Tag-arkiv: Alsace

Alsace er vinregionen i det nordøstlige Frankrig, som er berømt for sine hvidvine. Alsace ligger i læ af bjergkæden Vogeserne, hvilket giver et tørt og solskinsrigt klima, og i kombination med komplekse jordbundsforhold gør det området særlig egnet til vinproduktion.

Det er omkring 15.300 hektar vinmarker i Alsace fordelt omkring 119 byer og omkring 4.000 vinavlere. Ved at følge den 170 kilometer lange rute Route des Vins d’Alsace kommer man igennem 67 kommuner og mange af de små, gamle og charmerende byer.

Der produceres årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og 90 % af produktionen er hvidvine og en /4-del eksporteres. Generelt er hvidvinene fra Alsace mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre

Alsace er en gastronomisk og kulturel smeltedigel med det bedste fra de to nabolande Frankrig og Tyskland. En region, som har mange ligheder med nabolandet i Rhinlandet. Historisk har Alsace både tilhørt Tyskland og Frankrig under navnene Elsass og Alsace.

De otte primære sorter er Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Pinot Blanc, Muscat, Chasselas og Sylvaner.  Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning bl.a. grundet regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland. Chaptalisering – altså tilsætning af sukker i produktionen – er fx lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Alsace laver det meste vin under appellationen Alsace AOC, som stammer fra 1962. Derudover findes der appellationerne Crémant d’Alsace AOC fra 1976, den lille Rouge d’Ottrott AOC for rødvine og se selvfølgelig Alsace Grand Cru AOC.

Der findes i alt 51 Grand Cru marker i Alsace. De første 25 marker blev udnævnt i 1983, 25 nye i 1992 og den seneste i 2007. De eksklusive Grand Cru vine udgør kun 4% af den samlede produktion i Alsace.

Der kan dyrkes 4 druesorter på Grand Cru marker, nemlig Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris og Muscat … dog med en lille undtagelse om en enkelt Grand Cru mark med Sylvaner.

I de bedste årgange bliver nogle Alsace AOC eller Alsace Grand Cru AOC vine tildelt en af de to klassifikationer Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

2012 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

Denne Riesling Grand Cru Rosacker er lidt Jacques Sipps signaturvin … husets bedste Riesling. Sidst jeg smagte vinen var det i en flot, ældre årgang 1997, men her er det altså en langt nyere årgang 2012.

Det er selvfølgelig Grand Cru marken Rosacker, som har leveret druerne til denne enkeltmarksvin.

Rosacker marken ligger nord for Hunawihr og er samlet på 26,2 hektar, hvoraf Sipp Mack ejer 2,1 hektar. Marken vender øst-syd-øst og ligger i en højde mellem 260 og 330 meter. Jorden består af tung, grå kalksten med lag af mergel, kalkholdig ler og Muschelkalk, som har en pH værdi på 8,2 og er meget rig på kalcium samt magnesium.

Rosacker er opkaldt efter de vilde roser, der vokser rundt om marken. Vinstokkene er omkring 25 år og dermed faktisk betydelig yngre end ved foregående Riesling Vieilles Vignes.

På Rosacker dyrkes der primært Riesling … omkring 50% af det samlede areal er Riesling, men der dyrkes også Pinot Gris, Gewurztraminer og Muscat. Jacques Sipp laver dog kun vine på Riesling og Pinot Gris fra Rosacker.

Udover Domaine Sipp Mack. som ejer andre kendte vinhuse også parceller på Rosacker, bl.a. Cave Vinicole de Hunawihr, Domaine Jean Luc Mader, Agapé selvfølgelig, Domaine Mittnacht Frères, Domaine Mittnacht-Klack, Biecher & Schaal og naturligvis Trimbach.

Jacques Sipp siger selv, at Riesling vinene fra Rosacker nemt kan gemmes 15 år, men det nåede denne 2012 Riesling Grand Cru Rosacker imidlertid ikke.

Næsen er igen en tak mere kompleks og spændende …. og udover nogle af de samme aromaer, som foregående vin – altså petroleum, våd hund, fersken og citron, så er her også lidt abrikos, svedig gymnastiksal, et gammelt Randers Reb samt klare mineralske elementer. Ganske indbydende.

I munden er der god, rank syre, svagt krydret med lidt røg, mere tætpakkede smagsnuancer samt masser af citrus og mineraler, som gør vinen både stringent, spændstig og alt passer bare godt sammen. Med lidt varme i glasset bliver vinen også mere givende og smager af mere … og mere.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., men prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7 

2013 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

Vi fortsatte derefter med Riesling … men et step op med denne 2013 Riesling Vieilles Vignes, altså Riesling fra gamle stokke.

