2017 Kelley Fox Wines, Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir, Oregon, USA

2017 Kelley Fox Wines, Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir, Oregon, USAKelley Fox Wines er et nyt vinhus hos Jysk Vin og er også blevet storrost af Langdahl, så Jan havde taget denne store og flotte Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir 2017 med som hans andet bud.

Kelley Fox Wines er et relativt lille vinhus i Willamette Valley i Oregon og er grundlagt i 2007 af Kelley Fox, en passioneret kvindelig vinmager, der har dedikeret sig til at producere håndlavede vine af høj kvalitet. Hun har et særligt fokus på Pinot Noir, der trives særlig godt i Oregon’s klima og jordbund.

Kelley Fox har mange års erfaring og har tidligere arbejdet som vinmager hos en anden anerkendt producent i Oregon, Scott Paul Wines, før hun besluttede at etablere sit eget vinhus.

Kelley Fox Wines har adgang til druer fra forskellige vingårde i Willamette Valley, en region i Oregon, der er kendt for sine fine vine på specielt Pinot Noir.

Det er vigtigt at bemærke, at Kelley Fox Wines ikke ejer egne vingårde, men snarere arbejder sammen med nøje udvalgte dyrkere for at sikre, at de får de bedste druer.

Markerne tæller Maresh Vineyard i Dundee Hills, Montmazi Vineyard i McMinnville Foothills og Freedom Hill Vineyard i Oregon Coast Range. Klimaet er begunstiget af kølige nætter og solrige dage.

Kelley Fox er kendt for at følge bæredygtige og naturlige produktionsmetoder. Hun lægger vægt på at lade terroiret, druerne og vingårdens unikke karakter skinne igennem i hendes vine. Der anvendes ofte økologiske og biodynamiske principper i dyrkningen af druerne og produktion af vinene.

Vinificeringen er ekstrem traditionel … ingen tilsætningsstoffer og både plukningen af druer og flaskning sker efter den biodynamiske kalender – og sidst, men ikke mindst laves vinene med spontan- og helklasegæring og lagring på brugte fade.

Høsten sker altid tidligt om morgenen, så druerne ankommer kølige og friske til vineriet. Af denne årsag finder man det fx heller ikke nødvendigt med en koldmaceration.

Vingården producerer primært Pinot Noir-vine og Kelley Fox er kendt for at have en individuel tilgang til hver af hendes vine og lader naturens påvirkning komme til udtryk i hvert glas.

Denne Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir er en enkeltmarksvin og Maresh Vineyard er en unok mark beliggende på de historiske røde bakker på Dundee Hills i selve Willamette Valley. Marken tilhører Maresh familien og alle vinstokke er oprindelig plantet af Jim og Loie Maresh i 1970’erne.

Vinen er lavet ved, at 70% af druerne er afstilket, hvorved der således anvendes 30% hele klaser ved vinifikationen som er sket med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder på burgundiske 228 liter neutrale barriques. Der produceres årligt kun 95 kasser af denne vin.

I glasset bliver Houlberg igen yderst glad … dejlig lys, transparent teglfarvet vin, der omgående indikerer Pinot Noir og sådan dufter vinen også … meget fin, sart og feminin aroma med en leret, sandet fornemmelse og samtidig en genert og ærbar pige, der ikke siger så meget, men er lidt forsigtig på en elskelig akavet måde. Der kommer dog en lys og let frugt frem til jordbær og lyse kirsebær, men virker samtidig varm og omfavnende, som et kram af den generte pige suppleret med blomsterpollen og lys tobak.

Hvor smager den fremragende … lys, svævende og helt burgundisk med denne fine, sarte og elegante syre, meget finkornet, læskende og samtidig med en frisk frugtsyre, kølig, ren og syrlig frugt og helt uden US sødme. Det er rasende elegant, ærbart, sart, feminint og så europæisk i stilen, at Bourgogne må ryste i bukserne. Tanninerne er også fine, præcise og lette … understøtter bare, at der her er tale om stor Pinot Noir vin fra øverste luftlag. 97 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 799 kr., mens prisen er 729 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Weingut Fries, Winninger Pinot Noir Réserve, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fries, Winninger Pinot Noir Réserve, Mosel, TysklandJeg har tidligere været totalt forelsket i Weingut Fries’ mind-blowing 2020 Winninger Spätburgunder, men nu havde Gert E sgu taget husets endnu bedre 2020 Winninger Pinot Noir Réserve og det er fandeme episk saft af bedste tyske skuffe.

