Fra den altfavnende og produktive franske vinbonde og negociant Xavier Vignon smager vi nu hans 100% Côtes-du-Rhône med selvbestaltet kongekrone på og i den fremragende årgang 2015.
Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne 100% Côtes-du-Rhône.
Det er 40% Grenache, 20% Syrah, 15% Mourvèdre og resten er en blanding af Carignan og Marselan … alle fra gamle vinstokke, Syrah stokkene 45 år gamle, Mourvèdre 60 år gamle og Grenache over 100 år gamle.
Vinen er vinificeret på betontanke, og 80% af vinen er også lagret på betontankene og de sidste 20% er lagret 12 måneder på store egefade inden sammenstikning og aftapning på flaske.
Næsen er klassisk Rhône … endda lidt flæsket med røget kød, blåbær, tørrede mørke bær, egefade, sten, mineraler, sorte oliven, krydderier, læder og lidt støvet i udtrykket.
Det er en Rhônevin, som bare smager godt … ikke så mange dikkedarer og meget straight-forward, en smule peber uden det bliver for meget, jern og mineraler, lakridsrod, et tanninsk bid og varm, venlig, fyldig og rar i udtrykket.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 6 flasker.