Tag-arkiv: Frankrig

2013 Domaine du Gros’Noré, Bandol Rosé, Bandol, Frankrig

2013 Domaine du Gros'Noré, Bandol Rosé, Bandol, FrankrigI det dejlige Provence lidt uden for byen La Cadière d’Azur på kalkholdige skråninger, der nyder godt af middelhavsklimaet og med vinmarker, der får masser af sol og luft, finder vi Domaine du Gros’Noré, som står bag denne Bandol Rosé.

Domaine du Gros’Noré så dagens lys i 1995, hvor Alain Pascal – som i øvrigt er tidligere bokser – med familiens hjælp byggede sin kælder ved siden af den gamle fårefold fra 1789, og hvor han på bedste vis bevarede den gamle byggestil fra landsbyen.

Han gav domainet navn efter sin far Honoré, der var berømt for sit store korpus,

Tidligere solgte familien deres druer til de kendte domainer i Bandol til henholdsvis Domaine Ott og Château de Pibarnon.

Selvom Alain og hans far også selv havde lavet vin til eget forbrug, så var det først i 1997 – efter faderens død – at Alain besluttede at satse 100% på en fuld egenproduktion under navnet Domaine du Gros’Noré.

I alt driver Alain Pascal 16 hektar vinmarker med hjælp fra hans bror Guy på bjergskråningerne omkring La Cadière d’Azur. Vinmarkerne er sammensat af både ler og kalksten. Klimaet nær Middelhavet betyder varmt vejr og fuld sol, men kølet af den vedvarende Mistral vind. Der bruges ikke sprøjtemidler. Druerne, der er mættede af sol, høstes manuelt ad flere omgange for at sikre en høj grad af modenhed.

Rosévinen har ligesom øvrige rosévine i Bandol den karakteristiske lyse, svagtrøde farve. Vinen er lavet på 40% Mouvèdre, 20% Grenache og 40% Cinsault.

Og i næsen er det herlige noter af dej under hævning, candyfloss, gær, jod, lyserøde bær, jordbær, tørhed, eg, urter samt lidt grape. I munden er der god syre, mineralske elementer, friskhed … meget vedvarende i syren, og det smager sgu helt godt.

Købt hos Jysk Vin, pris 146 kr.

Rating 4,5/7 

N.V. Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, FrankrigEn lille vinaften hos Paul startede med denne Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut fra vinhuset Maison Albert Sounit, som faktisk er danskejet. Max genkendte hurtigt flasken, for han havde nemlig givet både Paul, Gert og mig en flaske af vinen for omkring et års tid siden. Jeg har da også fortsat min liggende.

Maison Albert Sounit ejes af Knud Kjellerup og hans to gode venner Jesper Krogh og Axel Holm Jensen. Knud Kjellerup er blandt andet kendt som grundlæggeren af Østjysk Vinforsyning, som leverer vin til både restauranter og forretninger.

Knud Kjellerup og de to venner købte i 1993 huset Maison Albert Sounit og har siden målrettet arbejdet på at føre Maison Albert Sounit op i eliteklassen. Derudover har man i 2005 også købt Domaine Bernollin i Jully-les-Buxy og lagt det sammen med Maison Albert Sounit.

Masion Albert Sounit var oprindelig et negociantfirma, og havde ikke selv vinmarker. Man havde tidligere købt druer og vine hos Domaine Bernollin, men da den gamle ejer Pierre Bernollin var 74 år – og ikke havde nogen efterfølger – så købte det danskejede vinhus med det samme domænet og dets vinmarker.

Maison Albert Sounit holder til i en gammel, smuk bygning på Place du Champ de Foire i Rully. Bygningen blev opført omkring 1850 af Jeunet familien ovenpå et gammelt stenbrud, og har nogle af de største og smukkeste vinkældre i Rully. Bygningen kaldes også Château Jeunet efter de oprindelige grundlæggere.

Historisk set er kældrene også interessante, idet nogle af de første Crémant de Bourgogne faktisk er produceret i disse kældre. Det var nemlig i Rully – og Nuits-St.-Georges – at de første Crémant på Méthode Traditionelle i 1822 blev produceret … eller måske rettere kopieret fra Champagne distriktet.

