Tag-arkiv: Lombardiet

2015 Rainoldi, Sassella Riserva Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2015 Rainoldi, Sassella Riserva Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienIgen tilbage til Rainoldi 🙂 og nu med hans 2015 Sassella Riserva Valtellina Superiore, igen 100% Nebbiolo fra deres marker ved Castione Andevenno og Sondrio.

Vinen er lavet ved, at den efter endt fermentering er lagret 24 måneder i både store 25 og 56 hektoliter egefade efterfulgt af 2 måneders lagring i ståltanke før aftapning på flaske. Så kan vinen også lige nå at hvile … og det forstærkes med 12 måneders lagring på flaske i husets kølige vinkælder inden endelig frigivelse og markedsføring.

I glasset kan den ekstra fadlagring fornemmes, tør eg, men igen er der fint med blomster, tørrede roser, mentol, kamfer, fennikel samt en frugt med blommer og granatæbler. En veritabel håndgranat af syrlig og lys frugt.

Smagsmæssigt holdes du også i et stramt greb med ren lys frugt og godt med syre, masser af tørhed, stramme tanniner, som lige måske endda har antræk til mere med luft i munden. Der er lidt surhed og bitterhed, men den slutter lidt underlig vandet … fader meget i slutfasen, hvilket trækker noget ned i mit forstørrelsesglas.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Mamete Prevostini, Garof Valtellina Superiore Grumello, Lombardiet, Italien

2016 Mamete Prevostini, Garof Valtellina Superiore Grumello, Lombardiet, ItalienVi skulle selvfølgelig smage flere Mamete Prevostini vine og næste var denne 2016 Garof Valtellina Superiore Grumello, som i min optik nok var en af aftenens bedste vine.

Igen er det 100% Nebbiolo, som kommer fra Grumello regionen i Valtellina Superiore zonen. Den er lavet med først afstilkning af druerne, hvorefter de presses let, sendes i rustfrie ståltanke, hvor der sker maceration samt gæring ved 25 grader i en periode på 11 dage. Så presses vinen og overføres til egefade til den malolaktiske gæring. Lagringen varer omkring 12 måneder inden flaskning og yderligere 8 måneders lagring i flaskerne inden frigivelse.

Duftmæssigt minder det en smule om Barolo … mere moden frugt end de foregående, mere dybde og bundtræk, masser af blomster, en sart lethed, medicinskab, røg, kamfer, nødder, ribs, hindbær, umodne kirsebær, violer, grønne urter og lidt tobak. Hmmmm.

Her er det smagsmæssigt bare lige et tak mere blidt, mildt og har simpelthen et ekstra gear til at klare alpeetapen. Tanninerne er vel nærmest moderate, men vinen er pænt tør, ren og blød, faktisk sindsyg blød, æterisk og luftig med spændstig syre. Sådan må Nebbiolo altså bare smage … og til prisen et fund.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Rainoldi, Prugnolo Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2016 Rainoldi, Prugnolo Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienNæste Chiavennasca aka Nebbiolo vin blev denne 2016 Prugnolo Valtellina Superiore fra vinhuset Casa Vinicola Aldo Rainoldi, der ligger omkring 60 kilometer øst for den nordlige af Comosøen ved byen Chiuro.

Vinhuset er grundlagt i 1925 af Aldo Rainoldi, som startede med at drive en vinhandel. Da hans søn Giuseppe i anden halvdel af 1950’erne sluttede sig til Aldo, så begyndte de også købe druer for at supplere salget med egne vine. I slutningerne af 1990’erne kom Giuseppes nevø Aldo Rainoldi med i forretningen. Han havde afsluttet en uddannelse indenfor vinavl og ønologi og havde selv store planer for vinproduktionen.

Rainoldi har samlet 9 hektar vinmarker i 350-600 meters højde på de stejle skrænter af alperne, hvor de dyrker Nebbiolo, Pignola, Rossola, Sauvignon Blanc samt Chardonnay.