Og hvor gamle vinstokke snakker vi så om? Hos Jacques Sipp er vinstokkene her omkring 45-50 år, men det er nu ellers – i min optik – ingen alder. Det skal jeg jo selvfølgelig sige ;o)

Vinen er såmænd egentlig lavet som de andre vine. Druerne er håndplukket i begyndelsen af oktober. Efter sortering placeres druerne i en pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Og næsen afslører med det samme, at det er et pænt step op … nu snakker vi godt med petroleum, våd hund, fersken, citron, appelsinskal og virker både frisk og sprød samtidig med en vis fylde og dybde. Med lidt tid er glasset fader petroleum noten dog en smule ud og kan være svær at finde igen.

Nu er der også langt mere bundtræk i smagen … mere rund, mere kompleksitet og samtidig endnu mere lækker balance mellem syre, sødme, blødhed, friskhed. Det er let grape, ananas, mineraler og dejlig tørhed.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., men prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2015 Domaine Sipp Mack, Riesling Tradition, Alsace, Frankrig

Denne Riesling Tradition er Jacques Sipps entry-level Riesling og vel én af husets store sællerter, men sjovt nok ikke en vin, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Det råder vi hermed bod på nu.

Tradition serien er lavet med druer fra de unge vinstokke og fra de flade marker. Ellers er der såmænd ikke så meget at sige om vinen. Den er jo lavet nogenlunde som de andre vine, dvs. at druerne druer høstes manuelt. Herefter presses de forsigtigt for at bevare smag og aroma maksimalt. Gæringen finder sted i rustfri ståltanke under temperaturkontrol, og vinen lagrer herefter i 4 måneder på store, gamle egefade.

Det er jo økologisk og Jacques siger selv, at han oplever, at den økologiske produktion giver vinene mere dybde end tidligere … det er i hvert fald hans erfaring.

Og en ganske fin lille Riesling med en næse, som byder dig på god friskhed og sprødhed på en ganske saftig måde. Der er æbler, citrus og hvide blomster. Smagsmæssigt en meget straight vin, god frisk med citrus og ellers … ja lige ud af landevejen.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 96 kr., men prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2015 Domaine Sipp Mack, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig

Den næste vi skulle sippe af var Jacques Sipps Pinot Blanc, som dog ikke er lavet på ren Pinot Blanc, men sjovt nok mest på den drue, som Sipp kalder Pinot Blanc Auxerrois. Sipp fortalte dog, at det stort set var samme drue.

Vinen er helt præcis lavet på 70% Pinot Blanc Auxerrois og 30% almindelig Pinot Blanc … men det er imidlertid ikke helt samme drue. Druen hedder mest rigtigt Pinot Auxerrois eller Auxerrois Blanc. Et fransk vinmagasin har da også poetisk skrevet, at de to druer er falske brødre, men gode venner. Men faktisk sælger mange vinbønder i Alsace vine på Auxerrois som Pinot Blanc.

Det skyldes primært, at vine på Pinot Blanc er langt mere kendte internationalt og dermed selvfølgelig også lettere at sælge. Det var dog ikke gået, såfremt druerne havde været fra en Grand Cru mark, så var denne omgåelse ikke tilladt.

Auxerrois Blanc er i stedet i familie med Chardonnay, og seneste DNA undersøgelser viser, at druen er et krydsning mellem Gouais Blanc og Pinot Noir, som også er nogle af de samme grundstammer i Chardonnay.

Faktisk har navnet Auxerrois Blanc tidligere i Mosel været anvendt om Chardonnay, hvilket også forklarer at druen fik det længere navn Auxerrois Blanc de Laquenexy.

Da vi smagte Jacques første Cremant d’Alsace nævnte han også, at Pinot Blanc i Alsace på mange måder kunne minde om Chardonnay, så det bliver måske endda tydeligere med Auxerrois Blanc.

Auxerrois Blanc er også knap så syreholdig som Pinot Blanc, men mere krydret og sød. Den må dog ikke forveksles med Auxerrois Gris, som er mere kendt som Pinot Gris. Auxerrois Blanc er en vigtig hvidvinsdrue i Alsace, men findes også i Tyskland og Luxembourg.

Den er specielt udbredt i Alsace, hvor den faktisk ofte blandes med netop Pinot Blanc, som her ved Domaine Sipp Mack. Her er den lavet ved, at druerne – begge slags – presses forsigtigt for at bevare smag og aroma maksimalt. Gæringen finder sted i rustfri ståltanke under temperaturkontrol, og vinen lagrer herefter på tank indtil aftapning i april måned året efter høst.

