Tag-arkiv: Spanien

2019 Rolland & Galarreta, Verdejo Parcela 22-66, Rueda, Spanien

2019 Rolland & Galarreta, Verdejo Parcela 22-66, Rueda, SpanienJeg har igen smagt en Rueda Verdejo vin fra den verdenskendte vinmager Michel Rolland og hans spanske partner Javier Galarreta i det fælles spanske projekt Rolland & Galarreta … vinen er deres 2019 Verdejo Parcela 22-66.

Vinen er lavet på 100% Verdejo, der kommer fra to højtliggende og stenede parceller med numrene 22 og 66 i La Seca i Rueda. På disse parceller i 700-750 meters højde er vinstokkene  40 år gamle.

Druerne er efterhøst udblødt ved 7 grader, presset og så er selve gæringen sket i temperaturstyring i ståltanke ved 14-16 grader. Og efter endt fermentering er vinen lagret 3-4 måneder i ståltanke samt 5-10% på 225 liter franske barriques.

Det dufter af en frisk dag ved havet, hvor du får en saltet vind i ansigtet og det suppleres af en lille tropisk storm med tørret ananas, abrikos, fersken, blomsterpollen … tæt på at være eksplosiv, men det er på en lidt rustik, rå og grov måde, hvor man også får en lidt kalket mineralitet med.

Sådan er smagen næsten også … lav syre, godt med tørret frugt i smagen. Der er både tørret abrikos, tørret ananas, tørret mango og papaya, hvilket sammenlagt giver en blød, fed væske med hvid peber og alt på en smørfed, olieret, sødkrydret og syrefattig måde. Den er eksplosiv på en blød møde … glat, smooth og maskulin. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Albariño, Rías Baixas, Spanien

2023 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Albariño, Rías Baixas, SpanienJeg har før smagt denne lækre Paco & Lola Albariño fra Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, der også kaldes Bodega Paco & Lola og er et nyere, innovativt kooperativ i Val do Salnés regionen i Rías Baixas. Nu smager jeg vinen i årgang 2023.

Bodega Paco & Lola er grundlagt i 2005 af en gruppe avlere og vinproducenter, som besluttede at  samle kræfterne, gøre deres vine mere professionelle og fremme kendskabet til alle vinene i det barske og regnvåde område ved kysten nord for den portugisiske grænse.

I dag er Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana det største kooperativ i DO Rías Baixas med mere end 400 medlemmer, som samlet har lidt over 200 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.800 forskellige parceller.

De fleste af markerne ligger i underzonen Val do Salnés … den største af de 5 DO underzoner i Rías Baixas.

 Paco & Lolas målsætning er kvalitet frem for alt. Derfor er der vedtaget strenge krav, som hvert enkelt medlem skal overholde for at kunne levere druer. Derudover er bæredygtig dyrkning i højsædet, hvorfor Paco & Lola da også er medlem af LIFE + Atlantic Vineyards-projektet … et projekt, hvor alle medlemmerne bl.a. forpligter sig til at minimere brugen af kemi. Kooperativet arbejder også målrettet med FNs 17 bæredygtige mål.

Vinene på Paco & Lola er primært på Albariño … den fabelagtige druesort, som menes af nedstamme fra Riesling … bl.a. fordi navnet egentlig betyder den “den hvide fra Rhinen” og Albariño har da også nogle træk fra Riesling, bl.a. en meget frisk syre.

Denne Paco & Lola Albariño er netop lavet på ren Albariño, hvor alle druerne kommer fra marker i Val do Salnés i Rías Baixas. Vinen er lavet udelukkende på den fritløbende saft og lavet med gæring på rustfrie ståltanke ved 16 grader over 21 dage, hvorefter den er lagret på samme sur lie i 3 måneder.

Paco betyder fri på spansk og lola betyder sorger. Paco er reelt en forkortelse for Francisco … altså den mandlige side, mens Lola er den kvindelige side og forkortelse af navnet Dolores, som stammer fra den spanske titel Nuestra Señora de los Dolores aka Jomfru Maria.

Her er der dog ingen sorger … men ren fri leg med en pivfrisk duft … for det er mit allerførste indtryk og det lover godt. Det dufter faktisk virkelig fremragende, er meget let, luftig med en fin balance i frugten mellem umodne grønne pærer, syrligbitter lemon og mere tropiske frugter af fersken, melon og mango. Dermed bevarer vinen et slankt udtryk, der bliver forstærket af sommerblomster og en støvet og stenet mineralitet.