Her smager vi vinen Prugnolo Valtellina Superiore, hvor druerne kommer fra forskellige marker ved byerne Poggiridenti, Montagna in Valtellina, Tresivio og Teglio. Det er 100% Nebbiolo, som efter endt gæring er lagret 15 måneder på små egefade, der er anvendt en enkelt gang tidligere. Derefter er vinen samlet i ståltanke, hvor lagringen er fortsat inden flaskning og lagring 6 måneder mere.

Duftmæssigt minder vinen en smule om foregående … igen violer, tørrede blomster, ganske parfumeret, stram, rank med kamfer, blæk, grafit, medicinkasse, mynte og samtidig også et lille aftryk fra våde egefade, brombær, blommer og samtidig nogle lysere bær, røg og fennikel.

Smagen er også mere blomstret … har en vild god og let syre, masser af skarp og småsyrlig frugt. Det smager sgu godt, meget elegant, let, rank og klokkeklar ren … uha man bliver glad. Vi havner et sted lige mellem 5 og 5,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Mamete Prevostini, Botonero, Lombardiet, Italien

2017 Mamete Prevostini, Botonero, Lombardiet, ItalienSå stod den ellers på Nebbiolo vine … eller Chiavennasca, som man også kalder Nebbiolo druen i Lombardiet. Vi starter med at smage vinen Botonero fra den lille producent Mamete Prevostini.

Mamete holder til i den lille by Mese i Valtellina området helt oppe i grænseområdet mod Schweiz. Valtellina er en af de vigtigste områder, når der tales om dyrkning af vin på de stejle sydskråninger af alperne og druerne dyrkes på anlagte terrasser beplantet med Nebbiolo vinstokke.

Vinhuset er egentlig grundlagt af Mamete Prevostinis bedstefar i starten af de forrige århundrede, hvor han sammen med sin hustru besluttede at drive et agriturismo, hvilket bl.a. omfatterede drift af den lille Ristorante Crotasc ikke langt fra Comosøen.

Bedsteforældrene dyrkede deres egen frugt og grøntsager og producerede hjemmelavede skinker, pølser, ost og naturligvis vine, som de kunne servere for kunder i den lille restaurant. De har så heldige at have et naturligt køleskab i et hulrum i bjergklipperne … en crotto på italiensk, hvor fugtigheden og temperaturen var konstant kølig.

I dag er det Mamete Prevostini, som laver vinene, mens hans søster driver Ristorante Crotasc. Og Mamete har gennem vedholdenhed og dygtigt arbejde har skabt et brand, der har fået international opmærksomhed. Hans topvin Sforzato har gennem en længere årrække hvert år opnået bedømmelse med flotte 3 røde glas i Gambero Rosso … en toppræstation af de sjældne.

Mamete Prevostini har samlet 8,5 hektar vinmarker, der ligger i 300-700 meters højde. Vinene er 100% Nebbiolo og Mamete laver sine vine med kun 8 dages gæring i rustfri ståltanke og de tilbringer derefter 12 måneder i egetræ før aftapning.

Denne Botonero er  en af Memetes unge vine, lavet på 100% Nebbiolo fra marker i Alpi Retiche i Sondrio provinsen. Vinen er lavet med 6 dages maceration og gæring ved 25 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 8 måneder. Derefter er vinen flaske og lagret yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I næsen er der klart violer, blomster, tørrede roser, kamfer, frugten meget lys, kirsebær, jordbær, ribs, meget ren og direkte. Det er en frisk og meget frugtagtig næse.

Smagsmæssigt har vinen en let, spinkel og fin krop, meget frisk og frugtrig, ribs, hindbær, rabarber, en let syre, som er pågående uden at blive vild. Det er en tør, frisk, luftig og let vin … smager virkelig godt, lidt som en Langhe Nebbiolo, men vel blot en smule mere omgængelig, afbøjet og rund.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2010 La Montina, Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2010 La Montina, Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienJeres trofaste og flittige vinblogger var forleden til en smagning af vine fra Lombardiet … en aften med lutter Nebbiolo vine, men inden vi kom så langt, så startede vi selvfølgelig med lidt Franciacorta bobler og det var med en 2010 Franciacorta Brut fra La Montina.

