Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2011 Weingut Hauck, Edenbusch Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2011 Weingut Hauck, Edenbusch Riesling Trocken, Rheinhessen, TysklandPå vinbaren CavaRo bestilte jeg fluks et glas Riesling, “by the glass” fra deres lille vinkort. I kortet stod, at det var en Riesling fra Weingut Neiss i Pfalz, men det var imidlertid denne Edenbusch Riesling Trocken fra Weingut Hauck, som holder til i den lille by Bermersheim vor der Höhe i Rheinhessen.

Det er fandme ikke i orden på en vinbar! En Spätburgunder på kortet kunne heller ikke bestilles, fordi den havde de ikke mere. Ingen havde tilsyneladende spurgt efter denne vin i 5 år … jeg var den første … hurra for det, men lidt øv på en vinbar.

Vingården i Bermersheim vor der Höhe drives af Heike og Heinz-Günter Hauck, og det har de gjort i over 18 år, og viderefører dermed en 300 år gammel familietradition. Ja, faktisk mener Heinz-Günter, at familien har drevet landbrug i byen i over 800 år, så det er bestemt en familie med traditioner.

Weingut Hauck driver omkring 30 hektar vinmarker med druesorterne Riesling, Silvaner, Grauburgunder, Weißburgunder samt de røde Spätburgunder, Portugieser, St. Laurent, Merlot und Dornfelder. 2/3-del af produktionen er hvide vine.

Vingården har fået en række anerkendelser, bl.a. er de anbefalet af Gault Millaut Wineguide og Eichelmann Wineguide. Gault Millau har senest i 2o012 kaldt huset “en vingård på vej op” og i 2013 yderligere forstærket dette med betegnelsen “Weingut Hauck fortsætter sin sejrsgang”.

Udover sit store program af vine, så laver Heinz-Günter Hauck også en serie vine under navnet Edenbusch, helt præcis 5 stk., nemlig en rød Liaison Rot på 80% Dornfelder og 20% Cabernet Sauvignon, en rosé samt 3 hvide på henholdsvis Weissburgunder, Grauburgunder og så denne Riesling Trocken. Vinene er i den billigere ende, sælges ikke detail og er udelukkende forholdt salg til restauranter.

Duftmæssigt svag petroleum, lidt æbler og abrikos … virker lidt fed i udtrykket, og der synes ikke større mineralitet i glasset. Smagsmæssigt ganske okay syre/sødme balance … måske med en svag overvægt på sødmen. Er ganske frugtrig og den fedme, som jeg fornemmede i næsen viser sig også i smagen. Den savner mineralitet. Der er lidt blomster i smagen, som slutter forholdsvis kort af.

Købt i glas på CavaRo Wienbar, pris 5,90€.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Domaine Anstotz & Fils, Riesling, Alsace, Frankrig

2010 Domaine Anstotz & Fils, Riesling, Alsace, Frankrig I den ganske lille by Balbronn, ca. 20 km vest for Strasbourg og 30 km. nord for Colmar – og dermed et godt stykke nord for hjertet i Alsace – ligger det lille vinhus Domaine Anstotz & Fils, som drives af far og søn, Marc og Nicolas Anstotz.

Anstotz familien har været vinbønder her i mange generationer, men begyndte først at lave vine i eget navn i 1950 og siden da har fire generationer fortsat traditionen, nu altså med Nicolas i spidsen.

Huset har små 15 hektar vinmarker, primært med Alsace druerne Riesling, Gewurztraminer og Pinot Blanc. Gården er gennem mange år drevet økologisk og siden 2012 også biodynamisk. Vinfremstillingen sker meget traditionelt bl.a. i store egefade, som er mellem 80 og 120 år gamle. Nicoas mener, at dette giver mere åbne og aromatiske vine.

Anstotz har bemærket sig ved, at vinhuset i Guide Hachettes tre år i træk har fået Coup de Coeur for deres Riesling Westerweingarten, nemlig i årgangene 2007, 2008 og 2009. Westerweingarten er sammen med Glinzberg og Muhlweg huset bedste marker.