Vinhuset fik dog først navnet Maison Albert Sounit i 1930, da det blev overtaget af Albert Sounit.

Vinhuset omfatter i dag 12 hektar vinmarker og et fuldt moderniseret vineri. Siden 2005 er alle vine vinificeret på Domaine Bernollin … såvel druer fra egne marker som købte druer. Eneste undtagelse er dog husets Crémant de Bourgogner, som fortsat bliver lavet i den gamle kælder i Rully.

Vinmager hos Maison Albert Sounit er Sébastien Secher. Han er med til at producere en række hvidvine, rødvine og crémanter. Der laves primært Mercurey, Rully, Montagny og en enkelt Givry samt en række crémanter, bl.a. denne Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, lavet på 70% Pinot Noir samt 30% Chardonnay.

Hos Albert Sounit lagrer man crémanterne betydeligt længere end de fleste andre producenter og omkring dobbelt så lang tid, som loven foreskriver. Ifølge loven skal Crémant de Bourgogne flaskelagres i ca. 9 måneder på “sur lie”, altså det bundfald, der opstår efter flaskegæringen.

Hos Albert Sounit flaskelagres Crémanten i ikke mindre end 18 til 24 måneder. Dette medfører en langt finere mousse og giver langt større finesse og karakter. Denne Crémant de Bourgogne Prestige fra Albert Sounit har da også opnået flotte udmærkelser i de seneste år, fx guldmedalje ved Concours National des Crémants i 1998, 2000, 2002 og 2005 og ”Coup de Coeur” (topplacering) i Guide Hachette des Vins 2002.

Vinen er en non vintage, altså fra flere årgange og dermed uden årgang. Mit eksemplar er fra en anden produktion, idet etiketten er lidt anderledes, men jeg kan ikke se, om den er nyere eller ældre end dette eksemplar. Lad os springe til smagsnoterne.

I næsen er vinen let oxyderet med noter af nødder, ristet brød, overmodne pærer, gær, lidt blomster og et spids citrus. I munden er boblerne meget blide, og syren i vinen er også ganske blid. Det er et let bitterhed, men måske bliver det også en smule vandet. Der mangler en smule intensitet.

Forhandles i mange forskellige vinhandler og prisen er 129 kr.

Rating 4,5/7  

2009 Domaine Nicolas Réau, L’Enfant Terrible, Loire, Frankrig

2009 Domaine Nicolas Réau, L'Enfant Terrible, Loire, FrankrigNicolas Réau er født og opvokset i Anjou regionen, er en habil jazz- og bluespianist og var en anset lokal rugbyspiller inden han lagde støvlerne på hylden og gik ind i forretningsverdenen.

Stadig ung … midt i 30’erne fortrød han imidlertid dén beslutning. Hans venner Lise og Bertrand Jousse havde uden forudgående uddannelse eller kendskab til vinproduktion sprunget ud som vinbønder og havde startet Domaine LB i Montlouis. Den vej ville Nocolas også.

Lige efter årtusindeskiftet købte han så vingården Clos de la Treille på knap 5 hektar udenfor byen Sainte-Radegonde omkring 25-30 kilometer syd for Saumur i Loire. Navnet blev ændret til Domaine Nicolas Réau og målet var at opnå et omdømme på samme niveau, som da han var rugbyspiller.

De købte marker hører under appellationen i AOC Anjou, men Nicolas udvidede sit sortiment ved at indgå en lejeaftale på 12 hektar jord i AOC Chinon fra Domaine Champs de Vignons i Chinon. Dermed kunne han lave vine både fra Anjou og Chinon.

Med årgangen 2002 fangede Nicolas den franske vin presses opmærksomhed, og i 2009 blev han føjet til Revue du Vin de Frances prestigefyldte årlige klassificering af de bedste vine i Frankrig for sin konsekvente kvalitet af hans vine fra 2006.

Alle marker dyrkes økologisk, og er i øjeblikket under konvertering til biodynami. Derudover høstes alle marker ved håndkraft, for som Nicolas selv siger; høst i hånden er ikke en flot omtale på en etiket, men en en måde at forkæle vinen og gøre, hvad der er bedst for vinen. Høst med maskiner ryster druerne, er ikke skånsom, sluger skidt, sure bær, blade, snegle, mariehøns og de fine edderkopper, der broderer dugen på vinstokkene.

