Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2022 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, Chile

2022 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, ChileSceneskift … for næste vin er sgu da en  2022 Cartagena Pinot Noir fra det chilenske vinhus Casa Marín, som jeg efterhånden også har smagt en del vine fra.

Her kommer Pinot Noir druerne fra 4 forskellige marker ved Lo Aberca i San Antonio Valley. De håndhøstede druer afstilkes uden knusning, hvorefter de koldmacererer i 3 døgn.

25% af druerne er gæret i hele klaser ved carbonic maceration metoden, men de resterende 75% alle er afstilket, knust og så har gæret over 12 dage ved 18-24 grader med pigéage to gange hver dag. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte franske egefade, mens tidligere årgang alene er lagret i ståltanke.

I næsen er vinen forfærdelig imødekommende, men det er da heldigvis på en rund, venlig og blød facon. Det er bløde kirsebær, morbær og lidt mørkere bær, den har et fadpræg, der næsten er helt tysk og sødt med vanilje, blæk, lakrids, nelliker, røg, tørv, grafit samt en smule kakao og mørk chokolade. Virker umiddelbart langt mere tilgængelig end 2020’eren.

Smagen er også rund, blød med søde kirsebær, lidt jordbær og mere bitre tranebær, men saftig, let sød og læskende. Der er fortsat en lille smule  røg, tørv, koks og syren har også lidt syrlig æbleagtig saftsyre, men det giver bare en yderst drikbar vin, der har Pinot Noir druens lethed, tørre tanniner, let peber og salte mineraler, så dermed lige venlige 91 point.

Forhandles af Supervin, men 2022’eren er endnu ikke kommet hjem, så prisen er derfor fortsat ikke fastsat.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Casanova di Neri, Irrosso, Toscana, Italien

2021 Casanova di Neri, Irrosso, Toscana, ItalienDa jeg tilbage i maj måned smagte en håndfuld 2018 Brunello di Montalcino vine, da var det bedste ubetinget fra vinhuset Casanova di Neri og nu smager jeg så deres 2021 Irrosso, der nærmest kan betegnes som en mini-Brunello.

Irrosso er i denne årgang 2021 lavet på 85% Sangiovese samt 15% Cabernet Sauvignon og Petit Verdot, der alle er høstet i løbet af hele september måned.

Efter afstilkningen sker udvælgelse og sortering af druerne med optisk sorteringsanlæg og vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration sket over 13 dage i koniske stålkar ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på egetræsfade.

Dejlig duft … har bestemt lidt brunelloagtige aromaer over sig med ristede svampe, godt med kirsebær selvfølgelig og det er sgu af den modne slags, lidt mandarinskrald af den søde slags, lidt karamel, godt med skovbund, efterårsblade i skoven, sødlig tobak og så virkelig bare lækker, tilbagelænet og rolig.

Smagen er sgu også tilbagelænet og rolig … alt virker afstemt, fint, blødt og flot skruet sammen, hvor der ikke er noget som helst, der stikker ud eller giver rynker på næsen. Det er modent, blødt samt godt afstemt med modne kirsebær, jordbær, hindbær, mens vinens tanniner aldrig bliver alt for tørre, men egentlig er omgængelige og fine … det er nærmest en rolig og eftertænksom vin … og bestemt kan den kategoriseres som en mini-Brunello af de bedre, så uden problemer 92 houlbergske point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 239,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Château Sérilhan, Saint-Estèphe Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Sérilhan, Saint-Estèphe Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, FrankrigLad os fortsætte i Bordeaux, men vi er rykket fra højre bred til venstre bred, for den næste vin er en 2018 Saint-Estèphe Cru Bourgeois Supérieur fra Château Sérilhan.

Vinslottet ligger nabo til det verdensberømte 3. Grand Cru Classé slot Calon-Ségur, men er først grundlagt i 1982 af Merlet Marcelis og drives i dag af Didier Marcelis, der som 3. generation i 2003 overtog driften fra sine forældre.

Da Didier Marcelis overtog driften, så havde han 9,5 hektar og indledte en tilbagevenden til Saint-Estèphes rødder … inspireret af den vision, Émile Peynaud havde om Saint-Estèphe vine med livlig farve, lys frugt og harmoni på ganen.

