Tag-arkiv: Tyskland

2007 Weingut Kirsten, Von Geldern Pur Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

Fredag uden Spätburgunder …. hvad er den af? Konen insisterede på lidt hvidvin, så i stedet for Spätburgunder blev det lidt Riesling … men dog fortsat tysk. Tysk Riesling.

Det elsker vi bestemt, og vinen blev denne Von Geldern Pur Riesling Spätlese Trocken fra Weingut Kirsten, som holder til i den lille Moselby Klüsserath i Bernkastel området.

Den i dag 52-årige Bernhard Kirsten overtog i slutningen af 1980’erne det lille familiebrug, som dengang var et traditionelt landbrug, kvæg, vin og frugthave. Landbruget er nu væk, og i dag har familien 12 hektar vinmarker og 6 hektar med frugthave.

De ejer vinmarkerne Köwericher Laurentiuslay, Pölicher Held, Longuicher Maximiner Herrenberg og Klüsserather Bruderschaft.

Ud over vinfremstillingen har de derfor også en anseelig produktion af spiritus og har specialiseret sig i sekt til glæde for andre småbønder, der ikke selv har faciliteterne hertil.

Allerede i 1993 nedsatte han udbyttet til 30 hl/hektar, hvilket blev anset for galmandsværk, da det var meget normalt at høste mindst 80 hl/hektar. Endnu tidligere eksperimenterede han med brugen af eg, hvor han sværger til træ fra Vogeserne. Han traf sin kone Inge, da han studerede i Californien, og hun arbejder i dag med samme iver og gode humør i deres fælles projekt.

Man dyrker hovedsageligt Riesling, men har desuden 5% beplantet med Weißburgunder og Spätburgunder, men sidstnævnte bruges alene til de mousserende vine. Siden 2011 har Weingut Kirsten været et biodynamisk vinbrug.

Denne vin er opkaldt efter Bernhard Kirstens hustru Inge von Geldern, som hjælper manden i vinhuset. Jeg har tidligere mødt Inge til én af Jysk Vins flotte efterårssmagninger, så vi bringer da lige igen et foto af Inge von Geldern:

Inge von Geldern
Vinen har også navnet Pur … hvad det betyder, må henstå i det uvisse. Jeg har ikke funder ud af det. Den er fra 2007 er har fortsat en af de gamle etiketter. Det er en Spätlese, som har fået lov til at gære helt ud, og ellers har jeg ikke mange supplerende oplysninger om vinen.

Farven skal vi først lige dvæle ved … meget gul, man fristes næsten til at sige pis-gul, men det må man ikke. Sjovt nok var det også tilfældet med husets Herzstück Riesling, som jeg smagte for et par måneder siden. Duftmæssigt har denne lidt ældre Riesling modne … næsten overmodne æbler, abrikos, let vingummi, røg. Meget indsmigrende duft … sådan kraftfuld, kold, intens og virkelig indbydende.

Smagsmæssigt en lidt moden vin, let oxyderet med mineraler, syre … men en lidt varm syre. Der er også lidt sødme og den efterlader generelt et varmt udtryk. Mangler lidt dybde … virker en anelse flad, men er ellers ganske charmerende. Måske alderen trykker en smule, men det har vi jo kun respekt for. Altså alder.

Købt hos Jysk Vin på tilbud til 99 kr., normalpris 139 kr.

Rating 4/7  

2011 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Pinot Noir, Mosel, Tyskland

Fuck, hvor betyder årgang nogle gange bare meget. Det er denne Haus Klosterberg Pinot Noir fra Weingut Markus Molitor et godt eksempel på. Jeg smagte i august i år samme vin, blot i en årgang 2009, og var ikke synderlig begejstret … gav alene beskedne 3,5 Thumbs Up … og det er ikke meget for en Spätburgunder fra et ellers fantastisk hus.

Fredag hev Gert denne vin frem i årgang 2011, og det er bare en helt anden boldgade … og jeg er begejstret igen. Da det samtidig var fredag – og fredag jo er Spätburgunder dag – ja, så blev begejstringen da heller ikke mindre.

Da Gert kom med rendende med flasken og nævnte, at det var en Haus Klosterberg Pinot Noir, som vi skulle smage … så gættede jeg fluks Markus Molitor, som jo netop holder til i ejendommen Haus Klosterberg i Bernkastel-Wehlen ved Zeltingen i midten af Mosel distriktet.