Smagsmæssigt rykker du lige frem på stolen … to gange, for man får et herligt, syrligt og samtidig let svirp med citronpisken. Den er frisk, pigesur og du snerper munden sammen til kyssestilling, men bliver også belønnet med et kys af umodne grønne æbler, citroner, grape, bitterlemon og letsaltet stenet mineralitet. Syren er virkelig fin … klart mere syrlig, mindre cremet og mere rank end 2020’eren, men det klæder vinen helt utroligt. Du får derfor en vin, der både er syrlig, sprød, spændstig, rank, frisk, levende og fri … og til udsalgsprisen er Lola yderst sexet og tiltrækkende. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 148 kr. ved køb af 6 flasker. Pt kan den fås på tilbud til 119 kr. ved køb af 6 flasker og det er at regne som lovlig rapseri.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Sauvignon Blanc, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Sauvignon Blanc, Valencia, SpanienJeg har tidligere smagt de 2 sommervine 2023 Mare Meua Pinot Noir Rosé og rødvinen 2023 Mare Meua Garnacha fra Bodegas Torre Oria og nu smager jeg den blege søster Mare Meua Sauvignon Blanc og ligeledes i samme årgang,

Vinen er faktisk lavet helt på samme som de to andre Mare Meua  vine, nemlig med vinificering og lagring udelukkende i ståltanke og det er for at bevare friskhed og selvfølgelig holde prisen nede.

Det er ikke en hardnitter Sauvignon Blanc, men er klart lavet for appeal til det bredere publikum. Dermed er der nærmest ingen af druens ret karakteristiske træk med duft af grøn peber, græs samt solbærblade, men der kommer dog en smule hyldeblomst sammen med lidt melon, honningmelon, kantalupmelon, bløde pærer, papaya, honning og sandeltræ. Dermed bliver duften blød, vag og meget omgængelig … her kan alle være med.

Smagen er sødkrydret … lidt urteagtig med et lidt eksotisk frugt af papaya, vandmelon, mango samt kandiseret grape og lemon, hvilket giver et meget blødt bid … stille, rolig og måske lidt flade i syren, men til gengæld med et bredt appeal og samtidig en meget tiltrækkende pris, så den skal forståeligt nok blive ret populær. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster79,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Cavas Marevia, Vega Medién Cava Brut, Valencia, Spanien

N.V. Cavas Marevia, Vega Medién Cava Brut, Valencia, SpanienCavas Marevia aka Unión Vinícola del Este er et cavahus, der ligger i byen Requena i Valencia regionen i Spanien og derfra smagte jeg forleden denne Vega Medién Cava Brut.

Cavahuset Cavas Marevia ejes af Hevia Ferrer-familien, der oprindeligt kom fra Santander og var efterkommere af Ferrer Sala-familien med over 100 års erfaring i produktion af mousserende kvalitetsvine.

De købte i 2019 Cavas Marevia, men har i forvejet siden 2007 ejet Union Vinicola Del Este og er i dag en af de store cavaproducenter i Requena, der laver deres vine både fra egne vinmarker, men primært via køb af druer fra over 100 vinavlere i Requena.

Her smager jeg deres Vega Medién Cava Brut, der er lavet på 75% Macabeo aka Viura og 25% Chardonnay. Druerne er håndplukket  og efter en skånsom presning, hvor man selekterer den bedste del af mosten, sker gæringen på ståltanke.

Basisvinen modner derefter nogle måneder sur lie inden aftapning på flaske til brug for andengæringen efter en helt klassisk méthode traditionelle teknik og der lagrer vinen samlet 18 måneder.

I starten er der egentlig godt med frugt, men duften er samtidig anderledes … virker nærmest tør med tørre papkasser, peanuts, melon, pærer og hybenroser.

Smagen virker til gengæld ikke særlig tør, for der er pænt med sødme og også for meget sødme. Der er sød kandiseret grape og det bliver samtidig lidt vandet … og dermed noget endimensionel. Den er jeg ikke ubetinget vild med. 87 point.

Set hos Vinoble, hvor prisen er 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Raúl Pérez, Valtuille Cepas Centenarias, Bierzo, Spanien

2019 Raúl Pérez, Valtuille, Bierzo, SpanienSteffen havde taget denne fabelagtige Mencía baserede vin med fra den dygtige vinmager Raúl Pérez … det er vinen Valtuille Cepas Centenarias i årgang 2019.

