Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2018 Sidewood Estate, Sauvignon Blanc, Adelaide Hills, Australien

2018 Sidewood Estate, Sauvignon Blanc, Adelaide Hills, AustralienDenne Sauvignon Blanc fra Sidewood Estate er en sand lille perle, som faktisk stjal jeres flittige vinbloggers hjerte helt og komplet, selvom det – indrømmet – er en vin, som kræver en vis tålmodighed.

Druerne til vinen kommer fra vinhusets Oakbank mark og høstes over en 2 ugers periode, når druerne er optimalt modne. De køles omgående ned på vingården og presses inden fermentering, som alene sker i rustfrie ståltanke. Der anvendes udelukkende det frie most fra presset

Hold da op … det er sgu en vin, der har karakter og sjæl, en stram, grøn næse, masser af citron, tropisk frugt, stikkelsbær, æblemost, modellervoks, en smule katteurt, karamel og candyfloss, vanilje samt lidt lakridskonfekt. Uha, hvor det dufter godt … rund og komfortabel, svævende og alligevel spændstig, aromatisk og totalt indbydende.

Smagen er meget typisk Sauvignon Blanc, grøn og frisk, men utrolig elegant i smagen. Det er frisk uden at blive for skarpt, men i stedet ultrapræcis, sidder sgu lige i skabet. Der er tonsvis af gule og sure citroner, så du laver sød kyssemund, men det er også en vin, som virkelig fortjener masser af kys.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 241,25 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Gemtree Wines, Obsidian, McLaren Vale, Australien

2017 Gemtree Wines, Obsidian, McLaren Vale, AustralienObsidian er en vulkansk bjergart, som nærmest har fået glasstruktur ved at lavaen hurtigt er afkølet. Den kaldes også stenhuggerens skræk, da den er meget hård. Det er også navnet på en af de absolutte topvine fra det australske vinhus Gemtree Wines.

Gemtree Wines ligger ved den lille by McLaren Flat i McLaren Vale omkring 25-30 kilometer syd for Adelaide. Vinhuset er grundlagt i 1980 af Paul og Jill Buttery, men drives i dag af deres datter Melissa sammen med hendes mand Mike Brown, som er ansvarlig vinmager.

Familien har samlet 124 hektar vinmarker, som drives biodynamisk og økologisk certificeret. For Buttery og Brown familien handler det ikke kun om vinproduktion, men om at sætte nye standarder for bæredygtig landbrug. De er på den allerbedste måde økoflippere.

De eksperimenterer også med at lagre deres vine ved at grave barriques ned i vinmarkerne tæt ved vinstokkene sammen med de mere gængse kohorn med urteekstrakter. Derudover render der også en flok får rundt blandt alle vinstokkene.

De har også lavet Gemtree Wetlands… et 10 hektar område, som i de 1998 besluttede at bevare som original og uberørt bushland … et biologisk mangfoldigt vådområde og et tilflugtssted for indfødte fugle, planter og dyr.  Der går en lang Gemtree Ecotrail sti igennem området og den er åben for alle.

Denne Obsidian er en af topvinene hos Gemtree Wines, lavet på ren Shiraz og lagret 18 måneder på egefade, heraf 65% nye fade og resten 1-3 år gamle franske fade.

Og nu begynder Gemtree virkelig at vise muskler, for næsen er flæsket, fed, animalsk, aromatisk med bacon, tjære … virkelig dyb som en kløft i Grand Canyon. Der er vildt megen frugt i næsen og af den mørke slags – direkte i sylten – solbær, engelsk lakrids, vanilje, kanel og nelliker. Som med de andre Gemtree Wines, så har vinen samtidig en lille syrlig nerve, som virkelig klæder vinen, hvorved duften aldrig bliver for fed.