Markus Molitor er 8. generation af Molitor på vingården i Mosel. Han overtog i 1984 – i en alder af blot 20 år – driften af familieejendommen og de stolte traditioner med produktion af Riesling vine fra Mosel. Ved overtagelsen var gården alene på 7½ hektar, hvilket frem til i dag er udvidet til 38 hektar, hvoraf 95% er beplantet med Riesling, fordelt på 15 forskellige parceller.

Markerne er nemlig Brauneberger Klostergarten, Brauneberger Mandelgraben, Bernkasteler Graben, Bernkasteler Badstube, Bernkasteler Lay, Graacher Himmelreich, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Zeltinger Schlossberg, Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Sonnenuhr, Graacher Domprobst, Wehlener Sonnenuhr og Wehlener Klosterberg.

Alle druer høstes i hånden og der udvises den største respekt for naturlig omgang med vinen hele vejen gennem processen. Alle vine gæres med naturligt gær og varer nogle gange til næstkommende sommer. De fleste vine lagres på en kombination af ståltank og egetræsfade for at frembringe mest mulig kompleksitet.

Selve ejendommen hedder som nævnt Haus Klosterberg, og stammer oprindeligt fra 1800-tallet. Ejendommen er i 2009 og 2012 blevet restaureret, så den i dag fremstår med den tidligere tiders storhed. Det nye vinotek på ejendommen er også et arkitektonisk højdepunkt i Mosel, og har bl.a. vundet prisen “Architekturpreis Wein 2013″.

Som nævnt er det mest Riesling, som laves hos Molitor, men det bliver også til lidt rød … nemlig Spätburgunder, og huset top Spätburgunder, som Markus kalder Pinot Noir Graacher Himmelreich har da også vundet flere udmærkelser. Den koster imidlertid på den gale side af 700 kr.

Med denne Haus Klosterberg Pinot Noir er vi i den anden ende, da det vel er en slags entry-level vin … eller Gutswein. Druerne til vinen kommer fra flere af Molitors skiferholdige marker i Mosel. Efter gæring, så lagrer vinen i store træfade og franske barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke umiddelbart se. Nok ikke så lang tid er mit bedste bud.

Og i forhold til 2009’eren, så er her en helt anden næse. Den er skøn sød-animalsk, hestestald, hestepærer, sødme, lyserøde bær, jordbær, lidt læder og mineraler eller våde sten. Ganske indbydende. Smagsmæssigt er 2011’eren også langt mere afbalanceret med kirsebær, syre og fin eftersmag. Vinen et let, har et let syrligt bid … men ellers meget imødekommende. Skønt.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 159 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Vollenweider, Wolfer Riesling, Mosel, Tyskland

I stedet for en fyraftensøl fredag … så foreslog Gert, at vi i stedet tog et glas Riesling hjemme hos ham. Han mente, at han havde en spændende flaske … og han havde ret. Det var en rap lille sag … en Wolfer Riesling fra Weingut Vollenweider, som ligger ved byen Traben-Trarbach en små 3-4 kilometer nordøst for Bernkastel-Kues i Mosel.

Og hvilken herlig vin, som Gert har haft med hjem fra Mosel … endda vistnok købt i Rieslinghaus Bernkastel. Fandme godt, at man er nem at lokke med. Exceptionelt godt glas Riesling … specielt i forhold til prisen.

Weingut Vollenweider er grundlagt i 1999 af Daniel Vollenweider. Han er oprindelig fra Schweiz, men flyttede til Mosel for at arbejde med vin. Efter et par år hos Dr. Loosen købte han et lille stykke jord i Mosel. Daniel siger selv, at det hele er Egon Müllers skyld. Da han smagte en 1990 Scharzhofberg Auslese, så besluttede han, at han skulle være vinbonde i Mosel.

I starten fik han købt 1 hektar vinmark, nemlig den næste glemte mark Wolfer Goldgrube, som Daniel hurtigt fik skik på. I dag er vingården vokset og omfatter i alt 4 hektar vinmarker … ikke stort, men godt. Og Vollenweider høstede også hurtig popularitet hos skribenterne, og i dag er han en velkendt og respekteret vinmager.

