Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2020 Pierre Girardin, Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire, Bourgogne, Frankrig

2020 Pierre Girardin, Éclat de Calcaire Blanc, Bourgogne, FrankrigEfter vores battle hev Brix lidt flere vine frem, bl.a. en flaske magnum af en 2020 Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire fra det burgundiske vinhus Pierre Girardin.

Girardin familien har været vinbønder i Bourgogne siden 1570, men det var først i 1960’erne, at huset reelt fik sin egen identitet og startede med at flaske, markedsføre og sælge egne vine. Det skete, da Jean Girardin overtog driften på vingården, som dengang var på 12 hektar.

Da han senere i 1981 gik på pension, så blev vingården delt, hvorved hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques hver fik 3 hektar marker og delingen har medført, at Girardin familien og navnet i dag er udbredt i Bourgogne.

Således har jeg tidligere smagt og skrevet om vin fra både Jacques og Justin Girardin, der er drives af Yves’ bror Jacques og dennes søn Justin. Men derudover findes der også Domaine Aleth Girardin samt Domaine Vincent Girardin fra samme familie.

Og Pierre Girardin er netop søn af Vincent Girandin og dermed 13. generation i familien og nærmest opvokset i sin fars vinkælder og har dermed fået bourgognevin ind med modermælken.

Da Vincent Girardin solgte sin ejendom i 2011, så beholdte han 4,5 hektar af sine bedste parceller, som skulle overdages til sin søn, når han var klar til at lave vin. Og siden 2017 har Pierre således lavet sine egne vine.

Vingården ligger i Meursault og det er primært her husets egne marker ligger, bl.a. Meursault Narvaux, Puligny 1er Cru la Folatières og Batard-Montrachet suppleret med langvarige kontrakter med en række andre vinavlere. Samlet er det således 4,5 hektar og det betyder en produktion i dag på 80.000 flasker årligt.

Pierre dyrker sine marker økologisk og flere af de tilknyttede vinavlere driver også deres marker økologiske, men nogle få er ikke certificerede, så derfor er han endnu ikke certificeret økologisk. Det er dog målet, efterhånden som andelen af egne besiddelser vokser. Pierre ejer i dag 4,5 hektar og vil gerne op på 8 hektar.

Denne Bourgogne Blanc Éclat de Calcaire er lavet på ren Chardonnay fra nogle lavere beliggende områder i Meursault og Volnay. Vinen er gæret i egefade og har derefter ligget 8 måneder på ståltanke inden tapning.

Det også både dufter og smager af Meursault, som i næsen har en tyk, varm og komfortabel smørfrakke på med lakridskonfekt samt vanilje, tørret abrikos, fersken og våde vaskeklude. Der er sun-lotion til at smøre hele kroppen. Der er brunet smør, ristede og saltede små noter, honning og virkelig slikmund lækkerier.

Smagen flyder dejligt, fløjlsblødt og smeltende ud i munden … igen med tørret abrikos, tørret fersken, syltede citroner og kraftig frugt, som både er fed, eksotisk, saftig og svulstig. Syren er kraftig, meget maskulin, men samlet giver det en koncentreret, smooth, cremet og blød Meursault, som smager skrækkelig godt. 95 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2014 Penfolds, St. Henri Shiraz, South Australia, Australien

2014 Penfolds, St. Henri Shiraz, South Australia, AustralienVed sidste battle havde Brix en vin fra Penfolds med … og det havde han igen denne gang, for hans bidrag til konkurrencen var en 10 år gammel 2014 St. Henri Shiraz.

Sidst var det en 2013 Bin 407 Cabernet Sauvignon, som Brix havde taget med, men nu havde han dog skiftet drue, men sidst fortalte jeg også lidt om Penfolds … det store australske brand.

Det er dog ikke ren Shiraz, for i denne årgang 2014 består vinen af 96% Shiraz samt 4% Cabernet Sauvignon, der kommer fra flere marker i både Barossa Valley, Adelaide Hills, Southern Fleurieu, Wrattonbully og McLaren Vale.

