Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2022 Domaine Combe des Ducs, Pierres de Mer la Clape Rouge, Languedoc, Frankrig

2022 Domaine Combe des Ducs, Pierres de Mer la Clape Rouge, Languedoc, FrankrigDerefter smagte jeg den røde udgave af vinen fra Domaine Combe des Ducs … altså deres 2022 Pierres de Mer la Clape Rouge, der er næsten er en GSM vin.

Vinen er nemlig lavet på et blend af Grenache, Syrah samt Mourvèdre, men dog tilsat en lille smule Carignan, der alle er høstet ved optimal modenhed og derefter afstilket totalt.

Både Grenache, Syrah og Mourvèdre druerne har gennemgået en almindelig alkoholisk gæring og maceration i 45 dage, men Carignan druerne har været udsat for såkaldt carbonic maceration, hvor vinen macererer under en dyne af kulsyre. Dette runder taninnerne af og gør vinen fra denne drue mere rund.

Vinhuset kalder den selv en gourmetvin med stærke tanniner, hvilket giver meget god mening, for i næsen har vinen bestemt en krydret rhônekarakter med en ret lækker frugt, der er sådan bastant og lidt marmeladefed på en dejlig facon. Der er brombær, blåbær og solbær, en lidt stenet mineralitet, sød lakrids, sorte trøfler samt en plade mørkbitter chokolade.

Smagen er fed, rund og alligevel med en vis tørhed … der er sgu saft og kraft i frugten, der er mørk og intens. Der kommer foruden noget engelsk lakrids også godt med peber og derefter sætter tanninerne ind … langsomt, men sikkert og sætter sig i munden. Peberbiddet er ret markant, men rundes af via den bløde og småfede frugt, men det giver samlet en rigtig dejlig vin, der vil slå mange Côtes-du-Rhône vine, så dermed 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Weingut Egert, Hattenheimer Hassel Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Egert, Hattenheimer Hassel Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, TysklandInden vi skulle smage et par rosévine, så smagte vi også 2021’eren af Weingut Egerts Hattenheimer Hassel Riesling Kabinett Trocken.

Her kommer Riesling druerne fra husets Hattenheimer Hassel mark, men ellers er vinen lavet helt som foregående, dvs.  med en spontangæring i ståltankene og der er vinen også lagret før aftapning på flaske og endelig frigivelse.

Udover en frugt med gule æbler, lemon og gule og syltede citroner, så har vinen – helt som 2023’eren – også lidt nødder, hasselnødder og noget tør jord samt en meget bio-animalsk landlighed. Det er måske en smule blomster … og virker intens og kompleks.

I munden virker 2021’eren mere syrerug end 2023’eren, er virkelig frisk med stor, stor tørhed, hvilket vi jo virkelig godt kan lide. Det er atter citroner, grønne æbler tilsat lidt sødbitter lemonsaft og så man kan slet ikke mærke de to ekstra år aldersmæssigt. 91 point.

På vingården koster en flaske 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Trocken Homage à Jean, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Trocken Homage à Jean, Rheingau, TysklandDen fjerde og allersidste Weingut Egerts Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Trocken Homage à Jean vi smagte, var deres årgang 2019.

Den er selvfølgelig lavet som de øvrige … altså med spontan gæring alene på druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke og der er den også lagret inden aftapning på flaske og frigivelse.

Har virkelig en lækker aroma, hvor man så småt begynder at mærke, at alderen har indflydelse, for den har en modenhed og godt med lidt nøddet note. Det er fortsat frugt med æbler, citroner, abrikos, ananas og fersken … alt så fint, koncentreret og med en lidt større frugtsødme.

I forhold til de foregående, så virker 2019’eren lige en anelse sødere og der er også lidt federe frugt med kandiserede og syltede citroner og en saltet mineralitet. Det smager lidt som de foregående og vi er bestemt på et højt niveau. 92 point.

På vingården koster en flaske 12,80€ … svarende til 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Trocken Homage à Jean, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Trocken Homage à Jean, Rheingau, TysklandMed en Homage à Jean vertikalsmagning midt i vinsmagningen af vinene fra Weingut Egert, så smagte vi næst en 2022 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Trocken Homage à Jean.

Den er selvfølgelig lavet som forrige … altså med spontan gæring alene på druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke og der er den også lagret inden aftapning på flaske og frigivelse.

I forhold til 2023’eren er der nu kommet en duft med en del petroleum og virker samtidig også mere animalsk og landlig, mens frugten er lidt det samme med både grønne æbler, citroner og lidt tropisk frugt med abrikos, ananas og fersken. Igen er det pænt tæt, koncentreret og der kommer også lidt nødder med oveni handlen.

