Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2010 Weingut Reverchon, Riesling Cremant Brut, Mosel, Tyskland

2010 Weingut Reverchon, Riesling Cremant Brut, Mosel, TysklandJeg har også smagt Weingut Reverchons top mousserende vin, nemlig denne 2010 Riesling Cremant Brut, som endda af det tyske vinmagasin Vinum blev kåret som Bester Deutscher Sekt 2018.

Der står Cremant, hvilket vi jo egentlig forbinder med Frankrig, da det jo også stammer derfra, men siden 2009 har det også været lovligt at anvende samme betegnelse i Tyskland for Sekt aka Schaumwein. Og det har Weingut Reverchon også benyttet sig af ved denne 2010 Riesling Cremant Brut.

Det er som forrige lillesøster en vin lavet på Riesling fra husets skiferholdige marker og har nu næsten 10 år på bagen siden høsten, en fermentering af basisvinen med spontangæring, og andengæring på flaske i 24 måneder. Vinen har 7,4 gram restsukker pr. liter.

Åhhhh … det dufter godt, her er det både svag petroleum, gæret frugt, æbler, melon, fersken, svedig og inderlig, pirrende, æggende og endda tirrende med kridt- og kalkholdige noter, nødder samt en smule timian. Med mere luft i glasset bliver benzin- og petroleum dampene mere vage og utydelige.

I munden en god cremet mousse … meget behagelig med grønne æbler, pærer, fersken, ganske tør med en kalkagtig samt svagt bitter grape note. Der er – ligesom hos lillesøsteren og vel Mosel generelt – oss’ lidt sødme, men her ikke så udtalt. Der er dog i stedet en langt større dybde, men på et utrolig let måde. Det en mild, diskret samt endda tilbagetrukken vin, luftig og ren som tågeskyer med englesødme.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Weingut Reverchon, Saar Riesling Brut, Mosel, Tyskland

N.V. Weingut Reverchon, Saar Riesling Brut, Mosel, TysklandJeg har smagt en række vine fra Weingut Reverchon i den lille by Filzen ved Saar sydvest for Trier … alle smukke, krystalklare og livlige Riesling vine, som har imponeret. Men Reverchon laver skam også vaskeægte bobler eller Deutscher Sekt, som det korrekt kaldes. Her smager jeg hans N.V. Saar Riesling Brut.

Jeg skrev første gang om vinhuset, da jeg smagte deres 2018 Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb. Der fortalte jeg historien om vingården, så det vil jeg afholde mig fra og så kigge nærmere på denne fine Sekt lavet efter den traditionelle metode med andengæring i flasken.

Det er 100% Riesling fra husets skiferholdige marker og en Non Vintage … altså uden årgang, selvom det formentligt er med druer fra årgang 2018. Basisvinen er først vinificeret på ståltanke inden andengæringen på flaske i 12 måneder.

Hvor den lige bruser og stikker i næsen ved første snif, men en virkelig dejlig duft. Det dufter klart ikke af champagne, for der er ikke toast og gærede noter, men mere tropisk frugt, fersken, melon, citroner, ristede nødder, blomster … florlet, Bamselineluftig og – havde hun været kvinde – sikkert også forfløjen.

Smagsmæssigt er vinen ikke så tør som forventet, men er i stedet klassens søde pige … hende med rottehaler og ternet nederdel med et sødt suk samt tiltrækkende læber. Vinen har dog også – når jeg nu kigger nærmere efter – hele 11,8 gram restsukker pr. liter og det kan smages. Der er dog også både syre og en lidt bitter grape til at holde sødmen i ørene og det gør de godt, for det er fint balanceret, således du får en lækker boblende, fint afstemt Deutscher Sekt. Det er bare læskende rart og er der nogen retfærdighed, så bør dette blive den mest populære vin denne sommer, når du får gæster og byder velkommen med mousserende vin på terrassen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Karl Haidle, Stetten Riesling Schilfsandstein, Württemberg, Tyskland

2018 Weingut Karl Haidle, Stetten Riesling Schilfsandstein, Württemberg, TysklandJeg har smagt en del rødvine fra Weingut Karl Haidle, der ligger tæt på ruinerne af den gamle fæstning Yburg i den lille by Kernen-Stetten i Württemberg. Jeg har altid været imponeret af vinene, men har faktisk aldrig smagt nogle af hans hvidvine … men det gør jeg så nu med denne Stetten Riesling Schilfsandstein.

