2020 Viñas e Adegas Galegas, Los Amantes Albariño, Rías Baixas, Spanien

2020 Adegas Galegas, Los Amantes Albariño, Rías Baixas, SpanienNo muy seco … no muy dulce står der på etiketten af denne spændende vin Los Amantes Albariño fra Viñas e Adegas Galegas. Det betyder ikke særlig tør … ikke særlig sød. Men den lille illustration med manden, der forsøger at plukke månen ned til sin udkårne er da nussersød.

Lad os se, om det også gælder vinen, som kommer fra Viñas e Adegas Galegas, der er et Rías Baixas vinhus, der i 2012 blev opkøbt af Bodegas Martín Códax … og det ringer en klokke, for det vinhus er vi tidligere stødt ind i her på Houlbergs Vinblog.

Bodegas Martín Códax er et kooperativet, som ligger ved byen Vilariño tæt på Cambados i dalen Valle de Salnés i Galicien under appellationen Rías Baixas. Kooperativet er grundlagt i 1986 og tæller 270 medlemmer, som samlet dækker omkring 210 hektar vinmarker og derudover har man aftaler med yderligere 300 vinavlere om levering af druer til kooperativet.

Kooperativet har taget deres navn efter en troubadour, som kom fra byen Vigo i Galicien og levede der i 1300-tallet. Bodegas Martín Códax sponsorerer således præmien til den årlige Martín Códax digteraften og støtter en ældre musikgruppe, som også er opkaldt efter den gamle digter.

På kooperativet laves der udelukkende vine på Albariño druen, og endda hele 10 forskellige af slagsen og herudover en mousserende vin samt 4 forskellige likører. Vinene sælges under to brands, nemlig Bodegas Martín Códax samt Burgáns … hvilket i øvrigt er navnet på den bakke, som kooperativet ejendom i Vilariño ligger på.

Kooperativets vine laves af de to vinmagere Luciano Amoedo og Katia Álvarez. Luciano er 9. generation af vinbønder og han var én af initiativtager til oprettelsen af kooperativet. Derudover har han også spillet en væsentlig rolle i etableringen af appellationen DO Rías Baixas.

Katia Álvarez blev ansvarlig vinmager på kooperativet i 2005 og er uddannet ønolog, men har også studeret jordbrugsteknik med speciale i landbrug og fødevareindustri.

Viñas e Adegas Galegas  – som Bodegas Martín Códax altså købte i 2012 – ligger i Meder i Pontevedra og hører under D.O. Rias Baixas. Det er grundlagt i 1995 af Pepe Rodríguez og har 33 hektar marker, hvorfra der primært laves vine på netop Albariño … præcis som Bodegas Martín Códax.

Denne Albariño vin er lavet med druer, der er høstet med håndkraft og så er vinen ellers vinificeret på rustfrie ståltanke … både gæring og den efterfølgende korte lagring.

Los Amantes Albariño er lidt småbuttet i duften, masser af honningmelon og fersken, en frisk pæretærte, småparfumeret med gule blomster, sandeltræ. let muskatnød, symaskineolie samt sød lakridskonfekt.

I munden er det en frisk og smagfuld vin, om end fyldig med saftige æbler, fersken, abrikos og citroner. Syren bliver måske en anelse til den runde side, men det opvejes af den læskende saftige, runde og søde frugt og den umiddelbare drikkevenlighed. Det er en lille prisbasker, som alle vil finde fornøjelig.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 92 kr., mens prisen er 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7