2018 Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, FrankrigVi nupper lige endnu en vin fra den unge alsaciske vinbombe Mélanie Pfister … og denne gang er det hendes 2018 Berg Riesling.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med gæring alene på druernes egne naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen er lagret sur lie i ståltankene.

Vinen har Mélanie kaldt Berg, da druerne kommer fra parceller på markerne Auf dem Berg og Silberberg, som ligger lige ved siden af hinanden. Markerne har begge en undergrund med en variation af den berømte argile-calcaire … en blanding af ler- og kalksten.

Sikke en dejlig, lift og inderlig aroma, sådan lidt varmkrydret med både æbler, pærer og eksotisk frugt, klart med en meget fin alsacisk varme, fylde, krop og modenhed. Det er en meget frugtrig duft, ren, smuk og virkelig elegant.

Smagen er meget syrlig, tør, sprød med sure citroner, lemon, grape … og netop lige med en krydret fylde. Det er sådan knastørt, stramt og surt, herlig surt, ren og langt mere stringent og ren end normalt for en sådan Alsace Riesling … dejligt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7