Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2015 Château d’Arsac, Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig  

2015 Château d’Arsac, Le Monteil d'Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig  Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois er andenvinen på Château d’Arsac, der ligger 22 kilometer nord for Bordeaux by på adressen Allée du Comte i Arsac i Margaux.

Vinslottet har en lang historie, der går tilbage til det 12. århundrede, hvor det først var ejet af Guillaume Géraud d’Arsac, men blev i 1500-tallet købt af Thomas de Montaign … bror til den kendte filosof Michel de Montaigne.

Det har efterfølgende haft mange ejere … adskillige borgere fra Bordeaux, herunder Ernest Dubosc, som i 1880’erne omdannede ejendomme til den største vingård i Médoc med 250 hektar marker og på den tid verdensberømte state-of-the-art faciliteter til vinproduktion.

I 1986 blev ejendommen købt af Philippe Raoux. På det tidspunkt var Château d’Arsac imidlertid nærmest en ruin … der var kun sølle 3 hektar vinmarker tilbage, vinkældrene for længst forladte og slottet lignede mere et gammelt hønsehus.

Siden har Philippe Raoux restaureret vinslottet til sin fordums glans og er endda siden delvist blevet forfremmet til værende under selve Margaux appellationen med 54 hektar af slottets i dag 112 hektar, hvoraf de restende har status som Cru Bourgeois Exceptionnel.

Markerne ligger på Monteil bjergskråningen ved vinslottet historiske centrum og er tilplantet med 70% Cabernet Sauvignon, mens de sidste 30% er bedre egnet til dyrkning af Merlot.

Til at hjælpe med vinproduktionen har Philippe Raoux ansat et team bestående af teknisk direktør Olivier Bonneau, mens Loïc Le Bozec er ansvarlig for vinproduktionen sammen med kældermesteren Emmanuel Calvez.

Denne 2015 Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois var oprindeligt førstevinen på slottet og i denne årgang lavet på et blend med 48% Cabernet Sauvignon og 52% Merlot, som kommer fra den øverste del af Monteil bjergskråningen.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke ved 26-30 grader, mens 3-4 ugers lang maceration har trukket farve og tannin fra skindet. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på ståltank samt på 225 liters barriques, hvoraf 1/3-del er nye, 1/3-del er et år gamle samt 1/3-del to år gamle.

Duften er dyb og flæsket … der er mørke og næsten kandiserede bær, gærede bær, solbær, brombær, lakrids, mørk chokolade, våde fade, cedertræ, teaktræsolie, mahognitær, småmuggen kælder, lidt muldjord, våd skovbund, kaffebønner, kanel og vaniljesukker. Der er kompleks, overvældende, vildt og lidt af en dyb Bordeaux.

I munden er det en fin Bordeaux vin, der virker friskere og  lysere end duften indikerede. Der er hindbær, tranebær, bitre kirsebær, solbær, sorte te-blade, knastørre tanniner, der bider med syrlig og frisk kant og sætter sig diskret i mundhulen og blider der, selvom du nærmest ikke mærker det. Der er ædel og smuk Bordeaux med klasse, så dermed 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas Resalte de Peñafiel, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Resalte de Peñafiel, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienDer var da plads i glasset til mere vin, så den næsten var en spansk Ribera del Duero fra det kendte vinhus Bodegas Resalte de Peñafiel … deres 2020 Vendimia Seleccionada.

Bodegas Resalte de Peñafiel er grundlagt i 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i regionen.

Navnet og logoet stammer fra slottet i Peñafiel og vinhuset har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år og årlig produktion er på 250.000 flasker om året, men der er kapacitet til 500.000 flasker om året.

Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt. De besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske og de fornys hvert 3-4 år.

Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero. Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo og alle druerne håndplukkes med en streng udvælgelse og efterfølgende sortering på vingården.

Denne Vendimia Seleccionada er en af vinhusets nyeste vine og en del af Resalte serien. hvor druerne kommer fra marker i helt op til 1.000 meters højde, hvor stokkene er begunstiget af kalkstensrige vinmarker med mange solskinstimer og kølige nætter.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten lægges i blød ved kølig temperatur … 8 grader i 5 dage, hvor der udtrækkes aromaer samt farve. Derefter starter den alkoholiske gæring ved op til 24 grader efterfulgt af en maceration på omkring 20 dage. Derefter lagres vinen 10 måneder på 500 liter franske fade af forskellige typer ristninger.

Det er en Ribera del Duero vin, som vil tilfredsstille de fleste, for duften er rund, ristet ned toast, brændte fade og stor fadpræg med vanilje, chokolade, karamel, sød tobak samt en mørk frugt af blåbær, sorte kirsebær og solbær med en svag håndsæbeblomstret note og derudover lette grønne elementer.