Vinmarkerne er Wolfer Goldgrube, Schimbock og Kröver Steffensberg … alle med en panoramisk udsigt. Jorden består af grå og rødlig skifer, eroderet i forskellige grader, og mange af vinstokkene er op til hundrede år gamle.

Daniel Vollenweiders vingård er et ældre hus, som i ordets bogstavelige forstand er bygget ind i bjerget. Kælderen er derfor meget stor og kølig.

Her har vi en Riesling fra marken Wolfer Goldgrube. Og hold nu op, hvor den smager godt. Næsen er intens … meget endda med hyld, tropiske elementer og blomster med en snert af mineraler. Lover godt. Smagsmæssigt en koncentreret syre, tørhed … meget flot og velafbalanceret med mineraler, grønne æbler … tør, frisk og stenet … med et lille touch sødme … fuck, det spiller virkeligt.

Købt i Mosel, pris 14,50€. Forhandles herhjemme af MIVine, hvor prisen er 157 kr.

Rating 6/7  

2011 Weingut von Winning, Win Win Rot Trocken, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut von Wining, Win Win Rot Trocken, Pfalz, TysklandJeg kan jo nok ikke skjule min kærlighed for tyske vine … og fredag er jo også normalt Spätburgunder dag her på bloggen, men de tyske røde er nu mere end blot Spätburgunder, og det er denne fredagsvin et godt eksempel på.

Vinen er nemlig denne Win Win Rot Trocken fra Weingut von Winning, lavet på 6 forskellige druer … heriblandt et par af de mere ukendte tyske druer.

Det skal jeg selvfølgelig nok lige vende tilbage til, men først lidt om dette spændende hus.

Vinhuset Weingut von Winning ligger i byen Deidesheim i Pfalz og er grundlagt tilbage i 1949 af Dr. Deinhard. Egentlig starter historien en del tidligere, idet vinhuset før den tid var ejet af Andreas Jordan, som var én af de store vinbønder i Deidesheim. Han var manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og indførte Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev til vinhusene Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Reichsrat von Buhl og Dr. Deinhard. Sjovt nok har jeg tidligere skrevet om de to første af vinhusene … og nu har vi så fat i det sidste Weingut von Winning, som dengang altså hed Weingut Dr. Deinhard.

Det er først efter 1907, hvor Dr. Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset, at der virkelig kom gang i vinhuset. Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP.

Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig. I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han nogle år forinden havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan i 2002 og Reichsrat von Buhl i 2005.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1848 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt “Jordan Division” nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Wining. Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Wining, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Wining … og det gør man fortsat den dag i dag.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 40 hektar vinmarker i Ruppertsberg, Deidesheim og Forst, nemlig nogle af de fantastiske marker som Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Langenmorgen, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne. Faktisk var de to førstnævnte allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Huset ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager. Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse. Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Selvom hovedparten af vinene er Riesling … vel omkring 80% … så laves der også røde, bl.a. denne Win Win Rot Trocken. Som jeg nævnte indledningsvis er vinen lavet på 6 forskellige druer, nemlig druerne Spätburgunder, Dornfelder, Cabernet Sauvignon, Merlot, Lemberger og Cabernet Cubin.

Lemberger og Cabernet Cubin kender jeg ikke så godt. Lemberger er dog blot et synonym for Blaufränkisch, som vi mest kender fra Østrig. Det er en drue, som er rig på tannin og syre, hvilket gør den egnet til fadlagring. Cabernet Cubin er en tysk hybrid eller klon af Cabernet Sauvignon og Blaufränkisch, og faktisk en drue, som også dyrkes af vinbønder i Danmark.

Hver druesort vinificeres separat på skind i store træfade før sammenstikning og lagring, hvilket sker på store træfade samt i barriques … hvor lang tid kan jeg dog ikke se. Vinen flaskes ufiltreret, og Weingut von Winning skriver selv om vinen, at det er en fyldig vin, som har en struktur, som kan minde om vine fra Rhône eller Bordeaux.

Det med Bordeaux ved jeg nu ikke, men i næsen er der lidt noter, som kan minde om vine fra Nordrhône … sådan med lidt kølighed og krydret touch. I glasset afslører den mørke farve, at der er tale om en fyldig vin, og det går igen i duften, hvor det er solbær, krydderier … ja og lidt minder om Nordrhône. Smagen er dog markant anderledes, og bestemt lettere end Rhône. Den er egentlig meget frugtrig, frisk, har grønne toner, er mineralsk og har ganske pæn syrlighed … men er også en anelse kantet i udtrykket.

