Både Jan og jeg havde taget en flaske vin med til vor Ahr roadtrip … et nødkit just in case, at vi blev tørstige undervejs. Da vi ramte Hotel Steigenberger over midnat, så meldte denne tørst sig omgående, og vi nuppede derfor alle 3 et glas af Jans medbragte halvflaske 2012 Saint Julien 3. Grand Cru Classé fra Château Langoa Barton på mit lille værelse.

Vinslottet Château Langoa Barton ejes af Barton familien, som grundlagde deres vinimperium tilbage i 1722 af Thomas Barton, der i en ung alder af 27 år forlod byen Curraghmore i Fermanag i sit hjemland Irland og slog sig ned som vinhandler i Frankrig.

I starten var det med base i først Montpellier og siden Marseille inden han i 1725 havnede i Bordeaux, hvor han opbyggede sit store vinfirma. Allerede i 1737 havde han tjent en større formue og blev blandt de lokale kaldt French Tom.

Siden er firmaet gået i arv og løbende blev udvidet, bl.a. købte Barton familie i 1821 Château Langoa og i 1826 også nogle marker fra den store Léoville ejendom.  Det blev til 2 separate vinhuse … nemlig Château Langoa Barton med det tilhørende slot og så Château Léoville Barton med bedste marker, men uden slot.

I den store 1855 klassifikation blev Château Léoville Barton klassificeret som 2. Grand Cru Classé, mens selve Château Langoa Barton blev 3. Grand Cru Classé, men alle vinene laves på slottet Château Langoa Barton.

Barton familien byggede også i 1838 et stort gods i Irland … Straffan House i Kildare County og det har siden tjent som hjemsted for familien sideløbende med aktiviteterne i Frankrig.

Siden har familien også i 2011 yderligere et slot i Bordeaux, nemlig Chateau de Mauvesin, som nu hedder Chateau Mauvesin Barton … et større Medoc vinslot med 220 hektar jord, hvoraf 51 hektar er vinmarker.

Det er Lilian Barton Sartorius, der som 9. generation i dag styrer det store familieforetagende, hvilket sker sammen med hendes husbond Michel Sartorius samt datteren og i dag ansvarlig vinmager Mélanie Barton Sartorius

Château Langoa Barton har samlet 15 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 7.000 kasser af denne Saint Julien 3. Grand Cru Classé, som vi her smager i en årgang 2012.

Vinen er i denne årgang lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot og 8% Cabernet Franc. Efter høst – som sker med håndkraft – afstilkes druerne, sorteret og kommer i temperaturstyrede trækar, hvor den alkoholiske gæring varer 7-10 dage, hvorefter vinen ligger i maceration omkrimg 3 uger inden lagring i 16-18 måneder på franske barriques, hvoraf 60% er nye fade.

Næsen byder på vilde og fede solbær, mørke blommer, engelsk lakrids, svagt lidt mynte, vanilje, kanel, kul, tjære, hæfteplaster og lidt muldjord. Der er sgu ikk’ helt ringe, for nu at sige det på jysk.

Smagen er tør og så alligevel med en vis fedme, masser af friskhed og syrlighed i frugten og de 7 år på bagen mærkes på ingen måde. Det er meget elegant og langt lettere i smagen end forventet. Der er meget levende tanniner og let peber i eftersmagen.

Forhandles herhjemme bl.a. af Lorentsens Vinforsyning, hvor en helflaske i nyere årgang koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

Vi skulle selvfølgelig også smage den ægte Château Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé … nemlig i årgang 2014, samme år som Philippine Mathilde Rothschild døde og dermed sidste vin, der bærer hendes – trykte – håndskrift på etiketten.

Jeg har været så heldig, at Bernt tidligere har serveret Château Mouton Rothschild for mig, så indtil dato har jeg smagt den dyre og eksklusive vin i årgangene 1982, 1989, 1992, 1994, 1997, 2002 … og denne eftermiddag kom jeg også til smage denne årgang 2014 samt topårgangen 2009.

Château Mouton Rothschild blev grundlagt i 1720, hvor det blev udskilt fra Lafite Rothschild og blev i begyndelsen af 1800-tallet købt af Joseph de Brane, som gav slottet navnet Brane-Mouton efter den lille bakke, som markerne ligger på.

