Tag-arkiv: Italien

Besøg på Rocca di Fabbri … en impulsiv smagning

Både ved konsortiets store gallamiddag i Palazzo dei Consoli i Bevagna og ved en af de talrige smagninger dagen efter stødte jeg ind i Andrea Dell’armi fra vinhuset Tenuta Rocca di Fabbri SRL Sociale Agricola … en venlig og rar fyr. Da jeg interesseret spurgte til hans vine, så blev jeg fluks inviteret en smuttur ud til vingården for at smage et udvalg af vinene.

Og jeres flittige vinblogger siger jo aldrig nej til at smage vin, selvfølgelig udelukkende i læsernes interesse, så minuttet efter var vi på vej til vingården, der ligger et stenkast – dog af de lange – et par kilometer fra Montefalco.

Afsted af de – tilsyneladende kendetegnet for området – bumlede  og hullede veje i hans gamle, bordeaux-/matfarvede og lettere bedagede Alfa Romeo 156. Andrea fortalte, at han bare det seneste år havde skiftet støddæmper tre gange … det siger vist lidt om vejenes tilstand i Umbrien eller måske store dele af støvlelandet.

Vi ankom dog hurtigt til den gamle 1300-tals fæstning, som rummer vingården Rocca di Fabbri samt deres store B&B Subretia … Residenze di Campagna, som både står af en stor italiensk villa samt en lang række lejligheder, en stor svømmepøl samt en betagende udsigt mod Trevi.

Selve vinhuset er dog ikke så gammelt, da det er grundlagt i 1984 af Pietro Vitali, der havde en fortid som antikvitetshandler og derfor blev forelsket i den historiske ejendom. Il castello di Fabbri er nemlig  en af områdets gamle attraktioner og meget iøjefaldende med det gamle tårn med skydehuller og patina.


Ved siden af det gamle tårn og inde på den runde gårdsplads ligger familiens hjem med smagelokalet.

Fæstningen tidligere været beboet af benediktinermunke og blev efter Pietro Vitalis overtagelse istandsat, bl.a. byggede han et nyt vineri, som blev forbundet med den gamle bygning via en forbindelsestunnel under vejen.

Pietro Vitalis plan var at genplante lokale vinstokke og passe dem ved hjælp af specielle dyrkningsmetoder med det formål at producere vine, der kunne afspejle det lokale terrior, duften af landet og elegancen fra et Benozzo Gozzoli maleri. Og netop malerier af Gozzoli valgte Pietro til etiketterne til husets vine.

Ejendommen har samlet 60 hektar og de fleste hektar er efterhånden tilplantet. Der dyrkes Sagrantino, Grechetto. Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Chardonnay. Derudover har de også planlagt at plante Trebbiano Spoletino igen. Den årlige produktion ligger på 150.000 flasker.


Udsigt udover vinmarkerne.


Vinstokkene er skåret til og klar til den nye sæson.

De har også 5 hektar, hvor der eksperimenteres med andre druersorter, bl.a. sorter som Petit Verdot, Arinarnoi og Nielluccio samt nye kloner af både Merlot og Cabernet Sauvignon.

I dag drives Tenuta Rocca di Fabbri SRL Sociale Agricola af Pietros to døtre Roberta og Simona Vitali, der begge er vokset op med vin og da jeg ankom til vingården sammen med Andrea Dell’armi, så kom Roberta os i møde og bød mig velkommen.

Derefter fik jeg den store rundvisning på stedet, hvor jeg så vinkælderen, produktionslokalerne … den gamle underjordiske gang og selvfølgelig resterne fra den gamle fæstning. På vejen til smagelokalet ligger der en gammel rund gårdsplads … som ser lidt brugt og slidt ud. Det ligner noget fra Østeuropa, men Andrea fortalte, at de havde planer om at lave en restaurant der.


Den gamle runde gårdsplads, som er udsmykket med kunst. 

