Tag-arkiv: Spanien

2018 Rolland & Galarreta, Verdejo, Rueda, Spanien

2018 Rolland & Galarreta, Verdejo, Rueda, SpanienDen verdenskendte ønolog og vinkonsulent Michel Rolland er vi ofte stødt på her på bloggen som hjælper for vinhuse i både Bordeaux og andre lande. Nu har han sgu selv sat sit navn på etiketten på en vin, nemlig i et projekt i Rueda sammen med spanske Javier Galarreta. Her smager jeg først deres 2018 Verdejo.

Javier Ruíz de Galarreta har også været trendsættende for den spanske vinbranche, Han grundlagde i 1993 Araex Rioja Alavesa og markedsførte der Rioja vine for forbrugere i det meste af verden.

Senere kastede han også sin interesse på andre områder i Spanien så som Ribera del Duero, Navarra, Rias Baixas, Rueda og grundlagde en ny organisation kaldet Spanish Fine Wines.

I dag går foretagendet under navnet Araex Grands Spanish Fine Wines og Javier søger hele tiden nye vineventyr, men fælles for dem alle er, at der udvises respekt for naturen, den regionale identitet og nationale arv.

Nu laver han så et par vine sammen med Michel Rolland under brandet Rolland & Galarreta og den første vin er denne lavet på ren Verdejo fra to højtliggende, stenede parceller med numrene 22 og 66 i La Seca i  Rueda, der regnes for et af de bedste dyrkningssteder i regionen.

Vinstokkene er i gennemsnit 40 år gamle og markerne ligger i 700-750 meters højde over havets overflade med udsigt til Duero floden. Først er druerne udblødt sammen med skallerne i 8 timer for så at forstærke aromaerne. Gæringen blev udført ved 16 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 3-4 måneder sur lie og 5-10 % af vinen er lagret på 225 liter franske barriques.

Duftmæssigt er det en helt frugtskål med eksotisk, tropisk og blødmoden frugt med ananas, mango, abrikos, fersken samt pærer, karamel, candyfloss og vanilje. Vinen har en næsten olieret fylde, et fint snert af rosmarin og sød blomsterpollen … rund, venlig og meget blød.

I munden er det mere af samme historie … en fyldig, let olieret og bamselineblød vin med smørfedme, masser af tropisk frugt samt en omgang lemon, der giver vinen rygrad og og det er godt, for syren er ikke særlig vild … men det er sgu velkomponeret vin og til prisen et vaskeægte superkøb. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Godello, Rías Baixas, Spanien

2021 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Godello, Rías Baixas, SpanienJeg var glad, da jeg i sommers smagte vinen Paco & Lola Albariño fra kooperativet Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana i Rías Baixas. Nu smager jeg atter glad en vin derfra … 2021 Paco & Lola Godello.

Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana kaldes også Bodega Paco & Lola og ligger i Val do Salnés regionen i Rías Baixas. Det er grundlagt i 2005 af en gruppe af vinavlere og vinproducenter, som besluttede at  samle kræfterne, gøre deres vine mere professionelle og fremme kendskabet til alle vinene  i det barske og regnvåde område ved kysten nord for den portugisiske grænse.

I dag er Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana det største kooperativ i  DO Rías Baixas med mere end 400 medlemmer, der samlet har 200 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.800 forskellige parceller.

 Paco & Lolas målsætning er kvalitet frem for alt. Derfor er der vedtaget strenge krav, som hver enkelt medlem skal overholde for at kunne levere druer. Derudover er bæredygtig dyrkning i højsædet, hvorfor Paco & Lola da også er medlem af LIFE + Atlantic Vineyards-projektet … et projekt, hvor alle medlemmerne bl.a. forpligter sig til at minimere brugen af kemi. Kooperativet arbejder også målrettet med FNs 17 bæredygtige mål.

Men nu er det altså kooperativets Paco & Lolas Godello … altså en hvidvin lavet alene på  aromatiske og populære Godello drue og her er druerne høstet  fra skiferholdige skråninger på nogle særlige plots i Valdeorras, som er beliggende et par timers kørsel fra kysten og lige vest for det mere kendte Bierzo.

Det er ikke langt fra Galiciens højeste bjerge og altså et område, hvor man laver sprøde og alligevel ret koncentrerede hvidvine, som gør sig så fantastisk til fisk.

Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne nænsomt selekteres. Der anvendes alene det bedste free-run juice fra selve presningen og derefter sker gæring på naturlig vis ved kontrolleret temperatur. Både gæring og efterfølgende lagring sker alene i rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det en indbydende, venlig, blød og nem vin, hvor frugten er fersken, pærer, honningmelon,  tørrede abrikoser og lidt sandeltræ og tysk sødlig marcipan. Der er søde krydderier, men der ikke dukker ret meget syre op, som om vinen næsten er for høflig til det. Men på en eller anden måde, så har den alligevel en lille kæk friskhed og en smule hvalpefedt.

I munden er det lidt at samme historie, for der er en meget blid frugt, en smule Københavnerstang, fersken-iste, pærer med lidt fylde samt lidt salte mineraler, noget lemon samt et cremet og næsten olieret udtryk. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Bodegas Amaren, Carraquintana Viñedo Singular de Amaren, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Amaren, Carraquintana Viñedo Singular de Amaren, Rioja, SpanienDen sidst Bodegas Amaren vin fra topserien Las Fincas de Amaren var denne fine 2017 Carraquintana Viñedo Singular de Amaren og er en særlig vin kun lavet i 2.428 eksemplarer.

Vinen er lavet på omkring 90 % Tempranillo, mens resterende 10 % består af mest Malvasia og lidt  Garnacha og Graciano, der høstes fra mere end 85 år gamle stokke fra en af husets bedste enkeltmarker, nemlig marken Carraquintana i Leza beliggende i 570 meters højde.

Efter høst bliver hver klase udvalgt og afstilket inden de enkelte druer selekteres på baggrund af deres vægt. Druerne presses så nænsomt og koldmacererer ved 8 grader for udtrækning af farve og smag over 5 dage. Herefter gæres mosten i store beton-æg.

Efter endt gæring anbringes vinen på 100% franske 500 liter egetræsfade, hvor den gennemgår malolaktisk gæring og daglige
overpumpninger af mosten for at udtrække endnu mere farve, smag, tannin og en afrundet integration af fadet. Vinen lagrer derefter i 14 måneder på franske egetræsfade. Herefter aftappes vinen og lagrer yderligere mindst 14 måneder på flaske. Der er kun lavet 2.428 flasker af vinen og denne har nummer 1.164

Selvom det måske burde minde lidt om foregående El Cristo de Samaniego, så er denne på en eller anden måde lettere og mere frugtrig, har en finere og mere delikat aroma, selvom der selvfølgelig også er et pænt fadpræg, men det er bare langt mere integreret ind i duftene. Frugten er nærmest levende, legesyg, lys og frisk, kirsebær, brombær og måske endda lidt jordbær, tobak, læder, cedertræ, lidt skovbund, svag lakrids og vanilje. Letheden er vild og det dufter vandvittigt godt.

Sådan smager vinen faktisk også … som at få en knytnæve i mellemgulvet, men med fjerlet præcision. Det er ganske vist fortsat mørk frugt med solbær, kirsebær og hindbær, tørheden er også stor, men letheden opvejer sammen med et let, legesyg og alligevel sart syre de mørke noter og gør det samlede oplevelse flydeklar, luftig samt airborn. De tørre taninner er smeltet sammen med smagen, som netop tør op i din mund og opløses i velvære. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, SpanienJeg fortsatte med mere vin fra vinmageren Juan Luis Cañas på Bodegas Amaren og nu var den næste vin en 2018 El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren.

Denne El Cristo de Sanmaniego Viñedo Singular de Amaren er blot 1 ud af 4 enkeltmarksvine,  der udgør husets topserie. Den serie hedder i øvrigt Las Fincas de Amaren.

Denne er lavet på et blend af 90% Tempranillo, mens de sidste 10% består af Grenache, Viura og Malvasía … mest Viura. Alle kommer selvfølgelig fra enkeltmarken El Cristo de Samaniego på 1,87 hektar beliggende Samaniego i Rioja Alavesa.

Marken er den højeste beliggende i hele området i 385 meters højde med mere end 40 år gamle vinstokker, der står spredt på 3 terrasser et sted med voldsomme vinde og kolde temperaturer.

