Tag-arkiv: Bordeaux

2007 Domaine de Compostelle, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2007 Domaine de Compostelle, Pomerol, Bordeaux, FrankrigDomaine de Compostelle er 2. vin til det berømte Pomerolslot La Cabanne, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen, nemlig da jeg smagte deres vin i en årgang 2004. Dette lille velansete slot på blot 10 hektar ligger i hjertet af Pomerol, ikke langt fra det storslåede Trotanoy.

Compostelle er en arketypisk Pomerol, men laves i modsætning til La Cabanne fortrinsvis på druer fra de unge vinstokke. 2007 er én af de mange fantastiske årgange, som Bordeaux har haft de sidste 10 år, men fremstår i dag som en dejlig, forholdsvis drikkeklar årgang. Vinen består af 92% Merlot og 8% Cabernet Sauvignon og har ligget ca. 20 måneder på fad. Der produceres årligt omkring 5.000 kasser af denne vin.

Navnet La Cabanne (hytte) stammer fra dengang markarbejderne boede i små hytter i området. Vingården er blevet helt renoveret i 2011 efter en brand og fremstår i dag topmoderne.

Slottet ejes af familien Estager, som også ejer 2 andre Pomerolslotte: Château Haut-Maillet og Château Plincette, samt flere ejendomme i Saint-Emilion og Bordeaux. Familien har dyrket vin i disse områder siden 1934.

La Cabanne har meget fornemme naboer som Château Le Pin, Château Trotanoy og Château Pétrus, som sælges for astronomiske priser på alverdens vinbørser. Men familien Estager sætter en ære i at producere en traditionel Pomerol til overkommelige og stabile priser og vinen har derfor også fået en stor og trofast fanskare verden over.

Lad os se på mine noter. Duftmæssigt fornemmes en smule alder, derudover lidt jord, hvilket jo er klassisk Bordeaux og burde have ledt mig på sporet af, at der var tale om en fransk vin. Duften er også lidt animalsk i udtrykket, hvilket vi jo godt kan lide. Derudover lidt vanilje, fad, og mørke bær, solbær, brombær. Smagen meget tør, igen med solbær, friske grønne urter, god intensitet, hvor tanninen holder udtrykket fast i munden, da vinen nærmest klæber til overmunden. Fin og solid Bordeauxvin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Philipson Wine har tidligere solgt vinen til 99,95 kr. pr. flaske ved køb af 12 stk. Prisen i dag 199,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 Château du Mayne, Pomerol Tradition, Bordeaux, Frankrig

2007 Château du Mayne, Pomerol Tradition, Bordeaux, FrankrigNæste vin til bestyrelsesmødet var denne Pomerol Tradtion fra Château du Mayne … et tilbud fra Føtex, så lad os undersøge vinen nærmere og se, hvordan denne vin klarede sig blandt de øvrige vine denne aften.

Et problem man imidlertid ofte støder på med supermarkedsvine er, at det kan være næsten umuligt at finde ud af info om vinen. Enten kommer vinene ofte fra de helt store producenter som fx Hardys eller Spiers, eller så kan man slet ikke finde nogen information overhovedet.

Sådan er det også med denne Château du Mayne, Pomerol Tradition. Flere søgninger på Château du Mayne giver forsvindende få resultater, og eneste Château du Mayne jeg kan finde, er det af Reglat familien ejede slot i Sauterne. Vinmarkerne består her alene af Sémillon, Muscadelle og Sauvignon Blanc, og det giver jo ikke meget rødvin. Så det slot er det nok ikke.

Af etiketten fremgår det dog, at bagmanden er Alain Vigier, som netop har både vineri og vinslottet Château Rêve D’Or i byen Pomerol, og bedste bud må derfor være, at vinen her er lavet som negociant, dvs. på druer opkøbt af vinbønder rundt om Pomerol.

Duftmæssigt masser af våd muldjord, våde blade, tørre krydderier, læder og kanel. Smagsmæssig har jeg noteret solbær, stor tørhed, tanniner, jod og okay eftersmag.

