Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2010 Vidal-Fleury, GSM, Rhône, Frankrig

2010 Vidal-Fleury, GSM, Rhône, FrankrigNæste vin fra sidste weekends fest er denne GSM Rhône vin.

Vinhuset hedder Vidal-Fleury, blev grundlagt i 1781 og er beliggende midt i de berømte Côte-Rôtiemarker. Det er det eneste vinhus i Rhônedalen, der har lavet vin uden afbrydelse siden 1781. Vinhuset ejer en perlerække af vinmarker i den nordlige del af Rhôneområdet, men køber udvalgte druer fra hele Rhônedalen.

Guigal, verdens bedste winemaker, og generelt anset som Rhônedalens bedste producent, købte vinhuset i 1984. Etienne Guigal, Marcels fader, blev oprindeligt udlært og arbejdede hos Vidal-Fleury i en årrække. Vidal-Fleury producerer vine fra flere appellationer i Rhônedalen end noget andet Rhônehus, heriblandt berømte appellationer som Côte-Rôtie, Condrieu, Hermitage, Châteauneuf-du-Pape, Cornas, Sainit-Joseph, Crozes-Hermitage, Gigondas, Vacqueyras, Tavel, Cairanne, Côtes du Rhône Villages, Côtes-du-Rhône og Ventoux. Enkeltmarken La Chatillone i Côte- Rôtie (i Côte Blonde) er husets flagskib. Som Robert Parker skriver:” This well-known producer is clearly on the upswing in quality with their brand new winemaking facility in full operation since 2009.” Vinene vinificeres i det nye state-of-the-art winery som blev færdigt i 2008, og er specielt bygget til at lagre vinene indtil de er klare til salg. Vinene fremstilles af Vidal-Fleurys eget winemakerteam.

GSM er en ny vin som Vidal-Fleury introducerede i 2009. GSM står for druerne Grenache – Syrah – Mourvèdre – de 3 mest kendte druer til rødvinsproduktion i Rhônedalen. Druerne kommer fra hele Rhônedalen.

Duften er frisk, der er modne bær og lidt blomster, kål, skifer. Smagen er frisk med antydning af lidt jordbær, hindbær med strejf af timian og lidt grøn peber fra Syrah-druen. Eftersmagen er beskeden og vinen er måske lidt anonym, og efter min vurdering den svageste af vinene denne aften, men en vin som rigtig mange af festdeltagerne var vilde med. Vinen har da også fået en række gode anmeldelser, specielt set i forhold til prisen … og der er jeg nok også enig. God vin til pengene.

Købt hos Philipson Wine til 39,95 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 3/7  

2010 Castello delle Regine, Poggio delle Regine Rosso IGT, Umbrien, Italien

2010 Castello delle Regine, Poggio delle Regine Rosso IGT, Umbrien, ItalienMed aftenens første rødvin blev vi i Italien, eller helt præcist i Umbrien midt i Italien, hvor vi finder vingården Castello delle Regine.

Castello delle Regine er en gammel befæstning, og godset har i dag ikke mindre end 1.000 hektar jord med kvægopdræt, jagt samt produktion af olivenolie og vin. Den gamle befæstning er kendt under navnet Castelluccio Amerino, og jorden er beliggende i Regine Valley mellem Narni og Amelia. Godset er oprindeligt fra år 600 og har gennem tiderne været hjemsted for mange adelige familier i regionen. Hovedbygningen er opført omkring år 1500.

I dag er godset ejet af advokat Paolo Nodari, der gennem de seneste 20 år har restaureret godset, udvidet med moderne vineri, som han – med respekt for godsets historie – har kaldt Castello delle Regine , som jo betyder ”prinsessens slot”. I dag består ejendommen også af en 1. klasses restaurant “Podernovo”, ferielejligheder og feriehuse.

Jeg har tidligere anmeldt vingårdens topvin, Castello delle Regine Merlot, men her har vi vingårdens basis cuvé, Poggio delle Regine Rosso, som er lavet på 85% Sangiovese samt 15% Syrah og Merlot.

Duftmæssigt faktisk overraskende god, der er solbær, mørke bær og våd muldjord, uhmmm. Smagsmæssigt dejlig tørhed, fortsat de mørke bær, og endda meget intenst. Der er også fin blødhed og god eftersmag. Er faktisk en tand bedre her på andendagen, så giv endelig vinen lidt luft. Thumbs up, for vinen giver bestemt meget udbytte i forhold til den beskedne pris.

Købt i SuperBest på tilbud under en vinfestival til 300 kr. for 6 flasker, og det er en god pris.

