Tag-arkiv: Spanien

2017 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Reserva, Ribera del Duero, SpanienVi fortsatte hurtigt videre og næste vin i glasset blev en 2017 Miros de Ribera Reserva fra Bodegas Peñafiel.

Vinhuset må ikke forveksles med nabovinhuset Bodegas Resalte de Peñafiel, selvom de begge ligger mellem byerne Peñafiel og Padilla de Duero i Valladolid med en gamle borg Peñafiel på en bjergtop med udsigt til begge vinhuse i det i det Ribera del Duero område.

Bodegas Peñafiel er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2003 med det formål at lave vine af høj kvalitet. Vingården har samlet 32 hektar vinmarker, som er placeret på parceller omkring både Peñafiel og Castrillo.

På markerne dyrker huset fortrinsvis Tempranillo, men også sorter som Merlot og Cabernet Sauvignon. Ansvarlig for produktionen er vinmageren Alfonso Medina, som gærer mange af vinene i konisk udformede gæringstanke. Ifølge Alfonso øger det ekstraheringen af farve, aroma og tannin.

Ved lagring anvendes der også alene franske egefade, hvilket også adskiller Bodegas Peñafiel fra mange andre spanske vinhuse.

Bodegas Peñafiel laver vine i flere serier, hvilket udover vinene under navnet Miros de Ribera omfatter Mironia, Baron de Filar, Territorio Cepa, Sieta Pasos og Alma Serena.

Denne Miros de Ribera Reserva er lavet på 100% Tempranillo fra husets marker i Castrillo de Duero i 920 meters højde. Druerne er først sat i kølig premaceration inden gæring ved 28 grader over 12 dage i koniske 17.000 liter rustfrie ståltanke. Derefter malolaktisk gæring i tankene med blid battonage og så lagring i 24 måneder i franske egefade.

I næsen er der dejlige fadnoter samt mørk frugt af sorte kirsebær, blåbær, blommer, mens fadene bidrager med vanilje, kanel, kokos, sød tobak og tør engelsk lakrids. Det er spot-on Ribera del Duero.

Smagsmæssigt er den mere frisk end duften, en frisk og lysere frugt med hindbær, brombær og blommer … syrligere end forventet, mens tanninerne også samtidig er noget stramme i betrækket. Der er lidt bitterhed, læder og tyk balsamicoeddike, men stor koncentration, hvorved vi ender på 90 point.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Bodegas el Lagar de Isilla, Langa de Duero, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas el Lagar de Isilla, Langa de Duero, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero vin nummer 8 i rækken blev denne 2018 Langa de Duero fra vinhuset Bodegas el Lagar de Isilla.

Vinhuset er familiedrevet og er startet i 1995 af José Zapatero i landsbyen La Vid lidt uden for Aranda.

Men udover Bodegas el Lagar de Isilla ejer familien også en særdeles velbesøgt restaurant i Arrandas bymidte. Dybt nede under restauranten findes en historisk vinkælder som stammer tilbage fra det 1500 århundrede.

Selve produktionen af vinen foregår i den lille landsby La Vid, som ligger 18 kilometer fra Arranda. Der har familien Zapatero omkring 40 hektar vinmarker, hvoraf halvdelen er med gamle vinstokke fra 60 til 95 år.

I La Vid har huset  moderne produktionsfaciliteter og laver årligt omkring 250.000 flasker vin.

José er ubetinget et af de mest nysgerrige mennesker i Ribera del Duero og netop derfor skubber Bodegas el Lagar de Isilla ofte egne grænser i jagten på stor vin med kant og karakter.

Denne Langa de Duero er lavet på Tempranillo fra 80-90 år gamle vinstokke tilsat 5%  Albillo Mayor. Druerne kommer fra nogle små jordlodder i 900 meters højde. De er høstet med håndkraft og nøje sorteret inden vinifikationen.

Den er startet med en kølig premaceration ved 8 grader for 30% af druerne uden den mindste afstilkning over 5-7 dage. Derefter sker gæring i franske egekar ved 24 grader over 7 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagring 18 måneder på 300 liter franske egetræsfade.

