En lille syditaliensk smagning forleden – forstået af Ole Udsen – startede med et glas af denne sicilianske Piante/Sparse Etna Bianco 2020 fra vinhuset Ayunta.
Det er en ganske lille familieejet vingård, der ejes af Mangione-familien og de har ejet marker på Etna i generationer.
Helt præcis ligger Agricola Ayunta i 700 meters højde på de nordlige skråninger af den iltre vulkan nær Randazzo en smule vest for Passopisciaro … altså nærmest i hot-spottet for nogle af Etnas bedste vinproducenter i dag.
Det var også områdets store succes, som fik Mangione-familien til at begynde at fremstille og flaske vine på deres druer fra deres små 2,8 hektar vinmarker med den vulkanske undergrund.
Familien har altid dyrket vinmarkerne nænsomt uden brug af kunstgødning og altid med minimal sprøjtning og intervention. Nu hvor de selv fremstiller vinene, er alt arbejdet decideret økologisk og minimalistisk, men de har dog ikke orket at lade sig certificere.
I vinkælderen er tilgangen udpræget hands-off, og der benyttes ingen kunstgær og tilsætningsstoffer, bortset fra en ganske let svovling ved flaskning.
Resultatet er rene, klare vine med heftig stedsans, en mineralsk, vulkansk på virkning, stor saftighed og en lille, dejligt drikkevenlig og madvenlig stramhed.
Her smager vi familiens hvide Piante/Sparse Etna Bianco, der er deres top-hvidvin med druer fra deres ældste marker. Den er lavet på 90% Carricante og 10% Catarratto … eller det er i hvert fald, det som fremgår på gårdens hjemmeside.
Men de 10% Catarratto dækker nok i virkeligheden over et field-blend med op til 13 forskellige grønne sorter, der står rundt omkring i de ældste vinmarker i promiskuøs sammenplantning med de blå sorter, sådan som vinbønderne altid gjorde det, indtil for nogle få årtier siden.
Kun nogle af sorterne kendes rigtigt, mens andre er ældgamle og kun har lokale navne … nogle helt andre typer, herunder en eller flere halv- til hel-aromatiske typer.
Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og med gæring fra vildgær og efter endt fermentering er vinen også lagret i ståltanke … samt på flaske en periode efter aftapning.
I næsen er det en lidt anderledes duft, men egentlig meget charmerende og særegen. Der er lidt oksefond, ligusterhæk, gyvel blomster, virker lidt vokset i det, sæbeparfumeret med lidt nødder og en frugt af æbler … mest grønne æbler.
De grønne æbler går også igen i smagen, som er frisk og syrlig med en fremtrædende mineralsk krop. Syren bærer også citrus noter, en smule salt, men samlet set har vinen en rigtig god kombination af en fylde, friskhed og syrlighed … smager sgu godt. 92 point.
Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 225 kr.
Jeg smagte derefter også Cantina F.lli Zenis Amarone … men ikke en vin, som jeg har smagt før, for dette er tilsyneladende blot en 2020 Amarone della Valpolicella … altså uden betegnelsen Classico.
Cantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som mange har besøgt på ferie ved Gardasøen og deres Ripasso – Amaronens lillebror – er en vin, som rigtigt mange i vor lille land elsker. Her smager jeg deres Valpolicella Ripasso Superiore i årgang 2021.
Med næste La Spinetta vin blev det sgu både mere alvorligt, ret meget bedre og endda ganske imponerende, for det var deres 2018 Barolo Garretti.
To kolde fra kassen … her er det dog fra Piemonte kassen inde på arbejde i vores lille tirsdagsklub og begge de kolde var fra det fantastiske vinhus La Spinetta. Vi startede med at smage deres Langhe Nebbiolo 2020.
Vinen Nizza er lavet på ren Barbera og kommer fra Tenute Neirano, som jeg også har skrevet om før … her smager jeg vinen i årgang 2021.
Da jeg tilbage i maj måned smagte en håndfuld 2018 Brunello di Montalcino vine, da var det bedste ubetinget fra vinhuset Casanova di Neri og nu smager jeg så deres 2021 Irrosso, der nærmest kan betegnes som en mini-Brunello.
Tenuta San Guido er kendt for de fleste vinelskere, for det står bag den første italienske vin, der fik 100 point i Robert Parkers Wine Advocate.
Det er ikke mange dage siden, at jeg igen smagte vinen Rosso di Orma fra Tenuta Sette Ponti og nu smager jeg også deres fabelagtige Crognolo, som jeg før har smagt i årgangene 
Let skeløjet, enøjet og altid charmende … og så laver han bare imponerende vine. Det er Sean O’Callaghan fra Tenuta di Carleone jeg snakker om og her smager jeg så hans 2021 Il Guercio, som jo netop betyder den eneøjede.