 Druerne til denne vin kommer fra nogle af de stejle, skiferholdige parceller, hvor høstudbytterne helt naturligt er uhyggeligt lave og sammenholdt med Daniels mål om den ypperste kvalitet, så laves der kun ganske få flasker af denne vin.

Vinen er lavet en stor andel hele klaser og spontangæring alene med druernes egne gærceller. Vinen er efterfølgende lagret på barriques, hvor en del er helt nye fade.

Duftmæssigt er det forrygende … i glasset er det en utrolig let, transparent, lys og teglfarvet vin med et svagt orange skær, mens duften er landlig, luftig og æterisk med krudt, malerspand, acetone, blyanter, kul, tjære … virker samtidig lidt bondsk med rabarber, ribs, hindbær, granatæbler og lidt lakridskonfekt. Den har nærmest en sitrende nerve.

I munden er det igen lyse bær med rabarber, ribs, granatæbler, lemon og citroner … saltet, mostet med en virkelig stram syre samt en sitrende og skælvende energi … meget ren, et sindssyg syrebid og godt med mineraler og sten. Det er überklasse. 97 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 475 kr., mens prisen er 425 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Bodega 4 Monos Viticultores, Aguja del Fraile, Madrid, Spanien

2019 Bodega 4 Monos Viticultores, Aguja del Fraile, Madrid, SpanienSteffen serverede sgu også en rødvin fra Bodega 4 Monos Viticultores, som vi før smagt hvidvin fra. Det var denne 2019 Aguja del Fraile fra det hypede og spændende Sierra de Gredos område.

Det er – næsten naturligvis – en ren Grenache vin, hvor druerne kommer fra fire små parceller med 60-80 år gamle vinstokke, der er fra marker med  granitholdig jord i 880 meters højde tæt ved landsbyen Cadalso de Los Vidrios.

Der skulle efter sigende være en lille smule Cariñena aka Carignan med i blendet og vinen er lavet på hele klaser, der er spontangæret alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket over 21-40 dage afhængig af parcel.

Efter endt fermentering er vinen lagret på 14-15 måneder på franske og østrigske 300 og 500 liter egetræsfade og er sluttelig aftappet med let klaring og uden filtrering.

Vinen har en meget aromatisk aroma … sprittusch, deodorant, vaskepulver, blomster, kokos … lidt en blandet butik, men dufter sgu ret himmelsk. Den har sådan en legende, let, grøn og bondsk side og en frugt, der er ultralet, syrlig, saftet med hindbær, lyse kirsebær samt vilde, tørrede urter og salte mineraler.

Smagen er også grøn og blomstret … har en utrolig lys, frisk og støvet frugt med moreller, ribs, rabarber, granatæbler og en syre proppet af lemon samt Schweppes sodavand. Selv tanninerne er støvede, lette, lyse,  fine, klippestramme med det lyseste og mest følsomme touch. Hvor er det bare fremragende og umulig ikke at blive fascineret af, så dermed 96 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 228,65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Trediberri, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Trediberri, Barolo, Piemonte, ItalienPaul D’s første rødvin var også piemontisk og lidt mere klassisk, for det var nemlig en Barolo fra vinhuset Trediberri, der drives af Nicola Oberto, som jeg faktisk mødte tilbage i 2017.

Det er et vinhus, der er Vinhuset Trediberri er grundlagt i 2008, da Nicola Oberto besluttede at ende karrieren som børsmægler i London, og drog hjem til sin far Federico Oberto for at udleve drømmen om egen vingård.

Faderen Federico Oberto havde været respekteret vinmager hos den berømte producent Renato Ratti i 40 år og sammen med sin søn samt Vladimiro Rambaldi – bankmand og vinsamler – blev de enige om at starte Trediberri.

De 3 partneres vingård ligger i Berri, en lille landsby i La Morra og deraf navnet Trediberri, som netop betyder; de tre fra Berri.

Filosofien hos Trediberri er enkel, nemlig mindst mulig indblanding og driften er da også økologisk, hvilket blev certificeret fra årgang 2015. Her bruges ingen pesticider og der dyrkes græsdække mellem rækkerne for at styrke biodiversiteten i markerne.