Vi fik set udover nogle af husets vinmarker og jeg så selvfølgelig også villa Subretia … Residenze di Campagna samt området omkring alle ferieboligerne, som der er stor rift efter om sommeren. Det er faktisk et pænt stort B&B … hele 18 lejligheder rummer stedet foruden to store villaer, som bruges til fælles aktiviteter.


Den smukke gamle villa på den anden side af vejen.


Og den anden villa ved siden af alle ferielejlighederne.


Og her har jeg snydt lidt … sådan ser det ud om sommeren. 

Lige nu var svømmepølen tom og alt stille, men udsigten fra stedet mod bjergene og Trevi helt fantastisk. Vi gik retur til smagelokalet, hvor jeg endte med at smage et bredt udvalg af husets vine, nemlig disse vine:


Her står Andrea Dell’armi foran alle vinene fra Rocca di Fabbri.

Vinene fra Rocca di Fabbri hører – efter min vurdering – til i den bedre del af Montefalco vinene. Og med gennemgang af 9 af slagsen, så blev jeg også en del klogere på Rocca di Fabbri inden Andrea Dell’armi kørte mig retur til Montefalco.


Il castello di Fabbri.


Smagelokalet hos Rocca di Fabbri.


Endnu et kig på den gamle, italienske villa … lige sådan en, som passer ind i enhver romantisk forestilling om det søde, italienske liv.


Et kig ind til produktionen.


Den underjordiske tunnel under vejen forbinder produktionslokalerne og vinkælderen.


Produktionslokalerne har dog ovenlys … selvom det er farvet og en smule sparsomt.


Kælderen er gammel, mørk og fugtig.


De store gamle egefade …


… findes flere steder i kælderen.

2013 Fongoli, Fracanton Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Vi snupper lige endnu en Sagrantino … her fra Azienda Fongoli Società Agricola, som jeg skrev lidt om for en måneds tid siden. Denne gang er det husets Fracanton Montefalco Sagrantino … et eksperiment, der er lagret på store amphora krukker.

Du kan læse mere om vinhuset og ejeren, vinmageren Angelo Fongoli – 3. generation – i mit blogindlæg om deres Laetitia Trebbiano Spoletino.  Her kigger vi lige nærmere på denne lidt specielle Fracanton Montefalco Sagrantino.

Druerne til Fracanton Montefalco Sagrantino kommer fra 40 år gamle vinstokke, som passes økologisk, men der arbejdes også efter biodynamiske metoder og i kælderen anvendes der alene en smule kobber og svovl.

Der anvendes alene den naturlig gær fra druerne og vinen er lavet med maceration i 30 dage i store terracotta krukker. På husets hjemmeside står der, at vinen er lagret 4 år på store træfade og 12 måneder på flaske … men det kan jo ikke passe med en årgang 2013.

Mark fra Gusto Wine Tours fortalte da også, at denne 2013’er er lagret på store amphora krukker og dermed tilsyneladende ikke opfylder appellationens regulativer om minimum 1 år på egefade ud af en samlet lagring på 37 måneder.

Den er – efter bedste biodynamiske principper – flasket på et tidspunkt, hvor månes cyklus var helt optimal. Som det ses på etiketten, er det en prøve … forsmag på 2013’eren og årstallet samt alkoholprocenten overskrevet med tusch. Den trækker en højoktan 15,5% alkohol.

Næsen er multo speciel … godt præget af mentol, eukalyptus, urter, en skefuld vildskab, tørhed og skæve noter … frugten er godt gemt bag de vilde urter og en underlig syrlighed. Uha.

I munden er vinen dog mere moden end duften indikerer … og samtidig mere elegant. Tanninerne er fortsat ganske vilde, tørre og utøjlede. Der er god lang eftersmag og en vis blødhed, men det overordnede billede er en vin, som er meget anderledes.

Ikke fundet en forhandler herhjemme og prisen kender jeg heller ikke.

