Tag-arkiv: 6½

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, Italien

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, ItalienJeg var egentlig ved at være færdig ved Lugana Armonie Senza Tempo vinfestivalen og begyndte at slentre ned mod udgangen sammen med Václav Tichoň, men tæt på udgangen stod et kendt ansigt i form af rare Luca Formentini fra Selva Capuzza med 2 Lugana vine i årgang 2013.

Da den ene var hans Lugana Riserva Menasasso stoppede vi omgående op … den skulle vi simpelthen smage. Og det var stoppet værd, for det blev det bedste glas vin ved hele Lugana Armonie Senza Tempo.

Vi havde allerede på vor første dag under vort besøg på Tenuta Roveglia mødt Luca Formentini og smagt hans fine Lugana Riserva Menasasso i både årgang 2017 og 2011, så derfor vidste vin, at der er tale om en særdeles fabelagtig vin.

I 2013 brugte Luca Formentini fortsat en smule  barriques, når han lagrede vinen, så denne vin er lavet ved, at Luca har valgt den bedste tank fra høsten på Selva marken og så er vinen lagret 18 måneder på en kombination af ståltankene og barriques … dog fortsat med den overvejende del på ståltankene.

Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter og der er årligt lavet 7.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det til at falde på halen over … nærmest som et omfavnende kram. Igen har Menasasso denne lækre smørfede duft med voks, grøntsagsfond, dåsepærer, abrikos, søde krydderier. Den har også her i 2013’eren en lidt mere nøddet duft sammen med lidt blomsterpollen … hvem elsker ikke et omfavnende kram?

I munden smelter vinen næsten bogstaveligt … mens den langsomt gør det, så breder der sig smage af søde dåsepærer, abrikos, grillede lemon og citroner samt salte mineraler. Det er så cremet, nærmest olieret og smelter ud i alle afkroge af munden … det er sgu ganske imponerende og en fabelagtig vin.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme og denne årgang 2013 kan nok heller ikke findes til salg nogle steder længere.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandHvor heldig kan man være? Hele to gange smagte jeg Großes Gewächs Spätburgunder fra Weingut Salwey i december måned og sidst blev det nytårsaften, hvor Jesper serverede denne 2017 Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder Großes Gewächs.

Som jeg også skrev sidst, så er Salwey et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit indlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Jeg har først smagt deres Großes Gewächs Spätburgunder fra markerne Henkenberg og Eichberg, men her er det altså Kirchberg, som ligger en smule syd for Oberrotweil og er en mark, der både er mere udsat for vejret og samtidig har større andel af sten, basaltisk vulkansk undergrund og kalksten, hvilket gør, at vinene herfra har et lidt køligere udtryk end vinene fra fx Schlossberg og Eichberg.

Marken har sit navn efter en klosterkirke i et tidligere nonnekloster fra middelalderen og udover Salwey har fx Weingut Franz Keller Schwarzer Adler også parceller på Kirchberg.

Salwey høster altid tidligere end de andre vinbønder og vinen er samtidig også lavet med brug af delvis hele klaser, for at give ranke og stringente vine. Udbytte fra Kirchberg ligger på beskedne 30 hektoliter pr. hektar.

Gæringen sker i åbne gæringskar i 14 dage ved høj temperatur på 25-33 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på barriques, hvoraf en 1/3-del er nye, inden vinen aftappes uden filtrering. Det er ultratør med kun 0,4 gram restsukker pr. liter.

Salweys egetræsfade er lavet af træ stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, og træet bliver derefter sendt til de bedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Duftmæssigt er her alt, hvad man kan ønske sig af en tysk Spätburgunder, hestestald, virkelig animalsk med en dampende mødding, en blækstift, en lille Taarup Handy grønthøster, grantræ, røg, jod, medicinskab, kirsebær og jordbær, et svagt fadpræg med vanilje og lakridskonfekt … og man kan kun sige WAUW.

