2009 Rocca di Fabbri, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Som de fleste smagninger i Montefalco sluttede smagningen med Andrea Dell’armi hos Rocca di Fabbri med en Montefalco Sagrantino Passito DOCG, den søde og hellige vin. Altid et dejligt punktum.

Maleriet på etiketten er egentlig blot et udsnit af samme maleri, som vi stødte på hos husets almindelige Montefalco Sagrantino DOCG, altså Montefalco afbilledet af maleren Francesco Melanzio. Og selvfølgelig er vinen lavet på 100% Sagrantino, som til Passito vinen er tørret i en periode, typisk omkring 2-3 måneder.

Druerne er forinden høstet med udbytte på 35 hektoliter pr. hektar, altså lidt mindre end til den tørre Sagrantino. Efter tørring sker der maceration i en god periode, som dog ikke er oplyst. Vinen lagrer lang tid, først på egefade og derefter mindst 32 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen har Rocca di Fabbri lavet første gang i 1985 og de laver årligt 8.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det en tæt, mørk og smuk nektar med solbær, modne blommer, lakrids, læder og sødme. Smagsmæssigt er vinen ikke oversød, men har lidt bid via blide tanniner og en gigantisk eksplosion i munden. Smager da for vildt og med en lang, sød eftersmag. Absolut en af de bedre Passito’er i Montefalco.

Smagt på gården, hvor den koster 18,90€ … eller omkring 141 kr.

Rating 5,5/7