Rating 2,5/7  

2012 Tenuta Bellafonte, Montefalco Sagrantino Collenottolo, Umbrien, Italien

Vi sluttede besøget i Tenuta Bellafontes kælder med Montefalco Sagrantino Collenottolo i årgang 2012 … og selvfølgelig med et par fotos af Peter Heilbron med en flaske af samme vin i hånden.

Bellafonte tyder i øvrigt smukt springvand … et navn, som Peter valgte pga. et springvand, som lå på stedet tidlogere.

Nå, men 2012’eren er selvfølgelig lavet som 2011’eren. Høstet med 40 hektoliter pr. hektar, høstet med håndkraft og druerne sorteres og afstilkes inden gæringsprocessen, som foregår udelukkende med de naturligt forekommende gærstammer.

Processen varer et 2-3 uger, hvorefter vinen overføres til store fade – ikke mindre end 30 hektoliter – af slavonsk eg, hvor den lagrer i 36 måneder inden den ufiltrerede aftapning på flaske. Inden vinen frigives til salg, så lagrer den yderligere 10 måneder på flaske.

Alkoholprocenten er lidt lavere … nemlig 14,5% og der er produceret lidt færre flasker af vinen, nemlig 12.000 flasker.

Næsen minder selvfølgelig om 2011’eren … balsamisk syre, tørhed, tørrede krydderier, mørke bær, solbær, blæk, kul, kridt, blomster og kandiserede violer. Men den virker mere streng, har klart mere stald, læder og grønne grene.

Smagen er først og fremmest præget af stor tørhed og godt med tanniner. Vinen er både stram og kødfuld … nærmest renser munden, ja faktisk stram som en ung Barolo. En vild garvesyre, som nærmest sætter sig på fortænderne, men på en charmerende måde. Tørheden og tanninerne er dog meget fint integreret i syren, og den høje alkoholprocent på 14,5% mærkes heller ikke. Virkelig en vin med karakter. Thumbs Up.

Forhandles af Jysk Vin, hvor prisen er 249 kr. for en flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7    

2011 Tenuta Bellafonte, Montefalco Sagrantino Collenottolo, Umbrien, Italien

Peter Heilbrons Montefalco Sagrantino Collenottolo havde jeg smagt to gange inden mit besøg på vingården … nemlig både årgang 2009 og 2010. Så meget passende smagte vi 2011 og 2012 under besøget. Vi startede med denne 2011’er.

Alle druerne til Montefalco Sagrantino Collenottolo kommer fra 15 år gamle vinstokke d et udbytte, der halvt så stort som ved Spoletino druerne, nemlig 40 hektoliter pr. hektar. Druerne høstes med hånden, sorteres og afstilkes inden gæringsprocessen, som foregår udelukkende med de naturligt forekommende gærstammer.

Processen varer et 2-3 uger, hvorefter vinen overføres til store fade – ikke mindre end 30 hektoliter – af slavonsk eg, hvor den lagrer i 36 måneder inden den ufiltrerede aftapning på flaske. Inden vinen frigives til salg, så lagrer den yderligere 10 måneder på flaske. Vinen har en alkoholprocent på 15% og der er produceret 17.850 flasker af denne 2011’er.

Duftmæssigt er her god italiensk balsamisk syre, ikke så sød og tæt, som andre Sagrantinoer, men mere frugtrig med stål, vilde urter, svedsker, mørke bær, blomster, kandiserede violer, bark og stor tørhed.

I munden er der også power og syre, men bærrene ikke så mørke og søde, men langt mere elegant. Der er godt med tanniner … stramme og insisterende samt voldsom tørre. Det er stramt, powerfuld og kraftfuld italiensk fuldblod fra Montefalco.

Forhandles af Jysk Vin, hvor prisen er 249 kr. for en flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7    

2014 Tenuta Bellafonte, Arnèto, Umbrien, Italien

Efter 2015’eren skulle vi selvfølgelig også smage 2014’eren af Peter Heilbrons Arnèto Trebbiano Spoletino … altså første årgang af vinen nogensinde.