Smagsmæssigt virker syren kraftigere og vinen også mere saltet, hvilket betyder masser af citroner … både saltede, syltede og friske citroner, lemon … alt virker skarpt og præcist, men måske også uden samme balance som 2023’eren. 92 point.

På vingården koster en flaske 12,80€ … svarende til 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Weingut Egert, Hattenheimer Hassel Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Egert, Hattenheimer Hassel Riesling Trocken, Rheingau, TysklandDerefter gik vi fra en start med en Ortsriesling til en Lagenwein og det blev Weingut Egerts 2023 Hattenheimer Hassel Riesling Trocken.

Her kommer Riesling druerne fra husets Hattenheimer Hassel mark, men ellers er vinen lavet helt som foregående, dvs.  med en spontangæring i ståltankene og der er vinen også lagret før aftapning på flaske og endelig frigivelse.

Nu mærker man, at vi er kravlet et niveau op, for der er mere kompleksitet og kraft i vinen. Der er igen gule æbler, men også både lemon og citroner suppleret med lidt tropisk frugt og så kommer der også lidt nødder, hasselnødder og som forrige er vinen også ganske aromatisk med en blomstret duft. Virker samtidig klart mere lys samt feminin i udtrykket.

I munden finder man en fin balance mellem syre og sødme … syren virker forholdsvis rund, men får lidt spark af citroner samt grønne æbler tilsat lidt sødbitter lemonsaft. Man fornemmer igen en smule fylde fra citrusfrugterne … som om nogle af det er syltet … det er fandeme lækker Riesling, så 91 point.

På vingården koster en flaske 10,80€ … svarende til 80 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex, Loire, Frankrig

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex, Loire, FrankrigForleden smagte jeg en fin 2023 Sancerre fra brødrene Arnaud og Julien Moreux fra vinhuset Patrice Moreux og nu smager jeg så en 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex.

Som med forrige vin er det 100% Sauvignon Blanc, der kommer fra nogle 30 år gamle og pænt lavtydende stokke på Pouilysur-Loires sydskrånende Saint Andelain plateau, der er berømt for sit høje indhold af flintholdigt ler, der på fransk netop hedder Silex. Moreuxs mark ligger faktisk lige klos op ad Dageneaus parcel, der netop står bag deres hypede og meget dyre Pouilly-Fume Silex.

Efter høsten er druerne presset skånsomt i en pneumatisk presse og derefter er mosten gæret spontant med druernes egne gærceller på store ståltanke, hvorefter vinen er lagret i lang tid sur lie i tankene.

Der nu mere finesse, kompleksitet og luftighed i duften … meget fin, sart og utrolig smukt balanceret. Det er ingen vild, stram arketypisk Sauvignon Blanc vin med skarpe kanter, men har i stedet en mildere, rundere og lettere aroma med lidt hyld, banan, melon og pærer. Det er dermed afdæmpet, blødt og blidt … elegant og samtidig også lidt mere drue typisk neutral.

Sådan er smagen også … blødere end arketypisk Sauvignon Blanc, men alligevel med noget grape, stikkelsbær, lemon, melon og grønne pærer … fin og alligevel forholdsvis blid syre, men samtidig olieret og tæt med en flintet, kalket mineralitet, som også bløder lidt op og giver vinen en rank blødhed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, Frankrig

2023 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, FrankrigSidst jeg smagte denne fine Sancerre fra Patrice Moreux ved Chemin des Vallées i byen Pouilly-sur-Loire var det i årgang 2020 … nu smager jeg vinen i årgang 2023.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux,

I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover en fortsættelse af driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Brødrene – som i øvrigt er tvillinger – har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der 4 forskellige Pouilly-Fumé vine, 4 Sancerre og 3 Provence vine.

Markerne Sancerre og Pouilly dyrkes med inspiration fra biodynamisk drift og ved at lade druemosten gære med markens og kælderens naturligt forekommende gærstammer i spontangæring, så fremmer vinhuset sin terroirtypiske vinstil.

Her smager vi deres almindelige Sancerre, hvor Sauvignon Blanc druerne kommer fra udvalgte marker i Chavignol og Crézancy, hvor en jordbund af kalk og ler giver en kølig og kalket stil.

På markerne er vinstokkene 30 år gamle og druerne presses først skånsomt i pneumatisk blærepresse. Derefter spontangærer vinen i  en temperaturstyret cementtank, hvor den også lagrer sur lie nogle måneder … og aftappes først, når månen står rigtigt.