I næsen er vinen herlig animalsk, har ristede noter fra fadene, lidt mejeri, sød lakrids og tør engelsk lakrids, sorte oliven, våde fade og mørk frugt af brombær og lidt blåbær, chokolade, vanilje, mokka samt en vis mineralitet.

Hvor er den blød i munden … smelter nærmest, men har en lidt småbitter kant og en rustik syre. Det er igen mørk frugt og har også bløde tanniner ,,, virker egentlig let og direkte i smagen. 89 point.

Forhandles af Dansk Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Dominio Fournier, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio Fournier, Crianza, Ribera del Duero, SpanienVi fortsatte i blindsmagningen med endnu en Crianza vin, men denne gang var den fra Dominio Fournier, der ligger nord for Berlangas de Roa helt ned til Duero floden og ikke langt fra det kendte Bodega Condado de Haza som nabo på den anden side af floden.

Vingården – som oprindelig hed Finca El Pinar- blev oprindelig bygget i 1979 … altså nogle år før selve appellationen Ribera del Duero blev oprettet i 1982 og husets  ældste vinstokke er endda også plantet helt tilbage i 1946.

Siden 2002 har vingården været ejet af O. Fournier, som har opkøbt flere marker i området med henblik på at fortsætte udviklingen af sine vine og blive en af de førende vingårde i Ribera del Duero.

Det er sket gennem O. Fournier Group aka Bodegas y Viñedos Ortega Fournier og dem har vi skam mødt tidligere her på bloggen, nemlig dengang jeg smagte en vin fra faktisk samme hus … det var vinen dog en 2015 Bodegas y Viñedos Ortega Fournier, Urban Ribera Tinta del País.

O. Fournier Group er selv grundlagt i år 2000 af Natalia og José Manuel Ortega Gil-Fournier med det mål at blive en international vinkoncern med fokus på kvalitetsvine og en produktion på 1,5 millioner flaske vin årligt fra henholdsvis Chile, Argentina og Spanien.

Indtil videre ejer de 3 større vingårde i de nævnte lande og har allerede samlet over 386 hektar jord, hvoraf 236 hektar således er vinmarker.

I Ribera del Duero købte de i 2002 vingården Finca El Pinar, som oprindelig er bygget i 1979, men har 105 hektar jord, hvoraf de 60 hektar er vinmarker bl.a. med stokke plantet tilbage i 1946.

Jordbunden i området består primært af mineralfattige småsten og sand med et lag af ler i 60-100 cm dybde. Kombinationen af småsten og sand giver en god dræning af vinmarkerne, og samtidig sikrer lerlaget en vis fugtighed.

Denne Crianza er lavet ved, at Tempranillo druerne inden den alkoholiske gæring udblødes druerne med tøris. Denne proces gør det muligt at udtrække de sødeste og mest aromatiske tanniner og derved opnå vine med mere farve, fylde, kompleksitet og styrke.

Efter udblødningen presses druerne let og kommer på rustfri ståltanke og egetræsfade, hvor de gærer med jævnlig omrøring og derefter hældes vinen på træfade og gennemgår malolaktisk gæring inden lagring 12 måneder på 20% amerikanske og 80% franske egetræsfade.

Duftmæssigt er der godt med frisk frugt suppleret med blæk og grafitagtige noter. Frugten er rank, rustik og består mest af brombær og solbær … i hvert fald mørk frugt og det akkompagneres af masser af træ, frisk eg og så godt med røg og krydderier.

I munden er det en forholdsvis frisk vin, hvor der ikke er så megen fad, men bare en direkte, ren og frugtrig smag. Det giver vinen en ret stor friskhed med lidt kant, blæk og modne tanniner. 89 point.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienPå en eller anden måde, så ender vinene fra Bodegas Arzuaga Navarro altid godt i blindsmagninger. Det gjaldt også denne gang og endda selvom vinen alene var en Crianza.

