Tag-arkiv: Spanien

2021 Viña Zorzal Wines, Golerga, Navarra, Spanien

2021 Viña Zorzal Wines, Golerga, Navarra, SpanienPå en fritorsdag i Aarhus besøgte jeg efter Thistledown den altid fremragende S’vinbar. Jeg havde lidt tid i overskud, så hvorfor ikke lige smage lidt vine … og første var en 2021 Golerga fra Viña Zorzal Wines, der ligger i udkanten af byen Corella i Navarra.

Historien om vinhuset startede i 1989, hvor Antonio Sanz efter et helt liv med vin opfyldte sin drøm om at producere sine egne vine i Navarra og købte marker og en ejendom i Corella.

I 2007 fik han dog hjælp af sine 3 sønner Iñaki, Xabier og Mikel Sanz, som startede med at lave vine på Garnacha aka Grenache, Graciano samt Viura og derfor  grundlagde Viña Zorzal Wines.

De fik hjælp af deres gode ven Rafael Reverte, som hjalp med at gøre brødrenes drøm til virkelighed. Det var ham, der viste dem, hvad der fandtes lige under deres næse … gamle og forladte vinmarker nær vingården indenfor Fiteros grænser tæt ved ​​Ebro-floden og ved starten af de iberiske bjerge.

Samlet har Viña Zorzal Wines i alt 52 hektar vinmarker, hvoraf 25 hektar er gamle marker med Garnacha bush vinstokke.

Og på S’vinbar smagte jeg altså Viña Zorzal Wines’ 2021 Golerga, der er lavet på ren Grenache, der kommer fra marker i den historiske Lerga-kommune, hvor mange ellers har opgivet at dyrke Garnacha.

Markerne ligger i 600 meters højde, er forblæste og kølige, så Sanz brødrene kalder stedet for de nok køligste sted for Grenache i hele verden. Druerne høstes derfor meget sent, spontangæres i cement, og lagres i både cement og brugte franske 500 liters egetræsfade.

I glasset er vinen pænt mørk … mørkere end forventet, men jeg havde nok forventet samme lyse lethed, som man finder hos Sierra de Gredos vinene. Denne er både mørkere, mere kødfuld, men har en lækker aroma med blomster, grøntsagsfond, brombær, blod, jod, aske … mørk og maskulin, men på en moderne æterisk måde.

Smagen er heller ikke så let … har faktisk lidt rhônekarakter over sig, mens frugten er kirsebær, brombær, solbær og ganske tannisk med sorte og bitre te-blade, peber og mørk sjæl … klart mere krasbørstig end forventet og har en klippefast, stenet mineralitet. 91 point.

Importøren er Atomwine, hvor en flaske koster 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2023 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienVi skal med næste vin et smut til Rías Baixas i Galicien, for der finder vin Bodegas Forjas del Salnés, som jeg nu smager den Albariño baserede vin Leirana fra i årgang 2023.

Det er en vin, som jeg har skrevet om nogle gange her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019, 2020 og 2021, så dermed har jeg også skrevet om huset før.

Vinen Leirana er første gang lavet i 2005 og er opkaldt efter Rodrigos bedstemor Leirana María Luisa Lázaro. Den er lavet på Albariño druer fra 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés i Rías Baixas.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring, men lagret 60% på stål og 40% fade af ældre dato.

I næsen samler jeg hurtigt … kalket mineralitet, noget citrusfrugt samt en frisk syre. Det er en let blomstret og aromatisk vin med en frugt, der udover citrusfrugt byder på pærer, stikkelsbær og grillet lemon, men der kommer også nogle grønne noter.

Det smager lidt på samme måde … rank, frisk og syrerig, men syren bliver aldrig vild vild, men der kommer alligevel friskpresset citron, grønne æbler, stikkelsbær på en lidt spinkel og let måde suppleret med en svag sødme som fra en københavnerstang med ananas og ellers en kalket mineralitet. Dejlig spændstig og frisk vin. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Bodegas Montebuena, Crianza, Rioja, Spanien

2020 Bodegas Montebuena, Crianza, Rioja, SpanienNæste vin kommer fra Bodegas Montebuena og det er en rød 2020 Montebuena Rioja Crianza. Det er faktisk ikke længe siden, at jeg smagte en hvidvin derfra på ren Viura.