Émile Peynaud var en fransk ønolog og forsker, der er blevet krediteret for at revolutionere vinfremstillingen i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Didier Marcelis har da også sat et hold af dygtige ønologer til at hjælpe med vinene og siden 2019 er det den dygtige konsulent og producent Alain Raynaud, der har stået i spidsen og været ansvarlig for vinene fra Château Sérilhan, bl.a. sammen med teknisk direktør Bernard Franc fra Château Pontet Canet og konsulterende ønolog Hubert de Boüard fra Château Angelus.

Alain – der oprindelig var læge – har etableret sig som en af de mest efterspurgte vinkonsulenter i Bordeaux og leverer sine tjenester i Frankrig og i udlandet. Han var bl.a. præsident for Union des Grands Crus de Bordeaux fra 1994 til 2000 og er i øjeblikket ansvarlig for Grand Cercle des Vins de Bordeaux.

Château Sérilhan 2018 er fremstillet på et blend af 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot, som håndplukkes fra 35 år gamle stokke på slottets 12,54 hektar marker mellem Calon-Ségur og Phélan Segur i Saint-Estèphe.

Vinen gærer på en kombination af betontank, ståltank og trækar med over tre ugers maceration af drueskallerne. Mikrooxygenering hjælper til at blødgøre tanninerne. Afslutningsvis lagrer vinen 18 måneder på franske barriques, heraf 33% helt nye.

Slam … langt mere bund, tæthed og bundtræk i duften. Der er solbær, sorte kirsebær, blommer og endda jordbær, umami noter, skovfund, nedfaldne og kompostklare blade, sød finsk lakrids samt godt med kraftige fadnoter med vanilje, kanel, toast, blyant og godt med ristede noter og chokolade. Tæt, intens med pænt tydelig fad.

Det smager også godt … svulstig, fed og moden, men frugten er absolut ikke kun sorte bær, men også lysere og mere syrlig bær som hindbær, lyse hindbær, der lige giver vinen en rank, levende og frisk syre, mens tanninerne bestemt mærkes, men er eftergivende, bløde og føjelige. Det er en lille saftbamse af en Bordeaux, så dermed 92 herlige point fra Houlberg.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., men prisen er  kun 99,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Château Grate-Cap, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2014 Château Grate-Cap, Pomerol, Bordeaux, FrankrigMed næste vin skal vi til højre bred i Bordeux, for i Pomerol finder vi nemlig Château Grate-Cap – ejet af Ets Guy Janoueix & Fils – og derfra smager vi deres Pomerol fra 2014.

Janoueix familien er et kendt navn i Bordeaux, men er i dag forgrenet til både Ets Guy Janoueix & Fils og Domaines Joseph Janoueix, men begge stammer tilbage til 1898, hvor kimen til de to vinhuse blev lagt af henholdsvis Joseph Janoueix og Jean Janoueix, der begge kom fra Corrèze i Sydfrankrig.

Joseph Janoueix grundlagde det vinhus, som i dag hedder Domaines Joseph Janoueix og det ejes og drives nu af brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierre Janoueix. Det er blevet et ret stort hus med ejerskab af Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges.

Jean Janoueix grundlagde det vinhus, som i dag hedder Ets Guy Janoueix & Fils … og det ejer også flere vinslotte som Château Grand Fortin, Château Samson, Château Petit-Clos-Figeac, Domaine de la Bourrue … og så Château Grate-Cap.

Ets Guy Janoueix & Fils ejes af drives af Guy og Barbara Janoueix, som siden 1973 har ejet vinhuset og på Château Grate-Cap har de samlet 9 hektar vinmarker med 70% Merlot, 15% Cabernet Franc samt 15% Cabernet Sauvignon.

Denne 2014 Pomerol er netop lavet med samme fordeling som husets marker og er vinificeret helt traditionelt og efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på egefade.

Duftmæssigt er det meget ren Pomerol … trøfler, tørt træ, cedertræ, læder, mørk chokolade, muldjord, efterårsblade på jorden, klart lidt lakrids og vanilje fra fadlagringen. Frugten er intens, våd og lækker, har blommer, brombær og sorte kirsebær, men med en let moden side.

Det er i munden blødt og cremet … fortsat med en leverende syre, om end den også virker afbøjet og venlig. Der er tørre tanniner og der kommer samtidig sort-te og lemon bitterhed … ikke vildt, men fint, rent og med en lys struktur, der samtidig gør vinen let, mild og en smule mager. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Quinta do Pégo, LBV Unfiltered Port, Douro, Portugal

2019 Quinta do Pégo, LBV Unfiltered Port, Douro, PortugalSidst jeg drak denne LBV Unfiltered Port fra Quinta do Pégo, så var det i årgang 2016 og ved julemiddagen 2021 til risalamanden. Nu smager jeg så årgang 2019, men helt uden dessert eller julestemning.