Sidst jeg smagte en vinfra Haidle, da var det hans flotte og imponerende 2016 Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger Großes Gewächs. Dengang skrev jeg også lidt om vingården, så læs det, hvis du vil vide mere om vinhuset og hele historien bag det.

Denne Stetten Riesling Schilfsandstein er lavet med druer fra marker øst for Stetten, hvor markerne har en meget mager jord med Schilfsandstein … aka en slags kalksandsten, som indeholder rester af fossiler, der går tilbage til triasperioden for mange millioner år siden. Den magre jord betyder også, at vinstokkene skal ha’ rødderne langt ned i jorden.

Anyway … Stetten Riesling Schilfsandstein er gæret i rustfrie ståltanke, men har efter endt fermentering været lagret en uoplyst periode sur lie – altså med bærmen – delvist i ståltankene og delvis i store egefade aka Großen Holzfässern. Vinen har 1,2 gram restsukker pr. liter.

I næsen lidt antræk til petroleum … nej, der er sgu petroleum allerede, grønne æbler, mirabeller, lemon, melon og grape. Vinen er meget let, luftig i aromaerne, meget indbydende … der er lidt muskat, svagt lidt spidskommen samt salte mineraler.

Smagen er meget rank, syrlig uden at blive sur, crisp, sprød med nogle kalkede elementer. Vinen er rank som ind i helvede, meget ren, masser af umodne æbler og citronsyre, som skærer lige igennem det hele på en streng og irettesættende måde. Dermed beviser Haidle også, at han skam godt kan lave sublim hvidvin.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Jülg, Dörrenbacher Springberg Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Dörrenbacher Springberg Riesling Trocken, Pfalz, TysklandSelvom Weingut Jülg, der ligger i den lille by Schweigen ved den franske grænse, har sine 18 hektar vinmarker på begge sider af demarkationslinjen mellem de to lande, så er denne 2018 Dörrenbacher Springberg Riesling 100% tysk.

Dörrenbacher Springberg marken ligger nemlig mellem Dörrenbach og Oberotterbach nord for Schweigen … ja faktisk er marken én af de nordligste marker, som den gode vingut ejer. Jordbunden på marken er mere sandholdig end markerne omkring Schweigen. Det giver en lidt lettere Riesling stil, men stadig med Jülgs tyngde, bid og salte mineralitet.

Druerne er høstet ved håndkraft og vinen udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og er efter endt fermentering lagret sur lie – altså med gærresterne – 8 måneder i ståltankene.

Vild interessant næse … ingen petroleum – endnu da – men til gengæld en virkelig let, luftig, æterisk og måske endda overjordisk aroma  … let som forår, ungdoms vår og et øjeblik i tiden. Frugten er mirabeller, let fersken, lemon, røg og ganske svagt også lidt honning samt forårsblomster. Det er let, fint og feminint.

Smagsmæssigt vender vinen imidlertid den anden kind til, og den er yang til duftens yin … yndig, iskold, beregnende og ufølsom. Den har en titaniumbarberbladskarp syre, som skraber dine gummer med skarp citronsyre, umodne grønne æbler, tørhed, saltede mineraler og en superlækker balanceret elegance. Det er gummemassage på et højere niveau, klart 5,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 279 kr., men vinen er i øjeblikket på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Mélanie Pfister, Riesling Grand Cru Engelberg, Alsace, Frankrig

2016 Mélanie Pfister, Riesling Grand Cru Engelberg, Alsace, FrankrigJeg har gemt den bedste Mélanie Pfister vin til sidst, nemlig hendes Riesling Grand Cru Engelberg.

Engelberg ligger på en sydvendt skråning og blev allerede nævnt i år 884 for sine gode vine. Det er den 3. nordligste Grand Cru mark i Alsace … kun overgået af Steinklotz i Marlenheim som den nordligste samt Altenberg i Bergbieten. Engelberg fik fik sin Grand Cru status i 1985 og Pfister familien har alene en parcel på 0,8 hektar på marken, men det er altså derfra druerne til denne Riesling Grand Cru Engelberg kommer fra.