La Montina ligger i Franciacorta lidt nord for Monticelli Brusati og tæt ved Iseo-søen. Vinhuset er grundlagt i 1982, da 3 ud af 7 Bozza brødre købte Villa Baiana. det historiske hjem for Benedetto Montini, en forfader til pave Paul VI.

Brødrene Gian Carlo, Vittorio og Alberto Bozza købte Villa Baiana af Dorothean nonnerne i Contrada Baiana og købet omfattede udover klosteret samt et bondehus også 12 hektar vinmarker … helt perfekt, for brødrenes mål var at producere Franciacorta vine.

Ejendommen var i dårlig stand og nonnerne havde forlængst flyttet til Valcamonica, men brødrene istandsatte ejendommen, byggede et ny, moderne vineri og øgede samtidig via opkøb vinmarkerne til i alt  72 hektar. De kunne i 1987 sende deres første Franciacorta vin på markedet.

Det er stadigvæk de 3 brødre, som driver La Montina, men næste generation i form af Michele og Daniele deltager også i driften.

Denne Franciacorta Brut er egentlig Non Vintage, men Bill Kuhl fra Toscavini fortalte under smagningen, at det er en 2010’er, men den er degorgeret i 2019. Normalt laver Bozza brødrene dog denne vin med 2 årgange for at sikre en ensartet stil hvert år. Denne er lavet på 85% Chardonnay og 15% Pinot Noir.

Alle deres Franciacorta vine er selvfølgelig lavet på Metode Classico, altså med andengæringen i flasken, men denne må så være lagret et stykke tid længere end normalt, for Bozza brødrene lagrer normalt Non Vintage vine i mindst 18 måneder, årgangsvinene i mindst 30 måneder og Riserva vinene i mindst 60 måneder. Der kun er lavet 7.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt en meget sprød næse med masser af ristede noter, ristet brød og rudbrød, noget fylde, fedme og det dufter vildt godt, meget indbydende. Der er blomster, nogle lidt landlige noter, lidt gærede elementer og samtidig meget kalket. Samlet en meget blomstret stil.

I munden er vinen en snas mere sød end forventet, men har egentlig en meget flot balance. Der er modne æbler, lemon og rund syre. Sød, blød, rund, rank og elegant med ristede noter … smager faktisk virkelig fint. Love it.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Berlucchi, Franciacorta ’61 Brut Nature, Lombardiet, Italien

2011 Berlucchi, Franciacorta '61 Brut Nature, Lombardiet, ItalienVed Distintos branchesmagning smagte jeg også lidt bobler … fra Italia, nemlig en Franciacorta ’61 Brut Nature fra det berømte Franciacorta hus Berlucchi, som oprindelig satte Franciacorta distriktet på landkortet.

Historien om Berlucchi startede i 1955, hvor den unge ønolog Frank Ziliani drømte om, at Franciacorta skulle have sine egne mousserende vine med Champagne som forbillede. Han rettede derfor henvendelse til Guido Berlucchi, der på sit landsted Palazzo Lana Berlucchi ledte efter en konsulent, der kunne forbedre hans Pinot del Castello … men i stedet fik han en partner, som tog ham ud på et sandt vineventyr.

Ziliani foreslog den elegante herremand, at de skulle fremstille mousserende vine i det område, som dengang primært lavede simple bordvine … og det blev starten på en forvandling af Franciacorta.

I 1961 sendte de deres første mousserende vin på markedet, fremstillet på den traditionelle champagnemetode og med Corte Franca på etiketten. I dag er Berlucchi er en af de mest anerkendte mousserende vine blandt internationale sommelier og der drikkes hvert 7. sekund en flaske Berlucchi i Italien.

Det betød også, at området blev et sandt mekka for italienske mousserende vine, således der i dag findes omkring 80 producenter af boblevinen Franciacorta i området.