Gæringen er sket på åbne egekar og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på over 50 år gamle 1.460 liter egefade for at give mindst mulig aftryk af fadene.

Duftmæssigt er der skrald på fra start til slut … har en dyb frugt af solbær, brombær, svesker, oksefond, grillede spareribs, gazebind og røgede noter. Fadpræget er ikke voldsomt, men alligevel får du lidt blæk, kanel, lakridspiber og en snert peber. Det er massivt, men bliver aldrig anmassende, som australsk Shiraz ofte kan være.

Også i smagen mærkes, at dette er Shiraz på højt niveau, for det virker blødt og velvet som fløjl og samtidig virkelig frugtrig, så den lider bestemt ikke under alderen, men er spændstig og frisk endnu med solbær, brombær og sorte blommer, mens der kommer peber samt fyldige tanniner, der til gengæld er slebet runde og føjelige i takt med årene. Fin Shiraz … ligger lige omring 94-95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. kan en årgang 2019 fås hos Meny til 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Pol Roger, Brut Réserve, Champagne, Frankrig

N.V. Pol Roger, Brut Réserve, Champagne, FrankrigDet er kun få måneder siden, at vi til et byggemøde smagte champagne fra champagnehuset Pol Roger og til vor battle fik vi igen lidt bobler derfra … en magnum flaske Non Vintage Brut Réserve.

Det er en champagne, der er lavet på lige dele af Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay, der kommer fra 30 forskellige crus og med omkring 25% reserve vin.

Pinot Noir druerne kommer hovedsageligt fra nogle af Montagne de Reims bedste Crus, mens Pinot Meunier er fra flere Crus i Vallée de la Marne og fra Epernay-området. Chardonnay druerne kommer fra Epernay og nogle af de bedste Crus i Côte des Blancs.

Når druerne er høstet, presses de øjeblikkeligt og skånsomt. Mosten gennemgår en første débourbage ved presningen og ligger derefter koldt ved 6 grader i 24 timer. Så sker den alkoholiske gæring ved 18 grader i temperaturkontrollerede rustfrie stålkar hver sort for sig.

Så gennemgår vinen malolaktisk gæring og vinen samles inden aftapning på flaske til andengæringen i Pol Rogers kølige kældre, der ligger 33 meter under jorden. Der lagrer vinen 4 år med traditionel remuage foretaget med håndkraft inden degorgering og så lige yderligere 3 måneders lagring inden frigivelse.

Hvor dufter det fremragende … der er wienerbrød, croissanter, butterdej, brunet smør, lakridskonfekt, tørret frugt af saftig fersken, kandiseret abrikos, mango og lidt pærer. Det er meget landligt og aromatisk.

Smagsmæssigt er champagnen blød og virker samtidig maskulin i stilen, men en dyb frugt med pæresaft, abrikos samt syltet appelsin og lemon, blomster, honning og en cremet fornemmelse. Boblerne er fine, delikate og fader forholdsvis hurtigt … men damm, hvor smager det fremragende. 95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. Champagne Universet, hvor en flaske 75 cl. koster 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Drei Donà Tenuta la Palazza, Vigna del Pruno Predappio Riserva, Emilia-Romagna, Italien

2020 Drei Donà Tenuta la Palazza, Vigna del Pruno Predappio Riserva, Emilia-Romagna, ItalienTenuta La Palazza er et gammelt landsted beliggende i Massa di Vecchiazzano omgivet af bølgende bakker af vinmarker og med en betagende udsigt til Predappio og Forlì. Vi er i Emilia-Romagna regionen og vinhuset hedder Drei Donà Tenuta la Palazza  og derfra smagte vi en 2020 Vigna del Pruno Predappio Riserva.