Smagen er så ren og så klar, frisk og elegant. Frugten er lysere end duftmæssigt med hindbær, tranebær, ribs og rønnebær, der jod og selvom vinen er blød, lys og let, som har den samtidig også et bittert bid og en smuk, fin og sart syre. Den er rank og grøn i smagen, men alligevel rund og calm med masser af eftersmag. Dette er sgu en kongevin.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 460 kr., mens prisen er 395 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, FrankrigMin kærlighed til Beaujolais vinene har lige fået et løft med denne 2020 Apache Broully fra Domaine Aux Ardents … den smager overjordisk godt.

Domaine Aux Ardents er en mikroproducent, der ligger tæt ved Odenas under AOC Brouilly appellationen i Beaujolais. Det lille vinhus drives af Thomas og Mylène Juban, som startede i 2018 med at lave vin, da de en lille mark på 1,38 hektar ved siden af deres hus. De havde dog aldrig lavet vin før og de vidste heller intet om styringen af en vingård og havde slet ingen i hele deres familie, som havde været vinbønder.

Med ungdommens uskyldige iver kastede de sig alligevel over vinproduktionen, konverterede marken til økologisk drift, købte to bistader samt en håndfuld høns til gå og hakke rundt i markerne, så i 2019 kunne de starte med at lave deres første vin … samt er par kilo honning.

Ved siden af sit job som mekaniker er Thomas Juban blevet en af Beaujolas’ bølge af nye, talentfulde vinbønder, som laver sine vine næsten som naturvin uden for megen indgriben i produktionen og ingen eller meget lidt tilsætning af svovl ved aftapning.

Det gælder også i markerne, hvor jorden bearbejdes meget lidt og får grøngødning, få svovl- og kobberbaserede behandlinger … men mest gødning baseret på afkog af planter.

Denne 2020 Apache Broully er således kun anden årgang, som Thomas Juban har lavet af vinen. Det er – need I say? – selvfølgelig ren Gamay fra hans lille mark. Vinen er lavet på betonkar med en forholdsvis lang gæring og maceration, hvilket er efterfulgt af 7 måneder lagring med halvdelen i betonkar og den anden halvdel i burgundiske 228 liter barriques.

Her er Boeing AH-64 Apache kamp helikopteren lettet, for vinen er nærmest luftig, let og æterisk. Helikopteren bliver i det høje luftlag og nærmest sat ned på bløde og fluffy skyer.  Frugten er sådan lyse kirsebær og friske jordbær, alt virker så feminint, at jeg nu nærmest leder efter blondetrusser på vej til det forjættede land, hvilket her er med en smule blæk, grafit samt en lille sødme med lakridskonfekt, vanilje og lidt mandler.

Hvor er det dog sindssyg, crazy, locco og forrykt lækker Beaujolais. Jeg plejer at sige, at Beaujolais smager lidt bondsk og kantet. Det gør dette ikke, for det er så smooth, let og læskende, at man ligger kigger på flasken igen. Den er god nok, det er Beaujolais, men med attitude lig de klassiske, burgundiske vine længere mod nord. Men Apache har sit helt egen og smukke smag, hvor er der bløde tanniner, let peber og lys friskhed balanceret til perfektion … benovet og imponeret.

Forhandles af Blancs.dk, hvor introprisen er – hold fast – beskedne 195 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket gør dette til et fabelagtigt køb, men den har vist ikke ramt deres hjemmeside endnu … men så skriv bare til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2011 Bulgarini, Lugana 010, Lombardiet, Italien

2011 Bulgarini, Lugana 010, Lombardiet, ItalienVi smagte Lugana 010 igen hos Bulgarini, men nu havde de sgu skruet godt op for alderen, for det var nemlig en 2011’er.

Vinen er lavet som 2020’eren, altså på rustfrie ståltanke, hvor de høstede Turbiana druerne efter presning har fermenteret ved kontrolleret temperatur.

Der er ikke sket malolaktisk gæring men efter endt gæring er vinen lagret 6 måneder sur lie på delvis franske tonneaux egefade og i ståltankene, hvilket er er efterfulgt af 7 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen langt mere gul end 2020’erne … og så er der lige duften, hvor jeg bare siger WAUW. Fuck det dufter godt og hold da op for en udvikling, sådan en Lugana vin kan få. Frugtmæssigt er der nu en smule abrikos, mango, ananas, bløde, saftige ferskner, honning, salt, sødme, mandler, mandelmel og måske endda lidt marcipan samt en kop mandellikør … har sådan en smuk og inspirerende dekadent modenhed.

