Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2020 Château Puech-Haut, Tête de Bélier Rouge, Languedoc, Frankrig  

2020 Château Puech-Haut, Tête de Bélier Rouge, Languedoc, Frankrig  Vi skal igen til Château Puech-Haut lidt sydvest for byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc og her smager vi deres 2020 Tête de Bélier Rouge.

Vinen er lavet på 70% Syrah, 20% Grenache, 8% Mourvedre og 2% Carignan fra Puech-Hauts egne marker i Saint-Drézéry … fra marker med et unikt terroir med samme type runde rullesten – de såkaldte galet roulés – der også har gjort Châteauneuf-du-Pape berømt verden over.

Druerne høstes om natten, så den helt frisk frugt finder vej til den færdige vin og høsten er – som også  i Châteauneuf-du-Pape – sket med et beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar.

Gæring sker på barriques og demi-muids med ekstra lang maceration for at udtrække farve og smag. Vinifikationen af de forskellige druesorter sker separat, hvor Syrah druerne fx får hele 50 dages maceration, mens de øvrige 35 dages maceration,

Efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liters egetræsfade fra Bourgogne og Troncais. Nogle af egefadene skulle efter sigende komme fra den i dag afdøde 100-point-Châteauneuf-stjerne Philippe Cambie.

Først derefter sammenstikkes den endelige vin og flaskes uden klaring eller filtrering og vinen har en højoktan alkoholprocent på hele 15,5% … bum.

I glasset er det mørkt med en duft af tør engelsk lakrids, tobak, hængt kød og spegepølse, klassiske rhônekrydderier samt en frugt af modne brombær, sorte kirsebær og langsomt – med mere luft i dit glas – så kommer fadnoterne også mere frem til vanilje, chokolade og kaffebønner, peber og tør jord.

I munden er det et lille turbodrevet kraftværk med sort intensitet, men samtidig med en cremet, blød, kraftig og småfed tekstur. Det er en magi-terning af koncentreret vin, som en flaske vinøs madkulør, der lige giver smagen et ekstra boost. Man kan også mærke peberen fra Syrah druerne, som sammen med fede og tørre tanniner, virkelig får alkoholen frem i smagsbilledet med tør styrke. Samlet har vinen denne rund, blød og behageligt intense smag. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Domaine de la Janasse, Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2022 Domaine de la Janasse, Terre d'Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDet er ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst smagte en vin fra det altid gode rhônevinhus Domaine de la Janasse, men nu har jeg så fået en 2022 Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages i glasset.

Det er en vin, der er lavet på 25% Grenache, 25% Syrah, 25% Mourvèdre, 25% Carignan, som kommer fra gamle vinstokke på nogle stenede marker et stenkast udenfor Châteuneuf-du-Pape-zonen lige nord for byen Courtezon.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er derefter lavet med 75% afstilkning af drueklaserne og vinifikation med maceration 18-21 dage med manuel pigeage dagligt.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder …. for Syrah og Mourvèdre og Carignan druerne lagrer på barriques, hvoraf 1/3-del er nye fade, Grenache druerne er lagret i foudres. Janasse laver årligt 40.000 flasker af denne vin.

I næsen er det en tæt, fyldig og mørk vin … har klart nogle noter af søde lakridspiber, oksefond, løvstikke og selleri, kaffegrums og i det hele taget aftryk fra fadene. Frugten er mest solbær, kirsebær, figner og derudover fanger jeg lidt blæk og våd kælder.

Det bedste er dog smagen, som er tyk, opulent og helt skærevenlig med en vis frugtsødme, der sammen med en stor intensitet og aftryk fra fadene med chokolade, vaniljesukker og finsk lakrids, giver en ret tæt, vamset, cremet og behagelig smag. Tanninerne hiver dog vinen den anden vej, for de er virkelig knastørre, småfede og markante, så de virkelig hænger på fortænder og øverst i ganen. Det gør den sgu ret godt og sammen med end sødbitter syre, så giver det faktisk en ganske flot rhônevin med solide 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, Frankrig

2022 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, FrankrigNæste vin har jeg rost mange gange – og med rette – for  La Champine fra Jean Michel Gerin i udkanten af Ampuis smager vildt godt og kan samtidig fås til fornuftig pris.

