Tag-arkiv: 4½

2013 Weingut Meintzinger, Novemberlese II Spätburgunder Frickenhäuser Kapellenberg Trocken, Franken, Tyskland

2013 Weingut Meintzinger, Novemberlese II Spätburgunder Frickenhäuser Kapellenberg Trocken, Franken, TysklandPå Der Bocksbeutel in den Colonnaden fik jeg et tiltrængt glas Spätburgunder. Fredagen var – som optakt til Haspa Hamburg Marathon – selvfølgelig uden alkohol, så efter løbet skulle der rådes bod på dette. Det skete med denne Novemberlese II Spätburgunder Frickenhäuser Kapellenberg Trocken fra vinhuset Weingut Meintzinger.

Det frankiske vinhus holder til i den lille by Frickenhausen am Main lidt syd for Würzburg … længere nede end både Randersacker og Sommerhausen. Det er historisk en by, hvor fyrstebiskopperne fra Würzburg tilbragte deres somre.

Weingut Meintzinger drives af familien Meintzinger, som har drevet både vinhus og hotel i byen siden 1790.

I dag er det med 8. generation i form af Jochen og Michaela Meintzinger ved roret, og de har siden 2005 passet hotellet med dets 29 værelser, wellnessafdeling samt vinproduktionen fra omkring 26 hektar vinmarker, hvor de dyrker alle de normale sorter i Franken.

weingut-meintzinger-bag

Det er Jochen Meintzinger, der som kældermester står for produktionen af vinene sammen med Volker Pfaff. Udbyttet ligger i gennemsnit på 78 hektoliter pr. hektar og det giver basis for en produktion på omkring 180.000 flasker vin om året. Husets bedste mark er Frickenhäuser Kapellenberg, hvorfra netop druerne til denne Novemberlese II Spätburgunder Frickenhäuser Kapellenberg Trocken kommer.

Marken er en klassisk og historisk mark med en 60% hældning og en smuk udsigt over det vigtige og smalle stykke af dalen mod syd. Midt i marken ligger der en lille kapel, som også har givet navn til marken. Det er Valentinus kapellet, som blev bygget tilbage i 1699 som en del af kuren for Frickenhaus’ borgmester Valentin Zang, som var blevet ramt af lammelse og dermed bundet til hans seng. Det siges, at kapellet havde den ønskede virkning, for ifølge sagnet blev borgmesteren mirakuløst helbredt fra sin lidelse efter et par år.

Novemberlese II er husets røde topvin, hvad de hos vinhuset kalder en Großes Franken. Den er lavet på sent høstede druer … og det er jo sikkert deraf navnet Novemberlese kommer. Vinen er lagret på egetræstønder, men hvor lang tid fremgår imidlertid ikke, så vi springer i stedet hovedkuls ind i mine smagsnoter.

I glasset er vinen transparent … ikke markant, men nok til at far trækker lidt på smilebåndet; Spätburgunder. Næsen er meget kirsebær domineret med peber, røg, marcipan, lidt ristede noter og vanilje. I munden er vinen nærmest lidt parfumeret i smagen sammen med friske bær, syrlige kirsebær, lidt mørkere bær, tranebær, stram syre og godt med kraft … på den måde en rigtig Franken Spätburgunder. Har sådan en lidt markant  svag frugtsødme, men bestemt en ganske habil Spätburgunder … dog til den dyre side.

Vinen koster 29€ på vingården, og det virker umiddelbart i den høje ende. Måske jeg bare var træt efter de 42 kilometer?

Rating 4,5/7   

2013 La Bollina, Bricchetta Monferrato Rosso, Piemonte, Italien

2013 La Bollina, Monferrato Rosso Bricchetta, Piemonte, ItalienHva’ er den nu af? En lille fed flaske fra Piemonte fyldt med Barbera saft? Den lille buttede italienske mamma hedder Bricchetta … Monferrato Rosso Bricchetta og kommer fra vinhuset Societa’ Agricola La Bollina, som ligger ved den lille by Serravalle Scrivia.