Nicolas laver omkring 65.000 flasker vin årligt fordelt på en række vine, som bærer navne som Petit Clos, Pompois, Clos des Treilles, Cuvée Garance, Cuvée Moi un Ange og så denne L’Enfant Terrible. Det er primært vine på druerne Chenin Blanc og Cabernet Franc. Denne lille uvorne unge er lavet på 100% Cabernet Franc fra 80 år gamle vinstokke, hvor udbyttet udgør 25 hektoliter pr. hektar. Vinen har lagret 12 måneder på fad, 25% nye, resten 2 år gamle og ingen anvendelse af svovl overhovedet.

Og en herlig fætter, som i glasset udsender noter af blæk, grafit, mellemrøde frugter, tranebær samt en fantastisk dyb, animalsk duft, stor kølighed, eg og egefade, svag vanilje, kaffe, grønne blade, lakrids og en anelse chokolade . Virker langt mørkere i glasset end den forrige vin fra Loire.

I munden er der fortsat stram Loire syre … syrlig, frisk med god, ren frugt, tanninerne meget markante og der er en lang og stor syrlighed i eftersmagen. Dejlig kompleksitet, både med den rene syre og så noget “mørkere”, som virker meget koncentreret og som også virker til at udvikle sig med mere og mere luft i glasset. Herligt.

Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 229 kr.

Rating 5,5/7 

2011 Patrick Corbineau, Touraine Milles Feuilles, Loire, Frankrig

2011 Patrick Corbineau, Touraine Milles Feuilles, Loire, FrankrigI den utroligt smukke landsby Candes-Saint-Martin i Loire finder vi en stor og excentrisk vinmager, som hedder Patrick Corbineau. Han siger selv, at han er rig … ikke i penge, men økologisk rig, går rundt i gamle gummistøvler og bearbejder sine vinmarker med sin hest.

Og det er netop dérfra, at næste vin kommer … en Touraine Milles Feuilles. Årgangen er 2011, hvilket Patrick har skrevet med guld-tusch øverst på flasken. Så kan han nøjes med at lave én etikette, som kan bruges på alle hans vine. Milles Feuilles har han også tilføjet med kuglepen på bagetiketten.

Patrick Corbineau var oprindelig svejser på det lokale kraftværk, kraftværket, hvor han havde ry for at være en af de bedste svejsere i Frankrig. Men en dag blev han på vej hjem fra arbejde stoppet af sin bedstefar, som han ikke havde snakket med i 18 år.

Du skal overtage familiens gamle vinmarker, sagde bedstefaren, som ellers for mange år siden havde givet sine vinmarker til Patricks onkel. Det havde åbenbart ikke været en succes. Patrick sprang på uden større omtanke … og det blev starten på det lille domæne.

Samlet driver Corbineau 6 hektar vinmarker … 1 hektar i Chinon og 5 hektar i appellationen AOC Touraine. Hans jord i Touraine ligger spredt på en del parceller, og er lidt en torn i øjet på de mange kornproducenter. De har flere gange forsøgt at købe Patricks jord, men uden held, for Patrick elsker livet som vinbonde … både i marken og vinkælderen.

De bedste marker er Cumelles, Croix Fouchet samt Conquete, hvor vinstokkene er mellem 50 og 70 år gamle. Jordbunden er godt stenet med kalksten, knust kalksten, ler samt den tunge ler, som man på fransk kalder “polyes aux pieds”, hvilket vel kan oversættes til noget i retning af “holder dine fødder”.

Patrick bearbejder – som nævnt – sine vinmarker med sin hest. Han er aldrig bange for at få beskidte hænder. Selvom mange siger, at det ikke er produktivt, synes han tværtimod, at hans måde ikke handler om produktivitet, men om kvalitet. Han samler druerne manuelt i vævede kurve. Macerationen af druerne er langsommelig og presningen nænsom. Vinen er selvfølgelig ufiltreret.

Hans metoder og teknikker er meget gammeldags, og det er faktisk hans største fordel i en verden med masser af omvæltninger. Det er ren naturvin … i bedste og totalt gammeldags stil. Måske producerer han ikke så meget som andre, der arbejder med det nyeste udstyr. Måske er processen for langsom. Men resultatet er alt, der betyder noget for monsieur Corbineau.