Hos Anstotz laves der vine i 4 serier, nemlig de søde vine (Vendanges Tardives og Grains Nobles), lidt Crémant d’Alsace og ellers er de “almindelige” vine opdelt i Vins de Cépages og Vins de Terroir, hvor de sidstnævnte er husets bedste vine. Denne Riesling er husets almindelige og kommer således fra serien Vins de Cépages.

Duftmæssigt er her svag petroleum, citrus og virker ellers lidt fed i udtrykket … fornemmer også lidt nødder. Smagen understøtter fint duftindtrykket, da vinen er lidt federe end Riesling normalt, dog er der også lidt mineralitet, citrus og et let skarphed og fin syre. Lidt kantet i udtrykket, men en rigtig dejlig Riesling.

Forhandles af Skagen Vin og Gastronomi, pris 160 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2005 Concejo Bodegas, Viña Concejo, Cigales, Spanien

2005 Concejo Bodegas, Viña Concejo, Cigales, SpanienMed næste vin er vi i Spanien med en rigtig Crianza, nemlig denne Viña Concejo fra det lille vinhus Concejo Bodegas – eller Bodegas y Viñedos Pilcar, som det også kaldes – som ligger i byen Valoria La Buena, halvvejs mellem Valladolid og Palencia i det nordlige Spanien i vindistriket Cigales.

Cigales er nok ikke så kendt i vinmæssig sammenhæng, men er omgivet af tre berømte naboer, nemlig Ribero del Duero, Toro og Ruero, hvilket pt. ikke efterlader megen opmærksomhed tilbage til Cigales.

Der laves også primært rosévine, som drikkes lokalt i området. Der er dog en stigende interesse for rødvin, godt hjulpet på vej af naboernes succes.

Vinhuset ejes og drives i dag af Enrique Concejo, men er grundlagt for generationer siden af Enriques tipforældre, men før Enriques overtagelse var drevet af hans bedsteforældre Pilar and Carlos. For at hædre dem kaldes huset derfor også Bodegas y Viñedos Pilcar, men på hjemmeside m.v. markedsføres husets vine i dag under familienavnet Concejo Bodegas.

På vingården står der også fortsat en over 100 år gammel håndbygget druepresse, som familien stolt viser frem. Det var Enrique’s tipoldefar, der i sin tid byggede den. Dengang blev den primært brugt til fremstilling af muskat vine.

Frem til 1998 solgte Concejo Bodegas udelukkende deres vine på det lokale marked – meget typisk for distriktets vinbønder – men i 1987 blev det nuværende Concejo Bodegas projekt startet af Pilar og Carlos, Enriques bedsteforældre, der ganske enkelt omplantede de fleste af vinmarkene for at sikre sig topkvalitets druer.

Den første ”rigtige” høst skete i 1998 , og siden har huset begyndt at markedsføre og eksportere vinene på de udenlandske markeder … hvilket jo er heldigt for os.

Concejo Bodegas har i dag 25 hektar vinmarker med en jordbund bestående af en blanding af ler, kalk og mergel. Denne sammensætning er perfekt til vindyrkning i det tørre klima, da leren og kalken holder på fugten, hvilket gør det muligt for vinstokken at overleve lange perioder med tørke.

I dag råder Concejo Bodegas over 1.800 m2 moderne faciliteter med en samling af 400 amerikanske og franske egetræsfade. Foruden bodegaen råder familien over en gammel borgfæstning, der tilhørte tempelridderne i det 17. årgundrede og sidenhen blev omdannet til et palads.

Familien Concejo har restaureret bygningen med respekt for den originale struktur og materialevalg, hvorved bygningen nu fremstår, som moderne og historisk og danner rammerne om El sueño del general, Concejo Hospedería. Her findes både hotel og restaurant, der selvfølgelig serverer bodegaens mange vine.

