Tag-arkiv: Madrid

2020 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, Spanien

2020 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, SpanienJeg har tidligere storrost vinen A Dos Manos fra det nye og spændende vinhus A Pie de Tierra drevet af Aitor Paul og David Villamiel. Nu smager jeg storesøsteren Fuerza Bruta og igen falder jeg omgående på halen … det er vildt godt dette her.

Fuerza Bruta er selvfølgelig også lavet på ren Grenache fra forpagtede vinmarker og vinen er vinificeret på naturlig vis med brug af spontangæring med druernes naturlige gærceller og kun hele klaser helt uden afstilkning.

Gæring og maceration sker over forholdsvis lang tid efterfulgt af malolaktisk gæring og derefter er vinen så lagret på store 2.000 liter kastanjefade og brugte 1.500 liter foudres. Aftapning er sket uden klaring eller filtrering.

Som med lillesøsteren er det vildt indbydende … let og med en lille Nebbiolo smell-a-like parfurmeret næse med rosenblade, violer, lemon og så ellers lyse bær, jordbær, hindbær, moreller, lyse kirsebær og små og store buketter af sommerblomster.

Det er som en sommerpige med lyst hår, løstsiddende kjole, blomsterkrans om det smilende ansigt. Forførende … og jeg ligger mig bare ned på ryggen og er glad. Luftig, let, æterisk med et leret, sandet udtryk og så vedvarende en lidt medicinske, hæfteplaster- og pilleglasagtige note, som helt sikkert vil kurere dig.

Smagen er let som Pinot Noir, læskende, saftigt og bondsk som Gamay samt elegant som burgundiske vine … meget moderne, lys, fin, sart, feminin og æterisk, nærmest overjordisk. Frugten lidt mere streng end lillesøsteren, men begge søstre er drønlækre. Jeg smager jordbær, hindbær og ribs, virkelig let og smuk vin, men samtidig energisk, sitrende, levende, flagrende, fløjlsblød og silkeglat … omgående bliver jeg forelsker, så 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu næsten tyveri … men du kan gøre det hjemme i stuen foran computeren.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Bodega 4 Monos Viticultores, Aguja del Fraile, Madrid, Spanien

2019 Bodega 4 Monos Viticultores, Aguja del Fraile, Madrid, SpanienSteffen serverede sgu også en rødvin fra Bodega 4 Monos Viticultores, som vi før smagt hvidvin fra. Det var denne 2019 Aguja del Fraile fra det hypede og spændende Sierra de Gredos område.

Det er – næsten naturligvis – en ren Grenache vin, hvor druerne kommer fra fire små parceller med 60-80 år gamle vinstokke, der er fra marker med  granitholdig jord i 880 meters højde tæt ved landsbyen Cadalso de Los Vidrios.

Der skulle efter sigende være en lille smule Cariñena aka Carignan med i blendet og vinen er lavet på hele klaser, der er spontangæret alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket over 21-40 dage afhængig af parcel.

Efter endt fermentering er vinen lagret på 14-15 måneder på franske og østrigske 300 og 500 liter egetræsfade og er sluttelig aftappet med let klaring og uden filtrering.

Vinen har en meget aromatisk aroma … sprittusch, deodorant, vaskepulver, blomster, kokos … lidt en blandet butik, men dufter sgu ret himmelsk. Den har sådan en legende, let, grøn og bondsk side og en frugt, der er ultralet, syrlig, saftet med hindbær, lyse kirsebær samt vilde, tørrede urter og salte mineraler.

Smagen er også grøn og blomstret … har en utrolig lys, frisk og støvet frugt med moreller, ribs, rabarber, granatæbler og en syre proppet af lemon samt Schweppes sodavand. Selv tanninerne er støvede, lette, lyse,  fine, klippestramme med det lyseste og mest følsomme touch. Hvor er det bare fremragende og umulig ikke at blive fascineret af, så dermed 96 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 228,65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Albillo Real, Madrid, Spanien

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Albillo Real, Madrid, SpanienAftenens anden hvidvin blev denne spændende Albillo Real 2021 fra Bodega 4 Monos Viticultores.

4 Monos betyder de 4 aber og vinhuset er da også grundlagt i 2010 af de 4 vinvenner Javier García, Laura García, David Velasco og David Moreno.