Late bottled Vintage er lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på egefade i mindst 4 år inden aftapning på flaske.

Det betyder, at denne LBV Unfiltered Port er flasket i 2021 … hvilket også står på etiketten. Den er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Sousão. Alle druerne kommer fra Quinta do Pégos A-marker aka de bedste marker.

Uhhh, hvor det dufter rart … modne blommer, sorte kirsebær, svesker, klart lidt søde krydderier, nødder, lakridskonfekt, vanilje, våde fade … og så noget blæk eller tryksværte, mens alkoholen også lige kan fornemmes.

Den smager også rasende godt … alkoholen mærkes, men det er først efter lang tid og er samtidig smukt integreret i vinen, endda bedre end i årgangen 2016. Derfor får du i stedet en nektaragtig og lækker frugt med fedme, sødme, blommer, kirsebærsauce, noget sød lakrids og nøddekompot. Det er faktisk en LBV Port på et rigtig flot niveau samt en meget fordelagtig pris. 91 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, Italien

2022 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, ItalienI starten af i år smagte jeg denne Rosso di Orma fra Tenuta Sette Ponti. Det er en lillesøster til den mægtige topvin Orma … og dengang var det i årgang 2021, men nu er det årgangen nyere.

Både denne og topvinen Orma kommer fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri. Denne her er lavet på et blend på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Sangiovese, som Tenute Sette Ponti håndhøster fra den i Bolgheria berømte Orma vinmark beliggende midt imellem Sassicaia og Ornellaia.

Druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar så har vinen gæret med temperaturstyring på ståltanke med en 15 dages gæring og maceration. Efter endt fermentering er den så lagret 11 måneder, heraf 4 måneder på franske Tonneaux, så 4 måneder på betontanke samt 3 måneder på flaske.

Det dufter af både tørt træ og frisk frugt … cedertræ, cigaræsker, bitter sort tobak og earl-grey teblade, balsamiske noter samt frugt af solbær, kirsebær, blommemarmelade, lidt tørrede figner og så ellers godt med læder og violer, muldjord og søde krydderier. Virker en smule mere stringent end 2021’eren.

Hvor smager den godt … langt mere blød og rund end forventet ud fra duften, men fortsat med et vist bid i frugten … nok mest kirsebær, blommer, tranebær og samtidig nogle lemonagtige noter, der både giver en lys friskhed og noget let bitterhed. Vinen har denne lette, saftige og friske smag … flot og dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Conceito Vinhos, Vintage Port, Douro, Portugal

2021 Conceito Vinhos, Vintage Port, Douro, PortugalNæste portvin fra Conceito Vinhos var også en årgangsportvin, eller helt korrekt en 2021 Vintage Port … en type, der alene laves i de bedste årgange.

Vintage Port er også en slags Ruby portvin, men fra en bestemt årgang og laves kun i de allerbedste år og lagres – som Ruby – også forholdsvis kort tid, normalt 2-3 år.

Vinen er lavet på de klassiske druer som Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca samt lidt flere, men er lavet uden afstilkning af druerne, som derefter er fodtrådt i de klassiske granit lagares.

Den er lavet med 2 dages maceration, 3 dages gæring og så ellers tilsætning af druespiritus efterfulgt af kort maceration og en lagring på egefade 20-22 måneder inden den flaskes.

Duftmæssigt en dyb, mørk og alligevel nogenlunde frisk frugt, fyldig og samtidig mærker man fadlagringen, men ingen lang, rund og blød lagring, men fortsat intenst, mørkt og bestemt anderledes – og efter min vurdering – bedre end Ruby. Den virker faktisk også lidt ung og har frugt med blommer, men også lidt umoden, tør og urtet.

I munden mærker man du langt mere kraft end fx hos Ruby portvinene, for det er sødme, kraft samt et blødt og varmende alkoholkick. Der er tydelig tanniner, peber, lidt sødbitre noter og har en lang og kraftig eftersmag. Den er den portvin – so far – med fleste tanniner og denne lidt unge og halvfriske fornemmelse med noget engelsk tør lakrids hængende i den lange eftersmag. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Conceito Vinhos, Late Bottled Vintage Port, Douro, Portugal

2019 Conceito Vinhos, Late Bottled Vintage Port, Douro, PortugalHerligt med en flaske portvin … og helt ekstatisk med mange flasker portvin og den næste var lige et step op, for det var Conceito Vinhos’ 2019 Late Bottled Vintage Port aka LBV.