Guido Berlucchi døde desværre i 2000 uden at efterlade sig børn, så i dag driver Franco Ziliani,  hans to sønner og datter vinhuset videre. Og det er et ordentlig stort foretagende med en produktion på 4,5 millioner flasker vin hvert år.

Berlucchis har en fabelagtig 15.000 kvadratmeter kolde kælder under Palazzo Lana Berlucch. Den er udgravet helt tilbage i 1600-tallet og er med en konstant temperatur på 12 grader helt perfekt til opbevaring af vinene, der altid ligger to år på flasker, før de kommer på markedet.

Samlet laver Berlucchi sine mousserende vine i Franciacorta fra 600 hektar vinmarker, hvor dels mange er egne marker og resten er fra vinavlere, som vinhuset har samarbejdet med igennem mange år.

Men udover vinene fra Franciacorta, som ejer Berlucchi i dag også et par andre vinhuse, bl.a. Antica Fratta di Monticelli Brusati. hvor der også i den gamle bygning er lokaler til konferencer, et hotel samt restauranten Relais Franciacorte.

Men også udenfor hjemmebanen ejes et vinhus, nemlig vingården Caccia al Piano i Bolgheri, hvorfra de årligt laver 100.000 flasker god rødvin.

Men her er det altså ægte mousserende Franciacorta bobler, husets ’61 Brut Nature, som er den første spumante pas dosé … altså uden dosage fra Berlucchi og med de bedste druer – 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir – udelukkende fra egne marker nær Arzelle, Rovere, San Carlo og Ragnoli.

De friske druer bliver nænsomt presset i hele klaser og så sker fermentationen i rustfrie ståltanke og med 6 måneders sur lie, hvor de bedste batches hviler på barriques, mens en del forbliver på ståltank.

I foråret efter høståret bliver alle batchene med den nu færdige vin så endelig stukket sammen og tappet på flaske for at gennemgå flaskegæring og modning sur lie. Vinen hviler i de gamle kældre i 5 år, inden degorgering – uden dosage – og afsluttende hvile i 6 måneder inden frigivelse.

Næsen er både gær, brød, hasselnødder, ristede mandler, melede æbler, fersken, ananas, lyse blommer, masser af syrlighed, citroner, mineraler … virkelig spændstig og samtidig meget skrøbelig, sådan en no-shit vin, hvor man fornemmer et delikat, feminint og fint hjerte … essensens af vinen.

Og hvor er vinen frisk i munden, måske endda langt mere end duften lovede, langt mere maskulin og voluminøs, men alligevel med kølig elegance. Fuldstændig spændstig. Der er masser af syre, citrus, sten, mineraler, et frisk pust eller som at komme i Vesterhavet en kold efterårsdag … virkelig opfriskende og eftersmagen pæn lang.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

NV Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta, Lombardiet, Italien

NV Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta, Lombardiet, ItalienJeres flittige vinblogger var forleden til en vaskeægte Antinori smagning, som blev forestået af Kristian Uhrskov fra Uhrskov vine. Vi startede ud med lidt bobler og det er jo altid godt … en Non Vintage Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta.

Antinori familien er blandt de ældste vinavlerfamilier i Italien. Man har optegnelser der daterer familiens vinproduktion tilbage til 1180, hvor familien lavede vin på ejendommen Castello di Combiate. Den nedbrændte imidlertid i 1202 og familien flyttede til Firenze, hvor man drev handel med silkestoffer og bankvirksomhed.

I 1385 meldte Giovanni di Piero Antinori sig ind i Firenzes Vinmagerlaug, og det blev den officielle grundlæggelse af vinhuset Antinori. I de kommende år blev familien mere og mere berømte for deres vine og som følge af deres succes købte de i 1506 Palazzo Antinori. I 1861 blev familiens overhoved tildelt titel af Marschesi … markis, og den titel følger fortsat familien i dag.

I dag drives firmaet af 26. generation repræsenteret af Piero Antinori, og vinhuset ejer en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Ja faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet. Huset har deres hovedsæde i San Casciano Val di Pesa i Chianti.