Vi smagte dog faktisk også vinen i årgang 2016, men det var en prøve direkte fra fad og altså ikke modnet færdig. Den var dog også ganske fin … godt med noter af grape og ikke helt veludviklet. Men det var denne 2014’er bestemt og efter min vurdering endda en tak bedre end den efterfølgende årgang 2015, men det vender jeg fluks tilbage til.

Vinen er selvfølgelig lavet på samme vis som 2015’eren … altså med kold maceration i nogle få dage og en malolaktisk gæring sur lie i 5 måneder for denne 2014’er og flaskning uden filtrering. Den lagrer på flaske 4 måneder inden frigivelse.

Næsen er mere grøn, mere stringent og mere blomsteragtig end 2015’eren. Det dufter langt mere af Riesling … svag petroleum, citrus, eksotiske frugter samt en lidt flæsket, fed og fyldig side samt røg, kridt samt lidt urter. Hmmm.

Smagen er meget frugtrig, fyldig, cremet, men har også en lækker renhed, sten, jern og knap så fyldig, som 2015’eren. Den er mere slank og en tak mere elegant, selvom strukturen og kroppen er meget roust. Smager virkelig godt.

Smagt på vingården, hvor en flaske koster 20€ … eller omkring 149 kr.

Rating 5,5/7  

2015 Tenuta Bellafonte, Arnèto, Umbrien, Italien

Spoletino … Houlbergs nyeste forelskelse, som hos Peter Heilbron på Tenuta Bellafonte bliver til vinen Arnèto, som vi først smagte i årgang 2015.

2015 er alene andet år, som Arnèto er lavet i. Druerne kommer fra Peters parceller i både Spoleto og Bevagna. Vinstokkene er omkring 16 år gamle og udbyttet egentligt ganske pænt med omkring 80 hektoliter pr. hektar. I produktionen af vinen anvendes alene druernes naturlige gær og vinen får en kold maceration i nogle få dage og en malolaktisk gæring sur lie i 6 måneder for denne 2015’er og flaskning uden filtrering. Den lagrer på flaske 4 måneder inden frigivelse.

Det er en IGT vin hos Tenuta Bellafonte og altså ikke under appellationen Trebbiano Spoletino – Spoleto DOC, hvor druerne skal komme fra Spoleto alene. Ikke at det giver så megen forskel, men regler er jo regler. Peter laver årligt 11.500 flasker af denne hvidvin.

Næsen er meget aromatisk, lidt flæsket, godt med vilde urter, fersken, ananas, røg, smør, lidt nødder, måske mandler, gazebind, kridt og en snert citrus. Dufter vildt godt.

I munden er vinen cremet, fyldig og har godt med krop. Lagringen på eg og den malolaktiske gæring har klart gjort vinen fyldig og fed, men der er også sten, jern og mineralske elementer med i smagsbilledet. Smager virkelig godt.

Smagt på vingården, hvor en flaske koster 20€ … eller omkring 149 kr.

Rating 5/7  

Besøg på Tenuta Bellafonte … hos rare Peter Heilbron

Peter Heilbron er en rar og smilende vinbonde … stoisk, stolt og solid som en klippe. Han er født i Milano, men familien stammer egentlig fra Tyskland. Han har en indre ro, et venligt og vindende væsen samt en fast overbevisning om, hvordan vine skal laves og det medfører fremragende vine.

Jeg besøgte Peter på hans vingård Tenuta Bellafonte – som en af mange – under mit besøg i Montefalco. Peters Montefalco Sagrantino Collenottolo  var én af de vine, som jeg havde smagt flere gange inden mit besøg i Umbrien, og derfor var det selvfølgelig meget interessant at besøge den topmoderne vingård.

Tenuta Bellafonte ligger et par kilometer vest for Bevagna i nærheden af den lille charmerende landsby Torre del Colle og vel omkring 10 kilometer nordvest for Montefalco,

Vingården er topmoderne og ligger med en betagende udsigt over bakkerne med skove, velplejede vinmarker og oliventræer med de pjuskede og sølvfarvede kroner.