Og næsen er også herlig fyldig, nærmest fed og smøragtig med eksotiske frugter, meloner, god sødme, blomster og nøddeagtige noter.

I munden er der dog ingen hvalpefedt, men en aromatisk og næsten sprød vin. Jacques sagde, at det var vinen for folk, som ikke var til syrerige vine og det er der bestemt noget om, for den er let, ligetil og uden den store syre. Det bliver ganske sødt.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 115 kr., men prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2016 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Rosé d’Alsace, Alsace, Frankrig

Næste Sipp Mack vin blev denne lille rosévin Pinot Noir Rosé d’Alsace … en forholdsvis ny vin i Jacques’ sortiment. Jeg har dog smagt vinen tidligere, nemlig kold og dugfrisk i en årgang 2013, men her er det altså den seneste årgang 2016.

Meget passende for Alsace og en ny vin, så kommer den med storken … i hvert fald på etiketten. Og på bagsiden er der endda – viste Jacques og grinede – fodaftryk efter storken. Hmmmm … eller hedder det egentlig fodaftryk fra en stork? En storks fodaftryk. Nå, kan ikke komme på andre ord for det.

Vinen er lavet efter en idé fra Carolyn – Jacques og Lauras datter og den er lavet på ren Pinot Noir. Druerne til vinen er høstet midt i september.

Mosten har haft skindkontakt med de afstilkede druer natten over for at opnå den lyse rosé-farve, hvorefter gæringen har fundet sted i temperaturkontrollerede ståltanke uden nogen former for malolaktisk gæring.  Vinen er tappet på flaske i slutningen af marts.

Næsen er lys frugt, jordbær, hindbær, rabarber og lidt hyben eller stikkelsbær. Sådan lidt lyse frugter men syre og ellers måske en kende neutral.

I munden fin frisk og omgængelig, let og blid med jordbær, hyld og svagt krydret. Som I måske ved, så er jeg ikke den store rosémand, men vil sikkert være herlig en varm sommer på terrassen.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 115 kr., men prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7 

2012 Domaine Sipp Mack, Cremant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

Fra en lille, eksklusiv vinsmagning i Randers Vinlaugh med den charmerende vinbonde Jacques Sipp fra Domaine Sipp Mack kommer der lige en stribe hvidvine. Første er denne flotte Cremant d’Alsace Brut fra årgang 2012.

Jacques servede selv vinen og fortalte, at 2012 was a dejlig year på det dansk/engelsk, som han skulle underholde på hele aftenen … selvfølgelig med herlig fransk accent. Og han virkede oprigtiglig stolt af denne Cremant, som var lavet med Champagne som forbillede.

Den er da også delvis lavet på Champagne druer, nemlig på 25% Chardonnay, 25% Pinot Noir og 50% Pinot Blanc. Jacques fortalte, at Pinot Blanc druerne hos ham har nogle af samme smagsnoter som Chardonnay, og derfor mener han, at de passer fint i Cremant’en.

Den er også lavet på den normale champagnemetode og er fermenteret i store rustfrie ståltanke og lagrer 36 måneder sur lie, altså med gæren.

Næsen minder også på mange måder om god champagne … dejlig gæret med toast, god frugtrig aroma, en smule pærer, fersken, citrus og i munden blide bobler og smukt afbalanceret. Langt bedre end jeg havde forventet, virkelig en dejlig Cremant d’Alsace.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., men prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2014 Domaine Kumpf et Meyer, Restons Nature Pinot Noir, Alsace, Frankrig

Den lille Restons Nature Pétillant Naturel fra Domaine Kumpf et Meyer overraskede mig totalt sidste år … og nu er der mere Restons Nature vin fra den gode Julien Albertus i glasset. Her er det nemlig hans Restons Nature Pinot Noir.

Det er en af de mange, spændende, moderne og innovative hipstervine, som Julien laver på Domaine Kumpf et Meyer … det lille vinhus, der ligger i Rosheim i Alsace. Jeg vil ikke skrive yderligere om Kumpf et Meyer, men blot henvise til mine tidligere indlæg.

Vinen er vel nærmest en ikke mousserende udgave af Juliens Restons Nature Pétillant Dark Nat, som jeg også tidligere har smagt og samtidig – smagsmæssigt – lidt i samme boldgade, frisk, frejdig, syrlig og lidt fandenivoldsk.

Vinen er lavet på ren Pinot Noir, som kommer fra husets ler- og kalkholdige marker. Udbyttet ligger på 50 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med spontangæring, to uger maceration med 25% hele klynger og lagret i egefade samt demi-muids. Fuldstændig ufiltreret og uden tilsætninger af nogen slags.