I munden er der en fed og mørk frugt af solbær og blåbær, der næsten er på marmeladeniveau, tyktflydende og så alligevel også har en frisk, sødbitter note med lidt peber, maskulin kraft og saft, er virkelig rund, stærk, fed og den har endda også tørre tanniner, der bider lidt sammen med lidt lemon og frisk frugt. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, Frankrig

2022 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, FrankrigNæste vin har jeg rost mange gange – og med rette – for  La Champine fra Jean Michel Gerin i udkanten af Ampuis smager vildt godt og kan samtidig fås til fornuftig pris.

Jeg har faktisk smagt La Champine mange gange, bl.a. i 20172018, 2019 og 2020 … alle gangene har jeg været imponeret og det er jeg  også med denne nyere årgang 2022, som dog er en anelse sødere.

Det er en Syrah baseret vin og  druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke, der er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. La Champine laves med kølig maceration 3 uger i store ståltanke, men uden en efterfølgende malolaktisk gæring for at sikre mest mulig friskhed i vinen.

Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder … 85% af vinen i de rustfrie ståltanke og de sidste 15% i 4-5 år gamle egefade. Alle vine hos Jean Michel Gerin laves meget tro mod det lokale terroir med den typiske mineralitet, som præger Nordrhône.

Det er duftmæssigt lidt kontrolleret vildskab, landlig og bondsk, klart med noget flæsk, tobaksblade, mælkede noter, lakrids samt en forholdsvis mørk og frisk frugt af sorte kirsebær, brombær, hindbær og lidt ribs. Der kommer også lidt mørk bitter chokolade, blomster, tørrede blomster og nogle granitskærver.

I munden er det også lækkerier … har kraftig, saftig, sød frugt med både  sorte kirsebær, hindbær, blåbær, engelsk lakrids, sorte oliven og ganske svagt lidt peber. Det er som om, at sødmen i 2022’eren er større end foregående årgange, hvorved mineraliteten også bliver lidt svagere eller mere i baggrunden, men samlet betyder det også, at vinen bliver læskende og pleasende. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket er legalt tyveri.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Bodegas Caudalía, Paal 100% Syrah, Navarra, Spanien

2022 Bodegas Caudalía, Paal 100% Syrah, Navarra, SpanienNår vi nu er ved de to vinmagere Ivan Lopez Barco og Raquel Grandival Allendes vinhus Bodegas Caudalía, så napper vi da bare endnu en vin fra dem, nemlig deres 2022 Paal 100% Syrah.

Det er en vin, som jeg har smagt før og kaldt en slags spansk fortolkning af Syrah fra Nordrhône.

Tidligere har det været både årgang 2018 og 2020, som jeg har smagt af vinen og begge gange været duperet af.

Vinen er fremstillet på 100% Syrah, der høstes fra marker i 500 meters højde omkring San Martín de Unx. Før gæringen udblødes druerne skånsomt ved lav temperatur, så mosten kan optage ekstra farve og frugtaromaer fra drueskindet, hvorefter gæringen er sket i betontanke. Der er 80% af vinen også lagret, mens de resterende 20% er lagret på egefade inden aftapning på flaske.

Klart Syrah i næsen … har både røg, røget kød, flæsk, mælkede noter, sorte oliven, engelsk lakrids samt en kølig frugt med solbær, blåbær, ribs og en mørk frugtsødme, lidt peber, sandeltræ, cedertræ, urter og lidt laurbærblade … virker tæt, kraftig og krydret.

I munden er det også en både tør og fyldig vin … har godt med peber, der sammen med syrlig ribs og dyb solbær giver masser af bid, der så suppleres af ren og frisk syre med vilde tanniner og voldsom tørhed. Der kommer noget tranebær og lemonagtig bitterhed, kakao, urter. krydderier og grønne grene. Stram, mørk og tør. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Podere Ruggeri Corsini, Barolo del Comune di Monforte d’Alba, Piemonte, Italien

2019 Podere Ruggeri Corsini, Barolo del Comune di Monforte d'Alba, Piemonte, ItalienSå stod den ellers på Barolo fra Podere Ruggeri Corsini og endda 3 af slagsen, hvor den første var denne 2019 Barolo del Comune di Monforte d’Alba.

Det er husets entry-level Barolo, som er lavet på Nebbiolo druer fra forskellige marker i Monforte d’Alba og typisk er stokkene omkring 25 år gamle.