Har fået mit eksemplar af Gert, og prisen er omkring 14€ i Tyskland … eller ca. 105 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Weingut Darting, Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken, Pfalz, Tyskland

Fredag igen restaurantbesøg … hårdt, men skønt. Vi havde sammen med Gert & Merete købt billetter til Gastro Week 2014 og valgt Restaurant ET.

Men inden vi ramte ET, så røg vi forbi en lille, skøn vincafé … nemlig Løve’s Bog- og VinCafé … boheme, lowcost interiør, vakkelvorne stole og boghandel med hylderne fyldte med gamle bøger … inkl. en vinbar, der har mere end 130 forskellige, egenimporterede vine fra hele Europa.

Fedt med sådanne steder, som kan kombinere koncerter, oplæsning, foredrag og poesievents med gode vine og upolerede tapasmenuer. Og med en mission om at bringe god litteratur ud til interesserede gæster. Prisværdigt … håber de fortsat vil ha’ medvind, og jeg sætter bestemt gerne mine fødder der igen. Sindssygt hyggeligt sted.

Fra det omfattende vinkort valgte vi en tør Riesling fra Weingut Darting, som er beliggende på Deutche Weinstrasse i byen Bad Dürkheim. Vinen var en Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken.

Weingut Darting har været drevet af Darting familien gennem flere generationer, og ejes i dag af ægteparret Helmut og Ella Darting. Helmut Darting står for selve driften sammen med søsteren Heike.

Helmut er den drivende kraft i selve produktionen, og han lægger ikke skjul på, at vinens kvalitet skabes på marken. Placeringen af de forskellige druetyper på de forskellige markeder med deres forskellige terroir er alt afgørende for druernes udvikling. Der dyrkes sorterne Chardonnay, Muskateller, Ortega, Portugieser, Rieslaner, Riesling, Scheurebe, Spätburgunder og Weißburgunder.

Helmuts “barn” er Riesling, som han betragter som den vigtigste druesort på sin vingård, men kærligheden til den røde Spätburgunder vokser, og vinhuset laver da også flere røde Spätburgundere. Samlet producerer vingården omkring 150.000 flasker årligt.

Der drives i alt 17 hektar vinmarker, nemlig markerne Dürkheimer Nonnengarten, Dürkheimer Michelsberg, Dürkheimer Spielberg, Wachenheimer Mandelgarten, Ungsteiner Bettelhaus, Dürkheimer Feuerberg, Dürkheimer Fronhof, Dürkheimer Hochbenn, Dürkheimer Schenkenböhl samt topmarken Ungsteiner Herrenberg, som består af 3 parceller Herrenberg Mardelskopf, Herrenberg Vogelsang og Herrenberg Kanzel.

Navnet Herrenberg kan tilskrives de gamle herremænd i området, greverne af Leiningen. Det er én af de mest berømte marker i Mittelhaardt, bl.a. på grund af de særlige klimatiske forhold med en sydøst orientering af vinmarkerne, og en placering på bakkede skråninger parallelt med Pfälzerwald, godt beskyttet mod kulde.

Her netop en vin fra Herrenberg markerne, en Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken, som i næsen har æbler, lidt af de eksotiske frugter, nøddekerner, hø, frugtsten og fugtige papkasser. Smagen er en smule vandet, men har ellers fin syre og eftersmagen er også god lang med mineraler og syrebid. Fin Riesling til pengene … 200 kr. på vincaféen, hvilket er ganske fornuftigt.

Forhandles ellers af Sallings Vinforsyning, hvor prisen er 119 kr.

Rating 4/7  

Sluttelig har jeg lige stjålet et par fotos fra Løve’s Bog- og VinCafés hjemmeside … blot for at give et indtryk af dette charmerende sted. Ta’ endelig forbi caféen.

Løves VinCafé 1

Løves VinCafé 2

2013 Weingut Wittmann, Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Til den moderne nyfortolkning af den gode, gamle rejecocktail fik vi Riesling, nemlig i en tør udgave fra vinhuset Weingut Wittmann, som er grundlagt helt tilbage i 1663 og har været drevet af Wittmann familien i alle årene.