Smagsmæssigt er det blødt, cremet … fed, opulent og så alligevel med den forførende kølige elegance, idet en ren syrlighed skaber en fin balance i vinen. Det er virkelig en koncentreret  vin med tyngde og alligevel rigtig stor elegance … stor vin. Klart 6 houlbergske tommeltotter med pil op.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 562,50 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Weingut Julia Bertram, Marienthaler Trotzenberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Marienthaler Trotzenberg Spätburgunder, Ahr, TysklandJeg havde som mit første nedslag taget topvinen Marienthaler Trotzenberg Spätburgunder fra den yndige vindronning, vinzerprinsesse, weinkönigin og vinmagerinde Julia Bertram med.

Jeg har skrevet om den dejlige Julia et utal af gange, så det skal jeg spare jer for, men som jeg skrev sidst, så er Julia Bertram i en bundesliga for sig.

Marienthaler Trotzenberg marken har en form som en ostereje og ligger orienteret mod sydvest. Julias parcel på marken er placeret på en af de smalleste sektioner i hele floddalen … en stejl skråning med undergrund af skifer.

Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men Marienthaler Trotzenberg Spätburgunder er efter endt fermentering lagret omkring 12 måneder på brugte barriques i Baltes’ kælder på Stadt Klingenberg i Churfranken.

Der har Julia også hendes egne tanke og egetønder … som i øvrigt er købt brugt fra hendes veninde Meike Näkel. På etiketterne på Julias vine står der da også; Abgefüllt in D-63911 Klingenberg.

Vinen har i glasset den klassiske lyse, transparente teglfarve, der rejser forventningerne til skyhøje luftlag inden vi overhovedet har duftet eller smagt vinen. Og næsen leverer også varen med en lys, let, æterisk og animalsk aroma, lyse bær, ribs, hindbær, søde kirsebær, en medicinsk og parfumeret nerve, svagt kanel, eg, blomster og samlet ser ren heroin i næsen og fuldstændig vanedannende.

Smagen er ren, direkte … blød rund fløjl. Det er måske den mest polerede af Julia vine, som jeg endnu har smagt, for der er sgu ikke meget, som stikker ud. Det er en frisk, syrlig Spätburgunder, som har lidt krop, fin balance og bare så elegance og smooth. Det suppleres med lidt grønne elementer, lidt kanel og mineraler. Det er en dyb, elegant og fandens blød vin.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske kostede 445 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Crystallum Wines, Mabalel Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika

2016 Crystallum Wines, Mabalel Pinot Noir, Western Cape, SydafrikaSlam … så oplever jeg igen sydafrikanske Pinot Noir i kølig, lækker, europæisk stil. Denne gang er gerningsmanden bag vinen Mabalel Pinot Noir vinhuset Crystallum Wines, der ligger i Hemel-en-Aarde i Walker Bay området i Western Cape regionen i Sydafrika.

Vinhuset drives af brødrene Andrew og Peter-Allan Finlayson. De er 4. generation vinmagere i Finlayson familien. Crystallum Wines er dog et forholdsvis nyere vinhus, som brødrene grundlagde i 2007. Her laver i dag alene vine efter burgundisk forbillede.

Det var egentlig ikke planen, at de skulle være vinmagere, for Andrew er uddannet arkitekt, mens Peter-Allan studerede både filisofi og økonomi … god kombi i øvrigt. Men deres rødder indenfor vinbranchen trak og derfor startede de Crystallum Wines, hvilket i starten alene var med lidt Sauvignon Blanc vine. I dag dyrker de udelukkende Chardonnay og Pinot Noir.

Druerne kommer fra forskellige vinmarker og samlet har Crystallum 9 forskellige parcer, bl.a. på markerne Cinema, Elandskloof, Shaw’s Mountain, Vrede og Kerksaal … alle i kølige områder.

Denne Mabalel Pinot Noir er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Mabalel, som har sit navn efter et digt af den sydafrikanske videnskabsmand Eugene Marais. Marken ligger i 700 meter og er omgivet af højde bjerge, som om vinteren er snedækkede.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, og 10% hele klaser … en del mindre end ved de øvrige Crystallum vine. Gæringen har taget 29 dage, hvilket er efterfulgt af 14 dages kølig maceration. Derefter er vinen lagret 11 måneder på egefade, heraf 20% nye fade.