Det er nu et stykke fra det centrale Piemonte, altså området omkring Alba, Barolo og Barbaresco … vel omkring 60 kilometer øst for Alba og dermed således beliggende i den østligste del af Piemonte.

Serravalle Scrivia er mest kendt for det største outlet center i Europa kaldet McArthur Glen Serravalle Outlet med over 80 butikker, men der laves altså også vin i byen, nemlig under appellationen Gavi … navngivet efter middelalderbyen Gavi, som ligger blot 10 kilometer fra vinhuset.

Vinhuset holder til i en gammel historisk ejendom, som tidligere var residens for markisen Figari af Genova, men siden 2008 har ejendommen været ejet af Marco Roveda … eller rettere hans selskab Praga Holding. Marco købte ejendommen fra Gruppo Berlucchi ejet af familien Ziliani og besluttede sig for at lave vin.

Til ejendommen hører nemlig 120 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker. Ja derudover omfatter driften af ejendommen såmænd også et 4 stjernet luksushotel, en stor restaurant, et kongrescenter … samt en 18 hullers golfbane, som ligger idyllisk og snor sig mellem husets vinmarker.

Ved overtagelsen allierede Marco Roveda sig med vinmagerne Mario Ercolino og Andrea Bernardini, og lige siden har Societa’ Agricola La Bollina produceret rigtig gode vine, som bl.a. scores op til 96 point og får rosende ord fra bl.a. Luca Maroni. Den samlede produktion ligger i dag på omkring 120.000 flasker årligt.

Der produceres 9 forskellige vine på La Bollina, hvor denne Monferrato Rosso Bricchetta er én af husets topvine. Den er lavet på ren Barbera, vinificeres på store rustfrie ståltanke med 14 dage maceration og derefter lagret 14 måneder på franske egefade. Den kommer i en lille buttet flaske og der laves alene 800 kasser af denne vin årligt.

I næsen er der lidt syrlige bolsjer, syrlige kirsebær, klart italiensk grøn syre, grønne urter, rå champignon, lidt kaffe og engelsk lakrids og brændte egenoter. I munden er der også grønne italienske urter, bitre kirsebær, stor tørhed … og tanninerne strammer gevaldigt. Barbera druen giver lidt fylde i forhold til fx Nebbiolo, og det er med til at sikre, at vinen bliver fornuftig rund i smagen.

Tidligere solgt via Vivino til 89 kr. pr. flaske ved køb af 6 flasker. Det kan man roligt gøre.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Oak Ridge Winery, Moss Roxx Ancient Vine Zinfandel, Californien, USA

2011 Oak Ridge Winery, Moss Roxx Ancient Vine Zinfandel, Californien, USAVidere med endnu en oversøisk vin … her dog væsentligt længere mod nord, nemlig med denne Moss Roxx Ancient Vine Zinfandel fra vinhuset Oak Ridge Winery, som ligger ved den lille by Lodi omkring 40 kilometer syd for Sacramento og vel omkring 100 kilometer svag nordøst for San Francisco i Californien.

Oak Ridge Winery er grundlagt i 1934 som et kooperativ af lokale vinavlere, men i 2002 blev det købt af familierne Maggio og Reynolds, men ejer i dag af 3 familier, idet Dondero familien i dag også er medejer af vinhuset.

I spidsen for de tre familier står vinavleren Rudy Maggio og hans partnere Don og Rocky Reynolds, mens den daglige ledelse er lagt i hænderne på Nicholas Karavidas og vinmageren Chue Her … som i øvrigt stammer fra Vietnam.

Vinhuset er det ældste vinhus i Lodi og ejer samlet omkring 200 hektar vinmarker. Varme dage og kølige aftenbriser fra Stillehavet skaber et unikt klima, perfekt egnet til at dyrke Californiens top sorter – Cabernet Sauvignon, Merlot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Zinfandel.