Her et foto af den flotte, moderne vingård.

Peter grundlagde vingården i 2007 og driver den sammen med hustruen Sabina. Til at hjælpe med vinproduktionen har man dog hyret vinmageren Beppe Caviola.

Peter havde inden etableringen af Tenuta Bellafonte Società Agricola arbejdet nogle år som administrerende direktør for to store firmaer indenfor spiritus og øl, men hans passion for vine og det unikke terroir i Montefalco gjorde, at han tog springet som selvstændig vinbonde.

Peter ejer i alt lidt over 30 hektar jord, hvoraf de 11 hektar i dag er tilplantet med vin … i starten udelukkende Sagrantino, men der er nu også lidt jord med den grønne drue Trebbiano Spoletino, som jeg blev ganske forelsket i under mit besøg i Umbrien.

Resten af jorden er skov, en mindre frugthave og 2.500 oliventræer af sorterne Frantoio, Leccino og især Moraiolo. Vinmarkerne ligger i en højde mellem 260 og 320 meter over havets overflade, og jordbunden er hård, stenet og har godt med ler.


Produktionsfaciliteterne.

I bedste italienske stil drives der selvfølgelig også lidt Bed & Breakfirst med udlejning af 5 værelser. Hele ejendommen drives økologisk og bæredygtigheden er tænkt ind i alle detaljer fra arbejdet i markerne til bygning af de underjordiske kælderfaciliteter.

Faktisk er kælderen rigtig spændende, specielt det store rum, hvor alle vinene lagrer på store egefade. Væggene i den kælder er bygget af store sten, hvor der kan trænge vand ind. Det sikrer, at der hele tiden er høj luftfugtig i kælderen … og så ser det samtidig tæskegodt ud, hvilket du måske kan fornemme på billedet nedenunder.


Den store kælder med de store egefade. Bemærk væggene af sten, som blot er understøttet af jern og er med til at give en god luftfugtighed i kælderen.

Der er selvfølgelig også solceller, som leverer strøm til hele vingården.

Der produceres kun to vine på Tenuta Bellafonte, så på den måde er produktionen ganske simpel. Det er selvfølgelig en Montefalco Sagrantino Collenottolo samt den nyere hvidvin Arnèto, som Peter lavede første gang i 2014.

Vi fik under vort besøg en rundvisning på vingården, mens Peter fortalte lidt om produktionen af vinene. Vi skulle selvfølgelig også smage vinene og smagte:

Vi startede besøget oppe i et lille salgslokale. Jeg ved ikke, om der findes en større smagelokale på vingården, for vinene smagte vi faktisk nede i kælderen ved de store egefade.


Her byder Peter Heilbron os velkommen.

Peter fortalte om produktionen af de to vine. For Spoletino vinen, så laves den alene med druernes naturlige gær, maceration i nogle få dage og en malolaktisk gæring sur lie i 5 måneder og en flaskning uden filtrering.

For Sagrantino vinen vælger Peter at lagre den i mindst 36 måneder på store 30 hektoliter egefade og derefter mindst 10 måneder på flaske … altså længere lagring end appellationens forskrifter. Ligesom hvidvinen anvendes alene druernes naturlige gær i gæringsprocessen og rødvinen filtreres heller ikke.

Vi drøftede med Peter, hvor han så sig selv som producent i Montefalco … hvilken stil, som han efterstræbte. Og han vil gerne lave vinene så naturlige som muligt … uden alt for megen indgriben og min vurdering er, at hans vine hører til blandt de mest frugtrige af Montefalco vinene. Jeg synes, at han laver bragende gode vine.


En dedikeret vinmager.

Mørket havde sænket sig, da besøget sluttede, så vi hastede hjem til hotellet inden aftenens gallamiddag. Tak til Peter Heilbron for et dejligt besøg.

