Tag-arkiv: tempranillo

Tempranillo er en spansk, rød druesort, som er den mest udbredte røde drue i Spanien – og den 4. mest udbredte druesort i hele verden – og der er omkring 215.000 hektar vinmarker med druen i Spanien, hvor den specielt trives i Rioja og Ribera del Duero.

Den dyrkes også massivt i nabolandet Portugal, hvor Tempranillo er kendt under navnet Tinta Roriz og anvendes til både bordvin og portvine. Derudover findes der også marker med Tempranillo i Californien, Argentina og Australien.

Tempranillo betyder lidt tidligt og det navn har druen fået af vinavlerne, da druen modner tidligere end Garnacha aka Grenache, som den også ofte blandes med. DNA analyser har vist, at druen nok stammer fra Rioja og Navarra, men da klonerne over hele Spanien er forholdsvis ens, så indikerer det, at den er spredt over landet i nyere tid.

Tempranillo er en drue med et tykt skind og dermed et højt antal anthocyaniner og dermed  resveratrol, som er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, som har en positiv effekt på vor helbred. Det giver vine med dyb farve og moderate tanniner, men smag meget velegnet til de moderne forbrugere.

Tempranillo druerne er bedst, når de opnår varme og solrige dage, som tillader modning af druens tykke skind kombineret med kolde nætter for at bevare den naturlige syrebalance. Så kommer druen virkelig til sin ret … og derfor er vinene fra de højtbeliggende marker i Ribera del Duero også nogle af verdens bedste på Tempranillo druen.

Vine på Tempranillo har smagsnoter, der spænder fra jordbær, solbær og kirsebær til svesker, chokolade og tobak afhængigt af vinmarkernes alder og det lokale mesoklima.

Samtidig reagerer Tempranillo ekstremt godt på lagring på egefade og i fx Rioja anvendes der traditionelt oftest fade af amerikansk eg, mens man længere mod vest i Ribera del Duero anvender en højere andel af franske fade og brugte fade for tillade mere frisk frugt.

2016 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, Spanien

2016 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, SpanienJeg smager nu atter engang en Rioja Tempranillo fra Rioja fra det umage makkerpar Michel Rolland og Javier Galarreta fælles spanske projekt Rolland & Galarreta, men denne gang i en årgang 2016.

Makkerparret har fundet druer fra gamle Tempranillo vinstokke fra vinmarker, der ligger op til Telmo Rodriguez’ mark, der leverer druer til den dyre 100 point topvin Las Beatas og der er lige ved byerne Labastida og Elvillar i Rioja Alavesa.

De 2 vinmagere anvender moderne udstyr til udvælge de bedste druer udvælges ved hjælp af det moderne udstyr Vistalys, der gør det muligt at måle, hvornår druerne har nået deres fulde aromatiske potentiale.

I vineriet bliver samtlige druer afstilket inden knusning og så en koldmaceration, der trækker både smag og farve ud af skallerne. Så er vinen gæret i egetræsfade og efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder på nye amerikanske og franske egetræsfade.

I næsen kan Michel Rollands taktstok omgående detekteres, for vinen har dette runde, bløde og tykke fadpræg, hvor fadene bidrager med sød finsk lakrids, chokolade, vanilje, kanel, kaffelikør, kokos og bløde jernbanesveller … men sådan nogle har vi vist aldrig hørt om før. Frugten er også moden og blød,  solbær, mørke kirsebær og halvgærede blommer. Det er som udtrådt og comfortagtige hjemmesko, der sidder som de skal.

Smagen er blød, rund og godmodig … og alligevel fornemmes lidt peber, som lige drister sig til at stikke snuden frem. Der er godt med ristede noter, ristet kaffebønner med mørk chokolade til. Frugten er solbær, blåbær, saftige blommer og der er skam også nogle tanniner, der dog er nemme at danse med. Der er en svag syre, som har lidt balsamiske elementer og lidt sort-te bitterhed og frugtsødme, hvilket giver en vin, som er skruet godt sammen efter en kendt melodi som en tysk schlager. Men det smager godt, 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienPicaro del Àguila fra Dominio del Àguila er en god og gammel kending her på vinbloggen, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019 og 2020 … men her er det altså 2021’eren.