I 1830 blev slottet solgt til advokaten Isaac Thuret fra Paris, men han kunne dog ikke vedligeholde kvaliteten i vinene  og dermed priserne på vinene, så i 1853 blev det købt af Nathaniel Mayer Rothschild, som havde fået interesse for vin,

Han var fra den rige engelske Rothschild familie og havde siden 1850 arbejdet som bankmand i sin svigerfars og onkels bank … Bank de Rothschild Freres. Han havde – som flere i familien – fået smag for de gode vine fra Medoc og det forlyder, at han kunne drikke op til 1½ flaske god vin om dagen.

Prisen for Château Brane-Mouton var 1.250.000 franske franc og straks efter købet omdøbte han slottet til Château Mouton Rothschild og var godt tilfreds, selvom slottet ved 1855 klassifikationen blev placeret i 2. cru gruppen.

Nathaniel skrev i 1864, at slottet gav stort overskud og værdien var steget til det dobbelt. På trods af dette, så besøgte han aldrig slottet, men det skyldes måske også, at han tidligere havde været ude for en jagtulykke og havde svære mén derfra.

Efter hans død i 1870 overtog hans søn James Rothschild driften og han startede byggeriet af slottet Petite Rothschild i 1880, men udviste ellers ringe interesse for slottet.

Da han pludselig døde i 1881 overtog hustruen Therese driften og derfra gik det videre til sønnen Henri Rothschild, som var en af Frankrigs rigeste personer på dette tidspunkt.

Han var uddannet læge og teaterinteresseret, men drak ikke vin og bekymrede sig ikke særligt om Château Mouton Rothschild. Han foreslog derfor i 1922 sin anden søn Philippe at overtage opsynet, hvilket kan accepterede. Philippe havde nemlig forelsket sig i slottet, da han havde opholdt sig på slottet under 1. verdenskrig.

Han blev dog først eneejer i 1947 efter 2. verdenskrig, da hans far døde og Philippe opkøbte sin broder og søsters aktier. Og det er i høj grad Philippes fortjeneste, at Château Mouton Rothschild er blevet ét af verdens mest berømte vinslotte.

Château Mouton Rothschild var således bl.a. første betydende slot, som selv begyndte at tappe vinen på flaske på slottet – noget som i dag er helt naturligt, men som var uhørt i 1920’erne, hvor vinkøbmændene tog sig af denne indbringende del.

Og så var han en ekstrem dygtig forretnings- og marketingmand. I forbindelse med slotsaftapningen i 1924 fik flaskerne et etiket med et abstrakt, moderne maleri af den franske kunstner Jean Carlu. Det var noget, som gjorde vinen anderledes og et samlerobjekt for vinkendere over hele verden.

Under 2. verdenskrig flygtede Philippe til henholdsvis Spanien og senere Sverige, mens slottet en periode blev hovedkvarter for tyskerne. Slottet led betydelig overlast, men en stor del af vinlageret blev bevaret og produktionen blev faktisk også opretholdt under hele krigen.

Efter krigen vendte Philippe tilbage og startede så den tilbagevendende praksis med skiftende kunstneretiketter, hvilket startede i årgang 1945 med Phlippe Jullianes tegning med V-tegnet i en i øvrigt fabelagtig årgang. Og siden har kunstneretiketterne været en stor del af hver årgang Château Mouton Rothschild.

Undervejs havde Philippe utallige gange klaget over, at Mouton Rothschild fejlagtigt ikke var et 1. cru slot. I 1973 kom belønningen til baron Philippe. I den indtil nu eneste ændring i 1855-klassifikation blev Château Mouton Rothschild oprykket til 1. cru.

Og det fik straks Philippe Tothschild til at ændre sit motto på etiketterne til; Premier je suis, second je fus, Mouton ne change … altså; første jeg er, anden jeg var, Mouton ændrer sig ikke.

Philippe døde i 1988, hvorefter datteren Philippine stod for driften frem til hendes død i 2014, altså året for denne vin. Siden har det været børnene Camille, Philippe og Julien Rothschild, som har haft ansvaret for driften af det legendariske vinslot.