Efter høst bliver hver klase udvalgt og afstilket inden de enkelte druer selekteres på baggrund af deres vægt. Druerne presses så nænsomt og koldmacererer ved 8 grader for udtrækning af farve og smag. Herefter gæres mosten på franske egetræsfade i 7 dage.

Efter endt gæring anbringes vinen på 100 % nye franske egetræsfade, hvor den gennemgår malolaktisk gæring og daglige
overpumpninger af mosten for at udtrække endnu mere farve, smag, tannin og en afrundet integration af fadet. Vinen lagrer derefter i 14 måneder på franske egetræsfade. Herefter aftappes vinen og lagrer yderligere mindst 14 måneder på flaske. Der er kun lavet 7.184 flasker af vinen og denne har nummer 6.469.

Igen er det turbo vin af bedste skuffe … har en dyb, frisk frugt kombineret med et tungt og alligevel delikat fadpræg. Det er stort, frugten er klart lidt solbær, brombær og hindbær suppleret med en smule engelsk lakrids, tobak, kaffegrums, mørk chokolade, nelliker, nedfaldsblade på græsplænen, nødder og papkasser … lidt tørhed og samtidig bliver det aldrig voldsomt tungt.

I munden er vinen ikke helt så tør med 60’eren, men har alligevel en tør og letbitter frugt, hvor der er kirsebær, tranebær og hindbær, ret pænt med egetræ, lidt peber og modne tanniner, der lidt flår lidt i dit tandkød sammen med den pågående frugt og en tæt syre. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Bodegas Amaren, Amaren Reserva 60, Rioja, Spanien

2011 Bodegas Amaren, Amaren Reserva 60, Rioja, SpanienVi skal igen tilbage til vinhuset Bodegas Amaren, som Juan Luis Cañas etablerede til ære for sin moder og det bliver med 3 vine mere … startende med denne Amaren Reserva 60.

Den har navnet 60, da den er lavet med Tempranillo druer, der kommer fra over 60 år gamle stokke, som vokser på en række  små parceller og der anvendes kun de bedste druer fra disse marker.

Vinen gærer og macererer i franske egekar og endt fermentering overføres vinen til franske egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og efterfølgende lagring i 22 måneder. Der er kun lavet 23.714 flasker af vinen … denne har nummer 9.024.

Der er sgu skrald på fra første snif … for satan det dufter godt, men klart intens og dyb frugt, masser af fad med banan- og kanelkage, en stang chokolade, vaniljefinsk lakrids og blækagtige noter. Det er sgu både sorte kirsebær, brombær, sveskemarmelade, så man kunne ret nemt tro, at der gik helt porno i den. Det gør der dog ikke, for selvom vinen har opulent og afgrundsdyb kraft, så fornemmer man alligevel en vis styring på mixerpulten.

I munden overraskes man af, at vinen et meget tør, så alt bulderen og fadsødmen er pakket væk. I stedet kommer fadet her mere frem som lidt tør træ, tørt eg og det bakkes op af nogle markante, stramme og vilde tanniner, som tørt, saftløst og småvisent sætter sig i munden, hvor de viser muskler. Det giver en rank, frisk, småbitter samt vild tør vin, der har en muskuløs elegance. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 499,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Graciano, Rioja, Spanien

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Graciano, Rioja, SpanienVinhuset Compañía Vinícola del Norte de España har vi mødt på Houlbergs Vinblog nogle gange og nu smager jeg atter en vin fra huset og det er denne Contino Graciano 2016.

Sidst jeg skrev om vinhuset var dengang jeg smagte deres 2014 Contino Gran Reserva. Du kan derfor læse mere om vinhuset i det blogindlæg.

Denne Contino Graciano er lavet på 100% Graciano, der kommer fra 2 forskellige parceller på samlet små 3,7 hektarved San Gregorio Grande. Det ene parcel er med vinstokke plantet i 1989 og den anden med stokke plantet tilbage i 1979.

Al høst er foregået med håndkraft, hvorefter der er foretaget en dobbeltselektering … både i marken og sidenhed ved ankomsten til vineriet. Gæringen foregår under temperaturkontrollerede forhold på store, gamle, franske fad.

