Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2022 Comando G, Villanueva, Madrid, Spanien

2022 Comando G, Villanueva, Madrid, SpanienRetur til Sierra di Gredos og de vildt talentfulde Fernando García og Dani Landi på deres banebrydende vinhus Comando G … og denne gang er det med deres vin Villanueva i en ny årgang 2022.

Det er en nyere vin hos stjerneproducenterne … og den er selvfølgelig lavet på ren Grenache fra 60 år gamle vinstokke på granitholdige marker ved landsbyen Villanueva.

Vinen er lavet helt uden afstilkning … de hele klaser er gæret spontant i store egekar med druernes egne gærceller over 50 dage, men en lille del er presset og der er mosten gæret uden skindet. Der er ikke tilsat svovl under fremstillingen.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i 10 måneder på 20 hektoliter foudres samt demijohns. Derefter er den aftappet uden filtrering eller klaring og kun en ganske lille mængde svovl. Der er kun lavet 2.798 flasker af vinen.

WAUW … sikker en lys, let, subtil, æterisk og  lys duft, der virker svævende, floromvundet og overjordisk med en frisk buket, sarte blomster, blomsterstilke og blomsterflora med en frugt af jordbær, lyse kirsebær, granatæbler, lemondrops, rosenblade, appelsinskal … og samtidig balanceret som pokker pokker. Det dufter tossegodt med små diskrete fadnoter af mælkechokolade, karamel, vanilje, kanelsukker og en anelse timian.

Smagsmæssigt er det også en let, fin og syrlig udgave af Grenache, har masser af animalsk landlighed, stram frugt af ribs, sure kirsebær,  granatæbler og lysegrønne jordbær. Syren er ren, rank og slank med lemon, citroner og tranebærjuice. Vinen har en næsten burgundisk lethed, men bare mere syrlig, hvor tanninerne er fine, sarte og lige sætter sig på fortænderne … syrlig og imponerende. 96 point.

Købt hos Laudrup Vin, hvor en flaske koster 519 kr., mens prisen er 409 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Comando G, La Bruja, Madrid, Spanien

2022 Comando G, La Bruja Cru, Madrid, SpanienI tirsdagsvinklubben på jobbet står den nu på en kasse med fine og lette spanske vine … og sidst var det denne La Bruja fra det ikoniske vinhus Comando G.

Denne La Bruja, som mere korrekt også hedder La Bruja da Rozas – der  betyder heksen fra Rozas – er lavet på 60 år gamle Garnacha-vinstokke, der står i 850 meters højde nær den lille by Rozas de Puerto Real.

Der dyrkes druerne helt uden brug af pesticider og lignende sprøjtemidler. Arbejdet foregår ved håndkraft og de hele drueklaser er i kælderen gæret med det naturlige gær i 30 til 60 hektoliter gamle egetræsbeholdere.

Vinmagerne Dani Landi og Fernando García benytter sig heller ikke af hverken stabilisering eller filtrering. I stedet holdes vinen i så rent og naturligt miljø som muligt indtil aftapning, hvor en minimal dosis svovl dog tilsættes for at forhindre en uanmeldt andengæring i flasken.

I glasset en lys og næsten transparent vin … ikke helt som Pinot Noir, men til gengæld er næsen to-die-for og nærmest burgundisk eller lys beaujolaisagtig  … let, fin, blomsterrig – som var du midt i en smuk og velduftende blomstermark. Vinen virker virkelig yndig feminin, har en overjordisk og svævende frugt med jordbær og syltede kirsebær, nogle småanimalske dryp,  en sandet mineralitet, let bagepulver, bagt appelsinskal, lidt æblejuice, fennikel og en halvfesen nytårsraket,

Smagen er læskende saftig, men fortsat med en rank, ren og lyserød frugtsyre, der vipper lidt til søde side, men sammen med æblejuice, lemon og søde tranebær fungerer perfekt … er saftet, fint, sart og ultralet, har lyse og krøllede tanniner med en svag sødbitterhed i syren og igen denne nærmest sandede mineralitet … fin, feminin samt fabelagtig. 95 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi fortsætter lige hos den gode vinmager og negociant Xavier Vignon, for nu smager jeg hans 2020 Châteauneuf-du-Pape fra serien Terroirs d’Exception.

Det er lidt en signaturvin fra Xavier lavet på 75% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Clairette, som i denne 2020 årgang kommer fra 60 udvalgte parceller med en jord af 50% kalksten, 30% rød sandsten og  20% galets roulés rullesten og med op til 90 år gamle vinstokke i det nordlige Châteauneuf du Pape.