Bodegas Montebuena er en del af en storeparaply organisation kaldet Araex Grands, som også ejer Villa Conchi,, som jeg netop lige har smagt en Cava fra.

Araex Grands drives og er grundlagt af Javier Ruíz de Galarreta. Ham har vi jo møde før, for han er jo også en del af vinene lavet med Michel Rolland under navnet Rolland & Galarreta.

Javier Ruíz de Galarreta har været trendsættende for hele den spanske vinbranche, Han grundlagde i 1993 Araex Rioja Alavesa og markedsførte der Rioja vine for forbrugere i det meste af verden og det skete ved at skabe bånd til flere vingårde i Rioja Alavesa og så lave en samlet salgsindsats.

Senere kastede han også sin interesse på andre områder i Spanien så som Ribera del Duero, Navarra, Rias Baixas, Rueda og grundlagde en ny organisation kaldet Spanish Fine Wines.

I dag er Araex Grands blevet en af de førende spanske grupper af uafhængige vinbønder og vingårde og har internationalt anerkendte brands med mere end 23 vingårde i nogle af de 14  prestigefyldte spanske DO appellationer og et salg på 11 millioner flasker vin fordelt til mere end 70 lande.

I Rioja Alavesa produceres en række vine under Bodegas Montebuena navnet, Så vidt jeg kan se, så er Montebuena vienee lavet på kooperativet Bodegas y Viñedos Labastida, der ligger i Labastida i den mest nordvestlige del af Rioja Alavesa.

Det er tæt ved floden Ebro samt Sierra Cantabria bjergene i læ af Sierra de Toloño. Det er grundlagt i 1964 af en gruppe lokale avlere. Byen Labastida er også kendt som fødested for den ret vinglade præst Manuel Quintano, som allerede tilbage i 1786 introducerede Bordeauxs lagring teknikker i Rioja, så byen har stolte traditioner indenfor vinproduktion.

Bodegas y Viñedos Labastida har i dag via de tilknyttede vinavlere over 500 hektar vinmarker, hvoraf størstedelen af markerne ligger mellem 450-550 meter over havets overflade, hvilket giver køligere nætter og dermed en større fastholdelse af naturlig syre i druerne.

Kooperativet sælger deres vine under brands som Castillo Labastrida, og Solagüen, men vinene under Bodegas Montebuena navnet skulle også været produceret der og komme fra omkring 160 hektar tilknyttede vinmarker.

Denne Crianza er lavet på 100% Tempranillo og kommer nogle af de 160 hektar vinmarker tilhørende nogle af medlemmer af de lille kooperativ. Efter høsten er der sket en pre-maceration og så er vinen lavet med gæring og maceraton.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på en blanding af franske og amerikanske egetræsfade, der er 1-3 år gamle og efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 12 måneder inden frigivelse.

Duften er … muy especial, hvis jeg skal være pæn. Den er egentlig blomstret, men det er blomstret med stilke og grønne blade, noget blæk, tørv og mørk frugt. Det er dog som om, at vinen lige skal vågne og med lidt tid i glasset kommer der lidt kaffebønner – men hvem vil ikke lidt ha’ kaffe, når de vågner? – vanilje, cedertræ samt en frugt, der mest er brombær, kirsebær og blommer.

Smagen er klart mere sammenhængende, hvor der er medium mørk frugt af solbær, blåbær og brombær, lidt tør kakaopulver, tobak, lidt stærk peber samt en rustik syre. Det er samtidig pænt tørt, stærkt og den har også nogle stramme og umedgørlige tanniner … så man efterlades med en meget tør mund … klart en vin, der skal have følgeskab af noget mad. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 109,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Villa Conchi, Cava Brut Nature Gran Reserva, Penedès, Spanien

2018 Villa Conchi, Cava Brut Nature Gran Reserva, Penedès, SpanienCava kan noget specielt … og det får man syn for, når man smager en af slagsen som denne 2018 Cava Brut Nature Gran Reserva fra cavahuset Villa Conchi.