Jeg har faktisk smagt La Champine mange gange, bl.a. i 20172018, 2019 og 2020 … alle gangene har jeg været imponeret og det er jeg  også med denne nyere årgang 2022, som dog er en anelse sødere.

Det er en Syrah baseret vin og  druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke, der er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. La Champine laves med kølig maceration 3 uger i store ståltanke, men uden en efterfølgende malolaktisk gæring for at sikre mest mulig friskhed i vinen.

Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder … 85% af vinen i de rustfrie ståltanke og de sidste 15% i 4-5 år gamle egefade. Alle vine hos Jean Michel Gerin laves meget tro mod det lokale terroir med den typiske mineralitet, som præger Nordrhône.

Det er duftmæssigt lidt kontrolleret vildskab, landlig og bondsk, klart med noget flæsk, tobaksblade, mælkede noter, lakrids samt en forholdsvis mørk og frisk frugt af sorte kirsebær, brombær, hindbær og lidt ribs. Der kommer også lidt mørk bitter chokolade, blomster, tørrede blomster og nogle granitskærver.

I munden er det også lækkerier … har kraftig, saftig, sød frugt med både  sorte kirsebær, hindbær, blåbær, engelsk lakrids, sorte oliven og ganske svagt lidt peber. Det er som om, at sødmen i 2022’eren er større end foregående årgange, hvorved mineraliteten også bliver lidt svagere eller mere i baggrunden, men samlet betyder det også, at vinen bliver læskende og pleasende. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket er legalt tyveri.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Alary, l’Estévenas Cairanne, Rhône, Frankrig

2021 Domaine Alary, l'Estévenas Cairanne, Rhône, FrankrigVi bliver i Frankrig, men er rykket til Route de Vaison ved Cairanne, hvor vi finder Domaine Alary, som står bag denne fremragende 2021 l’Estévenas Cairanne.

Det er også en vin, som jeg har smagt før … faktisk i de to foregående årgange 2019 og 2020.

Vinen er lavet på 50% Syrah samt 50% Grenache fra nogle tudsegamle vinstokke fra en sydvendt, kalkstenrig skråning, hvor Syrah druerne faktisk er fra nogle af de ældste vinstokke i det sydlige Rhône.

Alle druer plukkes udelukkende ved håndkraft og der foregår både en sortering af drueklaserne i marken og efterfølgende ved ankomst til vineriet. Vinficeringen er yderst traditionel, hvor man inkluderer omkring 20% hele klaser, mens gæring og maceration sker køligt med daglig pigeage under den 23-28 dage lange gæring.

Efter assemblagen lagrer vinen på 90% cementtanke og 10% demi-muids i 18 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet små 700 kasser af vinen.

Det dufter fabelagtigt … så enkelt kan det udtrykkes … der er godt med mørke. landlige og animalske noter fra mødding, baconfedt og flæsk, noget mejeri, sorte oliven, engelsk lakrids samt noget sødme og balanceret intensitet. Der er blæk og godt med fadnoter af mørk chokolade, vanilje og tørrede blomster … frugten er solbær, hindbær og mørke kirsebær, men opulent, kraftig og flot.

Hvor er det godt … måske endda bedre end de to foregående årgange, hvor vinen er så cremet, blød og fantastisk behagelige, rar og smagfuld. Den har atter både lidt sødme og let mørk bitterhed, så det er engelsk lakrids, sød lakrids og lakridspiber, sød tobak, peber, kul, tjære, chokolade. Tanninerne er klare og tætte, føjer dog vinen, men giver et godt bid. Det er sgu ret fantastisk og nærmest i sin helt egen liga … særklasse. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Bodegas Caudalía, Paal 100% Syrah, Navarra, Spanien

2022 Bodegas Caudalía, Paal 100% Syrah, Navarra, SpanienNår vi nu er ved de to vinmagere Ivan Lopez Barco og Raquel Grandival Allendes vinhus Bodegas Caudalía, så napper vi da bare endnu en vin fra dem, nemlig deres 2022 Paal 100% Syrah.

