Vi fortsatte med spanskrøret, nemlig med den ikoniske Mas La Plana … tidligere kendt som Gran Coronas Black Label fra det store vinhus Miguel Torres. Det er reelt samme vin, som ved en blindsmagning i Paris i 1979 slog Château Latour 1970, men her selvfølgelig i en noget nyere årgang.
Torres er det mest kendte vinudtryk i Spanien, kun overgået af ordene rødvin og hvidvin … altså på spansk forståes, Torres laver ikke mindre end 4,9 mio. 12 stk. kasser vin om året, og har deres vingårde med over 1.300 hektar rundt om i stort set hele Spanien, lige fra Priorat, Ribera del Duero, Conca de Barbara, Penedès og Rioja, men også i andre lande som fx Chile og Californien.
Altså et kæmpe vin-imperium, og dermed langt væk fra tanken om den lille vinbonde, som går og pusler med sin egen lille vin.
Torres er grundlagt i 1870 af Jaime Torres og er 100% familieejet. I dag er det 4. generation i form af Miguel Torres, som driver vinfirmaet, men 5. generation er allerede med i firmaet, som omfatter mere end 1.000 ansatte.
Og alt er stort, når vi snakker om Torres, fx omfatter forretningen også en restaurant i Chile samt 2 vinbutikker i henholdsvis Barcelona og Shanghai, robotstyret lager, en fond som hjælper skoler i hele verden og så videre.
Udover at være Spaniens største og mest kendte vinhus, så er Torres også blevet en levende legende. Det oprindelige gennembrud kom ved Paris-smagningen i 1979, hvor Miguel Torres med stort vovemod og efterfølgende succes i en blindsmagning satte Gran Coronas Black Label op mod Château Latour 1970 … og vandt.
Gran Coronas Black Label kaldes i dag Mas la Plana, så det er – som jeg nævnte indledningsvis – faktisk den ikoniske vin, som vi hermed har i glasset. Det er 100% Cabernet Sauvignon, som kommer fra en 29 hektar stor mark. hvor vinstokkene er plantet i perioden mellem 1964 og 1979.
Vinen er lavet med 28 dages maceration i rustfrie ståltanke, 7 dages fermentering ved 28-30 grader og lagret 18 måneder i nye franske barriques inden flaskning i juli måned 2009. Denne 2007’er har fået 93 point af Parker.
Og det dufter faktisk også af stor vin … våd hund, våde og behårede gamle egefade, solbær, blåbær, blommer, vanilje, kanel, chokolade, trøffel og jord … en intens og dyb aroma. Herligt.
I munden er vinen mere streng, end duften egentlig indikerer, men det er bestemt alene til den gode side. Det er solbær, peber, god ren frugtsmag, lidt sødkrydret og bider … men på en god måde med en mærkbar og markant tørhed.
Forhandles af bl.a. Pedersborg Vin , hvor en flaske koster 500 kr.