Druerne er håndplukket i anden halvdel af oktober, hvorefter de er afstilkede og så er gæring samt maceration sket med druernes egne gærceller ved 25 grader over 18 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret 36 måneder på 15 og 30 hektoliter slavonske egetræsfade, hvoraf 10% fornyes hvert år.

I næsen er det en dejlig lys og parfumeret vin … godt med garvet læder, violer, timian, ribs, granatæbler, hindbær, lakridsrod, meget stringent syre, grønne blade og afbarkede grene … ren, klar og stram i betrækket på den rigtige Barolo måde suppleret med lidt vanilje og en smule mælkechokolade.

Smagen er lys og tør … bitre lyse kirsebær, ribs og har samtidig knastørre tanniner, der robust og bestemt bemægtiger sig din mund og sammen med lidt lemon, citroner og de sure ribs giver masser bid samt modstand og sort-te bitterhed. Vinen er måske en lidt kantet Barolo, men også en ung knøs med masser af potentiale til lagring i kælderen. 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Podere Ruggeri Corsini, Armujan Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2021 Podere Ruggeri Corsini, Armujan Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, ItalienDerefter var næste vin fra Podere Ruggeri Corsini en 2021 Armujan Barbera d’Alba Superiore

Vinen er lavet på 100% Barbera druer, der kommer fra en ler- og  kalkstensholdig 1,5 hektar vinmark i 450 meters højde med en syd/østvendt placering i Monforte d’Alba og har 65-75 år gamle stokke.

Vinifikationen begynder efter manuel høst med øjeblikkelig fjernelse af stilkene, efterfulgt af fire overpumpninger om dagen i den første uge. Macerationen og gæring varer samlet 12 dage.

Efter aftapning, dekantering og malolaktisk gæring lagres vinen i egefade, herunder både franske barriques og store slavonske fade i 18 måneder. Tappes på flaske i april 2023 og lagret yderligere 3 måneder på flaske før frigivelse.

Mørk og dyb … duften er mørk og dyb med en anelse nelliker, sød finsk lakrids, solbær, kirsebær, eksotisk træ … mahogni, teak samt våde egefade, men virker egentlig ganske tør og krydret. Det dufter som en fyldig, mørk og lidt vamset vin med en lille herlig landlighed.

Smagen er også lidt blød og vamset med med en frisk lille kerne … sådan solbær, brombær og sorte kirsebær med noget ribs, som får vinen til at virke frisk med et lille lemonagtig og bitter bid. Dermed bliver det sammenlagt til en frisk Barbera med tonsvis af frugt, nerve og en levende syre, lys saftighed og virkelig god smag. 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Piero Bussi, Calosso Gamba di Pernice, Piemonte, Italien

2021 Piero Bussi, Calosso Gamba di Pernice, Piemonte, ItalienDen 3. og sidste vin fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero di Bussi Federico var denne spændende 2021 Calosso Gamba di Pernice, der netop er lavet på den ret ukendte drue Gamba di Pernice.

Gamba di Pernice er jeg heller ikke stødt på før, men det er også en ukendt rød italiensk druesort, der også kun findes i små mængder i det nordvestlige Italien. Det er en af Piemontes ældste sorter, selvom den stort set er blevet glemt af de fleste avlere.

Oversat fra italiensk betyder Gamba di Pernice agerhønens ben og det henviser til sortens røde stilke.

Druen fik i 2011 sin egen DOC … Calosso DOC, som ligger ved og omkring byen Asti  sydøst for Torino. Sorten kendes nemlig også som Gamba Rosso og vinene indenfor Calosso DOC skal indeholde minimum 90% Gamba di Pernice.

Selvom vine på Gamba di Pernice typisk har en lys farve, som giver druen vine med koncentreret smag med en krydret, urtekarakter og vinene ældes også godt.

Hos Piero Bussi er denne Calosso Gamba di Pernice lavet med både gæring og lagring i ståltanke og cementtanke … efter endt gæringen er vinen lagret 12 måneder på tankene og så yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en utrolig blomsterrig vin … ren blomsterbutik, blomsterpollen suppleret med noget balsamico, men klart lettere i stilen end den foregående vin på Barbera. Den er parfumeret, men fortsat ret tæt i aromaerne, har grønne noter, grønne grene og alt virker luftigt, let og med god nerve.

Sådan smager vinen faktisk også … let, lys, blomstret og let parfumeret med lys frugt af hindbær, ribs og tørre krydderier, lyse tanniner, som ikke bider særligt voldsomt, men dermed bliver det en let, frisk og letløbende, som en kapabel tørstslukker. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Piero Bussi, Rujon Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, Italien

2021 Piero Bussi, Rujon Barbera d'Asti Superiore, Piemonte, ItalienDen anden Piero Bussi vin blev så denne 2021 Rujon Barbera d’Asti Superiore, der er lavet på ren 100% Barbera fra 70 år gamle vinstokke på kalkholdige marker i 350 meters højde.