Vi er i det hypede område Sierra de Gredos cirka 100 kilometer vest for Madrid og det var der, at 4-banden mødtes … faktisk på en vandretur i Gredos-bjergene.

Javier García havde tidligere været ansvarlig vinmager på Bodegas Jiménez-Landi … et vinhus, som jeg forleden stødte på, da jeg smagte deres 2016 Piélago … igen med en forbindelse til det ikoniske vinhus Comando G, der er bannerfører i Sierra de Gredos.

Javier Garcia er faktisk bror til den legendariske Fernando Garcia, der er manden bag Commando G og Bodega 4 Monos laver også vin i superligaen. 4 Monos er også i dag en af de meget fremadstormende topejendomme i Sierra de Gredos.

Grundlæggende er vinene naturlige, de spontangæres, lagrer på brugte fade og flaskes ufiltreret og med minimalt svovl og laves med druer fra gamle bushvinstokke plantet sand-, granit- og skiferholdige marker i 600-1.200 meters højde.

Denne vin er lavet på den sjældne Albillo Real drue fra 90 år gamle stokke. Vinen er lavet med spontangæring med druernes egen gær og efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade og er så flasket ufiltreret og med minimalt svovl.

Sikke dog en aroma … fed, aromatisk, saltet og mineralsk … har en kæmpe blomstereng, nogle skumgummibamser, lakridskonfekt og mandler. Det er lidt af en historie, har noget harpiks og frisk frugt, grønne æbler, fersken og tørret abrikos. WAUW.

I munden er vinen også mægtig, fed, blød og olieret … frugten er ganske blød og lidt mushy mushy, saftige ferskner og abrikos, noget grillet grapefrugt og samtidig med pæn modenhed i frugten, salte mineraler og stor krop. 95 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 A Pie de Tierra, A Dos Manos, Madrid, Spanien

2020 A Pie de Tierra, A Dos Manos, Madrid, SpanienVinområdet Sierra de Gredos er et nok et af Spaniens mest spændende områder i øjeblikket, bl.a. anført af vinhuse som Comando G, men der er også andre spændende vinhuse som nu fx A Pie de Tierra, hvorfra jeg smager deres 2020 A Dos Manos.

Sierra de Gredos ligger 100 kilometer vest for Madrid og vel nærmest lige i smørhullet mellem Madrid, Castilla y Leon og Castilla La Mancha og A Pie de Tierra ligger i Alberche dalen ved byen Méntrida.

Vingården er grundlagt i 2015, hvor Aitor Paul og David Villamiel mødtes på skolen for vindyrkning og ønologi i Madrid. Aitor var selv sommerlier på Lavinia, men David stammede fra en familie vinavlere fra Méntrida.

De afsluttede deres uddannelse sammen og havde også begge praktikophold på de mere prestigefyldte Valquejigoso og Comando G vingårde … og efter kort og intens læring, så besluttede de med en stor passion at drive Davids allerede familiearvede vinmarker i Méntrida som et fælles projekt … og det blev til A Pie de Tierra, hvilket betyder på jorden.

Samlet har vingården 20 hektar vinmarker, der primært ligger ved Méntrida, men dog ligger 4-5 hektar ved flodlejet i Alberche dalen g hører reelt til nabokommunen Aldea del Fresno. Markerne dyrkes ud fra en biodynamisk filosofi og der er primært gamle Garnacha vinstokke.

I vinkælderen vinificeres viene på naturlig vis med brug af både spontangæring med en stor andel hele klaser, en længerevarende maceration og udelukkende lagring på brugte fade.

Denne A Dos Manos – der betyder med de to hænder – er lavet på ren Garnache aka Grenache fra 30 år gamle vinstokke og er selvfølgelig også lavet med spontangæring med 60% hele klaser. Gæringen samt maceration er sket over 30 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte 225-liters franske egetræsfade.

I glasset er det bestemt ikke en mørk Grenache vin … tværtimod er det lyst og næsten transparent og sådan er duften også med jordbær og andre lyse bær … hindbær, moreller, lyse kirsebær og så buketter af sommerblomster, hvormed man omgående bliver i godt humør. Den har samtidig nogle Nebbiolo noter med rosenblade og violer, hvilket kun gør mig endnu mere forelsket og jeg mærker næsten sommerfuglene flyve.