Smagsmæssigt er vinen smooth, cremet, intens og slet ikke – som man måske ville kunne forvente – det mindste oxyderet. Smagen er i stedet koncentreret likøragtig, tæt, kraftig med tørrede abrikoser og mango, men det er fortsat med ranke ryg, stål, sten, salte mineraler og en delikat samt rank syre. Det er et spark af en vin … vild lækker oplevelse.

Det er en vin, som formentlig ikke kan købes længere.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2016 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2016 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienEfter de mange biodynamiske vine, natur- og orangevin, så trængte drengene til en mere klassisk vin. Jeg anbefalede fra vinkortet denne 2016 Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti fra den legendariske og dygtige Foradori. Den ramte bulls-eye og blev aftenens bedste glas.

Som jeg skrev sidste gang, at jeg smagte vinen, så bliver jeg bare en smule mere forelsket, hver gang gang jeg smager en vin fra Elisabetta Foradori. Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomi er også en virkelig lækker vin, som jeg har smagt før og også skrevet en del om Elisabetta og hele vinhuset.

Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti er jo lavet på Teroldego fra Sgarzon marken, som er en stenet mark. Den er vinificeret og lagret på amphora lerkrukker. Ved gæringen er druerne lagt i lag med helklaser og hele bær. Lagringen i lerkrukker varer omkring 9 måneder, hvorefter vinen er flasket ufiltreret.

Som tidligere har vinen en mørk og lidt mælket aroma med  lidt funky landlighed, men virkelig indbydende. Der er mejeri, sorte og grønne oliven, let flæsket med lidt bacon og baconfedt, dyb med engelsk lakrids, rå marcipan, blomster, violer, blåbær, kirsebær, våde fade, vanilje samt mælkechokolade, støvet tør jord, mineraler og en klar italiensk syre. Udover de våde og fugtige, mørke og behagelige dufte, så er der som sidst noget grønt og røget … giver virkelig nerve og elegance.

Smagen er sgu næsten som 2014’eren og starter let og saftig – næsten læskende – med en syre, som både er fin, feminin, elegant, frisk, levende samt dansende  som en burgundisk vin, men også har struktur lig Barolo, hvor syren er meget stram, barsk, irettesættende og nådesløs. Der er klare balsamiske træk, masser af blomster og en let frugt med stor kæmpe intensitet, lidt peber, godt med tanniner, som ganske vist virker ret lette, men sætter sig på tænder og i svælget. Klassevin.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2012 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape Vielles Vignes, Rhône, Frankrig

2012 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape Vielles Vignes, Rhône, FrankrigDen lækre Cuvée du Papet fra Mont-Olivet fik i det andet glas fint følgeskab af en anden Neuf topvin … en 2012 Châteauneuf-du-Pape Vielles Vignes fra Domaine de la Janasse.

Det er også et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om, bl.a. da jeg smagte deres 2014 Côtes du Rhône.

 Vieilles Vignes er Domaine de la Janasses flagskib og kommer fra sølle 6 hektar vinmarker beliggende på fire vidt forskellige parceller og består i denne årgang 2012 af 85% Grenache, 10% Mourvedre samt 5% Syrah,

Disse fire forskellige parceller bidrager med deres unikke, individuelle jordbundsforhold til det perfekte Châteauneuf blend. En del af Grenache druerne kommer fra vinstokke plantet helt tilbage i år 1920 … derfor også navnet Vielles Vignes.

I denne 2012 er omkring 80 % af druerne afstilket, mens gæring og maceration er sket over 28 dage i cementtanke med daglig manuel pigeage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder med 3/4-dele i  foudres og 1/4-del i demi-muids. Både Wine Spectator samt Parker har givet vinen 96 point i denne årgang.

I næsen har vinen nærmest en ædel modenhed, sådan lidt tealtræ, mahognitræ, vild opulent og eksplosiv med Katjes Katzen Pfötchen aka lakridskattepoter. Den er fyldig og kraftig på en elegant, moden og fin facon. Der er lidt balsam shoe polish, lakridskonfekt, våde fjer ovenpå en mørk frugt med sorte, modne kirsebær og brombær og samtidig med en æterisk nerve.