Landstedet stammer tilbage fra den tid, hvor Catharina Sforza – uægte datter af Milanos hersker hertug Galeazzo Maria Sforza – var hertuginde af Forlì og Imola. Tenuta la Palazza har bl.a. et gammelt vagttårn fra det 15. århundrede og netop rejst af Catharina Sforza for at forsvare området for fjender.

Siden 1920’erne har ejendommen været residens for Drei Donà familien … som var grever og lige siden overtagelsen har vogtet på stedets mange hemmeligheder, men altid har produceret vine på Sangiovese.

Siden 1980 har det været med grev Claudio Drei Donà i spidsen som 3. generation af familien på Tenuta la Palazza, men også Claudio og Giovannas to børn Enrico og Ida Vittoria er i dag kommet med i driften og langsomt ved at overtage.

Tenuta la Palazza har sammenlagt 23 hektar vinmarker og de fleste med Sangiovese vinstokke … nogle få rækker endda med over 100 år  gamle pre-phylloxera  stokke. Markerne ligger i omkring 150 meters højde.

Her smager vi husets 2020 Vigna del Pruno Predappio Riserva, som er lavet på 100% Sangiovese fra den 2,98 hektar store mark Pruno i kommunen Forli og Predappio zonen.

Druerne er høstet i starten af september med et udbytte på 47,5 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med gæring og maceration over 16-18 dage ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Derefter er der også sket malolaktisk gæring. Efter endt gæring har vinen lagret omkring 18 måneder på en blanding af franske Allier og Tronçais 225 og 500 liter egefade samt terrakotta amforaer.

I næsen er der godt med træ og rå svampe … violer, tjære samt sorte kirsebær, brombær, moreller og lyse blommer.  Der er skovbund, lidt humus, balsamico og en snerrende aktiv nerve og syre.

Smagen er velafbalanceret og tør … og hurtigt mærker man nogle sindssygt vilde tanniner, der opfører sig uartigt og udtørrer munden på helt barolosk facon, men på dét punkt ligner Sangiovese druerne Nebbiolo ret meget, når de vitterlig bliver sluppet fri. Der er en frugt af hindbær, ribs og lemon … samtidig kommer der lakrids, tobak samt bitter kakao … er ung, frisk, bidsk, ilter og viril … 95 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 30€ … svarende til 224 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Col d’Orcia, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Col d'Orcia, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVi skulle i endnu større udstrækning mærke, at Gert E havde været på ferie i Toscana, for den næste vin blev en 2019 Brunello di Montalcino fra vinhuset Col d’Orcia.

Vinhuset ligger omkring 5-6 kilometer syd for Montalcino by mellem Castelnuovo dell’Abate og Borgo Santa Rita.

Col d’Orcia er én af de ældste vingårde omkring Montalcino, og har spillet en rolle i historien om Brunello. Vingården stammer helt tilbage fra 1890, hvor ejendommen – jf. gamle journaler – var ejet af Franceschi familien fra Firenze. Gården hed dengang Fattoria di Sant’Angelo in Colle.

I 1933 præsenterede Fattoria di Sant’Angelo in Colle allerede sin første Brunello på en vinudstilling i Siena, og det var vel og mærke årtier inden Brunello vinene for alvor slog igennem på verdensscenen, blev berømte og efterspurgte af vinelskere.

Da ejendommen senere i 1958 arves af brødrene Leopoldo og Stefano Franceschi, så må vingården pga. stridigheder imidlertid opdeles i to vingårde. Da vilkårene for delingen bl.a. indebar, at ingen af brødrene måtte kalde deres nye vingårde for det gamle navn Fattoria di Sant’Angelo in Colle, så kaldte Stefano Franceschi opkaldt sin gård Col d’Orcia, hvilket betyder bakken over Orcia, efter floden, der løber gennem ejendommens marker.