Smagen er sindssyg lækker … WAUW for pokker. Det er let som en Pinot Noir, læskende og saftigt på en lys, fin, sart, feminin og æterisk, nærmest overjordisk facon. Det er jordbær, hindbær og ribs, virkelig let og smuk vin, som jeg omgående er vild med. Hvor er den energisk, levende, flagrende, fløjlsblød og silkeglat … jeg tænker omgående, at det vist er sommerens bedste køb … eleganto … og samtidig til menneskepenge … sommer kom bare an. 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker. Køb i spandevis, for 6 styk prisen er vildt attraktiv.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Bernabeleva, Arroyo del Tórtolas, Madrid, Spanien

2019 Bernabeleva, Arroyo del Tórtolas, Madrid, SpanienSidst jeg smagte vin fra Bodegas Bernabeleva var det deres fine, imponerende Garnache de Viña Bonita, som jeg var imponeret over. Nu smager jeg også deres Arroyo del Tórtolas og bliver igen himmelhenrykt.

Denne gang skal jeg nok undlade at skrive om huset, men så i stedet kigge lidt nærmere på denne Arroyo del Tórtolas lavet på 100% Garnacha aka Grenache.

Druerne til Arroyo del Tórtolas Vino de parcela kommer her fra 2,2 hektar stor mark med 75 år gamle vinstokke og en jordbund med en masse granit, men fattig på organisk stof og meget ufrugtbar.

Druerne høstes i to omgange, da de modner forskelligt jo længere man kommer på den nærliggende Tórtolas flod. Druerne får en 36 timers kold udblødning inden man enten fodtræder druerne – eller bruger en stamper – i åbne træfade.

Malolaktisk gæring foregår på franske barriques, mens lagringen sker over 14 måneder på 500 liter fade. Inden flaskning stabiliseres vinen i 6 måbeder på tank. Vinen svovles meget lidt.

I glasset er den et let vin med en svag krydret kant … har samtidig animalsk mødding, øko-bio-landlige noter, en aromatisk, frisk og tør frugt med en næsten burgundisk lethed … mest kirsebær, men også lidt jordbær og hindbær, blomsterpotpourri, syrlige bolsjer, tørret oksekød og -fond, luftig og æterisk … uha da.

Smagsmæssigt virker vinen også næsten slank med smukke og elegante tanniner og en lys saftighed. Vinen har denne lette, luftige og totalt intense frugtsmag, hvor der kommer både lidt bitterhed og sødme frem, en frugt af hindbær, lyse umodne kirsebær, rabarber, grape og multo eleganto. Hvor smager det godt og jeg er totalt pjattet med denne vin. 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 275 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Bernabeleva, Garnache de Viña Bonita, Madrid, Spanien

2019 Bernabeleva, Garnache de Viña Bonita, Madrid, SpanienSidste tirsdag på jobbet proppede vi som vanligt en udvalgt vin op og det var denne dag en lækker topvin Garnache de Viña Bonita fra vinhuset Bernabeleva.

Bodegas Bernabeleva er grundlagt i 1923 af Vicente Álvarez-Villamil, men det var først med børnebørnenes overtagelse i 2006, at vinhuset for alvor fik sit navn på det vinøse verdenskort. Fætrene Juan og Santiago Bulnes har overtaget driften og fører nu huset med de gamle marker med op mod 80 år gamle vinstokke ind i en ny og mere kvalitativ æra.

Efter deres overtagelse købte de også flere af naboens bedste  parceller med gamle Garnacha stokke og så ansatte de den helt unge catalanske vinmager Marc Isart til at hjælpe med produktionen af vinene og hans stil er totalt oldschool i traditionell, klassisk stil.

I dag regnes Bernabeleva blandt Spaniens ypperste vinhuse og i særklasse det bedste vinhus i Madrid regionen. Vinene tilvirkes alle efter økologiske og biodynamiske principper, men de sigter ikke efter at pryde etiketterne med økologiske eller biodynamiske anprisninger.

Bernabeleva har samlet 35 hektar vinmarker med primært Garnacha og Albilllo. Markerne ligger i omkring 500 meters højde, hvilket sikrer kølige nætter og lang modningsæson. Læg dertil en sandet og mineralsk jordbund, der tilfører friskhed til vinene – så frembringes der vine, med en langt større elegance, end man kunne forvente fra disse kanter.