Vinen smelter sgu nærmest i munden … rund og smooth. Der er jordbær og søde kirsebær, tør engelsk lakrids, fernis, kakaopulver, mælkechokolade, lakridskonfekt, mokka … og alligevel med denne fin tætte og tykke struktur samt en fin syre. Det er sgu en ret lækker vin og absolut topklasse Châteauneuf-du-Pape.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i årgang 2017 koster 775 kr., mens prisen er pt er 620 kr. ved køb af 3 flasker.  Denne magnum i 2012 årgangen kan nok ikke skaffes længere.

Vinanmeldelse 6,5/7

2018 Società Agricola il Sasso, Amarone Classico della Valpolicella Bio, Veneto, Italien

2018 Società Agricola il Sasso, Amarone Classico della Valpolicella Bio, Veneto, ItalienDen 3. og mørkeste røde af Società Agricola il Sassos røde Valpolicella vine var selvfølgelig deres Amarone Classico della Valpolicella Bio 2018.

Som de to foregående vine, så er denne 2018 Amarone Classico della Valpolicella Bio lavet på 45% Corvina, 35% Corvinone og 20% Rondinella. Men efter høst er druerne så tørret i 4 måneder inden delvis afstilkning og så en gæring og maceration over hele 2 måneder. Derefter er vinen så lagret i 3 år år husets helt specielle runde, keramiske lerkrukker … altså helt uden brud af egefade.

I glasset er det nok også den mest lyse Amarone, som jeg har set og samtidig er vi så langt væk fra den forfærdelige rosinvandsamarone, som man ofte kan støde på. Man kan i næsen dog godt dufte, at den er lavet på tørrede druer, for frugten har mere tæthed, lidt mørkere bær, sorte kirsebær … men vi er fortsat i den superlette og luftige afdeling. Derudover er vinen blomsterrig med tørrede rosenblade, tørrede tranebær og en læk lille sødme.

Smagsmæssigt er det en kongevin … let, intens og igen med en storblomstret kjole på. Der er lys og moden frugt, tranebær, ribs, hindbær og kirsebær, virker næsten helt juraagtig med en blød, lys og nærmest juicy fornemmelse, således de ellers strækindjagende 16% alkohol slet ikke kan smages. Det er en Amarone, som flyder pulserende gennem kroppen som fortyndet blod i årene. Den har også en tør, tranebærbitterhed og igen lidt sødme. Dette er nok en af de bedste – og letteste – Amaroner, som jeg har smagt.

Der er i øvrigt kun lavet 400 flasker af vinen … denne har nummer 282 og med det i mente, så er prisen på 316 helt crazy og måske årets bedste vinkøb.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 316 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2001 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVinmæssigt sluttede jeg 4-retters middagen på HOS med en 20 år gammel vin … en smuk Sauternes 1. Cru Classé fra Château Suduiraut.

Vi har her fat i et helt specielt vinslot, for det er nemlig et 1er Cru slot i 1855-klassifikationen, selvfølgelig ikke under Medoc vinene, men under Sauternes-Barsac.

De søde hvidvine fra Sauternes-Barsac blev nemlig også klassificeret i 1855. Château d’Yquem blev betragtet som så enestående, at vinen kom i en kategori for sig, men Château Suduiraut blev ratet som 1er Cru Classé.

Château Suduiraut er samtidig nok et af de smukkeste slotte i Sauternes. Det kan dateres tilbage til det 16. århundrede, hvor den adelige Leonard de Suduiraut giftede sig med Nicole d’Allard og som medgift fik jorden til det, som vi i dag kender som Château Suduiraut.

Det var dog Leonards nevø Comte Blaise de Suduiraut, som fik slottet opført og samtidig stod bag opførelsen af den smukke have omkring slottet … anlagt af den berømte havearkitekt Le Nôtre, som også havde skabt Versailles-slottets haver. I dag kan de flotte haver omkring slottet fortsat nydes.