Det er også et hus og en vin, som jeg har smagt mange gange før … derfor gider jeg heller ikke, at skrive om huset. Så i stedet kigger vi da bare nærmere på denne vin.

Vinen er også i denne årgang lavet på 94% Tempranillo og 6% Cabernet Sauvignon, som for 70% vedkommende kommer fra gamle vinstokke på marken La Maquinilla i La Planta området beliggende 911 meter over havet, hvor jorden består af kalksten og ler, mens de resterende 20% kommer fra druer på Arzuagas stenede og sandede marker i Burgos provinsen.

Efter høst afstilkes druerne og ligger i en kold maceration inden gæringen i rustfrie ståltanke ved temperaturer op til 26 grader og så lagrer vinen derefter 16 måneder på 75% franske samt 25% amerikansk egefade.

Duftmæssigt absolut en sødlig, fadpræget vin … masser af våde fade, sødbrændte endda, solbær, blåbær og god frugtsyre, atter epo-fed, tyk, opulent og smækker. Derudover er det vanilje, kardemomme, kanel, sød tobak, candyfloss, mælkechokolade, finsk lakrids, lakridskonfekt og samlet med en god nerve.

Den fin nerve fortsætter i munden, hvor vinen er mere rank end forventet, idet fadpræget smagsmæssigt fylder mindre, men giver en vin, der er blød, rund og cremet. Der er brombær, blåbær, hindbær og lidt tranebær samt tørre tanniner. God vin og 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2014 Bodegas Nexus, Nexus Plus, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Nexus, Nexus Plus, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero vin nummer 5 var denne 2014 Nexus Plus fra Bodegas Nexus, der ligger tæt på Duero floden i Pesquera de Duero i Valladolid området.

Huset er grundlagt i 2008 af Camino Pardo samt Ulpiano González Ortigosa … og de grundlagde både Bodegas Nexus samt Bodegas Frontaura & Victoria … hvor Bodegas Nexus laver vine fra Ribera del Duero, mens  Frontaura laver vine fra Toro appellationen. Alle vinene laves dog på vineriet i Pesquera de Duero.

Camino Pardo er en kvindelig vinmager, der startede sin karriere i vinverdenen tilbage i 1996. Hun stammer selv fra en familie af gamle vinbønder tilbage fra 1840, mens Ulpiano González Ortigosa er en pengemand og til dagligt formand for ejendomskoncernen Grupo Diursa.

Samlet har Bodegas Nexus samt Bodegas Frontaura & Victoria omkring 120 hektar vinmarker i Toro samt 40 hektar mellem Piñel, Pesquera de Duero og La Horra i Ribera del Duero … alle primært med Tempranillo.

Denne 2014 Nexus Plus er lavet på ren Tempranillo druer fra gamle vinstokke på marker i La Horra med meget lille udbytte pr. vinstok og efter vinificeringen har vinen lagret hele 33 måneder på franske Allier egefade.

Duften er – på en eller anden udefinerbar måde – lidt speciel og anderledes. Der er stor landlighed, masser af lakrids, blåbær, solbær, en lidt kantet syre og masser af frisk eg, cedertræ og nelliker.

I munden er der også lidt kanter, der skrammer lidt i munden og faktisk virker meget stærk. Der er peber, en meget mineralsk smag, tætte og bidelystne tanniner … men for pokker, hvor har den kant og endte faktisk hos alle omkring bordet med en lav score. Jeg bedømte den til 87 point.

Set hos Megavin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Bodega Conde de San Cristóbal, Reserva Especial, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodega Conde de San Cristóbal, Reserva Especial, Ribera del Duero, SpanienVi fortsatte – blindt og i godt humør – ufortrødent med næste Ribera del Duero vin og det blev denne 2018 Reserva Especial fra Bodega Conde de San Cristóbal i Peñafiel.

Bodegas y Viñedos del Conde San Cristóbal er ejet af det store Grupo Vinícola Marqués de Vargas og blev etableret i 2008. Huset holder til i den historiske bygning Pago de Valdestremero, hvis vinmarker allerede var ret kendte i det 16. århundrede, da deres druer blev brugt til at lave vine, der blev serveret ved Kong Felipe II’s hof i Valladolid.