Vinen er – som de øvrige hos Mélanie – alene lavet på rustfrie ståltanke og alene med spontangæring med druernes naturlige gærceller og en lagring sur lie i tankene.

Så snakker vi … her har vi hele autoværkstedet proppet ned i glasset med petroleum, næsten benzin og et stykke olievædet tvist, så vildt og dragende. Under autoliftens småstærke kemiske og brandfarlige aromaer dukker der frugt op … fersken, abrikos, nedfaldsæbler, citronskal, kalket stenmel og salte mineraler.

Smagsmæssigt er denne Grand Cru Engelberg også lidt længere oppe på autoliften i forhold til Pfisters Berg Riesling. Det er stramt, stringent og præcis Riesling med en luftig, let og fluffy smag, syren kontrolleret, men går fantastisk i spænd med citroner, lemon og en smule grape … alt subtil og elegant med muskatnød, nogle salte mineraler og lang, stram eftersmag.

Jeg ligger sådan lige i spændingsfeltet mellem 5,5 og 6 petroleumsvædede fingre, men lad os slutte med manér og give Mélanie 6 fede Thumbs Up.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 359 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, TysklandNår vi nu er i gang med at tømme hele og halve glas, så lad os endelig fortsætte hos den gode Weingut Jakob Schneider. Næste vin er nu flinteskarp og knastør … en 2018 Norheimer Dellchen Riesling Trocken fra øverste Premium hylde.

Norheimer Dellchen er en stejl og terrasseopdelt vinmark med stort indhold af vulkanske sten og grå skifer. Marken ligger lidt vest for byen Norheim med en sydvestvendt hældning ned til Nahe floden. Marken opnår med sin eksponering og omkransende, opvarmelige klipper mere varme – og dermed typisk større modenhed end mange af Schneiders andre vine.

I 2018 var druerne – på grund af den varme sommer, en nødvendig vanding, massivt udbytte – små, men havde et tyndt skind, så de var fyldt med meget juice og et pænt sukkerindhold.

Druerne blev derfor afstilket med håndkraft og vinen lavet med mindre maceration end normalt. Vinen er lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke alene med druernes normale gærceller og tilføjede hele bær i den gærede most. Efter endt fermentering er vinen lagret på gamle 1.200 og 2.400 liter fade. Der er alene produceret 1.200 flasker af vinen fra Schneiders lille parcel på de 6 hektar store Norheimer Dellchen mark.

Næsen er lettere landlig og fra første fløjt ganske stenet, flint, granitskærver, tør stenmel, citroner og citronskal, syrlige æbler, lemon, klart nogle hvide blomster, en snert parfumeret, nogle æteriske olier, som kilder og forfører med luftig elegance.

I munden er det en knastør, skarp og ren vin … ikke så megen slinger i valsen, som danses af både citroner, lemon, fersken, pærer, æbler og mineraler med nærmest skønne flyvende og glade brudevalsetrin. Der er stram syre, krydret, kontrolleret og dirigerende. Der er finesse, akkuratesse og militærisk driftssikkerhed.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 205 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken, Nahe, TysklandEr glasset halv fyldt eller halv tomt? Er denne Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken fra Weingut Jakob Schneider halvsød eller halvtør? I hvert fald var glasset hurtigt heltørt og tomt.

Weingut Jakob Schneider ligger på Winzerstraße i den lille vinby Niederhausen lige op til floden Nahe og en af dens mange sluser har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte den tørre udgave af denne vin Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken i en årgang 2017 og senest for et par uger siden, hvor jeg smagte hans hans 2018 Grauschiefer Riesling Trocken.

Jakobs Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken er lavet med druer fra Niederhäuser Felsensteyer marken, der ligger lige mellem Niederhaus og Norheim. Det er en mark med et højt indhold af den specielle Tholeyer skifer, som – udover mineralitet – giver en stor varmestråling til Riesling druerne.

