Som aftenens kultvin havde jeg valgt Sassicaia … selvfølgelig kunne man næsten fristes til at sige. Det er måske Italiens mest berømte vin og pionér inden for italiensk vinfremstilling, også kaldet Italiens Latour.
Som den første italienske vin fik Sassicaia høstet 100 point i Robert Parkers Wine Advocate, og vinen har fået de ellers svært opnåelige tre glas i Gambero Rosso ikke færre end 21 gange. Kort sagt er Sassicaia en levende legende.
Sassicaia laves på vingården Tenuta San Guido i Bolgheri ved Toscanas kyst, og her laver man også vingårdens 2 andre vine Guidalberto og Le Difese. Godset har 148 hektar med vin.
Grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta begyndte i 1940’erne at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med Bordeauxs berømte 1. Cru’er som forbilleder, idet han mente at jordbunden på Tenuta San Guido havde mange fælles træk med jordbunden i Bordeaux.
Vinmarkerne er da også beplantet med 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc. De oprindelige beplantninger i 1940’erne omfattede podninger købt fra Chateau Lafite Rothschild, og sammenligninger man med de berømte vine i Pauillac, er det svært ikke at smage ligheden.
Mario var også den første i Toscana, der brugte nye franske egefade, hvilket var banebrydende i Italien. Vinen forblev dog en hemmelighed indtil 1968, hvor Mario vurderede, at nu var vinen klar til at blive sendt på markedet. Vinen blev døbt Sassicaia, hvilket på den lokale toskanske dialekt betyder sandet og gruset jordbund.
Den blev fra starten meget omtalt og en omgående succes i Italien og var den første italienske kvalitetsvin, der brød igennem på eksportmarkederne. I dag betragtes Sassicaia som den første Supertoscaner og faderen til alle italienske Cabernetbaserede vine.
I dag er vinen et investeringobjekt på lige fod med Château Latour, Château Lafite-Rothshild og de andre 1. Cru’er i Bordeaux. Succesen er blev også anerkendt af den italienske stat som har tildelt Sassicaia sin egen appellation: Bolgheri Sassicaia D.O.C., hvilket er enestående.
I dag ledes vingården af Niccolò Incisa della Rochetta, som med fuld respekt for traditionerne, har skabt 2 nye vine, nemlig Le Difese og Guidalberto. Sassicaia er lavet med samme fordeling som markerne, dvs. 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc, lagret 24 måneder på franske egefade, hvoraf 1/3-del er nye fade.
Årgang 2010’eren her tegner som én af de største årgange … og sammen med 2008’eren bedste årgang siden 1985! Parker – hvis man hælder til hans side – giver 2010’eren 96 point.
Lad os kaste os ud i det. Har knappet vinen op og fyldt på karaffel omkring 3 timer inden smagningen … tænkte at de nok var bedst med så ung en vin. Duften er gamle tjærefyldte togsveller, jordbær, solbær, lette blommer, mynte, grus eller sten. Smagen er frisk frugt … sådan virkelig helt fremme i smagsindtrykket, og det overrasker og begejstrer … skønt. Er stadig meget rank, og det er sikkert for tidligt at drikke den, men det smager virkelig godt. Meget præcis i levering af smagsindtrykket med mineralitet, syre, sten, grafit kombineret med den massive frugtintensitet.
Hvem medbragte vinen: Ulrik
Købt hos Superiore.de til 129€ … ellers forhandles den herhjemme af Philipson Wine, hvor prisen for en flaske af 2010’eren er 1.729.95 kr., men kun 1.299,95 kr. hvis du køber 12 stk. En pæn udskrivning på 15.559,40 kr. – men se det som en investering. Arhhhh, den hopper min kone vist ikke på. Men det kan betale sig … kan se, at Coop pt. sælger 2008’eren, pris 1.995 kr.
Vinanmeldelse 6/7