Cavahuset ligger nær Vila Rodon i Tarragona i Comtats de Barcelona, der er en lille subregion  i Alt Penedès. Huset er grundlagt af Javier Ruiz de Galarreta via hans store vinfirma Araex Grands.

Det er et stort vineksportfirma, som Javier Ruiz de Galarreta selv grundlagde i 1993 for at samle – og sælge – nogle af de bedste vine fra Rioja Alavesa og fra resten af Spanien.

Samlet sælger man vine fra 14 vinregioner og 23 producenter, hvoraf mange er uafhængige producenter og nogle ejer af Araex Grands, som fx Villa Conchi. Samlet sælger det store firma ikke mindre end 11 millioner flasker årligt.

Men netop Villa Conchi er grundlagt af Araex Grands, for i 2000’erne kiggede Javier Ruiz de Galarreta efter et cavahus i Catalonien, således han også kunne få en frisk og elegant mousserende vin i sortimentet.

I hjertet af Alt Penedès fandt Javier nogle kvalitetsvinmarker nær Vila Rodona i Tarragona og grundlade Villa Conchi … opkaldt efter hans gamle mor, som en hyldest til en kvinde, der inspirerede mange med sin flid og selv elskede mousserende kvalitetsvine.

Imidlertid døde Conchi i juli 2009, så hun nåede faktisk aldrig at smage og nyde de vine, der bærer hendes navn. I dag er Villa Conchi også blevet Galarreta-familiens landsted,

Denne 2018 Cava Brut Nature Gran Reserva er en luksus cuvée lavet på et blend af 40% Xarel·lo, 30% Macabeo, 20% Parellada og 10% Chardonnay, der høstes fra den ældste og højeste del af Pènedes i 500-800 meters højde.

Vinstokkene er over 40 år gamle og høstes ved håndkraft om natten, hvorefter de hurtigt fragtes til vinhuset. Hver druesort er vinificeret separat og køligt ved 16 grader … og efter endt fermentering er den samlet, flasket til brug for andengæringen efter den helt klassiske metode og lagringen er sket over 30 måneder.

Duften er egentlig kompleks og mangesidet … den er både tør, nøddet og samtidig fornemmes også lidt sødme. Udover de ristede nødder er der andre umamiagtige noter, der er franske croissanter, butterdej,  smørcreme og lidt blomster. Frugten er mest som varm æbletærte og så lidt tørrede, eksotiske frugter af mango, abrikos, fersken, kandiseret lemon og lidt hyld. Vi er klart til den brede, eksplosive samt fyldige side.

Der kommer fra først sip øjeblikkeligt godt med brus, bobler og mousse, men den aftager forholdsvis hurtigt. Smagen er lidt som duften med overmodne æbler og godt med eksotisk frugt af både fersken, abrikos og lemon med en lille sødbitterhed og nogle af alle frugterne er friske og nogle lidt tørret, hvilket giver tyngde, der dog modsvares af en let syre, de sødbitre noter og en vis tørhed. Det er fandeme en god lille boblevin … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 349,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, Spanien

2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, SpanienSådan er det … alting har en ende og sidste vin i min Ribera del Duero battle blev denne 2020 Selección Secreto fra vinhuset Entrecanales Domecq e Hijos, som jeg for ikke så lang tid siden smagte en hvid 2023 La Poda Godello fra.

Selección Secreto er reelt en Crianza vin og lavet på 100% Tempranillo fra husets egne vinmarker … 60 år gamle stokke på marker i 900 meters højde.

Vinen er lavet helt traditionelt og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på franske egefade efterfulgt af mindst 10 måneder yderligere på flaske inden frigivelse.

Duften er en smule blomstret og parfumeret, hvilket her faktisk giver et godt modspil til aftrykket fra fadlagringen, hvor der kommer vanilje, lakridskonfekt, sød lakrids, mentollakrids, mælkechokolade og kakao. Frugten er mest blommer, solbær … der er også cedertræ samt cigarkasser … intens, mørk og lækker.

Smagen er rigtig dejlig balanceret … der er både mørk og frisk frugt med bid samt tobak, engelsk lakrids, balsamico og peber. Frugten er mest blommer, sorte kirsebær og figner. Det bliver aldrig vildt mørkt eller dybt, for vinen har en forholdsvis frisk syre, nogle tørre og bitre tanniner … og det er en vin, der virkelig kalder på lidt mad. 93 point.