Købt i Føtex til 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2005 Château du Tertre, Les Hauts du Tertre, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2005 Château du Tertre, Les Hauts du Tertre, Margaux, Bordeaux, FrankrigSelvfølgelig skulle der også lidt Bordeaux på bordet. En Tour de France uden Bordeaux ville ikke være en rigtig rundtur. Det blev i form af anden-vinen til 5. cru slottet Château du Tertre i kommunen Margaux.

Du Tertre refererer til en bakketop og Chateau du Tertre ligger da også på et lille grusbjerg, der peaker i svimlende 22 meters højde i den allersydligste del af Margaux. Mod nord er der udsigt til Cantenac Brown og mod øst er naboerne blandt de mere kendte slotte D’Angeludet og Giscours.

Chateau du Tertre havnede i 5. cru i 1855 klassifikationen, men hele vejen op gennem forrige århundrede har det været almindeligt kendt at slottet underpræsterede og at en lang række andre Medoc slotte udenfor klassifikationen producerede vine, der både var bedre og billigere.

I 1961 blev slottet købt af Gasqueton familien, som investerede betydelige summer i forsøg på at løfte kvaliteten, men det er først efter at slottet blev solgt til Eric og Louise Albada Jelgersma fra Chateau Giscours i 1995 at vinene for alvor igen er begyndt at brænde igennem.

Der er i dag ca. 50 ha. vinmarker at gøre godt med på Chateau du Tertre, og som noget ganske usædvanligt i Bordeaux ligger de i én samlet blok oppe på bakken “Du Tertre”. Beplantningen består af ca. 40% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot og 20% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot. Vinstokkene er i gennemsnit 35 år gamle selvom hovedparten er tilplantet tilbage i 1950 erne, men et nyplantningsprogram som blev iværksat i 1999 og som foreløbig har “ramt” 8 hektar trækker gennemsnitsalderen ned.

Efter Jelgersma familien er kommet til er opmærksomheden mod arbejdet i vinmarken blevet forstærket hvor udbyttet pr. ha. nu reduceres via såkaldt grønne høst og i kælderen er den lokale stjerneønolog Jacques Boissenot blevet tilknyttet som konsulent i et forsøg på at optimere processerne og løfte kvaliteten.

Anden-vinen Les Hauts du Tertre er produceret på druer fra de unge vinstokke fra slottets marker, der er mindre end 20 år gamle. Druesammensætningen i Les Hauts du Tertre er 40% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot og 25% Cabernet Franc. Gæringen foregår i traditionelle trækar og temperaturerne er reguleret af varmevekslere. Vinene er modnet i barriques i 12 måneder med omstikning hver tredje måned.

Som de fleste anden-vine af de store slotte i Medoc, skulle Les Hauts du Tertre være en fyldig, moden, blød og frugtig vin, som er klar til at nyde i sin ungdom. Her har vi den i den fantastisk gode årgang 2005, så lad os se, om det også er en vin, som imponerer.

Duften er jord … meget klassisk Bordeaux, jod, mineraler, kaffebønder, chokolade og urter. Smagsmæssigt solbær, igen jod og mineralitet, og samtidig stort tanninindhold, som får vinen til at klistre til fortænderne. Flot eksponent for Bordeaux.

Fås hos Theis Vine til 329,95 kr., men hos Løgismose kan den gode årgang 2009 købes for 257 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Château Hermitage Mazeyres, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Hermitage Mazeyres, Pomerol, Bordeaux, FrankrigIgen en fransk vin på bordet … igen Bordeaux, men vi er rykket fra venstrebreden til højrebreden, hvor vi finder appellationerne Pomerol og St. Émilion, og det er netop i Pomerol, at vi finder Château Hermitage Mazeyres.

Pomerol er et lille vinområde med 730 hektar vin, men det har et meget stort ry. Der er ingen officiel klassifikation for vine fra Pomerol, men de fleste er enige om, at Château Pétrus er kongen.

