Jeg har besøgt flere kooperativer i Baden, men ikke dette Kaiserstühler Winzergenossenschaft Ihringen, som står bag denne Ihringer Premium Grauer Burgunder.
Kooperativet er grundlagt tilbage i 1924 af omkring 200 vinavlere, som slog pjalterne sammen grundet den dårlige økonomi. De begyndte dog først at opnå en reel fremgang i 1936, hvor de byggede deres eget vineri med tilhørende vinkælder … hvilket så blev ødelagt i den efterfølgende 2. verdenskrig.
Efter krigen fortsatte Kaiserstühler Winzergenossenschaft Ihringen – i daglig tale blot kaldt WG Ihringen – dog ufortrødent og genopbyggede vineriet, blot bedre og større. Og det har siden medført pæn fremgang for kooperativet.
I dag omfatter WG Ihringen hele 650 medlemmer, som samlet har omkring 300 hektar vinmarker i Kaiserstuhl. De mange vinavlere leverer deres druer til den ansvarlige vinmager Werner Gassler og hans team.
Og de laver ganske mange vine og én af disse er altså denne Ihringer Premium Grauer Burgunder, der – som navnet indikerer – kommer fra deres Premiumlinie. Lavet på rustfrie ståltanke og indeholder 3,6 gram restsukker pr. liter.
Næsen er fyldt med fedme, melon, vanilje … blød og venlig med en lidt nøddet aroma, honning, safran og nærmest lidt moskusagtig. I munden er der sødme og vinen er blid, blød med lidt muskat, nødder og eksotiske frugter.
Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 119 kr.