Og i glasset er det sgu også herlig, grumset og lys væske. Duften er også bio-bio … urtet med prut, kål, frisk lys frugt, hindbær, syre, blyant … og den har faktisk nogle elementer fra de nyere Loire Cabernet Franc vine, mens de normalt Pinot Noir elementer er gemt længere væk.

Smagen er frisk og syrlig som ind i helvede … ikke at det er en dårlig ting. Jo, hustruen er ikke vild med den, men det efterlader bare mere til mig. Tror også, at en del folk vil melde pas, for det er umiddelbart en syrlig og lidt speciel fætter, men den vinder på en med mere og mere luft i glasset. Det er syrlige lys bær, nogle bitre noter og nærmest noget, som kan minde om svovl.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en voksenflaske på 1 liter af denne vin pt. kan fås til 155 kr.

Rating 4/7 

2012 Domaine Bott Geyl, Pinot Gris Les Éléments, Alsace, Frankrig

Vine hos Paul i torsdags … en helt almindelig dødelig torsdag – hmmmm – og så endda en start med denne lækre franske Pinot Gris Les Éléments fra Domaine Bott Geyl … en vin Paul havde med hjem efter et godt besøg hos det spændende alsaciske vinhus sidste sommer.

Domaine Bott Geyl holder til i byen Beblenheim, tæt på byerne Riquewihr og Zellenberg og drives af Jean-Christophe Bott, som har arvet vingården, hvis historie går helt tilbage til 1795, hvor hans forfader Jean-Martin Geyl grundlagde vingården.

Jean-Christophe Bott har været ansvarlig for Domaine Bott Geyl siden 1993, og han konverterede alle gårdens vinmarker til økologisk drift i 2000 og derefter biodynamisk drift i 2002.

Siden Bott-Geyl i 1993 blev overtaget af den dengang 20-årige Jean-Christophe Bott og hans kone Valerie, har huset høstet stor anerkendelse som en af ‘de unge vilde’. Kvaliteten er konstant stigende, og Jean-Cristophe har fx oplevet at få hele 98 point hos Robert Parker!

Vingården har i dag 14 hektar vinmarker, heraf 4 Grands Cru parker og 3 Lieux-dits. Markerne er spredit på ikke mindre end 75 parceller, spredt ud over 7 kommuner fra Ribeauvillé til Kientzheim.

I vinmarkerne koncentrerer Jean-Christophe sig om lavt udbytte og i kældrene forsøger han med vinfremstilling på den mest naturlige og minimalistisk måde. Jean-Cristophes erklærede mentor er Olivier Humbrecht fra Alsaces vel nok bedste domæne, Zind-Humbrecht. Det betyder terroir-tro vine med fedme, fylde og ikke mindst balance!

Jean-Christophe er uddannet ønolog og har arbejdet hos vinproducenter i Frankrig, i Tyskland og i den nye verden. Han søger meget efter det autentiske, og følger ikke moden.

Jean-Cristophe er en cowboy i marken og høster senere end de fleste. Alt høstes manuelt og der afstilkes ikke. Terroiret fra de enkelte vinmarker understreges også, idet der kun gæres med druernes naturlige gærstammer.

Jean-Cristophes enorme engagement og evne til at tænke nyt fx i den stedvise anvendelse af barriques og hans evne til at koble stor modenhed med fornem balance gør ham til et stjernenavn i dagens Alsace.

Domaine Bott Geyl har opdelt deres vine i forskellige serier, nemlig Métiss,  Les Éléments, Galets Oligocène og derudover enkeltmarksvinene – Lieux-Dits – samt Grand Cru vinene. Derudover Les Vendanges Tardives, Grains Nobles og Crémant.

Denne Pinot Gris er fra Les Elements serien og druerne – økologiske og biodynamiske – kommer fra markerne omkring Beblenheim. Druerne høstes ved håndkraft og transporteres til vineriet i 40 kg champagnekasser.

Derefter presses de forsigtigt i pneumatiske presse 6-18 timer afhængig af sort. Herefter hviler saften en dags penge ved 6 grader inden den alkoholiske gæring starter … alene med druernes naturlige gær. Vinene lagrer typisk 4 til 8 måneder.

Dejlig rund, fyldig og sødmefuld duft med pærer, lidt eksotiske frugter, fersken, kandiserede frugter, let honning og en smule hvide blomster. Dufter rigtig lækker og sød.

