Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2005 Di Filippo, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Det fantastiske, meget interessante besøg hos økologiske og biodynamiske Azienda Agraria Di Filippo sluttede med Robertos Montefalco Sagrantino i årgang 2005.

Ja, det er nu en sandhed med modifikationer, idet vi efterfølgende faktisk smagte endnu en par tankprøver, nemlig af Di Filippos Trebbiano Spoletino samt en Passito lavet på Grechetto druer. Dem har jeg dog ikke noter på, så vi lukker og slukker således besøget med denne vin, der som 2006’eren trækker 14,5% alkohol og ellers er lavet på samme måde.

I forhold til 2006’eren er duften en tak mere moden og virker på en eller anden måde mere blid, rund og blød. Fortsæt næse med blåbær, brombær, modne blommer, blæk, flintesten, kaffe og læder … men mere afrundet, blødt og musklerne mere afbøjede.

Smagen er fløjl … endda nærmest nervøs fløjlsvelour, men fortsat med bitterhed og en vis pegefingerløftende syre. Tanninerne er bøjet af, selvom det selvfølgelig fortsat er Sagrantino tanniner og der er mere sødme i vinen end hos 2006’eren. Den er nemmere at gå til, mere pleasende og mere ligetil. Jeg synes 2006’eren er en tak bedre.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske i årgang 2012 koster 249 kr.

Rating 6/7    

1995 Domaine François Gerbet, Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits, Bourgogne, Frankrig

Jeg tror, at min blodtype er Pinot Noir RhD positiv … i hvert fald falder blodet i mine årer altid til ro og jeg får det bedre, når glasset er fyldt med saft fra den ædleste druesort, kongen i druernes rige. Og her er det endda vaskeægte bourgogne … Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits fra Domaine François Gerbet og samtidig godt med alder … hele 22 år af slagsen.

Vinhuset er grundlagt i 1947 af François Gerbet, som i 1944 mod slutningen af 2. verdenskrig var flyttet til Bourgogne fra Pyrenæerne og havde giftet sig med Suzanne Sirugue. Som medgift fik han lidt marker med et par vinstokke i Vosne Romanée.

Efter krigen var mange marker ødelagte og en del marker var heller ikke blevet genplantet efter Phylloxera, men François Gerbet så store muligheder og benyttede lejligheden til at opkøbe mere jord mellem Nuits St Georges og Vosne Romanée. Og de tilkøbte, forfaldne marker blev løbende genplantet med nye vinstokke.

Domaine François Gerbet ligger fortsat i dag på adressen Place de l’Église midt i Vosne-Romanée by. Der har familien sin vingård samt en meget lille og hyggelig butik. Vingård og butik drives i dag af to af François Gerbets 3 døtre, nemlig Marie-Andrée og Chantal Gerbet. Ja, det er dem, som I kan se på billedet ovenover.

De startede allerede i 1972 med at arbejde på vingården og har også senere opkøbt flere parceller, bl.a. på prestigefulde marker som Clos Vougeot, og Vosnes Les Petits Monts og Suchots samt Chambolles Les Plantes.

De to søstre overtog driften i 1983 og har i dag samlet 12 hektar fordelt på parceller i Vosne-Romanée, Flagey-Echezeaux, Vougeot, Chambolle-Musigny samt Nuits-Saint-Georges. Marie Andrée Gerbet er i øvrigt gift med Denis Berthaut, som driver vinhuset Domaine Berthaut i Fixin i Bourgogne.

Denne Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits fra søstrene er lavet på druer dyrket på toppen af markerne i Nuits-Saint-Georges, hvor jorden er en blanding af ler og kalksten. Druerne bliver høstet mekanisk og ligger på egetønder i ét år, før vinen tappes på flaske.

Og hvor alderen dog klæder sådan en vin, som jo egentlig ikke er en stor og dyr vin, men blot en AOC område-/regionalvin. Næsen er animalsk og rustik med gazebind, hospital, mælkeprodukter, fersk kød, salamipølser, blomster og således ganske aromatisk. Det er lette bær i skøn symfoni … let, frisk og aromatisk.

I munden er det virkelig blødt, blidt … virkelig elegant med hindbær, jordbær, balanceret og moden syre og det smager saft sussende rigtigt godt.

På vingården koster en flaske vel omkring 10€ … men det er selvfølgelig i nyere årgange.