Vinene fra Tenuta Bellafonte forhandles herhjemme af Jysk Vin, som dog pt. alene har Peters Montefalco Sagrantino Collenottolo, så Flemming, HP og co … ta’ for pokker også den herlig Spoletino vin Arnèto hjem ;o)


Peter Heilbron viser glad sin vin frem.


Samling på tropperne inden rundturen.


Produktionsfaciliteterne.


Et af fadene med Sagrantino.


Peter Heilbron er bare en rar mand.


Endnu et foto fra lagringskælderen.


Og såmænd også et fad med Trebbiano Spoletino.


Peter Heinbron fra Tenuta Bellafonte,

2008 Fattoria di Basciano, Vin Santo del Chianti Rufina, Toscana, Italien

Til desserten – ostelagkage – kom der et lille break i de australske vine, nemlig med en vaskeægte Vin Santo – hellig vin – dessertvinen Vin Santo del Chianti Rufina fra vinhuset Fattoria di Basciano … eller måske mere korrekt Masi Renzo & C. Sas Fattoria di Basciano, som det rettelig hedder.

Vingården Fattoria di Basciano ligger i byen Rufina, som er kendt for sine særligt velbeliggende vinmarker til produktion af Chianti og Fattoria di Basciano laver da også masser af Chianti. Vingården ligger omkring et gammelt tårn – Basciano – der kan dateres tilbage til 1300-tallet. Det er selvfølgelig også fra tårnet, at gården har sit navn.

Vinhuset drives af Mazi familien, som grundlagde huset tilbage omkring år 1900, da de købte vingården Fattoria di Basciano. Det er i dag 3. generation i form af Paolo Masi, som står for driften og vinproduktionen. Han overtog driften efter faderen Renzo Masi. På billedet ovenfor kan vi netop se Paolo og Renzo.

Vingården har samlet 75 hektar jord, hvoraf 35 hektar er vinmarker, 20 hektar olivenlunde og de sidste 20 hektar er skov. De ejer nogle af de bedste og mest unikke jordlodder i Rufina, med en jordbund der er domineret af galestro sten. Disse sten holder på varmen igennem natten og sikrer, at druerne modner optimalt.

Vinen sælges under to brands, Masi Renzo og Fattoria di Basciano, hvor sidstnævnte er husets flagskibsserie, alle lavet på druer fra marker de selv ejer og 100% vinificeret på vingården.

Her har vi altså fat i husets dessertvin Vin Santo del Chianti Rufina, som er lavet på druerne Trebbiano Toscano og Malvasia del Chianti. Druerne tørres i tre måneder, hvorefter de presses, gæres og omhældes til åbne trækar hvor vinen får en let oxidering. Herefter føres vinen på mindre træfade hvor den lagrer i flere år.

Næsen er sådan lidt en blanding mellem cognac og portvin med tørrede fugter, appelsin, honning og vanilje. I munden er den sød, let oxyderet … men ellers ikke så meget at sige. Okay dessertvin, men så er den heller ikke længere.

Forhandles af Vinkyperen, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 3,5/7  

2007 Cascina del Monastero, Barolo Bricco Riund Riserva, Piemonte, Italien

Mer’ Nebbiolo i form af denne Barolo Bricco Riund Riserva fra vinhuset Cascina del Monastero, der ligger udenfor La Morra i området kaldt Annunziata.

Cascina del Monastero er grundlagt i 1926 af Alessio Grasso, som var vinmager fra Treiso. Han købte vingården Cascina Luciani og de omkringliggende marker. Gården havde tidligere tilhørt Benedictklosteret Mercenasco, og havde tidligere også i over 300 år været drevet af munke fra St. Peter klosteret i Savigliano. Derfor blev navnet også ændret til Cascina del Monastero.

I dag er det Alessios barnebarn Giuseppe, som driver stedet sammen med hustruen Velda, men deres børn – Loris og Giada – er også allerede involveret i driften, som udover vinproduktionen også omfatter en større udlejning af 10 værelser i den gamle bygning.

