Næste vin ved den lille sommersmagning hos vinbuddy Jan blev denne Selección de Añada fra det spanske vinhus Pazo Señorans … selvfølgelig smagt blindt som de øvrige, men vi var ikke engang tætte på at gætte, hvorfra vinen kom.
Pazo Señorans ligger ved Pontevedra i Rias Baixas i det nordvestligste hjørne af Spanien. Det er et vinhus, som er grundlagt i 1979, da Marisol Bueno og hendes mand Javier Mareque købte en landejendom og et stykke land ved byen Pontevedra. De skulle egentlig ikke være vinbønder, men markerne var tilplantet med kiwitræer samt Albarino vinstokke og ejendommen havde også udstyr til vinproduktion.
Marisol Bueno havde tidligere studeret biologi, og hun satte sig for, at hun ville producere sin egen vin. I 1990 begyndte Marisol at sælge vinene, som hun producerer i samarbejde med vinmageren Ana Quintela.
Der er streng disciplin i produktionen af husets vine. Hver eneste parcel bliver behandlet separat og bliver holdt adskilt indtil den endelige udvælgelse. Alle druer høstes manuelt og sorteres separat i små kurve, inden de bliver bragt ind til selve presningen.
Pazo Señorans har samlet 19 hektar vinmarker, som Marisol i dag driver sammen med hendes 4 børn Marisol, Vicky, Javier og Santiago. Og de laver samlet 3 forskellige hvidvine på Albariño druen samt 2 Aguardiente. Denne Selección de Añada er husets roste topvin.
Alle årgange har opnået høje point af Parker og 2007-årgangen blev kåret af The Wine Advocate som kandidat til den bedste vin på Albarino druen dette år. Selección de Añada er generelt en af de mest roste hvidvine i hele Spanien.
Druerne til vinen kommer fra vinstokke, som gennemsnitlig er omkring 45 år. Vinen er lavet med en kort maceration og er efter endt fermentering lagret sur lie – med bærmen – i ståltanke i 30 måneder efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.
Duftmæssigt er det en ganske aromatisk vin, som byder på tonsvis af blomster og virker blød, blid og meget feminin i udtrykket. Det hele er meget fint og forsigtigt med et lidt støvet udtryk med modne, gule æbler, abrikos, tropisk vellyst, mandler, timian og måske lidt mineraler.
Smagsmæssigt er der – trods 10 år på bagen – masser af liv og syre, ja faktisk er syren virkelig godt fremme i smagsbilledet. Der er æbler, citrus, jern, sten og mineraler samt et grønt bid, men alligevel leveres det hele på en meget sagte og feminin facon, hvilket gør vinen både delikat, elegant og raffineret.
Forhandles af Kjær Sommerfelt, hvor en flaske koster 359 kr.