vinavler på amatørniveau i slutningen af 1800-tallet i Viagrande på den sydøstlige skråning af vulkanen, hvor Giuseppe også selv var født.

Giuseppe var en iværksætter i den farmaceutiske industri, men havde samtidig et stort hjerte for vin … og særligt på de lokale druer, så derfor foretog han en undersøgelse for revalueringen af vinene og vindyrkningspotentialet omkring Etna.

Det var en undersøgelse, som varede i tre år og som tillod ham at genopdage de gamle prestigefyldte druer, som også voksede på hans families jorde. Og selvom appellationen Etna DOC havde eksisteret siden 1968, så fandt Giuseppe det bemærkelsesværdigt, at der ikke blev produceret kvalitetsvine i Etna regionen.

Det satte han sig for at ændre, men i stedet for at hyre en kendt ønolog fra det nordlige Italien eller fra udlandet, så ansatte han en ung, lokal konsulent ved navn Salvo Foti, som havde vist sig meget talentfuld, men ikke havde erfaring fra Etna.

De søgte dog gode råd og støtte hos prominente rådgivere fra Piemonte …  ønologer som Marco Monchiero og Gian Domenico Negro, professor Rocco Di Stefano fra Istituto Sperimentale per l’Enologia di Asti samt professor Jean Siegrist fra Institut National de la Recherche Agronomique i Bourgogne.

Samtidig købte Benanti vinmarker på den nordlige skråning af vulkanen, bl.a. ved Rovittello og Castiglione di Sicilia… nogle af de allerbedste områder for Nerello Mascalese.

Efter utallige mikrovinifikationer i 1988-1990, så blev 1991 den første årgang for vingården og produktionen lå på beskedne 20.000 flasker. Det lykkedes Giuseppe Benanti at fremtrylle en ny række af vine, som siden har været en kæmpe international succes.

Ydermere bliver Benanti nu også hyldet for at have reddet nogle af de historiske druer fra Etna … såsom Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio, Carricante og Minnella … sidstnævnte en hvid drue, som virkelig var i fare for at uddø.

Siden slutningen af 2012 har vingården været drevet af Giuseppes tvillingesønner Antonio og Salvino Benanti, men fortsat med deres far som en kontinuerlig inspiration. De har sammenlagt 28 hektar vinmarker og lavet årligt 170.000 flasker vin. Hos Benanti ønsker man kvalitet frem for kvantitet.

Denne Contrada Cavaliere Etna Bianco er en enkeltmarksvin fra marken n Contrada Cavaliere, der ligger i 900 meters højde ved den lille by Santa Maria di Licodia. Der er Carricante vinstokke omkring 50 år gamle.

Druer er håndplukkes i midten af oktober og så presset blødt, hvorefter gæring sker over 12 dage i rustfrie stålkar og druernes egne gærceller. Efter endt fermentering har vinen blot lagret sur lie i ståltanke i 12 måneder, hvorefter vinen tappes på flaske og lagrer endnu 6 måneder.

WAUW … sikke en aroma med lidt tertiære, olierede diesel og petroleum noter, linolie, kastanjer, gær, lidt bedaget dekadence med fyldig og tropisk frugt, melon, appelsinskal, modne og let oxiderede æbler, pærer og så lidt mandler eller marcipan.

Smagen er bonedry, imponerende, stram, stringent og krystalklar ren … tør, grøn med masser af mineraler, citrus og klinger virkelig i munden med renhed. Der er som et bor i klipperne, mineralsk med skarphed som et ninjasværd … ikke for alle, men næsten alt for de få. Imponerende og gad sgu godt have en kasse med den i kælderen … men det har jeg desværre ikke. 96 point.

Købt i Tyskland til 37€ … svarende til 276 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Maison Moillard-Grivot, Meursault 1er Cru Les Genevrières, Bourgogne, Frankrig

2013 Maison Moillard-Grivot, Meursault 1er Cru Les Genevrières, Bourgogne, FrankrigMaison Moillard-Grivot er et lille burgundisk négociantfirma, der ligger ved byen Nuits-Saint-Georges og derfra smager vi nu en næsten 10 år gammel hvidvin 2013 Meursault 1er Cru Les Genevrières.