Cascina del Monastero har samlet 6-7 hektar vinmarker, og de bedste marker er Bricco Luciani og Bricco Riund. Huset laver 10 forskellige vine, lige fra Dolcetto og Barbera til Langhe samt Barolo’er.

Her er det husets Barolo Bricco Riund Riserva i en årgang 2007. Vinen er lavet med maceration i 14 dage og er derefter lagret i nye barriques i 12 måneder. Derefter lagrer vinen yderlogere 24 måneder i ældre og store 15 hektoliter egefade inden sidste lagring på flaske i yderligere 6 måneder.

Den er umiddelbart lidt mørkere og mere moderne i stilen … næsen byder på violer, gazebind, kirsebær, hindbær, enebær, våde egefade, babybræk, balsamiske elementer, roser, appelsinskal samt en gammel havelåge … eller i hvert fald noget jern og et sjat krydderier.

Alderen trykker ikke i smagen, for der er godt med stramme og strenge tanniner, syrlig frugt, balsamisk syre. Der er syrlige kirsebær, men der fornemmes også en lille sødme, som giver en smule modspil til syren. Man skulle ikke tro, at sådan en 2007’er næsten er for ung … men sådan har jeg det lidt.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 348 kr.

Rating 5/7   

2008 Grasso Fratelli, Barbaresco Vallegrande Riserva, Piemonte, Italien

Og det blev netop Nebbiolo i næste glas, nemlig denne Barbaresco Vallegrande Riserva fra vinhuset Azienda Agricola Grasso Fratelli, der er beliggende i Valgrande i Treiso … hjertet af Langhe.

Vinhhuset er grundlagt i år 1900 af Valentino Grasso og drives i dag af 3. generation i form af børnebørnene – de to brødre – Luigi og Alfredo Grasso. Huset laver deres vine meget traditionelt, men brødrene har dog taget nogle af de mere moderne metoder til sig, bl.a. med lagring på barriques. Selvom der er lavet vin på vingården siden år 1900, så begyndte familien dog først at flaske og sælge egne vine fra midt i 1970’erne.

Azienda Agricola Grasso Fratelli har samlet 15 hektar vinmarker med Nebbiolo, Dolcetto, Barbera, Moscato og Chardonnay. Deres bedste marker er San Stunet, Sorí Valgrande og Bricco Spessa. Vinene bliver skabt med en stor lidenskab og respekt for det traditionelle håndværk.

Gårdens flagskibe er uden tvivl deres Barbaresco vine, men de laver også en flot Barbera d’Alba Matiné, der kun laves i udvalgte årgange. Derudover laver de bl.a. også en Langhe Rosato Le Zolle, en piemontansk specialitet i form af en let perlende rødvin. Produktionen er i dag på lidt under 60.000 flasker årligt.

Fra marken Sorí Valgrande laver Luigi og Alfredo 2 forskellige Barbaresco vine, den almindelige Barbaresco Vallegrande samt denne Barbaresco Vallegrande Riserva, som vel også nok er husets bedste vin. I denne årgang 2008 har den endda også modtaget guld ved Decanter Wine Awards 2015.

Lavet på store gamle egefade – macerationsperioden kender jeg ikke – og derefter lagret på barriques i 14-18 måneder. Derefter er vinen selvfølgelig også modnet på flaske inden frigivelse.

Og duften er virkelig italiensk syre … italiensk Nebbiolo med syrlige kirsebær, hindbær, violer, champignon, æteriske olier, eg, fad, lakrids og lidt krydderier. Streng, let og med løftet pegefinger.

Smagen er blødere end forventet, men har selvfølgelig – som ægte Nebbiolo – et syrligt bid. Det er modent, elegant, lyst og igen de lyse bær, som dominerer, hindbær, lyse kirsebær, let peber, tørhed samt bløde tanniner. Det er meget harmonisk, velafbalanceret … en sød og streng lærerinde.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor prisen er 210 kr.

Rating 5,5/7