Château Hermitage Mazeyres er ejet af familien Pedro-Souillé gennem mere end 100 år. Ejendommen var tidligere en del af det gamle Domaine de Mazeyres, men dette er nu delt. Vingården ligger på Pomerolplateauet med marker skrånende mod sydøst.

Da vinmarken ligger på det sydlige Pomerolplateau i den rette blanding af sand og ler, har vinmarkerne derfor særdeles god dræning. Denne jordbund er den ideelle for optimal modning af Cabernet- og Merlotdruer. På den lille vinmark gror 80% Merlot og 20% Cabernet Franc, den helt rigtige drueblanding til god klassisk Pomerol.

Duftmæssigt er vinen klart mere blød og varm end den tidligere Médoc vin, men det skyldes formentlig de 80% Merlot. Der er lidt solbær, mere sol og en smule eucalyptus. Smagsmæssigt fortsat stor Bordeaux stramhed med syre og masser af tanniner, så vinen sætter sig på fortænderne. Rank … men alligevel med en blødhed, som gør vinen lige en tak bedre end den tidligere Médoc vin … selvom jeg rater dem til samme karakter.

Fos i Kvickly til pris på 149 kr., og nogle gange på tilbud til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Château Haut-Tayac, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Haut-Tayac, Margaux, Bordeaux, FrankrigMed næste vin kom vi til Bordeaux, nemlig med denne Cru Bourgeois vin fra Château Haut-Tayac i Margaux på Médoc.

Vine fra Margaux er kendt for sine meget parfumeret dufte, der byder på violer, roser og cedertræ. Margaux er silkeblød, delikat men har alligevel en lang eftersmag. Eneste problem er, at kvaliteten er meget svingende, især fra år til år. Det er derfor kun de bedste vine i gode årgange, som kan leve op til denne beskrivelse.

Château Haut-Tayac er som sagt Cru Bourgeois, ligger i byen Saint Christoly og hører således til blandt de mere ukendte slotte i Margaux, men slottet har omkring 9,7 hektar vinmarker og drives af 4. generation af familien, nemlig af Gérard Solivères. Ellers er det småt med oplysninger om slottet.

Vinen er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot.

Duftmæssigt har jeg en del syre med kirsebær og tranebær, lidt tobak og læder. Smagsmæssigt også en dejlig rank vin, og der er godt med lyserøde frugter, tanniner og dejlig syre i eftersmagen.

Fås i Kvickly til omkring 84 kr. på bud.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Académie du Vin med Château de Haux

Torsdag var der en ekstraordinær vinsmagning i Randers Vinlaugh … eller rettere en vinskole, nemlig Académie du Vin med Château Haux. I ”de gode gamle dage” var Académie du Vin en af Knud Jørgensens Vinhandels helt store succeser.

Det var en lang perlerække af vinsmagninger og vinforedrag, som blev afholdt i et særligt indrettet lokale i Knud Jørgensens Vinhandels ejendom på Strandvejen 100 i Hellerup.

Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup var etableret i 1903 af Knud Jørgensen, og det blev en respekteret vinforretning, som sønnerne Asger og Robert overtog i  1930’erne. Da de i 1973 var færdige som vinkøbmænd, trådte deres egne sønner ind, nemlig Peter og Flemming. Peter Jørgensen var chef for den vinøse del af forretningen, mens Flemming Jørgensen havde ansvaret for den administrative del af virksomheden, som under deres ledelse skiftede kurs.

Peter Jørgensen havde nemlig altid drømt om at få sit eget vinslot. Da han i 1980’erne fornemmede, at den gammeldags form for vinhandel ikke havde nogen voldsomt lovende fremtid, så lagde han planer med sin bror og sin søn.

De gik ud på at købe et lille vinslot med en produktion, der passede til Knud Jørgensens Vinhandels salg. På den måde kunne de realisere drømmen om at blive slotsejere samtidig med, at der kunne komme en god forretning ud af det.