Vinen er lavet i beton- og ståltanke, men vinen efter endt fermentering lagret 15 måneder på både franske barriques samt tonneaux fade og heraf er 30% nye fade.

Duftmæssigt en mørk og dyb Barbera vin, hvor der er en balsamisk frugt med sorte kirsebær, brombær, blommer, saltlakrids, tobak og træagtige noter med noget kanel … mørk, brovten, gnaven samt ret tæt og koncentreret.

Smagen er tæt, fyldig, dyb og koncentreret … frugten virker her knap så mørk og er mere kirsebær, hindbær, blommer suppleret med lidt ribssaft uden sukker, masser af vild syre med lemon, citroner, meget renhed i frugten … og samlet giver det faktisk en frisk Barbera. Der er ikke rigtigt tanniner at snakke om, men damm for en lækker og frisk syre, som ætser og svier skønt. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Domaine Verdant, Oregon Terroirs Pinot Blanc, Oregon, USA

2015 Domaine Verdant, Oregon Terroirs Pinot Blanc, Oregon, USAJeg startede Ron Sanchez smagningen med to af hans negociantvine fra Oregon Terroirs projektet, hvor han køber druer og vin fra flere  andre bønder med marker i Willamette Valley og først er det en 2015 Oregon Terroirs Pinot Blanc.

Ron Sanchez har faktisk selv en smule Pinot Blanc og Pinot Gris på sine egne marker i Domaine Verdant, men det er dog kun 0,10 hektar pr. sort, men begge er alsaciske Colmar kloner.

I den lille negociantdel har Ron Sanchez dog købt vin med Pinot Blanc på tank fra andre vingårde, men har så selv gjort vinen færdig, men gæringen er sket med hele klaser i åbne gæringskar over 4-6 uger ved 10-13 grader og brug af en gærstamme fra Champagne kendt for pålidelig gæring ved lave temperaturer.

Den er også kendt for, at være ren og neutral, hvorved man ikke mister aftrykket af terroiret, men efter endt fermentering er vinen så lagret hele 15 måneder på sine franske, nye egefade.

Duftmæssigt er der en vis modenhed, let oxiderede noter, harpiks, hængt kød, paraffinolie, lakridskonfekt, vanilje, let karamel og nogle saltede elementer og under disse mere tertiære noter, så har vinen en frugt med kogte æbler, æblegrød og noget abrikos.

I munden er det også en pænt moden vin, hvor der er syrlige æbler, modne æbler og syltede citroner, en maskulin, mørk æblesyre med blød, cremet med en kryokoncentration af frugten, så kun del mest intense og mørke del er tilbage. Det er dermed en fyldig vin, som jo også har en ganske stor og voksen syrlighed. 91 point.

Forhandles på Domaine Verdants danske hjemmeside, hvor man kan køb samlet pakke med 3 Oregon Terroir vine på henholdsvis Pinot Blanc, Pinos Gris og en Cuvée Blanc for samlet 699 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Les Perchettes Rouge Méthode Nature, Rhône, Frankrig

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Les Perchettes Rouge Méthode Nature, Rhône, FrankrigOgså på den røde side skiller Cairanne Les Perchettes Rouge Méthode Nature fra Domaine André Berthet-Rayne sig ud … langt mere vild, sexet og frugtrig end foregående.

Vinen er lavet på 50% Grenache og 50% Syrah, som kommer fra 30 år gamle vinstokke. Omkring halvdelen af alle Syrah druerne afstilkes ikke før gæringen, som er sket ståltanke efterfulgt af 15 dages maceration, før vinen kommer på cementtanke og lagrer der omkring 7-8 måneder.

Vinen er lavet helt uden tilsætning af svovl, så dermed reelt husets bud på en naturvin … helt fri for skidt og kanel. Der er i denne årgang lavet 3.800 flasker.

Duften er virkelig frisk … har lidt afbarkede grene, tørv, kul, sorte oliven, flæsk samt en kæmpe frugtrigdom og ud af det blå blomster i alle afskygninger og dufte.

I munden er det blødt, elegant og alligevel med frisk kraft og nerve … knastørre tanniner, der sammen med et frys fra peberkværnen giver masser af massage til mundhulen. Der er brombær og blåbær, lemon bitterhed og en frugtagtig stringent sødme … meget ren og klart saft på en let og energisk facon. 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7