Raúl Pérez er vi tidligere stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og han er vel at betegne som forgangsmanden for hele stilændringen i Bierzo.

Han grundlagde i 2005 sin vingård Bodegas y Viñedos Raúl Pérez. Siden har han ikke set sig tilbage, og han har for alvor været med til at sætte Bierzo på landkortet og står i dag som regionens klare referencepunkt.

I dag laver Raul også vin i Rias Baixas, Ribeira Sacra og Navarra, men det er hjemme i byen Valtuille de Abajo, hvor han har sit fokus og laver nogle af verdens mest eftertragtede vine.

Det tyske vinskrift, Der Feinschmecker, kårede ham til verdens bedste vinmager i 2014. Det samme gjorde også det franske vinmagasin, Bettane+Desseauve, i 2015, mens det engelske Decanter i 2018 stillede spørgsmålet: er dette verdens bedste vinmager?

Vindyrkningen går generelt den mere biodynamiske vej. Og med en vinificering, der samtidig tæller helklasegæring og lagring på neutrale fade, er der i højere grad fokus på friskhed og drikkevenlighed.

Foruden selv at lave mesterlige vine, konsulterer Raúl Pérez også en lang række andre producenter. Derudover deler han erfaringer med Rodrigo Mendes fra Forjas del Salnes, når de i deres kældre i Rias Baixas frembringer vel nok Spaniens mest efterspurgte hvidvine.

Her smager vi Raúl Pérez’s 2019 Valtuille Cepas Centenarias, som er lavet på 89% Mencía, 5% Trousseau samt 6% af de hvide druer Godello, Palomino og Doña Blanca.

Druerne til vinen kommer fra Rauls families vingård Castro Ventosa, der har sine marker omkring landsbyen Valtuille de Abajo. Markerne er opdelt parceller og har meget gamle vinstokke. Cepas Centenarias betyder da også på spansk hundredeårige vinstokke.

 Vinificeringen foregår efter gamle principper i åbne kar med helklasegæring og 60 dage lang maceration afhængigt af årgangen og alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 225 og 500 liter gamle egefade og aftappet uden klaring eller filtrering.

Duften er uregerlig, vild, vandvittig og vidunderlig … det dufter sgu bare sindssygt godt. Det er røde blomster, der står i en lerkrukke af sandet jord og har en vandvittig lys og let frugt af både grønne samt røde jordbær, mirabeller og nogle mørke samt søde kirsebær, ribs og sjovt nok en lidt lys nordrhônsk karakter, hvor der også kommer lidt røget kød, violer og en balsamisk syre. Uha uha.

Smagen er også vild … vild og næsten burgundisk i udtrykket … samtidig tør som en ørkenvind, der er balsamisk æbleeddike, lys frugt af saftige jordbær, mirabeller og et æterisk, overjordisk  saftig i frugten med en forfriskende syre. Man kan næsten fornemme nogle blomster i smagen og alt egentlig fløjlsblød … man mærker en vild og fin energi, hvor tanninerne er diskrete, men understreger en tør, ren, pågående smag. Shit det smager eminent. 98 point.

Forhandles bl.a. af Vinpusheren, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Vega Sicilia, Valbuena 5°, Ribera del Duero, Spanien

2018 Vega Sicilia, Valbuena 5°, Ribera del Duero, SpanienTilbage i november sidste år serverede Keeper denne Valbuena 5° fra Bodegas Vega Sicilia og dengang var det i årgang 2014. Efter min vin – en Giorgio Primo IGT fra La Massa – havde Keeper som byggesjakkets første vin taget Valbuena 5° med igen, men nu i en årgang 2018.

Hvis du vil læse mere om Bodegas Vega Sicilia, så kan du læse mere om det i min anmeldelse af 2014’eren … her kigger vi bare nærmere på 2018’eren. Valbuena 5° er primært lavet på Tempranillo tilsat lidt Merlot og i denne 2018 er andelen af Merlot på 6%. Vinen gærer helt spontant i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke.

Efter malolaktisk gæring lagres vinen derefter i nye og brugte franske og amerikanske fade i forskellige størrelser, og herefter hviler den til sidst 5 år på flaske før frigivelse, hvilket også har givet vinen dens navn Valbuena 5º.