Picaro del Àguila er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Duften er vild … nærmest en blanding af mørk, gæret frugt og en polynesisk vaniljestang. Der er som altid skrald på med en mælket aroma suppleret med våde fade, sorte oliven, sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver og mælkechokolade. Det er sgu en vild lille bandit.

Hvor er det cremet, blødt og smelter næsten i munden .,.. som sidst både opulent, ødsel samt overdådig. Den har en godmodig, tonstung, vægtig og mørk frugt med stor massefylde. Det er sorte kirsebær og solbær, mens fadpræget også er eksplosivt og ret massivt med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed og stramme taninner,  som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Álvar de Dios, Tio Uco, Toro, Spanien

2022 Álvar de Dios, Tio Uco, Toro, SpanienNu har jeg et par gange i år smagt et par vine fra den unge og vilde vinmager Álvar de Dios Hernández, som laver spændende vine i det solrige Toro og Castilla y León. Nu smager jeg atter en af hans Toro vine og det er denne 2022 Tio Uco.

Mødet med Álvar de Dios’ vine har været en smuk oplevelse … både hans 2019 Aciano og hans 2020 Camino de los Arrieros. Men han er også inspireret af innovative vinhuse som Marañones og Comando G … vinhuse og vinmagere, som Álvar også er venner med.

Denne 2022 Tio Uco er lavet på 90% Tempranillo og 10% Garnacha, som kommer fra 3 marlker ved landsbyen El Pego. På den ene mark er vinstokkene unge … kun 35 år gamle og på de andre to er de gamle med henholdsvis 93 og 89 år på bagen.

Markerne dyrkes efter økologiske principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foretages ved håndkraft, hvorefter vinen gennemgår gæringen spontant og med hele klaser på stål over 15 dage. Man gennemfører kun en blid maceration, hvor al pigeage foregår med fødderne, før vinen slutteligt lagrer 6-8 måneder på store neutrale foudres af egetræ.

Men fornemmer i duften, at der bestemt er noget kraft i vinen, der da også i glasset har godt med mørkelilla farve. Der er landlighed og blomster, sorte kirsebær, ribs og selvom, at der er noget tæthed, stor styrke og rå power, så virker det på ingen måder som en tyk og solrig Toro vin. Blomsterne er mest violer, men de får følgeskab af lakrids, let peber og så ellers godt med røg.

I munden har vinen også et mere bjergagtig gear og 4-hjulstræk, hvor der røg, tobak, stor tørhed, lakrids, en kompakt og tæt frugt med en smule blåbær, kirsebær og ribs … og så lysere, stringent og ganske tørre tanniner, som sætter sig i munden med denne strenge mineralitet. Tio Uco er ikke helt så elegant som Aciano og Camino de los Arrieros, men selvfølgelig også billigere og giver et godt indtryk af, hvad Toro også kan … 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, Spanien

2021 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, SpanienDe fleste læsere ved nok, at jeg jo elsker Ribera del Duero og nu har jeg igen fået vin i glasset derfra … en 2021 Selección fra vinhuset Hacienda Solano.

Det er et vinhus beliggende midt i byen La Aguilera i Burgos området og grundlagt i starten af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano.

Det har jeg tidligere skrevet en masser om, fx da jeg sidste smagte denne Selección i årgang 2020.

Selección består i den nyere årgang 2021 af 98% Tempranillo samt 2% Albillo, der kommer fra 30 år gamle vinstokke med rødder dybt i en jordbund med ler, mergel og kalksten.

Efter en kold premaceration af druerne i 2-3 dage, så er vinen gæret over 9-10 dage, hvorefter den så er lagret 8 måneder på klassiske franske barriques og 500 liter tonneaux fade samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften minder meget om foregående årgang … klart med fadnoter samt en mørk frugt med sorte kirsebær, hindbær, svesker, noget sød finsk lakrids, gamle egefade, cedertræ, læder, nelliker, kakaopulver, chokolade, røg samt ristede noter med lidt krydderier.

