Så kom der Bourgogne på bordet … igen smagt blindt, og ingen problemer med at gætte den. Jeg skød endda også på Pommard, og det var også rigtigt. Vi er hos Domaine Henri Montagny og vinen er en Pommard 1’er Cru Chanlins Bas, dvs. enkeltmark, og her i en årgang 2003 … et af de bedre år i området.
Domaine Henri Montagny er en lille familieejendom på 6,5 hektar, som ligger i Volnay. Ejendommen har i øvrigt tidligere været sommerresidens for hertugerne af Bourgogne, så historisk er den også meget interessant.
Den har i flere generationer været drevet af Montagny familien, og siden 2003 har det været Henry Montagnys børn, Marie-Paule og Jean-Claude Montagny, som har forestået driften.
Udover vinproduktionen er Marie-Paule også produktiv indenfor sin anden lidenskab, nemlig maleriet. Hun maler værker med blomster, vingårde, landskaber, landsbyer. Herudover laver hun dekoration til vinetiketter. Vil gætte på, at det også er Marie-Paule, som har tegnet etiketten til denne vin … med den flotte skål og vinbladene. Men det er kun et gæt.
Høsten sker manuel og vinfremstillingen er helt traditionelt. Ellers findes der ikke meget information på nettet om vingården i øvrigt.
Vi har her i glasset en Pommard 1’er Cru fra marken Chanlins Bas, som er én blandt i alt 28 marker, som er kategoriseret som værende 1’er Cru marker. Jeg gættede Pommard ud fra kraften og farven i vinen, en tak mørkere end Bourgogne vine normalt, og det afsløres også i glasset.
Farven er fortsat teglfarvet … men nok lidt mørkere tegl. Holdes vinen op mod et hvidt stykke papir afsløres alderen ved brunlige nuancer i kanten af glasset. Duften er en smule indelukket med kælder … næsten muggen kælder, hindbær, violer … og så lidt syre.
Smagen er unægtelig Bourgogne, stram med bitre kirsebær, godt med syre og tannin, mere “bulder” end normalt, men det er nok Pommard-kraften, der slår igennem. Måske en anelse indelukket i smagen også.
Købt hos producenten, pris ukendt. Har fundet en årgang 2009 på nettet, den koster 30,70€.