Denne Viña Concejo er husets topvin, hvor man forsøger at skabe vine, som udnytter det fulde potentiale i huset. De bedste druer udvælges, og hver enkelt årgang testsmages, før den endeligt godkendes til salg. Vinen er selvfølgelig 100% Tempranillo, lagret 12 måneder på franske og amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt er her vanilje, eg, solbær, blommer, sødme, svag lakrids … lidt fyldig marmelade og svag – men dejlig – animalsk udtryk, og det elsker vi jo. Smagen er også fyldig, men med let syre, lidt grønne toner, kaktus og tanninerne er bestemt til stede, men ikke voldsomt, og det gør vinen meget lettilgængelig. Er dog fx mere stram i udtrykket end den foregående amerikaner. Ganske okay spanioler.

Forhandles bl.a. hos D’Wine, pris 129 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Golan Heights Winery, Mount Hermon Red, Israel

2012 Golan Heights Winery, Mount Hermon Red, IsraelNæste vin til byggemødet var også svær at gætte, og af den simple årsag, at vinen kommer fra Israel … et land, som ikke er så kendt i vinmæssig sammenhæng. Det er en Mount Hermon Red fra det store vinhus Golan Heights Winery.

Golan Heights Winery er grundlagt i 1983 og ligger i den lille by Katzrin, som ligger højt oppe i Golan højderne. Ved at kombinere gamle traditioner og ny teknik har man haft stor succes med at producere Golan højdernes fineste medaljevindende vine. Du kender måske nogle af husets vine under navnene Yarden, Gamla og Golan,

Golan Heights Winery råder over ikke mindre end 613 hektar vinmarker, der er beliggende i 400 – 1.200 meters højde – alle i Galilæa området.

I dag producerer de årligt ca. 6 mio. flasker vin. Heraf sælges 80% på hjemmemarkedet, mens de sidste 20% eksporteres til 25 lande verden over. Hvert år har vinhuset besøg af ca. 100.000 gæster.

Golan Heights Winery er midt i et investeringsprogram til 8,5 mio. dollars. De skal have bygget en underjordisk vinkælder, der skal købes nye egetræsfade, produktions- og vindyrkningsområderne skal udvides og nye vinmarker skal tilplantes.

Denne Mount Hermon Red er produceret af 51% Cabernet Sauvignon, 24% Merlot, 16% Cabernet Franc, 5% Petit Verdot og 4% Malbec druer, der alle er dyrket i Galilæa området. Den har gæret og udelukkende været lagret i ståltanke.

Duftmæssigt blæk, krydderier, mørke bær, spidskommen. Stor frugt i næsen og en lidt indelukket duft. Smagen er sødme, lakrids, vanilje, svag peber, bløde tanniner og våd karklud. Vinen hælder måske en smule for meget til den søde side, og efterlader et lidt fladt udtryk, men bestemt en god overraskelse.

Dansk importør er AMKA, og prisen er 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Glenholm Vingård, Buteo, Jylland, Danmark

2008 Glenholm Vingård, Buteo, Jylland, DanmarkDenne vin var nok den store overraskelse i blindsmagningen. Klart Pinot næse, animalsk og sød hestestald, men vinen er hverken tysk, fra New Zealand eller andre kendte vinlande, som normalt leverer sådanne “næser”, men derimod fra Ranum i det nordlige Danmark. Her ligger nemlig Glenholm Vingård med en fantastiske udsigt over Limfjorden til Livø, Fur og Mors.

Glenholm  Vingård er grundlagt i 1988, hvor familien Madsen i løbet af nogle år startede opførelsen af gården, først med bygninger og dernæst med anlæggelse af læbælter.

I 1993 begyndte tilplantningen af vinstokke. I første omgang var der  kun tale om ca. 20 vinplanter, fordelt på 4 forskellige sorter hjembragt fra England. Nu skulle det prøves og udgangspunktet var blot nysgerrighed og en livslang interesse for vinplanter og vin.

Uden at det dengang var planlagt, blev det grundlaget for en uafbrudt udvikling af en dansk vingård, der i dag har et tilplantet vinareal på 2,5 hektar, fordelt på 8 forskellige sorter og en produktionskapacitet på 7.000 flasker årligt.

