Tag-arkiv: roussanne

Roussanne er en fransk, hvid druesort, der har sin oprindelig i den nordlige Rhônedal og har sit navn efter den rødbrune farve – roux – som druen opnår ved fuld modning.

Roussanne anvendes mest som partner sammen med sorten Marsanne i hvidvinene fra det nordlige Rhône, især Hermitage, Crozes-Hermitage og Saint-Joseph samt i de mousserende vine fra Saint-Peray.

Derudover anvendes Roussanne også længere sydpå i Rhône dalen som én af de 13 druesorter tilladt i Châteauneuf-du-Pape vinene og er endda eneste drue i den komplekse, bemærkelsesværdige og prestigefyldte Châteauneuf-du-Pape Blanc Vieilles Vignes fra Château Beaucastels.

I Italien bruges Roussanne undertiden til at fremstille Montecarlo Bianco og findes derudover oversøisk i USA, hvor den californiske kultproducent Sine Qua Non producerer nogle af verdens dyreste Roussanne vine.

Historien om Roussanne i Californien er egentlig ganske sjov, for indtil 1998 var det meste amerikansk vin mærket som Roussanne lavet på Viognier. Dette var ikke bevidst, men begge druer har ofte en rig, fedtet tekstur og masser af smag af abrikos. Senere DNA analyser har dog afsløret, at de fleste marker var Viognier.

Roussanne har brug for varme temperaturer og masser af sol for at opnå fuld modenhed. I køligere klimaer kan sorten kæmpe for at modne og har ry for at være vanskelig at dyrke. Den er også modtageligt for rådne, meldug og vindskader.

Roussanne giver vine urteagtige aromaer, mens den smagsmæssigt har godt med pærer, gule stenfrugter og honning med bemærkelsesværdig intensitet.

Surhedsgraden kan være høj, hvis den plukkes for moden, men hvis den efterlades på vinstokken, kan alkoholniveauerne overskride 14 procent. Lagring udvikler en mørk og nøddeagtig smag i vinen.

Når Roussanne blandes med Marsanne, så giver det aromatisk intensitet, som suppleres med struktur og krop.

2011 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2011 Clos des Papes, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigLad os dog straks springe til aftenens første Chateauneaf Du Pape, en hvid af slagsen, og så endda fra én af mine yndlingsprocenter fra de kanter, nemlig Clos des Papes.

Clos des Papes er på 32 hektar, heraf 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene (clos) omkring slottet, heraf ejendommens navn Clos des Papes.

Vingården er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Chateneuf du Pape. Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødt til at have en vis tålmodighed. Siden 2011 er domænet certificeret “agriculture biologique”

Der fremstilles kun én cuvé af henholdsvis hvid (10% af produktionen) og rød Chateauneuf du Pape. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen.

Hemmeligheden bag den høje kvalitet er et lavt udbytte. I årgangene 2007, 2008 og 2009 har man således haft et udbytte på henholdsvis 25, 17 og 19 hl/ha. Udbyttet minimeres ved at fjerne klaser før modning og ved at gennemføre en meget streng sortering i forbindelse med høsten.

Der eksperimenteres ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Avril selv stiller, og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den der har været lavet på stedet i årtier.

Lad os kigge nærmere på vinen, fin lys … næsten hvid. Duftmæssigt ikke så intens, der er lidt citrus, appelsin, fersken, honning, lidt anis og lidt fedme. Dufter sådan set ganske fint. Smagen er lidt abrikos, modne æbler samt en rigtig fin mineralitet, som er meget gennemgående for vinen. Smager godt … men så heller ikke mere. Måske den lige er serveret en anelse for koldt, og burde måske også have haft lidt tid til at åbne sig.

Fås hos Strobel Vimimport til 549 kr.

Vinanmeldelse 4/7