I munden er der både dejlig Ribera del Duero sødme samt en frugt med tør bitterhed i form af blåbær, kirsebær, tranebær samt svesker suppleret med røg, violer, mørk og bitter chokolade. Der er bløde og omgængelige tanniner, en vis sødme og samtidig et krydret spark med stor tæthed og venlighed. Smager knusende godt. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Bodegas Luis Canas, Camino Leza, Rioja, Spanien

2019 Bodegas Luis Canas, Camino Leza, Rioja, SpanienVi kender allerede vinmageren Juan Luis Cañas fra hans skønne vine fra Rioja vinhuset Bodegas Amaren, som han grundlagde i 1995 ved siden af sit primære vinhus Bodegas Luis Cañas. Nu smager vi en af topvinene fra det primære vinhus … 2019 Camino Leza.

Hans far Luis Cañas havde grundlagt det store Rioja vinhus i 1970, men hans farfar Carlos Cañas havde allerede årtier før lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.

Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien.  Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.

Denne Camino Leza er primært lavet på Tempranillo, men er egentlig et field blend fra marken Finca Camino Leza, der kun er på sølle 1,5 hektar beliggende i 532 meters højde og alle vinstokkene er plantet i 1965. På marken er der helt præcis 3.621 vinstokke med Tempranillo, 133 med Viura, 10 stokke med Malvasíago en enkelt med Calagraño og det er også blendet i vinen.

Efter høsten bringes druerne til vineriet, der ligger få hundrede meter fra marken. Her dobbeltsorteres klaser og druer enkeltvis, hvorefter de knuses nænsomt og gæres på ståltanke. Efter gæringen omstikkes vinen til brugte franske egetræsfade, hvor vinen modner  13 måneder. Der er kun lavet 2.298 flasker af denne årgang og her drikker vi nr. 1.016.

Slam … fed, mægtig og ekspressiv med våd tobak, tørret urtete, tør engelsk og sød finsk lakrids, hårdt ristede kaffebønner, tør cedertræ, tjære, figner, dadler, solbær, brombær, chokolade og vanilje. Under alle de fede og svulstige aromaer fornemmes en lettere og mere frisk frugt, der måske slipper løs hvad øjeblik, det skal være,

Det er dog mest i munden, at vinen viser sine biceps, for det er så cremet, smooth og blødt, men på en eller anden måde samtidig vildt tør med en kerne af mørk frugt, der både er intens, frisk, vild, stor og fyldig i munden … og vil slet ikke gå væk. Selvom vinen er kraftig, vild og intens, så er der sgu også balance … så du får en lammer på den helt rigtige måde og opsøger selv mere tærsk. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Rui Roboredo Madeira, Altos da Beira Vinhos de Altitude, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Altos da Beira Vinhos de Altitude, Beira Interior, PortugalTidligere denne måned smagte jeg den hvide 2022 Altos da Beira Vinhos de Altitude Branco fra Rui Roboredo Madeira, men hvorfor så ikke også smage den røde? Det er fluks klaret med vinen i en årgang 2021.

Vinen er lavet på et blend af 70% Tempranillo og 30% Touriga Nacional, som Rui håndhøster fra granit og skiferskråninger i 700 meters højde i højlandet Beira Interoir lidt syd for Douro-floden.

Dér er der en god kombinationen af varme dage, kølige nætter og næringsfattig klippejord. Vinen er lavet med gæring i ståltanke ved 22-26 grader og 7 dages udblødning af drueskallerne inden en lagring på ståltankene 12 måneder inden aftapning på flaske.

Meget luftig aroma samtidig med, at der er mørk frugt med lidt brombær, blåbær og sorte kirsebær, men virker både blød, rund og venlig med lidt småsød lakrids, chokolade, garvet læder … suppleret med småsøde krydderier.