Glenholm Vingård drives i dag af hele familien Madsen i to generationer. Driften omfatter også en lille restauration på stedet, og målsætningen er, at en pæn andel af produktionen skal serveres i restauranten. Derudover er der også B&B, hvor deres tilbydes overnatning på vingården.

Vinene produceres efter klassiske principper og der anvendes kun druer som er dyrket på Glenholm. Lavt udbytte på vinstokkene – sammen med det gode mikroklima bevirker, at druerne opnår en høj modenhed med veludviklede smags- og aromastoffer.

Druerne bliver plukket og sorteret med håndkraft og der gøres en dyd ud af at behandle druerne og efterfølgende vinen så skånsomt som muligt. På Glenholm’s vineri har de udstyr og plads til en effektiv og hygiejnisk bearbejdning af druerne.

Her har vi gårdens rødvin, som hedder Buteo. Den er lavet på de “danske” druesorter Rondo og Regent. Vinen er lagret 12 måneder på egetræsfade, heraf 10% nye fade. Glenholms rødvine gæres ved temperaturer ved 25-28 gr. Derved opnås den bedste extraktering af bl.a. fenoler og tanniner – dvs. duft- og smagsstoffer samt de stoffer der giver holdbarhed og lagringspotentiale.

Duftmæssigt – som nævnt indledningsvis – sød hestestald, meget animalsk i udtrykket, men  derudover også lidt varme og mørke bær, modne kirsebær … dufter næsten som en tysk Spätburgunder … no shit, total overraskelse. Smagen er nok lidt mere “dansk”, da der er godt med syre, kirsebær, grønne noter. Den vedvarende syre er meget dominerende og ellers godt tørhed.

Tror også, at vinen kom perfekt i rækkefølgen … lige efter en meget syrlig Chianti, men igen meget overraskende niveau for en dansk vin. Thumbs Up.

Købt på vingården, hvor prisen er 295 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Alte Reben ★★★, Baden, Tyskland

2012 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Alte Reben ***, Baden, TysklandSmagningens sidste vin … og madvinen, som skulle forsøge at stå distancen sammen med et stort fiskebord på Pakhuset var denne Spätburgunder Alte Reben ★★★ fra Weingut Alexander Laible. De tre stjerner efter navnet antyder, at dette er én af husets topvine, men det vender jeg lige fluks tilbage til.

Hos Weingut Alexander Laible hjælper alle i familen med i driften.

Konen Corinna er – siger Alexander i hvert fald selv – hjertet og sjælen i vingården og hun står for salget, kundepleje og bistår ellers Alexander, når vinene skal tilsmages. Svigerinden Diana Fischer hjælper med salget og står for forsendelsen af vinene, mens svigerfaren Manfred Huber hjælper med emballage, pakning, mærkning og levering af vin.

Til produktionen får Alexander hjælp af grandfætteren Eugen Schlindwein, fra hvem kan købte nogle vinmarker i det nordlige Ortenau omkring Sinzheim Baden-Baden, Iris Mauch og Manfred Enderle.  bringe fuld anvendelse sammen med Alexander. Dette hold er samlet meget dedikeret til at fremstille kvalitetsvine.

Og det med kvalitet forsøger vinhuset selv at definere med stjernerne på vinene. Der køres efter et princip med 1 til 3 stjerner, hvor 1 stjerne betyder, at der er tale om en hverdagsvin, som afspejler de lokale terroir og aldrig skuffer. Ja det skriver de altså.

2 stjerner betyder, at det er vine af særlig kvalitet, hvor der ikke høstes mere end 65 hektoliter pr. hektar, mens det øverste niveau, altså 3 stjerner, betyder vine fra de bedste vinmarker, vine med intens mineralitet og udstråling, hvor udbyttet ligger under 50 hektoliter pr. hektar og hvor vinene hører til nationale og internationale topkvaliteter. Det er i hvert fald målet.