Forhandles af DeVinos, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, SpanienVidere … næste Ribera del Duero vin blev en 2020 Crianza fra vinhuset Bodegas Abadía de San Quirce, der ligger ved Gumiel de Izán i Burgos området.

Bodegas Abadía de San Quirce er et nyere vinhus, der er grundlagt i 1998, hvor en gruppe af lokale vinbønder og investorer gik sammen om at skabe en ny vingård.

Som det første blev der bygget et helt nyt og totalt moderne vineri, da missionen fra første færd har været klar, at lave højkvalitetsvine, der afspejler det unikke terroir og selvfølgelig på druen Tinta Fina aka Tempranillo.

Vinhuset ejer selv 25 hektar vinmarker, der ligger i Aranda de Duero og La Aguilera, mens de driver også 80 hektar med marker i Gumiel de Izan og La Aguilera. Disse marker hører til blandt de højest beliggende i hjertet af Ribera del Duero.

Vinstokkene på de fleste af markerne er ganske bush vines, ganske som man i tidligere tider har gjort det her. Bush vines er fritstående buske, der ikke er bundet op på et espalier med ståltråd. Metoden er ældgammel, og bruges af og til i tørre områder, hvor løvet skærmer mod solen.

På grund af den fritstående måde, som vinplanterne står, er det et krævende arbejde at passe dem, for her kan maskiner ikke hjælpe meget. Alt arbejde foregår ved håndkraft på den gamle måde.

De yngste vinstokke er 30 år gamle og de ældste er plantet tilbage i år 1900 før vinlusen Phylloxera hærgede i området. De gamle stokke er fordelt på små isolerede parceller med forskellige typer jordbund, der spænder fra sand og ler til kalkbund i varierende kombinationer.

På Bodegas Abadía de San Quirce arbejder deefter en filosofi om less is more. Høstudbyttet er generelt lavt, omkring 30 hektoliter per hektar, hvorfor druematerialet er meget mere koncentreret end ved store produktioner.

Når de nøje udvalgte og håndhøstede druer skal omdannes til vin, foregår det i det nye vineri. Druerne afstilkes, både den alkoholiske og den alkoholiske gæring sker i ståltanke … og nogle af vinene delvis i franske 3.000 og 6.000 liter egefade.

Derefter modner vinen videre i amerikanske og franske 225 liter barriques, der højst er tre år gamle. Lagringen sker over 6 måneder for de yngste vine op til 18 måneder for Reserva vinene.

Det er de to vinmagere Daniel Aguirre og Diana Moreno, der står i spidsen for produktionen af vinene … herunder også denne Crianza i årgang 2020 lavet på 100% Tempranillo fra 35 år gamle vinstokke på marker i Gumiel de Izán og La Aguilera.

Efter høst er alle druerne afstilket, mens gæring – både alkoholisk og malolaktisk – er sket i rustfri ståltanke. Vinen har lagret 12 måneder i amerikanske og franske egetræsfade suppleret med 16-20 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt kommer der fra start lidt blomster, virker faktisk en kende aromatisk. Dertil kommer mørke bær, sorte kirsebær, solbær, svesker og blommemarmelade, mens fadpræget er mere diskret og så alligevel bidrager med en smule vanilje … ellers blomsterstilke samt fennikel.

I munden er vinen dog langt mørkere og federe end duften indikerede, for det har en mørk frugt af solbær, brombær, svesker, mens alkoholen giver noget varme. Der er masser af kraft, engelsk lakrids, bitre sorte te-blade, kakaopulver og cedertræ. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien15 Meses en Barrica hedder næste Ribera del Duero vin og den kommer fra Bodega Dehesa de los Canónigos og vi smagte vinen i årgang 2020.

Bodega Dehesa de los Canónigos er i modsætning til de fleste vinhuse i Ribera del Duero et gammel hus, der blev grundlagt tilbage i 1842, hvor ejendommen blev købt af den baskiske forretningsmand Toribio de Lecanda y Campo.