Alle disse druer trives her, og Zinfandel indtager en særlig plads hos Oak Ridge Winery. Gamle vinstokke … nogle er over 120 år gamle … og med et udbytte i små begrænsede mængder skaber vine, der er det ultimative udtryk for områdets terroir.

Oak Ridge Winery laver vine under en lang række navne, bl.a. Maggio Family Vineyards, Lodi Estates Vineyards, Silk Oak Winery, Old Soul Vineyards, Oak Ridge Winery, OZV, Moss Roxx og Helena Ranch. I Moss Roxx serien er denne Moss Roxx Ancient Vine Zinfandel eneste vin.

Det er imidlertid ikke en ren Zinfandel, bl.a. oplyser den danske importør, at der er 7% Petite Syrah i vinen, mens husets hjemmeside oplyser, at der er blandet lidt Merlot i. Måske det varierer fra år til år. Vinen skulle være lagret ved, at 35% ligger på franske fade, 35% på amerikanske egetræsfade i 14 måneder, mens de resterende 30% blot lagrer i ståltanke inden vinen stikkes sammen. Efter flaskningen lagrer vinen yderligere 5 måneder.

Og det er sgu heftige sager … big juicy og jammy … nærmest lodden, som den grizzlybjørn, som pryder etiketten. Voldsom næse med kakao, chokolade, kaffe, skumfiduser, sød lakrids, tørrede blommer, hindbær, masser af sødme, røget kød, sød piberøg, kanel og en slat vanilje.

I munden mere af samme skuffe … fyldig, tyk og fuldfed Zin med lidt peber, masser af sødme, blæk, blommer, chokolade. Det er alt sammen blødt, kraftigt og fedt. Det er en vin til en kold vinterdag. Efter en tur i snevejret, så vælg denne i stedet for varm chokolade … eller tag’ den sammen med en stor saftig bøf eller en omgang simremad. Virkelig en fodvarmer … rigtig amerikansk Zin. Og Zin betyder vist også at synde.

Forhandles af Vinhuset Top Wine, hvor prisen vistnok er omkring 224 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Viña Santa Rita, Floresta Cabernet Franc, Colchagua Valley, Chile

2012 Viña Santa Rita, Floresta Cabernet Franc, Colchagua Valley, ChileFor nogle uger siden var jeg igennem en smagning med 23 Cabernet Franc vine fra Loire, så derfor var det sjovt at smage en oversøisk Cabernet Franc … nemlig denne Floresta Cabernet Franc fra det store chilenske vinhus Viña Santa Rita.

Viña Santa Rita – Chiles 3. største vinhus opkaldt efter en italiensk helgen – har jeg skrevet om en del gange, så det skal jeg skåne jer for at gentage. Hvis I vil læse om vinhuset, så søg blot på Santa Rita her på bloggen … der er et par indlæg ;o)

Lad os i stedet kigge nærmere på denne Cabernet Franc vin, som kommer fra Floresta serien … som vel nærmest er en specialserie, som kun laves i nogle årgange. I serien findes der 4 vine, nemlig på henholdsvis Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc, Merlot og Cabernet Franc. Tidligere har der vistnok også været en på Syrah.

Denne Floresta Cabernet Franc ser ud til foreløbig kun at været lavet i denne årgang 2012 og – som de øvrige vine i Floresta serien – i et begrænset antal. Der er kun lavet 6.000 flasker af denne 2012 Floresta Cabernet Franc.

Det er ikke 100% Cabernet Franc, idet der er blandet 8% Merlot i vinen. Omvendt er der også blandet lidt Cabernet Franc i Merlot vinen, så på den måde er det vel meget retfærdigt? Druerne kommer fra marker i Colchuga Valley ved Pumanque, og høstes ved håndkraft. Maceration på 10 dage efterfulgt af lagring på franske egetræsfade, men hvor lang tid fremgår ingen steder.

