Tag-arkiv: Spanien

2020 Viñas e Adegas Galegas, Los Amantes Albariño, Rías Baixas, Spanien

2020 Adegas Galegas, Los Amantes Albariño, Rías Baixas, SpanienNo muy seco … no muy dulce står der på etiketten af denne spændende vin Los Amantes Albariño fra Viñas e Adegas Galegas. Det betyder ikke særlig tør … ikke særlig sød. Men den lille illustration med manden, der forsøger at plukke månen ned til sin udkårne er da nussersød.

Lad os se, om det også gælder vinen, som kommer fra Viñas e Adegas Galegas, der er et Rías Baixas vinhus, der i 2012 blev opkøbt af Bodegas Martín Códax … og det ringer en klokke, for det vinhus er vi tidligere stødt ind i her på Houlbergs Vinblog.

Bodegas Martín Códax er et kooperativet, som ligger ved byen Vilariño tæt på Cambados i dalen Valle de Salnés i Galicien under appellationen Rías Baixas. Kooperativet er grundlagt i 1986 og tæller 270 medlemmer, som samlet dækker omkring 210 hektar vinmarker og derudover har man aftaler med yderligere 300 vinavlere om levering af druer til kooperativet.

Kooperativet har taget deres navn efter en troubadour, som kom fra byen Vigo i Galicien og levede der i 1300-tallet. Bodegas Martín Códax sponsorerer således præmien til den årlige Martín Códax digteraften og støtter en ældre musikgruppe, som også er opkaldt efter den gamle digter.

På kooperativet laves der udelukkende vine på Albariño druen, og endda hele 10 forskellige af slagsen og herudover en mousserende vin samt 4 forskellige likører. Vinene sælges under to brands, nemlig Bodegas Martín Códax samt Burgáns … hvilket i øvrigt er navnet på den bakke, som kooperativet ejendom i Vilariño ligger på.

Kooperativets vine laves af de to vinmagere Luciano Amoedo og Katia Álvarez. Luciano er 9. generation af vinbønder og han var én af initiativtager til oprettelsen af kooperativet. Derudover har han også spillet en væsentlig rolle i etableringen af appellationen DO Rías Baixas.

Katia Álvarez blev ansvarlig vinmager på kooperativet i 2005 og er uddannet ønolog, men har også studeret jordbrugsteknik med speciale i landbrug og fødevareindustri.

Viñas e Adegas Galegas  – som Bodegas Martín Códax altså købte i 2012 – ligger i Meder i Pontevedra og hører under D.O. Rias Baixas. Det er grundlagt i 1995 af Pepe Rodríguez og har 33 hektar marker, hvorfra der primært laves vine på netop Albariño … præcis som Bodegas Martín Códax.

Denne Albariño vin er lavet med druer, der er høstet med håndkraft og så er vinen ellers vinificeret på rustfrie ståltanke … både gæring og den efterfølgende korte lagring.

Los Amantes Albariño er lidt småbuttet i duften, masser af honningmelon og fersken, en frisk pæretærte, småparfumeret med gule blomster, sandeltræ. let muskatnød, symaskineolie samt sød lakridskonfekt.

I munden er det en frisk og smagfuld vin, om end fyldig med saftige æbler, fersken, abrikos og citroner. Syren bliver måske en anelse til den runde side, men det opvejes af den læskende saftige, runde og søde frugt og den umiddelbare drikkevenlighed. Det er en lille prisbasker, som alle vil finde fornøjelig.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 92 kr., mens prisen er 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas Piqueras, El Picoteo Tinto, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Piqueras, El Picoteo Tinto, Valencia, SpanienTil vores nemme risotto med ærter kunne vi i Timm Vladimirs Køkken nyde den røde udgave af Bodegas Piqueras’ El Picoteo vin. Jeg synes egentlig ikke, at den passede særligt godt til retten, men måske skyldes det bare, at jeg ikke var særlig vild med vinen.

Vinen er lavet på 70% Monastrell aka Mourvèdre og 30% Syrah. Druerne kommer fra marker i 750-850 meters højde og fra vinstokke, der er omkring 30-35 år gamle. Efter høsten er den lavet med spontangæring med en løbende stigning til 29 grader for at opnå farve … og så sænkes temperaturen igen til 23 grader.

Efter endt fermentering er vinen lagret 3-4 måneder i 300 liter fade af både amerikansk og fransk Allier egefade og medium toastet.