For at få en fornemmelse af, hvor store Antinori er i Italien … ja endda internationalt, så lige lidt om deres vingårde.

I Toscana ejer man – udover hovedsædet San Casciano Val di Pesa – ejendommene Pèppoli på omkring 100 hektar, hvoraf 50 hektar er vinmarker, Badia a Passignano med 223 hektar vinmarker og Guado al Tasso med 300 hektar vinmarker.

Derudover er der Pian delle Vigne med omkring 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker, Fattoria Aldobrandesca på små 193 hektar, Fattoria Le Mortelle på 270 hektar, La Braccesca på 342 hektar, Montenisa på 60 hektar, Santa Christina, som også er voldsom stor, samt endelig Tenuta Tignanello med 127 hektar vinmarker.

Derudover har man også vingården Castello della Sala i Umbrien, hvor der ejes 500 hektar, hvoraf 140 hektar er vinmarker samt Tormaresca i Puglia, Prunotto med 50 hektar i Piemonte.

Derudover ejes der i udlandet vinhsue som Antica samt det kendte Stag’s Leap i Californien, Col Solare i Washington State, Haras de Pirque i Chile, Tuzko i Ungarn, Meridiana på Malta og endelig Vitis Metamorfosis i Rumænien.

Deres store indflydelse og betydning kan også ses på, at Antinori er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub Primum Familiae Vini … i daglig tale blot kaldt PFV.

Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Antinori i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils fra Beaucastel og Tenuta San Guido, som står bag Sassicaia.

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også Leading Wine Families. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer.

Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieejet står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Denne Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta kommer fra Antinoris Tenuta Montenisa ejendom, som ligger syd for søen Iseo ved den lille by Calino i Brescia provinsen under appellationen Franciacorta i Lombardiet.

Tenuta Montenisa ligger i en gammel ejendom Palazzetto Maggi, som tidligere også blev kaldt Borgo di Calino og stammer fra det 16. århundrede. Ejendommen og dens 60 hektar vinmarker blev købt af Antinori familien i 1999 og siden har de omdøbt ejendommen til Tenuta Montenisa.

På ejendommen laver Antinori 6 forskellige mousserende vine, herunder altså denne Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta, som er lavet på et mix af Chardonnay, Pinot Nero og Pinot Bianco … og den sidstnævnte drue kender vi bedst under navnet Chenin Blanc.

Cuvée Royale er lavet først som en almindelig vin, hvor druerne er gæret delvist på egefad og delvist på tanke af rustfrit stål. Efter endt fermentering sker aftappes vinen på flaske til andengæringen sur lie i 30 måneder inden degorgering.

Næsen er meget rar … æbler, pærer, en smule tropisk frugt, abrikos og fersken, eg, lidt karamel, meget tør, men har samtidig en snas sødme, lidt ristede noter, ristede mandler og toast.

Smagen er grønne æbler, stikkelsbær, citron, lemon, mens boblerne sådan nærmest er medium i styrke. Det er et virkelig fint glas bobler, lidt grape i eftersmagen og boblerne fader forholdsvis hurtigt ud.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Fratelli Muratori, Villa Crespia Millè Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2009 Fratelli Muratori, Villa Crespia Millè Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienWAUW … sikke en iøjnefaldende flaske Villa Crespia Millè Franciacorta Brut fra La famiglia Muratori aka Azienda Agricola F.lli Muratori.

Vinhuset skrev jeg om for en måneds tid siden, da jeg smagte deres fantastiske Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero og dengang skrev jeg også en del om vinhuset og familien Muratori, så det skal jeg undlade denne gang. Lad os i stedet kigge nærmere på denne blå nytårsraket af en mousserende vin … endda en årgangsvin fra 2009.

Bag dens blå øjne er det faktisk en blanc de blancs, altså en 100% Chardonnay baseret vin, hvor druerne kommer fra forskellige marker. Vinen er først lavet helt traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af spontan malolaktisk gæring.