Der dyrkes også en smule Moscatel, der både laves i en tør og sød version, samt små parceller med de lokale sorter Grano Menudo og rød Morenillo.

Vinhuset har et logo med en kvinde siddende ovenpå en bjørn, men navnet Bernabeleva betyder også direkte oversat noget i retning af bjørnens sti eller der, hvor bjørnen lever. Kvinden siddende ovenpå bjørnen symboliserer jagtens gudinde.

Denne Viña Bonita er husets topvin, hvor Grenache druerne kommer fra en 2,6 hektar vinmark med 90 år gamle vinstokke og en jord af ren granit. Druerne får en 36 timers kold udblødning inden man fodtræder druerne i åbne træfade hvor vinen også gærer. Så er der sket en malolaktisk gæring og så lagring i 14 måneder på 500 liter franske egefade. Inden flaskning stabiliseres vinen omkring 6 måneder på ståltanke.

I glasset bestemt ikke en mørk og fyldig Grenache vin … tværtimod, men duften også er lys og næsten to die for. Det dufter jættegodt med lidt øko-bio-landlige noter, en skøn blanding af mødding, fond og syrlige bolsjer, meget luftig med hindbær, lyse og umodne kirsebær, moreller, fennikel, lakrids og grøntsagsfond. Det er sindssygt elegant med denne lyse, påholdende og styrede facon, så legende, dansende og eventyragtig, at man bare undres og bliver monsterglad.

Fuck, det smager også godt … har denne lette, luftige og totalt intense frugtsmag, hvor der kommer både en smule bitterhed og sødme … de danser vitterlig tæt sammen i den mest erotiske kinddans, virkelig saftet med jordbær og hindbær, mirabeller, Kongen af Danmark, polerede og modne tanniner, lakridsale elementer og klart nogle burgundiske elementer. Mums for satan.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7   

2017 Bodega Las Moradas de San Martín, Senda Garnacha, Madrid, Spanien

2017 Bodega Las Moradas de San Martín, Senda Garnacha, Madrid, SpanienBodega Las Moradas de San Martín ligger langt ude på landet tæt ved den lille by San Martin de Valdeiglesias og omkring 20 kilometer vest for Madrid. Derfra smager jeg nu en spansk lille lækkerbisken … vinen Senda Garnacha i årgang 2017.

Vinhuset Las Moradas de San Martín er grundlagt i 1999 af Luis Nozaleda, der både ejer det store vinhus Bodega Enate med 600 hektar vinmarker i byen Salas Bajas under appellationen D.O.P. Somontano i Aragón i det nordlige Spanien, men derudover også er ihærdig forretningsmand

Luis Nozaleda stammer selv fra San Martin de Valdeiglesias og blev trist og deprimeret over, at der ikke i hans hjemegn var producenter, som kunne udnytte det helt unikke potentiale i området. Men så købte han selv et stort stykke jord med en lang række vinmarker, som endda krævede et stort stykke arbejde.

Til at lave lave vinene hyrede han Isabel Galinda. Hun var ellers i gang med et projekt sammen med Peter Sisseck oppe i Ribera del Duero, nemlig Pingus. Peter og Isabel havde tidligere mødtes på Hacienda Monasterio, hvor Peter var vinmager og Isabel var teknisk chef.

Da Peter fik ideerne til Pingus, så var Isabel med på sidelinjen fra starten af … men da Isabel blev kontaktet af Luis Nozaleda, så tog hun derned og faldt pladask for området, dets historie og den store mulighed for selv at stå for produktionen … og det blev starten på vinhuset Las Moradas de San Martín.

Derefter gik der et stort arbejde i gang med at genopbygge husets marker med gamle, lavtydende Grenache vinstokke … og der gik da også 6 år inden, at hun kunne sende de første vine på markedet under appellationen D.O. Vinos de Madrid.

Allerede i 1999 omlagde hun driften til økologi, men det var først i 2004, at vingården blev certificeret økologisk. Hun har samlet 21 hektar vinmarker, som alle ligger godt oppe i bjergene og den højtbeliggende er Pago Los Castillejos i 900 meters højde.

I dag laver Isabel udelukkende rødvin på Grenache og usvovlet hvidvin på Albillo Real druen og den årlige produktion ligger på omkring 80.000 flasker fordelt på pt. 6 forskellige vine.