Og denne Spätburgunder Alte Reben har altså 3 stjerner. Druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke, hvilket giver en koncentreret vin med fedme og frugt. Vinstokkene vokser i Lahr i det nordlige Baden på kalk terroir blandet med Löss. Lavet med åben maceration, og vinen er lagret 70% i ståltank og 30% i nye egefade.

Lad os teste dette. Duftmæssigt lidt landlig … hestestald, markarbejder, lidt mørke bær, modne brombær, lidt brovten og bestemt ikke så feminin, som de øvrige vine denne aften. Der er også lidt duft af … mados er nok bedste betegnelse, selvom det heller ikke beskriver duften helt præcis. Smagen er frisk, syrlig … igen lidt mørkere i udtrykket, en smule kantet, men en ganske habil vin. Og vi elsker jo bare Spätburgunder.

Forhandles af Vinbutikken.dk, pris 122 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Bodegas Altanza, Lealtanza Crianza, Rioja, Spanien

2010 Bodegas Altanza, Lealtanza Crianza, Rioja, SpanienSå blev det 3. gang her i marts måned, at jeg stødte på en vin fra Jysk Vins nye vinhus Bodegas Altanza. Men det er helt okay, for det er et rigtigt fornuftigt og spændende vinhus, som ligger ved byen Fuenmajor i Rioja Alta. Og jeg gentager gerne historien om huset.

Bodegas Altanza er grundlagt i 1998 af en flok forretningsmænd indenfor vinbranchen. Vingården råder over 320 hektar jord, hvoraf de 200 hektar er tilplantet med vinstokke, mens 70 hektar er tilplantet med oliventræer. Målet har fra starten været at tilbyde kvalitetsvine til en rimelig pris og at kombinere det bedste fra traditionen i en gammel vinregion med alle de muligheder, som ny vinteknologi giver. Alle vine er lavet på Riojas traditionelle drue Tempranillo.

Det traditionelle betyder, at alt markarbejde foregår manuelt. Vinstokkene bliver ikke gødet, ligesom der heller ikke bruges pesticider. Der udtyndes og beskæres for at mindske udbyttet.

Den moderne teknologi er meget tydelig, når man kommer indenfor, hvor man har temperaturkontrollerede ståltanke til at styre gæringsprocessen, og andre ståltanke til lagring af vinen. Faktisk råder vingården over ikke mindre end 72 ståltanke, hver med en kapacitet på mellem 25.000 og 40.000 liter.

Ligeledes råder bodegaen over en fadkælder med ikke mindre end 8.500 egetræsfade på 225 liter, 90% franske og 10% amerikanske, og de udskiftes løbende over en 5 årig periode. De må fylde godt. I lagringskældrene har man installeret klimaanlæg, som kontrollerer såvel temperatur som luftfugtighed.

Ca. 60% af druerne kommer fra egne marker, og resten kommer fra erfarne vinbønder, som har samarbejdet med bodegaen helt fra begyndelsen.

Der laves en række forskellige vine på Bodegas Altanza, omkring 28 forskellige. Denne Lealtanza Crianza har lagret i 12 måneder på 1 eller 2 år gamle franske barriques og yderligere 12 måneder på flaske. Vinen har fået 89+ Parker point.

Duftmæssigt lyserøde bær, kirsebær, syrlighed, egeplanker og stor tørhed. Smagen er derimod ikke lyse bær, men derimod mørke bær, solbær, modne kirsebær, sødme og ikke så meget syre. Ganske fornuftig vin til pengene.

Købt hos Jysk Vin, pris 92 kr., men 69.95 kr. ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Warburn Estate, AC/DC Highway To Hell Cabernet Sauvignon, Barossa, Australien

2011 Warburn Estate, AC/DC Highway To Hell Cabernet Sauvignon, Barossa, AustralienAC/DC har solgt over 200 millioner album siden 1973 og nu er de også begyndt at lave vin. I samarbejde med australske Warburn Estate har de lavet en serie vine opkaldt efter bandets største hits, og det er indtil nu blevet til Back in Black Shiraz, Highway to Hell Cabernet Sauvignon, Thunder Struck Chardonna, Hells Bells Sauvignon Blanc og You Shook Me All Night Long Moscato.