I dag har de næsten 8 hektar vinmarker, heraf 5 hektar i Berri beplantet med Nebbiolo. Den bedste mark er den 1,8 hektar store Rocche dell’ Annunziate, som altid har været i familien Obertos eje.

De sælger i dag en del af druerne til andre producenter men vil med årene selv vinificere en større og større andel. Produktionen ligger i dag på omkring 50.000 flasker årligt. Vinifikationen er traditionel med lang maceration og lagring på store slavonske egetræsfade.

Der laves pt. 6 forskellige vine hos Trediberri, en rosé, en hvidvin og ellers en Barbera, en Langhe Nebbiolo og så to Barolo’er, hvor denne er deres almindelige Barolo, hvor duerne dels kommer fra familiens egne marker ved Berri og dels fra vinmarken Cappalotti, som de har lejet.

Vinen er lavet i store cementtanke, hvor der først anvendes Pied de Cuve … en proces, hvor de naturlige gærceller bearbejdes til brug for fermenteringen. Maceration i 12 dage og efterfølgende er vinen så lagret 21 måneder på store 25 hektoliter slavonske egetræsfade.

Den smukke etiket på vinen er lavet af den lokale billedkunstner Pierflavio Gallina. Oberto familien siger, at hans malerier udtrykker den stil, som de ønsker i deres vine.

I næsen er har denne Barolo en snert sødme, så lige under de normale noter af violer, tørrede blomster, tulipanstilke og læder, så dennikel, en balsamisk syre og virker meget luftig, æterisk og fadene bidrager så med lidt let chokolade, vaniljestænger, fondant og let mynte.

Smagsmæssigt er det en ren og samtidig læskende Barolo, som har en forholdsvis grov syre, virkelig tør og bitter, meget balsamisk med italienske gener. Der er noget fyldigt og næsten fed over smagen, så dermed bliver det en lidt opulent Barolo. 92 point.

Vinen forhandles af Philipson Wine, hvor den oprindelig kunne købes til  239,95 kr., mens prisen kun var 149,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Castello di Verduno, Basadone Pelaverga di Verduno, Piemonte, Italien

2022 Castello di Verduno, Basadone Pelaverga di Verduno, Piemonte, ItalienGert E første bud var en vin, som jeg havde smagt i de 2 foregående årgange og måske burde ha’ gættet. Det er en Basadone Pelaverga di Verduno fra Cantine Castello di Verduno, der holder til i den lille landsby Verduno 8 kilometer sydvest for Alba i Piemonte … og her er det 2022’eren.

Det er en vin, som er lavet på den mere ukendte Pelaverga drue … og Basadone er det lokale navn for den vilde valmue, der findes overalt mellem vinmarkerne.

Samtidig kan det også forstås som slang for “at kysse kvinder”, hvilket man måske forstår, når man først har smagt denne lille rødvin fra Castello di Verduno, der endda var et af de første vinhuse til at dyrke denne sjældne druesort.

Denne vin kommer fra de to vinmarker Massara og Olmi. Vinen er lavet helt efter helt traditionelle forskrifter maceration i ståltanke over 10 dage,. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder i ståltankene og så yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Vi er her bestemt i den lyse afdeling … luftig og med masser af nerve samt en hel blomstermark. Det stinker nærmest af blomsterbutik og tørrede rosenblade, tulipanstilke, violer, lidt læder samt chokolade, saltlakrids og svævende mineraler.

Jeg skrev, at Basadone er et slang for at kysse kvinder og sådan er smagen næsten også helt …  sødt, blødt, rødt, lyst og fornøjeligt med jordbær, hindbær, ribs og lemondrops. Der giver denne frisk, lette og lyse vin, der er ganske forførende … 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Cascina Piccaluga, Barbaresco Casot Riserva, Piemonte, Italien

2016 Cascina Piccaluga, Barbaresco Casot Riserva, Piemonte, ItalienDet var Jan, som kom med aftenens første bud på rødvin, hvilket var med en flot 2016 Barbaresco Casot Riserva fra Cascina Piccaluga aka Roberto Abellonio.

Cascina Piccaluga ligger i bakkerne bag Alba ved byen Altavilla og vingården fra det nittende århundrede og har en udsigt til et af de smukkeste områder i Piemonte … bl.a. mod Albas tårne ​​og en enestående panorama over bakkerne i Treiso og Barbaresco.