Rating 6/7 

2006 Moretti Omero, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Udover den søde Passito, så laver Azienda Agraria Moretti Omero 4 forskellige rødvine, men kernen er selvfølgelig denne traditionelle DOCG vin Montefalco Sagrantino. Her smager vi den i årgang 2006, som var første år, at Giusy Moretti stod for produktionen.

De 3 andre rødvine er i øvrigt en Montefalco Rosso DOC selvfølgelig, en Terre di Giano IGT med bl.a. 50% Ciliegiolo og endelig topvinen Montefalco Sagrantino Vignalunga.

Denne Montefalco Sagrantino er selvfølgelig på 100% Sagrantino … det giver sig selv. Høstet fra 10-15 år gamle vinstokke med et beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar, hvilket svarer til omkring 4 tons druer pr. hektar. Ja, det er vel reelt sådan de måler det.

Druerne håndplukkes og en del senere end fx hvidvinsdruerne til forrige vin. Sagrantino druerne høstes først i starten af oktober. Vinen er lavet med 15 dages fermentering, 15 dages maceration og den lagrer 6 måneder med bærmen. Ingen brug af gær udover de naturlige gærceller fra druerne og lagring 12 måneder på franske 500 liters tonneaux og efterfølgende 6 måneder på flaske.

Og hold nu op for en næse … dejlig, fyldig opstopper af bedste slags. Dyb blæk, animalske bonderøvs aromaer, modne blommer, svag solbær, kanel, kakao, læder samt et drys krydderier. Meget imødekommende, fed og fyldig.

Smagen er tæt, mærk og har klart sød frugt. Vi snakker igen blommer, men derudover er der sgu også power og godt med tanniner, som dog er velintegreret i vinen. Der er lidt peber i eftersmagen. Virkelig god vin … power, tanniner og elegance i smukt sammenspil.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 265 kr., men denne 2006’er fås selvfølgelig ikke. I øjeblikket sælger de 2011 årgangen.

Rating 6/7 

2007 Ferrari Trento, Perlé Nero Riserva, Trentino, Italien

Og vi fortsatte såmænd videre i det mousserende spumante spor. Vi skulle nemlig også smage søstervinen Perlé Nero Riserva fra Ferrari Trento … Blanc de Noirs på ren Pinot Noir og et år yngre end den første Blanc de Blancs.

Druerne til Ferrari Trento Perlé Nero Riserva kommer fra nogle af Lunelli familiens højest beliggende vinmarker omkring Villa Margon, Masi Orsi samt Masi Valli. De ligger alle i 400 meters højde og druerne er alle høstet med håndkraft midt i september måned.

Da Ferrari Trento vel laver omkring 1 millioner flasker spumante årligt, så er det selvfølgelig ikke tilstrækkeligt med husets egne 120 hektar marker. Derfor opkøber Ferrari Trento også druer fra andre vinavlere, dog alene avlere hvor de suverænt kan bestemme, hvordan markerne passes.

Men denne Ferrari Trento Perlé Nero Riserva er altså alene lavet med druerne fra husets egne marker.

En af de ting, som gør spumantevinene fra Ferrari Trento særlige – og måske endda de bedste mousserende vine i Italien – er, at de har forlænget den vigtige anden gæring, så den er betydeligt længere, end hvad der er påkrævet af lovgivningen.

Læg dertil en lang lagring … denne Ferrari Trento Perlé Nero Riserva har således lagret 6 år inde  degorgering og frigivelse til salg. Ellers er den lavet nogenlunde som foregående år … dvs. håndhøstede druer, nænsom presning og udelukkende anvendes af de bedste af saften samt førstegæring på rustfrie ståltanke og en anden gæring på flaske.

Duftmæssigt er denne spumante lækker moden … gule æbler, pærer, kvæde, citron, mineraler, hvidt brød og ristet brød, nødder, men også langt mere animalsk i udtrykket end Bianco’en. Det er næsten en smule prut, men det er virkelig aromatisk, elegant og dufter sindssygt godt.

Smagen byder på fin og sarte bobler, pærer, abrikos, toast, røgede elementer og igen den fine tørhed, uden det bliver for syrligt. Virkelig balanceret og lækkert … ellers var jeg bare meget tørstig.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, men har ikke lige fundet denne. Vil dog anslå, at prisen vil ligge omkring 375 kr.