Slottet blev lokaliseret og købt i 1985 for et beløb, der svarede til brødrene Jørgensens opsparing. Men der var behov for store investeringer i forbedring af markerne med mere, så man hentede tre mio. kr. gennem udstedelse af B-aktier á 500 kr. Det betalte delvist slottet og sikrede samtidigt, at hundredvis af danskere blev faste kunder.

Og slottet var naturligvis Château de Haux, som ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker.

Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som en af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.

Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.

I dag har familien Jørgensen så genoptaget den gamle tradition med Académie du Vin, en lille vinskole, der består af i alt 3 kurser, nu blot med Château de Haux som det gennemgående tema. Oprindeligt er Académie du Vin alene afholdt i København, men denne torsdag var knap 50 personer samlet i Jyske Bank i Randers til 1. del af Académie du Vin.

Det blev en fin aften, og jeg skal selvfølgelig fluks komme med en beskrivelse af vinene. I får den her i én lang række:

N.V. Château Haux, Marquis de Haux Cremant, Bordeaux, Frankrig

Vi startede med denne crémant, som for mig var aftenens overraskelse.

Crémant Marquis de Haux er produceret på Bordeaux’ klassiske hvidvinsdruer Sauvignon Blanc, Semillon og Muscadelle, og efter nøjagtig den samme metode som den, der er gældende for Champagne. Når druerne er høstet vinificeres de på almindeligvis til en tør hvidvin. Denne hvidvin kommes på ”champagneflasker” og der tilsættes lidt sukker og gærceller, herefter lukkes flasken med en kapsel. Nu starter en proces, der kaldes ”anden gæring”, hvor gærcellerne ”spiser” sukkeret, hvorefter de udskiller kulsyre, som senere kommer til udtryk som små fine bobler.

Når ”anden gæringen” er overstået, vendes flaskerne med halsen nedad, således de døde gærceller samler sig på kapslens inderside. Efter en lang produktionstid lagres vinen på flaske i de dybe kalkhuler omkring Haux. Den særlige Cuvée Millenaire blev første gang produceret i forbindelse med årtusindeskiftet, og den gode modtagelse vinen da fik har gjort, at produktionen siden er fortsat med et stadig stigende salg.

Duftmæssigt en god omgang toast med fersken og honning. Virker meget blid, og det går også igen i smagen, hvor der er lidt pære og fersken, blide og perlende bobler. Syrligheden er meget beskeden og vinen er meget omgængelig og let. Smager ret godt, og en fin start på smagningen.

Kan købes på slottet til en pris på 89,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 
2011 Château de Haux, Haux Blanc, Bordeaux, Frankrig

Næste vin er Château de Haux almindelige hvidvin. Ligesom med crémant’en anvendes druerne Sauvignon Blanc, Semillon og Muscadelle, men blandingsforholdet mellem dem varierer lidt afhængig af årets høst. Når druerne er høstet og bragt til slottet bliver de nænsomt presset, og fyldt på ståltanke. På disse tanke gæres og lagres vinen, så dens liflige duft og sprøde smag bevares. Alle tankene smages løbende for at sikre, at vinen udvikler sig bedst muligt. Efter cirka et halvt års lagring på ståltank, er vinen klar til at blive stukket sammen og tappet på flaske. Når Château de Haux Blanc er tappet på flaske, er den klar til salg og kan nydes med det samme.

Duftmæssigt har jeg noteret æbler, græs, lidt abrikos. Smagsmæssigt også æbler, en smule syre men også lidt sødme. Smagen  virker en anelse tynd, og der mangler lidt frugt, sjæl og krop.

Kan købes på slottet til en pris på 66,75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 
2010 Château de Haux, Blanc Barrique, Bordeaux, Frankrig

Vinen her er lavet på samme måde som den almindelig Château de Haux Blanc, men her har vinen lagret på egetræsfade omkring 3 måneder.