Men derefter flasker Muratori familien ikke vinen … for først lagrer den nemlig – helt utraditionelt – med gærresterne i 30 måneder og først derefter tappes vinen på flaske og lagrer så yderligere 30 måneder inden degorgering.

I modsætning til Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero er denne Villa Crespia Millè Franciacorta Brut meget mere blid, sart, forsigtig, tilbageholdende og næsten ydmyg. Som en dame med benene overkors er hun karrig, genert … næsten til det helt neutrale, men der kommer lidt let fersken, blomster, blomsterstøv og subtile små noter med en anelse citrus samt lidt krydderier.

I munden er boblerne lidt i samme boldgade … medium i styrke, men mere blide og forsigtige. Det er grønne æbler, blid syre og virkelig ganske tilgængelig og nem at have med at gøre. Jeg er nok mere til søstervinen, men alle fruerne denne aften var vilde med Millè … og den blå flaske passer også ind til enhver fest.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Marchesi di Montalto, Pinot Nero Cà Nuè, Lombardiet, Italien

2017 Marchesi di Montalto, Pinot Nero Cà Nuè, Lombardiet, ItalienMarchesi di Montalto holder til i appellationen Oltrepò Pavese, som findes i Lombardiet og derfra smager vi denne Pinot Nero Cà Nuè … lidt en vin, som kræver tid, fordybelse og luft, men så får du også mangefold igen.

Marchesi di Montalto ligger et par kilometer udenfor byen Montalto Pavese i den højtbeliggende del af Oltrepo omkring 25 kilometer syd for Pavia, der er longobardernes gamle hovedstad. Det er et vinområde præget af fugten fra de store vandmasser fra floden Po og vinden fra de nordlige Appenniner.

Historien om vingården startede i 1960’erne, hvor Tersilio Marchesi startede renoveringen af en ældre bygning og byggede en vinkælder til produktionen af vine med druer fra de tilhørende marker, som havde været dyrket siden 1890.

Reelt er Marchesi di Montalto dog først grundlagt i 1996, hvor Tersilios barnebarn Gabriele Marchesi omstrukturerede vingården og lagde grundstenen til det nuværende vinhus med tilplantning af husets marker med to druesorter … Riesling og Pinot Nero, som Gabriele mente passede bedst til området.

De to druesorter er også blevet familiens arbejdsmantra … Solo Pinot Nero e Riesling Renando no limits.

Han renoverede også det gamle vineri, således det levede op til nutidens standarder og installerede moderne udstyr til vinifikationen af vinene. En gammel underjordisk vandtank, som var bygget til at opsamle regnvand, blev også ombygget til en unik vinkælder til lagring af vinene.

Marchesi di Montalto har samlet 180 hektar jord, men det er dog alene 98 hektar, som er vinmarker … og altså med Pinot Nero og Riesling. Der skulle dog vist også være plantet en smule Pinot Grigio, Croatina og Moscato, selvom det ikke helt passer med familiens mantra.

Men her smager vi altså ren Pinot Nero aka Pinot Noir, hvor druerne kommer fra marken Cà Nuè … en 20 hektar stor mark, som ligger i Oltrepò bakkerne og udelukkende er beplantet med Pinot Noir klonen 115, som Gabriele – gennem grundig klonudvælgelse – har fundet bedst passende for området.

Efter høsten er druerne presset, hvorefter der sker maceration og  kort fermentering i rustfrie ståltanke. Vinen lagrer i ståltankene 5-6 måneder, hvorefter vinen tappes på flaske, hviler yderligere 45 dage og så ellers er klar til salg.

I glasset er det ikke en lys og transparent Pinot Noir men mere mellemrød slash mørk transparent. Næsen er heller ikke Pinot Noir let, men emmer nærmest af bondevin, lidt baconfedt, jod, mørke kirsebær, blommer, måske endda lidt solbær, lakridsrod, blomstersæbe og klart en fyldigere Pinot Noir.

Det er frisk og bondsk, men med tid, tålmodighed og godt med luft i glasset bliver vinen en kende lettere, lysere og mere delikat … nærmest som om, at den får en piemontisk Nebbiolo-agtig nerve, hvilket virkelig løfter vinen.