Vingården drives af Roberto Abellonio, der i 1996 overtog sin families gamle vinmarker og startede med at lave vin på Cascina Piccaluga med hjælp fra sin kone Jessica samt fætteren og vinmageren Alessandro.

Det var Robertos oldefar Carlo Abellonio, der grundlagde vinhuset i slutningen af det 19. århundrede. Han var læge, men købte jorden og en lille hytte på bakkerne over Alba i Altavilla området.

Med årene købte han flere marker og byggede også en herregård og en lille stald på toppen af ​​bakken og bl.a. havde huset en balkon med den smukkeste udsigt. Han kaldte bondegården for Piccaluga, som på genovesisk dialekt betyder tag druerne.

Carlo helligede sig dyrkning af ​​vinmarkerne samt opdræt af nogle piemontesiske kvæg og nogle får … egentlig meget typisk for små landbrug dengang.

Roberto Abellonio overtog også driften fra sin far Giancarlo Abellonio efter han havde afsluttet sine skolestudier i landbrug og vinproduktion … og intensiverede så produktion af vine med druer fra gårdens vinmarker.

I dag har familien 10 hektar vinmarker, der primært ligger ved Altavilla, heraf har man dog også 2 hektar i Barbaresco-området og det er derfra, at druerne til Barbaresco Casot Riserva kommer fra marken Casot i Treiso kommunen.

Vinen er lavet i store termoregulerede ståltanke med automatisk og computerstyret over- og udstansningssystem, gæring og maceration over 15-28 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og så er den lagret 24 måneder på egefade, heraf 12 måneder på 400-liters franske egetræsfade og efterfølgende 12 måneder i slavonske fade.

I næsen er det en blid og feminin Barbaresco … violer, let og syrlig med læder, lidt røg og endda lidt parfumeret. Frugtmæssigt er det mest jordbær samt ekstraherede røde kirsebær suppleret med lidt grønne noter, peber, krydderier, sandeltræ og vanilje.

Smagen er tør og krydret … frugten lys og mildere end Barolo … tanninerne er heller ikke helt så vilde. Det er dog fortsat med lys og frisk frugt, hindbær, ribs og granatæbler, virkelig tør med lemon, lidt citroner og peber … smukt bid. 95 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Albillo Real, Madrid, Spanien

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Albillo Real, Madrid, SpanienAftenens anden hvidvin blev denne spændende Albillo Real 2021 fra Bodega 4 Monos Viticultores.

4 Monos betyder de 4 aber og vinhuset er da også grundlagt i 2010 af de 4 vinvenner Javier García, Laura García, David Velasco og David Moreno.

Vi er i det hypede område Sierra de Gredos cirka 100 kilometer vest for Madrid og det var der, at 4-banden mødtes … faktisk på en vandretur i Gredos-bjergene.

Javier García havde tidligere været ansvarlig vinmager på Bodegas Jiménez-Landi … et vinhus, som jeg forleden stødte på, da jeg smagte deres 2016 Piélago … igen med en forbindelse til det ikoniske vinhus Comando G, der er bannerfører i Sierra de Gredos.

Javier Garcia er faktisk bror til den legendariske Fernando Garcia, der er manden bag Commando G og Bodega 4 Monos laver også vin i superligaen. 4 Monos er også i dag en af de meget fremadstormende topejendomme i Sierra de Gredos.

Grundlæggende er vinene naturlige, de spontangæres, lagrer på brugte fade og flaskes ufiltreret og med minimalt svovl og laves med druer fra gamle bushvinstokke plantet sand-, granit- og skiferholdige marker i 600-1.200 meters højde.

Denne vin er lavet på den sjældne Albillo Real drue fra 90 år gamle stokke. Vinen er lavet med spontangæring med druernes egen gær og efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade og er så flasket ufiltreret og med minimalt svovl.

Sikke dog en aroma … fed, aromatisk, saltet og mineralsk … har en kæmpe blomstereng, nogle skumgummibamser, lakridskonfekt og mandler. Det er lidt af en historie, har noget harpiks og frisk frugt, grønne æbler, fersken og tørret abrikos. WAUW.

I munden er vinen også mægtig, fed, blød og olieret … frugten er ganske blød og lidt mushy mushy, saftige ferskner og abrikos, noget grillet grapefrugt og samtidig med pæn modenhed i frugten, salte mineraler og stor krop. 95 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2023 Able Winery, Aroma Perfectly Imperfect, Jylland, Danmark

2023 Able Winery, Aroma Perfectly Imperfect, Jylland, DanmarkAble Winery ligger ved Troldhede lidt sydvest for Herning og står bag den vin, som Steffen serverede først på vores vinaften … en 2023 Aroma Perfectly Imperfect.