Weingut Wittmann ligger i byen Westhofen bei Worms, hvor familien ejer godt 25 hektarer vinmarker, herunder flere berømte enkeltmarker eller ”Einzellage” som det hedder i Tyskland, nemlig de fire Grosse Lage marker Aulerde, Kirchspiel, Brunnenhäuchen og Morstein.

Der produceres omkring 150.000 flasker om året på vingården. Halvdelen er Riesling og resten forskellige sorter som Sylvaner, Chardonnay samt flere Burgunder sorter.

Driften af vingården har været økologisk siden 1990 og biodynamisk siden 2004. Vingården blev udnævnt som årets bedste hvidvinsproducent 2005 i Tyskland.

Vingården er topmoderne med nybygget vinhus i keltisk stil og derudover ejer familien en underjordiske kælder, som de selv kalder vingårdens hjerte. Her gærer den forsigtigt pressede druemost med sin naturlige gær i store træfade.

I dag er det Philipp Wittmann, som har overtaget driften fra faderen Günther Wittmann. Og Philipp har tilført yderligere innovation til vinhuset. Philipp blev bl.a. i 2014 kåret som Winzer des Jahres 2014 af Gault Millau vinguiden i Tyskland.

Her har vi huset almindelige Riesling, en Gutswein … lavet med druer fra forskellige marker omkring vingården i Westhofen.

Duftmæssigt er næsen lidt federe end i Riesling normalt. Fedmen fornemmes sammen med blomster, pærer, abrikos, melon, citrus og mineralitet. Næsten en dramatisk næse, men smagen er meget stringent, syrlig og tør … lige før tungen slår knuder, men på den gode måde. Godt stenet og mineralsk i udtrykket, der er flintesten, grape og vinen er meget rank. Dejlig Riesling.

Forhandles af Theis Vine, pris 169,95 kr.

Rating 5/7  

2009 Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Königsbacher Ölberg GG Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

Spätburgunder på en mandag … helt forkert, men kan vel tilgives, når det nu er efterårsferie? Og hvilken Spätburgunder, nemlig denne Königsbacher Ölberg Grosse Gewächs Spätburgunder Trocken fra vinhuset med det fremragende navn Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Vingården er grundlagt af Jordan familien tilbage i 1718, men flyttede først til deres nuværende beliggenhed i Deidesheim i 1783, hvor det var Andreas Jordan som lagde grundstenen for deres gode Riesling vine. Han fik gjort vinene fra Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan berømt i hele Tyskland, bl.a. var vinene meget efterspurgt af den tyske digter/politiker Johann Wolfgang von Goethe.

Faktisk har man på vingården i dag nogle af flaskerne fra starten af vingården. I vinkælderen er der lavet et museum, hvor man kan se deres ældste vin, en 1706’er … altså fra før vingården officielt startede. Fra år 1880 og frem har man alle årgangene.

Deres tørre Riesling vine har en etikette i Jugendstil, hvor den romerske kejser Probus er afbilledet. Etiketten på 1811’eren er én af de ældste vinetiketter i Tyskland. 1811’eren er i øvrigt én af de bedste årgange i historien … overhovedet. På vingården kaldes den komet-årgangen, og påstås den dag i dag at være ganske drikkelig.

Successen medfører også, at Andreas Jordan i 1815 køber den nærtliggende Ketschauer Hof, som har betydelige og værdifulde vinmarker med de bedste beliggenheder. Da sønnen Ludwig Andreas Jordan overtager driften er vinhuset ganske anerkendt, og Ludwig Andreas ender da også med en post i Rigsdagen. Efter hans død arver datteren vinhuset, og da hun er gift med en Bassermann, som også ligger navn til vinhuset. Senere i 1917 adles familien … så kan der stoppes et “von” med i titlen og dermed fremkommer det nuværende navn Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Frem til 2002 forblev vinhuset på familien Bassermann-Jordans hænder. I 2002 – efter næsten 300 år eje – solgte Dr. Gabriele von Bassermann-Jordan imidlertid vinhuset til forretningsmanden Archim Niederberger. Og siden Archim Niederberger overtog roret, er der taget anseelige tiltag for at højne kvaliteten yderligere.

Selve vingården og de omkringliggende bygninger har gennemgået en total renovering, og der er yderligere kommet en gourmetrestaurant, et luksushotel og et brasserie til. I kældrene er det dog fortsat vinmageren Ulrich Mell, som siden 1996 har stået for produktionen. Men efter ejerskiftet er der også sket store investeringer i såvel vinmarker som vinproduktionen.