Men da Comte Blaise de Suduiraut døde uden arving, så fik slottet en grum skæbne og endte med at blive plyndret og brændt ned ved Fronde opstanden, der varede fra 1648 til 1653. Det blev derefter genopbygget og i slutningen af ​​det 18. århundrede overtaget af en nevø af Suduiraut-familien Jean Joseph Duroy, som omdøbte vinslottet til Cru du Roy.

Det var også Jean Joseph Duroy, som skabte det våbenskjold, som Château Suduiraut bruger i dag … en kartouche med Suduiraut- og Duroy-våbenskjoldene smeltet sammen i et.

Der har formentlig nok altid været produceret vin på Château Suduiraut, men det var først i begyndelsen af ​​det 18. århundrede, at man begyndte med at høste overmodne druer for at lave de søde sauterne vine … og det gjorde man også på Suduiraut.

Selvom det var naboen lidt længere mod syd Château d’Yquem, som løb med den største hæder, så blev Château Suduiraut også hurtigt anerkendt som et af de bedste vinhuse for fremstilling af de søde dessertvine. Slottet blev således også registreret som 1er Cru i den officielle 1855-klassifikation for de søde hvidvine fra Sauternes-Barsac.

Men op gennem 1940’erne, 50’erne og 60’erne dykkede kvaliteten mærkbart og mange Sauternes elskere vendte vinene fra Château Suduiraut ryggen.

Så da den franske forsikringskoncern AXA i 1992 overtog Château Suduiraut, så satte man alt ind på at bringe slottet tilbage på sporet. Den store forsikringskoncern ejede i forvejen Château Lynch Bages og Château Pichon Baron i Pauillac. De satte Christian Seely ind som administrerende direktør på Château Suduiraut flankeret af teknisk direktør Pierre Montegut … og foretog betydelige investeringer.

Men de har absolut båret frugt og i løbet af 2000’erne er der sket et markant kvalitetsløft. I dag er Château Suduiraut igen en af områdets betydelige producenter.

De råder over hele 92 hektar marker med i gennemsnit 30 år gamle vinstokke fordelt på 90% Semillon og 10% Sauvignon Blanc. Den nærved liggende Garonneflod sørger for fugtighed og tåge, der er essentielt for at den noble råddenskab Botrytis Cinerea udvikles,  grundvilkåret for stor sød Sauternes.

Denne 2001 Sauternes 1. Cru Classé er lavet på 90% Sémillon og 10% Sauvignon høstet af 3 omgange efterhånden som druerne blev angrebet af botrytis, hvilket i 2001 tog forholdsvis lang tid. Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men vinen er lagret samlet 24 måneder, heraf 40% på nye fade, 30% på fade brugt én gang tidligere og 30% på ældre fade. Vinen har små 150 gram restsukker pr. liter.

Det dufter sgu ganske fremragende … en kombination af ædeltræ, mahogni, nedfaldsæbler, syltede appelsiner, karamel, lidt oxideret ædelhed, nødder, abrikos, pærer, tørrede frugter, æblekompot og kanel, vanilje og eksotiske krydderier.

Uha, hvor det også smager godt, blød, cremet og smelter sgu nærmest i munden, hvor alle de søde, syrlige, modne og intense smage løber ud i alle afkroge. Selvom det smager som bedste nektar, så er vinen ikke bare sød, men har også en skarp og direkte smag, en rank ryg … måske med lidt rynker, men det er storhed på flaske.

Forhandles flere steder … bl.a. hos Supervin, hvor en flaske i en nyeste årgang 2020 kan købes en primeur til 549,95 kr. eller 408,75 kr. ved køb af 6 flasker. 2001’eren kan man nok ikke finde mere.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2016 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheim Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2016 Chat Sauvage, Rüdesheim Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, TysklandFalken havde fundet endnu en Chat Sauvage vin frem og dér ramte han lige ind i hjertekulen, for det var nemlig en Rüdesheim Drachenstein Pinot Noir årgang 2016 … en vin, som jeg under et besøg på vingården smagte blot i årgang 2007 og gav 7 Thumbs Up. Det er sjælebalsam.

Rüdesheimer Drachenstein marken ligger nedenfor den store statue og mindesmærke Niederwalddenkmal. Der er primært Weingut Josef Leitz, som blandt de kendte producenter har parceller på marken, men han dyrker selvfølgelig alene Riesling der.