Men efter tabet af sin hustru i 1859, så overdragede han et gammelt hus samt tilhørende marker til sin søn Teodosio Lecanda Chaves, der varen kendt arkitekt. Det var ham, som byggede et smukt baskisk bondehus, der skilte sig ud for sin specielle arkitektur,

Derefter havde vingården flere forskellige ejere, indtil det i  1931 blev købt af Cid familien med brødrene Arturo og Ildefonso Cid som de fremtrædende ejere. I 1960’erne blev huset drevet af Luis Sanz Busto og María Luz Cid og det var Luis, som lagde grundlaget for, hvad Dehesa de los Canónigos repræsenterer i dag.

Luis havde forinden måtte opgive sine lægestudier, men han startede med at sælge sine druer til naboen Vega Sicilia, men han startede samtidig med at plante flere vinstokke, indtil han så i 1989 besluttede at sælge hans egen vin … og den første årgang af Dehesa de los Canónigos på markedet.

I dag drives Bodega Dehesa de los Canónigos af 2 af  Luis og María Luz’s 4 børn, nemlig Belén og Iván Sanz Cid. De har nu gennem flere år stået med ansvaret for alle vinene på gården.

Belén har været ansvarlig for den tekniske og ønologiske ledelse siden 1998 efter at have studeret på universitetet i Valencia og i Bordeaux. Han tøver ikke med at værdsætte sine mentorer, der har hjulpet ham så meget … Mariano García og Antonio Sanz.

Iván er ansvarlig for generel ledelse af vingården takket være sin uddannelse som landbrugsteknisk ingeniør og virksomhedsledelse suppleret med ophold i USA.

De har samlet 500 hektar jord, men det er nu kun 60 hektar, som består af vinmarker … og det er også derfra, at denne 15 Meses en Barrica i årgang 2020 kommer og primært er lavet på Tempranillo tilsat 15% Merlot og Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet med afstilkning, traditionel gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på 1 og 2 år gamle medium ristede amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen klart yngre end foregående, men den har også et pænt touch fra fadlagringen på 15 måneder. Fadene bidrager med vanilje, kokos, mælkechokolade og lakrids, men den friske frugt mest er solbær, blåbær, kirsebær og blommer … samt en snert af noget mentol.

Smagen er såmænd også blød, men frugten er også her frisk og ikke særlig mørk eller dyb … tværtimod mere syrlig. Der er kirsebær samt blommer og en smule lemon eller campariagtig bitterhed, en stenet mineralitet og har godt med røg og tæt bid … det er nok en vin, som burde have været dekanteret. 91 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Spanien koster den 21,90€ … svarende til 163 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Bodegas Santa Eulalia, Conde de Siruela Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Santa Eulalia, Conde de Siruela Reserva, Ribera del Duero, SpanienMed næste Ribera del Duero vin er vi hos Bodegas Santa Eulalia, der er en del af Bodegas Frutos Villar, som ejer vinhuse flere steder i Spanien, men her smager vi deres 2017 Conde de Siruela Reserva.

Vinhuset Bodegas Frutos Villar er etableret tilbage i 1920, hvor familien Villaer etablerede deres første vineri i Toro.

Før det havde familien i en lang årrække dyrket druer, men blot solgt dem lokalt. I dag er det fortsat Villar familien, nemlig Jesús Jañez Villar og hustruen Rosa Santana Hernández, som nu på 5. generation driver vinhuset, som dog siden etableringen i 1920 er vokset betydeligt.

Der er nemlig også opkøbt vingårde i områderne Cigales, Rueda, Castilla y León og Ribera del Duero. I Cigales har huset 105 hektar vinmarker, fordelt på vingårdene Calderona og Conde Ansúrez.

I Rueda har huset også en del marker, og vinene sælges her under navnene Morejona og Maria de Molina. I Castilla y León har huset 80 hektar vinmarker, hvor vinene sælges under navnene Señorío de Balboa samt Don Frutos. I Toro har familien 120 hektar vinmarker og to vingårde, nemlig Miralmonte og så Muruve.

I Ribera del Duero ejer familien Bodegas Santa Eulalia, som blev købt i 1988. I alt ejes der ikke mindre end 200 hektar i Ribera del Duero og vinene sælges under navnene Riberal samt Conde de Siruela.