Vinanmeldelse 4/7   

2010 Mollydooker, Velvet Glove Shiraz, Mclaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Velvet Glove Shiraz, Mclaren Vale, AustralienSå kom turen til Mollydookers flagskib, Velvet Glove, som Keeper havde medbragt. En sexet og hypet vin, som vi havde snakket om og set frem til, siden den blev købt i foråret.

Druerne til denne vin kommer alene fra Gateway vinmarken i McLaren Vale og vinen er modnet på 100% amerikanske egetræsfade. Under selekteringen af druerne, benyttes kun de bedste druer til Velvet Glove. Det betyder at der ikke nødvendigvis bliver lavet Velvet Glove alle år, men indtil nu er da den lavet hvert år siden 2006. Ligesom Amon-Ra har Parker givet 2010 Velvet Glove 97+ point.

Vinen leveres i den mest charmerende, sexede og indbydende indpakning, som man kan forestille sig. Dette er også med til at skrue forventningerne til denne vin helt i vejret, hvilket nok er helt urimeligt, for hvor meget bedre end Carnival of Love kan denne vin blive? Og kan prisforskellen retfærdiggøres?

Flasken har form … nærmest som en bowlingkegle. Der er også, som alle Mollydooker vine, skruelåg på. Etiketten – formet som en handske – er sort fløjl med sølvbroderet tekst … meget elegant, ikke bare elegant, men nærmest overlegent. Keeper insisterede da også på, at han skulle have den tomme flaske med hjem til at pynte i vinkælderen … og jeg forstår ham til fulde.

Der blev i øvrigt af årgang 2010 lavet 1.474 kasser af vinen, men da vinen skulle lastes til eksport ved havnen i den sydlige del af Adelaide, tabte en gaffeltruck 462 kasser af Velvet Glove 20 meter ned, og alle vinene gik itu … et tab til over 1 mio. dollar. Suk. Her kan man da græde over spildt mælk. Suk igen.

I glasset mørk som bare fanden … på det punkt adskiller den sig ikke fra aftenens tidligere vine. Duftmæssigt er der blommer, solbær, likør, lædersæder fra en gammel Corvette Stingray, nødder, krydderier, chokolade og lakrids.

Smagen er utrolig cremet, og en fløjsblød fornemmelse rammer med det samme din tunge sammen med mørke bær, tobak, lakrids, krydderier og en ganske tydelig tørhed.  Der er lidt svampe, vanilje fra egetræsfadene, og den er en utrolig fyldig vin, som samtidig er meget velbalanceret. Er man til frugtbomber, så er dette kongen … en jernnæve i en fløjlshandske.

Købes hos Atom Wine eller The Wine Company, prisen er 1.099 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2006 Ben Glaetzer, Amon-Ra Shiraz, Barossa Valley, Australien

2006 Ben Glaetzer, Amon-Ra Shiraz, Barossa Valley, AustralienNæste vin havde jeg medbragt for at lave en lille battle imod Velvet Glove, og det er en vin, som jeg tidligere har smagt … dog ikke i ædruelig tilstand, hvorfor jeg havde glædet mig til at smage vinen igen. Det er den berømte Amon-Ra fra australske Ben Glaetzer.

Ben Glaetzer blev bogstavelig talt født til at være vinmager. Hans far er Colin Glaetzer, Barossa Valleys ”grand old man”. Når Bens legekammerater omdelte aviser eller slog græsplænen for at få deres lommepenge, gik den unge Glaetzer til hånde i faderens vingård. I en alder af 14 år kunne han reelt arbejde som fuldbefaren vinmager, selvom han ifølge de australske myndigheder ikke måtte smage på vinen, før han fyldte 18 år.

Ben Glaetzer er den australier, som har scoret flest anmeldelser over 95 point i Robert Parkers vinmagasin, The Wine Advocate. Opskriften på hans succes er ganske simpel; Høst et begrænset udbytte fra exceptionelt gamle vinstokke (op til 120 år), som vokser på de bedste marker. Ved at vinificere vinene meget nænsomt, bevarer Ben vinenes elegance og friskhed, også selvom de er kolossalt koncentrerede.

Ben er involveret i tre vinprojekter: Han er medejer af Heartland Winery, som fremstiller ”value-for-money” vine på druer fra forskellige distrikter i South Australia. Han er også medejer af Mitolo Wines, hvor han laver ufattelig intense vine på druer fra McLaren Vale og Barossa Valley. Sidst men ikke mindst leder han Glaetzer Winery, hvor han fremelsker en række vine, der regnes for referencepunkter i Barossa Valley.