Duftmæssigt er denne meget mere spændende. Jeg har noteret med lidt våd karklud, krudt, fisk, kokos og let røget. Hmmm, meget spændende. Smagsmæssigt er vinen lidt blødere og mere fyldig end den almindelig hvide. Der er overmodne æbler, lidt krydderier, lidt kokos igen, men måske også en anelse flad i smagen. Jeg synes imidlertid, at denne vin er langt bedre end den almindelige hvide, da den har lidt karakter.

Kan købes på slottet til en pris på 66,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 
2011 Château de Haux, Bordeaux Clairet, Bordeaux, Frankrig

Næste vin er en rigtig Bordeaux specialitet, nemlig en Clairet … en speciel slags rosé fra Bordeaux. Château de Haux lavede deres første årgang af Clairet i 1988, men det er en type vin, som trækker lange spor gennem Bordeaux’ historie. Den kan føres helt tilbage til middelalderen, hvor distriktet frem til afslutningen af hundredårskrigen i 1453, var en del af det engelske kongerige. Det gamle fjendskab til trods, forblev England det vigtigste eksportmarked for Bordeaux’ vine.

Der var på den tid ikke tale om dybe og intense rødvine, som dem der i dag laves i Bordeaux, men om lette, frugtrige og klare vine, som skulle nydes unge. Englænderne kaldte dem på grund af den klare farve Claret ( uden ” i”), hvilket i den engelsksprogede verden i dag, er betegnelsen for alle rødvine fra Bordeaux.

I 1950’erne genskabte den kendte ønolog Emil Peynaud igen Clairet, og dermed var middelalderens lyse – næsten roséagtige – rødvin genfødt, i sin egen helt særlige stil.

På Château de Haux produceres Clairet på de blå druesorter; Cabernet Sauvignon og Merlot. Altså udelukkende på blå druer, som indhøstes lidt tidligere end druerne til slottes røde vine. Druerne fyldes på rustfri ståltanke, hvor vægten af de øverste druer på blideste måde ”presser” de nederste. Efter omkring 48 timer pumpes den ugærede druemost, der nu har taget farve fra drueskallerne, over på en nye ståltanke. For at bevare vinens friskhed og frugt ”koldgæres” vinen, hvilket sikrer at vinen opnår både intensitet, farve og samtidig en flot og meget tiltalende friskhed og duft.

Duftmæssigt dufter vinen lidt af vindruer, lidt indelukket og ellers ganske anonym. Smagsmæssigt masser af jordbær, fin friskhed og der er både lidt syre og lidt sødme. Der mangler måske lidt balance i vinen, og der er også lidt tanniner til stede, men i en ganske blid udgave. Vil gerne en solrig og varm dag smage denne vin iskold på terrassen.

Kan købes på slottet til en pris på 69,75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 
2005 Château de Haux, Haux Rouge, Bordeaux, Frankrig

Så er vi ved slottets almindelig basis rødvine, her først i en årgang 2005 … et i øvrigt fremragende år i Bordeaux. Høsten af druerne til vinen normalt falder i september og begyndelsen af oktober. Høsten sættes i gang, når druerne har nået den rette balance mellem sukker- og syreindhold. Plukkerne er lokale folk, hvis familier i generationer har plukket druer. De udvælger drueklaserne med stor omhu og sikrer, at kun modne og sunde klaser går videre til produktionen.

Vinifikationsanlægget på Château de Haux er top-moderne med automatisk temperaturstyring, hvorved gæringen kan gennemføres under fuld kontrol.

Denne røde vin lagres i 12-14 måneder – heraf omkring 6 måneder på egetræsfade. Egetræsfadene fornyes ved, at 25% af de ældste fade udskiftes hvert år.

Duftmæssigt god fylde med blommeduft, solbær. Mærkelig nok, så har vinene fra Château de Haux ikke den normale Bordeaux duft af jord, men i stedet er der i denne 2005 en speciel duft, som jeg har svært ved at sætte ord på, men nok bedst kan beskrive med “møntvaskeri” … sådan lidt varm duft af uld, frotté eller lignende. Smagsmæssigt har vinen mere fylde og mere tannin end 06’eren, og eller er der solbær og okay syre samt eftersmag.