Patrick ejer ganske vist en traktor … en gammel Massey Fergusson fra 1957, men han synes ikke om den. Han har engang udtalt, at han for pengene til et par brugte dæk kunne få et par gode støvler … endda af krokodilleskind. Og Patrick Corbineau har der virkelig bedst i sine gummistøvler og forlader sjældent Candes-Saint-Martin og har kun været i Paris én enkelt gang.

Han er ikke den rejsende type, han har for travlt i sin kælder i Candes-Saint-Martin. Hans far bebrejdede ham ofte for at bruge for meget tid i kælderen, og han troede faktisk, at Patrick havde et alkoholproblem. Men som Patrick også skriver på hans hjemmeside – som dog har sparsomme oplysninger – I finder mig enten i vinkælderen, i markerne eller på min hest.

Faren ønskede også, at Patrick moderniserede sin vingård, så han kunne komme frem i verdenen … men i stedet gik han den modsatte vej og laver i dag vinene som i helt gamle dage.

Her har vi netop én af Patrick Corbineaus vine, Touraine Milles Feuilles fra årgang 2011, lavet på 100% Cabernet Franc fra 30, 50 og 70 år gamle stokke, ren naturvin uden nogen form for tilsætning.

Druerne er høstet med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar og vinen er vinificeret i lag med 50% égrappé – altså hvor stilkene er fjernet – og 50% hele klaser, maceration i 19 dage på tank og lagrer herefter 2 år på gamle egetræsfade.

I næsen er her stald, blæk, grafit, stald … kold frugt … frisk og frugtagtig, dejlig surhedsgrad, plaster, blomster … Ribes (den der lugter lidt af kattetis), lakrids og en snert af karamel. Vinimperiet siger selv, at den har en utæmmet bondsk charme, og det giver fuldstændig mening. Den dufter faktisk sindssygt godt.

I munden er vinen blød, god frisk og ren frugt, lidt kirsebær måske, jern, tørhed og fine tanniner samt et let peberbid i finalen. Tænker, at vinen måske fortsat er en anelse ung, og den kunne være sjov at smage om 4-5 år.

Købt hos Vinimperiet, pris 150 kr.

Rating 4,5/7 

Har nu smagt vinen igen 4 måneder efter første gang … og den er bestemt ikke blevet ringere … nærmest tværtimod, og synes nok, at de 4½ Thumbs Up måske endda er en kende for lidt, så vi smider med det samme en ekstra tommel efter vinen, således vi havner på 5½ Thumbs Up. Kan virkelig anbefales.

Rating 5,5/7 

2010 Joseph Janoueix, Château Le Gabachot Pomerol, Bordeaux, Frankrig

Næste vin i rækken … Château Le Gabachot i Pomerol … én af mange vine fra Janoueix familien, som jeg tidligere er stødt på, nemlig med vine fra nogle af deres utallige vinslotte, bl.a. Château le Castelot i Saint-Émilion samt Château La Gasparde.

Samlet ejer Janoueix familien en del vinslotte i både Saint-Émilion, Pomerol og Côte de Castillon og er én af områdets mest betydningsfulde familier.

Vinhuset er grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix, som var en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig. Med de mange vinslotte laver vinhuset samlet omkring 450.000 flasker vin årligt.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix – eller Domaines Joseph Janoueix, som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn. Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte.

Denne vin Château Le Gabachot kommer reelt fra Château la Croix … eller i hvert fald bliver vinen produceret i kældrene på det berømte Château la Croix. Druerne 60% Merlot, 20% Cabernet Franc og 20% Cabernet Sauvignon. Château la Croix er således ikke et slot, men en vin fra Croix, hvor druerne kommer fra andre marker.

I næsen en meget kølig stil med solbær, jord, mynte, blæk og grafit. Smagen er lidt i samme boldgade. Det er jord, solbær … ren og direkte frugt, meget tør og tanninrig, men også en smule kedelig, hvis jeg skal være helt ærlig. Og det skal jeg jo.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 330 kr.