Men sidste år (2013) døde Achim Niederberger pludselig pga. en alvorlig sygdom, så i dag er det hans kone Jana, som viderefører vinhuset efter Achims visioner.

Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan ejer af 42 hektar og nogle af de mest anerkendte marker, bl.a. markerne Deidesheimer Kieselberg, Paradiesgarten, Deidesheimer Mäushöhle, Grainhübel og specielt Grosse Lage markerne Forster Ungeheuer, Hohenmorgen, Kalkofen, Pechstein, Freundstück in Forst, Kirchenstück, Langenmorgen in Deisheim, Jesuitengarten og Ölberg, som alle er med til at give husets store Grosse Gewächse vine.

Hos Bassermann-Jordan laver man nu både Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage/Grosse Gewächse vine.

Denne vin kommer fra marken Ölberg … eller helt korrekt Königsbacher Ölberg, en mark som ligger i den nordlige udkant af det kommunale område Königsbach og grænser op til Ruppertsberg. Navnet Ölberg … Oliebjerget … skyldes et lille mini-kapel, som i 1879 blev af ægteparret Herzel. Her kunne man – under vandring til de store kirker – lige stoppe op og bede. I mini-kapellet var der et billede, som viste Kristus på Oliebjerget … og deraf kom altså navnet til denne vinmark.

Placeringen af marken er østvendt. Denne eksponering kombineret med en jordbund, der består af sandsten, ler og kalksten, giver næsten perfekte forhold for den generelt meget krævende Pinot Noir. Vinen er lavet med traditionel gæring og lagring på nye egetræsfade.

I glasset fint teglfarvet … lys og indbydende som en ungmø. Duftmæssigt den velkendte søde kostald, som jeg bare elsker hos de tyske Spätburgundere. Meget animalsk, meget burgundisk og ellers er her godt med frugt, hindbær, læder, vanilje, mandler, marcipan og sjovt nok også godt med chokolade. Efter lidt tid i glasset og godt med luft, så forsvinder det animalske præg en smule.

Smagen er præget af meget direkte frugt, meget stringent og ren i frugten. Der er godt med mineraler og våde sten, godt med syre og lidt krydrede toner. I eftersmagen får jeg en lidt pebret undertone. Vinen er på ingen måder easy-going, hvilket er fantastisk. Det er specielt de mineralske facetter, som er lidt spændende her. En vidunderlig vin til fordybelse … hmmmmm.

Jeg har fået vinen i gave, men den forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 425 kr.

Rating 5,5/7  

2003 Weingut Markus Molitor, Riesling Alte Reben Edition 5, Mosel, Tyskland

Nå, men jeg havde da også taget lidt Mosel Riesling med i sommerhuset … og hvilken én. Det var nemlig denne 2003 Riesling Alte Reben Edition 5 fra Weingut Markus Molitor, som holder til i Haus Klosterberg i Bernkastel-Wehlen ved Zeltingen i midten af Mosel distriktet.

Markus Molitor er 8. generation af Molitor på vingården i Mosel. Han overtog i 1984 – i en alder af blot 20 år – driften af familieejendommen og de stolte traditioner med produktion af Riesling vine fra Mosel.

Ved overtagelsen var gården alene på 7½ hektar, hvilket frem til i dag er udvidet til 38 hektar, hvoraf 95% er beplantet med Riesling, fordelt på 15 forskellige parceller.

Markerne er nemlig Brauneberger Klostergarten, Brauneberger Mandelgraben, Bernkasteler Graben, Bernkasteler Badstube, Bernkasteler Lay, Graacher Himmelreich, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Zeltinger Schlossberg, Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Sonnenuhr, Graacher Domprobst, Wehlener Sonnenuhr og Wehlener Klosterberg.

Alle druer høstes i hånden og der udvises den største respekt for naturlig omgang med vinen hele vejen gennem processen. Alle vine gæres med naturligt gær og varer nogle gange til næstkommende sommer. De fleste vine lagres på en kombination af ståltank og egetræsfade, for at frembringe mest mulig kompleksitet.