Steffen havde netop taget Highway To Hell Cabernet Sauvignon med til vores vinaften, og den snedige rad havde pakket flasken godt ind, som vi ikke kunne se, at der var skruelåg på toppen. For at gøre illusionen større, havde han endda åbnet vinen hjemmefra og sat en prop i halsen, og vi faldt i … big time. Ingen gættede på, at vinen var australsk.

Warburn Estate ligger i midten af byen Tharbogang i området Riverina i New South Wales, en landbrugsregion kendt for stor vinproduktion. Warburn Estate er familieejet, og drives nu af tredje generation af Sergi familien. Familien er af italiensk oprindelse, idet Giuseppe og Maria Sergi emigrerede til Australien i 1952 og efter nogle år startede med at dyrke druer sammen med sønnen Antonio på deres gård på Tharbogang.

Og det er efterhånden blevet til en stor historie, idet Warburn Estate i dag er én af ​​Australiens mest betydningsfulde vinproducenter. Warburn har f.eks. mere end 1.000 hektar vinmarker, en produktionskapacitet på 40.000 tons og tank opbevaring til ikke mindre end 35 millioner liter vin. En del af denne vin er nu labelt med AC/DC … ren rock.

Og denne er nemmere at håndtere end AC/DC Back in Black Shiraz, som jeg tidligere har smagt og anmeldt her på bloggen, og det er måske Cabernet Sauvignon’en, som giver vinen mere blødhed og gør den mindre kantet. Duftmæssigt lidt Bon Bon land, modne bær med et strejf af grønt. Smagen er fyldig med masser af bær, solbær, brombær samt peber, krydderier og i det hele masser af frugt. Blød og snerrer ikke som rocken, men også lidt flad i udtrykket, hvilket er downsiden i denne vin sammen med en kort eftersmag.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles hos bl.a. Vinexus Vín Verden, hvor prisen er 85,45 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière, Rhône, Frankrig

2010 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière, Rhône, FrankrigUpdate med den anden vin fra i går … tirsdagssmagningen på jobbet … og en gammel kending, nemlig denne Terre de Bussière,Vin de Pays Principaute d’Orange fra det fremragende vinhus Domaine de la Janasse og samtidig fra én af de store, traditionsrige familier i Rhône, nemlig Sabon familien.

Sabon familien står bag domæner som Rober Sabon (naturligvis), Clos Mont du Mont-Olivet, Domaine Chante Cigale og så også dette Domaine de la Janasse, som ejes og drives af Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader Aime Sabon, som etablerede gården tilbage i 1973.

Grunden blev for alvor lagt af Séraphin Sabon, da han i begyndelsen af 1900-tallet arvede en række parceller med vinstokke fra sin svigerfar.

De mange Sabon vinhuse i Rhône og specielt Châteneuf-du-Pape stammer nemlig alle fra Seraphin Sabon og Marie. De fik 3 sønner, nemlig Joseph som grundlagde Clos du Mont Olivet, Noël som grundlagde Domaine Chante Cigale og Roger som grundlagde Domaine Roger Sabon.

Christophes far Aime Sabon stammer også herfra, men jeg har ikke kunnet se, om Aime var søn af Joseph, Roger eller Noël. Jeg gætter på Noël, men igen … et rent gæt. Hvis du ved dette, så skriv endelig info her på bloggen.

Domaine de la Janasse råder i dag over i alt 55 hektar, hvoraf 15 hektar er AOC Chateauneuf du Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.

Selve bygningerne ligger i den lille by Courthezon i udkanten af distriktets østlige ende. I dag deltager søsteren Isabelle Sabon – der også er uddannet ønolog – også i driften.