Kan købes på slottet til en pris på 95,25 kr.

Vinanmeldelse 4/7 
2006 Château de Haux, Haux Rouge, Bordeaux, Frankrig

I 2006 udgaven er duften også solbær, en anelse blæk, lidt nødder, vanilje. Smagsmæssigt langt mere tørhed end 05’eren, men nok også mere kantet og mere grov. Smagsmæssigt fornemmes det klart, at der er godt med Cabernet Sauvignon i vinen. Knap så indbydende, spændende og elegant som samme vin året før.

Kan købes på slottet til en pris på 79,75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 
2010 Château de Haux, Grande Reserve, Bordeaux, Frankrig

Med næstsidste vin gik vi over til én af slottets øverste vine, nemlig deres Grande Reserve. Vinen er lavet første gang i 2001 ud fra et ønske om at skabe en klassisk Bordeaux, der skulle være det ypperste fra Château de Haux. Siden er det blevet til en perlerække af smukke årgange af Grande Réserve, dog undtagen i år 2009, hvor et voldsomt haglvejr ikke gjorde det muligt at lave vinen. Druerne til vinen kommer fra slottets ældste og bedste vinmarker, og der bruges altid Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot, men blandingsforholdet varierer lidt afhængig af årets høst.

Efter høst bringes druerne straks til slottet, hvor de sorteres og presses nænsomt. Efter gæringen lagres vinen et år på tanke og herefter lagrer en stor del af vinen på nye og gamle egetræsfade
Alle tankene og fadene smages løbende for at sikre, at vinen udvikler sig bedst muligt. Efter et år på egetræsfadene, har vinen opnået stor elegance, finesse og dybde. To år efter at druerne blev høstet, er tiden kommet til den endelige blanding. Når vinen er blandet fra de udvalgte fade og tanke, bliver ”den færdige” vin aftappet og sendt på markedet.

Duftmæssigt solbær, våd hund, vanilje, læder, enebær … bedst duft indtil nu. Smagsmæssigt har jeg noteret blåbær, tørhed og igen smagen Cabernet’en tydeligt. Der er også lidt krydderier, fine tanninger og en god rygrad i vinen. Fin vin, og årgang 2010 er også én af de bedre årgange.

Kan købes på slottet til en pris på 129,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 
1999 Château Frere, Premiere Côtes De Bordeaux, Bordeaux, Frankrig

Aftenens sidste vin, nemlig en ældre sag, Château Frere fra 1999. Château Frère var navnet på Château de Haux indtil 1899, og i dag er det navnet for slottets ”supervin”, lavet efter alle forskrifter for produktion af en ægte ”Grand Vin”. Her bruger man en selektion af de bedste druer på Haux, høstet på de ældste vinstokke, og så giver man vinen et længere ophold på fad.

Duftmæssigt en meget indbydende duft med solbær, vaskekælder, og igen samme, sjove duft, som jeg også fandt lidt af i slottet almindelige 05’er, nemlig lidt tørretumbler, frottéunderbukser eller noget i den retning. Smagsmæssigt flot fløjlsblød vin med solbær, og hvor alderen mærkes, selvom der fortsat er god syrlighed. En meget behagelig vin, hvor især blødheden er meget dejlig.

Der eksisterer alene få flasker af denne vin, som kom i en 3 liters flaske, som kunne købes til 750 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Château Peyruchet, Cuvée Jean-Baptiste 1. Côtes de Bordeaux Moelleux, Bordeaux, Frankrig

2011 Château Peyruchet, Cuvée Jean-Baptiste 1. Côtes de Bordeaux Moelleux, Bordeaux, FrankrigTil desserten … en dejlig ostetallerken … fik vi lidt sød Bordeaux, en såkaldt Moelleux, som er en sød, lidt likøragtig hvidvin fra den sydlige del af Bordeaux.