Selve ejendommen hedder som nævnt Haus Klosterberg, og stammer oprindeligt fra 1800-tallet. Ejendommen er i 2009 og 2012 blevet restaureret, så den i dag fremstår med den tidligere tiders storhed. Det nye vinotek på ejendommen er også et arkitektonisk højdepunkt i Mosel, og har bl.a. vundet prisen “Architekturpreis Wein 2013″.

Markus Molitor producerer i dag omkring 260.000 flasker årligt.

Denne Riesling Alte Reben Edition 5 er det svært at finde information om. Så vist jeg kan se, så kommer druerne til vinen fra marken Zeltinger Deutschherrenberg, som ellers leverer druer til Molitors Auslese Riesling’er, men denne er en Trocken … tør udgave. Stokkene skulle – efter sigende – være omkring 60 år gamle, men på etiketten afslører intet af dette … udover at vinen kommer fra de berømte stejle bakker i Mosel.

I glasset er vinen langt mere gul end Riesling normalt, og duftmæssigt godt med petroleum, modne pærer, nektariner, abrikos, hasselnødder og noter, som man ellers kan finde i søde vine. Virker meget intens og koncentreret, og det indtryk følger i smagen. Smagen er virkelig koncentreret med både sødme og syre, mineralitet … elegant, fin og smidig … nærmest nektar med syre. Meget elegant, og en vinen har en fin syre til trods for en alder på 11 år … ganske imponerende.

Købt i Tyskland, pris 19,90€ … eller ca. 148 kr.

Rating 5,5/7  

2013 Weingut Dr. Loosen, Loosen Bros. Dr. L Riesling, Mosel, Tyskland

Efter en weekend uden vin, så røg jeg mandag op i sommerhuset til hustruen … hun havde selvfølgelig en flaske stående med et slat tilbage … den skulle jeg da smage. Det var denne Loosen Bros. Dr. L Riesling fra Weingut Dr. Loosen, som holder til på St. Johannishof i Bernkastel lige ned til Mosel floden.

Dr. Loosen har jeg skrevet om på bloggen tidligere, bl.a. da jeg for et par måneder siden smagte hans 2012 Wehlener Sonnenuhr Riesling GG, men denne vin hører nu til i den anden ende af skalaen, da denne Loosen Bros. Dr. L Riesling er husets entry-level Riesling.

Weingut Dr. Loosen har været drevet af Loosen familien i mere end 200 år. Siden 1988 har det været Ernst Loosen, som har stået for driften. Da Ernst overtog tøjlerne, så indså han hurtigt, at der var basis for at lave vine i verdensklasse.

Gamle lavtydende vinstokke, hvoraf nogle er upodede pre-phylloxera Riesling med mere end 120 år på bagen, samt ikke mindst store besiddelser på seks af Mosels fornemste ”Grand Cru” marker: Bernkastler Lay, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat og Graacher Himmelreich. Navne, som får mundvandet til at løbe over på enhver feinschmecker.

Ernst havde inden overtagelse af den fædrene vingård i Mosel arbejdet jorden rundt på nogle af verdens bedste vingårde, så han havde fået en række idéer til, hvordan kvaliteten af vinene kunne forbedres. Han begyndte straks med foretage grøn høst, altså drastisk reducere og forbedre udbyttet i markerne. Han standsede brug af kemiske sprøjtemidler og indførte organisk gødning, og denne bæredygtige tankegang fik han også overført til andre områder, brug af materialer, mere genbrug, energi effektivitet og vandbesparelser.

Ved høst startede han en meget mere selektiv sortering og i kælderen blev der også indført nye metoder, hvor vinen fik en blidere behandling.

Og resultaterne udeblev heller ikke. De internationale vinskribenter har nu i mange år anerkendt Dr. Loosens talenter og kvaliteter. Blandt andet kårede Gault Millaus tyske vinguide ham som ”Winemaker of the year” i 2001. Decanter kårede ham som ”Man of the year” i 2005, samme år som Wine & Spirits placerede ham blandt ”The world’s 50 most influential winemakers” og Wine International kårede ham som ”Whitewine maker of the year”.

Ernst Loosen er måske den person som de seneste tyve år har gjort den største indsats for at bringe den tyske Riesling tilbage til fordums ære og værdighed. Hans kamp imod dem som laver dårlig vin og dermed spolerer Rieslings renomme har været utrættelig, og selvom der er andre fremragende producenter i og omkring Mosel er der næppe nogen af de andre der kan bryste sig med et så utrætteligt ambassadørarbejde, som det Ernst Loosen har udført i den gode vins tjeneste.