Denne vin har navnet ”Terre de Bussière” efter stednavnet for markerne som leverer druerne. Vinen er lavet på 55% Merlot, 25% Syrah, 10% Grenache og 10% Cabernet Sauvignon … lagrer 12 måneder på eg, heraf 30% nye fade. Der laves årligt 80.000 flasker af vinen. Jeg har tidligere skrevet om vinen her på bloggen, nemlig både i en ældre årgang 2003 samt 2009 … men her altså i årgang 2010.

Duftmæssigt en blanding af blæk, Rhône krydderier, lavendel, peber, blåbær og røget charcuteri, mens smagen er varm, tør og blød … men også en anelse flad med bløde kirsebær. Der mangler lidt spændstighed, og vinen når ikke samme niveau som i nogle af de tidligere årgange, fx 2003’eren. Den er dog meget let og tilgængelig … men måske en anelse til den kedelige side.

Købt hos Jysk Vin, pris 92 kr.

Vinanmeldelse 4/7   

2011 Bodegas Altanza, Capitoso, Rioja, Spanien

2011 Bodegas Altanza, Capitoso, Rioja, SpanienTirsdagsvinen på jobbet blev denne Capitoso fra Bodegas Altanza, en større vingård beliggende ved byen Fuenmajor i Rioja Alta. Jysk Vin kalder vinen en Semi-Crianza ud fra, at vinen kun er lagret på fad i 6 måneder. Den er selvfølgelig helt spansk lavet på nationaldruen Tempranillo.

Bodegas Altanza er grundlagt i 1998 af en flok forretningsmænd indenfor vinbranchen. Vingården råder over 320 hektar jord, hvoraf de 200 hektar er tilplantet med vinstokke, mens 70 hektar er tilplantet med oliventræer. Målet har fra starten været at tilbyde kvalitetsvine til en rimelig pris og at kombinere det bedste fra traditionen i en gammel vinregion med alle de muligheder, som ny vinteknologi giver. Alle vine er lavet på Riojas traditionelle drue Tempranillo.

Det traditionelle betyder, at alt markarbejde foregår manuelt. Vinstokkene bliver ikke gødet, ligesom der heller ikke bruges pesticider. Der udtyndes og beskæres for at mindske udbyttet.

Den moderne teknologi er meget tydelig, når man kommer indenfor, hvor man har temperaturkontrollerede ståltanke til at styre gæringsprocessen, og andre ståltanke til lagring af vinen. Faktisk råder vingården over ikke mindre end 72 ståltanke, hver med en kapacitet på mellem 25.000 og 40.000 liter.

Ligeledes råder bodegaen over en fadkælder med ikke mindre end 8.500 egetræsfade på 225 liter, 90% franske og 10% amerikanske, og de udskiftes løbende over en 5 årig periode. De må fylde godt. I lagringskældrene har man installeret klimaanlæg, som kontrollerer såvel temperatur som luftfugtighed.

Ca. 60% af druerne kommer fra egne marker, og resten kommer fra erfarne vinbønder, som har samarbejdet med bodegaen helt fra begyndelsen.

Der laves en række forskellige vine på Bodegas Altanza, omkring 28 forskellige. Denne Capitoso ser ud til at være gårdens Entry-Level vin (eller den billigste røde for nu at sige det på dansk). Storesøsteren hedder Lealtanza Crianza, og har således fået de obligatoriske 12 måneder på fad, så den må kaldes en Crianza. De siger selv, at  Capitoso er en “Young Lightly Oaked Wine”, deraf aleen de 6 måneder på fransk eg, men lad os nu smage vinen.

Duftmæssigt siger mine noter godt med solbær, hindbær, vanilje, engelsk lakrids og svage noter af eg eller fad. Smagsmæssigt har jeg nødder, solbær, god mørk frugt, sødme og vinens spanske rødder fornægter sig bestemt ikke. Fint frugtrigdom, men måske lidt tynd i det … ender i eftersmagen med en smule peber … bare ganske let. En virkelig crowd-pleaser, som mange vil kunne li’. Dejlig bette vin.

Forhandles hos Jysk Vin, pris 75 kr., og kun 59,95 kr. ved køb af 6 stk. God vin til prisen.

Vinanmeldelse 4/7