Stefano Franceschi blev senere gift ind i den kongelige spanske familie under Kong Juan Carlos, men Stefano og hans kone fik ingen børn, så i 1973 solgte Stefano Franceschi Col d’Orcia Società Agricola til familien Cinzano fra Piemonte under ledelse af greven Alberto Marone Cinzano. Han drev i forvejen et stort firma indenfor spiritus og havde således netværket til at sælge vinene fra Col d’Orcia.

Imidlertid var der i 1973 ikke meget vinproduktion tilbage på Col d’Orcia, som i stedet havde en bred vifte af afgrøder, bl.a. hvede, tobak, oliven og vindruer. Og der var endda kun få hektar med druer. Men den udvikling vendte greven hurtigt, og allerede i 1980 havde vingården 70 hektar vinmarker.

I 1992 overtog grevens søn Francesco Marone Cinzano driften, og han har siden fortsat med at udvide vinmarkerne, og har siden fordoblet vinmarkerne.

I dag har vinhuset således samlet 140 vinmarker, hvoraf ikke mindre end 108 hektar er Brunello-marker, hvilket gør Col d’Orcia til den tredje største ejer af Brunello vinmarker i Montalcino.

Der dyrkes selvfølgelig primært Sangiovese druer, men der dyrkes også andre sorter som fx Cabernet Sauvignon, Pinot Grigio, Merlot, Ciliegiolo, Chardonnay, Moscadello di Montalcino, Petit Verdot og lidt Syrah.

Markerne er fordelt på 9 større parceller/vinmarker, nemlig Poggio al Vento, Bozzolino, Olmaia, Giardino, Pian di Vitino, Nastagio, Pascena, Campone og endelig Banditella.

Denne Brunello di Montalcino er lavet på Sangiovese druer fra marker i 300 meters højde på Sant’Angelo bakken med udsigt over Orcia-floden.  Vinen er lavet med gæring og maceration over 18-20 dage ved 28 grader i 150 hektoliter ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år … heraf 32 måneder på Alliere di Slavonia egetræsfade på 25-50 hektoliter og derefter minimum 12 måneder på flaske før frigivelse.

I næsen er vi godt nede i skovbunden … skovbund, tobak, gazebind, rå champignon, svampe, læder og grøntsagsfond. Frugten er mest kirsebær og brombær suppleret af træ samt en anelse vanilje … virkelig skøn og sangiovesisk.

I munden er det en tør vin med en tør balsamisk syre, mørke og let bitre kirsebær og ellers godt med tanniner. Smagen er fyldig, rund og kompleks og dejlig afbalanceret … tanninerne virile og stramme, helt som de skal være, mens frugten også er pænt fremme og sikrer, at det også bliver en frugtrig vin … 95 point.

Forhandles hos Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2023 Javi Revert Viticultor, Micalet, Valencia, Spanien

2023 Javi Revert Viticultor, Micalet, Valencia, SpanienVi skal igen en tur til Spaniens mest omtalte hotte vinmager Javi Revert og hans projekt Javi Revert Viticultor, som på rekordtid opnået status som værende en af landet bedste og her smager vi hvidvinen 2023 Micalet fra ham.

Micalet er – som Revert elsker -lavet på gamle, lokale sorter og denne er på et skønt mix af Tortosí, Trepadell, Malvasía, Merseguera og Palomino. Druerne er høstet af to omgange, for først høstes fra de upodede vinstokke, hvorefter resten høstes 10 dage senere.

Trepadell er jeg ikke før stødt på, men den skulle være samme druesort som Airén og kaldes også nogle gange for Forcallat Blanca.

Druerne presses med i klaser uden afstikning og spontangærer efterfølgende i betonæg, hvorefter den også slutteligt lagres i 9 måneder og det er en vin, som der årligt kun laves 1.600 flasker af.

Duften er vel mest at betegne som mild, blød og frugtrig med en noget kalket eller kridtet mineralitet, som du nærmest ikke mærker og ellers er det blød hvid frugt med gule blommer, honningmelon, en smule fersken og kandiseret lemon, Der er også en duft af blomster, hvilket skaber et luftigt og let udtryk … hmmmm.