I næsen er det svært at gætte, at det er Cabernet Franc, selvom der er en lille smule blyantstift, for næsen er stor og voluminøs. De druer har fået godt med sol. Det er mælkechokolade, engelsk lakrids, vanilje, sødme, godt med solbær … næsten marmelade, ganske frugtrig og fyldig som en ladeport.

I munden ændrer vinen imidlertid lidt karakter, for der er godt med tanniner og syre. Der er grafit, modne bær … men det mest karakteristiske er de voldsomme tanniner, som virkelig sætter sig på dine fortænder. Det er fortsat fyldigt og knap så stringent, let og direkte som i Loire. Egetræet fylder også lidt i smagsbilledet, men det er én af de bedre vine, som jeg har fået fra Viña Santa Rita.

Forhandles i flere supermarkeder, bl.a. hos Fleggaard ved grænsen, hvor den koster 129,99 kr.

Rating 4,5/7  

2014 Weingut Rudolf Fürst, Spätburgunder Tradition, Franken, Tyskland

2014 Weingut Rudolf Fürst, Spätburgunder Tradition, Franken, TysklandFredag er muslimernes hellige ugedag. Derudover er dagen opkaldt efter gudinden Frigg, som var Odins hustru. Frigg hedder på oldhøjtysk Frīa og fredag hedder netop på oldhøjtysk frīatag. Men alt dette er jo fuldstændig ligegyldigt … for det vigtigste ved fredag er, at det er Spätburgunderdag.

Dermed er fredag selvfølgelig også lidt en hellig dag … hvilket jeres flittige vinblogger a.k.a. Houlberg har løst med denne Spätburgunder Tradition fra et af de bedste vinhuse i Franken, nemlig Weingut Rudolf Fürst.

Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main, som ligger i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene. Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da hans far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst.

Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den “almindelige” mark Karthäuser i Volkach. Deres moderne vineri ligger midt i vinmarkerne og er bygget i 1979.

Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa. Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.

Fürst laver nogle af Tysklands mest spektakulære vine og hans top Spätburgundere koster også nemt omkring 100€. Vinene laves med minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade. Der anvendes gamle tyske kloner til husets basis Spätburgunder, mens der i de store cuvéer indgår Spätburgunder fra Dijon kloner.

Fürst er nok sammen med Weingut Stadt Klingenberg topproducenterne i Churfranken. Generelt får Fürst altid stor ros af vinanmeldere, bl.a. har Master of Wine Jancis Robinson i Financial Times kaldt Rudolf Fürst for en anerkendt Pinot Noir tryllekunstner i Tyskland … ikke kun med Spätburgunder, men også med den tidligere modnende Frühburgunder.

Fürst til vinbloggens fyrste
Fyrstelige dråber fra Fürst til vinbloggernes mørke fyrste … belønning på terrassen efter at ha’ slæbt havemøblerne ud på en solbeskinnet forårsdag.

Denne Spätburgunder Tradition er netop husets entry-level – basis – Spätburgunder, en rigtig Gutswein, hvor druerne kommer fra forskellige marker i Churfranken, klassisk Buntsandstein undergrund. Høstudbyttet ligger mellem 45-55 hektoliter pr. hektar. Vinen er lagret på 80% brugte barriques og den resterende del i større egefade i mindst 12 måneder. Vinen flaskes ufiltreret.

I glasset den sædvanlige transparente teglfarve … og så alligevel. Farven er måske en tand mørkere end normalt, men det er ikke meget. Som med andre Franken Spätburgundere, så er der ikke den søde animalske kostald i næsen, men mere en rustik næse med grannåle, grønne vinblade, mellemrøde bær … lidt maskulin og hårdtpumpet i udtrykket, hvid peber og friskfældede egetræer.

I munden er der noget typisk Franken Spätburgunder over vinen. Sådan mere anmassende … som Spätburgunder ofte er i Franken. Dér bliver vinene sjældent særligt søde, men byder i stedet på modne kirsebær, ribs, stramme tanniner og fyldig syre med lidt peber, kalk og andre gode mineraler. Maskulin, tæt og syrlig … men også en smule kantet i udtrykket. Meget mineralsk. Hmmmm.

Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 13,90€ … eller omkring 104 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Antoine Sanzay, Les Salles Martin, Loire, Frankrig

2014 Antoine Sanzay, Les Salles Martin, Loire, FrankrigMed næste hvidvin fra Loire er vi tilbage hos Antoine Sanzay, hvorfra jeg tidligere har smagt den flotte Cabernet Franc baserede enkeltmarksvin Les Poyeux. Her er det også en enkeltmarksvin, nemlig ren Chenin Blanc fra marken Les Salles Martin.

Antoine Sanzay holder til i den lille by Varrains under appellationen Saumur-Champigny i Loire-dalen. Han overtog vingården i 2002 efter faderens død.

Antoine er selv udlært vinmager og har tidligere arbejdet hos Clos Rougeard i Loire. Da han overtog efter faderen og startede Domaine Sanzay, så var det målet, at lave egne, naturlige vine med skånsomme, traditionelle og gammeldags teknikker. Indtil da havde faderen blot solgt sine druer til andre producenter.

Med råd fra vennerne, de lokale vinproducenter Romain Guiberteau fra Domaine Guiberteau, Nady Foucault fra Clos Rougeard og Richard Desouches fik Antoine hurtigt gang i produktionen fra gården samlede 11 hektar vinmarker i Varrains, Chacé and St-Cyr-en-Bourg, bl.a. de to topmarker La Haye Dampierre og Les Poyeaux.

Der dyrker Antoine næsten udelukkende Cabernet Franc, men 0,4 hektar er dog tilplantet med Chenin Blanc. Og det betyder, at vinhuset laver 3 forskellige rødvine samt denne hvidvin Les Salles Martin, som der imidlertid produceres så få af, at den næsten altid skal bestilles En-Primeur.

De tre rødvine er først en domaine rød … Antoines entry-level vin og så de to enkeltmarksvine La Haye Dampierre og Les Poyeaux. Den samlede produktion ligger på omkring 18.000 flasker årligt.

Siden 2009 har alle marker været drevet økologisk, og Antoine er også i gang med at bruge biodynamiske principper. I kælderen er det meget oldschool, hvor Antoines forstår vigtigheden er lang, kold og blid fermentering af vinene, således der udtrækkes de mest komplekse aromaer af frugten. Han anvender også alene vild gær fra druerne, da dette efterlader et mere nøjagtigt og unikt fingeraftryk i vinen.

I det hele taget har Antoine Sanzay lokalt et ry for at være en vinnørd. Han elsker selv vine fra favoritproducenter i Bourgogne, det nordlige Rhône eller fra Bordeauxs højre bred, og lovpriser hurtigt disse vines dyder. Han er mere beskeden omkring sine egne vine, som ellers er ved at blive ret populære.

Denne Les Salles Martin er som nævnt 100% Chenin Blanc fra marken Les Salles Martin, en sydøstvendt parcel, hvor vinstokkene er omkring 40 år gamle, mens jorden er ler- og kalkholdig. Høstudbytte ligger pænt på 45 hektoliter pr. hektar, og efter høst presses druerne, hvorefter vinen gærer på både ovale foudres samt brugte barriques, som Antoine køber fra Domaine Leflaive i Puligny-Montrachet. Vinen lagrer hele 12 måneder.

Og det er klart aftenens bedste hvidvin, men også en vin, som delte vandene. I næsen er vinen godt parfumeret med lidt sæbe, lavendel, kandiseret appelsin, lidt eg … frugten er sådan meget moden i næsen. Smagsmæssigt er vinen dog meget frisk, syrlig, en rigtig god syre med mineralske noter og meget ren frugt. Direkte og præcis.