I næsen afsløres det øjeblikkeligt, at det er en sød satan … uha, alt for sød for jeres ellers hærdede vinblogger. Det er sådan på nippet til at blive kvalm. Vinen er sødkrydret, har en lidt kogt frugt med blommer og overmodne kirsebær, en del kanel og tungt fadpræg.

Smagen afviger ikke meget fra duften … vitterlig meget sød med masser af fadnoter som både kanel og kardemomme, blommer, sol, kirsebærmarmelade … argh PAZZZZZZ. Hvis man skulle parre vinen med lidt mad, så ville jeg måske vælge noget kraftigt og stærkt … en gryde med lidt chorizo eller ovre i den kategori … ikke en risotto alene med ærter og fennikelsalat.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 89 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 2/7

2019 Bodegas Piqueras, El Picoteo Blanco, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Piqueras, El Picoteo Blanco, Valencia, SpanienTil vor lille forret af rørt tatar smagte vi et glas – eller to – af denne hvide El Picoteo Blanco fra Bodegas Piqueras, som ligger i byen Almansa i den allernederste del af Valancia området tæt på Murcia.

Bodegas Piqueras er grundlagt tilbage i 1915 af Luis Piqueras López. Han havde en vingård og han begyndte at lave vine og sælge dem i store kander.

Senere i 1927 byggede Luis Piqueras en nye vingård på Calle Campanario i Almansa efter han havde brugt 8 pesetas på julelotteriet  … og vandt. Pengene gik til grunden og opførelse af det nye vineri.

Siden år 2000 har det været 3. generation, som har drevet vingården, nemlig de to søskende Juan Pablo Bonete Piqueras og Angel Bonete Piqueras, men siden 2010 har Angels to børn Pablo og Javier også deltaget som 4. generation.

Det er et pænt stort vinhus og de har samlet 3 marker, nemlig La Finca de los Cuchillos, Finca los Timonares og Finca El Vínculo … og bare de to sidstnævnte er på henholdsvis 210 og 280 hektar.

Her er det først deres hvide El Picoteo Blanco, som jeg smager. Den har sit navn El Picoteo fra verbet Picotear, som løst kan oversættes til at nippe eller tage af maden, altså den spanske tapas.

Vinen er lavet på 50% Sauvignon Blanc og 50% Verdejo dyrket på marker i 700-800 meters højde. Druerne er høstet om natten i de sidste to uger af august og så er vinen lavet på ståltanke med en gæring ved lav temperatur over 30 dage, hvorefter den er lagret omkring 3-4 måneder i tankene inden aftapning på flaske.

I næsen virker vinen sådan lidt fed, fyldig og sødkrydret, der er saftige ferskner, papaya, mango, sandeltræ og måske er vinen også lidt olieret. Smagen er blød, rund … igen sødkrydret med elementer af honning, træ og jern. Det er ikke en vin, som blæser dig bagover, men bestemt på et anstændigt niveau.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 89 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragón, Spanien

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragon, SpanienJeg var forleden med et erhvervsnetværk til en hyggelig aften i Timm Vladimirs Køkken, hvor vi sammen skulle hygge os med at lave mad sammen og selvfølgelig drikke lidt vin.

Aftenen startede – som gode aftener skal – med lidt bobler og det blev et glas af denne Ramiro II Cava Ecológico Brut, som er fra kooperativet Grandes Vinos y Viñedos, der ligger i Villanueva de Huerva i Zaragoza under Cariñena appellationen i Aragón vinområdet.

Grandes Vinos y Viñedos er opstået i 1997 ved en fusion af en lang række lokale kooperativer i Cariñena … alle oprindelig grundlagt i en periode fra 1950 til 1967. Det var nemlig kooperativerne Nuestra Señora del Pilar de Villanueva de Huerva, San Roque de Alfamén, San José de Aguarón og San Bernabé de Cosuenda, som i 1997 fusionerede og skabte ét stort kooperativ med mere en 700 vinavlere som medlemmer.

Samlet råder Grandes Vinos y Viñedos således i dag over mere end 4.500 hektar vinmarker, hvilket er over en 1/3 af samtlige vinmarker i hele Cariñenas, Markerne ligger ved foden af bjergene Algairén og Pecos mellem floderne Huerva og Jalón og spredt over alle 14 kommuner i distriktet Campo de Cariñena.

Dermed er Grandes Vinos y Viñedos en mastodont i området og deres vineri i Villanueva de Huervaer også pænt stort … ikke mindre end 60.000 kvadratmeter, hvilket svarer til 12 fodboldbaner. De har ståltanke på til 200.000 liter og en produktionskapacitet på 12.000 flasker i timen. Derudover har de en vinkælder med plads til små 20.000 egefade.