Vinen er lavet med separat vinificering af hver druesort, hvor gæringen og macerationen er sket med 50% på ståltank, 25% på betontank og de sidste 25% på trækar.

Efter endt fermentering er det meste af vinen så lagret 16 måneder med 50% i ståltanke, 20% i foudres, 5% i kegleformede egefade, 5% en demi-muids, mens de sidste 20% er lagret 12 måneder i amforaer af terracotta-ler. Vinen har en alkoholprocent på 15%.

Duften er klart mere blid, blød og venligere end foregående Ventoux, for her er der samtidig mere dybde, mere sammenhæng og sødme. Der er en frugt af søde, sorte kirsebær, brombær og solbær,  lidt bagt appelsinskrald, rosmarin, laurbærblade, peber og langsomt kommer der også fadnoter frem med vanilje, varm chokolade, læder samt nogle umami skovbundsagtige elementer.

Det smager rigtigt godt … fint skruet sammen med balance af både sødme, afstemt frugt og blødt syrebid. Frugten er kirsebær, solbær og brombær, der er sød finsk lakrids, peber og en levende syre, der virker venlig, høflig og diskret, men alt leveres også blødt, cremet, rundt med klingende fin frugt, så dermed et virkelig fint og rart glas Châteauneuf-du-Pape, der hverken bliver for tung eller let. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, FrankrigVi fortsætter næsten i området … er rykket lidt mere mod nord til det ikoniske og høje Ventoux bjerg. For den altid produktive vinmager og negociant Xavier Vignon laver nemlig vin fra op mod 100 år gamle vinstokke fra marker på skråningerne af det skaldede bjerg.

Denne 2020 Ventoux fra Xavier Vignon er lavet på 50% Syrah, 30% Grenache og endelig 20% Mourvédre fra op mod 100 år gamle vinstokke, der kommer fra ikke mindre end 60 parceller i 250-400 meters højde fra bakkerne neden for det legendariske skaldede bjerg Mount Ventoux og fra højereliggende terrasser i det kalkstensholdige Dentelles de Montmirail.

Xavier Vignon har ladet druesorterne gære sammen … sådan næsten, for 5% af Syrah druerne fra de helt gamle vinstokke er altså vinificeret separat og også efter endt lagret 1 år på egetræsfade, mens den øvrige del blot er lagret 1 år i betontanke.

Duftmæssigt kan det stenede bjerg næsten duftes i vinen, som allerede fra først snif har en lidt stenet hård mineralitet sammen med blomster, violer, læder, rhônekrydderier, eukalyptus, mynte, estragon, timian og en frugt med hindbær, brombær, grønne oliven samt tør engelsk lakrids … i det hele taget virker vinen meget tør, stenet og hård.

I munden er det også en frisk og lidt stærk frugt, masser er hindbær, ribs og brombær, noget peber, strenge og saltede mineraler, men dog også en smule sødme som god modvægt. Den er fortsat ganske tør, mens tørre og skarpe tanniner kun bidrager til at gøre denne følelse større. Således sidder man tilbage med et tørt, stenet, pebret og syrligt tanninbid … 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Château Puech-Haut, Tête de Bélier Rouge, Languedoc, Frankrig  

2020 Château Puech-Haut, Tête de Bélier Rouge, Languedoc, Frankrig  Vi skal igen til Château Puech-Haut lidt sydvest for byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc og her smager vi deres 2020 Tête de Bélier Rouge.

Vinen er lavet på 70% Syrah, 20% Grenache, 8% Mourvedre og 2% Carignan fra Puech-Hauts egne marker i Saint-Drézéry … fra marker med et unikt terroir med samme type runde rullesten – de såkaldte galet roulés – der også har gjort Châteauneuf-du-Pape berømt verden over.

Druerne høstes om natten, så den helt frisk frugt finder vej til den færdige vin og høsten er – som også  i Châteauneuf-du-Pape – sket med et beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar.

Gæring sker på barriques og demi-muids med ekstra lang maceration for at udtrække farve og smag. Vinifikationen af de forskellige druesorter sker separat, hvor Syrah druerne fx får hele 50 dages maceration, mens de øvrige 35 dages maceration,

Efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liters egetræsfade fra Bourgogne og Troncais. Nogle af egefadene skulle efter sigende komme fra den i dag afdøde 100-point-Châteauneuf-stjerne Philippe Cambie.