Smagen følger vel meget godt næsen … og det første indtryk er en lettere, lidt kantet og rustik vin, men igen på en bondsk facon, hvilket jeg egentlig godt kan lide. Der er jern, frugten en kende lysere end duften indikerede, men fortsat klart mørk og med en mere grov og rustik syre, så det bliver sammenlagt aldrig Pinot Noir med druens ellers klassisk finesse, men en ilter fætter af italiensk afstamning. Men giv vinen for pokker godt med luft … så stritter den med lillefingeren og viser lysere sider af sig selv.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske normalt koster 139 kr., men frem til den 10. december er på bud til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. Fratelli Muratori, Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero, Lombardiet, Italien

N.V. Fratelli Muratori, Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero, Lombardiet, ItalienFranciacorta DOCG er en appellation for mousserende vine i Lombardiet … den lille vinregion, der ligger mellem Veneto og Piemonte og bl.a. netop er kendt for at producere nogle af de absolut bedste mousserende vine i Italien.

Og det er netop sådan en fætter, som vi har i glasset nu … den boblende lille lækkersag Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero fra vinhuset Fratelli Muratori aka Azienda Agricola F.lli Muratori, der holder til lidt udenfor byen Adro omkring 5 kilometer syd for Iseosøen, som også er et yndet feriemål for danske turister.

Fratelli Muratori drives af Muratori familien, som gennem generationer har været vinbønder i området. I dag er det Bruno, Giuliano, Michela, Matteo og Marco, som I er på billedet ovenover, der driver vingården, som de kalder Villa Crespia.

Crespia refererer til det udtryk, som blev brugt om vin produceret i Franciacorta i den sene middelalder og som var nogle af første eksperimenter med mousserende vin.

Det var resultatet af en nøjagtig dosering af most, friske klaser og vand, som blev gæret sammen med den tidligere årgang af vine, for til sidst at have en frisk og ung mousserende vin.

På billedet nedenunder kan I se Fratelli Muratoris flotte vingård Villa Crespia, men derudover ejer familien Muratori også yderligere en vingård, nemlig Rubbia al Colle i Maremma i Tocana.

Fratelli Muratori har samlet 60 hektar vinmarker i Franciacorta fordelt på 23 forskellige parceller i 6 forskellige områder fra vingården og op til Iseosøen længere mod nord. På familiens gård i Maremma i Tocana har de yderligere 100 hektar vinmarker.

På Villa Crespia producerer Muratori omkring 9 forskellige mousserende vine, herunder altså denne Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero, som er lavet på 100% Pinot Nero aka Pinot Noir fra marken Fornaci, der – som i Champagne – har en leret jord med masser af kalk.

Vinen er lavet med spontangæring ved kølig temperatur omkring 17 grader og 15% af vinen fermenteres på barriques, men resten gærer i store ståltanke. Derefter undergår vinen også malolaktisk gæring, mens lagring sker delvist på barriques, store egefade og i ståltanke sur lie op til et år.

Derefter tappes vinen på flaske og lagrer i kælderen for en langsommelig 2. gæring i 30 måneder, hvorefter der sker dégorgement uden tilsætning af dosage … heraf selvfølgelig også navnet Dosaggio Zero.

Og sikke da en herlig lille mousserende vin … er sgu blevet helt hooket på boblevand. Det er æbler, tropisk frugt, abrikos, kvæde, citrus, hasselnødder, løvstikke og hvide blomster. Cisiolo giver dig et ganske liflig brus i næsen på den helt rigtige måde.

Boblerne er sådan medium i intensitet og der er smag af noget ristet, af æbler, har en fin tørhed og ellers lidt sødkrydret. Der er en svag sødme, mens syren også sådan er medium og dermed ikke ultraskarp trods vinen er lavet uden tilsætning af dosage. Det giver en rund, varm og behagelig mousserende vin, som er et lækker alternativ til Champagne.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7