I Timm Vladimirs Køkken sad vi tæt … små hold af to foran et skærebræt og et gasblus … men med masser af hygge.

Inden vi lige kommer til vinen … så lad os da lige få et par indtryk fra aftenen i Timm Vladimirs Køkken. Det var en aften, hvor vi i hold af skulle lave to små retter … intet fancy, men ren hygge. Der var lidt instruktion af et par unge piger, men det var næsten overflødigt, for vi skulle lave en tatar til forret og en risotto til hovedret.

Lidt rørt tatar og lidt chips, radiser og en ældre æggeblomme 🙂 Peace of cake.

Til maden smagte vi også spanske vine … 2 vine fra Bodegas Piqueras i form af en hvid og en rød udgave fra husets El Picoteo serie … ikke noget at skrive hjem om, men dem anmelder jeg selvfølgelig også bagefter.

Risotto med ærter og lidt fennikelsalat, en billig men velsmagende ret.

Nå, men lade os først gøre den mousserende Cava kaldt Ramiro II Cava Ecológico Brut fra Grandes Vinos y Viñedos helt færdig. Den er lavet på druerne Macabeo og Chardonnay … men der står intet om hvordan vinen er fremstillet … med andengæring i flaske eller efter den noget billigere Charmat metode med dannelse af kuldioxiden i tanke. Når man ikke har oplyst noget, så er det formentlig efter Charmat metoden 🙂

Men cavaen har faktisk en dejlig duft … let nøddet, ristede og gærede noter, hvide blomster, æbler og pærer. Der er måske også en snert af lidt citrus … men ellers sådan meget plain uden de store svinkeærinder.

I munden har vinen et vildt brus … ikke noget forsigtigt eller sart der, men har smagsmæssigt et venligt væsen med lemon, grape og citron uden at sætte de store store mærker i sanseindtrykkene. Men det var faktisk bedste vin denne aften i Timm Vladimirs Køkken.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 140 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Bodegas Shaya, Shaya Sauvignon Blanc, Rueda, Spanien

2020 Bodegas Shaya, Shaya Sauvignon Blanc, Rueda, SpanienBodegas Shaya er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog med et par af deres Verdejo vine og nu drikker jeg igen en vin fra huset … deres friske 2020 Shaya Sauvignon Blanc.

Bodegas Shaya er blot én af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde. Vingården er beliggende lige  udenfor den lille by Aldeanueva del Codonal i Segovia provinsen i vinområdet Rueda i Spanien,

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Juan Gil Bodegas Familiares i et partnerskab med Enrique Busto og de har sat den unge, australske vinmager Belinda Thomson i spidsen for projektet. Hun har tidligere arbejdet for Crawford River Winery, der – som på Bodegas Shaya – producerer hvidvine.

På Shaya har de 30,5 hektar vinmarker, hvor der næsten udelukkende er meget gamle Verdejo vinstokke. Jorden er tør og nærmest et gammelt floddelta med grus, sandjord og et dybere lag ler.

Denne Shaya Sauvignon Blanc er lavet ved, at druerne først er afstilket inden presning, hvorefter gæring sker i fermenteringstanke i rustfrit stål med en langsom, temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret kort i tankene inden aftapning på flaske.

Det er duftmæssigt en venlig Sauvignon Blanc vin … er ikke hverken skinger, overgrøn eller vildt græsset. I stedet kommer der behagelige aromaer af modne æbler samt lidt eksotiske frugter, banan, mango og fersken, kaktuspiller, lidt blomster og egentlig utrolig let, blød og tilgængelig.

I munden er vinen lidt mere frisk … der er grønne æbler, lemon, grape og citroner. Selvom der også fanges lidt sødme, så er vinen relativt tør med denne syrlige, livlige og friske side. Det klæder sgu faktisk Sauvignon Blanc med lidt venlighed … og det har denne vin helt præcis sammen med den syrlige friskhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, SpanienDet er sgu ikke mange uger siden, at jeg svælgede mig i den lækre, fine og eksklusive topvin Viracocha fra Bodegas López Cristóbal, Nu smager jeg atter en af husets bedste vine lavet med druer fra tussegamle vinstokke … vinen Bagús.