Vi er før blevet snydt af danske vine og det blev vi da igen med denne vin, som ganske vist også havde en meget lav syre og en anderledes duft, men da vi jo tit udfordrer hinanden, så havde ingen lige rettet radaren ind på danske æbler. Respekt til Able Winery, men øv for point på kontoen og hunden Marta grinede – eller snorkede – bare højlydt videre.

Able Winery er et lille dansk vineri, der laver dansk æblevin, som alternativ til hvide vine på druer. Alt laves udelukkende på danske æbler fra danske æbleplantager. Vinene bliver skabt på kosmetisk grimme æbler, som laves til most og derefter til vin.

Det danske æblehus – so to speak – er grundlagt af ejeren Gert Brask og er et nyere hus, hvor fokus er på bæredygtighed og minimering af madspild, samt ikke mindst udnyttelse af danske æbler af høj smagsmæssig kvalitet. På grund af det danske klima får æblerne en helt unik smag, der gør dem til nogle af verdens bedste.

Der anvendes traditionelle verificeringsmetoder- og teknikker og vinene kan i smag og karakter minde om Riesling- eller Alsace-vine, som går godt til fisk, skaldyr, ost og lyse kødretter.

Æblerne til vinene kommer dels fra egen avl, men ellers kommer fx Aroma og Elstar æblerne fra Brovejens Frugt i Himmerland samt Discovery æblerne fra Gaardmosteriet ved Hesselager på Fyn … derudover fra forskellige æbleplantager i landet,

Denne Aroma Perfectly Imperfect er selvfølgelig lavet på Aroma æbler, der er presset til most og så er gæringen sket med tilsatte gærceller … og vinen trækker 12% alkohol.

I næsen er vinen ikke så givende … lidt karrig med sine dufte, men jeg skrev, at den har en lidt kalket mineralitet, virker luftig og tør med en smule røg, lemon, småsure æbler og lidt pærer.

Smagen er som egentlig frisk nok … men uden den helt stramme syre, men i stedet lidt grønne æbler, citroner og melon … faktisk også noget aromatisk, så dermed 89 point.

På gården koster vinen 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Vinaften 11. november 2023 … med en hundesvær blindsmagning

Sidst vi var samlet i vores lille hyggelige vin-gourmet-blindsmagnings-klub var midt i september, men nu var det allerede tid igen … og denne gang med Steffen som vært.

Da jeg bor længst væk, så samlede jeg både Gert E, Jan og Paul op på vej ud til Steffen i det mondæne Over Hornbæk, så med elektrisk og bæredygtig elegance samt power ankom vi dermed lige til tiden … nemlig nøjagtigt kl. 18.00.

Vi blev som sidst først modtaget af Steffens lille bulldog, der var mindst lige så glad for at se os som Steffen. Den var i hvert fald både interesseret i vores sko, Pauls skridt, de medbragte poser med vin … men mest maden fra køkkenet, hvor Steffens kokkerier frembragte vidunderlige dufte.

Steffen havde da også – som altid – forberedt en lækker menu til os og denne gang en rigtig rustik bondeagtig menu, som bl.a. omfattede en græsk feta/oliven ret og så drøndejlig stegesobagt oksekød med grøntsager … bare for at nævne nogle.

Maden

Faktisk skulle vi igennem 4 retter og samlet så menuen sådan her ud:

  • Appetizer; Bagt feta med god olivenolie og forskellige oliven
  • Forret; Tarteletter med svampe
  • Hovedret; Oksekød og grønsager i stegeso
  • Dessert; Ostelagkage med karamel
Bagt feta med god olivenolie og forskellige oliven

Sikke en bondsk og lækker ret, der fik tankerne hen med noget Grækenland. Det ser måske ikke ud af meget, men det smagte helt himmelsk og selv Gert E, der ikke er olivenfan, synes også retten var virkelig lækker …

… selvfølgelig nydt med lidt godt brød. Og hele fadet røg da helt, så dermed også tegn på, at alle omkring bordet synes om den rustikke feta/oliven ret.