Smagen er mere rank og mere rustik, men det luftige fortsætter faktisk i munden sammen med letkrydret og forholdsvis rank syre, masser af mørk frugt, brombær og blåbær med en vis tørhed, fine og tørre tanniner, som dog hurtigt føjer sig og efterlader en vin, der er så omgængelig, cremet med denne luftige nerve … og det vildeste ved vinen er sgu prisen … ren prisbasker og bør hurtigt blive både efterspurgt og revet af hylderne. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 49,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Tras la Yesca, Toro, Spanien

2021 Rodríguez Sanzo, Tras la Yesca, Toro, SpanienPå etiketten af denne sjove Tempranillo baserede Tras la Yesca 2021 er der en meget lignende og farverig karikaturtegning af Javier Rodríguez, som jo ejer og driver Bodegas Rodríguez y Sanzo.

Vinhuset ligger helt  præcis i udkanten af byen Valladolid cirka 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Javier Rodríguez kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere hundrede år og Javier har da også selv omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter ham selv og hans hustru … Rodríguez y Sanzo. Det er blevet et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal. Det er således siden starten blevet en pæn stor affære, har kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Denne 2021 Tras la Yesca 2021 er lavet på ren Tinta de Toro aka Tempranillo,  der høstes efter den biodynamiske kalender. Vinen har gæret på ståltanke med temperaturstyring. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på små 300 liters amerikanske samt franske egetræsfade.

Næsen er tør, krydret og koncentreret … der er både grønne urter, peber, nelliker, ristede noter,  tør jord samt  saltlakrids  og en frugt med brombær og blommer, en smule grannåle, chokolade samt lidt vanilje. Der er ingenting, som stikker helt af, så er velkomponeret, krydret og pænt tør.

Smagen er meget blødere, sødere og mere saftig end duften … her er der stort set ingen tørhed, men en stor venlighed med søde jordbær, brombær og saftige blommer. Der er ganske vist en smule peber, tæt varme og krydderier, men det bliver bare læskende, venligt, blødt og pleasende. Man fornemmer ikke rigtigt tanniner, men de sætter sig alligevel diskret i munden, men forsvinder hurtigt igen. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Reserva, Toro, Spanien

2017 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Reserva, Toro, SpanienMer’ Maderia … men her er det dog ikke i form af hedvin fra den solbeskinnede ø, men en varm og krydret rødvin fra den fabelagtige vinmager Rui Roboredo Madeira, som efterhånden er godt kendt her på vinbloggen. Vinen er en Mío de M.O. Reserva 2017.

Jeg har tidligere smagt vinen Mío de M.O. Vendimia Seleccionada i årgang 2018 fra projektet. Det en vin, der laves i Toro i samarbejde med kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña.

M.O. står for Marques de Olivara, for vinen er tidligere lavet af Bodegas Marques de Olivara … et vinhus, der har levet en omtumlet tilværelse og bl.a. gik konkurs i 2011 sammen med dets ejer Nueva Rumasa Group.

Så vidt jeg kan se, så eksisterer Bodegas Marques de Olivara i dag ikke længere, men Rui Roboredo Madeira har fået opsnuset nogle af de fantastiske og meget gamle vinmarker, der tidligere var ejet af det nu ophørte vinhus … og fra dem laver han nu nogle Mio de M.O. vine, hvor M.O. jo står for Marques de Olivara.

Vinen er i dag lavet på kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña sammen med hans hustru Veronica Varela Villegas og den er lavet på 100% Tinta de Toro aka Tempranillo. Der er ikke mange oplysninger om vinen, men den skulle efter endt fermentering være lagret 22 måneder på franske barriques.

Det spansk/portugisiske samarbejde har givet en vin med en højoktan alkoholprocent på 15,5% … og der er til Reserva vinen kun brugt de allerbedste fade.

Hold nu kaje … sikke da en dyb, fed og lækker duft. Det er en herlig kombination af sød finsk og tør engelsk lakrids, lakridspiber, noget Basset lakridskonfekt, kaffe, kanel, vanilje, chokolade, tjære, koks, kul og tørret kød. Frugten er brombær, solbær og saftige blommer, lidt sødere blommemarmelade og i det hele taget dufter det ikke som en Toro vin, men mere som en lækker Ribera del Duero.

Sådan smager vinen også … mørk, tør og powerfuld, som en Syrah vin fra Nordrhône, masser af mørk, uforsonlig og stenet mineralitet. Der er samtidig vilde og knastørre tanniner, der lige bemægtiger sig din mund og efterlader munden tør som et vulkansk krater.