Her smager vi hendes Senda Garnacha, hvor druerne kommer fra parceller på markerne Panaderos, Corzos, Boquerón, La Coja samt
Poniente og primært fra de yngre vinstokke. Høsten sker manuelt og derefter er druerne afstilket inden spontangæring på druernes egne gærceller og kun sparsom overpumpning. Gæringen er sluttet ret tidligt, hvorefter vinen er lagret 10 måneder på 500 liter franske egefade og så samling i ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er egentlig meget elskelig med lidt kirsebærlikør tilsat krydderier, chokolade og kakao. Udover likøren, så er der blommer, jordbær, noget mynte- og mentolagtigt, der giver et lidt kamferagtig snert sammen med estragon, grønne blade og tørre aviser.

Smagen har både lidt overraskende lys sødme samt en stor lethed samt en rigtig fornuftig tørhed. Der er godt med syre og tanninerne spiller også med, selvom de ikke sådan rigtigt bliver hverken farlige eller vilde, for vinen har utrolig god drikkevenlighed med kæmpe, let saftighed og egentlig en smuk og slank krop.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 122 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bernabeleva, Navaherreros, Madrid, Spanien

2018 Bernabeleva, Navaherreros, Madrid, SpanienSå er vi igen på Bodegas Bernabeleva på østsiden af Sierra de Gredos bjergene tæt ved San Martin de Valdeiglesias syd for Madrid og denne gang med vinen Navaherreros.

Tilbage i december stiftede vi bekendtskab med vinhuset, da jeg smagte deres 2015 Carril del Rey på 75 år gamle Grenache stokke. Dengang skrev jeg også lidt om selve huset og historien om vinhuset i Madrid regionen.

Denne Navaherreros  er også lavet på 100% Grenache, som er høstet fra samtlige af ejendommens parceller, hvor vinstokkene er mellem 50 og 90 år gamle. Hver plot er vinificeret separat med kold udblødning på 24 timer efterfulgt af en relativ kold gæring i 35 dage med stilkene. Efter fermenteringen er vinen lagret 11 måneder på franske egefade af forskellig størrelse, og en efterfølgende stabilisering i 6 måneder på stål inden aftapning.

Sikke en let, luftig og elegant duft med lidt mentol, jordbær, tranebær, kirsebær og med en lidt varm side, mælkede noter, tørt træ og våde fade, grønne og urtede samt blomstrede elementer.

Smagen er tør og samtidig med en lille sjov sødme, en rund og lettere varm frugt, kirsebær, blommer og selvom det er en let vin, så har den også en vis krop, lidt småbitre noter, men sikke en friskhed, lethed og næsten burgundisk elegance.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker … vildt godt køb. Bør blive en storsællert.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Bernabeleva, Carril del Rey, Madrid, Spanien

2015 Bernabeleva, Carril del Rey, Madrid, SpanienBodegas Bernabeleva ligger ude på landet på østsiden af Sierra de Gredos bjergene tæt ved San Martin de Valdeiglesias omkring en times kørsel syd for Madrid. Fra vinhuset smager jeg en 2015 Carril del Rey … lavet på 75 år gamle Grenache stokke.

Jan har tidligere servet en florlet Grenache vin fra Madrid området for mig, nemlig vinen  Rozas 1er Cru fra Comando G, og nu serverer han også denne Carril del Rey, som ligeledes er let og fin Grenache vin, der vitterlig viser, hvor alsidig Grenache druen er.

Bodegas Bernabeleva er grundlagt i 1923 af Vicente Álvarez-Villamil, men det var først med børnebørnenes overtagelse i 2006, at vinhuset for alvor fik sit navn på det vinøse verdenskort. Fætrene Juan og Santiago Bulnes har overtaget driften og fører nu huset med de gamle marker med op mod 80 år gamle vinstokke ind i en ny og mere kvalitativ æra.

Efter deres overtagelse købte de også flere af naboens bedste  parceller med gamle Garnacha stokke og så ansatte de den helt unge catalanske vinmager Marc Isart til at hjælpe med produktionen af vinene og hans stil er totalt oldschool i traditionell, klassisk stil.

I dag regnes Bernabeleva blandt Spaniens ypperste vinhuse og i særklasse det bedste vinhus i Madrid regionen. Vinene tilvirkes alle efter økologiske og biodynamiske principper, men de sigter ikke efter at pryde etiketterne med økologiske eller biodynamiske anprisninger.