I munden er vinen virkelig aromatisk med fyldighed, fedme, sødme og virker nærmest cremet med ananas, tæthed, dybde og alligevel bliver det ikke for fokuseret, da der også er en blød syre og nogle mineralske elementer, som holder tingene på plads. Smager da bare rigtig lækker.

Købt på vingården, så jeg kender ikke prisen. Den forhandles herhjemme af Brdr. D’s Vinhandel, hvor prisen er 159,95 kr. for en flaske og 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

 Rating 5/7    

2014 Christophe Lindenlaub, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

2014 Christophe Lindenlaub, Crémant d'Alsace Brut, Alsace, FrankrigBobler på en torsdag … og første af slagsen blev denne Crémant d’Alsace Brut fra den lille alsaciske producent Christophe Lindenlaub, som holder til midt i byen Dorlisheim omkring 15 kilometer sydvest for Strasbourg, altså den nordlige del af Alsace.

Vinhuset er grundlagt af Lindenlaub familien tilbage i 1759, men drives i dag af Christophe Lindenlaub. Han overtog driften efter hans far Jacques Lindenlaub  i 1999. Han passer husets 10 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Husaren, Stierkopf og Rangenberg. Alt drives certificeret økologisk og flere af markerne drives endda også biodynamisk. Christophe er også selv meget aktiv i markerne.

Derudover er han en rigtig gavtyv, der gladelig springer rundt imellem fadene, snakker og skænker vin. Han elsker vin og med en smøg i kæften fortæller han røverhistorie eller  historier om damer. En fantastisk energisk og afslappet mand på en og samme tid … ren hygge og livet leves uden de store bekymringer.

Christophe Lindenlaub producerer omkring 50.000 flasker om året, hvoraf de 30.000 sælges direkte fra huset, altså primært huset basisvine, mens de sidste 20.000 er mere specielle vine … naturvin og lignende. De sælges til smarte barer i Frankrig og så en lille smule til Danmark.

Denne Crémant d’Alsace Brut er en almindelig traditionel Crémant, men økologisk dyrket og med 6 gram sukker. Det fremgår ikke, hvilke druer, som vinen er lavet på … men mon ikke der er noget Pinot Blanc i den lille, boblende vin.

Duftmæssigt lidt æbler, lidt citrus, svag gærende noter, nogle mineralske elementer samt et vist animalsk udtryk. I munden er boblerne nærmest brusende og frugten meget ren, stålsat, stringent og frisk. Smager ganske fint.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 115 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Domaine Kumpf et Meyer, Riesling Westerberg, Alsace, Frankrig

Domaine Kumpf et Meyer, Riesling Westerberg, Alsace, FrankrigFuck … den mand ka’ sgu lave Riesling. Ja det er altså den stille og beskedne Julien Albertus fra Domaine Kumpf et Meyer, som jeg snakker om. Denne Riesling Westerberg er f…… fantastisk og næsten på samme niveau som hans Riesling Grand Cru Bruderthal, som jeg tidligere har været helt oppe at ringe over.

Jeg har jo skrevet nogle gange om den unge, lidt sky, men ganske talentfulde vinmager fra Alsace, som laver en række sindssygt spændende vine. I kan læse mere om ham på de tidligere blogindlæg, bl.a. har jeg for en måneds penge siden smagt hans Muscat Westerberg.

Denne gang er det dog hans Riesling fra samme mark. På Westerberg er der primært plantet Sylvaner, Gewurztraminer, Riesling, Pinot Noir samt en smule Muscat. Dyrket økologisk, men domainet har først fået deres certificering fra og med årgang 2016.

Vinen er lavet ved spontangæring på barrique, har fået et drys svovl og en let filtrering.

I næsen herlig petroleum … OMG hvor jeg elsker den duft. Den er her igen ganske kompleks med nogle supplerende noter af æbler, en skvis eksotiske frugter, lidt citrus, våde fade, men også med en nærmest animalsk side … lugter lidt af hest, lidt gæret … moden, men ikke helt oxyderet. Har lidt permanentlak og virker i næsen en smule støvet. Herlig og nærmest vanedannende aroma. Tak Julien.

Smagsmæssigt er vinen virkelig balanceret  … i total zen. Det er æbler, æblesyre og som søstervinen meget forfriskende og læskende i udtrykket med mineralske noter og lidt sødkrydrede elementer. Syren er sådan nærmest “tilbagetrukket”, hvilket giver vinen fabelagtig balance og blødhed. Igen … det er sgu topklasse … og til prisen rent tyveri.

Vi hoster op med samme rating som søstervinen. Dét vinhus er sgu svært ikke at holde af.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 145 kr.

Rating 6,5/7