LBV er jo dybest set en Ruby Port fra en bestemt årgang, der har ligget længere tid på fad end en almindelig Ruby og sådan en bandit ligger typisk på fad i 4-6 år

Denne Late Bottled Vinage Port er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der så bare tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og så en længere lagring på egefade … men hvor lang tid er ikke oplyst, men med en 2019, så er det formentlig 4 år.

I næsen er det en tør portvin, hvor der kommer lidt grønne krydderurtr, mynte, tør engelsk lakrids og saltlakrids. Frugten er mørk og jeg fanger mest solbær, sorte kirsebær og blommer … måske lidt svesker, noget kakaopulver og egentlig ikke umiddelbart megen sødme … i hvert fald i næsen.

Men det er så i smagen … en intens smag, hvor der er sødme, men også både peber, mørk chokolade, let karamel, tørret appelsinskal og nektarsød fedme. Der kommer en punch fra alkoholen, der er stærk, varmende og suppleres af lidt sød-bitre tanniner og lang eftersmag, så dermed 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster179,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Conceito Vinhos, White Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, White Port, Douro, PortugalLige siden jeg sad på en restaurant ved Douro floden i Porto by, et orkester spillede og vi havde dugfrisk hvid portvin i glasset, har jeg været vild med den dejlige drik … og her smager jeg også først en White Port fra Conceito Vinhos.

Denne White Port er lavet af et field blend med hele 10 forskellige traditionelle druesorter … og det er druer som Rabigato, Códega do Larinho, Códega, Gouveio, Donzelinho Branco, Folgazão og Arinto.

Vinmarkerne ligger på en lille granitplateau 600 meter over havets overflade i Freixo de Numã …. en granitholdig, gammel og endda pre-phylloxera  vinmark.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit lagares til gæring og mekaniske metoder samt nye og mere moderne teknikker. Dette muliggør en omhyggelig håndtering af druerne og bidrager til vinens kvalitet og præcision.

Sikke smuk vin i glasset … nærmest lys ravfarvet, tørret abrikos, bagte æbler. æblemost samt lidt tropisk frugt, der endda også virker tørret … papaya og ananas. Dertil kommer der også lidt tørrede blomster … virkelig indbydende aroma.

Smagen er sød nektar – WAUW – tørret frugt og sød alkohol, der lige bider en smule, men på den helt rigtige måde. Der er nødder, bagte æbler, abrikos og honning … fed, sød og lækker. Det er sgu klasse og de hvide portvine er ofte alt for oversete, men Houlberg er glad, så dermed 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Cantine Ca Modeano, Dóme Bianco, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2019 Cantine Ca Modeano, Dóme Bianco, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDóme og Penğ kommer begge fra Cantine Ca Modeanos Selection serie … og er deres topvine. Jeg startede med at smage den hvide Dóme Bianco i årgang 2019.

Modeano siger selv, at Dóme Bianco er en skøn blanding af lokale og internationale  druesorter.

Vi har jo tidlgere smagt, at vinhuset både har de lokale sorter Friulano og Ribolla Gialla samt de mere udbredte Pinot Gris, Gewürztraminer, Chardonnay,  Malvasia og Sauvignon Blanc, så denne vin er måske lavet på alle disse.

Vinen er lavet ved, at alle druesorter er vinificeret separat … først med blid presning og separat gæring i rustfri ståltanke med udvalgte
gærtyper ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder i ståltanke sur lie … så sammenstukket samt aftappet på flaske og lagret yderligere 3 måneder.

Duftmæssigt ved jeg sgu ikke lige, hvad jeg skal sige … den lidt længere sur lie lagring kan fornemmes … virker mere koncentreret og tæt i aromaerne. Det er æblemost, fersken, abrikos … pænt intens og aromatisk … alt sidder lige der, hvor det skal sidde.

I munden fornemmes også en større koncentration og samtidig leveres det hele så dejlig cremet og næsten olieret. Det er lige før, at smagen helt smelter i munden, flyder dejligt ud med svag hvid peber, fersken, abrikos og pærer … det smager fandeme godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7