Rating 6/7 

2013 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

Ifølge Christophe Schaefer var 2013 et virkeligt godt år for Spätlese og Auslese, selvom 2012 for tysk Riesling egentlig generelt rates højere end 2013. Derfor skulle vi selvfølgelig også smage Graacher Domprobst Riesling Auslese i årgang 2013, måske også for at vurdere, hvordan 2015’eren vil smage om et par år.

Jeg må indrømme, at Willi Schaefer smagningen … specielt hans Auslese vine har åbnet mit sind endnu mere for denne type vine. Jeg er imponeret over det lethed, syre og elegance, som Schaefer formår at stoppe i vinene.  Jeg er sgu solgt … ren voksenslik for feinschmeckere.

Denne 2013 synes jeg nu ikke er bedre end 2012’eren, men det er jo selvfølgelig individuelt … og blot min ydmyge mening. Men vi er bestemt igen oppe i det øvre luftlag, for den smager sgu ret himmelsk. Vinen er i øvrigt udgaven #14, som kommer fra den allerbedste del af Schaefers parcel på Graacher Domprobst.

Næsen er i min optik knap så gavmild som 2012’eren, selvom der bestemt både er petroleum, godt med mineraler samt eksotiske frugt … næsten honningkandiserede frugter, blomster og en pivskarp syre.

Igen total lækker smag med en fremragende balance mellem sødme, syre, intensitet og dybde, lethed, luftighed samt moden frugt, honning og nektar. Total smuk vin.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 525 kr.

Rating 6/7 

2015 Weingut Willi Schaefer, Wehlener Sonnenuhr Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

Herefter gik der rent Auslese i Weingut Willi Schaefer smagningen … og første af slagsen – hvis der ses bort fra den magiske 1976’er – blev denne Wehlener Sonnenuhr Riesling Auslese og dermed også dagens første – og eneste – vin fra Schaefers parcel på Wehlener Sonnenuhr.

Wehlener Sonnenuhr marken er også en af de legendariske marker i Mosel. Marken er på hele 50 hektar og andre store producenter som Weingut Dr. Loosen, Weingut Markus Molitor, Weingut S. A. Prüm, Weingut Reichsgraf von Kesselstatt, Weingut Joh. Jos. Prüm, Weingut WWE. Dr. H. Thanisch – Erben Müller-Burggraef og mange flere har parceller på marken

Den har måske en særlig tilknytning til Prüm familien, idet soluret på toppen af vinbjerget – som marken er opkaldt efter – faktisk er bygget af én af Prüm forfædrene, nemlig Jodocus Prüm.

Han byggede i 1842 et solur på toppen af hver af de bedste vinmarker i Wehlen og Zeltingen, således vinavlerne kunne se, hvad klokken var. Deraf fik vinmarkerne også navnene Wehlener Sonnenuhr og Zeltingen Sonnenuhr.

Netop Wehlener Sonnenuhr er meget berømt for sine vine. Marken ligger på en stejl bakke med optimale solskinsforhold, hvilket giver nogle af de bedste vine i Wehlen. Jordbunden er rig på skifer og mineraler.

Desuden løber der små, underjordiske vandløb under marken, hvorfra stokkene henter deres vand via et dybt rodnet. Dette stresser vinstokkene, og får dem til at producere færre druer, som til gengæld har en høj koncentration af frugt, og således en højere kvalitet.

I 2015 fik Christophe alene druer til 1 foudres med Riesling Auslese fra Wehlener Sonnenuhr marken og vinstokkene på Schaefers parcel er også forholdsvis nye. Det forhindrer dog ikke, at give en helt fantastisk vin.

Duften er nu endnu tættere og mere intens end hos Spätlese vinene. Det er eksotisk frugt, fersken, ananas, mandariner, svag citrus, blomster, skifer og virker fortsat let, selvom der også blander sig noter af akaciehonning og andet godt nektar.

Smagsmæssigt imponeres man igen af Willi Schaefers lethed i vinene … imponerende, at en Auslese slet ikke virker tung eller at sødmen bliver en tak for dominerende. Der er langt mere elegant end jeg havde forestillet mig. Syren er flot og afbalanceret … sidder bare rank og flot i munden, luftig og med lang varighed. Det er simpelthen fremragende.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 330 kr. Køb og gem denne vin i 5-10 år … så vil du blive belønnet mangefold.