Her er druerne dog høstet lidt senere, hvilket giver et større indhold af sukker, hvorfor resultatet bliver en noget sødligere stil med lavere alkohol … hele 15,6 gram restsukker pr. liter. Vinen hører da også til Schneiders serie af Halbtrockene & Feinherbe vine

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men generelt gærer Schneider vinene i rustfrie ståltanke og lagrer dem derefter i store, gamle egefade, im großen Holzfass, så mon ikke det også er tilfældet med denne vin

Næsen byder på krydderier, hvid peber, abrikos, ananas, mango, lemon, lidt saltlakrids, mineraler, blomster, godt med blomster, gule kaprifolier, pollen … en meget inderlig aroma, som er virkelig dragende.

I munden er vinen kropslig, fyldig, tæt med en snas sødme, men slet ikke voldsomt, for der er en lidt robust, mineralsk og letkrydret syre … nærmest en æblesyre, som giver en gennemgående nerve og liv suppleret med lidt bitter grape, en koket lille friskhed, så denne Halbtrocken vin har med syrlig elegance. Way to go … og nu er glasset heltomt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, FrankrigVi nupper lige endnu en vin fra den unge alsaciske vinbombe Mélanie Pfister … og denne gang er det hendes 2018 Berg Riesling.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med gæring alene på druernes egne naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen er lagret sur lie i ståltankene.

Vinen har Mélanie kaldt Berg, da druerne kommer fra parceller på markerne Auf dem Berg og Silberberg, som ligger lige ved siden af hinanden. Markerne har begge en undergrund med en variation af den berømte argile-calcaire … en blanding af ler- og kalksten.

Sikke en dejlig, lift og inderlig aroma, sådan lidt varmkrydret med både æbler, pærer og eksotisk frugt, klart med en meget fin alsacisk varme, fylde, krop og modenhed. Det er en meget frugtrig duft, ren, smuk og virkelig elegant.

Smagen er meget syrlig, tør, sprød med sure citroner, lemon, grape … og netop lige med en krydret fylde. Det er sådan knastørt, stramt og surt, herlig surt, ren og langt mere stringent og ren end normalt for en sådan Alsace Riesling … dejligt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, Frankrig

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, FrankrigEn alsacisk bombe er Mélanie Pfister blevet kaldt … for den franske vinbonde er en aktiv kvinde, som hele tiden med 100 kilometer i timen farer rundt mellem traktorer, vineri og vinkælder. Hun er en af de nye stjerner i Alsace og jeg smager nu lidt vine fra den jernhårde kvinde og starter med vinen Mel Quatre Cépages Nobles.

Vinhuset ligger i Dahlenheim i det nordlige Alsace og Mélanie Pfisters familie har været vinbønder der siden 1780. Familien har samlet 10 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Mélanie er selv uddannet landbrugsingeniør og ønolog i Dijon og arbejdede efterfølgende hos vinhuse som Zind-Humbrecht i Alsace, Méo-Camuze i Bourgogne, Château Cheval Blanc i Saint Emilion, på Château d’Yquem i Sauternes og Craggy Range i New Zealand … inden hun vendte tilbage til Alsace for at overtage familiens gård, hvor hun er 8. generation og første kvinde til at stå for driften.

Hun lavede sin første vin på Domaine Pfister i 2005, hvilket faktisk var denne Mel Quatre Cépages Nobles, som hun oprindelig kaldte Cuvée 8, da hun jo var 8. generation og med inspiration fra hendes tid på Château Cheval Blanc, hvor hun opdagede mulighederne i vine på et blend af forskellige druer.

Hun har siden sin overtagelse – og fortsat med hjælp fra sin far – ændret en række ting i produktionen. Der er fx investeret i moderne vineri og stilen lagt om til langt mere tørre vine. Hun har også i 2018 sat gang i en omlægning af produktionen til økologisk drift, men vil først blive certificeret i 2021.

De bedste marker er klart  Silberberg og Grand Cru marken Engelberg, og samlet laver Mélanie 15 forskellige vin, hvor alle – bortset fra en Pinot Noir og hendes Pinot Gris Silberberg – laves og lagres på ståltanke.