Vinhuset er grundlagt i 1850 af Symphorien Moillard, der ejede let par vinmarker i Nuits-Saint-Georges, men samme år giftede sig med Marguerite Grivot, hvis familie også ejede marker og dermed opstod Maison Moillard-Grivot.

Men et møde med en belgisk notar gjorde, at Symphorien startede på at sælge vine til Belgien og det blev starten på, at huset Maison Moillard-Grivot blev mere end blot producent, men også et handelsfirma med et udvalg af bourgognevine.

Denne nye aktivitet krævede stor ekspertise for at kunne forudse vinenes lagringspotentiale i tre, fem eller ti år. Siden da har Moillard videreført dette omhyggelige arbejde med vinificering og lagring for at bringe alle vinene til deres fulde potentiale.

Vinhuset blev en af de helt store spillere i Bourgogne med et imponerende bagkatalog af vine skabt både på druer fra egne vinmarker og druer, der blev købt fra vinavlere med interessante parceller rundt omkring på de berømte skråninger.

I 2004 tvang en arvestrid imidlertid Moillard familien til at frasælge mange af deres bedste marker og det ledte i 2009 frem til, at firmaet blev opkøbt af La Société Béjot Vins et Terroirs i Meursault, Det er et ganske stort foretagende, som jeg tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Maison Béjot Vins & Terroirs omsatte i 2015 for ikke mindre end 50,7 millioner euro, svarende til 378 millioner kroner. De havde på det tidspunkt omkring 200 ansatte og samlet 530 hektar vinmarker, 260 hektar i Bourgogne samt 270 hektar i den sydlige del af Frankrig. Med andre ord en stor historie.

Imidlertid frasolgt de i 2016 Maison Moillard-Grivot til familien Helfrich. Nu ringer der måske en klokke, for den familie står bag et af Frankrig meget store industrielle producenter … Les Grands Chais de Franc aka Le Groupe GCF.

Det er en koncern, som vi  herhjemme nok mest kender som vinhuset bag de ikoniske J.P. Cheney med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud. Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine under navne som bl.a. Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau, Arthur Metz og mange flere.

Les Grands Chais de France er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich. Gruppens hovedkontor og deres vigtigste produktionssted ligger i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.

Men Le Groupe GCF har med købet af Moillard-Grivot satset på at bringe det navnkundige négociantfirma Maison Moillard-Grivot på kurs tilbage til tidligere storhed. Det har man gjort med ansættelse af  Serge de Bucy, som ansvarlig leder og han har hyret den unge vinmager Baptiste Corrot for at komme i mål med projektet.

De har fået lov til bruge adskillige millioner på moderniseringer i kælderen i Nuits-Saint-Georges og samtidig har flyttet al produktion af hvidvinene til gruppens allerede toptunede faciliteter i Meursault, men fortsætter ellers den gamle kurs.

De har i på Maison Moillard-Grivot kun 11,5 hektar egne marker, der ligger i Nuits-Saint-Georges, så resten af vinene laves på druer opkøbt af vinavlere rundt om i Bourgogne,

Denne 2013 Meursault 1er Cru Les Genevrières er lavet i tiden med Maison Béjot Vins & Terroirs som ejere.  Chardonnay druerne er fra 1er Cru marken Les Genevrières, der ligger perfekt placeret med en sydøstvendt orientering mod solen med en unik jordbund, der er rig på både mineraler, kalksten og mergel.

Den mest delikate most af de håndplukkkedes druer frigives ved skånsom pneumatisk presning, inden vinen gærer på egefade. Efter endt fermentering er vinen laget 18 måneder på de klassiske 228 liter burgundiske barriques, heraf 50% nye fade,

WAUW for pokker … æterisk, dampende, småfed og virkelig aromatisk næse, hvor der både er fadnoter, noget saltet eller syltet, tertiære noter af linolie, brunet smør og lakridskonfekt. Der er frugt med fersken, ældre småbrune æbler, let tropisk frugt af mango samt ananas, syltede citroner, nødder, vanilje, saltede sten og mineraler, men mest af alt en dragende dekadence af smuk modenhed. Det er lidt som at se en ældre Sophia Loren … fortsat smuk og elegant.