I glasset har vinen en let brun kant, mens næsen afslører lys, moden frugt, helt klart Pinot Noir. Det er kirsebær, hindbær, tranebær med gæret og lækker syrlighed, faktisk masser af syre, lidt tobak, eg, vanilje, kanel samt Toffifee karamel, altså karamel og en snart hasselnød og tør jord. Det er virkelig en lækker næse.

Smagen er blød, cremet … næsten zen. Syren er fint kontrolleret, smagen moden med kirsebær, lyse blommer, lakrids og krydderier, som dog er meget afdæmpede. Det er tørt, rundt og virkelig elegant Pinot Noir, så BIG thumbs up.

Jan havde købt vinen i Hamburg … forhandleren Wein am Limit anbefalede den bl.a. grundet den kølige stil. Prisen var 30-35€ … svarende til 225-260 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Schmitges, Erdener Prälat Riesling GG, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Schmitges, Erdener Prälat Riesling GG, Mosel, TysklandNår vi nu helt ekstravagant, ødselt og improvident læsker os i god Riesling fra Weingut Schmitges, så lad os da bare ufortrødent fortsætte med søstervinen, nemlig Erdener Prälat Riesling Großes Gewächs.

Große Lage marken Erdener Prälat er – modsat Erdener Treppchen – en meget lille mark på kun 1,5 hektar, som endda er delt mellem 14 vinbønder. Marken ligger med en sydvest skråning med en hældning på op til 70% og har gamle upodede vinstokke, som er 50-100 år.

Høsten sker selvfølgelig med håndkraft, hvorefter druerne hviler køligt i 18 timer, men modsat søstervinen, så er denne Erdener Prälat Riesling GG ikke lavet i granitfade … men langt mere traditionelt i egefade.

Vinen laves dog fortsat med spontangæring alene med druerne naturlige gærceller og en lang fermentering i fadene sur i 7 måneder sur lie. Vinen har 5,9 gram restsukker pr. liter.

I glasset er Erdener Prälat Riesling Großes Gewächs en kende mere lys eller hvid end søstervinen, mens næsen til gengæld er lidt funky og mere stenet, hvilket er lidt sjovt, da Erdener Prälat Riesling GG jo ikke er lavet i granitfade som søstervinen.

Der er dog præcis samme uimodståelige inderlighed over vinen, virkelig dyb med eksotisk frugt, gule æbler, våde, sødbrændte fade, eg, vanilje, grønne blade samt en luftig, æterisk lethed … igen bare totalt afhængig vanedannende og næsten bevidsthedsudvidende aroma, som gør dig glad.

I munden er vinen blød, fyldig, luftig og cremet med modne gule æbler, abrikos, syltede citroner, salt og mineraler. I munden danser vinen en erotisk dans, hvor en fyldig varme trækker bukserne af dig, mens salte mineraler, sure citroner og grønne umodne æbler holder alting sobert oppe … og hvor er der en lang, lang eftersmag med masser af citroner, syre og en lille grape bitterhed.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 369 kr., mens prisen er 332 kr., hvis du køber 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2012 Dopff & Irion, Clos Château d’Isenbourg Riesling les Tommeries, Alsace, Frankrig

2012 Dopff & Irion, Clos Château d'Isenbourg Riesling les Tommeries, Alsace, FrankrigFra Domaine Dopff & Irion smagte vi også en vin fra netop de marker, som de overtog efter salget af det gamle, historiske slot Château d’Isenbourg nær byen Rouffach omkring 8 kilometer syd for Colmar. Vinen hedder således også Clos Château d’Isenbourg Riesling les Tommeries.

Château d’Isenbourg har en lang historie og har bl.a. været residens for det østrigske kongehus mellem det 5. og 8. århundrede. Det har flere gange været ødelagt og genopbygget i de mange krige mellem paver og regenter. Under den franske revolution blev slottet også ødelagt, genskabt med nye bygninger og senere i 1894 igen udvidet.

René Dopff købte via S.Y.N.V.A. – et syndikat af vinproducenter i Alsace – det gamle slot, men solgte bagefter selve slottet til den store hotelgruppe Grandes Étapes Françaises, som omdannede slottet til et 4. stjernet hotel og restaurant.

Dopff & Irion overtog selv 5 hektar vinmarker, herunder specielt marken Clos Château d’Isenbourg … den allerbedste og historiske mark omkranset af gamle mure. Derfor bruger vinhuset selvfølgelig også fortsat navnet Château d’Isenbourg på deres vine … og det er netop en af de vine, som vi nu har i glasset.

I dag laves vinene som nævnt tidligere af Pfaff aka kooperativet Cave des Vignerons de Pfaffenheim, som tidligere købte Domaine Dopff & Irion og nu laver alle vinene i deres moderne og effektive vineri i Pfaffenheim.

Vinen er lavet på ren stål, hvor gæringen sker med tilsat gær og ved kontrollede temperaturer. Derefter lagrer vinen i ståltankene sur lie i 4 måneder, hvorefter den filtreres og hviler en periode inden endelig aftapning på flaske.

Næsen er lidt fed, olieret, meget aromatisk … næsten med lidt vinduesrens, benzin eller petroleum, en pose tvist, sæbe, blomster, marzipan, en lille bio kant, havvand, svag karamel og nærmest gæret og dekadent i aromaer. Det dufter simpelthen forfærdelig godt. Uha. Smagen er langt lettere end duften, men flot, meget præcis, lidt grøn og med tonsvis af citron. Det var – for mig – med 96 point en af eftermiddagens bedste vine.

Forhandles af Dagrofa, men prisen kender jeg ikke. Ligger mellem 100-200 kr.

 Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Franzen, Neefer Frauenberg Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Franzen, Neefer Frauenberg Riesling GG, Mosel, TysklandSå er vi der igen … hos den fabelagtig dygtige Kilian Franzen på Weingut Franzen i bykernen af den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Men denne gang med en af topvinene, Kilians 2017 Neefer Frauenberg Riesling GG.

Vinmarken Neefer Frauenberg er nok ikke helt så kendt og min tyske online markbibel Riesling.de skriver heller ikke rigtigt noget om marken. Men ifølge Kilian Franzen har Frauenberg et lige så stort potentiale som fx Bremmer Calmont. Frauenberg er knap så stejl og slet ikke lige så høj som Calmont, men soleksponeringen er også her direkte sydvendt.

Vinen er gæret på druernes naturlige gærceller og vinen har modnet på stål … ingen træ til at forstyrre de fine nuancer. Der er omkring 9-10 gram restsukker pr. liter.

Hvor er det en fin, sart, skrøbelig og indbydende aroma … let karamel, let appelsin, syltede citroner, abrikos, modne æbler, røg, og en pæn stor koncentration. Der er blomster, mineraler, lidt salt og så med muskler … en lille bule på biceps hos en yndig kvinde.

Smagsmæssigt kan man nu godt fornemme, at denne Neefer Frauenberg Riesling GG er langt mere alvorlig end de billigere, dog fantastiske Grau Schiefer Riesling samt Quarzit Schiefer Riesling, for her er der klart mere bundtræk, dybde og vinen er klart meget mere koncentreret. Det er abrikos, sure modne æbler, cremet, røget og med en alvorlig tyngde … bare nam.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Conterno Fantino, Barolo Castelletto Vigna Pressenda, Piemonte, Italien

2015 Conterno Fantino, Barolo Castelletto Vigna Pressenda, Piemonte, ItalienDerefter serverede Fabio Fantino deres 3 Barolo’er for den tilfredse vinblogger og det første glas var af denne Barolo Castelletto Vigna Pressenda.