Selve Grupo Vinícola Marqués de Vargas har selv en lang historie, som går tilbage til 1840, hvor Don Felipe De la Mata VIII Marqués de Vargas, besluttede at plante de første vinstokke på familiens marker ved Hacienda Pradolagar ejendommen i Rioja.

Hans sønner Pelayo og  Francisco IX Marqués de Vargas fortsatte med at lave vin og Pelayo blev endda en berømt skikkelse i Logroño, hvor han bl.a. også blev borgmester.

Siden 1989 har det imidlertid været Pelayos barnebarn, der har samme navn Pelayo men mere korrekt Pelayo de la Mata XIII Marqués de Vargas, der som 4. generation har fortsat driften sammen med sine brødre.

Det er også ham, der har købt den gamle Pago de Valdestremero ejendom i Ribera del Duero og dermed grundlagt Bodega Conde de San Cristóbal og dermed kan lægge titlen IX Conde de San Cristóbal til sit navn.

På Bodega Conde de San Cristóbal i Peñafiel har familien 80 hektar vinmarker på det stræk, som kaldes Golden Mile, og består af rigtigt mange små parceller alle med Tempranillo.

Vi smager her deres Reserva Especial, hvor Tempranillo druerne kommer fra den 5 hektar store vinmark Las Callejas, der ligger ved El Páramo i 900 meters højde og har 35 år gamle vinstokke.

Efter høsten ligger druerne først i en kølig premaceration inden gæring sker ved 20-24 grader over 9-12 dage med daglig pump over og derefter sker der malolaktisk gæring inden lagring 18 måneder i franske egefade. Der er i denne årgang lavet 12.976 flasker af vinen samt 300 magnumflasker.

I næsen er vinen mere animalsk og landlig end foregående. Her er møddingen inviteret med sammen med lidt mejeri, røget skinke og finsk lakrids, mørk chokolade, kaffe og ellers egentlig meget frugtrig med hindbær, brombær og svesker.

Smagen er rigtig dejlig tør og alligevel med noget rundt og blødt, er ganske tanninrig, har røg, godt med tør kant, solbær, sorte kirsebær, kakao, sødbitter krydret, mens fadpræget er godt integreret og slet ikke så tydelig, men mere diskret og elegant. 93 point.

Importør er Pedersbæk Vin & Gastronomi, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Bodega Protos, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodega Protos, Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienBodega Protos ligger i Peñafiel i Valladolid området i Ribera del Duero og står for dagens første vin, som er en Gran Reserva.

Vinhuset er et kooperativ, der er grundlagt i 1927 af en flok gode og ihærdige mænd. I dag får det druer fra ikke mindre end 1.400 hektar marker i både Valladolid, Burgos og Segovia i Ribera del Duero.

Men derudover har de også lavet et vineri i Rueda, hvor de laver lidt hvidvine, selvom kernen i vinhuset i dag er det topmoderne vineri bygget i 2007 i Peñafiel, hvor der fra gamle dage er over 2 kilometer tunneler nedeunder, hvilket anvendes til lagring af vinene.

Det er efterhånden et stort foretagende, der årligt producerer ikke mindre end 3,5 millioner flasker vin. Og deres ikoniske vineri – der er tegnet af den engelske arkitekt Sir Richard Rogers – besøges årligt af over 40.000 turister.

Denne Gran Reserva er lavet på ren Tempranillo, der kommer fra en lille 0,3 hektar vinmark med meget gamle vinstokke plantet for over 60 år siden. Gæring og maceration er sket i ståltanke over 3-4 uger og efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder … 80% på franske fade og 20% på amerikanske fade og så flasket og lagret yderligere 36 måneder.

Og fadpræget kan virkelig duftes allerede fra start … der er absolut godt med fad, kaffe, vanilje, chokolade, ristede noter, Nutella, kakao, sød tobak, lakridskonfekt, røg og en marmeladefed frugt af blåbær, sorte kirsebær samt en diskret mineralitet.