Hvor smager den godt … har både det lidt fede med en vatteret smørblød morgenkåbe af lækre smage og alligevel en kontrolleret, fast, dyb og frisk frugt, der ganske vist har noget modenhed, men da fortsat bare virker spillevende, rund og imponerende. Det giver rank struktur samt pirrende friskhed, hvorved vinen næsten danser på tungen … kærtegnende, lokkende og let saftig. Hold nu kaje. hvor smager denne vin bare godt. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 999,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 429,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2020 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienTirsdags vinklubben på jobbet startede året med et glas af denne 2020 Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti fra den legendariske og dygtige Foradori. Atter må man bare måbe og være glad.

Det er en vin, som jeg har smagt et par gange tidligere, bl.a. i årgang 2012 og 2016 … og jeg har således også tidligere skrevet en del om Elisabetta Foradori og hele vinhuset.

Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti er jo lavet på Teroldego fra Sgarzon marken, der er på små 2,5 hektar og beliggende ved Campo Rotaliano i Mezzolombardo.

Vinen er vinificeret og lagret på amphora lerkrukker. Ved gæringen er druerne lagt i lag med helklaser og hele bær. Lagringen sker i store store amphora krukker fra Villarobledo i Spanien og varer omkring 8 måneder, hvorefter vinen er flasket ufiltreret.

Duftmæssigt en landlig, animalsk … har våd vaskeklud, våde tobaksblade, nogle mælkede og lidt yoghurtagtige noter, sorte og grønne oliven, er lidt flæsket med lidt bacon og baconfedt, blæk, dyb engelsk lakrids, marcipan, violer, blåbær, kirsebær, tranebær, støvet tør jord, flintesten, lidt parfumeret og røget.

I munden er der vildt med frisk, direkte og ren frugt med en syre, som både virker italiensk, balsamisk og tør med tanniner, der næsten går Barolo vine i bedet … bare mere frugtdrevet. Syren er så fin, frisk og samtidig stram, barsk, irettesættende og nådesløs med balsamisk eddikestruktur, en frugt af tranebær og umodne kirsebær … masser af bid og renhed, men meget ung endnu. 95 point.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandNæste vin er også fra et vinhus, som jeg tidligere har besøgt, for det er nemlig vinhuset Weingut Chat Sauvage og vinen er denne Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir 2015.

Det er en vin, som jeg smagte under mit besøg, men dengang i en årgang 2009. Besøget kan du læse om i  mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland.

Assmannshäuser Höllenberg marken er samlet på 37 hektar fordelt mellem 15 forskellige vingårde og omkring 90% af marken tilplantet med Pinot Noir. Mikroklimaet i vinmarken varierer naturligvis en del pga. markens størrelse, men de bedste druer høstes som regel på de 65% af vinmarken, der har en syd-sydvestlig eksponering.

Det er på denne del, at Chat Sauvage har købt flere mindre parceller, alle tilplantet med Pinot Noir.  På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på omkring 1 kg druer pr. vinstok.

Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og også ved ankomsten til vineriet. Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på franske egetræsfade.

Allerede fra første snif og snus er vinhusets burgundiske referenceramme meget tydelig. Vinen har en let, æterisk aroma, hvor der både er malerspand, hæfteplaster, grannåle, blæk, granit, saltlakrids, flæsk, grøn kaktus, babybræk, nelliker, tørre vaskeklude samt en frugt af lyse blommer, hindbær og ribs, estragon, teaktræ og fadnoter med let lakridskonfekt, vanilje samt mælkechokolade.