Her er det i en nyere 2018, men jeg har smagt vinen før i årgang 2011 og 2017. Vinen er lavet med druer fra marken Pago de Manvirgo i 850 meters højde med over 85 år gamle Tempranillo vinstokke, som giver et ekstremt lille udbytte. Ved høsten – der er sket med håndkraft – er druerne sorteret og igen inden vinificeringen.

Gæringen er sket ved 28 grader og derefter har vinen lagret 14 måneder på nye fade, hvor 80% er franske og 20% amerikanske fade, efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt beskedne 5.000-8.000 flasker af vinen.

Næsen nærmest skriger Ribera … dyb, sort frugt, blåbær, brombær, blommer, sorte kirsebær og vild dybde. Det er sgu en vin med skrald på, fed, opulent og fadpræget. Der er masser af fadnoter som vanilje, kanel, tobak, mælkechokolade, kaffe, sød lakrids, søde krydderier og ristede elementer. Men der fornemmes også friskhed i frugten, lidt grønne elementer og minder ret meget om 2017’eren.

Smagsmæssigt er det også en stor, fyldig og bastant vin, men det hele leveres bare blødt, smooth, flødeagtig og virkelig cremet. Men det er samtidig med masser af nerve, et bundt vilde tanniner med en tør, rank og nærmest frisk side. Det tørre, syrlige og friske går fint hånd i hånd med alt det kraftige, intense og mørke smage med lidt solbær, brombær og modne kirsebær, tør engelsk lakrids, bitter mørk chokolade, vanilje, kaffe og søde krydderier. Man får både kraft, power, bid og elegance på flot balanceret facon.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., men kan fås til 389,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, Spanien

2019 Eulogio & Javier, El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica, Castilla y León, SpanienNæste hvidvin var en spansk Verdejo … 2019 El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica fra Eulogio & Javier … et joint venture mellem to af  Spaniens store vinmagere.

Eulogio står for Eulogio Calleja og han er et anerkendt navn i både Spanien og USA, da han er teknisk direktør for Grupo Avante Selecta, som er en del af den store koncern Inveravante. Avante Selecta ejer 9 vinhuse som fx Bodegas Naia og Dominio de Atauta, Viñas del Cenit og Álvaro Domecq. Eulogio Calleja har specielt stået bag etableringen af Bodegas Naia i 2002 og det vinhus er netop stærke på Verdejo vine.

Javier står for Javier Rodriguez og han er manden på vinhuset Rodriguez Sanzo, der i 2014 blev hyldet som Spaniens bedste vineri og vi også er stødt på her på Houlbergs Vinblog en del gange før … senest den fantastiske Orange Wine Albillo fra Toro i Castilla y León.

De to har været venner i mange år og har nu lavet en række vine i deres fælles joint venture projekt. Målet er et lave unikke vine fra en række udvalgte marker. De ejer således ikke selv markerne, men de udvælger, opkøber og laver så vinene sammen med minimal indgriben og manipulation.

Der laves pt 4 forskellige vine i joint venture projektet, hvor denne El Quinto Paraje netop af en af dem. Det er 100% Verdejo, som kommer fra økologisk dyrkede marker beliggende i Rueda og den største af markerne i Medina del Campo. Derudover kommer nogle af druerne fra gamle pre-phylloxera vinstokke på en mark i Nieva beliggende i 910 meters højde.

Vinen er fermenteret i henholdsvis 600 liters egefade og betontanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret i 6 måneder frem til aftapning på flaske.

I næsen virker vinen olieret med let brunet smør, blomsterpollen, gule blomster og lidt frugt med melon, fersken, melede æbler samt pærer, svag lidt stikkelsbær, safran og grønne blade. Der dukker sgu også lidt nødder op og giver nogle småburgundiske associationer, for det gør samlet set duften rigtig interessant.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere rank end de fleste bourgogne vine, for der er grape, lemon og citronsyre, melonsaft, fersken og modne pærer suppleret med kalk, jern og salt. Det er en vin, der overrasker og har sin egen særlige friske og grønne side med kalk, syre, en vis bitterhed og grønne pust. Jeg ligger sådan lige mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, PortugalTilbage i januar for nogle måneder siden testede jeg et par Rui Roboredo Madeira vine, nemlig den dygtige vinmagers 2018 Beyra Reserva samt 2017 Beyra Grande Reserva. Nu gentager jeg kunststykket blot i en årgang nyere og starter med 2019 Beyra Reserva.

Rui Roboredo Madeira etablerede oprindeligt sit vinhus tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere.