Smagen er blid og flydende … det er som en sagte strøm i en lille snoende bæk, hvor vandet glider smukt igennem, mens det giver refleksioner og gør alt idyllisk. Der blid hvid frugt af hvide ferskener, dåsepærer og honningmelon suppleret med lidt hvid peber, syltede citroner og en kalket samt kridtet mineralitet, som lige smører dit halsrør og gør vinen let som vand i en ny tagrende. Det er virkelig meget smooth og elegant … elsker den sgu. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Weingut Alexander Laible, Riesling Chara ★★★, Baden, Tyskland

2021 Weingut Alexander Laible, Riesling Chara ★★★, Baden, TysklandForleden smagte jeg den lækre og lidt buttede og elskovssyge Riesling SL ★★★ fra Weingut Alexander Laible og nu smager jeg så søstervinen Riesling Chara ★★★ i samme årgang 2021.

Med de drei sterne, som er det én af Laibles topvine og den har navnet Chara efter det græske ord, som betyder glæde. Det skulle efter sigende være en hyldest til den protestantiske kirke, som sikrede Laibles’ overlevelse i de svære stiftelsesår.

Det er en vin, hvor druerne kommer fra marker  med undergrund af kalkstensmergel, som er forvitret sten med drys af kalksten, grus, sand og granit. De er høstet med håndkraft og så sorteret i marken og igen inden presningen.

Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller i egetræfade og der er vinen også lagret en periode efter endt gæring og så har den 5,5 gram restsukker pr. liter.

Scheiße og WAUW … det dufter sgu da herligt … du angribes fra starten af en olieret, opulent og saftdyppende frugt med saftige gule æbler, pærer, fersken, abrikos og citrongræs. Der er ikke petroleum, men i stedet svagt lidt linolie og bivoks … den har en vokset, saftig og blød overfrakke på … comfy, smørlækker og satans flot.

Og i munden foldes angrebet endnu mere ud … og som med lillesøsteren SL er det bestemt ikke typisk Riesling, da den er langt mere fed, smøret og olieret, så dermed er det frugtmæssigt pærer, fersken, mango og ananas suppleret med kandiseret lemon. Men der er samtidig mere knas, spændstighed i syren, dybde og saftighed, for det løber næsten med saft ud af munden … og samtidig er får du også masser af kølighed med mynte, fennikel og salte mineraler. Dette er fandeme lækker Riesling – pardon my french – sikke da et angreb og dermed bliver jeg ramt i solar plexus. Jeg kaldte Riesling SL buttet samt elskovssyg … det er vinøs sex. 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 214 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Domaine des Fines Caillottes, Pouilly-Fumé, Loire, Frankrig

2023 Domaine Jean Pabiot et Fils, Domaine des Fines Caillotte Pouilly-Fumé, Loire, FrankrigDomaine des Fines Caillottes, der også kaldes Domaine Jean Pabiot et Fils og derfra smagte jeg en 2023 Pouilly-Fumé som vores vin på pop-up Restaurant Syv Ni 13 fra Aarhus til deres Samsø sommertur.

Vingården blev grundlagt i begyndelsen af 1900-tallet af  Louis Pabiot, som havde små 1,2 hektar vinmarker, som han så dyrkede, selvom han ikke havde råd til en hest til arbejdet.

I 1910 kom Louis’ søn Gaston Pabiot med i driften, men han ville mere og startede med øge antallet af marker og endte også – i et samarbejde med sin bror – at købe en hest. Da vi nåede 1950 så havde vinhuset 3 hektar vinmarker og sin egen hest.

Allerede som 14-årig kom Gastons søn og Loiuis’ barnebarn Jean Pabiot med i driften og startede med ar arbejde i vinmarkerne og han passede dem med brug af æsler indtil 1958, hvor vingården fik deres første traktor til at trække plovene.