Château Peyruchet ligger lidt nord for byerne Cadillac og Loupiac og ejes i fælleskab af faderen Bernard Queyrens og sønnen Romain, 6. generationen af samme familie på slottet. Selve beboelsesbygningen ligner mere et stort hus end et slot, men produktionslokalerne indeholder de moderne faciliteter, som i dag er nødvendige for både at dyrke traditionen og producere ordentlige vine.

Château Peyruchet er beliggende på skråningerne ned mod floden Garonne. Denne familieejendom er en af de fremmeste i Haut-Loupiac, hvilket i høj grad kan tilskrives de nuværende ejere.

Vinmarkerne strækker sig over 32 hektar i kommunerne Loupiac, Omet og Gabarnac. Markernes forskelligheder med hensyn til jordbund og beliggenhed medvirker i væsentlig grad til den høje anseelse, som vinene fra Château Peyruchet nyder.

Gennemsnitsalderen for vinstokkene er 25 år for parcellerne med Merlot, mere end 40 år for Sémillon og et par og tyve år for Sauvignon Blanc.

Hvert år bliver 3–5% af markerne genplantet for at vedligeholde en konstant produktion. Da en tredjedel af markerne er afsat til hver druetype, kan Château Peyruchet tilbyde en palette af appellationer, der er lige så forskelligartede som komplementerende.

Det er de unikke klimatiske faktorer, der gør, at områderne ved denne del af Garonne-floden næsten hvert år er i stand til at frembringe de søde, nektaragtige hvidvine, der har gjort dem verdensberømte.

Hvert efterår er man begunstiget af tyk morgentåge, der er med til at fremelske svampearten Botrytis, der også kaldes “ædel råddenskab”, og som er medvirkende til at koncentrere druernes sukker- og aromaindhold. Morgentågen efterfølges af varme solrige eftermiddage, der tørrer druerne igen og modner dem yderligere.

Duftmæssigt honning og sukker på flaske, der er også lidt eksotisk abrikos. Smagsmæssigt står vinen perfekt til ostene … det skal den have. Ren nektar, sødme og meget aromatisk, og det kan vi jo godt li’. Fin afslutning på aftenen.

Fås hos Vinoble, hvor prisen er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2004 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed Bernts forkærlighed for Bordeaux skulle der selvfølgelig mere af dette på bordet, og det blev denne 2004 Pauillac fra Château Croizet-Bages, et vinslot  klassificeret som 5. Cru Classe efter den berømte 1855 klassifikation på Médoc halvøen.

Pauillac er uden tvivl et af verdens mest kendte vindistrikter i verden med slotte som Latour, Mouton-Rothschild og Lafite-Rothschild. Disse vine er dog næsten ikke til at betale mere, så derfor er Croizet-Bages et skole eksempel på en super Pauillac til prisen.

Der er tale om en 22 hektar stor ejendom, som årligt producerer 9.500 kasser vin på de 30 år gamle vinstokke. Vinen ligner ikke helt naboerne Château Lynch-Bages og Château Grand-Puy-Lacoste, men er mere afdæmpet og har en mindre gennemtrængende frugt. 40 % af druerne er Cabernet Sauvignon, 30 % er Merlot og de sidste 30 % er Cabernet Franc. Efter 12 til 18 måneder tappes vinen fra egetræsfadene over på flaske.

Duftmæssigt lidt blæk, urter, tobak og træ, men ellers en smule neutral. Smagen er røde og mørke bær, og der er en fin kombinationen af blød frugt og tannin, som komplementerer hinanden. Også meget ren i eftersmagen.