Det er en vin, som jeg har smagt før og kaldt en slags spansk fortolkning af Syrah fra Nordrhône.

Tidligere har det været både årgang 2018 og 2020, som jeg har smagt af vinen og begge gange været duperet af.

Vinen er fremstillet på 100% Syrah, der høstes fra marker i 500 meters højde omkring San Martín de Unx. Før gæringen udblødes druerne skånsomt ved lav temperatur, så mosten kan optage ekstra farve og frugtaromaer fra drueskindet, hvorefter gæringen er sket i betontanke. Der er 80% af vinen også lagret, mens de resterende 20% er lagret på egefade inden aftapning på flaske.

Klart Syrah i næsen … har både røg, røget kød, flæsk, mælkede noter, sorte oliven, engelsk lakrids samt en kølig frugt med solbær, blåbær, ribs og en mørk frugtsødme, lidt peber, sandeltræ, cedertræ, urter og lidt laurbærblade … virker tæt, kraftig og krydret.

I munden er det også en både tør og fyldig vin … har godt med peber, der sammen med syrlig ribs og dyb solbær giver masser af bid, der så suppleres af ren og frisk syre med vilde tanniner og voldsom tørhed. Der kommer noget tranebær og lemonagtig bitterhed, kakao, urter. krydderier og grønne grene. Stram, mørk og tør. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Rouge, Rhône, Frankrig

2021 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Rouge, Rhône, FrankrigSå sluttede jeg Domaine André Berthet-Rayne vinene og det blev med denne 2021 Cairanne Castel Mireio Rouge … modstykket til den hvide og er fra en enkeltmarksvin med 65 år gamle stokke.

Vinen er lavet på et blend af 60% Grenache, 30% Syrah samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et beskedent udbytte på kun 30 hektoliter pr. hektar … og der laves kun 100 hektoliter af vinen.

Efter høst er druerne afstilket inden traditionel fermentering i cementtanke efterfulgt af 40 dages maceration med flere løbende overpumpninger. Efter endt gæring er vinen lagret 1 år på fade og som med den hvide, så laves der årligt kun 6.000 flasker.

I næsen er Castel Mireio endnu mere dyb … og fadpræget også ganske tydelig, hvilket så også giver vinen en ekstra comfortagtig tæt blødhed. Der er solbær, brombær, kirsebærsirup, noget tørv, tørhed, grafit, tørre krydderier, kanelstængler og lidt hængt kød.

Smagen er tæt, dyb og samtidig frisk, der er brombær, kirsebær og hindbær, engelsk lakrids, saltlakrids og noget peber, som lige bider bare en lille smule, mens tanninerne er tørre, markante og alligevel ganske pænt integreret i vinen, som samtidig har et godt bid med en stor og læskende kompleksitet med lidt citrus bitterhed. 93 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Les Perchettes Rouge Méthode Nature, Rhône, Frankrig

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Les Perchettes Rouge Méthode Nature, Rhône, FrankrigOgså på den røde side skiller Cairanne Les Perchettes Rouge Méthode Nature fra Domaine André Berthet-Rayne sig ud … langt mere vild, sexet og frugtrig end foregående.

Vinen er lavet på 50% Grenache og 50% Syrah, som kommer fra 30 år gamle vinstokke. Omkring halvdelen af alle Syrah druerne afstilkes ikke før gæringen, som er sket ståltanke efterfulgt af 15 dages maceration, før vinen kommer på cementtanke og lagrer der omkring 7-8 måneder.

Vinen er lavet helt uden tilsætning af svovl, så dermed reelt husets bud på en naturvin … helt fri for skidt og kanel. Der er i denne årgang lavet 3.800 flasker.

Duften er virkelig frisk … har lidt afbarkede grene, tørv, kul, sorte oliven, flæsk samt en kæmpe frugtrigdom og ud af det blå blomster i alle afskygninger og dufte.

I munden er det blødt, elegant og alligevel med frisk kraft og nerve … knastørre tanniner, der sammen med et frys fra peberkværnen giver masser af massage til mundhulen. Der er brombær og blåbær, lemon bitterhed og en frugtagtig stringent sødme … meget ren og klart saft på en let og energisk facon. 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Vielles Vignes Rouge, Rhône, Frankrig

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Vielles Vignes Rouge, Rhône, FrankrigSå stod den på rødvine fra Domaine André Berthet-Rayne og den første var denne 2022 Cairanne Vielles Vignes Rouge.