Efter afslutningen af sin uddannelse til ønolog kom Jeans søn Alain med i driften i 1978, hvor vingården var vokset til 7 hektar. Han drev gården sammen med sin bror Dominique, Alains indtil 1997, hvor de gik hver til sit.

Siden 2004 har det imidlertid været Alains søn Jérôme, der som 5. generation i Pabiot familien har overtaget faklen og driver gårdens i dag 42 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller i 5 distrikter af Pouilly-Fumé appellationen.

Denne Domaine des Fines Caillottes 2023 Pouilly-Fumé er lavet med, at Sauvignon Blanc druerne først ligger i kølig premaceration inden afstilkning og blid presning. Derefter er vinen gæret i store rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret omkring 6 måneder, hvorefter de alle cuvéer fra de forskellige marker blandes.

Uha … er duftmæssigt så fin, sart, delikat, feminin og balanceret, hvor Sauvignon Blanc druens karakteristiske træk er meget blide og afdæmpede. Der er grønne æbler, bløde stikkelsbær, fersken, citrus samt kridt, kalk samt små briocheboller og meget svagt grøn peber, hyld … alt virker så luftigt, let, livligt, æterisk og overjordisk med en lille smørlækker, blomstret og cremet note.

WAUW … har i smagen også så fin, skrøbelig, ren og velplejet syre, hvor alt er blødt, elegant og afdæmpet … alligevel er det syren, som styrer kombineret med en frugt af umodne pærer, grønne æbler og en smule halvtropisk frugt. Det er en smooth, cremet og decideret smuk vin, som bare virker så lækker i munden … og med mere luft i glasset kommer den også til at fylde lidt mere. 95 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Houlberg anmelder … Restaurant Syv Ni 13 på Strandlyst på Samsø

Restaurant Syv Ni 13  holder normalt til på Frederiksgade midt i Aarhus, men om sommeren drager nogle af deres  kokke og tjenere til Strandlyst Badehotel på Samsø og laver en pop-up restaurant med deres koncept med social dining.

Konceptet er, som man kender det fra restauranten i Aarhus; social dining med sæsonbaserede råvarer og et minimalistisk udtryk. Her er det endda suppleret med, at de fleste råvarer kommer fra små producenter rundt om på Samsø.

Dermed er der intet stort a la carte menukort, så i stedet tilbyder man 2 menuer med enten 7 retter + snacks eller den mindre med 4 retter + snacks. Og det havde lokket Houlberg til det smukke og fasionable Strandlyst Badehotel, hvor jeg selvfølgelig havde bestilt den store menu.

Strandlyst Badehotel

Restaurant Syv Ni 13 pop-up restaurant ligger på Strandlyst Badehotel, der er et lille eksklusivt badehotel på Samsø, beliggende i skønne omgivelser mellem hav og mark ved havnebyen, Ballen. Det oser af luksus og har både welness, massagerum, svømmepøl og en udendørs spa.

Alt er tjekket med smuk have med store krukker, sten og springvand, virkelig veltrimmet og plejet … og virker så eksklusiv. Der er afsnit med loungemøbler, hvis du skal have en drink eller bare slappe af.

Social Dining menuen

De 3 snacks

  • Marineret taskekrabbe – fermenteret fennikel – friskost
  • Tærte – sprødt grønt fra Yduns have – purløgsmayonnaise
  • Oste ravioli – ricotta – syltede perleløg

Sikke da en start … det var simpelthen himmelsk og lovede godt for aftenen. Den første snack smørstegte små toastbrød og dertil en vild lækker osteagtig creme med de marinerede taskekrabber, fennkel og friskost pyntet med lidt blomster og dild.

På den anden tallerken var de to andre snacks … en lille tærte med grønt og purløgsmayo’en pyntet med løvstkke mens den anden var en lille ravioli, som var fyldt med ricotta og de syltede perleløg og en smule karse på toppen.