Rating 6/7 

1964 Damianitza Winery, Melnik Dessert Wine, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

Da den bulgarske forretningsmand Philip Harmandjiev i 1998 købte det tidligere nationaliserede vinhus Damianitza fandt man i en af husets mørke kældre med gamle betonfliser og andet overskydende skrammel 2 store egefade med vin. Det var med søde vine … det ene på Melnik druen og det andet på Muscat.

Vinene stammede fra 1964 og havde ligget og gæret som en fortificeret vin … godt modne druer med et sukkerindhold på mindst 24%. Sukkeret var dog for længst faldet til bunds og gæringen stoppet, så vinen havde blot ligget og modnet år efter år. Med tiden var en del af mosten – faktisk en 1/3-del af mængden – også fordampet og forsvundet pga. utætheder.

På Damianitza Winery besluttede man imidlertid at flaske de to fade og det kom der to små dessertvine ud af. Den ene … den mørke på Melnik druen og den lysere på Muscat druen. Og vinene er blot aftappet uden videre forarbejdning eller filtrering.

Begge vine hedder Melnik Dessert Wine … men her refererer Melnik til byen, som Damianitza Winery ligger ved, og ikke den lokale, bulgarske drue Melnik, som i øvrigt i landet officielt hedder Šhiroka Melnišhka.

De to vine kan kendes på, at udgaven på Muscat har en lille hvid plet på etiketten, at teksten Melnik 1964 står med hvid og Dessert Wine står med rød skrift. På den Melnik baserede vin er farverne byttet rundt, dvs. et lille rød plet, Melnik 1964 skrevet med rødt og Dessert Wine med hvid skrift.

Mit eksemplar er på Muscat druen … og er bestemt ufiltreret, for det er en lys cognacfarvet og grumset væske i glasset. Nu hjalp det heller ikke, at proppen smuldrede en smule, da jeg skulle åbne flasken.

Og det med cognac går også igen i duften … dufter virkelig som en armagnac eller cognac iblandet lidt tørrede figner, portvin eller sød sherry. Umiddelbart skulle man tro, at skulle medføre en stærk og alkoholisk smag.

Det er dog slet ikke tilfældet, for denne gamle vin smager helt fortræffeligt. Det er sødt, men slet ikke overkvalm på nogen måder. Den kunne faktisk nærmere lede tankerne hen på en Pedro Ximénez Sherry. Det er virkelig rundt og balanceret … trods den likøragtige sødme alligevel en lethed og elegance og ganske intens. Det er sgu nærmest en smuk dessertvin fra bedste skuffe. Big Thumbs Up.

Forhandles af BulgarianWine.dk i Ålborg, pris 349 kr. for 1 flaske, men 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7 

2012 Poggio Bonelli, Poggiassai IGT, Toscana, Italien

Denne vin … Poggiassai var måske den vin, som overraskede mest i det italienske Gran Premio d’Italia all’vini di Paul. Det er en IGT vin fra vinhuset Cantina Poggio Bonelli, der både er et historisk vinhus, ristorante og et moderne agriturismo.

Poggio Bonelli ligger midt i byen Castelnuovo Berardenga omkring 15 kilometer øst for Siena. Det er et gammelt vinhus, som stammer tilbage til det 16-århundrede. Det har haft en del ejere undervejs, bl.a. – kendte familier som Spennali, Piccolomini og senere Landucci familien.

I dag er vinhuset ejet af ejendomsfirmaet Monte dei  Paschi di Siena eller helt præcis af selskabet MPS Tenimenti SpA – et datterselskab af Gruppe Montepaschi.

MPS Tenimenti SpA ejer også Chigi Saracini vingården og samlet betyder det inklusiv Poggio Bonelli 840 hektar jord, hvoraf omkring 80 hektar er vinmarker.

Der er to tilhørende huse med hver deres svømmepøl og sammenlagt 10 ferielejligheder. Og udover vinfremstillingen og agriturismo, så fremstiller gården også en fantastisk extra-virgin olive oil fra over 8.000 oliventræer.

På Poggio Bonellis vinmarker dyrkes druesorterne Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Den lerede jord, som er aldeles rig på sand, har overvejende sydlig og sydvestlig eksposition. Og med fokus på vinmarkernes terroir fremstiller Poggio Bonelli vine, som i karakteren formidler de høje kvalitetskrav.

