2018 Weingut Markus Molitor, Wehlener Klosterberg Chardonnay, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Markus Molitor, Wehlener Klosterberg Chardonnay, Mosel, TysklandI det første sæt, som bestod af 2 Chardonnay vine, så blev denne 2018 Wehlener Klosterberg Chardonnay fra  Weingut Markus Molitor klart den bedste.

Weingut Markus Molitor behøver vist ingen fortælling, for det er jo et vinhus, som jeg har skrevet om flere gange.

Jeg har dog aldrig før smagt Chardonnay vin fra Molitor, men produktionen af Chardonnay er et forholdsvis nyt projekt for Markus Molitor med plantning af Chardonnay-stokke på vinmarken Wehlener Klosterberg i 1997 og denne 2018 er endda første årgang af vinen.

Molitors Chardonnay stokke står lige under soluret i kernen af denne klassiske skiferholdige mark begunstiget af sin sydvendte eksponering og ekstremt stejle beliggenhed.

Druerne er selvfølgelig udelukkende håndhøstet og grundigt sortere, hvorefter de knuses blidt inden en kølig pre-maceration med skindet inden presning og spontangæring alene med druernes egne gærceller. Gæringen er sket delvist store egetræsfade  for omkring 40% vedkommende og resten i ståltanke sur lie i en længere periode.

I næsen rammes man omgående af en ekspressiv smørnote … ganske aromatisk og tung på fad. Vinen er klart mere pumpet end den foregående bourgognevin, har større muskler og dufter endda også mere burgundisk. Der er nødder, ristede hasselnødder og virker blød og bamselineagtig hyggevarm. Frugten er honningmelon, pærer, lidt gule blommer og mirabeller … samt en snas abrikos.

Den er smagsmæssigt også mere frisk, lækker og tydelig i frugten, hvilket fortsat er med en olieret fedme, bløde pærer, noget tropisk frugt og multijuice og samtidig også har den også syre … dog en lidt tungere og mere mægtig syre, god struktur og fylde, saftig, cremet med en smule vaniljesukker. 95 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 6/7