Det er en forholdsvis ny Barolo i Conterno Fantinos sortiment, og druerne kommer fra parcellen Pressenda i midten af Castelletto marken, der ligger lige nord for Ginestra marken. Den ligger i 350 meters højde med en undergrund rig på ler, sand og silt. Druerne er høstet med et udbytte på 37-40 hektoliter pr. hektar og så er vinen lavet med fermentering og maceration i ståltanke over 12-15 dage efterfulgt af 24 måneders lagring på franske egefade.

I glasset er vinen lys og transparent, og det passer også godt med duften, let, æterisk med roser, lyse kirsebær, mynte, læder, vanilje, kanel, grønne urter, mineraler … uhmmmm.

Hvor smager vinen modent og lækkert … lys med masser af let egepræg, kirsebær, rund i tanninerne, masser af kirsebær, fennikel, cremet på en lys måde og så alligevel med lidt mørk maskulin power. Det smager rigtigt godt og det var – efter min opfattelse – også bedste vin hos Conterno Fantino denne eftermiddag.

Forhandles af Phlipson Wine, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen 450 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Réva, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Réva, Barolo, Piemonte, ItalienVi gik videre til den almindelige Barolo fra Réva … en vin, som er lavet med druer fra 4 forskellige marker i Barolo, La Morra, Serralunga og Monforte d’Alba … og i sidstnævnte fra Ravera marken og så primært fra de unge stokke.

Motivet på etiketten er – som hos Révas enkeltmarksvin fra Ravera – en ugle, da et gammelt ordsprog i Piemonte siger, at det altid bliver en god årgang, hvis uglen slår sig ned i egetræet i vinmarken. Druerne fra de 4 plots er høstet manuelt, og fermentering sker i rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druerne naturlige gærceller.

Gæring og maceration varer 30-35 dage, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring … 80% i de store, østrigske egefade og de andre 20% i brugte barriques.  Derefter lagrer vinen 24 måneder i store egefade inden aftapning på flaske. Der laves årligt 8.000 flasker.

I glasset ganske, lys og transparent … og sikke en dejlig næse, som er lys, let og meget elegant med alle de bedste Barolo dyder. Der er lys, syrlig og moden frugt, granatæbler, ribs, lyse kirsebær, rosenblade, tobak, timian, fennikel samt tør jord. Det er virkelig en let, lys, svævende og superskøn aroma … betagende.

Smagsmæssigt en let, lys, venlig og imødekommende Barolo, som allerede er meget tilgængelig nu. Det er lyse og modne bær, tørhed, tørre tanniner, men leveret blødt, rundt og blidt. Stilen hos Réva er klart superlet, feminin og alligevel meget tilgængelig.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske koster 310 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienBussia marken regnes klart som den bedste af Parussos marker, og nu var turen kommet til deres Barolo Bussia … igen i samme årgang 2015 som de foregående Barolo’er.

Det er den vin, som jeg faldt pladask for ved Mr Rubys store Barolo Terroir smagning tilbage i maj måned, men blot i en årgang 2013.

Parusso vinstokke på Bussia er lidt ældre end på de øvrige marker, nemlig mellem 15-50 år, men ellers er vinen lavet som de forrige, altså med 10 dages maceration og gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller. Vinen er efter endt fermentering lagret 18 måneder i barriques med bærmen og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Denne flaske Barolo Bussia var – modsat de øvrige Barolo’er jeg smagte – lige åbnet, da jeg fik den i glasset og næsen var da også lidt mere utilgængelig end de øvrige. Den er klart mere blomsterrig og parfumeret end de øvrige, lidt til den feminine side og samtidig meget animalsk. Der er lys, moden og syrlig frugt, lyse kirsebær, jordbær, læder, medicinskab og har samtidig langt mere dybde.

Smagen har også mere bund, men fortsat på en blid, cremet og blød facon. Jeg er atter overrasket over Parusso … at en Barolo 2015 kan være så blød og imødekommende allerede nu. Med lidt luft i glasset åbner vinen sig mere op … fine tanniner, silkeblød, forførende og mild. Det smager rasende godt.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske i årgang 2013 koster 654 kr.

Vinanmeldelse 6/7