Derefter lagres vinen først i 15 måneder på en kombination af 90% nye, franske fade og 10% ungarske fade … for til sidst at blive lagret 1 år på flaske. Der laves årligt kun 3.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt kan du omgående dufte fadene, men derudover er vinen også en anelse parfumeret, er noget intens og kødfuld med morbær, kirsebær og blommer. Derudover er der tørret kød, violer, jod, gazebind, sorte oliven, sødbrændte noter, espresso, kaffe samt en smule mørk chokolade … en stor og kraftig vin.

I munden er det også en stor og saftig vin … igen lidt blommet i frugten, hvilket suppleres med kirsebær, kul, vanilje, cedertræ og søde krydderier. Tanninerne er vilde … tørre og vilde og indikerer omgående, at det er vin med lang levetid. Hvor er Contino vinene dog fabelagtig og det gælder også denne Graciano, som omgående får 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 599 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Bodegas Amaren, Alavesa Blanco Barrel Fermented, Rioja, Spanien

2019 Bodegas Amaren, Alavesa Blanco Barrel Fermented, Rioja, SpanienDer er ikke tit, at man smager hvidvin fra Rioja. Men her er der en af slagsen i form af Alavesa Blanco Barrel Fermented fra Bodegas Amaren.

Vinhuset ligger ved Samaniego i Rioja og er grundlagt i 1995 af Juan Luis Cañas, der i forvejen ejer det store og kendte vinhus Bodegas Luis Cañas.

Hans far Luis Cañas havde grundlagt det store Rioja vinhus i 1970, men hans far Carlos Cañas havde allerede årtier før lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.

Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien.  Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.

Da Juan Luis Cañas’ mor Ángeles – hustru til Luis Cañas – døde i 1995, så besluttede han at lave et vinhus for at ære hende og det blev så til Bodegas Amaren. Druerne til vinene på Bodegas Amaren kommer fra mikroskopiske vinmarker med gamle vinstokke, der kun yder meget små høstudbytter.

Samlet har Bodegas Amaren 65 hektar vinmarker i Rioja Alavesa med en tydelig maritim indflydelse fra Atlanterhavet, der kun ligger 120 kilometer derfra.

Denne Alavesa Blanco Barrel Fermented er lavet på Viura, Malvasía og Tempranillo Blanco fra 60 år gamle vinstokke på vinmarker i 545 meters højde. De forskellige marker ligger rundt omkring vingården ved Sanmaniego, den nordlige del af Villabuena de Álava og Leza.

Klaserne selekteres i vinmarken oghøstes med håndkræft, hvorefter de så også dobbeltsorteres i vineriet. Vinen gærer primært på 225-500 liters franske egetræsfade, men en lille andel gærer i betonæg.

Efter endt gæring bliver vinen lagret 10 måneder på både egefade samt betonæg  med regelmæssige batônnage aka omrøring af vinen i gærresterne. Der er lavet 32.380 flasker af vinen.

Dejlig duft … har klart fadpræg med en smule lakridskonfekt suppleret med lidt eksotisk frugt af abrikos, mango, mirabeller, fersken og faktisk meget frugtrig. Der er samtidig masser af hvide blomster, klare ler- og kalkagtig mineralitet … fyldig med god bund, smørfedme og alligevel smuklækker krop.

Smagen er lidt anderledes, for den er ganske vist svag olieret, men det er med en syrlig frisk og småbitter frugt med lemon, citroner og grape. Smagen er mindre højlydt en duften, men netop som man tror, at der er lidt neutralt, så sætter en klar saltagtig smag ind tilsat lidt røg og hvid peber. Vin med stor saltvandstouch. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Finca Montote, Altos de Montote Garnacha de Vinas Viejas, Rioja, Spanien

2013 Finca Montote, Altos de Montote Garnacha de Vinas Viejas, Rioja, SpanienSidste vin fra Finca Montote havde guldfarvet top og det er denne 2013 Altos de Montote Garnacha de Vinas Viejas, der modsat de to foregående er lavet på 100% Garnacha aka Grenache.

Altos de Montote er lavet på meget gamle Grenache vinstokke og alene de bedste druer er valgt til vinen. Høsten er naturligvis sket manuelt, hvorefter gæring er sket under kontrolleret temperatur og med løbende delestage. Hver batch er lagret separat i 12 måneder på på amerikanske egetræsfade og yderligere 24 måneder i flaske inden endelig frigivelse.