Smagen er voksen, rund og blød … har et godt bid med frugt af blåbær, brombær og solbær, fyldig, silkeblød med meget runde og imødekommende tanniner. 92 point

Forhandles af VinMedMere, hvor en flaske årgang 2014 koster 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Houlberg deltager i uofficiel minitest af 15 Ribera del Duero vine

Min første vinøse forelskelse blev i vinene fra Ribera del Duero og denne kildrende mellemgulvsfornemmelse er fortsat videre i livet … endda selvom andre vinområder er føjet til favoritlisten. Sagt med andre ord, så elsker jeg fortsat vin fra Ribera del Duero.

Derfor var glæden også monsterstor, da jeg blev inviteret til en lille vinrejse sidt i september, hvilket jeg omgående sagde ja tak til. Men lige stor var ærgrelsen, da jeg et par uger forinden måtte melde et afbud på grund af fruens kræftdiagnose og et intenst forløb. Der kommer koner altså bare først.

Og heldigvis var Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation – der varetager markedsføring af Ribera del Duero herhjemme og stod bag invitationen – forstående for mit afbud og var endda så sød, at hun sendte en flok Ribera del Duero vine min vej, således jeg kunne lave en lille smagning. Tak ♥

Derfor har jeg nu – sammen med en flok venner – lavet en lille og totalt uofficiel konkurrence, hvor vi så kårer den bedste Ribera del Duero vin blandt de fremsendte vine og et par stykker mere. Bare en lille hyggelig battle … fra vinelskere, der også elsker dette område.

Ribera del Duero er jo et område, som jeg har skrevet om flere gange i år, nemlig  i vinsmagningerne af Ribera del Duero vine, først med Thomas Ilkjær og senere med René Langdahl Jørgensen.

 Ved smagningen med Thomas Ilkjær smagte jeg 15 forskellige vine og skrev en helt om området, historien, appellationen, druerne og de forskellige vine. Den efterfølgende smagning med Langdahl blev lidt en gentagelse, men bød så på smagning af 13 andre vine.

Du kan læse mine indlæg om de to smagninger her:

Derfor skriver jeg heller ikke denne gang om Ribera del Duero området, men springer hovedkulds ind i smagningen af yderligere 15 vine fra Ribera.

Vinene

De 15 Ribera del Duero vine blev – selvom de fleste omkring bordet nok ikke kendte de forskellige vinhuse og vinene – alle serveret helt blindt med sølvpapirer om. Dermed var ingen forudindtagede og måske kunne have en mening om nogle af husene.

Dermed så feltet sådan her ud og vinene kom i denne rækkefølge og bagefter har jeg også skrevet scoren for hver vin … min egen, men så bagefter også den gennemsnitsscore, som smagepanelet denne aften gav vinene:

Det betyder med andre ord, at de 3 vindere blev

Dermed blev vinderen Nabal Reserva de la Familia fra vinhuset Bodegas Nabal … lidt sjovt, for det var netop ét af de huse, som jeg skulle besøge på min vintur til Ribera del Duero.

Ovenover har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle de smagte vine. Men igen imponerede stort set alle vine … så smagepanelet var tilpas og nød dermed alle vinene.

2016 Bodegas Alceño, Inédita de Alceño 03 Monastrell, Jumilla, Spanien

2016 Bodegas Alceño, Inédita de Alceño 03 Monastrell, Jumilla, SpanienDen anden Inédita de Alceño topvin fra Bodegas Alceño var på ren Monastrell aka Mourvèdre, for det var en 2016 Inédita de Alceño 03 Monastrell.

Som med den forrige 02 Syrah, så er vinen en Crianza lavet på Monastrell druer fra markerne  Llano, Hoya de la Carrasca og Sierra del Buey i 750 meters højde og druernes høstes de første 14 dage af oktober.