Amon-Ra er Ben Glaetzers topvin, og tillige en af verdens bedste Syrah/Shiraz-vine. Vinen laves på druer fra det eksklusive Ebenezer-distrikt i Barossa Valley, og er lagret 15 måneder på 100% nye fade af fransk og amerikansk eg.  Mine noter fra aftenen siger; igen en vin sort som kul. Duften er meget udpræget engelsk lakrids, sød tobak og generelt sødme, der er blåbær og solbær og det hele er meget intens.

Smagen er kæmpestor, og en ordentlig mundfuld af sødme, mørke overmodne bær … en meget ren smag af frugt. Der er også peber, vanilje, lidt eg og igen er smagen meget cremet og fløjlsblød. Eksplosiv, ren rå power, men pakket ind med elegance og struktur. Flot vin, som Parker i øvrigt også tidligere har giver 97+ point.

Købt i Randers Vinhus, og prisen i dag ligger omkring 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Mollydooker, Carnival of Love Shiraz, McLaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Carnival of Love Shiraz, McLaren Vale, Australien Næste vin Carnival of Love er søstervinen til Enchanted Path, blot lavet på 100% Shiraz, og en vin jeg har smagt flere gange før, senest tilbage i januar måned.

Det med søster er egentlig ikke helt misvisende, for etiketterne på Carnival of Love og Enchanted Path danner tilsammen en smuk sammenhængende kærlighedshistorie, og de to vine er begge eneste vine i det næsthøjeste niveau i Mollydookers sortiment, hvor kun Velvet Glove ligger over. Keeper havde medbragt denne dejlige kærlighedsvin.

Druerne til Carnival of Love er – ligesom med Velvet Glove – dyrket på vinmarken ”Gateway” i McLaren Vale og er også lagret på 100% amerikansk eg. Parker har givet vinen 95 point i denne årgang 2010.

Igen en ultra mørk vin i glasset. Duften er solbær, brombær, lakrids … i en monsterstor eksplosion. Der er også lidt chokolade og røg/cigaræsker, og en masser sødme, som også går igen i smagen, som er cremet og meget fløjlsblød … meget mere blød end Enchanted Path, hvilket kan undre, når denne vin er ren Shiraz, mens Enchanted Path jo har en del Cabernet Sauvignon tilsat, og dermed burde være blødere. Det er imidlertid ikke tilfældet. Eftersmagen er lang og munden er nærmest bedøvet efter vinen er sunket. Det er en ordentlig mundfuld, men smager sgu meget godt af en frugtbombe at være.

Købes hos Atom Wine eller The Wine Company, prisen er 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Mollydooker, Enchanted Path Shiraz/Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Enchanted Path Shiraz/Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, AustralienNæste Mollydooker i aftenens imponerende line-up blev denne Enchanted Path, som vel nærmest kan oversættes til “den fortryllede sti”.

Jesper havde medbragt vinen for at gøre line-up’et af de største Mollydooker vine komplet.

Vinen er på 65% Shiraz og 35% Cabernet Sauvignon og octan-tallet ligger fortsat way up på de 16%. Druerne til vinen kommer fra vinmarkerne “Gateway” og “Prime” i McLaren Vale, og vinen har lagret på nye fade, 93% amerikanske og 7% franske. Parker har givet vinen i denne årgang 94 point.

Igen … mørk, næsten sort som blæk i glasset. Duften er læder, tobak, lakrids, eucalyptus, mørke bær, blommer … en smule chokolade og det hele meget intens.

Smagen er cremet og der er bestemt fløjl på tungen, men denne vin har også mere skarphed og er knap så meget frugtbombe som de øvrige Mollydooker vine denne aften. Man fornemmer også klart den store alkohol. Måske vinen skulle have flere år på bagen inden åbning. Smagsmæssigt også masser af mørkerøde bær, en virkelig intens frugt.

Alt i alt en okay vin, som dog denne aften blev overgået af de øvrige “high octan” vine fra landet “down under”.

Igen kan man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om merprisen på ca. 200 kr.  i forhold til fx Gigglepot giver en markant bedre vin ? Pointmæssigt har jeg vinene på samme niveau.

Købt hos Atom Wine, prisen er 495 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2007 Jean-Louis Chave Selection, Saint-Joseph Offerus, Rhône, Frankrig

2007 Jean-Louis Chave Selection, Saint-Joseph Offerus, Rhône, FrankrigHjemvendt fra ferie, og har savnet min blog, som har ligget stille i 1½ – 2 uger. Ikke fordi, at jeg har haft det store at skrive om, idet ferien i år gik til Kroatien – konens valg – og satans til land, hvor det er umuligt at finde god vin.

Men heldigvis gik vejen hjem omkring Franken, hvor vi fik set lidt vinmarker og smagt et par vine. Fik også en 12 stk. flasker med hjem, 4 tyske hvide af forskellige slags og 8 tyske spätburgundere, så der er lidt at se frem til i den kommende tid … hvis altså vejret arter sig.

Vejret i Danmark indbyder nemlig ikke til de store udendørs aktiviteter, og dermed heller ikke til spätburgunder, så dagen i dag gik med at få ryddet op i vinkøleskabet, og fandt 3 stk. af denne Offerus fra Jean-Louis Chave Selection serie. Hvorfor ikke knappe én af dem op, og se nærmere på den. Jeg har tidligere skrevet indlæg om Jean-Louis Chave Selection – nemlig hans Mon Coeur, så jeg vil ikke trætte jer med en masse facts.

Denne Saint Joseph Offerus blev første gang udgivet i 1995. Jean-Louis ønskede at genskabe en Saint Joseph, der gav udtryk fra denne østlige del af Ardeche, og han fandt samarbejde med 10 små domainer, der arbejdede ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder.

Jean-Louis er i kontakt med domainerne i vækstperioden, under høsten og vinifikationen. En del af druerne vinificeres dog i Chaves kældre, og al vinen lagres her separat enten i cementtanke eller på egefade med hensyn til hver enkelt cuvée’s behov i 12-18 mdr. Når alle elementer er veldefinerede, begynder blandingsprocessen, der har som mål at producere en komplementerende blanding uden at ofre den enkelte cuvée’s forskellighed.

Duften er helt i særklasse. Der er blyanter, grafit, brun lerjord, anis, krydderier, røde frugter. Smagen også meget kompleks med et fint blyagtigt tanninbid, som sikrer en god lang eftersmag. Lidt krydret i eftersmagen måske, men det hænger fint sammen. Lidt røg i smagen sammen med blommer eller mørkerøde bær. Meget klassisk Rhône i sin stil og helt sikkert en rigtigt elegant vin med kontrolleret power.

Købt hos Jysk Vin – pris er 167 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Perrin & Fils, Perrin Nature Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Perrin & Fils, Perrin Nature Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMens en lille sommerfugl smagfuldt pryder etiketten er det … i takt med sommerens forhåbentlige komme, igen tid til en vin fra Perrin brødrene Perrin & Fils, som jeg tidligere har anmeldt vine fra, bl.a. deres 2010 Perrin & Fils, Perrin Réserve, Côtes du Rhône og deres 2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel, Côtes du Rhône Rouge. Her er vi dog ovre i en vin udelukkende på økologiske druer, og i det hele taget går man meget op i økologi hos Beaucastel.

Der har ikke været brugt kemisk gødning (hvad angår Beaucastel) siden 1964. I stedet har man fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning.  Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.

Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. ha, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet.

Druerne høstes manuelt fra terrasseformede marker i det østlige Rhône, ikke langt fra Ventoux skråningerne. Sammensætningen er traditionel med Grenache, Syrah, Mourvèdre og Cinsault. Vinene i Perrin serien vinificeres på Château Grand Prébois ikke langt fra Château de Beaucastel.

Duften er Rhône … måske med lidt mere grønne toner end normalerweise, også lidt anis. Igen en lidt klassisk stil fra Perrin brødrene.

Smagen også lidt derefter, om end måske ikke så elegant som nogle af de øvrige vine fra samme firma. Der er meget lyserød frugt, der er kirsebærkerner, og vinen er meget tør på en lidt krydret måde. Det smager faktisk ganske godt, og er en lille fin charmetrold til prisen.

Købt hos Sigurd Müller til omkring 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Terres d’Avignon, Domaine de la Croisette Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2009 Terres d'Avignon, Domaine de la Croisette Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigVin en hverdagsaften … hvad er så bedre end en god hverdagsvin? Domaine de la Croisette fra Rhône er netop sådan en slags. Ganske fornuftig at drikke og til en fornuftig pris.

Vi er i byen Morières-lès-Avignon, nemlig hos koorperativet Terres d’Avignon, som laver vin for ikke mindre end 260 lokale vinbønder. Terres d’Avignon opstod i 1992 ved en fusion mellem 3 kooperativer i Le Thor (grundlagt 1925), Morières-lès-Avignon (grundlagt 1929) og Châteauneuf-de-Gadagne (grundlagt 1929).

De 260 medlemmer leverer vin fra 700 ha og produktionen er 30.000 hektoliter, hvoraf 80% er Cotes du Rhone/Cotes du Rhone Village. Man modtager vin fra den aller sydligste del af Cotes du Rhone området: Avignon, Montfavet, Morières-lès-Avignon, Châteauneuf-de-Gadagne, Jonquerettes, Saint Saturnin-les-Avignon, Vedène, Le Thor og Caumont-sur-Durance.

Denne vin hører til koorperativet “supermarkeds sortiment”, og har fået sit navn fra den vingård, som leverer druerne til denne vin. Vingården Domaine de la Croisette har nemlig et lille kors placeret højt oppe på gårdens bygninger, helt oppe ved taget, og det har givet navn til både vingården og denne vin.

Vingården har været ejet af samme familie i tre generationer. I gammel tid ejede paverne i Avignon gården, og her producerede paverne så den vin, som de skulle bruge til deres messer. Ja, de var nogle ihærdige paver. Vinen er lavet på Grenache og Syrah.

I glasset fint granatæblerød vin. Duftmæssigt er der krydderier, modne frugter, syre, varme. Smagsmæssigt lidt fedme, lakrids, og stram syre, som bare sidder i overmunden. Faktisk ganske okay, selvom den måske snerrer en smule af mig. Oplevede også, at den bliver bedre, når den har stået et stykke tid og fået lidt luft. Fint med frugt i smagen. Det er en fint hverdags Rhône og en vin, som mange vil kunne drikke med velbehag.

Købt hos Lorentsen Vin i Ebeltoft til 50 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2004 Cortes de Cima, Syrah, Alentejo, Portugal

2004 Cortes de Cima, Syrah, Alentejo, PortugalLandskamp mellem Danmark og Portugal, og en af venerne er lige kommet forbi til lidt bold og et glas vin.

Hvilken vin kan være mere passende til kampen end denne Cortes de Cima fra den danske vinmager Hans Kristian Jørgensen?

Lige siden jeg for mange år siden, en aften sammen med konen, drak 2 flasker af hans topvin Incognito, har jeg været begejstret for denne danske vingård i Portugal.

Cortes de Cima ligger i Alentejo i det sydlige Portugal. Markerne, der primært består af brun lerjord med kalk, er begunstiget med solrige, tørre somre og våde vintre, mens en bjergkæde mod nord beskytter mod de fremherskende nordvestlige vinde.

Da Hans Kristian Jørgensen slog sig ned i området i 1988, blev han anbefalet at plante hvide druer,- de gav mere udbytte og var lette at sælge til det lokale kooperativ.

Men Hans Kristians vurdering af det varme klima var, at området var bedre at dyrke rødvin i, hvilket han blev bekræftet i af UCA i USA. Ud af de for området ni tilladte rødvinsdruer fandt han kun de fire anvendelige og indførte derfor den forbudte Syrah.

Vinstokkene blev plantet efter anvisning af Richard Smart, hvor druerne vokser 60 til 110 cm over jorden. Resultatet er, at druerne hurtigere køles af om aftenen med længere tids modning til følge, og at man i kraft af den højere luftcirkulering ikke har behov for at sprøjte mod svampe i samme grad som ved det lokalt anbefalede system, hvor druerne er tæt på jorden.

Både Syrah og Raised Canopy-system er lokalt forbudt – deraf navnet på netop hans topvin, Incógnito, da begge ting skulle listes ind. Senere, da den første årgang af Incógnito (1998) vandt adskillige medaljer, og for alvor bragte Portugal på den internationale vinscene, begyndte Hans Kristian Jørgensen at vinde respekt – ikke alene blandt alverdens vinskribenter, men også blandt forbrugerne.

I glasset en mørk og tæt fætter. Duftmæssigt synger vinen den gamle Fats Domino klassiker “I found my thrill, on Blueberry Hill”, for der er tons af blåbær dufte i vinen sammen med overmodne blommer, sødme og en smule stald. Dufter faktisk rigtigt godt.

Smagsmæssigt  er frugten også helt i front, der er kirsebær og blåbær, peber … heldigvis ikke dominerende, men den er der. Der er også masser af sødme, selvom tanninerne også viser tænder og hænger i det øverste gebis. Vinen hænger rigtigt godt sammen, selvom den måske er lidt til den fyldige og søde side. Kan bestemt anbefales.

Købt i Vinspecialisten til 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7