Der er alene produceret 808 flasker af denne vin, hvilket jo svarer til omkring 600 liter eller lidt under 3 barriques … så lidt en eksklusiv væske.

Den alsidige Grenache drue viser her en fed og koncentreret side, hvor frugten er mørk og næsten tørret i stilen. Det er både brombær, hindbær og jordbærmarmelade, lidt figner, kaffe, kaffelikør, lidt finsk lakrids og en krydret samt balsamisk syre.

I munden er vinen klart lettere end de forrige Tempranillo vine, idet der kommer mere umiddelbart friskhed i frugten, nogen tørhed med tranebær, ribs og jordbær, nogle jernagtige mineralske elementer og meget ren i frugten. Der er lidt teagtig bitterhed, gode tanniner, som lige sætter sig på gebisset foran og sikrer en god lang eftersmag så dermed 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Finca Montote, Reserva Edición Limitada, Rioja, Spanien

2014 Finca Montote, Reserva Edición Limitada, Rioja, SpanienTrip trap træsko bruges jf. Den Danske Ordbog som udtryk om en rækkefølge af tre personer, dyr, genstande eller andre enheder, ofte efter stigende eller faldende størrelse. Hos Finca Montote  er deres 2014 Reserva Edición Limitada vin dermed trap.

Igen er det ren Tempranillo, som først høstes samt sorteres med  håndkraft, hvorved kun de bedste druer bruges. Gæring sker derefter i  rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Denne gæring sker med en løbende delestage aka overførsel til andre tanke.

Efter endt fermentering er vinen  lagret 12 måneder på 230 liter amerikanske egetræsfade og der er alene produceret 4.338 flasker til hele verdenen.

Vinen har en del slægtskab fra forrige Seleccion Exclusiva, for i starten kommer der lidt grannåle, nelliker og læder frem, men så mærkes alder og fadlagringen, for frugten er klart mere moden og rund med comfortagtig, blød og cremede bær, blommer, brombær, måske endda lidt blåbær. Der er dog fortsat godt med spræl og liv i frugten, der nu suppleres med lidt vanilje, kanel og kaffe.

I munden er det også meget blødt og cremet … klart en meget bedre balance end foregående Seleccion Exclusiva, for alt det grønne er nu helt væk og afløst af en moden, elegant syre, der aldrig bliver for vild eller stram, men bare lige ligger sådan nedenunder. Tanninerne er så blide, bløde og let søde, selvom der også dukker lidt peber op, men eftersmagen er rigtig lang. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Finca Montote, Seleccion Exclusiva, Rioja, Spanien

N.V. Finca Montote, Seleccion Exclusiva, Rioja, SpanienTrip trap træsko kunne næsten være temaet for de næste 3 vine, som alle kommer fra vinhuset Finca Montote og bare lige stiger i niveau fra vin til vin … startende med en Seleccion Exclusiva i skønsom blanding af flere årgange.

Finca Montote ligger ved Sierra de los Agudos nær de iberiske bjerge i Moncayo i Rioja og drives af familien Rubio … i dag af den 4. generation af familien.

Samlet har Finca Montote 72 hektar vinmarker med nogle af områdets ældste vinstokke og i deres vinkælder er der fyldt med ikke mindre end 6.000 amerikanske og franske barriques og således en af områdets største barriques kældre.

Vi starter med denne Seleccion Exclusiva, som er lavet på 100% Tempranillo, som er fra forskellige marker og forskellige årgange, men alene er vinificeret i rustfrie ståltanke, hvilket er indledt med en kort pre-maceration. Efter endt fermentering er vinen også lagret en periode i de rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt starter den grøn som ind i helvede … men faktisk aftager det utilpassede skarpe grønne forholdsvis hurtigt en smule – heldigvis – og i stedet dukker der en lidt rund og næsten tørret frugt op, mest brombær, hindbær og måske endda lidt blåbær. De grønne elementer med lidt grannåle og nelliker fornemmes fortsat og giver indtryk af en lidt rustik vin.

Smagen er meget ren og faktisk pænt lækkerfrisk. Der er blåbær, brombær og hindbær, virker virkelig tør og krydret med appelsinskal og bitter chokolade. Det er dog den lidt rustikke frugt, der har taget dirigentstokken og det giver masser af tør frugt og præger endda også tanninerne sammen med en smule peber. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7