Nimburg-Bottinger Steingrube Frühburgunder im Holzfass Gereift fra Weingut Fischer … er klart bedre end husets Spätburgunder fra samme vinmark.
Vinen er en af de mange flaskeformede souvenirs, som jeg havde med hjem fra Jan og mit vinøse roadtrip til Kaiserstuhl sidste sensommer. Turen omfattede bl.a. et besøg hos Dr. Heger i Ihringen. Det besøg kan du i øvrigt læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen … og Dr. Heger ejer jo også Weingut Fischer.
Weingut Fischer ligger i Nimburg-Bottingen og blev købt af Dr. Heger tilbage i 1997 fra Otto Fischer, som havde drevet stedet siden 1980’erne.
Samlet hører der omkring 17 hektar vinmarker med til Weingut Fischer og den bedste – og største – mark er klart Nimburg-Bottinger Steingrube. Det er også derfra, at druerne til denne Nimburg-Bottinger Steingrube Frühburgunder im Holzfass Gereift Trocken kommer.
Årsproduktionen hos Weingut Fischer er på 140.000 flasker og produktionen ledes af kældermesteren Stefan Rinklin samt folkene på Dr. Heger, så mon ikke Joachim Heger selv deltager i produktionen?
Denne Nimburg-Bottinger Steingrube Frühburgunder Holzfass er lavet på rustfrie ståltanke, men har – som navnet fortæller – lagret på egefade, hvilket hos vinhuset typisk er et sted mellem 6 og 12 måneder.
I glasset en ganske lys, total transparent og grumset væske, hvilket lover godt. Og næsen har dog også landlige vitaminer … sød kostald, klassisk tysk og Hegers hånd fornægtes ikke, for der er også en god fylde, kirsebær, hindbær, grønne blade, let peber, kanel og vanilje.
Smagen er blød, rund og venlig … kirsebær, jordbær, måske lidt mussi-mussi hvalpefedt, men også lidt jern, bitterhed, hvid peber og blød syre.
Købt på vingården til 13,90€ … eller omkring 104 kr.