For at indfange det essentielle og særegne terroir samt de særlige forhold ved de respektive druesorter anvender Poggio Bonelli de nyeste produktionsteknikker og videnskabelige viden – hvilket er en forudsætning for den kvalitet, som vinene skal afspejle.

Poggio Bonellis kerneværdier for vinfremstilling er omsorg, dedikation og engagement. Når druerne ankommer til vingården, overføres de efter at være blevet afstilket og knust til temperaturkontrollerede ståltanke – for at bevare og ophøje druernes individuelle egenskaber.

Alkoholgæringen varer i ca. 10-12 dage, hvorefter druerne kommer tilbage og har kontakt med skindet – med det formål at gøre vinene rigere på de ædle stoffer. Vinene lagrer i små træfade og herefter i flasken i kortere eller længere tid.

Druerne til denne Poggiassai IGT er 75% Sangiovese og 25% Cabernet Sauvignon, der gror på en sydvestvendt skråning i 250 meter højde over havet.

De høstes manuelt og sorteres først i marken og siden på store sorteringsborde i vineriet inden vinifikationen, som foregår traditionelt over 10 dage i temperaturkontrollerede ståltanke med efterfølgende 20 dages maceration.

Inden aftapning på flaske lagrer vinen 16-18 måneder på små franske fade. Efter tapning lagrer den yderligere mindst 6 måneder, før den frigives til salg.

Og hold nu op for en næse … virkelig landlig animalsk som bare pokker. Vi snakker om bagenden på en våd hund, krudt, stillestående plumrevand, stald på steroider, svampe, døde dyr, tulipaner, mellemrøde bær, en smule tobak og chokolade samt nogle urter og peber. Lyder måske en kende underligt, men den dufter sindssygt godt.

I munden vinen godt syrlig, nærmest lidt juicet i smagen, men den leverer sgu det hele stramt, skarpt og præcist med lidt ribs, granatæbler samt lidt peber. Tanninerne bider også herligt og er således ganske markante. Derudover er eftersmagen bare mega lang. Imponerende og totalt overraskende.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 225 kr. for en flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7 

2014 Domaine Machard de Gramont, Gevrey-Chambertin Pressonnier, Bourgogne, Frankrig

For satan … pardon my french … nu dufter det sgu himmelsk. Det er denne Gevrey-Chambertin Pressonnier fra Domaine Machard de Gramont, som til den lille smagning for alvor har fået vækket Houlberg … jeres flittige vinblogger.

Domaine Machard de Gramont ligger i byen Prémeaux-Prissey ved Nuits-Saint-Georges i Côte de Nuits og er en traditionel familieejet vingård, der i dag drives af Arnaud Machard de Gramont sammen med hans to sønner Alban og Alexis efter de gamle traditioner.

Vingården har været i familiens eje siden 1830 … oprindeligt som negociantfirmaet Dufouleur. Arnaud drev oprindeligt vingården sammen med sine to brødre, men brødrene brød samarbejdet i 1984 og delte vinmarkerne.

Broderen Bernard Machard de Gramont etablerede Domaine Bernard Machard de Gramont, som i dag drives af hans datter Axelle Machard de Gramont, mens den tredje broder etablerede Domaine Chantal Lescure i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Machard de Gramont har samlet 20 hektar vinmarker i et område fra Chenôve syd for Dijon til Puligny-Montrachet syd for Beaune … og nogle af de bedste parceller i området. De fleste marker ligger omkring vingården, men deres lille parcel i Puligny-Montrachet – Chardonnay druens højborg – har de arvet.

Der er lavet vine på gården i mange generationer, hvilket bl.a. en gammel vinkælder fra det 11. århundrede også vidner om. Det er selvfølgelig med fantastiske hvælvede lofter, som giver den gamle kælder et katedral-lignende udseende.

De røde Bourgogner laves efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift med lang gæring og en del af stilkene på druerne. Vinifikationen sker i åbne fade med daglig bearbejdning for at udtrække så mange smagsnuancer og så meget farve som muligt.

Efterfølgende modner vinene på små egefade i 15–20 måneder afhængig af kvalitet og type. Der produceres omkring 100.000 flasker årligt på Domaine Machard de Gramont.

Denne Gevrey-Chambertin Pressonnier er selvfølgelig en enkeltmarksvin lavet med druer fra den lerholdige mark Pressonnier i Gevrey-Chambertin efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift med lang gæring med nogle af stilkene fra druerne, maceration i 16-22 dage i åbne fade og lagring på små egefade i 15–20 måneder afhængig af årgang.