Den er lavet på et mix af 60% Grenache, 20% Syrah samt 20% Carignan fra 60 år gamle vinstokke. Vinen gennemgår en traditionel fermentering på cement tanke, og efterfulgt af 20 dages maceration. Vinen lagrer efterfølgende et år på cementtanke.

I næsen mørk og kødfuld vin … der er blåbær, solbær, brombær, hængt kød, skovbund, svampe, kakaopulver, kul, tørv samt tørre balsamiske noter, noget garrique og krydderier.

Smagen har godt med peber, en frugt af brombær, solbær og ribs, godt krydret og har samtidig godt med tanniner, noget bitter sort te og nogle sødsyrlige bolsjer. Det er klart rustikt, intenst, tør og med masser af smag … 90 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Domaine Thomas Farge, Les Jardins de Chavagnac Rouge, Rhône, Frankrig

2022 Domaine Thomas Farge, Les Jardins de Chavagnac Rouge, Rhône, FrankrigDen netop smagte Les Jardins de Chavagnac fra Domaine Thomas Farge laves skam også i en rød udgave og den smagte jeg bagefter i en årgang 2022.

Vinen er faktisk lavet som foregående hvide, men er selvfølgelig på 100% Syran, men også her kommer druerne fra en økologisk dyrket samt granitholdig enkeltmark i 400 meters højde nær Château de Chavagnac ved grænsen til Saint-Joseph.

Vinen er ligeledes lavet med maceration og spontangæring alene med druernes egne gærceller i ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 8 måneder på betontank.

Duftmæssigt er vi bestemt ovre i det nordrhôneske univers, hvor der kommer jod, blod, kul, koks, sorte oliven, violer, lette mejerinoter af ymer samt noget råt oksekød. Frugten er vist sådan nærmest en blanding af friske kirsebær, solbær og noget granit … maskulin, men absolut frisk.

Den følelse af friskhed forstærkes yderligere af smagen, hvor frugten virker ungdommelig – hvad den jo også er – og frisk med kirsebær, solbær, hindbær og ribs, peber og granit, mens den har tørre og friske tanniner, der er ganske markante, men igen friske, frugtagtige og det giver vinen stor livlighed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 139,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Angelo Rocca & Figli, Villa Asmundo Rosso di Sicilia, Sicilien, Italien

2021 Angelo Rocca & Figli, Villa Asmundo Rosso di Sicilia, Sicilien, ItalienMed næste vin – en 2021 Villa Asmundo Rosso di Sicilia – er vi reelt hos vinhuset Angelo Rocca & Figli, men vinen er lavet med hjælp fra vor danske vinmager Peter Vinding-Diers.

Angelo Rocca & Figli har jeg skrevet om tidligere. De laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien. Vinhuset er er grundlagt tilbage i slutningen af det 19. århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet, forbedrede vinproduktionen og opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et stort, topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit, hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Men denne vin er altså ikke fra Puglia, men fra Vinding-Diers’ egen hjemmebane på Sicilien. Den er formentlig lavet med opkøbte druer fra en række vinavlere på øen og lavet specielt til den danske smag og er et blend af Cabernet Sauvignon, Syrah og Nero d’Avola, men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Vinen er formentlig lavet i ståltanke, men den er efter endt fermentering lagret 10 måneder på ét år gamle egtræsfade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Ganske habil næse … lidt varme, søde krydderier, kardemomme, kanel og en rund frugt, kirsebær, blommer, figner og dadler med en god portion varme, lidt lakrids og mørk chokolade.

I smagen kommer Syrah druens pebernoter lidt frem, masser af federe frugt, alkoholvarme, men også godt med power, kraft og i det hele taget god solmoden, krydret. Syren er lidt streng, der kommer en smule nelliker og lemonagtige bitre og syrlige noter … men der fungerer egentlig godt sammen. 88 point.

Vinen koster 75 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7