I dag driver Ernst Loosen også vingården J.L. Wolf i Pfalz, ejer firmaet Loosen Bros. USA, som står for import og salget af alle hans vine til det amerikanske marked. Han er også med i et andet joint venture i USA, nemlig J. Christopher Wines i Oregon, hvor han laver vine sammen med vinmagere Jay Somers. Med andre ord, så er Ernst Loosen en ihærdig mand.

Nå, men tilbage til denne Loosen Bros. Dr. L Riesling, som ikke er lavet med druer fra vingårdens egne marker. Druerne er derimod købt hos udvalgte vinbønder i Mosel, og er feinherb, hvilket kan oversættes med halvtør. Huset bruger Loosen Bros. på etiketten, hvilket formentlig refererer til, at Ernst broder Thomas Loosen også er en del af foretagenet … om end det er Ernst, som er ejer af Weingut Dr. Loosen.

Duftmæssigt lidt abrikos, fersken, blomster, nødder … petroleum … ja måske, men meget, meget svagt. Smagen er sød, let perlende med en sød-krydret note. Der er både sødme og syre, men syren meget tilbagetrukket, således det er sødmen, som er den dominerende. Lidt flad i udtrykket og mangler lidt mineralitet og tørhed, og det gør samlet, at vinen bliver lidt “varm” i udtrykket.

Købt i Super Best, hvor prisen er 60 kr., ved køb af 2 flasker.

Rating 3,5/7 

2009 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese, Rheingau, Tyskland

Den sidste vin på Fru Larsen blev en sød Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese til desserten. Vinen kommer fra Weingut Robert Weil, som ligger ved byen Kiedrich i Rheingau.

Vingården blev grundlagt i 1867 af Dr. Robert Weil, der på dette tidspunkt var professor på Sorbonne Universitet i Paris. På grund af den fransk-tyske krig blev han nødt til at forlade Frankrig, og han købte de første vinmarker i Kiedrich, hvor han ernærede sig som journalist og med tiden erhvervede de bedste marker på Kiedricher Berg.

Takket været Dr. Robert Weil forudseenhed og indsigt samt vilje til at investere blev hans vine hurtigt kendte i internationale kredse, og hans vine vandt indpas på de royale middagsborde over hele Europa som det hvide modstykke til de store røde Bordeaux-vine. I dag ledes vingården af William Weil, der er 4. generation af familien.

Godset er på 90 hektar, fordelt på vinmarkerne Kiedrich Klosterberg, Kiedrich Turmberg og Kiedrich Gräfenberg, som udelukkende er tilplantet med Riesling, som altid siden starten har været den primære drue på vingården. Kiedrich Gräfenberg er husets Grosse Lage vinmark.

Der satses på kvalitet, bl.a  med kraftig kontrol af udbytte fra vinmarkerne og selektiv, manuel plukning. Ligeledes i kældrene, hvor vinene vinificeres så blidt som muligt, hvilket garanterer produktionen af vine på et højt kvalitetsniveau.

Denne Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese er lavet med druer fra marken Kiedrich Turmberg. Turmberg ligger på en skråning bestående af skifer, og er ligesom Gräfenberg én af Robert Weils bedst beliggende vinmarker. Marken har sit navn Turmberg (tårnbjerg) efter det tidligere slot Burg Scharfenstein, som ærkebiskopperne af Mainz lod bygge omkring 1160 på bjerget nordøst for Kiedrich.

Slottets tårn indgik faktisk på et tidspunkt i våbenskjoldet for Mainz, og har altså også lagt navn til denne vinmark på 3,8 hektar, som udelukkende er ejet af Weil. Slottet er i øvrigt i dag en ruin, men tårnet består fortsat.

I næsen godt med eksotiske frugter, fersken, mango, muskat, ovnristede nødder, blomster samt lidt honning … og måske en anelse citron. Smagen er sød … men med fin tørhed, kompleksitet og våde sten, ferskensten eller i hvert en eller anden form for mineralitet. Selvom vi er i den søde afdeling, så er der en anelse syre til at holde tingene sammen, og det er dejlig vin til en dessert.

Forhandles af Jysk Vin, men har ikke fundet denne på deres hjemmeside. Vil gætte på, at prisen ligger omkring 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7