Den har dog Ribera del Duero varme , dybde og smagseksplosion med de mørke bær, virker næsten helt tørret og derudover har vinen peber, grafit, blæk og saftigt bid. Elsker den sgu, så 93 point,

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2019 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienVi skal igen et smut til dejlige Ribera del Duero, da jeg nu har fået en slat af denne 2019 Viñas Viejas fra Hacienda Solano i glasset.

Det er et vinhus beliggende midt i byen La Aguilera i Burgos området og grundlagt i starten af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano.

Men det har jeg skrevet om tidligere, senest da jeg smagte husets  2020 Selección og denne Viñas Viejas har jeg skam også smagt et par gange tidligere.

Viñas Viejas, der er lavet med druer fra 60 år gamle vinstokke … Tinto Fino aka Tempranillo med lidt Albillo. Druerne har ligget i kold maceration i 24-36 timer, hvorefter gæringen er sket ved 26 grader over 11 dage og efterfulgt af malolaktisk gæring i 5 dage. Derefter er vinen lagret 14 måneder på franske barriques efterfulgt af 6 måneder på 500 liter tonneaux.

Dejlig animalsk, landlig og let flæsket aroma, men på ingen måder tung eller tæt, selvom den egentlig har en mørk frugt med brombær  og solbærlikør, godt med engelsk lakrids samt noget fadpræg med en stang vanilje, chokolade, toast, læder, våde fade samt smørristede noter og lidt marcipan.

I munden er vinen ikke så fyldig som forventet, men har en kølig, meget tør … faktisk utrolig tør smag. Tanninerne hviner, hylder og tørrer munden ud, men samtidig har vinen i munden en ganske frisk, let og letbitter smag. Frugen er brombær, solbær samt en smule blåbær, lidt gran og appelsinskal … 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Bodegas Ramos-Paul, Spanish Red Wine, Andalusien, Spanien

2006 Bodegas Ramos-Paul, Spanish Red Wine, Andalusien, SpanienLidt nord for byen Ronda omkring 80 kilometer vest for Málaga i Andalusien finder vi Bodegas Ramos-Paul, hvorfra vi nu smager en vin med det lidt amatøragtige navn Spanish Red Wine og endda i en moden årgang 2006.

Nu skal man jo ikke skure hunden på hårene … men selve smagen skal jeg nok vende tilbage til lidt senere.

Lad os først kigge lidt nærmere på dette lille vinhus, der ligger godt ude på landet mellem Grazalema og Ronda-bjergene i omkring 1.000 meters højde lige under Acinipo … et romersk amfiteater.

Vingården har en historie, der er århundrede år gammel og er bygget med den romerske arkitektur. Imidlertid er vingården i dag ejet af Nané Ramos-Paul Ruano og hans hustru Pilar Martínez-Mejías Laffitte, som nu er den drivende kraft i vinhuset.

Pilar havde allerede som barn en stor interesse for dyrkning og fremstilling og i en ung alder arbejdede hun i vinmarkerne, som var en del af vingården.

Her smager vi så husets 2006 Spanish Red Wine, der er lavet på et blend af 70% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon, 10% Merlot og 5% Syrah. Vinen er efter endt fermentering lagret 36 måneder på franske Allier egefade og så efter aftapning på flaske lagret 7 år.

Vinen har en etiket, der er designet af Vitorio & Luccino i bedste andalusiske stil.

Man bliver faktisk – trods det amatøragtige navn – lidt imponeret af duften, som er moden og nærmest lidt dekadent. Der er nødder og sødbrændte fade, vanilje, kanel, chokolade, mørk frugt med solbær, sorte kirsebær, figner, lidt tørret frugt, sød lakrids, søde og varme krydderier.

I munden er det også en vin med brændte og ristede noter, en ganske moden frugt med blåbær, solbær, tørret frugt, blommer, dadler  … mørk, blød, cremet, varm og har da også krydderier samt noget spicyness. Det giver bid, varme og kraft … masser af intensitet, struktur, comfort sofahygge og krop, så dermed 93 point.

Forhandles af GlobalWines, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7