I glasset er der godt med farve … duften er berusende lækker med oksefond, sødbrændte fade, kakao, kaffe, vanilje og virker krydret, fed og pænt fadlagret. Frugten er mørk med sorte kirsebær, solbær, figner og derudover kommer der blæk, cedertræ og let peber med en smule granagtige noter … lækkert, rundt og virkelig afbalanceret.

I munden smelter vinen … men virker samtidig tør og har godt med balsamisk sorte teblade bitterhed, ristede noter med en fløjlsagtig frugt af mørke bær, solbær og bagte figner. Syren er mere livlig end i 2014’eren, men forenes alligevel i dette velvære af blød, soft, følsom og cremet frugt, hvor alt vender helt rigtigt. 97 point.

Forhandles fx af Finewines, hvor en flaske koster 1.395 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2023 Bodegas y Viñedos Fontana, Mesta Tempranillo Rosé, Castilla-La Mancha, Spanien

2023 Bodegas y Viñedos Fontana, Mesta Tempranillo Rosé, Castilla-La Mancha, SpanienSom frygtet kom der også en rosévin … en decideret skrækkelig 2023 Mesta Tempranillo Rosé fra Bodegas y Viñedos Fontana, der ligger i byen Fuente de Pedro Naharro i Cuenca området i det store Castilla-La Mancha vinregion.

Vinhuset ejes af Cantarero Morales-familien, der har stolte traditioner og over 30 års erfaring i vinbranchen. Samlet har huset over 500 hektar vinmarker beliggende i 700-800 meters højde og alle markerne drives bæredygtigt uden brug af pesticider og andet skidt.

Vinene laves af den newzealandske vinmagerr Sam Harrop og spanske vinmagerTomás Buendía. De står også bag denne 2023 Mesta Tempranillo Rosé, der er lavet på ren Tempranillo med en smule skindkontakt for at give den meget røde farve … men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt er det her slet ikke mig … det er rabarbersaft med candyfloss, klassisk Tivoli krymmel og det er ærlig talt af for trutti-frutti for mig … nærmest mest beregnet til unge teenager og dakke-dak musik.

Sådan er smagen faktisk også … trutti-frutti, intetsigende hindbær saftevand og kirsebærjuice … noget sød slask, så det bliver et stort PAZZZZZ for mig, som Gary Vaynerchuk engang ville ha’ sagt, så dermed 72 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 100 kr., men fås på tilbud til 79 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2020 Bodegas y Viñedos Leza García, La Artesilla de Leza García Blanco Reserva Viñedo Singular, Rioja, Spanien

2020 Bodegas y Viñedos Leza García, La Artesilla de Leza García Blanco Reserva Viñedo Singular, Rioja, SpanienPå adressen Calle San Ignacio i den lille by Uruñuela i La Rioja Alta finder vi det familiedrevne vinhus Bodegas y Viñedos Leza García og det er derfra, at jeg nu smager en imposant 2020 La Artesilla de Leza García Blanco Reserva Viñedo Singular.

Vinhuset er familieejet og er grundlagt tilbage i 1920 af Juan Leza Arenzana, har været drevet i 3 generationer og de har 110 hektar vinmarker i Valle del Najerilla nær bodegaen i Uruñuela, Ábalos, Alesanco og Hormilla fordelt på ikke mindre end 85 parceller.

Indtil år 2000 solgte familien egentlig blot deres vine bulk til andre producenter, men efter krisen samme år besluttede de at sælge og  markedsføre vinene under familiens eget navn.

I dag drives vingården af de 3 brødre Luis Fernando, Juan Ángel og Donato Leza, der som 3. generation overtog hele driften fra deres far Ángel Leza, som også havde bygget husets vinkælder.

Fra nogle af de små parceller har vinhuset lanceret en samling af Viñedo Singular vine og det er netop sådan en vin, som jeg nu har fået i glasset … en 2020 La Artesilla de Leza García Blanco Reserva Viñedo Singular, der er lavet på 100% Viura.

Druerne kommer fra 45 år gamle vinstokke på marken La Artesilla beliggende i 600 meters højde i Sonsierra området. Efter høsten er druerne lagt i en kølig premaceration inden presning og så gæringen ved 18 grader over 12 dage på amerikanske og franske egetræsfade.

Efter endt fermentering er vinen sammenlagt lagret sur lige på fadene i 9 måneder inden aftapning på flaske. Der er kun lavet 2.688 flasker og denne er nummer 172.