Og endelig den næse, som Pinot Noir virkelig kan levere, når det er bedst, herlig animalsk stald med let sødme, elegance, jordbær, hindbær, en spillevende grøn nerve, let vanilje og lidt svage noter af lidt tobak. Dufter simpelthen bare godt.

Smagsmæssigt er vinen skarp, syrlig med grønne elementer … en meget vedvarende syre, præcis som Orient Expressen på skinner, stramme tanniner, stor tæthed og imponerende lang eftersmag. Det er herlig præcis Bourgogne … lige som det skal være.

Købt hos Bichel Vine, pris 250 kr.

Rating 6/7 

2014 Henri Prudhon & Fils, Puligny-Montrachet Les Enseignères, Bourgogne, Frankrig

Et skridt ned, men alligevel reelt et massivt hop op. Denne Puligny-Montrachet Les Enseignères fra vinhuset Henri Prudhon & Fils er ganske vist ikke en Premier Cru, men alligevel mere prestigefuld, dyrere og smager samtidig også en tak bedre … og det er ganske fortræffeligt.

Puligny-Montrachet er nok en af de fineste – eller i hvert fald mest prestigefulde og dyreste – hvidvinskommuner i hele verden. Puligny har udover Montrachet også hele Chevalier-Montrachet og Bienvenues-Bâtard-Montrachet og dertil kommer et hav af fine Premier Crus, som i sig selv også må betegnes som noget af det bedste hvidvin på kloden.

Stilen i Puligny-Montrachet er nærmest modsat af naboerne Meursault og Chassagne. Vinene er stålsatte, ranke og med god syre til et langt liv.

Domaine Henri Prudhon & Fils ligger midt i Saint-Aubin og er egentligt grundlagt i 1945, da Henri Prudhon giftede sig og fra hustruens side overtog vingård og vinmarker, som hustruens familie har passet i generationer.

Det var dog sønnen Gérard Prudhon, som videreudviklede vingården, satte skik på produktionen, markedsføringen og derudover også opkøbte yderligere marker, bl.a. nye parceller i Saint-Aubin, Chassagne-Montrachet og Puligny-Montrachet.

I dag er det Gérards to sønner Vincent og Philippe der driver domænet med dets 14,5 hektar vinmarker og en årlig produktion på omkring 90.000 flasker vin. Markerne ligger primært i Saint-Aubin, Chassagne-Montrachet og Puligny-Montrachet.

På billedet ovenfor ses alle 3 generationer … lige fra gamle Henri Prudhon, Gérard Prudhon samt Vincent og Philippe.

Puligny-Montrachet Les Enseignères marken er lidt speciel, specielt fordi den – selvom den hverken er Grand Cru eller Premier Cru ligger lige opad Grand Cru marken Bienvenues-Bâtard-Montrachet … kun lige adskilt af en smal markvej.

Eller sagt på anden vis … en markvej kan således adskille en vin som denne til 400 kr. og Grand Cru Bienvenues-Bâtard-Montrachet til flere tusinde kroner, ja nogle gange langt over 10.000 kr.

Prudhons Puligny-Montrachet Les Enseignères er selvfølgelig lavet på 100 % Chardonnay fra gamle 30-80 år gamle vinstokke på parceller på marken Les Enseignères, der – som nævnt – ligger i den sydlige del af Puligny-Montrachet umiddelbart op ad Grand Cru Bienvenues-Bâtard-Montrachet, høstet i hånden og lagret 15-18 måneder på fade, heraf omkring 20% nye fade.

Duften er langt mere aromatisk end Chablis’en, mere dybde, mere sjæl, vildere blomster, mandler, gule æbler, fersken, lidt kokos … tæt på nærmest at være parfumeret og har derudover nogle animalske elementer, grønne vinblade og en snert af lidt citrus. Dufter bedøvende godt.

Smagen er langt mere fyldig end Chablis’en, dog uden at miste mineraliteten. Man mærker godt, at denne har været lagret på eg. Der er godt med jern, godt med præcis og streng syre, mere krop, mere bundtræk samtidig med, at det er grønt og friskt. Stor vin må jeg sgu ærligt indrømme.

Købt hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 400 kr.

Rating 6/7