Samlet var de nok krabberne og ravioli’en der imponerede mest.

De 7 deleretter

  • Stegt kammusling – fyldt citronsauce – ørredrogn
  • Gravad kalv – romesco sauce – Arla Unica Gnalling
  • Smørdampet spidskål –  blanquette sauce – sprøde Havgus chips
  • Glad gris – sauce på ristet kylling – rabarber
  • Rødder i teksturer – syltede grønne jordbær – friteret kapers
  • Samsø kartofler – luftig løvstikke – falsk jord
  • Jordbær – hyldeblomst sorbet – luftig koldskål – karamellieret chokolade

De første 6 var egentlig hovedretter og kom ind i hold af 3 retter, hvor det første var enkeltretter, mens det andet sæt egentlig mest skulle spise sammen som én ret. Og dertil kom der også lidt hjemmebagt surdejsbrød med en luftig smør.

Kammusling er altid fabelagtigt … denne cremede citronsauce løftede det lige et niveau op. De meget møre stykker gravad kalv lignede mest tun og var viklet omkring små stykker squash, der lå ovenpå romesco sauce … og med små stykker af min alltime favorit ost Gnalling fra Arlas Unika seriee.

Den sidste af de første 3 delretter var noget smørdampet spidskål, der lå sammen med helt friske nybælgede ærter i blanquette sauce og ærterne havde kun fået ganske lidt varme, for de var sprøde og totalt friske, hvilket passede godt til den bløde sauce og det dampede stykke spidskål, der også var brændt lidt steder.

Ovenpå retten var der et lille gitter … en slags chips lavet med noget havhus ost og den supplerede fint de bløde elementer.

Vinmæssigt er der ikke særlig meget udvalg på vinkortet … faktisk var der alene 5 hvide og 4 røde vine … og en del af disse fristede ikke specielt. Restauranten havde ikke et stort kælderkort … men måske meget forståeligt, når det nu er en sommer pop-up restaurant.

Derfor sprang vi heller ikke på en ellers lidt fristende vinmenu, bl.a. også fordi, at jeg jo skulle køre retur, så i stedet havde jeg udvalgt en hvid Sauvignon Blanc fra Loire … 2023  Pouilly-Fumé fra Domaine des Fines Caillotte.

Det skulle vise sig at være et fremragende valg … kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået så flot en Pouilly – Fumé. Så vinene fra det ellers lille vinkort er sgu nok valgt med omhu.

Vi aftalte med tjeneren en lille pause inden næste servering, så der gik lidt tid inden de næste 3 deleretter. Den var egentlig samlet set en hel hovedret, som bestod af gris, kartofler og gulerødder, men her lidt mere gennemført med stor fokus på alle 3 råvarer.

Jeg ved ikke, hvilken udskæringen af grisen, som kødet kom fra, men det var meget smagfuld og ultra mørt. Den glade gris fik følgeskab af en sauce, der skulle være lavet på ristet kylling og dertil lidt sprøde chips.

Samsø kartofler finder man overalt på øen … og de smager også ganske fantastisk. Her kommer de med noget løvstikke og en flask jord lavet noget malt … og så en fed og sennepscremet sauce, der smagte vildt godt.

Der var også en sauce blandet sammen med med gulerødderne, der både var bagte og nogle friske tyndskårne. Den sauce var fabelagtig og fed suppleret af syltede grønne jordbær og friteret kapers … det var samlet en mundfuld himmerige.

Den sidste deleret var egentlig ikke til at dele, for vi fik hver en dessert, som var helt clean og hvid, men gemte på et meget dejligt og syrligt overflødighedshorn af jordbær, hyldeblomstsorbet pakket ind i luftig koldstål med små perlet af karamelliseret chokolade. Den var ligeledes svært at blive sur på … hmmmmm siger jeg bare.