Vinen er lavet ved, at druerne først udblødes i macerationen, men efter endt fermentering skulle vinen så være lagret 18 måneder på 228 liters bourgognebarriques.

2016’eren har selvfølgelig ikke samme fine modenhed, som den havde i årgang 2007, men hold nu kæft, hvor det dufter godt. Næsen giver en aroma med lette koldrøgede noter, rosenblade, mineraler, sten og en frugt med hindbær, jordbær, ribs, lyse umodne kirsebær, tranebær, en smule grøntsagsfond og mentol. Man mærker godt, at vinen har en rank og ung krop, men er meget let, luftig og en smule parfumeret … uha, så nice.

Som med 2007’eren har vinen en forbandet lethed, blødhed og elegance, men her også tilsat lidt friskhed, hvilket ikke gør den helt smeltende i munden … i hvert fald ikke endnu. Men syren er næsten helt prikkende og frugten også samtidig ovre i noget som rabarber, ribs og granatæbler suppleret med peber og blide krydderier. Det er fandeme – pardon my french – lige mig og igen må jeg sige #farermegetglad.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske i en nyere årgang 2018 efterhånden koster 579 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Closerie des Alisiers, Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes, Bourgogne, Frankrig

2017 Closerie des Alisiers, Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes, Bourgogne, FrankrigDen sidste bourgognevin i denne omgang var intet mindre end imponerende og det var denne Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes 2017 fra Closerie des Alisiers og den bekræftede min forkærlighed for Chambolle Musigny.

Closerie des Alisiers er et nyere negociantfirma beliggende i Marsannay og det drives af Stéphane Brocard, som vi er stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Det var da jeg smagte hans 2001 Gevrey-Chambertin tilbage i februar måned.

Stéphane Brocard er søn af den berømte Chablis producent Jean-Marc Brocard, men gik i 2007 solo med sit eget projekt Closerie des Alisiers, som er et negociantfirma, hvor han laver vine med druer fra udvalgte marker samt omkring 4,5 hektar egne vinmarker i Chablis og en dyr parcel i Pommard … og mon ikke, at han også køber lidt druer fra sin far.

Han lavede sit lille soloprojekt af flere årsager … dels ambitionerne om at lave vine efter sine egne idéer og ikke blot dele den fremtidige drift af familiens vingård med sine to søskende, sin svoger og sin svigerinde, men derudover ville han også gerne lave vine fra det øvrige Bourgogne og ikke kun Chablis.

Stéphane har et nært og mangeårigt forhold til de vinavlere, som han arbejder sammen med og flere lader ham også producere og aftappe vinene i deres egne kældre. Han forsøger også, at alle vinavlerne driver deres marker økokologisk.

Han laver vinene uden megen indgriben … bare godt håndværk med renhed, frugt og friskhed … autentiske vine med stor respekt for de specifikke terroir fra de forskellige marker og områder. Hans vine er typisk meget friske og andelen af nye egetræsfade aldrig får lov at overstige 20%.

Denne 2017 Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes er lavet på Pinot Noir fra  45 år gamle vinstokke på den berømte Les Charmes mark, som er kendt for at give yndefulde vine med fine dufte. Den er lavet med gæring i åbne kar og er efter endt fermentering lagret 10-12 måneder på barriques, heraf 40% nye fade.

WAUW og 5 gange Ave Maria hvor det dufter godt, virkelig ædel, dekadent og smuk aroma krydret med frydefuld englesang, æterisk, let og svævende elegance og nærmest som vinøs ædel Rolls Royce. I næsen er der modne og sorte kirsebær, jordbær, mælkechokolade og vanilje samt en hel buket blomster, røde roser, trøfler og kærlighed. Hvor er det smukt og man bliver omgående bjergtaget.

Hvor smager det også bare lækkert, cremet, mundsmeltende med behagelig rundhed, vilde og medgørlige tanniner, frisk og blid frugt, en svag bitterhed … modent, elegant med lys frugt, silkefint med en feminin, sart og delikat smag. Det er sgu da jættegodt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., men kan fås til 849,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7