Direktør på Mouton er Philippe Dhalluin, og han har det overordnede ansvar for alle Rothschild familiens ejendomme både i og udenfor Frankrig, hvilket vil sige: Mouton Rothschild, Clerc Milon, d’Armailhac, La Fleur Milon, Colombier-Monpelou, Petit Mouton de Mouton Rothschild, Aile d’Argent, Domaine de Baron’Arques, Opus One og Almaviva.

Château Mouton Rothschild har 90 hektar vinmarker, hvilket giver basis for 3 forskellige vine, selvfølgelig førstevinen, men Philippine stod bag flere nyskabelser, bl.a. andenvinen Le Petit Mouton de Mouton Rothschild og den hvide Aile d’Argent.

I denne årgang 2014 er vinen lavet på 81% Cabernet Sauvignon, 16% Merlot og 3% Cabernet Franc, som gærer i 64 store, temperaturstyrede egetræskar på 225 hektoliter.

Der sker den malolaktiske gæring også, hvorefter vinen lagrer et sted mellem 19-22 måneder i franske barriques … alle selvfølgelig nye fade. Pop-art maleriet på etiketten er lavet af den engelske kunstner David Hockney, der også var en personlig ven med Philippine.

Næsen er støvet med mørk og gæret frugt, solbær, blommer, sort engelsk lakrids, blæk, cigaræsker, tobak, varm og rund … meget behagelig duft med en vis æterisk lethed og syrlighed.

I munden er vinen langt mere tør end de øvrige vine denne eftermiddag, masser af tanniner, masser syre, blæk og strengere i frugten. Den virker alt for ung endnu og klart en vin, som bør gemmes i mange år. Det hele er smukt balanceret, og man imponeres over elegancen. 5½ fede fingre med pil op.

Vinen forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 5.994,95 kr., mens prisen er 4.995 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Med næste Château Clerc Milon Pauillac 5. Grand Cru Classé kom der virkelig lidt alder på … årgang 1996 og klart den bedste af alle de 4 Clerc Milon og helt på højde med 1997’eren, som jeg tidligere har smagt hos Bernt.

Som årgang er 1996 ratet med 96 point af Parker, men mere beskedne 91 af Wine Spectator, mens Parker selv har tatet Château Clerc Milon 1997 til 90 point, så samlet set lidt af en broget billede. Men lad os kigge nærmere på den smage den.

Den er i 1996 sammensat af 51% Cabernet Sauvignon, 37% Merlot og 12% Cabernet Franc, så der er altså hverken Petit Verdot eller Carmenère i blendet. Bortset fra det, så er vinen lavet som de foregående.

Duften er nu langt mere klassisk Bordeaux … muldjord, solbær, moden i frugten, cigarkasser, læder, blæk, jernbanesveller, tjære, let mørk chokolade og tobak.

I munden er det sgu stor vin, blød og totalt moden vin med saft, kraft, pænt syreniveau og intensitet. Tanninerne er pollerede, der er blæk, tørhed, moden lethed. Det smager sgu godt. Vi ligger klart på 6 af de fede fingre eller i hvert fald lige derunder.

Prisen ligger ifølge Bernt omkring 700 kr.

Vinanmeldelse 6/7

Den 4. og sidste Pauillac 5. Grand Cru Classé fra Château d’Armailhac blev en 22-årig årgang 1997 … sikke mange tal.

Hos Wine Spectator er årgangen ratet til 85, mens Parker er lidt mere beskeden med 84, men samlet altså lidt en dårligere årgang på venstre bred i Bordeaux.

Vinen er i 1997 lavet på 58% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot samt 19% Cabernet Franc, men altså uden Petit Verdot. Men ellers er vinen lavet som altid.

I glasset er vinen overraskende nok ikke så brun i kanten som 2001’eren. Duftmæssigt er den meget ligetil i frugten, ikke så tung, solbær, kirsebær, har lidt blomster, tobak, virker lidt støvet, ganske syrlig og så kommer der også nogle lidt forstyrrende grønne elementer, sådan lidt eukalyptus agtigt.

Smagen er blød, men vinen virker klart mere moden og endda træt, så det bliver aldrig en kompleks og dyb oplevelse. Der er dog fortsat liv i kludene hos den gamle dame, for smagen er sådan meget direkte, blot uden at imponere helt.

Flere forhandlere herhjemme, men denne 1997 kan ikke længere købes i normale vinhandler.

Vinanmeldelse 4,5/7