Forhandles hos Vinimperiet, hvor prisen er 176 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Weingut Bründlmayer, Grüner Veltliner Loiser Berg, Kamptal, Østrig

2012 Weingut Bründlmayer, Grüner Veltliner Loiser Berg, Kamptal, ØstrigForleden smagte jeg den fantastiske Grüner Veltliner fra Fred Loimer i Langenlois i Kamptal … og nu er vi såmænd dér igen, Grüner Veltliner fra området omkring Langenlois, men denne gang med vinen Grüner Veltliner Loiser Berg fra Weingut Bründlmayer.

Vingården ligger som nævnt i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien og ejes og drives af Willi Bründlmayer. Han overtog gården efter sine forældre i 1980 og er en meget venlig og uhyre beskeden vinbonde.

Willi ejer i alt 60 hektar vinmarker, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.

De bedste marker er Zöbinger Heiligenstein, Loiser Berg, Langenloiser Berg Vogelsang og Käferberg og undergrunden er præget af sten, gammel vulkansk jord, skifer, kiselholdige sten samt de sten, som man lokalt kalder Loisberger granater.

Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig.

Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men Willi producerer også 30% rødvin.

For Willi Bründlmayer er den økologiske balance meget vigtig, så der anvendes udelukkende økologisk gødning i vinmarkerne, dvs. kogødning, grøngødning og komposteret vegetabilsk affald. Der laves også små vandområder omkring flere af vinmarkerne. Det forhindrer erosion og forbedrer mikroklimaet. Der bruges ingen pesticider

Denne vin kommer netop fra en af de bedste marker, nemlig fra Loiser Berg, som ligger på en syd-sydøstliggende skråning, der er mindre udsat for vind. Jorden er lidt federe og varmere og har et mere beskyttet mikroklima. Druerne plukkes i slutningen af oktober. Vinen gærer ved 15-20 grader inden den kommer på store træfade for yderligere modning.

Duftmæssigt sådan lidt urtet, krydret … vi snakker grønne blade, blade fra vinrankerne, laurbær, pærer, flæsk og lidt næsten svag oxyderende note samt lidt frisk lime. Vinen er også næsten list biodynamisk i udtrykket med lidt indelukket stald eller gærende ensilage til køer. Ganske inspirerende næse.

Smagen er frisk, grøn, krydret med lidt mineraler og lidt varm i udtrykket. Syren er sådan set okay, men måske en smule volumiøs og krydret af en Grüner Veltliner. Intensiteten er god ganske god, så samlet indtryk er helt fint.

Købt hos Jysk Vin, pris 149 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Rings, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Rings, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDie dänische Spätburgunder geek alias vinbloggeren Houlberg har fundet ud af én ting … es ist Freitag. Og det betyder jo Spätburgunder på bordet i det houlbergske hjem, hvilket nu er løst med denne sene burgundervin fra Weingut Rings.

Weingut Rings ligger i den lille by Freinsheim omkring 15-16 kilometer vest for Mannheim og Rhinen i Pfalz. Vinhuset er grundlagt i 1960 af Friedrich Weinheimer, men blev senere overtaget af datteren Trudi samt hendes mand Willi Rings. Imidlertid begyndte familien først i 1993 at lave vine under eget navn … og det blev den reelle start på Weingut Rings.

I dag er det Willi og Trudis sønner Steffen og Andreas Rings, som driver vingården med samlet 24 hektar vinmarker. Markerne er fordelt på 23 forskellige parceller beliggende omkring Freinsheim, Ungstein og Kallstadt. Det er primært markerne Schwarzes Kreuz, Weilberg, Saumagen, Felsenberg, Steinacker og Nussriegel.

Der dyrker brødrene de hvide sorter Riesling, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer samt de røde sorter Spätburgunder, St. Laurent, Portugieser, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Syrah.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine. Denne almindelige Spätburgunder er selvfølgelig huset entry-level vin … altså en Gutsweine. hvor druerne kommer fra forskellige marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men lagret på brugte egetræsfade i 11 måneder. Flaskes ganske ufiltreret.

Og det ufiltrerede kan ses i glasset … ganske transparent, men let uklar væske, hvilket er helt herligt. Uklart herligt. Ganz schön, som man vist siger dernede. I næsen helt klassisk tysk Spätburgunder … sød stald, kirsebær, bolsjer, urter, eg, røg, lidt kanel, vanilje … ja endda en smule chokolade også. Helt straight i duften.

I munden letkrydret, stringent med hindbær, kirsebær … præcis syre med lidt jernagtige, mineralske elementer. Det er dog ikke mineraliteten som præger smagsbilledet, men syre og urter. Meget behagelig og måske en lidt rustik, simpel Spätburgunder, men på en fredag yderst velkommen.

Købt på weine.de til 10,20€ … eller omkring 76 kr. Oxholm Vin er dansk forhandler. Der koster vinen 149 kr.

Rating 4,5/7   

2013 Weingut Karl May, Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Karl May, Riesling Trocken, Rheinhessen, TysklandHvorfor ikk’ nuppe noch einer Riesling? Denne kommer fra Karl May … rolig nu, jeg sagde Karl May og ikke Carl-Mar, selvom det såmænd er en lille sexet vin.

Weingut Karl May holder til i byen Osthofen i den sydlige del af Rheinhessen midt i Wonnegau området. Vinhuset stammer tilbage fra 1815, men drives i dag af 7. generation på vingården i form af brødrene Peter og Fritz May.

De er begge uddannede økologer og har inden overtagelse af familiens vingård rejst til vingårde i Østrig, New Zealand og Australien. Derudover har de også arbejdet lidt i Tyskland inden de selv begyndte at lave deres egne vine.

Vinhuset har samlet 20 hektar vinmarker, hvilket brødrene siger svarer præcist til 25 fodboldbaner og 100.000 vinstokke, som siden 2007 har været dyrket økologisk.

Vinene er meget tradtionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine, men derudover også to røde Jahrgangsweine på bl.a. Cabernet Sauvignon og de laves kun i de bedste år. Og så laves der brødrenes signaturvine, nemlig de to vine Blutsbruder – blodbrødre – som de to brødre er blevet kendt for.

Ja faktisk kaldes vinhuset nogle gange for Blutsbruder Karl May med reference til brødrene og disse vine.

Nå, men her har vi fat i en af husets Gutsweine … Riesling Trocken lavet på rustfrie ståltanke. Duftmæssigt virker det som om, at denne har lidt mere krop og fylde end forrige Riesling. Den er mere rund med lidt nødder, pinjekerner, pærer, æbler, abrikos …. sådan lidt sødkrydret og med god dybde og mere kompleksitet.

Smagen bevæger sig fint på en syre/sødme balance med lidt krydrede elementer. Okay, men en anelse kantet og unuancieret. Den er dog samlet en tak bedre end forrige vin og en ganske okay Riesling.

Købt på weine.de, pris 7,90€ … eller omkring 59 kr.

Rating 4,5/7   

2011 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2011 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, PortugalFortsat et par vine bagud fra sidste uge … og én af disse er denne Meandro Tinto fra det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meâo, som ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.

Quinta do Vale Meâo stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa.

Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området, og i perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form. Desværre var glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården, og han begyndte den lange og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt og andre medejere af ejendommen. I 1994 blev han og hans børn de eneste ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne vinifikationsudstyr samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 (som var et fremragende år Portugal) kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 Point.

Vinen her “Meandro Tinto” er vingårdens 2. vin og er lavet på de lokale druer 30% Touriga Franca, 35% Touriga National, 27% Tinta Roriz, 3% Tinta Barocca, 3% Sousão og 2% Tinta Cao.

Duftmæssigt fornemmes det øjeblikkeligt, at vinen har fået godt med sol, fyldig, mørk, moden med solbær, en smule grønt samt krydderier. Smagsmæssigt masser af sødme, igen sol og varme, mørke og modne bær … nærmest frugtekstrakt og koncentreret frugtsaft og lakrids. Meget venlig og letdrikkelig.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., men beskedne 99 kr., såfremt der købes 6 flasker.

Rating 4,5/7