Bernabeleva har samlet 35 hektar vinmarker med primært Garnacha og Albilllo. Markerne ligger i omkring 500 meters højde, hvilket sikrer kølige nætter og lang modningsæson. Læg dertil en sandet og mineralsk jordbund, der tilfører friskhed til vinene – så frembringes der vine, med en langt større elegance, end man kunne forvente fra disse kanter.

Der dyrkes også en smule Moscatel, der både laves i en tør og sød version, samt små parceller med de lokale sorter Grano Menudo og rød Morenillo.

Vinhuset har et logo med en kvinde siddende ovenpå en bjørn, men navnet Bernabeleva betyder også direkte oversat noget i retning af bjørnens sti eller der, hvor bjørnen lever. Kvinden siddende ovenpå bjørnen symboliserer jagtens gudinde.

Nå, men denne Carril del Rey er en enkeltmarksvin, hvor Grenache druerne kommer fra 75 år gamle vinstokke på en parcel på marken Carril del Rey, hvor vinhuset samlet har 2,5 hektar med en jordbund fyldt med granit. Vinen er lavet med gæring og maceration over 40 dage i egekar efterfulgt af malolaktisk gæring i franske barriques, hvor vinen også er lagret en periode, vistnok lidt over 1 år.

I næsen er det fra første fløjt en let vin, hvor det emmer af små syrlige drops, masser af lys syrlig frugt … en vild lækker frugt, sådan lidt overgæret med fennikel, grøntsagsfond, andefond, gazebind, et Kongen af Danmark bolsje … let, luftig og vild.

Smagsmæssigt er vinen let perlende på tungen, læskende, frisk, let og luftig, svage lakridsale noter og så samtidig med masser af friske samt markante tanniner, som om den gerne ville være en Barolo. Det er vitterlig en rigtig elegant, lys, tør og stram Grenache vin, som får dette syrlige, lette og lyse udtryk, som vi ellers mest ser i vine på Pinot Noir eller Nebbiolo. Lækkert.

Forhandles af Vinova, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Tierra Calma, Cyster Garnacha, Madrid, Spanien

2018 Tierra Calma, Cyster Garnacha, Vinos de Madrid, SpanienDenne 2018 Cyster Garnacha fra vinhuset Tierra Calma blev serveret blindt for os efter de mange Pinot Noir vine. Hvad er det? Den måtte vi give op på, men det er en let, lys samt frugtrig Grenache.

Tierra Calma ligger i San Martín de Valdeiglesias for foden af det store bjerg Sierra de Gredos i Vinos de Madrid appellationen  i den ukendte Madrid vinregion, der ligger klemt inde mellem de store Castilla y León og Castilla-La Mancha regioner.  Men det er faktisk et spændende vinområde, hvor der også er lavet vin siden romerne plantede vinstokke tilbage i det 13. århundrede.

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Rafael og Elena Aguilar, som ejer omkring 20 hektar vinmarker i 700 meter med gamle vinstokke på både Garnacha, Tempranillo, Malvar og Albillo.

Her smager vi så en af husets 7 vine, nemlig deres 2018 Cyster Garnacha, der dog ikke er ren Grenache, men lavet på et mix af 85% Grenache og 15% Tempranillo fra 60 år gamle vinstokke på marker i 750 meters højde.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering er den så lagret 3 måneder på franske egefade. Rafael har samlet lavet 10.000 flasker af vinen i denne årgang 2018. Det er en vin, som fx James Suckling har givet 88 point.

Næsen er ikke helt almindelig … virkelig syrlig med aloe vera, kamfer, maling, saltvand, solcreme, gammel gymnastiksal og gummisko, men også nogle lyserøde bær og hyld. Det er dermed moderne Grenache baseret vin, hvor man får alle de lyse og juicy sider frem i druen. Jeg er vild med den stil, men Tierra Calma er ikke helt i mål med at få styr på alle elementerne.

Det gælder også smagen, selvom det bestemt smager bedre end duften. Der er en lys saftighed, som er meget charmerende og det skal også med i billedet, at vinen skal ha’ noget luft for at folde sig ud, for i starten virker den lukket og ikke særlig interessant. Men når den åbner sig op, så kommer der en fin blødhed med de søde og ganske lyse bær. Spændende.

Bækkelund Vine er importør og prisen skulle vistnok ligge omkring 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7