Samtidig startede han også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke i 1986 ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård Quinta da Pedra Escrita for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa lidt syd for den større by Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira Vinhos do Vale do Douro 100% og herefter også købt familens gamle vingård Quinta da Pedra Escrita.

Dermed består hans vinhus i dag af følgende vingårde; Quinta da Pedra Escrita på 17 hektar i Freixo de Numão, Quinta do Côa på 14 hektar i Almendra, Quinta de Fafide på 12 hektar i São João da Pesqueira, Quinta da Cassa på 8 hektar i Vale de Figueira og så endelig Vinha da Beyra på 10 hektar i Vermiosa.

Derudover arbejder den flittige vinmager i dag også som konsulent for en række andre vinhuse og kooperativer i Portugal, bl.a. Quinta dos Castelares, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Adega Cooperativa de Vila Real.

Vinha da Beyra er et projekt, som Rui opstartede i 2011 ud fra et ønske om at lave vine på nogle af de gamle, lokale druer fra gamle vinstokke på nogle af landets højeste beliggende vinmarker. Derfor kaldte Rui også projektet for Vinhos de Altitude. Og markerne ligger ved den lille landsby Vermiosa … lige præcis der, hvor Rui startede med at arbejde igen efter hans restitution ovenpå sin ulykke.

Vermiosa ligger i den østligste del af Portugal – 2/3-dele oppe i landet – op mod grænsen til Spanien. Vi er dermed ikke længere i Douro området, men i Beira Interior appellationen … et sted, hvor man kan finde mange vinøse skjulte skatte. Der findes der er barsk klima, som kombineret med højtbeliggende marker og jord med kvarts, skifer og granit giver vine med stor kompleksitet.

Der laves pt 15 forskellige vine i Beyra serien, hvor denne 2019 Beyra Reserva er lavet på 85% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 5% Mencia … altså et lidt anderledes blend end 2018 årgangen på 80% Tempranillo samt 20% Mencía. Men alle druerne kommer dog fortsat fra markerne i 700 meters højde og selvfølgelig er høstet med håndkraft.

Først afstilkes druerne og så knuses de, hvorefter de køles ned en kort periode. Derefter sker der en gæring og maceration ved 22-26 grader over 7 dage, hvilket så efterfølges af 6 måneder fadlagring på 1/3 del franske og 2/3 dele amerikanske egetræsfade.

I glasset er vinen ret mørk, mens duften også er mørk og blækagtig med nogle svagt flæskede, landlige og smågærede aromaer, hvor der er mørke frugter,  brombær, solbær … solbærmarmelade med noget sødme. Det er er fin kølig stil, som understøttes af lette blomster, sorte oliven, kokos og måske endda lidt mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen – på samme måde som 2018’eren – noget lettere i stilen end forventet. Den er fyldig, men syren er frisk, der er bitterhed og kæmpestor tørhed. Så tager tanninerne over og virker også knastørre … dog kommer der også en let sødme. Det er mørke kirsebær, brombær, grafit, bitterhed, syre og mineralitet i god samspil.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Bodegas Asenjo & Manso, Silvanus, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Asenjo & Manso, Silvanus, Ribera del Duero, SpanienHvorfor ikke fortsætte med endnu en Crianza fra et andet vinhus fra La Horra i Ribera del Duero, nemlig Bodegas Asenjo & Manso, der ligger små 200-300 meter fra Viña Sastre.

Bodegas Asenjo & Manso er grundlagt i 2004 af Jesús Asenjo og hans brødre. De har boet i La Horra gennem generationer og altid været vinavlere, der solgte druerne til lokale kooperativer. Det går helt tilbage til deres forfader Teófilo Asenjo, som  startede med at plante de første vinstokke  for herrens mange år siden.

Det betyder også, at Jesús Asenjo og familien har 45 hektar vinmarker, hvor deres ældste vinstokke er mellem 30 og 100 år De yngste marker er plantet i 2004 og druerne fra disse marker indgår i dag i produktionen af deres vin Manso Crianza.

De bedste marker er 3 marker plantet mellem 1897 – 1908, hvor druerne anvendes til  topvinen A&M, mens resten af vinene fra den øvre ende af skalaen laves på druer af minimum 60 år gamle vinstokke.

Denne Silvanus er én af husets 5-6 forskellige vin og lavet som en Crianza. Her kommer druerne fra vinstokke, der er 40-70 år gamle og det er selvfølgelig 100% Tempranillo. Som med den forrige er der ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er lagret 14 måneder på primært franske, men også amerikanske egetræsfade. Herefter minimum 14 måneder på flaske inden frigivelse af vinen.