Rating 4/7  

2011 Sylvain Pataille, Marsannay Clos du Roy, Bourgogne, Frankrig

Hvis du kører fra Beaune mod Dijon, så kommer du forbi Vosne-Romanée, Vougeot, Chanbolle-Musigny, Gevrey-Chambertin og havner til sidst i den lille by Marsannay-la-Côte. På adressen Rue Roger Salengro – opkaldt efter en socialistisk minister fra 1936 – finder vi vinhuset Domaine Sylvain Pataille.

Byen Marsannay er ikke stor … mindre end to poser morgenbrød … men er en gammel by, som oprindelig hed Marceniacum in Monte, så Marcenay-en-Montagne for endelig at få det nuværende navn Marsannay-la-Côte i 1783.

Appellationen AOC Marsannay blev dog først en realitet langt senere, nemlig i 1987 og før dette blev vinene herfra blot solgt som Bourgogne eller Bourgogne de Marsannay. Der er ingen Grand eller Premier Cru marker i Marsannay, men i stedet er området mere kendt for sine hvidvine og rosévine.

AOC Marsannay tilhører Côte de Nuits og omfatter vinmarker omkring byerne Chenôve, Couchey og Marsannay-la-Côte.

Domaine Sylvain Pataille er én af de mest kendte producenter i Marsannay. Han er uddannet ønolog i Bordeaux, og arbejdede igennem flere år på forskellige slotte i Médoc. Særligt på Château Branaire Ducru har han har en stor andel i slottets kvalitetsløft.

I slutningen af halvfemserne vendte han hjem til Marsannay med to formål for øje. Dels for at overtage driften af familiens vingård, og dels at fungere som rådgivende ønolog for andre producenter i Bourgogne.

Sylvain fik hurtigt en række stjernedomæner som kunder, herunder Perrot Minot, Denis Mortet, Hubert Lamy og Nicolas Rossignol. Han fungerer stadig som ønolog for enkelte domæner, men koncentrerer sig i dag primært om driften af Domaine Sylvain Pataille.

Alle Sylvains vine er biodynamiske og hælder i retning af naturvin. Han er fuldstændig hands-off i sin produktion. Ingen gærfløde, ingen enzymer, ingen chaptalisering og ingen syrejustering. Kun den rene gærede most, eventuelt understøttet af lidt fad i de absolut bedste årgange. Pataille bruger næsten ingen svovl i vinene og stilen er ligger tæt op af Philippe Pacalet, som er berømt for sine ypperlige naturlige vine i Bourgogne.

Fra 2000 begyndte Sylvain at opkøbe små parceller i appellationens bedste vinmarker og den første vin – som blev vinificeret under hans eget navn – var årgang 2001. Sylvain Pataille har 12 hektarer vinmarker i dag, som bliver vinificeret i 12 forskellige cuvéer.

Èn af disse cuvéer er denne Marsannay Clos du Roy, hvor druerne kommer fra marken Clos du Roy, som ligger imellem Marsannay-la-Côte og Chenôve. Som Sylvains øvrige vine lavet helt naturlig, hvor vinen gæres spontant ud på rustfrie ståltanke ved 32 grader, inden de overføres til delvist brugte og nye egetræsfade (mængden afhænger meget af årgangen), hvor den gennemgår malolaktisk gæring og yderligere lagring.

Og hér finder vi elegant Pinot Noir, som i næsen byder på lethed, blomster, lyse bær, hindbær, jordbær, eg, salt, tør jord, mineraler … ganske indbydende. I munden er let, elegant, intens frisk frugt, mineraler, flintesten … tanninerne er lette, men absolut tilstede og eftersmagen er god og lang. En lille fransk kant … men hvor smager den godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 330 kr.

Rating 5/7  

2012 Gérard Bertrand, Domaine de l’Aigle Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

Så er vi der igen … hos den store ex-rugby-spiller Gérard Bertrand – der efter faderens død overtog familiens vingård og nu har opbygget et større vin-imperium i det sydfranske. Og her med vinen Domaine de l’Aigle Pinot Noir, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen … blot årgangen før.

Bertrand har jeg skrevet om en del gange på bloggen, bl.a. fordi vi tidligere har kørt et Gérard Bertrand tema på jobbet. Så vil I vide mere om Bertrand, så tjek lige de andre indlæg. Søg blot på Bertrand i søgefeltet.

Gérard Bertrands investeringer i vingårde, vinslotte og vinmarker fordeler sig over regionerne Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc.