WAUW det dufter simpelthen fabelagtig … fed, formidabel, fadpræget, fyldig, flødelækker og fræk … frugten er sgu nærmest kandiseret og tyggeklar med monstrøs blomsterpollen og olieret parfume. Der er frugt af kandiseret fersken, tørret abrikos, bivoks, lineolie og så ellers god med fadnoter af saltkaramel, saltlakrids og fennikel, brunet smør, lakridskonfekt og vanilje.

Smagen er også fed, rund, smooth og kropslækker … det smager simpelthen uanstændig godt. Det er en tyktflydende sjælevæske for voksne … indsmurt i brunet smør og  fedtdryppende læskende saftig med nogle søde sager fra slikbutikken. Det er sådan en vin, der bare lige smører alle led i kroppen og ikke mindst din sjæl og hjerte med masserende og afslappende velbehag. Frugten er fed, kandiseret fersken, abrikos og dåsepærer … blødt og forførende og jeg er sgu helt oppe at ringe på den Pantani store klinge. 97 point. Det er fandeme en hedonistisk godbid.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2023 Javi Revert Viticultor, Micalet, Valencia, Spanien

2023 Javi Revert Viticultor, Micalet, Valencia, SpanienVi skal igen en tur til Spaniens mest omtalte hotte vinmager Javi Revert og hans projekt Javi Revert Viticultor, som på rekordtid opnået status som værende en af landet bedste og her smager vi hvidvinen 2023 Micalet fra ham.

Micalet er – som Revert elsker -lavet på gamle, lokale sorter og denne er på et skønt mix af Tortosí, Trepadell, Malvasía, Merseguera og Palomino. Druerne er høstet af to omgange, for først høstes fra de upodede vinstokke, hvorefter resten høstes 10 dage senere.

Trepadell er jeg ikke før stødt på, men den skulle være samme druesort som Airén og kaldes også nogle gange for Forcallat Blanca.

Druerne presses med i klaser uden afstikning og spontangærer efterfølgende i betonæg, hvorefter den også slutteligt lagres i 9 måneder og det er en vin, som der årligt kun laves 1.600 flasker af.

Duften er vel mest at betegne som mild, blød og frugtrig med en noget kalket eller kridtet mineralitet, som du nærmest ikke mærker og ellers er det blød hvid frugt med gule blommer, honningmelon, en smule fersken og kandiseret lemon, Der er også en duft af blomster, hvilket skaber et luftigt og let udtryk … hmmmm.

Smagen er blid og flydende … det er som en sagte strøm i en lille snoende bæk, hvor vandet glider smukt igennem, mens det giver refleksioner og gør alt idyllisk. Der blid hvid frugt af hvide ferskener, dåsepærer og honningmelon suppleret med lidt hvid peber, syltede citroner og en kalket samt kridtet mineralitet, som lige smører dit halsrør og gør vinen let som vand i en ny tagrende. Det er virkelig meget smooth og elegant … elsker den sgu. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, Spanien

2023 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, SpanienRamón do Casar ligger gemt godt af vejen i Ourense provinsen i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño i Galicien, men det er derfra,  at jeg nu smager denne  2023 Treixadura.

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine, herunder altså også denne Treixadura.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado … men her har vi den altså i reneste form helt solo.

Høst sker manuelt, hvorefter druerne selekteres. Derefter bliver druerne afstilket og knust gennem en kuldeveksler efterfulgt af blid presning. Vinen gærer herefter i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og lagrer også i ståltankene og efter aftapning også en kort periode på flaske inden frigivelse.

Så for pokker … stor fed næse, der er erotisk og eksotisk med en næsten condrieuagtig olieret fedme. Der er som hos Condrieu røde vingummibamser, mango, ananas, fersken og dåsepærer. Der er også nogle syltede eller grillede citroner. Den har en vidunderlig, kraftig og dyb intensitet, maskulin syre, et bredt smil og søde krydderier.

Smagen er lidt som duften … bred, lystig og koncentreret … det er kryokoncencentreret æblemost og multifrugtjuice, melon, æbler og syltede citroner og lidt hybenrose og blomster. Det er cremet, blødt, fedt og med en maskulin syre, der samtidig også er mild. Det giver en stor og fyldig smag … bedårende, betagende, beundringsværdig og grandios … elsker den, så 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7