I næsen er det – som forrige – en herlig mørk vin, men knap så voluminøs som forrige, for her er fadpræget ikke så tungt, men fortsat med en duft af våde fade suppleret med mørk frugt som både sorte kirsebær, solbær, tørrede figner, røg, blomster, vanilje, kakao og gammel balsamicoeddike samt nogen let elegance.

Smagsmæssigt er det en sand frugteksplosion, der leveres cremet, blødt og med en flot intens og frisk frugt, som både har bitterhed og mørk sødme. Der er kirsebær, brombær, solbær, let ristede noter,  egetræ, tydelige og tørre tanniner. Det er sgu flot Ribera del Duero med vild lang eftersmag med let spark af power.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 158 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Bodegas Viña Sastre, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Viña Sastre, Crianza, Ribera del Duero, SpanienJeg har før smagt vin fra Bodegas Viña Sastre, nemlig deres fabelagtige Pago de Santa Cru. Nu smager jeg igen en vin fra det spanske vinhus i Ribera del Duero, nemlig deres 2017 Crianza og atter bliver jeg imponeret.

Bodegas Viña Sastre ligger i udkanten af den lille by La Horra i det berømte Ribera del Duero. Vinhuset er egentlig startet tilbage i 1950’erne af Severiano Sastre, der producerede bodegaens første vine i  de underjordiske grotter i La Horra. Projektet greb om sig og med tiden opkøbte Severiano mere og mere jord og tilplantede den med flere vinstokke.

Det var dog først i 1992, da sønnen Rafael Sastre overtog driften, at vinhuset reelt blev etableret. Det fik navnet Bodegas Hermanos Sastre og sammen gik far og søn i gang med at producere vine mere målrettet fra deres dengang 23 hektar vinmarker.

Severiano bistod med sin støtte og hjælp ligesom Rafaels egne sønner Pedro og Jesús også hjalp til. Imidlertid døde Rafael i 1998, hvorefter sønnerne selvfølgelig overtog driften, men i 2002 døde Pedro i en tragisk trafikulykke.

Siden da har det været Jesús Sastre, som har drevet Bodegas Viña Sastre, hvilket sker med hjælp fra svigerinden Isabel og hans mangeårige ven Eugenio Bayón.

Samlet har vingården i dag 45 hektar vinmarker, som ligger omkring La Horra i omkring 800-840 meters højde. Vinhuset er begunstiget af vinstokke, som er nogle steder er mere end 60 år gamle.

Det giver basis for en årsproduktion på omkring 250.000 flasker vin, som fordeler sig på 8 forskellige vine, heraf 4 af er enkeltmarksvine, hvor topvinen hedder Pesus. Den har i øvrigt tidligere fået 100 point af en af de mange spanske vinbibler Guía Proensa, hvilket også har fået Bodegas Viña Sastre frem i søgelyset.

Sastres Crianza er huserts mest producerede vin og i denne årgang 2017 er vinen endda lidt ekstra pumpet, da vinhuset i dette år ikke lavede hverken deres første eller andenvin.

Druerne er selvfølgelig 100% Tempranillo, som kommer fra 60 år gamle vinstokke på marker i 800-830 meters højde ved Las Navas, Carrasantamaría, Fuentenarro, Valdelayegua, Carranaguix og Las Tenedas i La Horra. Efter gæring og maceration er vinen lagret 14 måneder på franske og amerikanske egetræsfade, heraf 70% nye egefade. Årlig produktion ligger på omkring 90.000 flasker.

Hvor dufter det vildt godt … masser af sort, fed , tyk, moden og fadpræget frugt, næsten kandiseret med solbær, blåbær, figner, bitre sorte og syrlige kirsebær, våde og tunge fade, ristede noter, toast og masser af træ, kaffelikør, mælkechokolade,  vanilje, kanel og så samtidig virkelig flot balance.

Og det smager fandeme også mægtigt godt, for der er masser af mørk kraft, virkelig cremet, blød med en comfortagtig og tyk syre, som varmer hele vejen gennem halsen. Samtidig bliver syren aldrig for fed, men holder skansen og giver rygrad hele vejen. Der er godt med egetræ, volumen, sødme, frugtintensitet og hvor smager det dog godt. Jeg er igen begejstret for Bodegas Viña Sastre og det er formentlig bedste Crianza vin smagt i årevis.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 269 kr., mens i øjeblikket er på tilbud til 175 kr.

Vinanmeldelse 6/7