I alt har han over 470 hektar vinmarker, og hans vinslotte omfatter Domaine de Villemajou, Château Laville Bertrou, Château de l’Hospitalet, H de l’Hospitalet, Château la Sauvageonne, Château Aigues Vives, Château de la Soujeole, Domaine de Cigalus, Tautavel, Domaine des Cathares og så dette Domaine de l’Aigle. Ganske imponerende.

Derudover er han gået i partnerskab med 40 andre lokale producenter, som nøje følger hans visioner for kvalitet i vinmarken, for så – når høsten er overstået – at sælge druerne til ham.

Domaine de l’Aigle ligger tæt på landsbyen Roquetaillade i nærheden af Limoux ved foden af Pyrenæerne. Der er 31 hektar med vinstokke, og markerne ligger mellem 250 og 500 meter over havets overflade, hvilket gør det til nogle af de højeste vinmarker i Haute Vallée de l’Aude og Languedoc. Det giver nærmest ideelle klimaforhold til dyrkning af Chardonnay og Pinot Noir.

Netop det kølige klima bevirker, at druerne høstes helt op til en måned senere, end det er tilfældet nede ved kysten. Den længere vækstsæson gør det muligt for druerne at optage flere nuancer under modningen, hvilket i sidste ende giver mere komplekse vine.

På Domaine de l’Aigle laver Bertrand 5 forskellige vine, 3 hvidvine og 2 rødvine, nemlig vinene Domaine de l’Aigle Chardonnay, Domaine de l’Aigle Gewurztraminer, Aigle Royal Chardonnay, Aigle Royal Pinot Noir og så denne Domaine de l’Aigle Pinot Noir.

Druerne til Domaine de l’Aigle Pinot Noir kommer fra 20 til 30 år gamle vinstokke, der er plantet i en – for Pinot Noir – nærmest ideel jord, bestående af grus og småsten. Inden druerne begynder at tage farve i august, går man vinmarkerne igennem for at fjerne en del af udbyttet, hvilket giver de tilbageværende druer en større koncentration. Vinen har lagret 9 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt har jeg på samme måde som sidst svært fange Pinot Noir, men har i stedet lidt Rhône krydderier, blæk, blade … en smule stald. Smagen er varm med stikkelsbær, grøn, ege, lidt krydderier og virker slet ikke i balance. Synes fuldstændig som sidst, at vinen mangler finesse … og mangler sjælen af Pinot Noir.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 160 kr.

Rating 3/7 

2011 Jean Javillier & fils, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

Halter fortsat efter med mine opdateringer … men arbejder mig langsomt, men sikkert igennem. Næste vin er en hvid Bourgogne, som vinhuset Jean Javillier & Fils selv kalder Bourgogne Chardonnay.

Og den trofaste læser vil sikkert nikke genkendende til vinhuset, som jeg skrev om for mindre end en måned siden, da jeg smagte deres røde Volnay.

Vinhuset holder til midt i byen Meursault få kilometer syd fra Beaune. Ved indgangen til Domaine Jean Javillier et Fils finder man blot en ydmyg postkasse og et skilt, der knap kan læses.

Her er det vinen, det drejer sig om, ikke imponerende indgangsportaler. Nogle vinproducenter sælger deres vin med pomp og pragt og andre har kun tid til vinen.

Domaine Jean Javillier & fils drives af brødrene Alain og Thierry Javillier, men det var nu Alain og Thierrys bedstefar Jacques Javillier, som grundlagde vinhuset tilbage i 1933.

Det var dog brødrenes far Jean Javillier, som allerede tilbage i 1972 startede en omlægning af produktionen til at være økologisk og i 1976 blev certificeret økologisk. Alain og Thierry Javillier overtog selv driften for omkring 20 år siden, og den omfatter samlet 7,5 hektar vinmarker omkring Volnay og Meursault.

Denne Bourgogne Chardonnay er selvfølgelig – som altid i Bourgogne – 100% Chardonnay, og her er vinstokkene omkring 60-70 år gamle, og giver et beskedent udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen har lagret på egetræsfade i 12 måneder og aftapning er sket uden pumpning … alene med tyngdekraft. Det ser ud til at være husets entry-level hvide Bourgogne … men en flot én af slagsen.