Fås hos Erik Sørensen Vinhandel, hvor prisen pt. udgør 369,95 kr. for en årgang 2006. Vinen kan nogle gange findes på tilbud til omkring 150 kr. Jeg har én liggende i en årgang 2007, som vistnok er købt i Føtex.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2005 Château de Haux, Cuvée Exceptionnelle Grande Tradition, Bordeaux, Frankrig

2005 Château de Haux, Cuvée Exceptionnelle Grande Tradition, Bordeaux, FrankrigNæste vin til torsdagens bestyrelsesmøde var denne  Cuvée Exceptionelle Grande Tradition fra det danskejede Château de Haux. Slottet ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker. Her produceres røde og hvide kvalitetsvine samt den helt særegne Clairet (rosé).

Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som én af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.

Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.

I sidste århundrede skiftede ejendommen ejer flere gange for i 1985 at blive købt af Aktieselskabet Franske Vingårde i København, og i alt er der i dag ca. 14.000 aktionærer. Slottes ledes af brødrene Peter og Flemming Jørgensen, som begge har lang erfaring i produktion og handel med vin. Der ejes i dag 70 hektar vinmarker, hvilket giver 300 km. rækker med vinstokke og en produktion på knap 0,5 mio. flasker vin årligt.

Vinen her, Cuvée Exceptionelle Grande Tradition, er lavet for at hylde 140 års vinudvikling på slottet, og den er indtil nu alene lavet i årgang 2005, som var en speciel god årgang på Château de Haux. Der er alene lavet 398 kasser af vinen, som har ligget på gården siden produktionen, smagt hvert år og udgivet nu, hvor den vurderes at være helt på toppen.

Duftmæssigt klare signaler om vin fra Bordeaux, der er lidt jord, kælder, lidt nødder og røde bær. Smagsmæssigt en vin med masser af elegance, mineralitet og med tanniner, som fylder munden og giver en behagelig eftersmag. Vi gættede alle, at der var tale om en Bordeaux vin.

Købt via Château de Haux, pris ukendt, formentlig omkring 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2005 La Croix de Fournel, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2005 La Croix de Fournel, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, FrankrigNæste vin La Croix de Fournel kom også fra Bordeaux, og skulle det være svært at finde oplysninger om den forrige vin, så er det nærmest umuligt med denne vin. Dette er for mig lidt bekymrende, idet dette normalt betyder, at vinen er en konsumvin, som er lavet i meget store mængder, alternativt at vinbonden er så lille, at der ikke findes oplysninger tilgængeligt. Nogle mener, at vinen La Croix de Fournel kommer fra det store kooperativ Union de Producteurs de Saint-Emilion, men det kan jeg ikke finde oplysninger om.

Mit bedste bud er, at vinen La Croix de Fournel laves af Lafon familien, som tillige ejer det 20 hektar store Château de la Commanderie, hvis marker ligger under én kilometer fra de bedste producenter i Pomerol, blot adskilt af floden “La Barbanne”. Lafon familien har boet på Château de la Commanderie siden 1955, og er iøvrigt venner med den kendte vinkøbmand Christian Moueix, som også giver familien gode råd om vinfremstillingen.

Château de la Commanderie er bygget på den jord, som broderskabet Hospitaliers af Sct. Johan af Jerusalem ejede i  det 12. århundrede.  I slotsparken findes en lille sten med det malteserkors, som har givet slottet navn og som pryder etiketten. Måske er det også dette kors, som har været medvirkende til at give denne vin sit navn, men det er alene spekulationer.

Vinstokkene til denne vin har en gennemsnitlige alder af 30 år. Vinfremstilling sker helt traditionelt og fuldautomatisk med temperaturregulerede tanke. Den malolaktiske gæring tager sted i både ståltanke og egetræsfade. Lagres 12 måneder på egetræsfade, heraf 50% nye franske fade.

Nå, lad os komme til vinen, for det er jo det, som det drejer sig om. Duftmæssigt lidt tørhed, men ellers lidt anonym i duften. Smagsmæssigt er vinen meget frugtrig, der er godt med tanniner, der er lidt bitterhed og vinen synes lidt stram.

Har alene fundet en årgang 2009 i Liva Storkøb til en pris på 109 kr.

Vinanmeldelse 3/7