Først derefter sammenstikkes den endelige vin og flaskes uden klaring eller filtrering og vinen har en højoktan alkoholprocent på hele 15,5% … bum.

I glasset er det mørkt med en duft af tør engelsk lakrids, tobak, hængt kød og spegepølse, klassiske rhônekrydderier samt en frugt af modne brombær, sorte kirsebær og langsomt – med mere luft i dit glas – så kommer fadnoterne også mere frem til vanilje, chokolade og kaffebønner, peber og tør jord.

I munden er det et lille turbodrevet kraftværk med sort intensitet, men samtidig med en cremet, blød, kraftig og småfed tekstur. Det er en magi-terning af koncentreret vin, som en flaske vinøs madkulør, der lige giver smagen et ekstra boost. Man kan også mærke peberen fra Syrah druerne, som sammen med fede og tørre tanniner, virkelig får alkoholen frem i smagsbilledet med tør styrke. Samlet har vinen denne rund, blød og behageligt intense smag. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Viñadores de Gredos, Otro Peldano, Madrid, Spanien

2020 Viñadores de Gredos, Otro Peldano, Madrid, SpanienI vor tirsdagsvinklub på jobbet har jeg til vinkassen indkøbt en ny sending vine og alle er lette spanske vine og første vin er så denne 2020 Otro Peldano fra projektet Viñadores de Gredos, der jo netop ligger i det hypede Sierra de Gredos område.

Det er vinmageren Rubén Díaz, der står bag huset Viñadores de Gredos og han har været en af de oprindelige lokale pionerer i landsbyen Cebreros og hjulpet flere producenter i Sierra de Gredos. Han har således et  enormt kendskab til området og de bedste marker.

Rubén Díaz  kommer selv fra byen Cebreros i Sierra de Gredos regionen og hans familie har en lang historie med vindyrkning. Han arbejdede selv på rådhuset i Cebreros, men hans liv tog en væsentlig drejning i 1999.

Denne ændring blev sparket i gang af truslen om, at hans families vinmarker blev rykket op med rode, da der i området blev handlet med planterettigheder til mange små familieejede vinmarker. Han fik så sin far til at forklare Rubén alle detaljerne om, hvordan man både dyrkede og lavede vin.

Det fik ham til at dykke ned i vindyrkning og historien om hans landsbys vinfremstilling. Derfra begyndte han at studere og i sit eget projekt Viñadores de Gredos eksperimentere med vinfremstilling, hvilket førte til hans første kommercielle årgang i 2004.

I dag byder Rubén Díaz på ekstremt autentiske hvidvine, rødvine og hedvine lavet efter naturlige principper: spontangærede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Det er vine som udfordrer og leverer helt utrolig value-for-money.

Her smager jeg hans topvin Otro Peldano, der er lavet på ren Greanache fra højtbeliggende og granitholdige marker. Druerne er høstet manuelt med håndkraft og derefter sorteret manuelt. Vinen har gæret og maceret i 3 måneder, efterfulgt af 9 måneders lagring på 500 liters gamle egefade.

Duften er let, luftig, sommerlig og meget indbydende, har en aroma med let karamel, chokolade, vanilje, gazebind, blomsterbuketter og en frugt med lyse kirsebær, jordbær og grønne noter.

Hvor er det fremragende … let, smagfuld og balancerende på grænsen til det læskende. Det er jordbær, tranebær og lyserøde kirsebær, noget bolsjeagtig smag med et tvist af lidt lemon samt en smule citroner, Det er juicy, easy-going, læskefint og bare så drønlækkert, så derfor 95 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 254,15 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Domaine de la Janasse, Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2022 Domaine de la Janasse, Terre d'Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDet er ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst smagte en vin fra det altid gode rhônevinhus Domaine de la Janasse, men nu har jeg så fået en 2022 Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages i glasset.

Det er en vin, der er lavet på 25% Grenache, 25% Syrah, 25% Mourvèdre, 25% Carignan, som kommer fra gamle vinstokke på nogle stenede marker et stenkast udenfor Châteuneuf-du-Pape-zonen lige nord for byen Courtezon.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er derefter lavet med 75% afstilkning af drueklaserne og vinifikation med maceration 18-21 dage med manuel pigeage dagligt.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder …. for Syrah og Mourvèdre og Carignan druerne lagrer på barriques, hvoraf 1/3-del er nye fade, Grenache druerne er lagret i foudres. Janasse laver årligt 40.000 flasker af denne vin.

I næsen er det en tæt, fyldig og mørk vin … har klart nogle noter af søde lakridspiber, oksefond, løvstikke og selleri, kaffegrums og i det hele taget aftryk fra fadene. Frugten er mest solbær, kirsebær, figner og derudover fanger jeg lidt blæk og våd kælder.

Det bedste er dog smagen, som er tyk, opulent og helt skærevenlig med en vis frugtsødme, der sammen med en stor intensitet og aftryk fra fadene med chokolade, vaniljesukker og finsk lakrids, giver en ret tæt, vamset, cremet og behagelig smag. Tanninerne hiver dog vinen den anden vej, for de er virkelig knastørre, småfede og markante, så de virkelig hænger på fortænder og øverst i ganen. Det gør den sgu ret godt og sammen med end sødbitter syre, så giver det faktisk en ganske flot rhônevin med solide 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine Alary, l’Estévenas Cairanne, Rhône, Frankrig

2021 Domaine Alary, l'Estévenas Cairanne, Rhône, FrankrigVi bliver i Frankrig, men er rykket til Route de Vaison ved Cairanne, hvor vi finder Domaine Alary, som står bag denne fremragende 2021 l’Estévenas Cairanne.

Det er også en vin, som jeg har smagt før … faktisk i de to foregående årgange 2019 og 2020.

Vinen er lavet på 50% Syrah samt 50% Grenache fra nogle tudsegamle vinstokke fra en sydvendt, kalkstenrig skråning, hvor Syrah druerne faktisk er fra nogle af de ældste vinstokke i det sydlige Rhône.

Alle druer plukkes udelukkende ved håndkraft og der foregår både en sortering af drueklaserne i marken og efterfølgende ved ankomst til vineriet. Vinficeringen er yderst traditionel, hvor man inkluderer omkring 20% hele klaser, mens gæring og maceration sker køligt med daglig pigeage under den 23-28 dage lange gæring.

Efter assemblagen lagrer vinen på 90% cementtanke og 10% demi-muids i 18 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet små 700 kasser af vinen.

Det dufter fabelagtigt … så enkelt kan det udtrykkes … der er godt med mørke. landlige og animalske noter fra mødding, baconfedt og flæsk, noget mejeri, sorte oliven, engelsk lakrids samt noget sødme og balanceret intensitet. Der er blæk og godt med fadnoter af mørk chokolade, vanilje og tørrede blomster … frugten er solbær, hindbær og mørke kirsebær, men opulent, kraftig og flot.

Hvor er det godt … måske endda bedre end de to foregående årgange, hvor vinen er så cremet, blød og fantastisk behagelige, rar og smagfuld. Den har atter både lidt sødme og let mørk bitterhed, så det er engelsk lakrids, sød lakrids og lakridspiber, sød tobak, peber, kul, tjære, chokolade. Tanninerne er klare og tætte, føjer dog vinen, men giver et godt bid. Det er sgu ret fantastisk og nærmest i sin helt egen liga … særklasse. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Bodegas Caudalía, Xi’ipal Garnacha Las Bajadas, Navarra, Spanien

2020 Bodegas Caudalía, Xi’ipal Garnacha Las Bajadas, Navarra, SpanienNæste vin er virkelig spændende … en 2020 Xi’ipal Garnacha Las Bajadas fra vinhuset Bodegas Caudalía beliggende i Baja Montaña zonen ved kommunerne Lerga og San Martín de Unx i Navarra i det nordlige Spanien.

Jeg har før smagt vine fra  Ivan Lopez Barco samt kæresten Raquel Grandival Allende på Bodegas Caudalía, bl.a. har jeg smagt denne Xi’ipal før … nemlig i den foregående årgang 2019 og dengang var Houlberg også begejstret.

Xi’ipal Garnacha Las Bajadas er ret beset en enkeltmarksvin på ren Grenache fra vinmarken Las Bajadas, der ligger i 625 meters højde i Baja Montaña.

Inden gæring er druerne først udblødt i kølig premaceration, mens selve fermenteringen er sket på betontanke med temperaturstyring. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på 500 liters franske egetræsfade samt 12 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Der er i denne årgang 2020 alene producere beskedne 2.898 flasker, hvor denne er nummer 2.303.

Meget lækker duft med pollenstøv og blomster, lidt medicinskab, violer, læder samt en lys, frisk frugt med både hindbær og kirsebær, godt med urter og krydderier … lidt bondsk, har noget grøntsagsfond og kaffebønner, diskrete fadnoter af chokolade og vanilje.

I munden er det en frisk, lys og pænt syrlig spansk bandit … har en streng og syrlig frugt af tranebær, rabarber, granatæbler, hindbær, der giver et frisk bid sammen med en smule peber, blomster, masser af syre med sure citroner og granatæbler, mens tanninerne er tørre og markante, men aldrig stikker helt af. Som jeg skrev anmeldelsen af 2019’eren er det virkelig vin med spansk temperament og her med sylespids, skinger og modeslank nerve. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Comando G, Rozas 1er Cru, Madrid, Spanien

2021 Comando G, Rozas 1er Cru, Madrid, SpanienBag Comando G står Fernando García og Dani Landi, som er nogle af Spaniens mest banebrydere og helt store vintalenter, der er laver vin fra Sierra de Gredos. Det er som om, at Comando G bare bliver mere og mere legendarisk og her smager jeg deres 2021 Rozas 1er Cru.

Comando G holder til ved Sierra de Gredos godt 80 kilometer vest for Madrid. Dani Landi kommer fra en familie af vinbønder og forlod familiens vingård Jiménez-Landi i Méntrida for dette projekt, mens Fernando García til dagligt arbejdede som vinmager for Bodega Marañones.

De har i Sierra de Gredos fundet flere gamle vinmarker med minimum 50 år gamle vinstokke på Garnacha og beliggende højt i 900-1.150 meters højde. Samtidig er jordbunden rig på granit, mens de varme dage og meget kolde nætter har vist sig optimalt for Fernando Garcías jagt på det renest mulige udtryk af Grenache.

De har samlet 10 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 dale, som to vinområder, nemlig både Vinos de Madrid og Castilla y León. De kaldte deres vinhuset for Comando G … en reference til de tegneserier, som de to fyre elskede som børn.

Der skulle 5 unge under navnet Comando G forsvare planeten jorden fra udefrakommende trusler, men her passerede G’et også på Fernando García og Dani Landis mission … fremme Garnacha vine fra Gredos. Gennemtænkt, grundigt og genialt.

I markerne arbejdes der biodynamisk, udelukkende ved håndkraft og tankegangen går igen i kælderen, hvor der udelukkende arbejdes med det naturlige gær, ingen filtrering og generelt en meget forsigtig tilgang, hvor vinene får lov til at udvikle sig uden indblanding.

Fermenteringen sker således med hele klaser, altså med stilke, og med lagring sker altid sur lie – altså med bærmen – i enten barriques eller foudres med et burgundisk forbillede og søgen efter stor mineralitet i deres vine.

Druerne til denne Rozas 1er Cru stammer fra et samlet areal på 5 hektar fordelt over mange små sand- og granitholdige parceller 900 meter oppe i de kølige Gredos-bjerge nær byen Rozas de Puerto Real.

De 100% Garnacha kommer fra 50 og 60 år gamle vinstokke og dyrkes biodynamisk på de uvejsomme skråninger mellem klipper og træer og at arbejdet i markerne foregår ved håndkraft er dermed den største selvfølge … alt andet er umuligt.

Vinen er lavet med spontangæring på druernes egne gærceller, hvilket sker i store 30-40 hektoliter åbne tanke afløst af 12 måneders lagring i gamle egetræsfade. Til sidst er vinen aftappet uden stabilisering eller filtrering og med minimal svovl.

Som med foregående Aux Mages vin er det også en let, luftig og nærmest æterisk fortolkning af Grenache … pænt lys med en klar bio bio animalsk kant, ganske landlig, saftet med lidt læder og violer, røg, og har nok også lidt mere dybde eller bundtræk end Aux Mages. Der er fersk kød, noget blomsterflora samt en frugt af kirsebær, jordbær granatæbler, små lemondrops … virker lidt gæret og moden i frugten, men har denne flotte luftige og lidt overjordiske aroma.

Det fortsætter i munden, hvor vinen er bondsk, saftig, kølig og igen utrolig let, meget vedkommende, utæmmet og har en let frugt med jordbær og kirsebær, hvid peber samt en syre, der er sitrende samt energisk med noget lemon og citron. Det er lige før, at den smelter i munden … ganske mager på en lidt dyb måde og har en monsterlang eftersmag. 97 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 580 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7