I næsen er der lidt søde krydderier, lidt animalske noter … og den duft, som du finder i vinmarkerne, hvilket er ganske herligt. At blive henført til en tur i vinmark ved at dufte til en vin! Hmmm. Derudover er der lidt smør, hyld, blomster, lemon, stikkelsbær, våde fade, vanilje og røg … samlet en meget lækker duft.

I munden er vinen tør, frisk, blød … har en flot syre/sødme balance og meget letdrikkelig. Fin i eftersmagen, og i det hele taget en ganske lækker sag til pengene. Thumbs Up for den.

Købt i Vinimperiet, hvor prisen er 120 kr., og det er billigt.

Rating 5/7 

2011 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

Hold nu kæft, hvor er det godt. Jesper havde fundet kanonerne frem til byggemødets finale … og den første superhowitzer aka 380 mm bronzekanon var denne Châteauneuf du Pape fra det legendariske Clos des Papes, som jeg har smagt få gange, men altid været meget begejstret for.

Vingården er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Châteauneuf du Pape. Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødt til at have en vis tålmodighed. Siden 2011 er domænet certificeret “agriculture biologique”, altså økologisk.

Clos des Papes er på 32 hektar, heraf 29 hektar med røde druer og 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene (clos) omkring slottet, heraf ejendommens navn Clos des Papes.

Der fremstilles kun én cuvé af henholdsvis hvid (10% af produktionen) og rød Chateauneuf du Pape. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen.

Hemmeligheden bag den høje kvalitet er et lavt udbytte. I årgangene 2007, 2008 og 2009 har man således haft et udbytte på henholdsvis 25, 17 og 19 hl/ha. Udbyttet minimeres ved at fjerne klaser før modning og ved at gennemføre en meget streng sortering i forbindelse med høsten.

Der eksperimenteres ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Avril selv stiller, og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den der har været lavet på stedet i årtier.

Vinen er lavet på en klassisk blanding af 65% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Syrah og resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet holdes på ca. 25 hektoliter pr. hektar, og vinen har gæret på cement og lagret på foudres 12-15 måneder.

Og hvilken herlig duft, hvor der er lidt mejeri, ymer … virker meget rustik og har nærmest lidt kamfer, grønne vinblade … og den dér duft, som man ofte finder i selve vinmarkerne, jord, mælkechokolade, mineraler, grafit, kød, bacon, røg, lidt urter/krydderier og en smule eucalyptus, som forvirrede mig lidt. Men en meget kompleks og indbydende næse.

I munden er vinen blød, fyldig med mørkerøde, næsten sorte bær, blommer, næsten rosiner (hvilket jeg ellers ikke er fan af), chokolade, lakrids, enebær og stor intensitet uden at det bliver en blockbuster eller marmeladevin. Det er samtidig elegant, let og forførende … nærmest med en form for mineralitet i smagen. Klasse. Kan måske godt tåle et par år yderligere i kælderen, hvilket helt sikkert vil give vinen yderligere dimensioner.

Forhandles af Vinexus og Bichel Vine, hvor priserne er forskellige, henholdsvis 676,43 kr. og 799,75 kr.

Rating 6/7 

2011 Domaine La Garrigo, Fitou 20 de Terre, Languedoc, Frankrig

I AOC Fitou appellationen i Languedoc finder vi vinhuset Domaine La Garrigo, og dér sker der underlige ting. Vinhuset er økologisk, biodynamisk … hvorved produktionen således er styret af de kosmiske kræfter. Det har vi set før, og er ikke vildt underligt.

Imidlertid graver de – helt på samme vis som den dybt alkoholiserede, usoignerede læge Karl i Blinkende Lygter – huller i jorden … ganske vist ikke til pilsnere, men til vinene. Hos Domaine La Garrigo graver man således fadene ned i den franske muld i 6-24 måneder …. se, dét er underligt. Og det skal jeg nok vende tilbage til.

Lad os starte ved vinhuset Domaine La Garrigo, som er grundlagt i 2002 af Christian Coteil. Han driver vinhuset sammen med hustruen Maxime ved den lille by Tuchan … omkring 20 kilometer vest for Fitou og heller ikke langt fra Perpignan længere mod syd.