I munden har vinen samme lethed, men også samtidig saftig, læskende med denne lyse, rene og stringente side. Det er en vinøs fjerbold, så lige er blevet smash’ed af Viktor Axelsen og sidder lige dér, hvor en vinderbold skal sidde. Det er smagsmæssigt også grønt, burgundisk, stramt og alligevel sig selv med strunk elegance. 96 point. Jeg elsker Chat Sauvage … og elsker vinen. Punktum.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 575 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert, Rheingau, TysklandWeingut Sohns er efterhånden et kendt hus her på vinbloggen, efter jeg besøgte huset for et par år siden efter anbefaling fra vinmageren Verena Schöttle på Chat Sauvage. Her smager jeg en nyere vin fra Sohns … 2020 Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert.

Jeg har tidligere skrevet om mit besøg hos Sohns i blogindlægget Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende. Og den overskrift siger faktisk meget rammende næsten alt om vinhuset.

Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert er en af husets vine fra den nye serie, der er kaldt Natürlich & Speziel … natur und orangeweine, altså vine uden brug af svovl og alene lavet med en andel hele klaser uden afstilkning og spontangæring alene med druernes egne gærceller.

Vinen har fået navnet Baci, hvilket er italiensk for kys … og etiketten er tegnet af Maya Roth, der er mangeårig medlem af Sohns teamet, en ambitiøs vinmager med en særlig kærlighed for kunst.

Druerne kommer fra vinstokke på Geisenheimer Kläuserweg marken, som ligger på vejen op til det store Schloß Johannisberg. Marken er en Erste Gewächse mark med en hældning på 10-30% samt en jordbund med ler, löss og mergel.  Allerede i 1292 er marken omtalt som Via Clusen grundet et Benediktinerinnenstift, som lå i bunden af marken.

Det blev dog senere i 1452 opløst på grund af rygter om umoralske damer på stedet, men bygningerne – en renæssancebygning med et sent gotiske kapel – skulle efter sigende fortsat ligge nedenfor Schloß Johannisberg.

Efter endt fermentering er vinen så lige lagret 12 måneder på barriques og så tappet ufiltreret på flaske med minimal tilsætning af svovl … dermed en naturvin, der er anderledes end de andre vine hos Weingut Sohns. Den har 2,7 gram restsukker pr. liter og dermed mere tør end fx husets Erste Gewächse vine fra den samme mark.

I næsen er der allerede fra start pænt fadpræg samt en svulstig petroleum, meget rund, blød og luftig som en hængekøje, comfort parfumeret med fadnoter af vanilje, karamel og skumfiduser, ren og fin frugt med æbler, citroner og kæmpestor dybde. Det er en fyldig, blød og virkelig intens vin … optur.

Smagsmæssigt er vinen meget mere syrlig, frisk og krisp end duften indikerede. Det er grønne æbler, lemon, citroner og mest grillede og syltede citroner … pivfrisk bid. Alt sidder de rigtige steder og dermed rigtig lækker Riesling med en svag intens fyldighed. 95 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2018 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalDet er fortsat koldt udenfor, mens jeg er portvinstosset indenfor. Det er nu også løst med et velskænket glas 2018 Vintage Port fra Delaforce, som lige giver mig lidt tiltrængt varme og sødme.

Delaforce Vintage Port har jeg smagt før … både i årgang 2016 og 2017 og det er også fortsat fremstillet på et Field Blend af mange forskellige druer med de kendte Touriga Franca, Touriga Nacional , Tinta Roriz og Sousão som de primære.

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank.

Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Den har 103 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen og det er vinmageren Jorge Moreira, der har stået for produktionen.

Uha … elsker denne aroma med tørret frugt, brombær, sorte kirsebær, solbær, dadler, blommemarmelade, blæk, lidt tør engelsk lakrids og så mærkes også lidt varme fra alkoholen. Der er også præg fra fadlagringen med brændt karamel, kaffe, mint, kanel, vanilje, lys og fyldt chokolade … meget tør aroma.

I munden kommer der også noget tørhed frem, men det er er nu sammen med karamel, kaffe, mælkechokolade, solbær, brændte figner og kæmpestor fylde. Igen giver alkoholen dig et lille varmt kick, nøddenektar, engelsk lakrids og alligevel rund, cremet og komfortagtig med blød syre. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7