I vineriet er gæring og maceration sket over 18 dage og derefter er vinen først lagret 2 måneder på helt nye 300 liter amerikanske egetræsfade, hvor den gennemgår malolaktisk gæring.

Så er den efterfølgende lagret på brugte 300 liter franske og amerikanske egetræsfade i 6 måneder inden yderligere 10 måneder på både nye franske 500 liter egetræsfade og brugte 300 liter fade inden endelig aftapning i juni 2019.

Duftmæssigt virker vinen mere landlig, mere tør og animalsk, hvor frugten er blåbær, brombær samt lette svesker. Krydderierne er så tørre, klar rosmarin, gran, lidt trøffel, gran og læder … virkelig tørt.

I munden er vinen først dejlig blød og rund, men har også en strunk, rank og ret ryg, hvor frugten er blåbær, brombær og tranebær med en smule let bitterhed, Der er en meget klar syre, nærmest med lidt citron, mineraler, engelsk lakrids, tørre og tydelige tanniner, der giver spark og kant sammen med let peber. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Bodegas Alceño, Inédita de Alceño 02 Syrah, Jumilla, Spanien

2015 Bodegas Alceño, Inédita de Alceño 02 Syrah, Jumilla, SpanienDet er sjældent, at man støder på dyr Jumilla vin, da området i Murcia vinregionen mest er kendt for billigere vin. Så skal det altså smage godt, men det gør denne Inédita de Alceño 02 Syrah fra Bodegas Alceño dog også … pænt godt endda.

Vinhuset Bodegas Alceño ligger i en ældre fabriksbygning i byen Jumilla og er grundlagt tilbage i 1870 af den ihærdige og dygtige vinhandler Roque Martinez … dengang med to partnere. I dag ejes vinhuset af 4. generation i form af Pedro Luis Martinez … gården har da også navnet Bodegas Pedro Luis Martinez, selvom vinene markedsføres som Bodegas Alceño.

Selvom gården i 1870 var den første af sin slags i Jumilla til at handle vin, så var det imidlertid først i år 2000 under Pedro Luis Martinez, at Bodegas Alceño selv begyndte at lave og tappe deres egne vine.

Fra projektets start er der investeret meget i moderne teknik, for at kunne lave så god vin som muligt, og i dag produceres der omkring 500.000 flasker årligt fordelt på 17 forskellige vine. Ambitionen er at lave vine med en moderne og ren profil.

Huset ejer samlet ikke mindre end 400 hektar jord, hvoraf 336 hektar er med Monastrell, 10 hektar Syrah, 20 hektar Tempranillo, 14 hektar Macabeo og endelig 20 hektar Airén. Alle markerne drives fuldt økologiske.

Pedro Luis Martinez laver vinene sammen med vinmageren Juan Miguel Benítez, som kan tillægges meget af æren for den fremgang, som vinene fra huset har fået.

Denne Inédita de Alceño 02 Syrah er en af husets topvine, hvor alle Syrah druerne kommer de to tørre, sandede, kalkholdige og stenede Covanegra og Cañada de Albatana vinmarker i 700 meters højde.

Druerne er macereret og fermenteret i 14 dage i betontanke og efter endt fermentering er vinen så overført til helt nye 300 liters amerikanske egetræsfade, hvor den malolaktisk gæring fandt sted over 2 måneder. Vinen er lagret 8 måneder på 300 liter franske egetræsfade og så derefter yderligere 8 måneder på brugte 500 liters fade og nye amerikanske og franske 225 liter barriques.

Det dufter fint … fyldig, svævende aroma, hvor fadet øjeblikkeligt træder frem med lakrids, lakridskonfekt og vanilje. Frugten er sgu helt balsamisk med brombær og solbær, moden og halvsød, intens og har halvsøde krydderier, rosmarin og grønne grene.

Hvor er vinen blød og rund i munden … har en stoisk ro, meget cremet og så alligevel med en letbitter og frisk frugt af brombær, kirsebær og tranebær, god, ren og klar frugtsyre … igen lidt urter, peber, rosmarin og fint bid. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7