Det er en lille og isoleret by, hvor markerne ligger i 900 meters højde med vinstokke på Carignan druen, som den dominerende drue, og ellers druerne Grenache, Syrah og Muscat.

Christian og Maxime har lige knap 4 hektar vinmarker, som drives økologisk og biodynamisk. Alt hos Maxime og Cristian behandles økologisk og biodynamisk og dermed opnår vinen den bedste kvalitet. Vinfremstillingen sker med den naturlige gær, dvs. uden tilsætning af gær. Der er heller ingen tilsætning af svovl.

Maxime og Christian har til dagligt almindeligt lønarbejde, og kan således ikke leve af vingården. De har dog en glødende interesse for at lave vine i pagt med naturen. Og generelt handler økologisk/biodynamisk vinproduktion jo om at arbejde med naturen. Når solen, månen, planeterne og stjernerne har de rigtige placeringer i universet, så giver dette en bestemt betydning for væksten af rødder, blade, blomster og frugt … herunder selvfølgelig druerne.

Disse dage skal man respektere. Man får på denne måde særlige jord-, rod-, blad-, blomster- og frugtdage. Man bør også kun pløje på jorddage og høste på frugtdage. Og gødningen af markerne sker ofte med kompost lavet på biologisk affald fra vinproduktionen blandet med komøg.

Faktisk er én af de obligatorisk behandlinger af jorden i den biodynamisk dyrkning brug af 7 kompostpræparater, såsom kamilleblomst, egebark og brændenælder, der komposteres på forskellige måde. Fx anbringes kamilleblomst i kvægtarm, som hænges frem om sommeren, begraves om vinteren og graves op om foråret.

Indholdet af tarmen tages ud og anbringes i komposten sammen med de seks andre kompostpræparater, hvorefter komposten bruges som gødning. Udover behandling med disse kompostpræparater sprøjtes markerne med komøg, der har overvintret i jorden begravet i kohorn samt med et kiselpræparat fremstillet af fint formalet kvarts, der ligeledes begraves i kohorn sommeren over.

Og Christian er meget passioneret omkring denne produktionsform og arbejder efter månens cyklusser og stjernenes placering på himlen. Og så graver manden også sine vine ned i jorden. Hallo, hvad er det nu for noget? Nogle af deres vine er begravet i tønder i 6 til 24 måneder, mens andre helt normalt er placeret i en kælderen under huset.

De graver fadene ned, fordi der er en konstant temperatur på 12 grader, ingen elektromagnetiske bølger og så opnås der ifølge Christian Coteil en mere nænsom ældning/modning med mere opblødte taniner. Der er nemlig ingen luft, dermed ingen udveksling med atmosfæren og intet tab af vin.

Der udveksles således kun med jorden og en fugtig odeur af underskov. Når vinen ligger i jorden fortsætter den – ifølge vinmageren – med at udvikle forfinede aromaer. Den har stadig den frugtige side, men der tilføjes ristede og skovagtige toner.

Og det er netop dén behandling, som denne Fitou 20 de Terre har fået. Vinen er lavet på 70% Grenache, 20% Mourvèdre samt 10% Carignan. Grenache og Carignan druerne kommer fra 60 år gamle stokke, mens Mourvèdre stokkene er forholdsvis unge. Udbyttet er ganske spinkelt, alene 10 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lagret 12 måneder på fade, der er gravet ned i jorden. Ingen tilsætning af svovl.

Og hvilken herlig vin … som i den kødfulde emhætte centralt i ansigtet byder på mulle kælder … herligt, at vi også her er ganske animalsk, mellemmørke bær, grafit, tjære, tomatblade, papkasser, jord, egetræ, mineraler og mørk chokolade.

Og i munden er her meget ren frugt, jern, stor tørhed, frisk syre … kraftig og intens med svag og klædelig bitterhed, højt tanninindhold samt et let peberbid i eftersmagen. Total optur … hvor er det en spændende og alligevel meget tilgængelig vin. Absolut Thumbs Up.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 138 kr., hvilket er fin pris. Jeg bliver ved med at blive imponeret over de vine, som Bjarne har i hans sortiment i Vinimperiet. Absolut værd at tjekke ud … specielt, hvis du ønsker lidt karakter og kant på dine vine … og hvem gør ikke det?

Rating 5/7