Her er det – som nævnt – hendes Mel Quatre Cépages Nobles, som selvfølgelig er lavet af et blend af 4 druesorter, nemlig Riesling, Pinot Gris, Gewürztraminer og Muscat, hvor forholdet mellem druerne varierer år for år.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke og hver druesort vinificeret separat, således det endelig blend først laves, når gæring og lagring er slut. Gæringen sker som udgangspunkt alene med druernes egen naturlige gærceller, men Mélanie kan godt tilsætte andre gærceller, hvis de naturlige gærceller ikke er nok. Vinen er derefter lagret sur lie i stålfadene en periode … hvor lang tid kan jeg ikke se.

Lidt overraskende, så er det er sød og meget behagelig duft, ganske aromatisk med både æblemost, blomster, grillede citroner, lemon og akaciehonning. Det er lige før, at det dufter som en dessertvin, svagt lidt nødder og så samtidig let, liflig og behagesyg.

Men smagsmæssigt er det en langt mere tør, skarp, krisp og sprød vin med masser af syre, godt med lemon, lidt fyldig grape bitterhed, småsure grønne æbler, saltet mineraler og lækker lang eftersmag med grapen siddende ætsende i munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Martin Conrad, Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Martin Conrad, Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken, Mosel, TysklandWeingut Martin Conrad ligger lunt i svinget på den passende adresse Moselweinstraße i Brauneberg ikke langt fra andre gode Mosel producenter. Nu smager Houlberg så Conrads 2018 Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken.

Conrad familien har været vinbønder i Mosel siden 1558, hvor de startede med at plante de første vinstokke. Allerede dengang havde familien parceller på de marker, som senere skulle blive kendt som Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer-Sonnenuhr.

I dag er det 14. generation, som driver vinhuset. Det er Martin Conrad, der i 1999 overtog driften fra sin far Günter og nu bygger videre på faderens filosofi … bare på en mere moderne facon.

Samlet har Martin Conrad 5,5 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Brauneberger Juffer, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr, Mülheimer Sonnenlay og Veldenzer Kirchberg. Siden 2019 har driften været økologisk certificeret.

Både Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr er Große Lage marker, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg.

Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Navnet Juffer stammer fra omkring 1790 og betyder pebermø. Det opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, der efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Brauneberg, alle trodsede deres fars ønske om arrangeret ægteskab.

I stedet viede de deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forblev frøkerner … eller pebermøer og lige siden har markerne ved Brauneberg heddet Juffer. I øvrigt var netop Napoleon også virkelig forelsket i vinene fra Brauneberger Juffer.

Martin Conrad laver sine vine i 3 serier, Rebe & Wurzel, Große Gewächse samt Goldkapsel-Weine & Edelsüße Weine og denne vin er selvfølgelig fra sidstnævnte serie.

Martin har også lavet et sponsorkoncept, hvor man som ivrig vininteresseret investor kan købe et Rebstock sponsorat, som gælder for 2 vinstokke. Så er vinrankerne forsynet med navnet på sponsorerne og de får både et certifikat for sponsoratet og årligt 2 flasker vin med deres eget navn på etiketten.

Druerne til Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken kommer fra Juffer marken og er håndplukket. Selvom marken jo reelt er en Große Lage, så er denne vin ikke en Große Gewächse, men en Goldkapsel og høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar … altså lidt over de 40 hektoliter, som Conrad anvender i hans Große Gewächse vine.

Vinen er lavet alene med druernes naturlige gærceller og – som vinhuset selv skriver – 100% vegan venlig.  Vinen har restsüße aka restsukker på 4,3 gram pr. liter.

Sikke en lækker duft, eksotisk frugt, mango, papaya, melon, næsten tørret i frugten, kalkagtig lethed, røg, røget skinke, ingen petroleum … ikke endnu i hvert fald, men til gengæld feminin inderlighed, søde krydderier og en dead gorgeous mineralitet, sart, salt og kalket.

I munden er der dybde, sødme … sådan sød syrlig og egentlig meget arketypisk Mosel sødme, meget delikat, luftig og let mineralitet med kalk, granit, citroner, salt, karamel og måske en vis modenhed. Det er så cremet, let, luftigt og elegant, en Mosel Riesling med let uformelt, uskyldigt, rent og smukt ansigt. Hvor hun skinner.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7