Her smager jeg deres 2017 Conde de Siruela Reserva, der er lavet udelukkende på Tempranillo, der efter høst er afstilket 100% inden gæringen er sket i ståltanke ved 25-30 grader over 20-25 dage og efter endt fermentering er vinen lagret fra 18 til 24 måneder alt efter udvikling af vinen. Lagringen er sket på 85% amerikanske og 15% franske fade og derudover mindst 12 måneder på flaske.

Nu er duften igen dybere, mere intens og mørkere. Fadaftrykket er ligeledes tydeligere og frugten langt mere moden og kompleks. Der er blommer, solbær og søde krydderier, vanilje, tobak, kakao, kaffe, sød finsk lakrids og chokolade … mums.

I munden er der også godt med mørke bær, men aftrykket fra fadene virker mindre end i duften, hvorved frugten står meget frisk med lidt brombær, kirsebær, blommer og noget lemon. Det gør også, at vinen virker yngre end en årgang 2017, har samtidig tørre tanniner, samlet bliver det således en frisk mørk vin. 93 point.

Forhandles af VyP, hvor en flaske koster 294 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, SpanienBodegas López Cristobal havde hele 3 vine med i smagningen og den sidste fra huset var en La Colorada, som jeg endda også havde smagt før i de 2 foregående årgange 2019 og 2020.

Vinen er reelt en Crianza og i denne årgang lavet på 100% Tempranillo, som høstes fra den højtliggende og kalkholdige enkeltmark Finca La Colorada i 790 meters højde, hvilket sikrer elegance og friskhed i vinen.

Efter den traditionelle gæring er vinen så lagret 12 måneder på egefade, heraf 80% franske og 20% amerikanske, der alle er mellem 1-3 år gamle. Den årlige produktion ligger på 90.000 flasker.

I næsen er det toast og ristede noter, hvor fadene bidrager med vanilje, kanel, sød finsk lakrids, ristede kastanjer, grafit, kul og tørv samt en mørk og rustik frugt med brombær, solbær, enebær, ribs og pænt med tørt træ og cedertræ.

Smagen har lidt spark af alkoholvarme, letbrændte elementer og frugt med solbær, brombær, ribs og snert lemon … virker letrøget og lidt bitter suppleret med en stenet mineralitet og små vilde tanniner, hvorved vinen virker meget ung … men hvor smager den godt, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Dominio Basconcillos, Vina Magna 6 Meses, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio Basconcillos, Vina Magna 6 Meses, Ribera del Duero, SpanienDominio Basconcillos ligger øde ude på landet lidt vest for byen Gumiel de Izán i Burgos området af Ribera del Duero, men det er derfra, at næste vin kommer … en 2017 Vina Magna 6 Meses.

Dominio Basconcillos er et af de mange nye vinhuse, som blev grundlagt i 2000 José Maria Basconcillos, som havde stor passion for vin og natur.

Han opførte sin vingård på et sted, hvor benediktinermunkene oprindeligt havde dyrket vin i middelalderen med deres medbragte viden om vinstokke og produktionsformer.

José Maria Basconcillos købte og tilplantede 50 hektar vinmarker, men i dag driver José vinhuset sammen med sine døtre Mª José og Carmen.

Her smager vi deres 2017 Vina Magna 6 Meses, som efter min research skulle være lavet på ren Tempranillo, selvom deres Crianza også har lidt  Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec med i blendet. Men denne skulle være 100% Tinta del Pais og efter endt gæring så lagret 6 måneder på barrriques.

I næsen er der lidt ristede noter, men egentlig er fadpræget meget afdæmpet, hvilket måske ikke burde overraske med kun 6 måneders lagring. Frugten virker til gengæld lidt rustik med brombær, blåbær, blommer, lakrids, kaffe, vanilje … mere stram og lysere i syren.

Smagen er til gengæld meget blød og endda blødere end forventet, men den har selvfølgelig også lidt alder. Frugten er ikke helt mørk og det er mest brombær, solbær og blommer, mens syren er lys, venlig på en forholdsvis let måde med lidt lys sødbitterhed. 90 point.

Forhandles af DH Wines, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7