2022 Hasher Family Estate, Marimist Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2022 Hasher Family Estate, Marimist Chardonnay, Western Cape, SydafrikaHasher Family Estate er et nyt vinhus i stalden hos Lesedi Wines, som tidligere har fundet andre små perler fra Sydafrika. Hasher Family Estate er sådan en perle … og derfra smager jeg først en 2022 Marimist Chardonnay.

Hasher Family Estate ligger i Hemel-en-Aarde dalen, der af mange betragtes som det mest spændende nye område i hele Sydafrika til dyrkning af specielt Pinot Noir og Chardonnay vine.

Hemel-en-Aarde betyder himmel på jord på hollandsk eller måske rettere afrikaans. Dalen ligger længst mod syd i landet og tæt på den lille fiskerby Hermanus. Både jordbund og klima i dalen er unik med en produktion af cool-climate vine.

Hasher Family Estate er et nyt vinhus, som er grundlagt af det belgiske par ​Frederik Herten og Céline Haspeslagh  i 2021, hvor parret købte en 180 hektar stor vingård på bredden af Onrus-floden i den øvre del af Hemel-en-Aarde dalen tæt på Hermanus.

Som dreng havde Frederik Herten tilbragte en sommer i Hermanus og blev øjeblikkeligt forelsket. Hans kærlighed til området fortsatte med at vokse og blev endelig delt med Céline, da det unge par tog deres første tur til området i 2008.

De købte gården og de mange hektar jord sammen med 2 andre nære familiemedlemmer, nemlig Célines onkel Xavier Haspeslagh og hans kone Christine Bouckaert. Xaviers har selv landbrugsbaggrund og omfattende erhvervserfaring, hvilket var en fordel i forbindelse med opstarten af Hasher Family Estate.

Frederik havde selv arbejdet som skatteekspert hos EY, men hans interesse for vine blev vakt langt tidligere som ung mand, hvor han studerede 6 måneder i Salamanca i Spanien og opdagede de gamle vine fra Ribera Del Duero.

Célines interesse for vin startede endnu tidligere, for selvom hun har arbejdet indenfor HR, så kommer hun fra en familie, hvor de selv dyrkede lidt vin og lavede vin derfra … dog mest til dem selv og en række venner.

På Hasher Family Estate har de 180 hektar jord, men over en 1/3-del er vild natur dedikeret til dyreliv og naturbeskyttelse. Man kan ikke se, hvor meget af jorden, som i dag er vinmarker, men på deres marker dyrker de Pinot Noir, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

De har ansat vinmageren vinmageren Natasha Williams, men parret hjælper selv til … sammen med deres 3 små børn Ernest,, Héloise og Emile.

Deres tilgang til produktion er med fokus på minimal menneskelig indblanding både i vinmarkerne og i deres kældre, hvor de bruger franske egetræsfade fra Bourgogne til gæring og modning.

Ved at respektere frugten og give den mulighed for virkelig at komme til sin ret mener de, at de er i stand til at producere vine med ægte Hemel-en-Aarde stil og autensitet. Indtil videre laver de 3 vine på de 3 dyrkede druesorter.

Denne 2022 Marimist Chardonnay  er én af dem … og dette er kun deres 2. årgang af vinen. Den er lavet i 23.496 eksemplarer og denne er nummer 14.077

Druerne blev i denne årgang plukket af flere omgange, første plukning d. 1. marts og den sidste plukning skete d. 18. marts … altså flere uger senere end normalt i Sydafrika.

Vinen er lavet ved, at 70% efter presning er gæret på 228 liters franske barriques fra Bourgogne og de resterende 30% i ståltanke. Gæringen af vinen på barriques er sket ved 16 grader med udvalgte gærstammer og 1/5 af fadene med spontangæring med druernes egen gær og omkring 20% af de anvendte barriques er nye.

Efter endt fermentering – både af de 70% på barriques og de 30% i de rustfrie ståltanke – er vinen så lagret 9 måneder sur lie og fortsat med 70% på fade efter 6 måneders malolaktisk gæring og 30% i ståltanke uden bâtonnage.

Uha for en lækker aroma af nødder, fadfedme og samtidig meget luftig frugt … det stinker nærmest af god burgundisk vin, har denne delikate og samtidig  en let smørfedme, frugt af fersken, dåsepærer, mere friske pærer, en smule ananas og grillet lemon. Frugten er ret kølig, ren, klar og suppleres af hvide blomster og blomsterpollen, en lys og levende friskhed, lakridskonfekt og vanilje.

I munden er vinen cremet … virker bred og fyldig, der kommer hurtigt lidt peber og har denne grillet lemon, der giver små drops af fin og sødlig bitterhed, kvæde, lidt tropisk frugt med abrikos, fersken og bløde pærer. Med luft i glasset aftager de stærkere pebernoter og det gør vinen mere samlet, kompleks og balanceret med en smøret friskhed. Det smager eventyrligt og brillant enestående, 95 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6/7