Konklusion

Der er mange fine restauranter på Samsø … hovedparten dog på mere bistroagtigt niveau, hvor menuen næsten altid –  udover Samsø kartofler – omfatter en form for hjemmelavet burger og steak frites , men her var vi altså et klart niveau over.

Det blev turens madmæssige højdepunkt … og vi blev hurtigt enige om, at det var bedste madoplevelse i rigtig lang tid. Der blev næsten ikke sat en finger forkert og derudover havde Restaurant Syv Ni 13 en særdeles god, afslappet og rar betjening. Det var en flok unge fyre, der havde styr på deres shit og tilsyneladende nød at lave og servere deres mad i sommerlandet.

Restaurant Syv Ni 13 Samsø pop-up for min varmeste anbefaling og 6 kæmpestore Thumbs Up.

Samlet anmeldelse 6/7

2022 Domaine Camille Thiriet, Côte de Nuits-Villages Clos Magny, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Camille Thiriet, Côte de Nuits-Villages Clos Magny, Bourgogne, FrankrigPå Samsø besøgte jeg en fælles ven Thomas, der er bourgognefreak, så i hans sommerhus ved Ballen smagte vi et par lækre vine, bl.a. en  2022 Côte de Nuits-Villages Clos Magny fra en af de mest omtalte og hypede nye burgundiske producenter og det er Domaine Camille Thiriet.

Thomas har tidligere besøgt Camille, der startede sit vinhus i 2016. Det startede i hendes fars garage, hvor hun lavede et par tønder vin  samme med sin canadiske kæreste Matt Chittick, som hun havde mødt, da de begge arbejdede for Maison Roche de Bellene, hvor Matt var vinmager fra 2011 til 2014.

Da de arbejdede på Rocche de Bellene, så fik de kontakt til en lang række vinavlere fra nogle af de 70 forskellige appellationer, som de der lavede vin fra. Dette gav dem et stort netværk af relationer til mange anerkendte vinavlere, så de ved etableringen af deres eget vinhus kunne hente den bedste frugt.

Camille Thiriet sammen med Thomas’ bror Claus

Det har medført en omgående succes og nu er Camille Thiriets vine ventet med spænding for hver årgang … faktisk så meget, at Camille er flyttet fra garagen og ind i kælderen på det store slot Château de Comblanchien på adressen Chemin des Carrières i Comblanchien i Côte-d’Or i hjertet af Côte-de-Nuits.

De har selv i dag omkring 2 hektar vinmarker og både egne og opkøbte druer kommer fra vinmarker, der enten drives økologisk eller biodynamisk. Camilles tilgang i vinkælderen ved produktionen af vinene nærmest er hands-off. De laver også kun beskedne 3.000 flasker årligt … og de bliver bogstaveligt talt revet væk hvert år.

Denne 2022 Côte de Nuits-Villages Clos Magny har jeg imidlertid ikke ret mange oplysninger om … men den skulle være lavet med en spontangærong og lagret på neutrale barriques … normalt bruger Camille helt klassiske 228 liter burgundiske barriques og 336 liter cigarformede egefade.

Umiddelbart er duften utrolig frugtrig  og samtidig lidt beaujolaisagtig med et let bondsk udtryk, godt med kirsebær, knuste hindbær, jordbær og nogle lidt umamiagtige noter, fugtig skovbund, våde nedfaldsblade, svampe, lidt hospital og gazebind, lakrids samt urter. Der er noget forførende luftig og frisk med smuk struktur.

Uha, hvor er det også smagsmæssigt elegant frugtrigt og vildt balanceret. Den har en smuk struktur, finkornede tanniner og frugt med jordbær, hindbær og grillet citron. Selvom det er feminint fint og sart, så har vinen en svævende urkraft … det er skruet forbandet godt sammen, så dermed 96 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 70-80€ … hvilket svarer til omkring 520-596 kr.

Vinanmeldelse 6/7