Allerede når du dufter til proppen, så kan du mærke friskheden … mest hyld, stikkelsbær, grønne umodne æbler … ikke vild Sauvignon Blanc, men bestemt arketypisk ren og stringent suppleret med grøn peber, solbærblade og så alligevel en lille tropisk frugtsødme, der giver vinen en smule rundhed.

I munden er det også en livlig og frisk vin … mangler sgu næsten bare lige en lækker fiskeret dertil. Vinen har denne lækre, klare, fine samt rene syre, der kommer med masser af grønne æbler, citroner, grape og umodne ferskner samt kridtet og kalket mineralitet. Det smager bragende godt og man bliver bare mere og mere til Sancerre vine, når men smager denne vin, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandVi startede de røde vin hos Weingut J. Neus med en Gutswein aka entry-level vin og det var en 2022 Muschelkalk Spätburgunder.

Druerne til vinen kommer fra marker rig på den særlige kalksten, som kaldes Muschelkalk.

Muschelkalk er et slags klippelag med en skalbærende kalksten med banker sammensat af fossile skaller, som ligger over den ældre Buntsandstein og under den yngre Keuper kalksten.

Vinen er lavet ved, at druerne først spontangærer i 20 dage på Stückfass aka 600 liter egefade og efter endt fermentering er vinen så lagret på store egefade i 20 måneder i Neus’ gamle hvælvede kælder. Vinen har 0,2 gram restsukker pr. liter.

Næsen er en smule bondsk og animalsk med sved, lidt mælkede samt yoghurtagtige noter, godt med nødder, ristede noter, tobak og en frugt med lidt maskuline muskler … nærmest solbær, tranebær og blommer med en lille Gamay beaujolaisagtig karakter suppleret med en grøn, liflig og luftig note.

Smagsmæssigt er det en rank, oprejst, kølig og frisk Spätburgunder med en ungdommelig kant … en frisk knejt, en tonser med en meget lækker frugt, der mest er sorte kirsebær, jordbær, solbær, saftig og bondsk. Det er ingen letbenet Spätburgunder elegantier, men har  nærmere tykke ben, muskler og et solidt saftigt tråd. 91 point.

Prisen ligger på 14€ på vingården … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Weingut J. Neus, Ingelheimer Weissburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2023 Weingut J. Neus, Ingelheimer Weissburgunder; Rheinhessen, TysklandInden vi gik over til de røde vine, så smagte vi en sidste hvidvin og det blev Weingut J. Neus’s 2023 Ingelheimer Weissburgunder.

Druerne til vinen kommer nogle af Neus’s køligste vinmarker på den anden side af Mainzer Berg overfor Horn og Pares markerne ved Ingelheim og er dermed en Ortswein.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er spontangæret – formentlig i ståltanke – og derefter lagret en periode på Kleines Eichenfass aka Halbstück Fass aka barriques.

Duftmæssigt er det anderledes end de foregående og samtidig både mere reduktiv og saltet. Man mærker dog fortsat et pænt fadpræg af lidt vanilje og ceder, men ellers er vinen aromatisk, meget tør med en smule gule æbler og citroner … med denne lidt fede burgundiske side.

Som med Neus’s Chardonnay vine, så er smagen meget ren, klar, kølig, rank og frisk … har virkelig en rask og livlig syre, koncentration og tæthed, en kalket mineralitet og samlet set en rigtig dejlig Pinot Blanc aka Weissburgunder. 92 point.

Prisen ligger på 17€ på vingården … svarende til 127 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter den boblende start, så stod den på hvidvine fra Weingut J. Neus og den første var deres 2022 Muschelkalk Chardonnay, der egentlig er en Gutswein.

Her kommer Chardonnay druer fra flere forskellige kalkholdig muschelkalk vinmarker, der bidrager til en mineralsk note i vinen.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men mener at huske, at spontangæringen er sket i store ståltanke, men vinen er lagret sur lie 8 måneder med halvdelen i 500 liters egetræsfade, og resten i ståltanke.

Vinen har en aromatisk duft … faktisk en god kombination af frisk frugt, fad og nogle kældernoter. Der er både æbler og citroner, men også lidt mere tropisk frugt med ananas, papaya, fersken og abrikos, men samtidig fornemmer man også en lidt olieret note.

Har virkelig en god smag … klingende frisk syre, men også en lille sommerlig smørjakke over  med vanilje, lakridskonfekt. Der er sure citroner, fersken, abrikos og anden tropisk frugt, gode syrestruktur, grillede citroner og alt virker samtidig cremet og blødt. Det er en ret alsidig og spændstig vin … vildt højt niveau for en Gutswein. 91 point.

Prisen ligger på 14€ på vingården … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7