Sydfransk urkraft … i glasset har jeres flittige vinblogger fået et sip af den sydfranske vin Kerbuccio fra Jean-Marc Lafages vinhus Château Saint-Roch.
Château Saint-Roch er en gammel vingård beliggende i Agly dalen omkring 4 kilometer øst for den lille by Maury, tæt på floden af samme navn og i appellationen AOC Maury Sec i området Côtes du Roussillon. Det må ikke sammenlignes med et andet Château Saint-Roch, nemlig det af familien Brunel ejede vinhus i Lirac … to forskellige vinhuse, forskellige steder, men med samme navn.
Projektet Château Saint-Roch er etableret i år 2000 af Jean-Marc Lafage i et samarbejde med den amerikanske vinimportør Eric Solomon, da Lafage købte vingården i det område, hvor han som dreng arbejde sammen med sin far i markerne.
Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes. Lafage far var altid ærgerlig over, at de efter arbejdet i marken skulle gå tilbage til landsbyen … og ikke blot kunne bo ved markerne … vågne op og kigge udover vinmarkerne med de gamle vinstokke med Grenache og Carignan.
I hele hans liv drømte faderen om at bo på mas à Maury … området omkring landsbyen, så han kendte hver eneste vingård. Så da Jean-Marc købte den gamle vingård og fortalte faderen om købet, så blev det lidt en skuffelse for Jean-Marc … for faderen kunne slet ikke huske Château Saint-Roch.
Jean-Marc Lafage er en kendt vinmager i Roussillon og driver selv Domaine Lafage aka Maison Lafage, som ligger en kende mere mod øst end Château Saint-Roch, nemlig lige svag nordøst for Perpignan helt ud mod Middelhavet.
Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.
På Domaine Lafage har Jean-Marc og Eliane omkring 200 hektar jord, men heraf dog kun omkring 160 hektar vinmarker. Jean-Marc er det, som franskmændene kalder en terroiriste, altså meget bevidst om vingårdens forskellige jordbundsforhold.
På vingården ved Perpignan laver han derfor også vine fra 3 forskellige områder, nemlig Terroir de l’Agly, Terroir Perpignan-Méditerranée samt Terroir des Aspres.
Og så har Jean-Marc Lafage altså siden år 2000 også ejet Château Saint-Roch i Maury, hvor der samlet er 44 hektar vinmarker på ler-, skifer- og kalkholdige skråninger, der ligger i 120 til 470 meters højde … og flere af markerne endda med op til 100 år gamle vinstokke med Grenache og Carignan.
Målet på Château Saint-Roch er at lave vien af høj kvalitet til fornuftige priser, og der laves en lang række vin, både hvidvine, rosévine samt selvfølgelig rødvine, som fx denne Kerbuccio, som er én af husets topvine … vist kun overgået af vinen La Chapelle.
Kerbuccio er lavet på 60% Grenache, 20% Syrah og 20% Mourvedre … altså helt uden Carignan, selvom flere anmeldere skriver, at blendet også indeholder Carignan. Men det står imidlertid sådan meget klart på etiketten … Grenache, Syrah, Mourvedre.
Druerne kommer fra marker i nærheden af landsbyen Maury og ruinerne fra slottet Queribus. Vinstokkene er gennemsnitlig er 60 år gamle, hvorfor udbyttet også meget spinkelt med alene 17 hektoliter pr. hektar.
Vinen har faktisk sit navn Kerbuccio fra Château de Quéribus … Kerbuccio er nemlig den latinske oversættelse af navnet på den gamle borg bygget af katharerne i 1200-tallet.
Vinen er lavet med maceration i 4-5 uger, en kontrolleret gæring ved 20-23 grader og er efter endt fermentering lagret … 30% af vinen 6-9 måneder på store 500 liters egefade og resten af vinen i store cementtanke inden endelig samling og flaskning.
Og sikke en vin … lækker sydfransk tud, der er dyb og mørk, koncentreret tæt og omfavnende med gamle, våde fade, lidt mejeri, en smule flæsk, jernbanesveller, flint, sten, mineraler og masser af solbær, blåbær, hindbær, blommer, læder, lakrids, surkål, en forfriskende efterårsvind … en sindssygt lækker aroma med klare referencer til Rhône. Kompleks og virkelig givende næse.
Smagsmæssigt er det også en koncentreret og tør vin med en smuk friskhed i frugten og jeg kommer automatisk til at tænke på lidt Châteauneuf-du-Pape. Smagen er fuldfed, let jammy, men samtidig med en kølig elegance samt en milelang eftersmag. Der er godt med tanniner i dyret, lidt soya, mineraler, krydderier … men mest af alt duperes jeg af den kølige elegance, nærmest som om vinen står på en piedestal. Glem alt om at købe 3 billige Cote du Rhône vine og køb i stedet 1 flaske af denne, sæt dig hen i lænestolen ved pejsen, nægt konen et glas af vinen og vær’ helt egoist. Nam.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske i årgang 2015 koster 249,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 199 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7