Til retten fik vi også aftenens første vin … en hvidvin, som vi slet ikke gættede, men det viste sig at være en dansk vin på æbler fra Able Winery. Aftenens første forkerte gæt.

Tarteletter med svampe

Forretten var tarteletter … men i en udgave med stuvede svampe i stedet for den klassiske med hønsekød og asparges. Det er bare en god idé med noget andet i tarteletterne og svampefyldet fungerede rigtigt godt.

Aftenens anden og sidste hvidvin bøvlede vi også med og den ramte jeg sgu heller ikke, men det var en spansk Albillo fra det moderne og hypede Madrid område og et spændende vinhus kaldet Bodega 4 Monos Viticultores.

Oksekød og grønsager i stegeso

Som mig bruger Steffen også sin stegeso aka römertopf for lidt, men er helt fantastisk til gode simreretter … som nu fx denne med både noget oksekød, kartofler og grøntsager.

Det er sgu bare rigtig comfort-food … altid mørt, rustikt, bondsk og helt perfekt til en række forskelllige vine. For allerede inden retten var vi selvfølgelig startet med at servere de vine, som vi hver især havde udvalgt til denne aften … selvfølgelig fortsat serveret blindt med stanniol omkring uden tanke på bæredygtighed.

Arghhh … det er faktisk ikke rigtigt, for både Gert E og Jan havde deres vine inde i de mere bæredygtige l’Atelier du Vin flaskesokker.

Ostelagkage med karamel

Senere på aftenen … eller rettere en del senere på aften fik vi også en syndfuld dessert i form af denne ostelagkage med karamel. Uha, der var sgu godt med kalorier, men smagte vildt godt … specielt hvis man som mig har en sød tand.

Vinene

Vi havde alle hver især lagt os i selen og fundet 2 spændende rødvine og selvom vi ramte et sent og koldt efterår, så viste det sig, at vinene generelt var til den lettere side.

Samlet kom feltet denne aften således til at se sådan her ud:

Sikke nogle lækre vine … masser af opture og de gav samtidig også anledning til gode diskussioner. Men alle mine egne beskrivelser og anmeldelser har jeg jo linket til ovenover.

Konkurrencen

Ja vi skal vel også runde selve konkurrencen, som Steffen vandt, men Paul og jeg måtte nøjes med sidstepladsen og efter en ganske lille omkamp, så tager jeg sgu da bare gaven med næste gang.

Samlet blev det en virkelig hyggelig og afslappet aften … selv hunden faldt til ro og snorkede ubesværet. Vi andre blev sgu også lidt trætte, men holdt ud frem til omkring kl. 01:30, hvor vi blev afhentet.

Men næste morgen var man frisk igen … og jeg fik endda på gåben hentet min kolde automobil udenfor Steffens villa.

Stor tak til Steffen for en fremragende aften.

2022 Staete Landt, State Of Grace Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2022 Staete Landt, State Of Grace Pinot Noir, Marlborough, New ZealandSmagningen af de 6 Staete Landt vine sluttede med et glas af denne 2022 State Of Grace Pinot Noir og det er faktisk en vin, som jeg har smagt tidligere … blot i årgang 2016.

Her kommer Pinot Noir druerne fra en enkelt mark … Dog Point Road Vineyard i den sydlige del af Wairau Valley, hvor den kølige jordbund med ler og sandholdigt ler er perfekt for Pinot Noir og her er det klonen 10/5, der oprindeligt kom til New Zealand fra Schweiz og hører til landets ældste kloner.

Alle druerne høstes ved håndkraft … 70% afstilkes, mens 30% spontangærer som hele klaser med stilkene med druerne egne gærceller. Inden gæringen sker der en koldmaceration over 6-12 dage og efter fermenteringen er vinen lagret 14-18 måneder på nye og gamle egetræsfade. Først derefter bliver den endelige vin så sammenstukket.

Duftmæssigt er State Of Grace virkelig blød og måske også en anelse solvarm med en lille modenhed i frugten af kirsebær, jordbær og en smule tranebær. Det er sart, lyst og let, men har også lidt mere mørke noter med kul, blæk og tryksværte.

Smagen er også blød, let, cremet og sart … med en lille tør nerve, superblød frugt af kirsebær, tranebær, rabarber og det suppleres af lidt kanel, nelliker, en campariagtig bitterhed, tydelige tanniner, en fint balanceret syre og er bare virkelig blød og dejlig … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger