2017 Albert Sounit, Rully Blanc 1. Cru Les Raclots, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Rully Blanc 1. Cru Les Raclots, Bourgogne, FrankrigDen sidste hvidvin ved Knud Kjellerup smagningen blev naturligvis storesøsteren til foregående vin, nemlig Sounits 2017 Rully Blanc 1. Cru Les Raclots.

Druerne til Albert Sounits Les Raclots opkøbes af familen Jeunet, der ejer størstedelen af denne 1. Cru mark. Les Raclots 1. Cru marken er den mark, som ligger længst mod vest af alle Maison Albert Sounits marker i Rully på den store markante skråning vest for landsbyen Rully. Det er på denne markante skråning, at nogle af Rullys allerbedste 1. Cru vinmarker ligger.

Les Raclots er sammen med nabomarken Rabourcé som nord nogle af de stejleste marker i Rully, og undergrunden består primært af kalk og sten. Marken ligger lige ovenover Les Cloux marken, og den højere beliggenhed giver også lidt mere kølighed og mineralitet.

I forhold til fx La Pucelle marken, så har Les Raclots større sten, som er med til at holde længere på solens varme, hvilket normalt giver vinen mere krop, varmen og modenhed.

Chardonnay-vinstokkene er omkring 35 år gamle, og vinen er stort set lavet på samme måde, som foregående vin, dvs gæret og lagret 10 måneder på 228 liter og 300 liter egetræsfade, hvoraf 15% er nye. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

I næsen er Rully 1. Cru Les Raclots mere rank, kraftig, fylde og måske endda også mere mineralsk. Der fornemmes en smule kalk og kridt, men derudover godt med fad, eg, vanilje suppleret med eksotisk frugter, blomster og hvalpet fedme. Samlet fremstår vinen dig samtidig utrolig rank og elegant.

Smagsmæssigt er det igen en utrolig cremet vin og det virker som om, at det cremede er meget mere tydelig i denne årgang 2017 end i foregårende årgang. Der er fortsat stor mineralitet og en stringent syre. som holder rygraden meget rank. Det er virkelig god vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, FrankrigEfter de 2 hvidvine fra Domaine Bernollin, så smagte jeg 2 hvidvine fra Masion Albert Sounit, hvor denne første 2017 Rully Blanc Les Saint Jacques virkelig fik mit hjerte til at smelte.

Vinen er lavet med druer fra marken Les Saint Jacques, der ligger på en skråning med 10% hældning mod øst/sydøst. En del af skråningen består af 1. Cru parcellerne Les Raclots og La Pucelle, men druerne til denne 2017 Rully Blanc Les Saint Jacques kommer altså fra parcellen Les Saint Jacques fra den del af marken, som ikke er kategoriseret 1. Cru. Det gør dog nødvendigvis ikke vinen spor ringere.

På Les Saint Jacques består jordbunden hovedsageligt består af brun lerjord blandet med småsten, kalk og sand og vinstokkene er plantet tilbage i 1985.

Vinen er gæret på på egefade og undergår efter endt fermentering en 100% malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagrer 10 måneder sur lie på 228 liter og 300 liter egetræsfade, hvoraf 33 % er nye, 33 % 1 år gamle og de sidste 33 % 2 år gamle. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

Næsen emmer af smørfedme, fed og smækker, godt med eg, vanilje, blomster, nødder, tropiske frugter, ananas, grape og igen mineralitet, som er noget anderledes end Montagny, nærmest med mere kridt, mere friskhed og lethed.

Smagen bærer også præg af virkelig stor friskhed, lethed og sprødhed. Men alt er – for pokker – virkelig leveret cremet, så vinen næsten smelter i munden. Men det er uden at miste en crisp, direkte og syrerig smag, så med vinen man får lidt af det hele. Det virker bare så elegant og kompleks.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Chaniots, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Chaniots, Bourgogne, FrankrigMed næste vin røg ved noget op kvalitetsmæssigt, selvom det som før er en Montagny 1. Cru fra Domaine Bernollin. Men her druerne blot fra marken Les Chaniots.

Marken må også anses for at være Domaine Bernollins flagskib og ligger den nordligste del. Domaine Bernollins parcel er på godt 1,7 hektar og en stor del af vinstokkene er plantet helt tilbage i 1928. Disse mere end 90 år gamle Chardonnay-vinstokke, giver en meget lille produktion, men druernes juice er til gengæld kolossalt koncentreret.

Denne Montagny 1. Cru Les Chaniots er dog lavet med druer fra både de gamle stokke og lidt yngre stokke, som alene er 40 år gamle. Jordbunden består hovedsageligt af kalk.

Druerne høstes som alle Sounits og Domaine Bernollins vine ved håndkraft. Vinen er 100% fadgæret og lagret i 12 måneder på 228 liter og 300 liter franske egefade, hvoraf omkring 35% af fadene er nye. Aftappet uden filtrering.

Igen er der godt med fedme og fadpræg i næsen, vinen tættere, mere varm og har vanilje, dåsepærer, lidt tropisk frugt, nødder, lidt karamel, kalkagtige mineraler og store skuldre. Vinen er fed, voluminøs, men alligevel med mineraler og fin nerve.

Smagsmæssigt minder 2017 meget om 2015 … samme cremede, bløde og fede fornemmelse i munden. Vinen er nervøs velour, meget rund og behagelig med lidt nøddede elementer, tropisk frugt, pærer, en smule citroner, sprød syre og lidt bitterhed samt langt længere eftersmag end i foregående vine.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Coères, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Coères, Bourgogne, FrankrigHvor er det dejligt at smage så meget Bourgogne … næste hvidvin i glasset var en tår af Domaine Bernollins 2017 Montagny 1. Cru Les Coères.

Druerne kommer fra 1. Cru marken Les Coères, som ligger på én af de bedste skråninger i Montagny. Marken er orienteret mod øst, og ligger nabo til Les Chaniots. Domaine Bernollins Les Coères parcel er på 1 hektar og er plantet med Chardonnay vinstokke, som i gennemsnit er omkring 50 år gamle. De giver en rigtig god og koncentreret vin. Jordbunden er meget kalkholdig, hvilket giver vinen en rank og mineralsk karakter.

Druerne høstes som alle Domaine Bernollins vine i hånd. Alt efter årgangens lune er 40% – 60% af vinen gæret og lagret på franske egetræsfade i omkring 10 måneder, og resten vinificeret ved lav temperatur på ståltank.

Duftmæssigt er vinen mere feminin vin og mere grøn end foregående og måske endda også mere stringent og stenet. Der er stikkelsbær, blomster og en fin kontrolleret syre, som spiller fint sammen med en vis fedme og lille saftighed.

Smagen er også mere frisk, rank og grøn … men fortsat lidt cremet og også mere intens. Der er en god balanceret syre, nogle kalkagtige mineraler, sødme, grape … meget frisk og rank. Som sidst synes jeg ikke, at den er bedre end den foregående Bourgogne Blanc.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, FrankrigDerefter gik vi over til de hvide Bourgogne vine fra både Masion Albert Sounit og Domaine Bernollin. Vi starter med denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche fra Bernollin.

Druerne til denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche kommer fra en parcel på vinmarken Sous La Roche, som ligger under et markant klippefremspring med udsigt over Domaine Bernollin og det sydlige Montagny.

Marken ligger på en relativt stejl skråning i naturlig forlængelse af Montagny 1. Cru markerne, blot nogle få hundrede meter mod nord, så på den måde er det jo næsten en Montagny 1. Cru og i nogle årgange har Knud Kjellerup da også kommet deklassificerede Montagny druer i.

Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, som håndplukkes. Efter presning og bundfældning hældes juicen direkte på franske egetræsfade, hvor vinen gærer og lagres i omkring 10 måneder. Ved lagring anvendes både 300 og 500 liter egefade samt store 22,5 hektoliter fade, men samlet alene 15% nye fade.

Under lagringen omrøres vinens bundfald jævnligt ved batonnage, hvorved vinen får større fylde og bliver mere rig på aroma. Kjellerup og kompagni laver årligt 12.000 flasker af denne vin.

Allerede i denne vel nærmest basisvin er der masser af velduft, fedme, fad, vanilje, citrus, blomster, fersken og abrikos. Vinen har virkelig en lækker smørfedme, en kalkagtig mineralitet og virker blød som vat.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så fed, som duften indikerede, for der er masser af syre, citroner og grape. Fadene er imidlertid godt integrerede og vinen er også blød, men med en fin rankhed, et klart mineralsk bid og fin nerve. Det er klart 4,5 houlbergske tomler og endda med en lillebitte pil op.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut, Bourgogne, FrankrigDen tredie og sidste Crémant de Bourgogne fra Maison Albert Sounit blev en 2015 Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut … en vin, som jeg faktisk ikke har smagt tidligere.

Det er også husets top Crémant de Bourgogne, som laves på ren Chardonnay og alene i særligt gode årgange. Hovedparten af druerne kommer fra parcellen Les Grandes Hesses med 70 år gamle vinstokke. Druerne er høstet ved håndkraft og 30% af druerne er vinificeret på ét år gamle 300 liters egetræsfade og de resterende 70% traditionelt i ståltanke ved lav temperatur omkring 14 grader.

Efter den alkoholiske gæring gennemgår vinen 100 % malolaktisk gæring inden assemblage aka samling af de forskellige fade til den endelige blanding. Efter 6 måneder flaskes vinen, tilsættes gær og sukker til brug for andengæringen i flasken 36 måneder i Sounits kølige kældre. Vinen er degorgeret 29. august 2019.

I forhold til forrige crémant er næsen her mere sart med ristet franskbrød, lidt mere klar syrlighed, liflig, let samt masser af citroner, pærer, æbler … meget feminin og delikat.

I munden er vinen meget ren, boblerne mere blide end de to foregående vine. Vinen er smørblød, glat, meget cremet, mere vinøs og har derudover mere bitterhed i eftersmagen. Det er på mange måder en mere hel crémant og – som også duftmæssigt – ganske feminin, elegant og komplet.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, FrankrigDen næste Crémant de Bourgogne fra Kjellerups Albert Sounit hus var denne 2017 Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut.

Den laves udelukkende på Chardonnay druer fra Sounits egen marker, Druerne er høstet ved håndkraft og gæret ved druernes egen naturlige gær.

Som de øvrige crémanter hos Sounit er denne Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lavet medandengæring i flaske, altså Méthode Traditionelle eller champagnemetoden, som den også kaldes. Derudover er den lagret på sit bundfald i 21 måneder inden dégorgeringen med 0,5% dosage 13. december 2019.

I næsen pænt med fylde og fedme fra Chardonnay druerne, mere animalsk og med langt flere gærede noter end den forrige Cuvée Prestige Brut. Der er fede noter, lidt smør, pærer, æbler, citrus, en smule vingummi endda, men næsten æterisk i aromaerne. Det dufter vildt godt.

Chardonnay Brut er mere cremet end forrige crémant, men har samtidig vildt mange små og tætte bobler. Der er grape, citrus, lidt grønne æbler, men samtidig også en lille sødme, men eftersmagen er fyldt med en fin grape bitterhed.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, FrankrigTilbage i maj 2018 var jeg til en intim vinsmagning med Knud Kjellerup, som ejer og driver de to vinhuse Domaine Bernollin og Maison Albert Sounit i Bourgogne. Nu har jeg igen været til en smagning med Knud og med næsten samme program, men selvfølgelige nyere årgange.

Vi starter – som sidste gang – med at smage nogle af Knuds Crémant de Bourgogner og den første i vinglasset er en smule af den klassiske Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut … her i årgang 2017.

Knud Kjellerup tilstræber at lave vinen helt ens fra år til år og angiver ikke årstallet på vinen. Imidlertid kan man se, at denne crémant er en årgang 2017 bag på etiketten. Der står nemlig tallet 184, hvilket fortæller, at vinen er flasket i april 2018 … og dermed så selvfølgelig må være en årgang 2017.

Albert Sounits Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut er lavet på 65 % Pinot Noir, 30 % Chardonnay og 5 % Aligoté, men det er så sådan cirka, for fordelingen kan dog godt være en smule forskellig fra år til år … netop for at sikre, at vinen ligner tidligere årgange.

Druerne er høstet i hånd og gæret ved druernes egen gær. Hos Albert Sounit lagrer man crémanterne betydeligt længere end de fleste andre producenter og omkring dobbelt så lang tid, som loven foreskriver. Ifølge loven skal Crémant de Bourgogne flaskelagres i omkring 9 måneder sur lie, altså på det bundfald, der opstår efter flaskegæringen. Denne crémant er sammenlagt lagret omkring 20 måneder, for vinen er degorgeret den 8/1–2020.

Som sidste gang har næsen en fin animalsk aroma … ganske frisk med lidt pærer, abrikos, æbler, men måske ikke helt så overmoden i frugten som 2015’eren. Der er blomster, ristede nødder og egentlig meget straight-forward.

Smagsmæssigt er det frisk, fine små bobler, tætte og vinen har pæn tørhed, fint syrebid, mineraler og svag sødme, men samlet en rigtig lækker balance.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske pt. koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Les Sabots d’Hélène, Pif Not Dead Nouveau, Languedoc, Frankrig

2018 Les Sabots d'Hélène, Pif Not Dead Nouveau, Languedoc, FrankrigSved og fynky bioprut, en tegneserie fra 1970’erne, et anarkistisk A og titlen X Not Dead … altsammen stoppet ned i denne flaske af Pif Not Dead Nouveau fra Les Sabots d’Hélène.

Manden bag den crazy økologiske vin hedder Alban Michel, som i 2005 grundlagde Domaine Les Sabots d’Hélène i Feuilla lige mellem Narbonne og Perpignan i Corbières området i Languedoc. Han har samlet 5 hektar vinmarker – alle lejet – med meget gamle vinstokke, bl.a. 30 år gamle Syrah stokke og 50-100 år gamle Carignan, Cinsault og Grenache i både Hourtoux og Terres Nègres ved Feuilla.

De 5 hektar drives økologisk – Ecocert certificeret endda – og er fordelt på 8 forskellige marker. Den ældste af markerne er fra 1906 og giver et utroligt beskedent udbytte på sølle 5 hektoliter pr. hektar.

Filosofien hos Alban Michel er at arbejde så enkelt og naturligt som muligt og vinene flaskes fx også helt uden brug af svovl. Vi er vel nærmest ovre i lidt naturvin.

Alban Michale har kaldt sit vinhus Les Sabots d’Hélène efter en velkendt fransk visesang af den sydfranske folkesanger Georges Brassens. Men også vinene har sjove referencer … og denne Pif Not Dead Nouveau er fx opkaldt efter tegneseriemagasinet Pif Gadget fra 1970’erne. Alban læste som ung dreng Pif tegneserien, som faktisk også havde en dansk pendant, som blot hed Pif.

Den anden del af titlen Not Dead med den anarkistiske A har også hentet fra musikkens verden med inspiration fra punkens verden, nemlig fra punkbandet The Exploited, som i 1981 udgav pladen Punks Not Dead, som også havde en sang med samme titel.

Bandet har også været i Danmark … eller næsten. De skulle spille en koncert i Huset i Århus, men koncerten måtte aflyses, fordi gruppen var blevet snuppet i tolden med substanser i bagagen … og det var nok noget en smule stærkere end denne Pif Not Dead Nouveau.

Vinen er lavet på et skønt mix af Carignan, Grenache samt en lille smule Mourvèdre, alle høstet med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar og vinificeret på ståltanke og uden brug af svovl, hverken i produktion eller efterfølgende aftapning på flaske.

Næsen er svedig, funky, animalsk med bioprut, krudt, hestestald, får, bukkebruse og alarm, men på en damm good way. Der er også blæk, blåbær, yoghurt og syrnet fløde … altsammen på en lidt syrlig facon, nærmest dragende. Det vil sikkert skræmme lidt forstokkede traditionister som bar’ satan, men det er vildt vild.

Smagen er let, syrlig og frisk … meget mere mainstream end duften og så alligevel med masser af kant. Det er klart biosaft … ikke dyb og kompleks, men det er i stedet en lys og pivfrisk vin med masser af liv i kludene. Det er en vinøs frisk gåtur ved havet … luft i håret, røde kinder og livsbekræftende. Nem at drikke. Sjov.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 130 kr. og det er tilmed billigt for sådan en lille sjov historie.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling Auslese, Mosel, TysklandNu skruer vi lige et notch, nøk og mulehår op for knappen til sødmevolumen med næste lille Riesling fra Weingut Reverchon, nemlig den top-notch labre Ockfener Bockstein Riesling Auslese.

Vinen er sådan set lavet over samme læst som foregående vin, altså med spontangæring i store træfade, lagring sur lie 8 måneder inden vinen omstikkes til ståltank og tappes året efter høst. Men er er volumen for sukkerbarometeret skruet godt op med 102 gram restsukker pr. liter. Men imponerende nok, så bliver det aldrig en oversød eller gumpetung vin … snarere tværtimod.

Næsen er måske en anelse mere klinisk end forrige tørre Ockfener Bockstein Riesling GG, men også tungere, vægtigere og mere tæt, varm og kropslig. Der er heller ikke her – endnu – petroleumsnoter, men kraftigere frugt, abrikos, modne pærer og lidt lakridskonfekt, men på en let, lys måde i forhold til, at vi altså snakker en ægte Auslese fra bedste tyske skuffe.

Men i munden mærker du, at vi er i det søde guf-land, hvor der er godt med intens, tæt, gavmild, godhjertet flydende voksenslik i dit vinglas. Det smager herregodt, hvis du – som alle hårde fyre – er lidt af en slikmund. Det er blødt, cremet, elegant, men i denne ringdans danser troldene samme med elverpiger og tilfører tyngde og hårde tramp. Syren og fedmen danser så fint sammen, hvilket gør vinen lettere, mere elegant og slankere end forventet. Det er elversaft med troldetyngde … og man ender med at blive ellevild.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger